Gåtur på Lounkær med Rold Skovs Venner

  Søndag den 17. juni skulle Rold Skovs Venner for første gang gæste et, for os, helt nyt og meget spændende område, nemlig de smukke og frodige Lounkærskove ved Mariager Fjord.

Men trods det, at regnen havde stået ned i stride strømme hele lørdagen og alt således var meget vådt, ligesom de herrer meteorologer også havde truet med at regnen ville fortsætte, mødte der alligevel 58 personer op ved skovfogedboligen på Lounkærgaardvej. (De fik dog ikke en dråbe, regnen kom først da turen var slut). Her blev vi budt velkommen af skovfoged Ulrik Kragh Hansen, som straks indledte vores besøg med at fortælle om Lounkærgaard og dens ejerforhold. I 1936 købte professor i skovbrug Carl Mar Møller ejendommen sammen med Flemming Juncker. Men da Overgaard blev sat til salg to år senere og da Juncker gerne ville over på den anden side af fjorden, købte professoren denne ud i 1938. Professoren kørte Lounkær videre alene lige til sin død i 1978, hvorefter den blev lavet om til en erhvervsdrivende fond, hvilket den stadig er. Der sidder en bestyrelse på 4 personer og jeg er den daglige leder, siger Ulrik Kragh Hansen inden han går over til at fortælle om driften. Der er 440 ha. i skoven og den er karakteriseret ved, at den er lav. Det er jo gammelt stenalder hav. Vi befinder os lige nu 2½ meter over havet og der er 2½ km. ud til fjorden, så det er stort set fladt som en pandekage, og bare 20 cm. terrænforskel betyder, at det, der kan gro i skoven, faktisk kan ændre sig. Skoven er meget frodig, alt ukrudt herude bliver ½ gang større end andre steder og myggene er dobbelt så store som andre steder, så det er en fordel at have de lange ærmer på, advarer han.

Før i tiden var området meget uvejsomt (jfr. drengebogen ’Smugleren fra Hurup’, red.). Den oprindelige vegetation bestod meget af rødel og noget ask og eg, samt en enkelt bøg og birk iblandet hist og pist. Det er først efter, at der er blevet gravet grøfter og drænet, at der kan komme andre arter til. Sortimentet er dog meget begrænset. Alle de flotte nåletræer, der gror oppe i Rold Skov, kan vi ikke have herude. Skal vi endelig have nåletræer bruger vi sitkagran og håber så på, at det lader være med at blæse alt for meget. 

Ulrik Kragh Hansen indleder nu turen med at vi tager en rundtur mod vest i den del af skoven, der kaldes Foldene. På et tidspunkt går vi faktisk ret tæt langs Korup Å, og her stopper han så op for at fortælle om netop det område. Denne del af skoven bliver drevet efter det princip, der kaldes plukhugst. Vi har lavet en aftale med Staten om at vi i 20 år skal dyrke den efter noget, som hedder plukhugst, hvilket vil sige, at vi skal sørge for, at der findes mange forskellige træarter på arealet og vi skal sørge for, at der er en vertikal struktur i skoven, så der både er store, små og mellemstore træer. Rent praktisk gør vi dét, at vi går ind og hugger fra toppen af. I kan se, at vi står lige ved et stort lyst hul. For 5 år siden blev der hugget nogle store ask og for 2 år siden var vi inde at tage de største af bøgene. Der er faktisk taget mange træer væk i netop dette hul, men hvis man går ind og kigger, vil man se, at der er masser af aske, bøge og ege på vej op.

På den vis som vi dyrker skoven, ved at fælde de store med motorsaven og lade de nye komme op af sig selv, giver det faktisk penge i kassen. Der er ikke nogen plantningsudgifter ved det, og så får vi endda en lille skilling fra Staten ved at lave plukhugst. Vi er ca. halvvejs i perioden, men ordningen bliver ikke fornyet fordi vi bare gør dét, som vi ellers ville have gjort, og så får man ingen tilskud til det. Det er faktisk på den her måde, man tænker meget i skovbruget i øjeblikket. At lave skovdriften om fra at have nogle homogene kulturer, hvor man høster det hele ligesom en hvedemark, til at man laver en forskelligt struktureret skov, som forynger sig selv og som er billig i drift. I vil lægge mærke til at nogle af askene mangler blade. Det skyldes til dels svampesygdom, men også at det sidste år var et meget stort frø år. Når asken blomstrer og sætter frø, sidder de skud, der har båret frøene bare tilbage. Så det er kombination af en aggressiv svampesygdom og den store frøsætning sidste år.

