Motormanden

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

Motormanden

Jeg er født i Als Østjylland i 1931,og det førte jeg husker er med lidt god vilje også noget med mekanik. Min far var en mand som ville og kunne makke med alt, motorcykler, biler og elektricitet, som han fik kendskab til på forsøgsmøllen på Askov højskole i 1917 til 18. Det jeg hentyder til som min første erindring er, at jeg sad i en dragkisteskuffe og så egnens første radio blive samlet og efter mange besværligheder begyndte at hyle og skratte gudsjammerligt, og så efter en tid kom de første toner og tale, og efter en tid da radioen var blevet rigtigt trimmet, blev alle naboer kaldt sammen og vi hørte en transmission fra en gudstjeneste, ikke fordi vi var særligt reli­giøse, men der blev ikke sendt andet.

Så gik der nogle år med skolegang og krigen kom og sluttede igen. På en gård en halv km hjemmefra, hvor jeg kom meget, var manden meget gammel og kunne ikke holde ud at følge heste som han sagde. Han købte så en "Fredstraktor" som den allerførste traktor på egnen efter krigen. Traktoren var den vi nu kalder en "Klodsmajor". Det var en standard model uden lys og start, og kun med håndbremse og selvfølgelig heller ingen lift. Efter en tid kom der papirer fra E. Kruse i Aalborg (Ford forhandler) med tilbud om ekstraudstyr, altså lys og start og enkelthjulsbremser. Standardudstyret blev købt, men det med enkelthjulsbremser var det mest tåbelige vi havde hørt, og de papirer blev hånligt lagt til side, men det havde måske ikke væ­ret så tåbeligt endda. Traktoren var på gummihjul, men vi fik selv­følgelig leveret et par jernhjul med, for alle vidste jo, at man ikke kunne pløje møg ned med gummihjul. Så jeg og den gamle kæm­pede bravt med at skifte hjul en dag før og en dag efter en sådan pløjning, den ene var for ung, og den anden for gammel.

Fredstraktoren

 

Nu slæbte der sig så en kedelig periode af sted uden mekanik, men så kom jeg til at arbejde på "Poulsenseje", kommunens største gård, og der var masser af mekanik. Sønnen, som var rejst til U.S.A. i 1938 kom hjem efter krigen, og med sig havde han alle jerndele til en gødningsspreder. Et Hejseværk til laden (som blev trukket af en hest) og så en malkemaskine, det hele var købt igennem et postordrefirma.

Den første møgspreder blev samlet og hjulene til den var fra en gammel slåmaskine, men det gik dårligt, da hjulene stod stille hele tiden, der var ikke kraftoverføring, så hjulene skulle jo trække både spreder og kæde. Men så fik hans bror Jens, som allerede på dette tidspunkt var begyndt at handle med maskiner, at høre om en stor auktion i Aalborg over tyske efterladenskaber, og der købte de en del Hannomag kanontraktorer og en del løse dele. Bl.a. 4 traktor­hjul med landevejsdæk, som kom på de to gødningsspredere, så kørte de bedre. Men der blev dog senere lavet kraftoverføring, hvor vinkel­drevet var bagtøj fra gamle biler.

Før Kristian rejste hjem fra Amerika var han til den store verdensudstilling i New York, hvor han så Ford 8 N traktor. Han var med det samme klar over at det var traktoren til det danske landbrug. Den kunne afløse 2 spand heste, som var den trækkraft man havde på størstedelen af de danske landbrug og da han på rejsen hjem erfarede at der i England blev lavet en traktor som lignede Forden til forveksling, var han spændt på at se om den var kommet til Danmark. Det var den ikke, så han og Jens Lübeck rejste til København og ansøgte varedirektoratet om importtilladelse til Ferguson, men det blev nægtet, med den begrundelse, at der allerede var givet en tilladelse til import af traktorer fra England, nemlig til Ford traktorer, og mere var der ikke brug for mente man.

