Byggeskik, aars og livsskikke

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Byggeskik, års - og livsskikke

Af Carl Raaschou

 

Dansk bondebyggeri i almindelighed.

Bondens gård er fra fjerne tider i dansk åndsliv så at sige indbegrebet af det bærende og samlende i den menneskelige tilværelse selv for de mennesker, hvem livsvilkårene hindrede i bofasthed i samme forstand, som når det gjaldt bonden. Herhjemme hos os er det først efter landboreformerne med den derefter følgende udstykning af landsbyfællesskabet og den deraf igen føl­gende udflytning af landsbyens bøndergårde, at vi forestiller os bondegården som en lille selvstændig verden for sig. Indtil da hørte bondens gård det gamle landsbybillede til, var hovedbestanddelen af landsbyen, „det lukkede land", som professor Johs. Brøndsted har kaldt den gamle danske landsby før udflytningen. Landsbyen har i sin primitiveste form været til herhjemme, før jorddyrkningen blev taget op, og bonden som sådan dermed blev en selvstændig social type i Norden. Det var først klimaændringen efter bronzealderen, som nødvendiggjorde læ og værn for husdyrene i form af bygninger. Indtil da havde det halvtropiske vejrlig herhjemme tilladt kvægdrift udendørs hele året igennem. Den indtrufne vejrligsændring med kulde og fugt store dele af året stillede såvel mennesker som dyr under andre levevilkår, og for mennesket, bonden, og tæmmede husdyr betød denne ændring af levevilkårene, at man i langt højere grad end hidtil måtte hellige sig menneskeligt bygge for at kunne eksistere.

Oldtidstypen af den danske bondegård er den enlængede bygning med jordgravede stolper, risflettede eller stolpesatte vægge tættet med lerklining, samt græstørvsdække til tag. Der har nok dårligt været egentlig adskillelse mellem menneskene i „gårdens" ene ende og husdyrene i den øvrige del af huset, ja, dyr og mennesker ses endda at have levet i samme rum. Efterhånden viser dog jernalderens enlængede bondegård tydeligere adskillelse mellem menneskers og husdyrs del af huset, idet den første er stolpesat i jorden, mens den anden del må nøjes med græstørvsmur og løse stolper til at bære taget. Således er formodentlig jernalderbondens bygge gennem århundreder. Himmerland har givet sit bidrag til opklaringen af jernalderens bondebrug.

Udgravningen på Skørbæk Hede har afdækket en landsbys dyrkede jordtilliggende og „byplan", hvis dette ord kan bruges her. Endvidere røber Skørbæk udgravningen, at der har stået jordgravet stolpe umiddelbart opad gavlene, så gavlene må have været lige og ikke afvalmede. En anden himmerlandsk udgravning, udgravningen i Tholstrup, giver os det typiske enlængehus omkring Kristi fødsel med den stolpesatte vest ende for mennesker og med ildsted og sandgulv, mens øst enden har indkransning af stensætning og nedgravet jordgulv.

Himmerland giver endnu et bidrag til udforskningen af oldtidens bondegård herhjemme, nemlig Østerbolle. Udgravningen her er fra romersk jernalder. Her har husets vestende, menneskeboligen, lergulv og lerbænk ved gavlen samt ildsted. Østenden har været stald med uregelmæssigt nedgravede tagstolper, mens væggene har været jord vægge. Flere af Østerbølle husene har haft en lille udbygning ved indgangen, og det er ifølge dr. Axel Steensberg muligt, at en sådan mindre udbygning har været mere almindelig, end udgravningerne ellers har kunnet afsløre. Udgravningerne af Østerbølle landsbyen fra ældre jernalder har også afdækket huse, som ikke har haft stald, men alene har været bolig for mennesker. Alt i alt tyder vidnesbyrdene fra dansk oldtid på, at videre social forskel har der ikke kunnet være mand og mand imellem. Efter professor Gudmund Hatts undersøgelser har der Himmerland over været en tæt landsbybebyggelse, nærmest lige så tæt som på Sjælland. Landsbyerne er senere blevet forladt, men Himmerland har altså dengang været en efter tiden ret tæt befolket landsdel. Jernalderfolket har været jorddyrkende ikke mindst i Himmerland, og om den enlængede himmerlandske bondegård har året igennem en travl virksomhed udfoldet sig, ikke mindst for kvindernes vedkommende.

Jernalderbonden kendte ikke til lade med rum og stænge for strå- og løv­foder. Han har kun kendt til at opbevare sit kreaturfoder i stakke. I det, hele taget samler sig bondens virke om at skaffe forråd til den tid af året, da der ikke kan høstes og græsses. Efterårets slagtetid dominerer, og slagtningen er mest kvindernes arbejde. Jernalder-kvinderne har også kendt til ostelavning og brygning med tilhørende maltgøring, mens det nok har været så som så med bagningen. Derimod har grødspisen været noget elementært i ernæringen. Jernalder-bondegården har ingen ovn, som denne kendes senere hen. Men vævningen har været vigtig, efter at bronzealderens milde klima var borte. Der stilledes stadigt stigende krav til den menneskelige klædedragt, om vejrliget skulle kunne trodses. Kun mændene kan ikke have haft alt for travlt ved vintertid. Indendørs arbejde med fremstilling af håndredskaber, heriblandt spiseredskaber, har vel været deres sag, men selve indbjærgningen af brændsel og kreaturfoder for vinteren skulle man have til side i god tid før vinter.

Jernalder-bondegårdens „indendørs-arkitektur" har været meget enkel. Egentlige møbler var der ikke tale om, indretning af forskellige rum endnu mindre. Ildstedet eller arnen var husets hjerte. Herom samledes alle igennem de kolde vintermåneder. Faste lerbænke har tjent til såvel sæde som til leje for menneskene. Bordet kendtes ikke. Man spiste af skål og siddende med denne på skødet. Jernalderens bondetilværelse har for Himmerlands vedkom­mende vel ikke adskilt sig væsentligt eller afgørende fra vore øvrige lands­deles, men de himmerlandske udgravninger og afdækninger godtgør på en for himmerboerne interessant måde, at der her har udfoldet sig et folkeliv fuldt på højde med andre steder. Østerbølle-fundene viser os, hvor langt og hvor vidt fremskreden udviklingen overhovedet har været i jernalderen herhjemme, viser os den travlt optagne jorddyrker gennem de skiftende årstider.

Jernalderen medførte som følge af klimaændringen, at menneskene nu livsensnødvendigt måtte hellige sig forråd til den tid af året, da det ikke lod sig gøre at bjærge hverken til sig selv eller til husdyrene. Hele denne omsorg for forråd har kendetegnet bonden fra jernalderen op til en nyere tid, hvor adgangen til alle livsfornødenheder er åben ganske uden hensyn til årstid. Udgravningerne fra jernalderen viser da også stadig — også de him­merlandske udgravninger — at bondehjemmet har ejet ting alene beregnet til opbevaring af mel, gryn, frø, rødder, slagtemad og mere. Det var lerkar af forskellig størrelse, som var fremstillet af kvinderne ved sommertide, når det lod sig gøre at foretage brændingen ude.

Bondens eget udendørsarbejde har været korndyrkningen og hjembjærgningen af strå- og løvfoderet til forråd for kvæget på stald. Vintermånederne skulle kvæget overleve, det ydede ikke, gav kun mælk om sommeren, så ved udbindingen ved forårstid kunne det være skralt med foderstanden.

Da korndyrkningen gennem datidens agerbrug var mændenes sag, måtte de også tage sig af arbejdet med at skille kærnerne fra strået. Kornets grutning derimod har kvinderne alle dage måttet besørge. Det var jo dem, der skulle udnytte melet til menneskeføde. Velkendt er hos os den tidligste form for kværn, granitstenen med en fordybning og den runde sten til at have i hånden under grutningen af kærnerne. Der er i nyere tid i Himmerland i udkanten af Lille Vildmose fundet sådanne kværnsten endda i de aller­øverste tørvelag afdækket alene ved mosebrand. Ellers har jernalderkvinden også kendt lermorteren til behandling af kornet. Jernalderens én-længede hustype har i øvrigt ikke rummet meget af redskaber og husgeråd, mindre endnu af inventar. Rent bygningsmæssigt er det interessant at se, hvordan denne grundtype af nordisk bondehjem udvikler sig med tiden. Fra flere egne herhjemme viser fundene, at det lange fagdelte hus med flere rum, „rålingen", følger efter det to-delte hus som et overgangsled til middelalderens T-formede bondegård.

Hos Danmarks sydlige naboer udvikler jernalderbondegården sig på en helt anden måde end hos os. Man får den såkaldte saksiske bondegård-type, mens vore nordlige naboer ud fra de byggevilkår, nåletræsskovene her giver, går over til bygge af trækonstruktion nærmest, som vi kender denne byggeskik fra vort nutidige at sommerhusbygge med „blokhuse", vægge af slanke træstammer lagt ovenpå hinanden og sammenføjet i hjørnerne ved „knuthusning". Har således vore nordlige naboer deres nåletræsskove at bygge boligens videreudvikling på, har vi her i Danmark egeskovene med disses knudrede tømmer, der ikke kan afgive den lange og lige tømmerkonstruk­tion, men må saves i korte stykker som bulfjæl til ildfyldningsmateriale mel­lem de jordgravede krogede egestolper, hvor ikke grenfletning med lerkli­ning er anvendt. Udgravninger på Fyn og Langeland viser, hvorledes allerede i yngre jernalder en slags bjælkekonstruktion er begyndt. De to stolperækker ved husets ydersider er her bundet sammen med tværlagte bjælker, der har udhuggede tapper i enderne og disse tapper ført gennem udhuggede huller i de lodrette stolper som „bjælkehoveder" med fæstnepind igennem den langt senere og ældste type for vort hjemlige bindingsværk. Denne voksende udformning af bygningstømmeret viser, hvorledes jernalderen med sit materiale har udviklet stadig bedre og bedre arbejdsredskaber og dermed dygtigere og dygtigere håndværkere, først og fremmest da tømrere.

I middelalderen har den danske bonde bragt sin tidligere primitive bolig til en udvidet udformning i den T-byggede bondegård. Dette vil atter sige, at bonden nu bygger sig hus til sin hjembjærgede høst af strå- og løvfoder til husdyrene vintertiden igennem. Det tidligere én-længede hus bliver stadig liggende solret, mens en sidefløj vinkelret på den anden stikkes ud mod nord. Går man således ind i vinklen på østsiden, har man til højre i sidefløjen laden, mens til venstre som før er ildhuset med arne og opholdsrum for mennesker, og østre ende er rummet for husdyrene. Det er fra denne T-form, den danske middelalderbondegård ligesom vokser sig videre ud uden dog nogensinde at nå til noget imponerende bygge, tværtimod. Selv om der efterhånden udvikler sig mere social forskel mellem danske bønder, så der undtagelsesvist og stedvist viser sig en relativ velstand, bliver bonden som sådan herhjemme aldrig nogen herskende og overmægtig stand i landet. I sit bygge kan han falde for fristelsen til at opnå den bedste soliditet gennem landsdelens egetømmer. Ikke alene egestolperne er bærende, også sammenbygningen mellem stolperne bliver korte udsavede og bærende egeplanker, bulfjælene, der indsættes mellem stolperne ved at skydes ind i udhuggede noter i de sidste. Bondens gård bliver tømmerkrævende på denne måde, og da rigets stormænd selv gør vel stærk hugst i skovene, forbydes bonden brugen af bulfjæl. Der er da intet andet råd end at udfylde mellemrummene mellem stol­perne med vendreværket, grenfletning tættet med lerklining, en væg konstruktion, som kom til at holde sig herhjemme helt op til sidste århundredskifte.

Bulfjæl konstruktionen i dansk bygge er fremtrådt ret tidligt. Høvdinge- og vikingegårdene har været af tømmerkonstruktioner (sml. Trelleborg). Oldti­dens høvdingehal har imidlertid ikke kendt til, hvad vi almindeligt forstår ved vægge, adskillelse af et eller andet materiale og da især udsavede planker eller fjæl, Men i Valdemars tiden må vægkonstruktioner indendørs have været kendt. Således fortæller Sakse om Eriks list med Gunvør, hvorledes Erik ved gæstebudet hos Gøther bag tjeldet på væggen har set sit snit til at losne en fjæl i selve væggen, så Gunvør ved at klemme sig igennem åbningen bag tjeldet snart er i det ene rum og snart i det andet.

Middelalderen udvikler da også for bondens vedkommende vægkonstruk­tionen til at blive mere end jernalderens primitive adskillelse mellem boligrum og staldrum i det én-længede hus. Samtidig med, at T- form en indføres i bondeboligen, er rimeligvis en udvidelse af længdefløjen sket. Bag husets ildrum, boligrummet, fraskilles nu ved væg det såkaldte „herberge", et rum i selve gavlen til gæsters overnatning og til daglig opbevaring af de af husfolkets klæder, som ikke er i brug, i kistelignende møbler. Dette middelalderens „herberge" i bondens gård må være direkte forløber for den senere bonde storstue i gården, det rum i hele husets bredde tre, fire fag stort, som var uundværligt til daglig for kistebohavet, for husmoderens væv og for gæstesengen og tillige for beværtning af gæster ved særlige lejligheder. Storstuen måtte da ryddes. Vi skal senere se, hvilken rolle storstuen i bondens gård kom til at spille i arbejde og ved fest.

 Bondegårdens udvikling i Himmerland.