Hvordan udvikler træerne sig i højden i forhold til hinanden, når bøgen står så godt som her? spørger Helge. Egen og asken har en meget hurtig ungdomsvækst, så her inde kan bøgen ikke følge med, svarer Ulrik Kragh Hansen. Som et eksempel viser han os en ret stor ask, hvor under der står en noget mindre bøg. Bøgen er ganske vist yngre, men den er faktisk på vej op gennem krontaget for at ’gå til’ asken. Ulrik Kragh Hansen er dog glad for sine bøgetræer, for mens asken er meget lysåben, er bøgen jo et udpræget skyggetræ, som holder en masse ukrudt borte. En god rengøringskone, siger han og føjer til, at han er meget glad for at være i dette stykke blandingsskov. På en varm sommerdag er her dejligt køligt, mens der så til gengæld på kolde og blæsende dage er både lunt og godt. (Var det mon her i denne del af Lounkærskoven, smugleren Sorte Rudolf gemte sig? Skribenten kan stærkt anbefale at læse bogen! Den er tillige et stykke Himmerlandshistorie om småkårsfolk).

Efter denne snak fortsættes turen mod syd, så lidt mod vest og derpå igen mod syd ned mod Mariager Fjord. Ulrik Kragh Hansen stopper dog lige op ved en stak askekævler, hvor han fortæller om askebarkbillens levevis. Der er milliarder af dem i dette år, ligesom der er meget af alt muligt andet utøj, siger han. Askebarkbillen flyver ud om foråret når der er blevet lidt varmt i vejret, og så bruger den primært træ, som er fældet, til at yngle i. Billerne går kun på det døde træ, så det er sådan set ikke noget, der betyder noget for skoven. Det eneste de gør, er, at når de skal overvintre, så sætter de sig op på de stående asketræer, hvor de borer sig en lille smule ind i barken og danner herved ligesom nogle små rosetter. Det giver blot en smule karakter i træet, som altså ikke betyder noget for skoven som sådan.

 Der står også nogle store lindetræer her ved skovvejen. Vi kalder dem ’Lindeporten’, siger Ulrik Kragh Hansen. ’Pers Minde’, hedder den også, men hvorfor den gør det, ved jeg faktisk ikke, føjer han til. Med et smørret smil på læben kommer ’Syre Jens’ med nogle kommentarer til det sidste, men Per er selvfølgelig godt klar over hans pointe – rent drilleri.

Når vi går ned ad vejen her, ser det ud som om vi kun har løvtræ, men det er ikke tilfældet, vi har ca. 40% nåletræ, fortsætter Ulrik Kragh Hansen. Der væltede utroligt meget i 2005, ligesom det gik ud over Rold Skov. Men der er den forskel, at det stort set altid vælter herude.

Sitkagranen har et meget overfladisk rodsystem. Det er lige før, at rødderne ikke er længere nede, end da de blev plantet. Det træ, der væltede herude, det svarer til, at hvis man tog en stak træ i 3 meter længder, og stablede dem oppe fra mig og ned til fjorden, så ville den være 1½ meter høj. Vi har så efterfølgende plantet utroligt meget eg med en lille smule indblanding af ask og ahorn. Der bliver meget mere eg herude, fordi egen tåler ret godt at stå med fødderne i vand. Asken kan også godt stå her, den får bare en brun kærne, som gør, at prisen på træet er lavere, end hvis det var helt hvidt.

På den fortsatte tur ned mod fjorden kommer Rold Skovs Venner til at opleve, hvad det vil sige, hvis den såkaldte dræbersnegl virkelig får indpas i vores natur. Her er så mange at vi formelig vader i dem. De gør dog ikke skade på skoven, idet de ikke angriber træerne, men derimod gør kål på en del af ukrudtet, siger Ulrik Kragh Hansen.

Vi kommer også frem til et sted, hvor et stort areal er tilplantet med buksbom under nogle gamle asketræer. Tanken har selvfølgelig været, at det var noget man på et tidspunkt kunne sælge. Der gik dog mange år, men så kom den frygtelige tørke i Frankrig i 2003, hvilket gjorde, at der pludselig blev efterspørgsel på buksbom. Meget af det buksbom, man brugte i gartnerier og binderier rundt omkring i Europa kom typisk fra Frankrig. Vi kunne derfor afsætte vores i nogle få år og jeg tror, at vi efterhånden var oppe på at have solgt buksbom for 50.000 kr. Det var så det eventyr, så nu kan vi igen se på denne lidt usædvanlige planteart, der allerede har rettet sig meget flot, slutter Ulrik Kragh Hansen..

