Afholdssagen og Als

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

Afholdsbevægelsen i Als sogn blev en meget livskraftig udløber af den landsbevægelse, som sidst i 1870'erne tog form og satte synlig frugt. Når afholdsbevægelsen herhjemme på sin måde havde et forudgående svensk mønster til efterfølgelse og delvis efterligning, nemlig den svenske såkaldte „nykterhetsrorelsen", da havde afholdsforeningen i Als stift 22. marts 1880 denne for­bindelse til broderlandet så at sige direkte. Stifteren af afholdsforeningen i Als var en skolelærer Estrup fra Enslev ved Maria­ger, en stærkt udpræget idealistisk natur. Lærer Estrup havde før lærergerningen herhjemme rejst vidt om i udlandet, ikke mindst i Sverige, men også i Finland og Rusland og Baltikum, bl. a. mag­tede han det russiske sprog. Det var vel især datidens brændevins- drikkeri i Sverige, der havde bevæget lærer Estrup allerstærkest og som havde givet stødet til, at han efter sin hjemkomst til Danmark tog en agitatorisk gerning op imod drikkeriet herhjemme. I Sverige var det mere end noget andet brændevinsbrændingen, de mange brændevinsbrænderier, som ødelagde den svenske almue- og bondestand i så uhyggelig grad, som tilfældet var. Fra den­gang kender vi skildringer av elendigheden bl. a. fra de skildrin­ger, den svenske forfatter C. F. Ridderstad gav sin samtid i sin tobinds fortælling „Fader og Søn", et direkte meget skarpt angreb på den svenske spiritustrafik.

Ridderstads stærke udmalinger fra drikkeriets verden havde her lærer Estrup også i sin agitation. Og den religiøse baggrund, sven­ske „nykterhetsrorelsen" havde av pietistisk og indremissionsk ka­rakter, lå utvivlsomt også bag den indsats, denne jyske landsbylærer nu gjorde på eget initiativ og helt for egen regning. Han har ikke arbejdet sammen med landets egentlige afholdsagitatorer, han har været en isoleret foreteelse på afholdssagens arbejdsmark i Danmark. Hvor mange

afholdsforeninger lærer Estrup fik stiftet, vides nok ikke, aftnen efter stiftelsen i Als stiftede han afholdsforeningen i Veddum. Fælles med landets øvrige afholdsagitatorer havde dog lærer Estrup dette med at bygge foreningsarbejdet og organisationsarbejdet op med det personlige skriftligt afgivne afholdsløfte som ufravigelig betingelse. Indmeldelsen i en afholdsforening skete kun ved personlig underskrivning av løftet om hverken at nyde eller byde stærke drikke. Det er karakteristisk for datidens hele indsats for drikkeriets bekæmpelse, at det skrift­ligt afgivne afholdsløfte så at sige ligger gennem hele agitations- og organisationsarbejdet som en rød tråd. Dette at bryde et givet løfte virkede altid nedsættende for en mand i medborgeres om­dømme, og absolut nedværdigende for sin mand var det med „at drikke sig ud" av foreningen, som det hed. Et bevis på afholdsløftets afgørende betydning kan således hentes i de da frodigt fremdukkende slagsange i agitationen både banale og naive. I en av disse kampsange hed det til omkvæd i hver strofe til melo­dien „Op, I kristne, ruster eder" ihærdigt og for formålet ret be­tegnende: „Underskriv, underskriv! Afholdsløftet underskriv!"

I forbindelse med dette skriftligt afgivne afholdsløfte gør der sig netop for Als sogns vedkommende gældende, at der her fem­ogtredive år i forvejen var afgivet et sådant skriftligt afholdsløfte længe før, nogen afholdsforening var på tale. Med dette hænger det således sammen, at en dalevende skolelærer i Hel­berskov skriftligt henvendte sig til tre av Poulsen-slægten i Odde med anmodning om penge lån og for at opnå dette skriftligt for­pligtede sig til fremtidig afholdenhed. I det lille jubilæumsskrift, som dalevende gårdejer Andreas Korsgaard udarbejdede ved Als Afholdsforenings jubilæum 1905, er optrykt et brev, som skole­lærer Laurits Ringsted i 1845 skulle have skrevet. Dette brev har følgende ordlyd:

 

Til

De Herrer Lars, Povl og Anders Povlsen !