Den danske bondegårds udvikling fra jernalder gennem middelalder er ikke imponerende set med nutidsøjne. Hvad der således dårligt nok kan kaldes for fremskridt i byggeskik, har imidlertid taget det ene århundrede efter det andet. Samtidig er bygningstypen holdt så nær fællestrækket, at vi kan forsvare at tale om en grundtype helt til udgangen af middelalderen. Vi har ganske vist fra sidste tidsrum af middelalderen udgravninger og undersøgelser af disse, som viser, at T-formen har fået tilbygning igen til en slags flerlænget gårdtype, men stort set er nok den egentlige flerlængede gård endnu ikke fæstnet som sædvanligt bondebygge herhjemme. Når det derfor gæl­der en videreudvikling af den danske bondegårds udseende og indre indretning, bliver det renæssancen og reformtiden, der bringer med sig forskelligartetheden i bondens bo i de forskellige landsdele. Forskelligheden i lands­delenes bondebygge tager først synligt til i det tidsrum, år 1500 til henimod 1800-tallet, der i den danske bondes historie er den egentlige trængsels periode for ham. Trængslerne kom imidlertid ikke lige tunge og svære over det ganske land og ikke helt til samme tider, og som alt andet, der sker, har ændringer i byggeskikken sine særlige årsager. Når derfor ændringerne i den danske bondes byggeskik bliver forskellige såvel i udformningen som i tidspunktet for denne spiller her trods alt en forskel i bøndernes levevilkår ind landet over. Til visse tider og på visse egne kunne nogen velstand gøre sig gældende og give sig udslag i, hvorledes bonden byggede, indrettede sig og forsynede sig med eget bohave. Andre steder kunne modsat særligt usle eksistens muligheder virke hæmmende på forbedringer i bondens kår, ja, vel endog bevirke forfald.

Dette være nu som det vil — bliver der tale om særegen byggeskik for en bestemt landsdel, er det igennem de nævnte tre hundrede år, forskellighederne udvikler sig. Det var den danske klimaændring fra bronzealder til jern­alder, som medførte, at menneskets primitive og skrøbelige hytte af ris, grene og løv måtte ombyttes med det stolpegravede hus med jordvægge og klinet grenfletning som bedre værn for mennesker og husdyr mod et ublidt vejrlig. Det var igen behovet for bedre opbevaring af vinterforrådene af foder til husdyrene, som førte til, at middelalderbonden udvidede sin gård med sidefløjen til lade. Således bliver det ved at være fremdeles. Ændringer og forbedringer følger stadigvæk af ændrede krav også, når menneskene selv stiller disse krav som følge af ændrede muligheder.

Dette er som en livets lov. Alt er årsagsbestemt.

Vender vi os fra disse almindelige betragtninger mod en landsdel som Himmerland og dens særlige udformning af bondens bygge efter middelalderens slutning, er vi med det samme stillet overfor spørgsmålet om, hvorvidt Himmerland som selvstændig landsdel har kunnet præstere noget med fremtrædende, eller i hvert fald synligt fællespræg. Geografisk har en landsdel som Himmerland netop haft en afgrænsning af hav og fjord, som skulle synes at give de største muligheder for en afsondring overfor andre landsdele. Dette kan imidlertid ikke have været tilfældet. I sig selv er Himmerland tilmed kendeligt forskellig i al fald fra øst til vest og da ikke mindst forskellig i den rent menneskelige indstilling, som giver sig udslag både i livsførelse og i måden at indrette sig på, når eget bo skal bygges. Imidlertid må himmerlandsk byggeskik helt frem til middelalderens slutning have været som over det øvrige land. De enkelte afdækninger, vi har at holde os til, viser sulebygningen, jord- gravede stolper, jordvægge, én-længe huset med to adskilte rum for henholdsvis mennesker og husdyr.

Ganske ligetil må en forskellighed i den menneskelige indstilling i al fald til ydre livsførelse føre med sig, at forskelligheden også vil give sig udslag i livs­former, som byggeskikken er et udtryk for. Arkitekt H. Zangenberg har i årgang 1930 af Skivebogen en artikel om netop himmerlandsk byggeskik, og de følgende betragtninger her fremkommer da i direkte relation til denne zan­genbergske fremstilling. Her skal dog kun behandles visse rent bygningsmæssige forhold og da allerførst med en understregning af, at Zangenbergs rids af oldtidshuset fra afdækningen i Tolstrup ved Aars viser den sædvanlige og „normale" grundtype fra jernalderen landet over. Himmerland har således samme udgangspunkt for udviklingen af bondegårdens arkitektur som det øvrige land og skulle da herefter vise os sin egen selvstændige videreudvikling. Her er det så, det brister for ensartethedens vedkommende — vest og øst har set forskelligt på at bo og bygge.

I sin førnævnte artikel klager Zangenberg allerede i indledningen over, at Himmerland i vor tid ikke er særlig rig på gamle bondebygninger. Han har skrevet artiklen i 1930, og hvis han dengang havde gjort turen Himmerland rundt og ud til sydøst hjørnet, ville han her have fundet et ret pænt studie­materiale af tohundred år gamle bondebygninger og mere. Den lille bonde­landsby Helberskov er her måske den eneste himmerlandske landsby, der indtil i dag har sin gamle byplan urørt, og dette til trods for, at adskillige af de tidligere gamle gårde nu helt eller delvis er ombygget i nyere stil, om da dette ord kan bruges her. Af landsbyens oprindelige femogtyve gårde er to udflyttet allerede ved udskiftningen. Syv gårde er nedlagt, men fire af stuehusene står tilbage. Andre gårde er delvis ombygget og har af de gamle bygninger enten stuehusene eller også udlængerne stående tilbage. To af de gamle bønder­gårde står stadig tilbage med alle længerne bevaret, omend stuehusene indvendigt er forandret efter nyere skik. Udover de nedlagte gårde er imidlertid den ældgamle byplan ikke udslettet, og når denne gamle bondelandsby ikke har delt andre landsbyers skæbne og fået størstedelen af tidligere gårde flyttet ud, ligger ganske særlige ejerforhold til grund for dette. Landsbyen har haft og har stadig et forholdsvis lille tilliggende af egentlig mark. Der er gårde, som ved udskiftningen ikke engang fik tildelt en halv snes tønder land. Derimod har tilliggendet af overdrev længere ud været temmelig stort, især da eng strækningerne langs nordsiden af Mariager Fjords yderste løb. Betydelige græsningsarealer har byen haft langs stranden foruden almindeligere engjord, og så endelig til sidst skovtilliggendet, som stadig er bevaret. Skulle en gård her være flyttet ud på sin marklod, ville den have fået betydeligt længere til de græsningsarealer, der spillede den største rolle for gårdbruget. Derfor er denne gamle landsby blevet liggende, som den altid har ligget. Alt tyder på, at Helberskov måske inden så længe også vil få sin omlægning af jorderne med deraf følgende udflytning og deling af gammelt tilliggende, men indtil i dag har vi i denne bondelandsby gammel byplan og gammelt bondebygge bevaret tilstrækkeligt til at gøre nærmere studier i. Arkitekt Zangenberg har åbenbart helt overset dette. Derfor må netop denne gamle bondelandsby komme så stærkt ind i billedet at gammelt bindingsværks bygge, som tilfældet bliver her.

Zangenberg mener videre i omtalte artikel, at der har været en stærk vek­slen for de gamle bøndergårdes vedkommende i såvel konstruktion som ud­seende hele Himmerland over, og at netop denne foranderlighed i bondens bygge har været det mest karakteristiske for landsdelen. Himmerland har nemlig helt indtil sidste århundredskifte været et udpræget blandings område, hvad byggeskik angår. I Himmerland er det karrige og fattige Vestjyllands „beskedne, men maleriske byggekultur, dikteret af fattige og strenge vilkår, mødtes med Østjyllands rigere og frodigere bindingsværksbygninger. Alligevel, mener Zangenberg, er selve tømmerkonstruktionen sparsommere med tømmer nord for Mariager Fjord end syd for.

Zangenberg hævder endvidere, at Himmerland som bygningsmæssigt blandingsområde kendetegnes ved, at det ikke synes muligt at fastslå en egent­lig karakteristisk bygningstype gældende for landsdelen, i hvert fald ikke med vor nuværende viden (i 1930). Tværtimod har vi gennem 1800-tallet været i stand til i Himmerland at nikke genkendende til naboegnes bygningsformer. Rinds herred har således ifølge amtmændenes indberetninger fra 1789 endnu haft sulebygninger blandt udhusene. Disse bygninger må Himmerland da have haft tilfælles med både Sallingland og adskillige af de jydske Hede egne. Tilmed har den jydske hedes fattige og spartanske byggemåde utvivlsomt været udbredt over størsteparten af Vesthimmerland. Dog har landsdelen haft enkelte anselige bindingsværksgårde, men ikke mange. Senere har nye tiders landbrugskultur ganske forandret såvel landskab som bygge, slettet gamle spor af traditionel byggeskik.

Går vi herfra videre mod nord og vest langs Limfjorden og dens brednin­ger, synes fiskerbefolkningen at have domineret overfor den egentlige bondebefolkning. Limfjordsfiskeriet, og da især sildefiskeriet, har ikke kunnet andet end at sætte sit præg her. Og her møder vi udskuds huset, kendt fra Thy og Mors, Hanherred og Vendsyssel. Zangenberg mener at kunne konsta­tere udskudstypen over store dele af Himmerland, så den endnu (1930) findes både nord og syd for Rold Skov omend ikke som egentlig type. Bygningsmæssigt skal altså Himmerland i sule- og udskudshusene have haft et fælleseje med naboerne både mod syd, vest og nord, men ikke indførte eller indtrængte, hævder forfatteren, typerne har snarere været Himmerlands oprindelige, kendte helt fra oldtidens slutning, traditionelt fastholdt igennem århundreder. Tid efter anden er denne oprindelige bygningstype så fortrængt østfra af bindingsværket, som nu i de senere århundreder har været udbredt bygge i hele den del af Himmerland, som breder sig fra Rold Skov mod nord, øst og syd, det egentlige Østhimmerland.

Ifølge førnævnte amtmandsindberetning af 1789 har man i det vestlige Himmerland, vel særlig Rinds herred, endnu haft jernalderens byggeform med sulebygget ås-huse til udhuse i bondegården. Efter folkemindeforskeren Jens Kamps efterladte optegnelser fra 1880-erne skulle det sydligste Himmerland, egnen langs Mariager Fjord, også have kunnet fremvise sulebyggede åshuse, ja, der nævnes endog, at så langt østpå som i Skelum skulle der findes tilsvarende udhuse, hvor den naturkløftede sule med sin grene kløft i øverste ende frembød naturligt leje for mønningsås, sideås eller højremme. Imidlertid kender i dette århundrede levende mennesker, som kan huske så langt tilbage, ikke til sådanne huse. Her har alene bindingsværket domineret som bygningstype. Derimod kan et og andet tyde på, at raftetaget er brugt langt op i tiden, ganske simpelt fordi spærkonstruktionen med de krogede og knudrede ege spær kun dårligt gav underlag for tværgående lægter. Men, som Zangenberg indrømmer, så hviler vor viden om de gamle tagkonstruktioner på antagelser og skøn. Af tagkonstruktioner har brandene intet levnet til en eftertids nærmere studium. Vore ældste endnu stående bindingsværksbygninger har haft tagkonstruktion med tværgående lægter, på hvilke stråtaget er syet fast med hjemmegjorte „simer". Og dog findes endnu et enkelt gammelt bindingsværkshus, som muligt giver et vist fingerpeg i retning af det af Zangenberg beskrevne raftetag.

Der tænkes her på det indtil nu uimodsagt ældste bondehus ikke alene i Himmerland, men i hele Nordjylland, stuehuset til en for længst nedbrudt halvgård i als by.

Dette hus skal efter indridset årstal i et spær være opført i 1640-erne. Senere er huset dog blevet udvidet i østsiden, dette ses tydeligt af tømmerkonstruktionen. Spærene fra den første konstruktion står endnu. De er af eg, krogede og ikke særlig svære, vel nærmest ege grene. Ved udvidelsen er de nuværende spær af gran sat udenom egespærene, som mærkeligt nok ikke blevet fjernet. Huset har fra første færd af ikke haft loft, men man kan se, at der har været sat en såkaldt „røg-gavl" op ved køk­kenet med det åbne ildsted uden skorsten, så røgen ikke har kunnet trække ind over opholdsrummet. I hanebjælkens underkant findes endnu udborede huller til indstik af de grene, som har udgjort skelettet af det flettede og lerklinede „vendreværk", der har skullet spærre af for røgen, når den søgte sig vej opad mod lyreåbningen. Såvel første som andet hold spær i denne gamle tagkonstruktion er godt sodet til fra tiden før skorstenens opmuring. Den af Zangenberg beskrevne måde med at lade spærenes yderste ender krydse hinanden for herved at skabe et hak til leje for mønningsåsen synes dog ikke brugt i det østhimmerlandske bindingsværks tag. Spærkoblet er samlet ved indskæring i begge spærs yderste ender og derefter gennemboret for trænagle. Mønningsåsen bliver herefter en lægte vandret helt oppe i spærspidsen på begge sider som en slags dobbeltlægte til mønningsås.

Selve rafterne, som er lagt omtrent parallelt med spærrene, hvilende på vandrette sideås, skal — atter ifølge Zangenberg — med et „mærkeligt fordrejet dialektord" været blevet kaldt for „raliker" eller „ralliker".

På raftelaget har selve tagdækket af lyng, lyngtørv, ris, halm o.l. så været lagt uden at være egentlig fastsyet. Dette gamle bindingsværkshus fra Als har oprindelig været opført med en bredde af fem meter, men er efter til­bygning nu syv meter bredt. Modsat andre stuehuse i landsbyen ligger nævnte stuehus syd—nord i østsiden af gården. Laden, der ikke havde gennemkørsels lo, men kun luger til indforkning af korn og hø, lå parallelt med landsbygaden. Stalden har været i den vestlige længe, og gården har været åben mod syd. Stuehuset har haft storstue i sydenden, men denne ende blev bræk­ket ned for nu snart et halvt hundrede år tilbage.