En af de høje herrer var B & W direktør, som efter at have overvejet sagen en tid, alligevel mente, at der måske var behov for en lille traktor, og samtidig sendte B og W 's datterselskab Nordisk Diesel en ansøgning og den blev så bevilliget og Ferguson kunne begynde.

Men tilbage til "Poulsenseje". Traktoren en Fordson fra først i trediverne var lille, og så var der efterhånden 3 Hannomag traktorer, 2 fra 1937 med rund tank foran rattet, og så var der den nye eller den store Hannomag fra 1942. Den ene af de gamle var med benzinstart, altså benzin på den ene side af motoren og diesel på den anden.

På benzinsiden var der karburator og indsugnings og udstødningsmanifold, dysser og Hannomag brændstofpumpe. For at få det hele til at virke var der en ventil i topstykket, der med en ventilløfter åbnede ind til kompressorrummet, hvor tændrørene sad, samtidig hev den i stopknappen til brændstofpumpen, så den ikke sprøjtede diesel ind. Traktoren startede nu meget let og kørte så til den var blevet halvvarm og vi skubbede løfteren ned, hvorved dieselpumpen gik i gang og magneten koblede fri. Traktoren var nu klar til drift og vi kunne trække de andre i gang. Der var dog jævnlig problemer.

Traktorer var ikke så stabile som nu. Men der var en mekanikker på gården, som arbejdede for begge brødrene. Vi kaldte ham for "den store". Måske ikke alene på grund af størrelsen, men han var nr. 1 i vore øjne, fordi han kunne reparere traktorer og hvis han blev rigtig gal kunne han starte diesel Hannomagen med håndsvinget. Vi havde ingen batterier der duede. Engang voldte den gamle diesel ham mange problemer. Den kom hjem en dag med vand i olien og blev så dømt til en ny toppakning.

Efter en halv dag i marken var der vand i olien igen, og forin­gerne blev resolut taget op og pakket med nye gummiringe og samlet igen, men efter en formiddag i marken var det det samme igen. Traktoren blev nu skilt ad igen, alt blev gjort pinligt rent ude i gården i det fine sommervejr og foringerne sat til tørre i solen, mens "den store" gik ind til en tænkepause. Problemet var nærmest uløse­ligt indtil posten kørte igennem gården og råbte ind til "den store".: "Sulen skinner igennem det jen o røren", så blev det igen bevist, at undertiden finder blind høne også et korn.

Jeg må hellere slutte denne spændende tid på "Poulsenseje" og forsætte med mit næste arbejde, som var medhjælper ved en vogn­mand som kaldtes "grosseren" fordi han købte strandskaller, som folk gravede op ved lavvande og vaskede. De blev så sejlet iland når der var højvande og tørret i solen, og så blev de knust i en valse og solgt til hønsefoder. Valsen blev trukket af en Bernard motor.

Grunden til at jeg blev ansat var, at fiskerihavnen i Øster Hurup skulle udvides, og vi leverede sten fra Mariager området. Der lå en masse sten tilbage i de små grusgrave, de havde ingen knuser, så alle de store sten blev ladt tilbage. Vi købte dem for 5 kr. pr læs. Grosseren, hvis bror også var vognmand, kørte sammen med os, så vi var 3 til at læsse. Vi kørte så tæt på stenene som vi kunne og gravede så baghjulet ned og trillede stenene op på en sæk, 2 mand løftede og den tredje skubbede på, men på et tidspunkt var det hele støvsuget, kun de helt store sten lå tilbage. Jeg foreslog nu Grossereren at vi skulle lave en sliske, og så prøve at trille dem op. Det gik ikke så godt, og vi kørte så ind til en maskinhandler i Hobro, som havde en klodsmajor uden lys og start. Første dag gik rigtig dårligt, men dagen efter havde vi et kg grøn sæbe med, og så gik det bare los.

I løbet af et par mdr. var vi færdige og havde så traktoren til at stå. Men der kom hurtigt nye planer med den, da en fisker en dag fortalte, at de nede ved Randers fjord gravede skaller med en maskine. Den maskine måtte vi se, og en søndag tog vi på spiontogt for at se vidunderet, og grosseren bestemte straks, at sådan en skulle vi have fremstillet.