Endnu længere fremme får vi også fornøjelsen af at se en stor koloni af fiskehejrer. Vi er jo nu ret tæt på fjorden, så det må være et rigtigt godt sted for fuglene at leve. En skøn fjord at fiske i, og en dejlig skov at bo i.

Da vi er nået ned på vejen til Helberskov, stopper Ulrik Kragh Hansen atter op for at fortælle om det liv, der var på Lounkær på den tid hvor Professoren boede her. Hvis Flemming Juncker skulle her over på ejendommen, vadede han ud til sejlrenden og tog tøjet af og lagde det op på hovedet, hvorpå han svømmede over sejlrenden og kom så videre her op. Det var jo den nærmeste vej. Pigerne måtte så ud med en badekåbe, når han kom anstigende splitterravende nøgen op gennem haven. Der har været masser af diskussioner her med skovfolk fra nær og fjern, som kom til Lounkær fordi Professoren var meget søgt i skovbrugsregi om sommeren. De skovbrugsstuderende fra Landbohøjskolen havde også sommerøvelser her ovre i træmålinger og andre ting, så der har været noget mere leben, end der er nu.

Vi går nu lidt mod øst ad Helberskovvejen, men stopper dog atter op ved nogle gamle, lidt forkrøblede egetræer. Man regner med, at de ser sådan ud, fordi der ikke tidligere var et beskyttelsesdige ud mod fjorden, hvorfor fjordvandet engang imellem rendte her op. Træerne er sandsynligvis så krogede og uregelmæssige som de er, fordi der har været saltvandspåvirkning herinde. Så dem har vi fredet administrativt. Vi kunne aldrig finde på at gå ind og fælde dem, siger Ulrik Kragh Hansen.

Vores næste stop sker henne ved selve Lounkærgaard, der har sine bygninger på hver sin side af landevejen. Da beboelsesbygningen i sin tid skulle bygges så tæt nede ved fjorden, som det er tilfældet, var Professoren meget bekymret for, om det nu også kunne holde, fortæller Ulrik Kragh Hansen. Så når murermesteren, en lokal mand oppe fra Skelund, var her ude for at inspicere arbejdet hen over sommeren, spurgte Professoren ham. ”Er du nu sikker på, at det kan holde?” Ja, han havde puttet jern i. ”Jamen, er du sikker på, at det holder?” Hertil var svaret: ”Hvis det synker, så synker det samlet!” Så snakkede de ikke mere om det, og huset står da også fuldstændigt urokkeligt endnu.

Professoren og hans kone var barnløse, men stedet bliver nu brugt til at de øvrige slægtninge kan bo her om sommeren, ligesom det også bliver brugt til at holde bestyrelsesmøder i. Der er en bestyrelse på fire personer. En jurist, to skovbrugsfolk og en læge. Det er sådan, at Professorens første kone døde i 1959 af dissemineret sklerose, så fondens formål er, dels at støtte bekæmpelsen af dissemineret sklerose, men også at støtte skovbrugsforskning på ejendommen Lounkær. Men da Lounkær er så speciel, som den er, har det dog ikke den helt store interesse, hvad vi kan finde ud af her, netop fordi det ikke ligner andre steder.

I øjeblikket støtter vi et projekt i skleroseforskningen med en 3. del, så der kan blive opbygget noget viden på det felt. Det er første gang, der er delt penge ud, for da fonden overtog Lounkær i 1978, skulle der svares en ret stor arveafgift, ligesom der sidst i 1980erne blev købt en naboejendom på 100 ha til. Der er sådan set mange penge i fonden, men de er bare placeret ude i skoven, siger Ulrik Kragh Hansen.

Som tidligere omtalt, hed Professoren Carl Mar Møller, hvilket får nogle af deltagerne til at reflektere over, at der også i dag findes en mand af dette navn. Ja, den nulevende Carl Mar Møller er søn af en nevø til Professoren. Den Carl Mar Møller, der havde stedet her, var som sagt skovbrugsprofessor på Landbohøjskolen, forklarer Ulrik Kragh Hansen om den sammenfaldende navnelighed.