Vender vi os nu mod det himmerlandske udskudshus, har Zangenberg hentet sine eksempler fra i hvert fald den vestligste del af Østhimmerland, fra egnen langs Limfjordsbredden helt til Sebbersund. Bindingsværkshuse i Blenstrup og Askildrup, Rold, Ellidshøj og endnu flere steder viser konstruktioner med udskud i større og mindre udstrækning. Til tider gælder udskuddet bare et par enkelte fag, til andre tider næsten hele husets længde. Der er indrettet kisterum i sådant udskud, sengerum, saltkammer eller end­nu andre formål er opfyldt med denne tilbygning. Nærmere Himmerlandskysten, hvilken benævnelse her kun bruges om strækningen langs Kattegat, kendes udskudshuset praktisk talt ikke. Et gammelt, for længst nedbrudt beboelseshus i Als by har haft et kort udskud til plads for to sengesteder, men at dette udskud blev betragtet som en sjældenhed, fremgår af, at udskuds konstruktionen ikke ellers har været kendt. Ikke nogen af de nu mere end to hundrede år gamle stuehuse i Helberskov by har haft udskud.

Den himmerlandske bondegård i nyere tid, mener Zangenberg, udviser et ret ensartet præg, hvad såvel det ydre som det indre angår, netop et mod­sætningsforhold til de gamle bygningstyper landsdelen over, som nu er ude af sagaen og derfor ikke mere lader sig studere som byggeforeteelser. Om den himmerlandske bondegårds udseende fra middelalderens slutning og indtil landboreformerne kendes der derfor ikke noget afgørende og skelsættende i almindeligt himmerlandsk bonde bygge. De eksempler på gamle stuehuse, som er hentet fra det midterste Himmerland, fra Blenstrup, Sejl strap, Askildrup, Ellidshøj og fra egnen omkring Rold må anses for at være yngre end de ældste bondebygninger i Helberskov. En nærmere undersøgelse af bindingsværkstypen må derfor nødvendigvis henlægges til netop dette kulturhistoriske reservat, hvad fortidens himmerlandske bondegård angår. Himmerlands karakter af el bygningsmæssigt blandingsområde gør det ganske vist umuligt at lade den tidligere byggeskik i Sydøsthimmerland gælde som noget fælles for den ganske landsdel, men da der i dag faktisk ikke findes noget andet studiemateriale for gammelt bondebygge end herved det yderste hav, må undersøgelsen af bindingsværkstypen ske her. Forskellen mellem stuehusenes indre indretning og det stuehus indre, vi har enkelte eksempler på fra det midterste Himmerland, kommer vi til senere. Kun skal lige noteres, at på stenrige egne i Himmerland er ikke sjældent gamle bøndergårde opført med vægge af kampesten opmuret i ler eller kalkmørtel. Det er vel først og fremmest ladebygningerne, det gælder, men også staldlænger af kampesten kendes og helt undtagelsesvist stuehuset.

Bindingsværkstyperne synes at have været hele tre, hvad sammen­føjningen mellem væg og tagetage angår. Stolpen står i Sydøsthimmer­land næsten altid på syldstenen. Fodtømmer er så at sige ukendt. Billedet af gadepartiet i Helberskov by har i gården til venstre en gård med alle tre bindingsværkskonstruktioner. Stuehuset har stolper med gennemstukne bjælkehoveder, gennemstukket på ydersiden af stol­pen med trænagle. Såvel denne som den senere bindingsværkstype giver lav højde indendørs. Nævnte gårds vestlige længe langs gaden har den senere udformning af bindingsværket med bjælken lagt oven på stolpen og med en indskæring i bjælkens underside, så bjælken griber om stolpens øverste ende. Oven på bjælkerne er så remmen lagt. Endelig har gårdens lade i nordsiden den tredje og nyeste form for bindingsværk med remmen lagt direkte på stolpe enderne og bjælkerne liggende på remmen igen forsynet på ydersiden med en skråt stillet fjæl, „sugfjælen" sluttende mod tagskægget. Stolpe og bjælke afsætter i forening hvert fag, „binding", i bygningen. I væggen forbindes stolperne indbyrdes med det vandret liggende „løsholt", der igen i midten af „bindinget" støttes af en kort stolpe ligeledes sat på syldsten.

Endebindinget kunne i de øverste bindingsværks felter have en skråstiver til yderligere afstivning, men yderligere tømmer i bindingsværket har ikke været kendt i det sydøstlige Himmerland. Bindingsværkstømmeret er tjæret, men udlængerne, og da især laden, må ikke sjældent nøjes med overkalkning som den øvrige væg.

Indtil for ikke engang hundrede år tilbage har felterne i bindingsværket været fyldt ud med det såkaldte „vendreværk", en flettet flade af grene og ris, der så igen tættes med lerklining. Så sent som i halvfjerdserne har man i syd­østhimmerlandske landsbyer klinet i hvert fald udhus vægge ved forårs tide. Leret hentedes i fællesjord med rigeligt indhold af ler for hjemme at blive sammenæltet med kogødning, inden klinematerialet var færdigt til brug. Kliningen skete ved hjælp af hænderne. Endnu efter 1950 er der i Helberskov Østergård ved nedbrydning af den gamle lade fundet vægflader af gammelt „vendreværk". Den sydøsthimmerlandske bindingsværksbygning har afval­mede gavle, såkaldte halvgavle, og over endebjælken er i den lave gavl indsat små fire rudede vinduer eller også almindeligt en trælem på hængsler. Hverken den helt skrå gavl tækket helt ned til endebjælken eller den stejle og lodrette gavl har været kendt som almindeligt bygge.

Hvorledes den himmerlandske bondegård har udviklet sig fra middelal­derens T-form til henimod landboreformens tid, var, som ovenfor omtalt, H. Zangenberg i tvivl om. Imidlertid antager Zangenberg, at bøndergårdene i Himmerland sidst i 1700-tallet er meget varierende, såvel hvad længernes antal som deres placering angår. Det skal have været almindeligt, at længerne ikke engang var sammenbygget og først og fremmest da ikke udhusene med stuehuset, der for det meste vender øst-vest, siges der i førnævnte amtmands-indberetning af 1789 for Rinds herreds vedkommende. Gavlene skal her endvidere have haft skråt stråtag helt ned til bjælken (også den kampestensmurede gård). Kort fra udskiftningen 1790—1815 viser, at gårdens længer ligger adskilte. I Østhimmerland „synes der at være nogen tilbøjelig­hed til hist og her at sammenbygge et par udlænger, som ligger i vinkel for hinanden, men som regel kun to længer og kun i meget sjældne tilfælde tre". Videre hedder det, at gårdene for det meste har en uensartet form. De kan bestå af to parallelle længer, af tre, fire og fem længer og enkelte steder, således i Ellidshøj (1809), i Fræer (1810), Mov (1813) og i Sejlstrup (1814), var to gårde sammenbygget som „tvilling-gårde" enten med fælles gårdsplads eller med to gårdspladser skilte ved en fritliggende tværlænge.

Endvidere mener Zangenberg, at man selv i Østhimmerland har kunnet konstatere parallel-gården med kun to hinanden uafhængige længer, den ene stuehus, den anden stald og lade. I det hele taget, mener han, har man kunnet finde uregelmæssige og ret mærkelige gårdformer fra ældre tid, ikke mindst i den sydøsthimmerlandske landsby Skelum, endda iblandt udflyttergårde. Dette sidste holder nu næppe stik. Derimod har den nuværende ældste gård i nævnte by før ombygningen i 1950-erne haft en udformning med stuehus og stald i samme længe og lade vinkelret på denne.

Skelum har i øvrigt kun haft en halv snes egentlige gårde, hvoraf kun en enkelt er flyttet ud. I nulevendes minde kendes imidlertid Skelum bys og sogns bøndergårde som temmelig lig landsdelens øvrige, den firelængede gård med udhuslængerne sammenbygget. Den himmerlandske benævnelse på gårdens stuehus er heller ikke ens landsdelen over. Vestligst har man som i Salling betegnelsen „sals" og indover mod øst og i Midthimmerland er vist „råling" almindelig, mens man i Sydøsthimmerland har betegnelsen „indhus" for stuehuset. Hertil svarer, at også storstuen får lignende benævnelse, nemlig „inderstuen". Hvorom alt imidlertid er, når det gjaldt undersøgelsen af Himmerlands ældre former for bondegården, så har først amtmændene i 1789 og langt senere, ja så sent som i begyndelsen af dette århundrede arkitekt Zangenberg ikke vandret landsdelen ud til det yderste hav, ud til den gamle bondelandsby, hvor der som nævnt endnu er gårde fra før udskiftningen og stadig ikke udflyttet. Disse gårde er i hvert fald håndgribelige og synlige vidnesbyrd om gammel byggeskik, en byggeskik, der antagelig har rakt videre end til det pågældende hjørne af Himmerland. Men selv om så er, kan en skildring af fortidens himmerlandske bondegård ikke andet end vise et sligt byggelevn en afgørende opmærksomhed, den opmærksomhed, egnen må siges at have til gode, så meget mere som hele kystsognets bondebygge efter alt — og efter de ældstes vidnesbyrd — at dømme har svaret til bøndergårdene, som de var, før de flyttedes ud fra den gamle landsby.

 Gårdtypen.

De nævnte eksisterende to hundrede år gamle gårde viser den syd­østhimmerlandske almindelige bondegård som en firelænget (undertiden også kun trelænget) sammenbygget gård, med stuehuset almindeligt liggende øst-vest og længst fra gade eller vej, laden modsat stuehuset langs gade eller vej og med gennemkørsel ind til gårdspladsen gennem ladebygningen eller gennem den af sidelængerne, som ikke var „nøds". Imidlertid har denne gennemkørsel ikke været den eneste udgang fra gården, en såkaldt „smuge" (smow) havde man til menneskers smut udefra og indtil gården. Samme gårdtype har man kendt i Als sogns øvrige landsbyer og rimeligvis også langs hele Himmerlandskysten. Det vides således, at den ene af Helberskovs to udflyttergårde fra begyndelsen af 1800-tallet nedbrændte til grunden ved en lyn brand i 70-erne, vistnok i 1879. En i 1957 levende Helberskov bonde var øjenvidne til lynnedslaget og befandt sig da netop i gennemkørslen indtil gården, da gårdens karl, der kom kørende hjem fra marken, lige nåede at køre hestene og sig selv under tag, før styrtregnen brød løs. Denne udflyttergård, fortæller vidnet, var da af gammelt bindingsværk og sammenbygget. Gårdmanden kunne ikke redde sig ud gennem udgangen til gårdspladsen, men måtte ud gennem en smal dør til den anden side.

Døren var så smal, at gårdmanden, der var fordrukken, ikke kunne få sit brændevinsanker med sig gennem den smalle dør. Af denne beretning ses det, at udflyttergården dengang har bevaret den gamle gårdtype inde fra landsbyen. Kun synes det, at stuehuset har været større end landsbyens. Herom nærmere under afsnittet om udflyttergården.

Hermed er vi nået til det gamle bondestuehus' indretning. I sin før omtalte artikel i Skivebogen har H. Zangenberg fem grundrids af gamle himmerlandske bondestuehuse. Af disse grundrids ses det, at et mindre stuehus fra Rold har haft udskud (4) anvendt til kaminer og indgangen til forstuen (1) på samme side af huset. Fra forstuen kommer vi ind i dagligstuen, der har alko­verne (f) ved indervæggen til udskuddet. Ved ydervæggen står langbord og bænke.

Gennem en dør fra dagligstuen (2) kommer vi ind i et mindre rum i gavlen og i hele husets bredde, en slags „inderstue", hvorfra der igen er dør ud til udskudskammeret. I den modsatte side af dagligstuen har vi et lille køkken med åben skorsten og ildsted (5) og bag dette bageovnen, med yderste ende helt ud i udskuddet. Fra køkken er der dør ud til det forholdsvis store bryggers i den anden gavl og i hele husets bredde (6).

Det andet af de nævnte grundrids gælder et større stuehus fra Ellidshøj. Her er der også udskud (4), men den lille forstue er i modsat side af huset. Udskuddet går næsten i hele husets længde, først med kammer ud for storstuen (3), så med alkovesenge ud for dagligstuen (2), køkken (5) og endelig rum ud i ét med bryggers (6). Der er to skorstene i dette stuehus, én i det lille køkken med åbent ildsted, og en anden i bryggerset med bageovnen mellem sig og gavlen. I den modsatte side af det lange udskud er der et kortere, i hvil­ket bryggerset går ud fra gavlen, dernæst en „bittestue" (7) mellem bryggers og dagligstue. Her er der alkover mod væggen til bryggerset. Endelig støder den lille forstue (1) op imod udskuddet. Dette Ellidshøjstuehus er således af toskorstenstypen.

Zangenbergs tredje grundrids gælder et stuehus fra Blenstrup. Her har vi igen énskorstens typen uden udskud. Huset er en hel gård med stald, gåse og svinesti i den ene ende og lo og lade i den anden, mens boligen er i midten med en lille forgang (3) og bagved denne spisekammer (8). Til venstre for forstuen er dagligstue (4) med bord og bænke i den ene side og alkoverne i den modsatte. Gennemgangen til køkken (5) sker gennem en „bittestue" (7), og i køkkenet har vi husets eneste skorsten med åbent ildsted, bageovn og indfyring til bilæggeren (f) i dagligstuen, mens gruegryden står i køkkenet op mod bageovnsvæggen. En menneskebolig med meget snæver plads.