Det blev den lokale smed som skulle lave den. Han havde lige fået en svend, som blev sat på opgaven, og han og jeg tog på flere udflugter for at tage mål, så vi kunne komme i gang. Og så endelig en dag var den færdig, og vi kunne komme ud og grave, men dog først efter at der var indkøbt en ny Nuffield universal med håndkobling ført tilbage til bagskærmen.

Den skulle trække maskinen og Majoren skulle køre ved siden af med en stor vogn. Grosseren skulle selv køre den nye traktor og en gammel fisker som hed Rasmus kørte Majoren. Der var ingen hus på traktorerne, men de fortsatte alligevel til frosten stoppede dem i januar måned. Jeg skulle nu køre med lastbilen, en Mercedes 3500, som var næsten ny. Jeg var imidlertid blevet indkaldt til Jyske træn­regiment, så vi opgav at jeg skulle tage kørekort, når jeg nu alligevel skulle have et ved militæret. Der var jo kun et halvt år til, så hvis jeg skulle blive stoppet, så var det billigere at betale de 50 kr. bøden kostede, end at tage et helt kørekort.

Jeg fik så kørekort ved militæret og det tror jeg var det eneste gode jeg fik ud af det, i hvert fald i dagtimerne. Om aftenen var det noget andet. Vi fra trænet afløste dragonerne. Vi kom 70 mand til Randers og der rejste 750 dragoner, så der var rigeligt med plads på de små værelser nede i byen, men jeg kom hjem i god form, og kom i lære hos Jens Lübeck til alm. arbejdsmandsløn, og det gik fint. Jeg var der i 10 år til de flyttede til Hadsund.

I Helberskov hvor værkstedet var på en gård "Østergaard", var hovedparten af traktorerne der blev solgt Ferguson og det var der­for dem jeg reparerede hver dag til sidst på formiddagen, så kørte jeg ud og lavede service og ind imellem var det i lastbilen, hvor jeg kunne have en traktor med til en kunde. Jeg skulle engang levere en Klodsmajor på en gård i Birkelse. Det viste sig at manden var 87, "men vent no te den bette o knejten kommer hjem, han ho forstand po mekanik, han hår engang hat en motorcykle". Da "Drengen" kom viste det sig at han var 64 år, og det med mekenekken var så som så. De skulle bruge traktoren for et temmelig stort tærskeværk så i første omgang var det det de skulle lære. Vi startede forfra, først vand så benzin, så åbne for benzinen - næste choker - håndgas lav tænding - startknap - drej remskivegeværet - slip koblingen langsomt.

Efter en halv snes gange var det lært, og jeg kørte til Vårst og fik en traktor med hjem, hvor jeg var til kaffetid (vi var inde hos Sigrid og få kaffe hver dag), men så ringede telefonen, det var den gamle fra Birkelse der ringede fra centralen og sagde at traktoren ikke du­ede mere. Den lavede kun spektakel, og kunne ikke trække tærskeværket selv om de hjalp med at trække i remmen. Så jeg måtte af sted igen og reparere traktoren. Det var dog hurtigt overstået, for da han skulle vise mig hvad han havde lært om formiddagen, viste det sig at han havde glemt en lille ting, nemlig at dreje gearet til remskiven. Efter det besøg hørte vi ikke mere fra dem, og de kørte uden problemer, og traktoren overlevede dem alle tre, de fik aldrig andre.

Sådan gik dagene og alting steg, også min løn. Og jeg husker da jeg var på kontoret for at høre om jeg kunne få lidt mere i posen sagde Lübeckeren ja og henvendte sig i det samme til kontormanden, "husk når du skriver regninger for Jens, så skal de give 10 kr. i ti­men, men skriv for guds skyld ikke det, men do regner timerne sammen, og så skriver do," an arbejde".