En anden deltager undrer sig over, at det var så godt, at være professor i 30erne, at man kunne bygge et sådant sted. Hertil svarer Ulrik Kragh Hansen. Da professoren købte Lounkær i 1936 for 150.000 kr. (et beløb, der ikke siger mig noget, hvad det er i penge i dag), sagde naboen henne på Havnø, ”Ja, hvis de kunne købe Lounkær for de penge, så kunne jeg have købt hele Jylland”. Men det var jo nok et spørgsmål om at få nogle penge samlet sammen hos familie og venner, ligesom der nok også havde været nogle gode år for landbruget, og så var der jo også noget træ til rådighed, som man kunne skove. Man har så løbende forbedret stedet, så det er blevet til dét, det er i dag.

Vi skal nu fortsætte turen ind forbi de bygninger, som hører landbruget til her på Lounkær. Det blev tidligere drevet ved en forvalter, men nu er denne del af driften blevet forpagtet ud. Der er i alt 140 ha. og hovedparten ligger umiddelbart øst for gården, så nu skal vi ind over Pampassen, siger Ulrik Kragh Hansen. Helt så vældige arealer som på pampassen i Argentina, er det vel ikke, men alligevel er det nogle store stykker med hvede og byg vi passerer inden vi atter når til skovs.

Efter en tids vandring skal vi så igen bevæge os mod nord ad en skovvej, der danner skel ind til et privat stykke skov. Dette ejes af familien til den gamle skovfoged Nielsen, som passede Lounkær i 40 år. Man kan faktisk ikke se forskel på de to områder, fordi de ting skovfoged Nielsen lavede på Lounkær, har han så gået over og lavet ved sig selv bagefter, siger Ulrik Kragh Hansen. Ellers ville det jo også have været skidt, hvis han ikke havde troet på det, han havde lavet der hvor han var ansat. Så det ligner altså hinanden, man kan overhovedet ikke se forskel.

Ulrik Kragh Hansen udpeger også et område, hvor der tidligere har stået popler. Popler er en billig kulturtræart, som man troede, man kunne tjene nogle penge på. Man troede, at mankunne sælge dem til papir, eller til møllevinger, eller til flyvemaskinevinger eller andre ting. Men det går jo ikke altid som man tror, når der går 30-40 år inden man skal høste. Så nu er de blevet lavet til flis og kørt til Herningværket. Det har altså ikke været en god forretning at have de popler, men nu kommer der så til gengæld en del ask af sig selv. Det lignede simpelthen en bedre regnskovsafdrift, da vi havde væltet de der store popler. Der lå træ og grene ud til højre og venstre, så det var lige før, man følte sig et helt andet sted hen i verden.

Nu ser det bare lidt rodet ud, men det hænger sammen med, at prisen på træ er så lav, at det slet ikke kan svare sig at sende lønnede folk ud og hente det træ, der ligger hist og pist rundt omkring i området. Det må vi selv tage med, når vi engang kommer her hen for at arbejde. Så er der nogen, der siger: Hvad med selvskovere? En selvskover er typisk en efterlønner, der har en lille traktor og en motorsav. Men selvskovere er en uddøende race. Folk vil gerne have brænde, men det skal helst køres hjem i garagen i passende stykker og gerne være flækket, slutter Ulrik Kragh Hansen, med et glimt i øjet, sine mange forskellige, og meget spændende beretninger fra dagligdagen i hans skønne skov.

Nu fortsætter vi op ad vejen, hvor vi har naboen til højre og Lounkær stadigvæk til venstre, siger han. Men hvad han ikke ved, er, at Rold Skovs Venner er vant til både ”åndelig” og legemlig føde. Med andre ord – en frokostpause. Den holder vi så på og omkring en stor stabel træstammer, som ligger umiddelbart på vejens højre side. Og det må jo så have været inde hos naboen, siger skribenten med et glimt i øjet.

Herpå fortsætter vi igen ad samme vej op forbi den private skovfogedbolig. Og efter endnu en kort vandring viser Ulrik Kragh Hansen de, der var blevet trætte, en skovvej, der går lige over til hans egen bolig og dermed også over til vores holdeplads. Det øvrige hold fortsætter endnu et stykke vej mod nord, inden det så også for dem går over til Lounkærgårdvej og så ad denne retur til samme plads. Det var egentlig meningen, at Ulrik Kragh Hansen kun ville have fulgt med os på cirka halvdelen af turen. Men vi fornemmer, at han selv hyggede sig i vores selskab, og derfor fulgte med os hele vejen rundt. Vi kan således håbe og tro, at turen var til glæde for begge parter.