Fjerde grundrids er af et stuehus i Sejlstrup i Fræer sogn, også af toskorstenstypen og uden udskud. Dette stuehus nærmer sig ret stærkt den sydøsthimmerlandske „normaltype". Bag den lille forstue (3) er spisekammeret (8), og til højre for forstuen og i hele husets bredde er storstuen (15). Til venstre for forstuen har vi dagligstuen (4) også i hele husbredden med alkoverne i den ene side og langbord og bænke i modsat side. Køkkenet (5) har sin skorsten med ildsted og indfyring til bilægger i en „bitte-stue" (7) liggende bag køkkenet og med alkovesenge op ad bryggersvæg.

Endelig er der bryggers (9) med skorsten, bageovn (11), gruegryde, mel og saltkamre på hver sin side af bageovnen mod selve gavlvæggen.

Det femte af arkitekt Zangenbergs grundrids over stuehuse er fra Holbygård, Giver sogn, Aars herred, og af to-skorstenstypen, et noget større stuehus end de hidtidige. Bag forstuen (3) er der et kammer mod nord (2), og til ven­stre for forstuen mod vest er i hele husets bredde storstuen (1). Til højre for forstuen har vi dagligstue (4) med langbord og bænke. I den modsatte side er der indgang til „bitte-stue" (7), der her har måttet bygges ud i en art ud­skud eller udbygning for at blive rummelig nok til alkove, skab og chatol. Spisekammeret er langt og smalt fra køkkenskorstenen helt ud i den ene side af udbygningen (8). Øst for køkkenet er det ret store bryggers (9) med skorsten og bageovn, og på den ene side af denne sidste er der mod nord saltkammer, på den sydlige side hønsehus (12). Bageovnen når ikke umiddelbart mod gavlen, idet der her først er huggehus (13) og til sidst svinesti (14), begge i hele husets bredde.

 

De her omtalte fem forskellige stuehuse fra Himmerlands midte er nærmest indbyrdes forskellige trods visse sammenfaldende træk. Denne forskellig­hed understreger arkitekt Zangenbergs antagelse af en herskende blandings- bestand, hvad den himmerlandske bondegårdstype angår hele landsdelen over. Vender vi os derimod til det østlige Himmerland og især da det sydøstligste, har bygningstypen været ret ens fastlagt i hvert fald i mere end to hundrede år. De stuehuse, der i dag står tilbage fra denne tid og de, som endnu huskes efter at være nedbrudt, viser samme indretning, størrelse og udformning i øvrigt. Ingen af disse stuehuse har bevaret den oprindelige inddeling, men det sydøsthimmerlandske hjemstavnsmuseum i Als har rekonstrueret det tidligere „indhus" til egnens bøndergårde, en inddeling, der er såre enkel og ligetil og næsten overalt af én-skorstenstypen, den „sjællandske". Kun de enkelte gårde, der var noget større end almindeligt, har haft de to skorstene, én i køkken til ildsted og bilægger i dagligstue, en anden i bryggersets nederste ende til bageovn og gruegryde.

Indhusets konstruktion havde de såkaldte „bindinger", almindeligt af tre alens bredde. Forstuen, der vendte mod gårdspladsen, var ét fag med spise­kammer bag. Indgangen til spisekammer var enten direkte fra folkestuen eller fra denne gennem forstuen. Af hensyn til madvarernes holdbarhed skulle spisekammeret ligge længst fra skorstensvarmen. På den ene side af for­stuen lå storstuen med tre-fire fag i hele husets bredde, almindeligt otte, ni, ti alen. På den modsatte side af forstuen var folkestuen (dagligstuen) også tre, fire fag med alkoverne i bagsiden og langbord og bænke i gårdsiden. Derefter kom køkkenet med to, tre fag med åbent ildsted og bagved liggende bageovn. Til den ene side indfyring til bilægger i folkestue, til modsat side indfyring under gruekedlen på den anden side af bryggers væggen. Og endelig til sidst bryggers (frammers) med gruegryde og plads til det løsere brugsinventar. Stødende til bryggers direkte mod gavlvæggen og for det meste lidt forsænket var saltkammeret, mælkekammer, ølkælder, forrådsrum i øvrigt. Bryggerset kunne have udgang til begge sider, men i almindelighed kun til gårdsiden. Hvis der derfor overhovedet kan være tale om en fast og ensartet bygningstype for bondegårdens stuehus i tidligere tid, er det denne sydøst­himmerlandske, den samme fra slægt til slægt, ja, vel århundrede efter år­hundrede uanfægtet af, hvordan man ellers byggede andre steder trange rum kunne der her være for de mange mennesker, en bondegård husede. Tæt op ad hinanden måtte man færdes indendørs og her gøre arbejdet, men alle var opvokset til dette og indlevet i det. Først da udflytningen med opførelse af nye „indhuse" åbnede mulighed for større plads indendørs, fulgtes trangen til mere albuerum, meget mere endda, ja, så meget, at disse nye stuehuse til tider bød på så megen plads, at der kun ved ganske enkelte lejligheder blev lagt fuld beslag på den.

 

De gårde i landsbyen, som ikke blev flyttet ud på deres marklod, fordi denne stødte op til gårdens toft, brød nu også de gamle „indhuse" ned og byggede nye som udflyttergårdenes. Men den gamle landsbys sædvaner blev ved at leve videre også ude i udflytterfolkets nye hjem, og levede videre, indtil henimod århundredets slutning nye driftsformer satte ind med hel eller delvis omlægning af det daglige arbejde i gården. Men da havde allerede et helt slægtled levet sit liv borte fra den gamle landsbys nære samkvem dens mennesker imellem.

Inden vi forlader den gamle landsbys byggeform og byggeskik, dens bindingsværkshuse og tømmerkonstruktioner, skal lige omtales et bygge, som ikke egentlig var bondens, et bygge, der viser hjemmefødningerne, hvorledes bygningstømmer kan hugges til, som om det næsten skulle stå til evig tid. Det var da også en præst, der lod bygge således, nemlig den Als præst hr. Chresten Pedersen Tissing, gift med sin forgængers enke. Han lod i 1633 opføre den præstegårds lade, som står den dag i dag og nu er fredet. Dette lade tømmer er norsk eg og rødfyr hugget til i Norge og sejlet til kysten ud for Als og her udskibet. Men, fortæller sagnet, ingen af landsdelens håndværkere evnede at finde ud af, hvorledes tømmeret skulle samles og opstilles.

Norske håndværkere måtte tilkaldes, før laden kunne rejses. Billedet fra præstegårds ladens indre viser den svære tømmerkonstruktion.

 Landsbyudflytningens bondegård.

Udskiftningen af den gamle landsbys fællesdrevne jord må have betydet intet mindre end en hel omstilling hos den gamle bonde. Han fik nu sine man­ge agre samlet under ét, fik færre markskel at vogte, hans hele ejerskab skiftede natur, eftersom udskiftningens princip var helt og ganske modsat fællesskabets. Udskiftningen førte med sig, at bonden nu kunne bo direkte på sin jord og herved nyde alle de fordele, dette gav, og tillige, at de gamle gårde inde i landsbyen nu blev forladt eller taget med ud på nye bopladser. Men hurtigt og glat gik denne udflytning nu ikke for sig. Også her skulle der en hel omstilling fra det indlevede til det nye og uprøvede til, før det vigtige skridt turde voves, og her som altid måtte nogle få vove forandringen, før andre tid efter anden fulgte efter, mens atter andre blev, ved det gamle deres tid ud.

Ser vi imidlertid på landsbyens tilliggende af mark, d. v. s. dyrket jord under fællesskabet, kan det ikke have været så ligetil at få en deling eller udskiftning gennemført tyve, tredive lodsejere imellem. Dels var selve jordens bonitet ret uens, og dels spillede afstanden fra bondens gård til hans mark den største rolle i det daglige. De yderste skifter af den tidligere bymark kunne komme til at ligge henimod en halv milsvej borte. Skifternes uensartethed i godhed kom man udenom på den måde, at der blev forskel på arealets størrelse. Således viser en udskiftning af en landsby på femogtyve bøndergårde foruden nogle halvgårde og husmandssteder med nogle få tønder land, at en gårds marklod blev på 19 tønder land af højeste takst, mens skifterne med laveste takst blev på 28 tønder land. Endda var disse sidste ikke de bedst stillede. Til gengæld kunne så en halv snes af landsbyens gårde få deres markjord lagt umiddelbart op mod deres hidtidige toft og dermed være fri for enhver spekulation vedrørende udflytning. Bekostningen med nybygge kunne stå hen, til der blev råd dertil.

Sjældent kunne en udskiftning gennemføres, så hele det forrige fællesejes areal gik med. Der blev jord tilovers til endnu ét eller to gårdbrug. Herfra har vi fra udskiftningstiden de såkaldte „udbyggergårde", som ikke var meget eftertragtet. De kom nemlig altid til at ligge længst borte fra landsbyen, og udbyggergårdens mennesker var hermed henvist til en ensom og afsondret tilværelse helt udenfor hidtidigt fællesskab og naboskab. Lidt bødede det herpå, hvis der var to sådanne udbyggergårde, og disse kunne lægges klods op ad hinanden, hvad derfor også tit ses. Noget nær det samme gør sig gældende med de første udflyttere fra den gamle landsby. Det er naturligt nok gårdene med den længst borte liggende marklod, som fristes til at gøre forandringen med at flytte ud, og udflytningen sker straks efter udskiftningens gennemførelse.

Således ses det, at de første udflyttere mindst er to, ofte flere, og at de nye udflyttergårde lægges forholdsvis tæt sammen, så man i det mindste har reddet sig et naboskab ud af det gamle nære fællesskab.

I den gamle landsbys „indhus" var der trangt. Husbondefolk, børn og tjene­stefolk med sommerhalvårets tilskud af hjorddreng og daglejer kunne fylde godt op i en folkestue på små hundrede kvadratalen, der tillige afgav plads til alkover, langbord, bænke, foldeseng, vugge og mere endnu. Ved gårdflytningen blev der mulighed for at bygge større stuehus med mere plads indendørs og mere albuerum. De nye stuehuse blev — om ikke meget længere — så dog bredere og fik noget højere til loftet. Storstuen gik man ikke fra, folkestuen heller ikke. Langbordet med ende- og vægbænk og med forsæde bibeholdtes, mens alkoverne for det meste forsvandt med undtagelse af en enkelt til pigeseng.

Husbond og madmor fik eget sovekammer med plads til de mind­ste af børnene. Herudover fik de nye stuehuse både gangkammer (til liggende gæster), „bitte-stue" til brug for gæster igårde og endda et kammer eller to til. Køkken- og bryggersplads udvidedes kendeligt fra den gamle bindingsværksgårds tid. Men udlængerne ændredes ikke synderligt. Mest tog man udlængerne med til udflyttergården med tværlo i bindingsværkslade, mens staldlængen gerne fik grundmur. En afgørende forskel fra den gamle sam­menbyggede gård i landsbyen var der dog foruden det større, grundmurede stuehus, nemlig deltes adskillelse fra udhuslængerne — udflyttergården havde fået gård sled.

Den første landsbyudflytning fandt som nævnt sted praktisk taget sammen med udskiftningen, og der skulle leves videre et helt slægtled igennem, før det blev rigtig alvor med den øvrige udflytten. En ny slægt så lidt anderledes på tingene og veg her som med så meget andet ikke tilbage for foran­dring i det daglige liv, om der bare var virkelige fordele at nå derved. Det bliver 1850-erne og 60-erne, som får udflytningen for alvor, mens efternølerne kommer helt ind i 70-erne. Den allersidste gårdudflytning i det østlige Himmerland kan påvises så sent som midt i 90-erne. Hermed har udflyt­ningen i den pågældende gamle bondelandsby stået på igennem ikke mindre end hele tre slægtled. Driftsomlægningen indenfor landbruget var da gennemført. Andelsmejerierne var oprettet overalt, og kun en ganske enkelt stivnakket bonde lod endnu sit smør kærne hjemme. Svineslagterierne var dukket frem i de forskellige landsdele. De store bageovne, som også udflytterbonden havde bragt med sig fra den gamle landsby, blev nu brudt ned. Bagerens brødvogn kom hver uge til gården og byttede brød med rug. Inden længe kom også bryggerens vogn med anker øl, og hjemmebrygning hørte op. Slagterens besøg lod heller ikke vente på sig, så det tog kendeligt af med de store efterårsslagtninger. En ny tid med en ny leveform havde afløst den tidligere århundredgamle. Markbruget ændredes afgørende med færre græsmarks skifter, flere kornskifter, brakmarkens forsvinden og indførelsen af roemarken og kartoffelstykket. Denne sidste nye afgrøde ændrede som den hidtil mest arbejdskrævende ganske arbejdsinddelingen i et gårdbrug samtidig med, at også fodringsplanen i kostalden ændredes helt og da ikke mindst, da kraftfoderet tilmed vandt indpas, i begyndelsen desværre til mere sorg end glæde for bonden.

Trods alle ændringer i såvel leve som driftsform holdtes dog længe meget af det gamle fra landsbyfællesskabet ved lige helt op til en nyere tid. Hele livsindstillingen lod sig ikke uden videre lave om. Således vedblev livsskik­kene med bryllup og jordefærd at udfolde sig uforandret lige med undtagelse af, at nu også udflytterbonden ligesom bønderne fra andre af sognets landsbyer end kirkebyen måtte køre til kirken ved de nævnte lejligheder. Bryllups- og begravelsesskikke blev stadigvæk de samme, som de havde været igennem utalte slægtled.