Om der var nogle der opdagede de nye priser hørte jeg aldrig til.

Jeg kunne godt fortælle om hvor mange traktorer jeg har lavet, hvor andre har givet op. Men det ville I nok ikke tro på alligevel. Men jeg vil alligevel fortælle jer om en gammel David, det eneste den kunne var at liste ud i marken i første gear og hente roetoppe, dog skulle der en nylonstrømpe bindes stramt om indsugningen, ellers kunne den ingenting. Tror du den er til at ordne spurgte manden. Ja jeg mente ikke det var noget problem, alt tydede på at stråledyssen var stoppet når luften skulle dæmpes. Manden undlod dog at fortælle at der havde været 2 andre ude at se på den og opgivet. Nå men jeg rensede karburatoren og da det var en traktor jeg ikke kendte så meget til, fik jeg alle delene lagt ud på en papirsæk, så jeg kunne sætte dem rigtigt sammen igen. Operationen hjalp dog ikke, men jeg havde jo før prøvet at få lidt skidt i en dysse når det blev samlet.

Vi havde jo ikke kompressor, kun det luft vi kunne blæse igennem en tynd plastslange, så jeg måtte på den igen, og engang til, med samme resultat før jeg begyndte at tænke. Jeg var 100 % sikker på at jeg samlede den som jeg skilte den ad, så det måtte jo være forkert, så da jeg så nærmere efter var tomgangsdyssen og hoveddyssen med samme gevind og kunne forbyttes. Det var selvfølgelig sket for det første geni som havde skilt den ad, men da det kom på plads gik den som en drøm og manden var glad.

Det resulterede i flere håbløse tilfælde på denne egn.

Pludselig var der gået 10 år hos Lübeck med traktorer hver dag. Først solgte han over 100 Ferguson, så kom Zetor tiden med A og K 25 de to cylindrede.. Det blev til 74 nye, og sidst i denne periode blev Lübeck udtaget til for Saxonia at sælge og passe 5 Fiat 411 trak­torer i et år, inden de bestemte sig for importen. Jeg var med til at passe de 5 traktorer det år og det var stærke traktorer, som efter små rettelser kørte upåklageligt.

En af dem er for nyligt kommet tilbage til Lübeck for at nyde sit otium med mange timer på bagen uden hovedreparation, men in­den vi forlader Lübeck helt skal vi lige have min første selvstændige opgave.. Den viste sig nemlig at få betydning senere hen.

Jeg skulle en af de første dage jeg var i lære lige smutte ud til en stationær motor som ikke ville starte. De skulle have det sidste korn i laden tærsket. Det var lige ved middagstid, de sad alle i køkkenet, mand, kone, karl og ikke mindst pigen, så jeg måtte gøre en god figur og se erfaren ud i mit nye blå montørtøj og nye træsko.

Gårdspladsen så ikke for godt ud, køerne var lige kommet på græs, så der var fuld af grønne kokasser, som jeg måtte balancere mellem, hen til motorhuset, som var inde i gården. Med det samme jeg kom ind så jeg hvad der var i vejen og ordnede det med det samme. Nu var det tid at brillere. Jeg snuppede hurtigt svinget, nu skulle de bare se derinde bag vinduerne og de fik noget at se.

I farten glemte jeg at sætte den på lav tænding og motoren vippede lynhurtigt den dygtige montør baglæns ud af døren, hvor jeg slog et par kolbøtter og ellers fortsatte på ryggen tre fire meter i mit nye blå tøj, som faktisk var blevet grønt af kolort. Nå men heldigvis var det kun min forfængelighed der var blevet såret og folkene bag vinduet undgik jeg mest muligt derefter.

Men som sagt ti år var gået med de mange nye traktorer og endnu flere brugte. Jeg ville nu prøve noget nyt og søgte arbejde ved det store entreprenørfirma Kampsaks i København. De manglede en dozerfører i Frederiksværk afdelingen, som skulle reparere alt fore­faldende. Jeg skulle møde på Dagmarhus i København hos en maskiningeniør til ansættelsessamtale. Vi talte lidt på kontoret og jeg skulle så se værkstedet i Bagsværd. Inden vi kom ud af døren blev der ringet fra en arbejdsplads, hvor de påstod at intet fra værkste­det duede, det eneste de gjorde var at male over skaderne, så vi skulle derhen, på vej til værkstedet. Da vi kom derhen kom både formand og ingeniør og skældte ud over en hovedrepareret pumpe med benzinmotor, som lige var kommet, men var umulig at starte. Det var sommerens varmeste dag med højt solskin, og pludselig kunne jeg fra den afstand jeg stod, se hvad der var i vejen og jeg hviskede til ingeniøren:" Sig at de skal tømme tanken og komme benzin på, så er der ikke noget i vejen. Da det var gjort kørte motoren, og min ledsager kunne køre med oprejst pande.

Da vi kom ind i bilen ville han vide hvordan jeg kunne vide at der var dieselolie på tanken, jeg stod jo i en afstand af 5 m fra pumpen. Men det var nu nemt nok, der sad nemlig fluer og insekter på tanken i det diesel olie der var løbet over, hvis det havde været benzin ville tanken jo have været tør i den sol og den varme. Det blev han så benovet over, at der blev oprettet en ny stilling til mig.

Jeg fik en servicevogn og skulle køre rundt til alle firmaets maski­ner og se efter at de blev passet ordentlig. Jeg kom dog senere til at montere byggekraner og elevatorer. Jeg holdt ud i det københavnske i 6 år, men så måtte jeg hjem til Jylland igen.

Jeg skulle egentlig holde 3 ugers ferie, men min bror som arbejdede ved entreprenørfirmaet A Enggaard i Aalborg som graderfører ( vejhøvl), kom fredag aften og spurgte om jeg ikke ville med til Aalborg og køre med en motorskraber lørdag og søndag, da ham som skulle køre den havde smidt nøglerne på grund af skattetræk. Arbejdet skulle være færdigt senest tirsdag morgen, og Enggaard var borte hele weekenden, så hvis jeg lige kunne køre og det kunne jeg -

Mandag middag kom Enggaard og kiggede noget på den nye som ikke var ansat. Der var lige en opgave tirsdag og onsdag, så hvis jeg ville blive de par dage, så måtte vi se, han vidste ikke rigtigt om han kunne bruge mig, han ville tænke over det. Men tiden gik, i alt 26 år inden vi fandt ud af det og blev enige om at jeg nok hellere måtte holde op.

Jeg gik på efterløn og har nydt hver dag siden med min hobby gamle motorer, som jeg hen ad vejen har udvidet til at omfatte trak­torer og entreprenørmateriel, landbrugsmaskiner m.m.

Men for at komme i gang med motorerne må vi tilbage til min før­ste uge hos Jens Lübeck, hvor jeg kom galt af sted med motoren.

Jeg mødte manden igen omkring 1970 til Aalborg dyrskue, og som sædvanligt når han så mig grinte han og sagde: " Kan du huske dengang med motoren", det kunne jeg og sagde at det var godt at den gamle satan var skrottet. Det var den nu ikke sagde han, den ligger i træerne bag laden, den gik i stykker, men er aldrig kommet længere, så hvis du vil have den er det din.

Jeg gik og tænkte lidt over det og hentede den så, det var trods alt det første maskineri jeg havde været ude at lave. Jeg skulle så se om jeg kunne få den til at køre igen. Det var desværre ikke muligt, da der manglede nogle dele. Jeg ringede så til landbrugsmuseet der dog heller ikke vidste noget, de havde ingen motorer, det var teknisk museum.

(I et efterfølgende nr. af motormændenes blad redegør Jens for sin opbygning af den samling motorer han i dag har )

Fra Jens Lauritsens bedsteforældres hjem.

Fra venstre hans far Frederik og hans mor Betty

og bedsteforældrene er Gustav Lauritsen og ukendt?

 


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 14. januar 2013