Der skulle også her et slægtsskifte til, før bonden vovede sig bort fra de kendte stier for at træde nye spor op. Det, som derfor nu berettes om tidligere års- og livsskikke, vil også gælde udflytterbønderne langt op imod en nyere tid.

 Bondegården som menneskelig og social foreteelse.

Med den ydre forskellighed, som på så mange og så afgørende områder synes at gøre sig gældende for landsdelen Himmerland fra vest og over midt­ egnene ud til øst, skulle det være umuligt at ville oplede et almengyldigt fællespræg for landsdelens mennesker. De havde tilsyneladende kun dette til fælles, at deres liv, tilværelse og gerning lå indenfor bondegårdens for­holdsvis snævre rammer. Alligevel bliver det dette sidste, som muliggør at påpege noget fælles her. Vi kan rent grafisk ridse områder op med den eller den kirkelige retning, med de eller de års- og livsskikke i ældre tid, med tungt og alvorligt sind eller med let og lyst livssyn, til syvende og sidst ender vi der, hvor såvel de hænder, der foldes i bøn, før der spises ved bondens bord, som de, der ikke foldes, alle i slidet for det timelige udkomme må tage og gribe om de samme redskaber i det daglige arbejde året og livet igennem. I det livsafgørende er alle stillet ens, bondens sind har sine dybe rødder i selvsamme grobund, sorger og glæder rinder af de selvsamme kilder, hvorledes strømforløbet så ellers former sig. Når derfor det efterfølgende søger at kaste strejflys over den livsudfoldelse, der indtil nyere tid fandt sted indenfor den himmerlandske bondegårds rammer og menneskeligt set snævre verden, må der nødvendigvis skønnes ud fra vidnesbyrd, de endnu levende ældste og de afdøde, som stadig huskes, har kunnet bringe os. Ud fra sådanne kilder som ud fra visse skriftlige nedtegnelser i gamle sogneprotokoller er der skønnet og sluttet og genfortalt i hele dette afsnit.

Bohave og redskaber i den gamle bondegård var uden større forskellig­hed fra hjem til hjem. Økonomien var langtfra ens, men mere velstillethed lod sig ikke til syne i ændret bohave i gårdens få rum. Hvad man havde af bohave, var nødvendigt og formålstjenligt. Derimod kunne der være forskel såvel i tingenes materiale som i forarbejdning og udstyr. Hvad én gård havde i fattigt fyrretræ, kunne en anden have i bøg, birk eller eg, ligesom hånd­værkerne kunne have gjort sig større umage med udskæringer, forsiringer og andet mod en større betaling. En standkiste i eg, med fladt låg, et renæssancemøbel fra omkring år 1600 og stående i en bondegårds storstue viser, at noget udover det ordinære også kunne finde vej til bondens hjem. Ellers bød storstuen ikke på sjældnere ting. Her stod standkisterne med kisteklæderne, sengetøj, lagenlinned og andet linned, med de voksne døtres udstyr. Senere hen vandt dragkisterne indpas og var med deres skuffer nok så praktiske til opbevaringsformål. Gæstesengen fandt man plads til i et hjørne, og endelig stod væven her, samt garnvinde, strentetræ, trænskam­mel og enkelte andre ting til ulds og hørs forarbejdning.

Folkestuens bohave var ligeledes enkelt, men beregnet til dagligt brug. Langbordet med bordendebænken for husbonden, den faste bænk langs ydervæggen for det mandlige tyende i rækkefølgen: forkarl, anden karl, tje­nestedreng og daglejer og nederst tilfældig gæst. Endelig den løse bænk udenfor langbordet med madmor øverst og derefter førstepigen, bittepigen og endelig de børn, der var store nok til at sidde til bords. Således var denne side af folkestuen. På den modsatte side var alkoverne, og der ind imellem var der forskellige ting som halmstole, vugge, foldeseng, bilæggerovn i køkkensiden, men herudover kun lidet. Dr. Axel Steensberg har i sin bog „Danske bondemøbler" flere interiører med langbord og bænke fra bondehjem Danmark over og viser her stolpeskabet i bænkehjørnet ved husbondens plads. Samme stolpeskab ses også i arkitekt H. Zangenbergs billede af en bondestue i artiklen i Skivebogen.

Intet af de nævnte interiører har husbondens skab, som folkestuen i det sydøstlige Himmerland har det, nemlig det indmurede vægskab over bordendebænken, hvor husbonden havde sine værdipapirer under aflåset lukke. Undertiden havde han også andre ting i hængeskabet mellem alkoverne.

Køkkenet havde som regel løst bord under vinduerne, bryggers undertiden tilsvarende, men her skulle ellers ting som dejtrug, bryggekar, spande, strip­per og endnu nogle brugsgenstande rummes. I det åbne ildsted i den brede og åbne skorsten hang eller stod gryder, kasseroller, stegegryde, hængekedel, trefod, ildpustere, ildbærere og goderådsjern. Desuden stod der på køk­kenhylderne forskellige ting som mortere, kaffekværn, fajance, lertøj og endnu en del brugsting, men særlig righoldig var samlingen ikke. Mælkekælde­ren med mælkefadene, og saltkammeret med den store „oll'" til nedsaltning af efterårsslagtningens forråd af fåre- og lammesider og juleslagtningens flæsk slutter indhusets vigtigste hjælperedskaber og bohave. Men var bondekvindernes ting i det ret primitive hjem forholdsvis få, så var til gengæld den færdighed, man kunne opnå i brugen af tingene og redskaberne, synligt udtryk for, hvad en kvinde i bondens hjem var værd.

Karlfolkets redskaber i det daglige arbejde var endnu færre. Skovl, greb, fork, plejl, kasteskovl, skindsold, kørnejern var redskaberne i lo og stald. Hertil kom så det skærende redskab, skærekisten, til hakkelsen. I marken havde bonden sin plov, harve med træramme, trætromle og herudover vel i virkeligheden intet andet end vognene, alting hjemmegjort. Høbjærgningens og høstens redskaber var le, rive og krat. Hjemme var der i huggehuset i en af sidelængerne sav, økse, bånd- og tællekniv, nogle primitive bor og navr, så man her selv kunne forfærdige de nødvendigste træ ting til gårdens eget brug. Dette daglige arbejde i stuehus, stald og lade vidner om, at man i den firelængede, sammenbyggede bondegård så at sige havde bevaret jernalderhusets mulighed for at kunne færdes indendørs til det hele, når mørke, kulde og uvejr i øvrigt gjorde dette ønskeligt. Så fast og direkte er forbindelsen bygningsmæssigt i virkeligheden fra den fjerne jernalder over middelalder helt op til og med den gamle landsbys bondegård.

 Bonden og loven.

Det daglige arbejde i bondens gård knytter sig fast til gårdens bygninger, selv arbejdet i mark, eng og kær ved sommertid har jo høst og hjembjærgning som endeligt mål. Hvor ikke kvindernes syssel knytter sig direkte til folkestue og storstue med karten, spinden, vævning og andet ved fremstilling af vadmel, bolstre og linned, var det i køkken og frammers, det foregik med den månedlige bagning det meste af to døgn igennem, med brygning og årstidsslagtninger, ligesom smørkærning og ostelavning skulle ske i hvert fald med få dages mellemrum. Mandfolkearbejdet ude var i vinterhalvåret tærskningen ved siden af den daglige røgt i stald og på sti. Sidst på vinteren inden forårsarbejdet havde man hjemkørsel af brændet til næste vinter. Dette brændsel (ilding) hentedes fra skovene. Var brændselet tørv, kom tørvegravningen til, når forårsarbejdet var gjort. Sæden i jord, bjærgningen af hø, høst og hjemkørsel af kornet lagde beslag på den ganske sommer efterfulgt af pløjearbejdet, der skulle være tilendebragt til allehelgen, så gårdens mandfolk igen kunne sættes på loen.

Det her skitserede arbejde ude og inde i bondegården kunne imidlertid ikke gøres helt i fred og ro uden at berøre andre. Bonden kunne heller ikke bo i sin egen gård uden at måtte iagttage visse ting, han fik tilhold om. Samkvemmet mellem husbond og madmor på den ene side og mandligt og kvindeligt tyende på den anden side havde man heller ikke sikkerhed for kunne forløbe fæstetiden ud uden gnidninger. Man kunne med andre ord komme ud for, at der måtte gøres ret og skel parter imellem. Bonden kom da til at stifte bekendtskab med lands lov, der gjaldt alle, og love, som gjaldt især ham. Hvordan her bonden i svundne tider affandt sig med loven, både når den var på lians og på andres side, kan gamle sogneprotokoller fortælle et og andet om, og kanhænde er det aller interessanteste det, der intet siges om.

Fra et himmerlandsk sogns arkiv er de følgende eksempler fra visse loves kommunale forvaltning hentet. Der er endda protokoller autoriserede for et helt århundrede siden, der er i brug stadigvæk, således protokollen i h. t. tyendeloven af 10. maj 1854.

Det ses, al denne protokol er autoriseret af sogneforstanderen, sognets præst, et halvt år efter, at loven er givet, og taget i brug ret straks. Det blev en skrivefør gårdmand fra sognet, som fik hvervet som tyendeforligsmægler og varetog det i næsten tredive år. Manden har haft evner som mægler og vel ikke mindst myndighed. Sammenlignet med efterfølgeren har han forligt en stor procent af de indbragte sager. Efterføl­geren, en fattig mand, fik anderledes mange forbiere. Af protokollaterne fremgår, hvorledes husbond og tyende har kunnet rage uklar og ved skils­misse i utide og med eller uden god grund ikke var enige om den „fortjente løn". Her var del, forligsmanden måtte sætte ind. I flere tilfælde er karl eller pige vendt tilbage til forladt tjeneste. Der er tilfælde, hvor en pige — ofte ikke myndig, er blevet tyvtet af madmor eller husbond. Her har i flere tilfælde husbondefolket måttet gøre afbigt og måttet indgå på ved kirkestævne at tilbagekalde beskyldningen. I andre lignende tilfælde har husbonden ikke villet ydmyge sig så vidt, og sagen er derefter gået til retten.

Forligsmægleren har også haft sager mellem gårdejer og aftægtsmand eller lejer om leverancen af naturalier, men sådan mægling har nok ligget udenfor lovens beføjelser. Parterne har derfor været enige om en slags „frivillig vold­gift". Et indgået forlig mellem en forpagter af en storgård og en af gårdens daglejere nævner, at samme daglejer i høstens tid skal oppebære en dagløn af firs øre plus kosten. Dette er så sent som i 1880-erne. De opnåede forlig kan være ret indgående specificeret, ligesom de også kan være kort aftalt. Ikke mindst interessant er det at se, at der aldrig er indbragt nogen sag for forligs­mægleren, hvor det har drejet sig om en husbonds efterstræben eller kræn­kelse af en pige i sin tjeneste. Den slags har sikkert været for delikat til at kunne føres til protokols. Der findes nok af vidnesbyrd og udsagn fra gammel tid gående ud på, at moralen i bondens gård ikke efter nutidsbegreber har været særlig høj. Derimod har den været desmere „praktisk".

De to andre love, en om kommunalt vandsyn, en anden om hegnssyn, har det ikke været så meget om at gøre at få ført ud i det praktiske liv. Begge disse love gjaldt nemlig bønderne selv indbyrdes og ikke disse samlet vendt mod andre. Loven om hegnssyn er stadfæstet af kong Kristian IX den 6. marts 1869, men det fremgår af denne protokol, at der er hengået hele ti år, før sognerådet har autoriseret protokollen til kommunalt brug for det dertil valgte tilsyn. Loven trådte i kraft allerede 1. april samme år, den var stadfæstet, men sognerådet har først autoriseret protokollen 24. juni 1879. Hvis man derfor i sognet har haft stridigheder om hegn naboer imellem, må man have hjulpet sig med gamle cirkulærer hele ti år efter lovens ikrafttræden. Men der har nok været lidt med hegnsstrid, thi det ses, at kun en eneste forretning har været afholdt i 1880, en i 1881, ingen i 1882, atter en i 1883, en igen i 1884, men ingen i 1885, mens der i 1886 er hele fire, tre i 1887 og i 1888 er der på ny hele fire forretninger, men det følgende år 1889 nøjes med en enkelt hegnssynsforretning. I årene herefter er der kun en 2—3 forretninger om året. Loven har således ikke været synderligt brugt mand og mand imellem.

Det bør i denne forbindelse nævnes, at alle hegnssager gælder overdrevene, ikke den egentlige, dyrkede mark. Det er løsdriften, som kan volde bryderier, i øvrigt kostede det penge at ulejlige hegnssynet selv ved forlig. Kendelser er der også afsagt, og i enkelte tilfælde er kendelsen ikke respekteret, så hegnssynet har ladet det påbudte hegn udføre på den tilkendte lodsejers vegne og for dennes regning. Kendelserne fastsætter højde og bredde af påbudte stengærder eller jordvolde og bredde og dybde af de såkaldte „flækgrøfter", som er den mest almindelige form for hegn. Først 1887 kommer hegnstråden ind i billedet i form af glattråd sammen med lægte eller raft, hele fire lag mindst. Disse flækgrøfter tog ikke så lidt jord sammenlignet med trådhegnet. De opgives til i mose, eng o.l. at skulle holde tre og en halv alens bredde foroven og to alen i dybden, med mindre overfladigt vand gør denne bredde og dybde overflødig. Ved opnået forlig går hegnssynet dog med til kun to alen brede grøfter. Alle indser dog efterhånden trådhegnets fordele og går omsider med til dette. Endelig i år 1900 tales der om pigtråd som afløser af lægten foroven. I 1892 har man dette hegn med tre glatte tråde plus lægte, i 1894 endda med fire glatte tråde plus lægte. Og så i 1900 læses om en kendelse gældende to pigtråde, halvanden alen høje pæle med mellemrum på fire favn. Pigtråden bliver da de næste fyrretyve år det fremherskende hegnsmateriale, indtil det elektriske hegn sætter pigtråden som sådan ud af spillet.

Protokollen fortæller også om en lodsejers indsigelse mod at tage halv part i et hegn mellem sig og naboen, idet hans jordlod er meget lang og smal. Men loven er på naboens side, der dog tilstår sin modpart at låne ham pengene til bekostningen, 75,00 kr., rentefrit og at tilbagebetale i løbet af fire år, 25,00 kr. efter to år og 50,00 kr. efter igen to år. Ellers er der aldrig tale om pris på hegn. Parterne har vel selv gjort arbejdet. Kun én gang ses det, at en tredjepart har fået et hegnsarbejde overdraget pr. akkord. Proto­kollen er tilført en skriftlig erklæring om arbejdets udførelse underskrevet af akkordtageren selv. En „flækgrøft" tre og en halv alen bred foroven, halvanden alen bred i bunden og to alen dyb skal betales med 66 øre pr. løbende favn. Dette er i 1888. Med undtagelse af et enkelt navn på en rekvirent, der går igen temmelig hyppigt, sikkert en krakiler, dukker navnene på parterne ellers kun op den ene gang. Almindelig uløst hegnsstrid mellem naboer har således ikke været kendt.

Som med hegnssynsloven har det også forholdt sig med vandsynsloven, der er fra 1846, men afløses af ny lov i 1880. Også her er protokollen først autoriseret ti år efter lovens ikrafttræden. Autorisationen er ganske vist ikke dateret, men den første vandsynsforretning omtalt i protokollen er dateret 19. oktober 1856. Protokollen har kun været i brug til 1891 og er da fremlagt til kassation for herredsretten 12. april 1892 og for Den kgl. Landsoverret i Viborg 20. august samme år. Formændene for såvel hegns- som vandsyn har været gårdmænd fra sognet. Vandsynsformændene har skiftet tiere end hegnssynsformændene. Ingen af Vandsynsformændene har dog igennem en årrække selv skrevet i protokollen. Dette har sogneforstanderen, en kon­gelig toldembedsmand. Ved sognerådenes indførelse 1869 træder imidlertid tolderen tilbage som sekretær, og synligt er det, at det nu må være Vandsynsformændene selv, der er skriftførere. Ved opnået forlig må parterne også underskrive i protokollen, og ikke sjældent har en og anden måttet gøre dette „med ført pen". Skrivefærdigheden var ikke hver mands sag.

Det fremgår ellers af protokollen, at vandsynsforretningernes betydning er anerkendt af alle. Bortledningen af vand blev med overdrevenes opdyrkning en uimodsagt nødvendighed, så der tilmed nu kunne opstå strid om at få de kommunale vandløb lagt efter eget ønske og mest gavnlig for ens egen jord. Hvad protokollen ikke har fortalt om, er en tildragelse, hvor formanden for sognets vandsyn af en formående større gårdmand havde ladet sig forlede til at lade vandløbet anlægge anderledes end vedtaget af sognerådet. Vandsynsformanden slap med afsked i utide, hvor ellers regulær straf havde været ham sikker. Udenfor protokollen kendes det også, hvor godt vandsynet på sin runde sognet rundt ved midsommertid mangen gang blev modtaget af lodsejerne og blev budt med hjem til en hjertestyrkning, der nok kunne tiltrænges efter en møjsommelig daglang vandring langs uvejsomme grøfte­kanter med alen og favnmål i hånd.

Endelig er der „Lov om brandpolitiet på landet og det nærmest dermed i forbindelse stående bygningsvæsen" af 2. marts 1861, en lov, der afløser en hel række hidtidige cirkulærer og forordninger. Den kommunale brandsyns protokol autoriseres allerede året efter lovens ikrafttræden,, Alle har indset betimeligheden af et brandsyn så skarpt som muligt, om den nye lov kunne bidrage hertil. Sikkert har der dog ikke før loven været nogen slendrian i påpasseligheden med at føre åben ild og lys. Hvilken katastrofe var det ikke for en gammeldags sammenklinet bebyggelse med lutter stråtækte huse, når ildebrand brød ud. måske endda på en årstid, hvor stråtagene var knastørre og ville fænge som krudt? Når alligevel denne brandsynsprotokol fra 1862 ikke taler om særligt effektivt tilsyn med den almene mands sikringer mod ildsvåde og redskaber til slukning, ligger dette i, at brandfaren alene har været en påmindelse hård nok. Brandsynet holdtes to gange om året, ved påsketid og omkring mortensdag, og foretoges af en af sognerådet valgt brandfoged og af to valgte ledsagende brandsynsvidner.

Brandsynsprotokollen er samvittighedsfuldt indstreget med en række kolonner med hver sine spørgsmål, der af brandfogden skal besvares for hver enkelt hus eller gårdejers vedkommende.

Det pågældende distrikt har 124 sådanne i alt, et ikke helt ubetydeligt skrivearbejde. Der skulle imidlertid gå hele syvogtyve år — fra 1862 til 1889 — før protokollen blev ført forskriftsmæssigt. Brandfogden har indtil da nøjedes med tværs over alle de indstregede kolonner at indføre en bemærkning om, at brandsyn har været afholdt i de og de dage, og intet var fundet at udsætte. Herpå har så brandsyns vidnerne skrevet under. Men i 1889 begynder en meget skrivedygtig yngre gårdmand at føre protokollen nøjagtigt, som den skal føres, ganske vist efter at han i fire år har fulgt forgængerens praksis. Således går det i hele tre år. Så træder en ny brandfoged til og begynder lige så samvittighedsfuld protokolføring som forgængeren, men kun første gang. Herefter er det atter de syvogtyve første års praksis, der genoptages, dog med den ud­videlse, at navnene på de mænd, der har fået påtale, indføres samt datoen for eftersynet, hvor alle de påtalte mangler nu er afhjulpet. Med et enkelt års „tilbagefald" til samvittighedsfuldhed føres så den oprindelige fremgangs­måde videre, indtil den nugældende brandsynslov træder i kraft.

Disse gamle protokoller fra en landkommunes arkiv vidner mere end noget andet om den gammeldags bondes forhold til de af landets love, der især gæl­der ham og hans. Synes der at ligge en umiddelbar fordel i at henholde sig til gældende lovbestemmelser — som her ved tyendeforligsloven — er man interesseret i at få loven ført ud i praksis. Hvis derimod sådan fordel ikke er så indlysende, har det slet ingen hast. Dernæst hvor en lovs skrappe fordringer ikke kan gøre de respektive forhold alvorligere, end de i forvejen erkendes at være — som ved loven om brandsynet — er der ingen skellig grund til at tage lovens formaliteter særlig alvorligt. Man har her i forvejen en uskreven lov, det ville være intet mindre en livsens farligt at bryde. Udenfor de kommunale protokoller kendes i øvrigt fra bondens verden, hvorledes visse love har været gældende i mere end hundrede år, uden at nogen er faldet på at rette sig efter dem, således f. eks. den såkaldte „Fredskovslov" af 1805. Denne lov til trods har man på sine steder i Himmerland fortsat det skovbrug, som med den nævnte lov blev ulovligt, ja, har endda ryddet flere hundrede tønder skov og gjort dem til agerland. Med lov skal ganske vist land bygges, men på den anden side skal heller ikke lovene misbruges, mente ikke mindst den himmerlandske bonde førhen.

 Bonden tager til ægte.

Himmerlands største digter har engang tillagt bonden, hvad han kalder for en „klanånd", og har vel hermed villet hævde, at for bonden som sådan må visse hensyn tages forud for andre, om så disse andre hensyn kan kaldes „menneskelige" aldrig så meget. For bonden gælder førstehensynet gården. Gården skal gå fra slægt til slægt, og slægtens bevarelse og videreførelse skal betros til bondefødte og bonde opdragne unge mennesker.

Det er for Himmerlands vedkommende hævet over enhver tvivl, at allerede for to, tre menneskealdre siden blev denne klanånd trodset i visse egne. Her træder atter det sydøstligste Himmerland ind i billedet med en demokratisme udover det almindelige. Ganske vist foreligger der slægtsoptegnelser fra den ret store bondegård, Brogården, ved skellet mellem Als og Skelum sogne gående ud på, at her er hensynet til selve gården gået forud for alt andet. De ældste oplysninger fra nævnte gård er fra 1694. Siden da er der det bemærkelsesværdige ved gårdens ejerforhold, at ægteskaberne er indgået uden videre hensyn til ægtefællernes alder. Der har været store aldersforskelle mellem ægtefællerne til begge sider. Først op mod den nyere tid, i 1834, er bruden kun tre år ældre end brudgommen, men stadig gårdmandsdatter.

 Et slægtled senere fortælles fra samme sogn om en tjenestekarl, en lystig svend med harmonika, at han til november flyttedag var kommet til at skylde husbonden penge i stedet for at have løn til gode. Betale penge tilbage kunne han af gode grunde ikke, men skylde noget ved bortrejsen ville han heller ikke. Så blev han nogle dage over fæstemålet og tjente pengene af, til trods for at datteren i karlens nye plads, en stor og rig bondes enebarn, skal have ventet sin harmonika ven med utålmodighed. Det blev nu ikke harmonikakarlen, som fik prinsessen, men en anden arbejdskarl, der imellem spillede fiol. Sidstnævnte fattige karl gjorde partiet og blev en af sognets rigeste mænd — og vidste at varetage stillingen med værdighed. Hvorom alt er, så har det sydøstlige hjørne af Himmerland længere tilbage, end nogen nulevende kan huske, aldrig kendt til, at social forskel gjorde sig gældende på dansegulvet ved ungdommens legestuer. Havde tjenestekarlen og tjenestepigen de personlige fortrin, var de eftertragtede dansepartnere, mens velhavende gård­mandsdøtre nok kunne få lov at sidde og varme bænke. Og så alligevel —! For ikke så mange år tilbage havde et par velhavende gårdmandsfolk fået en fattig karl som svigersøn — herimod var der jo intet at stille op. Men en dag, da den ældre kone fulgte en gæst ud, hang der på knagerækken i forstuen en kasket og et slips, og konen sagde til sin gæst, idet hun pegede på knagen: „Ja, der ser du så alt det, som Jens havde med hertil!" Bondens „klanånd" lader sig ikke sådan udrydde.

Men hvordan valget af livsledsager end var blevet, skulle der i gamle dage et forsvarligt bryllupsgilde til. Bryllup var en begivenhed, der overskyggede alt andet i årets løb. Selv efter landsbyudflytningen overholdt man helt op til en nyere tid de gamle bryllupsskikke. Og nu er det, bondegårdens storstue først og for alvor bliver det sted i den gamle — og nye — bondegård — hvor det „foregår". Fra bondestorstuen går der en lige forbindelseslinje direkte ned til middelalderbondegårdens udvidelse med „herberget" bag det daglige opholdsrum i den primitive menneskelige bolig. Middelalderens „herberge" var beregnet til opbevaringen af klæder, der ikke brugtes til hverdag, og som natterum for gæster. Den senere storstue i bondens gård, som vi kender den, toges i brug for akkurat de samme formål, men ved sin størrelse som gårdens største rum måtte den tillige tjene som rum for de mange gæster og blev ved slige lejligheder ryddet for sit bohave. Bryllupsgildet i bondens gård var direkte knyttet til hans storstue, som også jordefærdsgildet var det.

Bryllup i bondens gård var, førhen i hvert fald, en karakteristisk islæt i vor hjemlige bondekultur. Var end et uønsket bryllup blevet „nødvendigt", var dog ikke derfor slaget tabt. Omkring allehelgen fandt bondebryllupperne sted. Ved denne tid havde man efterårsslagtningerne fra hånden og havde ikke alene i bryllupsgården sulet rede til bryllupsbordet, men også de mange bryllupsgæster havde det. Bryllupsgæsterne måtte nemlig selv sørge for det meste af de mange madvarer, der skulle til ved et sådant gilde. Når „be'manden” eller ”be’konen” havde været runden igennem, og man vidste, hvem der skulle til gilde, kom „sendelserne" til gildesgården i form af fårekød, spegepølser, slagtehøns, æg i stort tal, mælk, fløde og mere endnu.

 Just derfor måtte bondens unge giftes ved efterårstide — dog også af en anden grund .... det var de unges uhindrede nære og intime omgang med hinanden ved sommertid, som førte med sig, at bryllup var den eneste udgang af sommerens leg. Ved at Lade bryllup holde omkring allehelgen kunne der passende forløbe nogle måneder igen, før kærlighedens frugt kom for en dag. Den førstefødte var pænt født indenfor ægteskab. Bonden havde hånd i hanke med sit.

„Be'konen"s hilsen til bryllupsgæsterne gik ud på, at hun skulle da så meget hilse fra den og den og hans kone, om nu værs'god den og den og også hans kone ville møde til bryllup igårde den og den dag til spisning før kirke­gang, da datter igårde den og den skulle giftes med ungkarl eller enkemand den og den. Indbydelsen var den allerførste forberedelse til bryllupsgildet, og efter bøndergårdenes udflytning fra den gamle landsby var det en drøj omgang at nå rundt med indbydelse til hundrede gæster. Som regel var „be'konen" jo ventet og indbydelsen velkommen. „Be'konen" skulle nyde hvert sted og have noget med sig derfra i posen. De dage, det tog at gøre vandringen rundt til gårdene, betød intet mindre end en stopfodring for den stakkels kone, men hun var trænet op til omgangen. Værre var det med „be'manden" med alle hjertestyrkningerne, som der skulle et godt helbred til at bære hjem til sidst.

Man havde særlige flade kurve med låg til at bære „sendelsen" i. Kurvens bund havde i midten en forhøjning til koppen med smør, og omkring denne var et par snese æg sirligt rettet an. Her udenom igen lå så saltet og røget gåsebryst, fårelår og fåreside. Det mest bemærkelsesværdige ved sendelsen var smør koppen med dens kunstfærdige opsætning af selve smørret. Denne opsætning var så kunstfærdig, at kun ganske enkelte koner i sognet havde den tilstrækkelige færdighed til at lave den. Ikke alene var smørret rullet i kugler, men det øverste af smørret var lavet i fine figurer ved hjælp af dampede jern. Når disse smørkunstværker ved gildesdagenes kolde bord måtte holde for, udhulede man opsætningen nedefra for at bevare kunstværket længst muligt.

På bryllupsdagen samledes gæsterne i bryllupsgården i god tid før middag og blev budt til bords til en solid frokost med brød, sulevarer, øl og snaps. Gårdens storstue var ryddet for sit bohave og havde lange dækkede borde, men kunne dog sjældent rumme alle gæsterne, selv om folkestuens langbord blev taget til hjælp. Der var ikke sjældent dækket op også ude på loen eller i et andet udhusrum. Når den solide frokost var sat til livs, gjorde alle sig rede til rejsen til kirke. Inde i den gamle landsby gik man til lods, men i udflyttergårdene var alle kørende til bryllup. Bruden var i hjemmelavet sort klædeskjole og havde lidt myrtépynt i håret, men ikke brudeslør.

 Brudgommens dragt var sort vadmel. Gæsternes klædedragt svarede hertil, dog havde konerne smukke sjaler på. Netop i disse sjaler viste sig den enkeltes stilling og velstillethed. De allerfineste sjaler var af kunstfærdigt vævet silke, og hovedklæderne svarede hertil.

Oprindeligt var det gående brudefølge ordnet i en fast og ufravigelig rækkefølge, som det senere kørende brudetog måtte rette sig efter. Allerførst to, tre hornblæsere, derefter brud og brudgom arm i arm. Så fulgte umiddelbart to, tre, fire brudepiger, som anseelsen nu krævede det, og bag brudepigerne de tilsvarende brudeførere og bag disse igen de to brudekoner. Så kom først brudens nærmeste slægt og herefter brudgommens. Endelig alle bryllupsgæsterne efter frit valg, men to og to, som man siden skulle følges under ofringen i kirken efter vielsen. Dette pengeoffer var en betydelig del af såvel præsts som degns årlige løn.

Efter brudevielsen foran alteret fulgte offersalmen og selve ofringen. Først gik brudeparret arm i arm op og ofrede, og derfra op i koret til venstre og ind i apsis bag om alteret og kom frem igen til højre for præsten, der under hele ofringen stod foran alteret med ryg mod kirkerummet. Præsteofferet lagdes på enden af alteret, degneofferet på det opslåede bræt på siden af degnestolen, der stod nederst til højre i koret. Efter brudeparret fulgte — også for sig — brudepiger og brudeførere arm i arm offerruten, derefter kom brudekonerne, og så endelig kunne hele følget gå op med den nære slægt først. En sådan bryllupsofring kunne tage en rum tid, og under det hele stod degnen i sin degnestol og sang offersalmen forfra og forfra igen, til den sidste offergæst var passeret og det sidste pengeoffer lagt på hans offerbrædt. Tilbageturen fra kirken skete i samme rækkefølge som henturen til kirke med undtagelse af, at nu fulgte de to brudekoner umiddelbart efter brudeparret og foran brudepigerne. Efter at den nye tids bryllupper ude i udflyttergårdene satte ind med kørende brudefølge, opstod der noget nyt, nemlig kapkørsel fra kirke. Man har også i de af sognets byer, der ikke var kirkeby, kendt til at have forridere for det kørende følge. Skikken kendes dog ikke over hele landsdelen, ligesom bryllupsskikkene i øvrigt også for Himmerlands vedkommende har været ret afvigende fra sted til sted.

Hjemkommen fra kirken fik de mange bryllupsgæster nu god tid til at „monivere" sig på bedste måde, inden „skafferen" bød til bords og arrange­rede, hvorledes gæsterne skulle placeres ved gildesbordet, brudeparret ved „det store bord" midt for med bruds og brudgoms nærmeste til den respektive side. Da af middagens fire retter suppen kom først, og hele seks skulle søbe af samme fad, skulle gasterne nok sørge for at komme til at sidde sammen med deres nærmeste. I forbindelse med den kødsuppe, som var bryllupsmiddagens hovedret, træder igen det sydøstlige Himmerland ind i billedet som noget for sig, idet man i denne landsdel havde en særlig slags suppeboller, der, så vidt vides, ikke er kendt noget andet sted i landsdelen eller i det øvrige land. Det er de såkaldte „brede boller", som det ikke var og stadig ikke er enhver husmors sag at præstere.

Udover Als, Skelum og Visborg sogne har disse specielle suppeboller vist ikke været kendt, men her var de skattet i den grad, at hvis suppen ikke serveredes med „brede boller", var middagen til dels forfejlet.

Bryllupsmiddagens anden ret var en kødret af suppekødet. Derefter fulgte steg, kartofler med øvrigt tilbehør og endelig kage og kirsebærvin til. Kagen var sukkerbrød og tærte. For hele dette traktement havde gæsterne selv hovedsageligt sørget gennem deres „sendelse". For pengeudgifterne til kogekone og køkkenhjælp sørgede man også selv. Foran bruden stod under middagen en tom terrin med låget lagt omvendt. Frem til denne terrin gik gæsterne under middagen imellem retterne og lagde et pengeoffer i det hule terrinlåg.

 Engang imellem vendte bruden låget og lod pengene falde ned i dybet nedenunder. På samme måde afholdt gæsterne også udgiften til spillemændene ved senere hen under dansen at betale „spillemandspenge".

Dansen begyndte allerede inden aften, så snart storstuen var ryddet for bordene efter middagen. De mest danselystne kunne endda ofte ikke vente så længe. En af nabogårdenes storstuer måtte så holde for, mens bryllups- gårdens storstue blev gjort færdig til, at dansen kunne åbnes med brudevalsen. Det var brudens far, som dansede de første par omgange med bruden for derpå at give hende til brudgommen for resten af dansen. Men allerførst havde opvartningspigerne med brudeførerne som kavalerer „fejet gulvet" for bruden ved at danse første dans. Efter selve brudedansen fulgte en dans for brudepiger med brudeførerne og for brudekonerne. Først da var der frit slag for de menige bryllupsgæster. Hen på aftenen var der endnu en ting at iagttage i danselaget. Et par af de gifte koner blandt gæsterne skulle under en dans liste sig bag på bruden og sætte „konehuen" på hende, og én af konerne dansede så videre med bruden, der gjorde modstand og fik en tiltrængt hjælp af de ugifte piger, der ville hindre, at bruden toges fra dem ind i de gifte koners lag. Konerne vandt altid sejr, og bruden var da „danset til kone". Tilsvarende skete med brudgommen og de gifte mænd og ugifte unge karle.

Ved førstedagsbrylluppet serveredes hen på aftenen kaffe med brød og kager, og hen på morgenstunden, inden gæsterne forlod bryllupsgården, var der igen en solid frokost i folkestuen. Brylluppet varede i tre dage. Ved første dags gildesbord blev gæsterne af „skafferen" på værtens vegne „bedt over borde". Dette betød, at alle gæsterne mødte anden dagen til middag igen, men denne dag til sødsuppe og klipfisk. Storstuen ryddedes på ny til dans, mens de mest utålmodige atter søgte til nabogårdens storstue, indtil der kunne danses hjemme. Ellers fordreves tiden på bedste måde. Mændene, der ikke dansede, holdt til i folkestuen ved ølkrus, kaffe- og thepunche. Der blev drukket meget ved bondebryllupperne førhen.

Da der altid blev holdt bryllup på en fredag, skulle bryllupsgæsterne tredjedagen, søndagen, mødes ved kirken til gudstjenesten, og efter kirkegan­gen fulgtes man alle fra kirke i akkurat samme orden som på selve bryllupsdagen tilbage til bryllupsgården til middag og efterfølgende dans, kaffe hen på aftenen med eget bagværk — småkager kendtes ikke dengang — og inden hjemfærden hen på morgenstunden på ny solid frokost med koldt bord med hjemmelavet pålæg, røget og saltet fårekød, smør og æg. Bondebryllupperne fra den gamle landsbys dage og mange år efter landsbyudflytningen har fast tilrettelægning over det hele og da ikke mindst, hvad den økonomiske side af sagen angår og også, hvad årstiden angår. Kun med mådehold med mad og drikke var det så som så. De efterhånden forædte gæster kunne ved et bryllup finde på grove løjer.

Således ved man at fortælle fra bryllupsgilderne i den gamle landsby Helberskov, at mændene anden dagen ved sødsuppen allerede ikke gad spise mere, men fordrev tiden med at løsne de brede sølvkander fra vesten, tage det store tokasur i næven og således give sig til at tærske den brede sølvkæde i sødsuppe fadenes restindhold for på denne måde at oversprøjte hinanden.

Efter bryllupsfestlighederne fulgte så for det unge bondebrudepar det dag­lige ægteskabelige samliv under ansvar for slægt og for arv og gæld. Ægteskabets bånd var ubrydeligt, selv om partiet var gjort ud fra andre hensyn end den personlige sympati parterne imellem. Hvad ægtefællerne således kunne blive snydt for, var det ikke ukendt, at man senere hen tog sig betalt ad anden vej end just ægteskabets. Når det således fra gammel tid har heddet sig, at det mangen gang kunne være helt tilfældigt, hvem børnene kom til at ligne og slægte på, ligger der ganske givet en livserfaring bag.

 Bondens udfærd. Marked.

Det hele liv og virke knyttede sig for bonden og hans helt og holdent til bondens egen gård. Det arbejde, der blev gjort udenfor gårdens egentlige område, hørte alligevel gården til. Ikke alene arbejdet i mark, i eng og i kær, hede og andre udlodder var gårdens, men tog man hjemmefra på tørvegravning i mo­serne eller hugst i skovene, gjaldt det hjem bringning af forråd til gården. Engang imellem kørte man på gæsteri hos fjerne slægtninge og pårørende, og mest da til bryllup eller til jordefærd. Selskabelighed langvejs borte dyrkedes ikke. Men der var markederne de to gange om året, og til disse skulle der ofte køres milelangt, eftersom der skulle et stort opland til, for at der ved kongelig bevilling kunne oprettes et marked i visse egne af landsdelen. Marked vil sige handelssted, hvor varer af nærmere fastsat art kunne udveksles mennesker imellem gennem køb og salg, især vel husdyr fra og til bøndergårdene. Her i Norden går markedsforeteelsen helt tilbage til middelalderen ved de store fiskepladser, mens de egentlige heste- og kreaturmarkeder i gamle almanakker kendes for to-tre hundrede år tilbage. Således viser en gennemgang af en almanak for år 1740 og dens fortegnelse over „de fornemste markeder", som det hedder, for Himmerlands vedkommende, at her har det været meget småt med markedsbevillinger, ligesom Nordjylland i øvrigt ikke har mange markeder at se hen til: Hjørring, Thisted, Lemvig, Skive og Nykøbing M. For Himmerlands vedkommende kan kun Hobro marked 8. oktober og Mariager marked 20. oktober have nogen interesse. Egentlige himmerlandske markeder er ét „vesten for Aalborg" 10. oktober, et kvægmarked i tre dage. Det andet (vesthimmerlandske) marked afholdtes i Bjørnsholm den „næste fredag efter mikkelsdag", altså også et oktobermarked. For det østlige Himmerland er der ingen markedsbevilling givet i 1740.

Syd og Østhimmerland får imidlertid sit store marked to gange årligt gennem kgl. resolution og kundgjort gennem Randers amtsstue 3. marts 1838. Dette nye marked vil være at afholde den første torsdag i maj og oktober i fire dage ved færgestedet ved Hadsund, de første to dage syd for færgestedet i Randers amt, de sidste to dage på nordsiden i Aalborg amt, omfattende han­del med „heste, fækreaturer, korn og trævarer, hjemmegjort uldent tøj og lærred samt pottemagervarer". Igennem næsten tre slægtled bliver dette Hadsund marked nu landsdelens største og egentlige „rigtige" marked. Det bliver dog markedet på nordsiden af Mariager Fjord, der opretholdes, men efter­hånden kun som endags marked. Der var et ret stort opland for dette marked strækkende sig vestpå helt til Hobro, nordpå flere mil og østpå ud til Himmerlandskysten. Værst stod det til med oplandet fra Ommersyssel, da både markedsgæster, heste og kreaturer skulle færges over fjorden i store flad­bundede pramme. Færgekarlene havde på markedsdagene og da især ved oktobermarkedet en travl og møjsommelig tid.

Indtil for et lille hundrede år siden var Hadsund ikke spor af by. Færgestedet havde draget et par købmandsgårde til sig, og udover nogle få huse var der ellers intet. Børnene fra Hadsund gik til skole en fjerdingvej østpå. Men til Hadsund marked drog man dengang milevidt fra, kørende, trækkende med handels dyr eller simpelthen dragende til fods. En nu afdød husmand fra oplandet har fortalt, at han som syvårs dreng fik sin første markedstur agende på en kørende bondes vognsmæk. En endnu levende næsten halvfemsårig kone fortæller om, at hun som skolepige fik lov at tage til marked ene og gik den næsten fire mil lange vej både hen og hjem i sine træsko. Ellers var det først henimod århundredskiftet, da markedsgøglet satte ind, at børnene almindeligt fik lov at komme til marked. De to markedsdage i Hadsund blev da „ordinære" fridage fra skolen. De gifte tog kørende til marked, de unge brugte fridagen til en lang spadseretur og vendte oftest først tilbage henad den lyse morgen næste dag. Der kom tilrejsende til Hadsund marked helt fra Limfjords egnene, fra Aalborg, Skørping, Arden, Rold, Hobro, ja, sydfra helt fra Randers.

Hjemme lå alt arbejde stille, når det var markedsdag. Det nødtørftigste med røgt af kreaturer kunne hjorddrengen eller en husmand tage sig af for én gangs skyld. I selve fæstemålet havde karl og pige betinget sig markedsdagen fri. En markedssyg gårdmand var så elendigt kørende, at han ikke på en markedsdag kunne være sit køretøj bekendt.

Så tog han en af sine køer ved tøjret og trak til marked, skønt koen slet ikke skulle sælges og da heller ikke blev det. Konen tog med manden til marked — af to grunde. For det første hør­te det markedet til, at man der traf kendinge og slægtninge fra andre sogne og således fik hilst på og snakket med disse. Den anden grund var ikke så velset. Konen måtte nemlig gøre sit bedste for, at manden ikke fik for mange „genstande". Hestehandlerne og handelen med kalvekøer førte adskillige lidkøb med sig inde i beværtningsteltene, hvor bønder i øvrigt ellers mødte hin­anden over en kaffepunch eller thevandsknægt. Hver mand havde sit sædvanlige sted at stalde ind i, enten en af købmandsgårdene eller gæstgivergården. Gårdskarlene hos købmanden havde på markedsdagen deres store dag med drikkepenge for staldtjeneste og for snapsesalget inde i gæstestuen, hvor markedsgæsterne kunne spise deres medbragte mad ved lange borde. På selve markedspladsen fortsatte man imidlertid med snapsene. Intet mindre end en hel gade var der her af beværtningstelte fra sognekroerne i vid omkreds, endda helt fra Hobro og Randers. Disse telte fik deres bestemte plads anvist fra år til år, sidst i rækken de to fra Randers, af hvilke det ene skulle have „lokkeduer" med sig. Hen på aftenen skulle det her gå lidt skummelt til.

Selv om det var i beværtningsteltene, der blev drukket på sådan en mar­kedsdag, kunne man også ude på selve markedspladsen hilse på venner og bekendte med en dram. Her gik der „mundskænke" om med en to potflaske under armen og et par snapseglas i hånden. En sådan „hilsedram" kostede to øre, og udskænkeren forstod at holde glasset tilpas på skrå, når han skæn­kede, så snapsene ikke blev for store. Der kunne på markedspladsen være en hel snes beværtningstelte på række. Mellem dem og handelsboderne var der en bred gade til markedsgæsterne, til mønstring af de heste, der handledes om, til rækker af kvæg og til handelsmænd af flere slags. Vesterfra kom man til Hadsund marked med hjemmegjort vadmel og klæde i ruller og solgte ud på stående fod og i alenmål. Handelsboderne bød på så forskellige varer som brystsukker, slik og honningkager beregnet til markedsgaver til de hjemmeværende børn. Desuden var der boder for knivsmede, sadelmagere, skomagere, pottemagere, træskomagere, og mange flere endnu — alle side om side falbydende deres varer.

Tidligt om formiddagen stod kromændene i deres teltdør og tog forekom­mende mod de enkelte gæster, der fandt ind så tidligt på dagen. Som dagen led, og søgningen tog til, fik kromanden efterhånden nok at tage sig til inde i teltet sammen med sine folk. Der serveredes i markedsteltet the og kaffepunch, bøf, stegt ål med smeltet smør til en krone pr. kuvert, og kaffe med jødekager. Ro og orden i teltet sørgede kromanden for ved at have en meget håndfast mand mellem betjeningen, og så kunne det endda ikke altid gøre det. Der er fra et Hadsund marked fortalt om, hvorledes tre føre karle østerude fra var i så godt humør sidst på eftermiddagen, at de blev enige om at rydde et af Randersteltene.

De tre karle smed jakkerne og tog fat på „oprydningen" i det stopfyldte beværtningstelt. Alle gæsterne blev kastet udendørs, derefter betjeningen af mandfolk, udsmideren iberegnet. Sidst kom turen til kvinderne i køkkenafdelingen sammen med „lokkeduerne" — alle uden undtagelse blev smidt ud, så der var rent bord, da de tre karle selv banede sig vej ud gennem væltede bænke og borde og flydende service. Markedspolitiet holdt klogeligt sin næse fra den slags bataljer. Overmodige af deres bedrifter gik slagets sejrherrer uantastet bort fra slagmarken.

Hvor kromanden først på dagen havde stået smilende i teltdøren, stod nu sidst på eftermiddagen og henimod aften konerne fra oplandets bøndergårde spejdende ind i teltet for om muligt at få deres respektive mænd ud til hjemfærden, inden altfor mange punche havde gjort manden for usikker som kusk. Her og ved den følgende hjemfærd fra marked tegnedes den mørke side af det folkelivsbillede, et så stort efterårsmarked frembød. Hjemkørslen, ja! Hestene stod forlængst utålmodige i købmandsstaldene og længtes hjem til deres egne krybber. Det kunne volde ikke så lidt besvær at få de utålmodige dyr spændt for vognene og stillet tilfreds, medens de kørende markedsgæster og da ikke mindst den usikre kusk kom til vogns. Det blev fuld start fra holdestedet, så der slog ild fra hestehove og hjulringe, når køre­tøjet mere ved held end ved kuskens herredømme tog det skarpe sving ud fra købmandsgården og ud på landevejen.

Hjemkørsel fra marked blev kapkørsel for den kusk, der kunne være med her. De, som ikke kunne dette, havde intet andet at gøre end at liste deres køretøj ud på grøftekanten, mens de andre kom omkring. Der var en bonde østerude fra, som alle uden mukken straks gav plads for på landevejen. Ham vidste man på forhånd, der intet var at stille op med. Desmere gjaldt det for de øvrige at få afgjort, hvem der var den skrappeste kusk og havde de hurtigste heste. Således hændte det for en smed, der var blevet gårdmand ved sammenkøb af jord, at han ved hjemfarten fra et marked kom ud for en „duel" med hjemsognets første udflytterbonde. Uheldigvis for begge kulminerede opgøret just på en vejstrækning, der ikke alene var smal, men også så buet som et standkistelåg hjemme i storstuen. Det endte da også med, at begge gårdmændene havnede i hver sin vejgrøft. Hver især gav den anden skylden, og der opstod ved denne hjemfærd stærkt fjendskab mellem de to mænd, så stærkt endda, at da smedebonden en tid efter gjorde besøg i udflyttergården for at få striden bilagt, tog denne forsoningsfest de to gæve bønder hele to døgn ud i et stræk. Ved en anden hjemfærd fra marked var det smedebondens egen søn, der væltede i grøften med sin gamle mor, som da fik begge håndled brækket. Fra denne markedsdag af nød den samme unge bonde aldrig mere spiritus.

Efter sådan en markedsudfærd kom for husbondefolk som for gårdens tyende morgendagen med sine krav til dagens arbejde, og her kendte bondens gård ikke til noget, der hed blå mandag. Fest og gilde og udfærd fik de dage, som skulle til, men heller ikke mere.

 Død og jordefærd.

Bondens og almuemandens indstilling overfor død og bortgang fra denne verden har gennem tiderne været næsten fatalistisk. Hans liv og gerning har været formet af dette livs og hans egne kårs love. Når mennesker havde levet deres levned ud, som man sagde, var det naturens og livets gang at dø og gå bort. Gamle dages aftægtskontrakter indeholder da også altid foruden de mange detaljerede bestemmelser om aftægtsydelsens enkeltheder en bestemmelse om, at de to gamle, som her afgiver deres bo og eje til efterfølgeren, til allersidst sikres en „hæderlig" begravelse som hørende til aftægten. Ved død og bortgang har det da heller ikke været anderledes i Himmerland. Hvad der kan opledes gennem nulevendes eller afdødes beretninger og udsagn herom, stadfæster til fulde, at jordiske hensyn blev vist den afdøde lige til nedsænkningen i den åbne grav.

Den selvfølgelighed, hvormed man tog bortgang og død, kan nok give os det indtryk, at der i et hjem blev taget alt for „praktisk" og for det meste for lidt højtideligt på død og begravelse. Højtideligheden sad nu engang ikke udvendigt hos de gammeldags bønder og almuemænd. Det, som rørte dybere i sindet, holdt man for sig selv.

Det tilfaldt ifølge aftægtskontrakten bonden at hente læge, når dette ikke kunne udsættes længere, og ligeledes at lade præsten hente, hvis dette skønnedes at være på tide. Det var de nærmestes sag at være hos den døende i hans sidste stund, at lægge afdøde på strå, klæde hen og lægge i kiste. Det er ikke længere siden, end at nulevende gamle kan huske det, at det var almindeligt hos de gamle dengang at have egen ligkiste stående, så man ikke skulle vente på at blive lagt i kiste. En nu femogfirsårig håndværker husker fra sin hjorddrengetid, at gårdens gamle enke havde sin egen ligkiste stående på gårdens loft.

Aftægtskontraktens bestemmelser om førnævnte „hæderlige" begravelse kunne imidlertid tages mere eller mindre skønsmæssigt. Aftægtsyderen kunne på den ene side ville fedte sig fra så mange bekostninger som muligt. På den anden side kunne den bonde, som skulle bekoste sin formands jordefærd med henklæden, kiste, jordefærdsgilde m. m. også finde på at flotte sig over for standsfæller for at dupere disse. I en østhimmerlandsk landsby var man således en overgang begyndt at ville „tage på hverandre" med hensyn til flot ligudstyr, kiste, blomster, lys og andet herhen hørende. I en af landsbyens gårde, hvor aftægtsbonden var død og klædt hen og stillet frem til beskuelse af de kvinder, der i anledning af jordefærdsgildet kom med „sendelse" og hjemmelavede kranse, havde gårdmanden, afdødes svigersøn, været særlig spendabel overfor sin svigerfar, og for at høre gæsternes ros og lovord fulgte han gerne de fremmede ud „at se liget". De fremmede kvinder stod da en dag flere i følge og så næsten betaget, hvor flot ligudstyret her var. En af kvinderne søgte at give ord til situationen ved med et suk at hviske: „Han ligger vel nok pænt, gør Peter!" Svigersønnen rankede sig over anerkendelsen og svarede: „Ja men som han ligger der, står han mig også i lige ved tre hundrede kroner!"

Selv uden flothed var det altid de efterlevendes skyldighed at sørge for en anstændig hedenfart for slægtens gamle, så afdøde blev vasket og klædt pænt hen i linned, der havde ligget til det samme. For mænds vedkommende var der ydermere at iagttage, at den døde blev raget, før han lagdes i kiste. Lang sygdom i forvejen kunne give en kras skægvækst. At rage skægget dagligt ansås i øvrigt for utidig flothed. Men denne barbering af de døde var langtfra altid yndet af dem, der ellers gav sig af med håndværket. Så måtte man se sig om efter hjælp andetsteds fra.

Til selve begravelsen var følget indbudt som til andet gilde og mødte allerede frem tidligt ved middagstid til solid frokost i gårdens storstue. Det kunne tage rum tid at få de mange jordefærdsgæster forsvarligt bespist, og ikke heller blev der ved en sådan frokost sparet på snapsene til sulet. Når endelig spisningen så nogenlunde var til ende, mødte degnen frem for at „synge liget ud". Omkring midten af forrige århundrede var det mange steder blevet skik, at degnen forfattede et „gravminde" for den afdøde, selv om det kun gjaldt et lille barn.

 Degnen læste sit litterære produkt op ved udsyngningen. „Grav­mindet" var afskrevet smukt og læseligt. Senere fik man „gravmindet" trykt. I alle tilfælde sattes det i glas og ramme til ophængning hjemme. Dette med at gøre et gravminde kaldtes for „at gøre på kisten", og det vakte almindelig bekymring, da unge lærere henimod århundredets slutning nægtede at have med den slags at gøre. Det var, som om den døde nu ikke mere kom ordent­ligt i jorden.

At død og bortgang ikke betød alvor og sorg, ville det være uret at hævde. Men som den rent praktiske og naturlige ting den var, kunne den jævne bondes måde at tage sorg og savn på nok give fremmede det indtryk, at bonden og hans ikke kendte til dybere følelser. Og dog faldt der altid tårer, som der skulle, såvel ægte som mindre ægte. De faldt ved udfærden hjemmefra, og de faldt ved den åbne grav og måske også under præstens tale ved båren. Men hjemme i gården efter kirkerejsen piplede stærkt og uimodståeligt gildestemning op i gæsternes sind, en egen velbehagelig følelse ved at kende sig blandt de overlevende. Alle forsamlede i gårdens storstue hyggede sig sam­men om de af denne verdens goder, et rigeligt og veldækket bord bød på. Og således tår da slægt efter slægt også den himmerlandske bondestorstue som det samlende udtryk for de to højdepunkter i den gamle bondes tilværelse her på jord — når den unge bonde som ægtemand går ind til mands værdighed og pligter, og når han som gammel og udtjent køres bort fra den gård, hvor han levede sit liv og øvede sin manddomsgerning, fulgt til slægtens gravsted af sine nærmeste, sin slægt videre ud, sine øvrige pårørende, mens i alles sind stille tonede et: Æret være hans minde!


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 14. januar 2013