I saa fortvivlet en Forfatning, som nogen Mand, der er Familiefader, kan være, henvender jeg mig til menneskelige Venner med Bøn om Redning, og denne kan endnu ske, naar De, mine ærede Venner, vilde forstrække mig med et Laan af 50 Rdlr., hvoraf jeg forpligter mig til at betale 5 Kdlr. aarligt, indtil Laanet paa denne Maade er fyldestgjort. De vil for denne velgjørende Handling velsignes af mig, Kone og 5 Børn saalænge, De lever, og selv have den Glæde at ha­ve reddet os fra den sørgeligste Nød.

Mit Løfte om Afholdenhed fra al skarp Spiritus skal med Guds Hjælp punktlig vorde holdt.

Helberskov Skole, den 30. Oktober 1845.

Deres ærbødige og hengivne

L. RINGSTED.

 

Der er blevet rejst tvivl om dette brevs ægthed. I jubilæums­skriftet hedder det, at det da fandtes i afholdsforeningens arkiv, men dette holdt ikke stik. Alligevel kan det ikke tænkes andet, end at en så nøje gengivelse av et brev må have realitet bag sig, og hvis så er, vil dette brev sikkert være det første afgivne skrift­lige afholdsløfte i Danmark. At løftet så ikke er blevet holdt, er en anden sag, tilbagebetaling av lånet, hvis det er blevet givet, holdtes heller ikke, denne fordrukne, fattige og brystsyge skole­lærer døde godt tre år efter.

Fire og tredive og et halvt år senere blev så i Als sogn det næ­ste skriftlige afholdsløfte givet efterfulgt av mange andre. Dette skete ved Als Afholdsforenings stiftelse den 22. marts 1880. Det var lærer Estrup, der fik foreningen stiftet. Der var forud ind­varslet til møde i skolen, og man har vel vidst, hvad mødet skulle dreje sig om, at der skulle forsøges en afholdsforening stiftet. Og mange var mødt op, den lille skolestue var tætpakket av mænd. Den Enslev skolelærer var taler. Han var dengang en mand i tre­diverne og en mand i sin fulde kraft. Han var en inciterende ta­ler, der forstod dette at male stærkt virkende billeder op for sine tilhørere, her av ulykke og menneskelig elendighed. Det hedder i jubilæumsskriftets omtale av dette stiftende møde, at da lærer Estrup omsider sluttede sin tale, havde denne virket, så der var så stille i skolestuen, at man ville kunne have hørt en knappe- nål falde til gulvet. Og efter de tilstedeværendes udsagn er dette sandt. Og så er det, at ejeren av storgården Marienlund, Anders Povlsen, rejser sig fra sin plads, høj, knoklet og ludende og går hen til katedret og tager pennen og skriver sit navn i protokollen under det afskrevne afholdsløfte. Efter sognets største jordbruger fulgte der nu mand efter mand, beslutsomme som tøvende, og skrev under, og Als Afholdsforening var stiftet.

Herefter kom så arbejdsårene, tunge og brydsomme tit, men frugtbringende for den indsats, der nu var gjort for afholdsarbejdet i sognet. Det var ikke en fattige arbejderes, husmænds og fi­skeres forening, der her var stiftet, det var mændene fra den øverste ende fulgt op av alle andre længere nede alt sammen uden smålig klassefølelse. Sognefolkets demokratiske indstilling var en kendsgerning allerede da, og fra avholdsforeningens side blev den­ne demokratiske indstilling udbygget stærkt og virkningsfuldt. Socialt og rent moralsk støttede det umiskendeligt denne nye bevægelse i sognet, at det var gårdmændene, proprietær, stor­magnaten i Haslevgårdes Mølle, præstesønnen som præstegårds forpagter, sognefoged og flere ligestillede, der nu overbeviste handlekraftige gik i spidsen for et videreført ædruelighedsarbejde. Samlingslokalet havde Jermiin i Haslevgårds Mølle stillet til rådighed i den av ham ejede nedlagte ryttergård, og her begyndte den nye forening at indbyde sognets og byens ungdom til lege­stuer på gammeldags vis, bare nu uden spiritus. Karlene i sognet prøvede at trodse og holdt sig til kroen, men pigerne udeblev, og de var de stærkeste.

 

 Skønt såvel ædruelighedsbevægelserne i Sverige og i Danmark jo ganske havde samme sigte, var de to landes måde at føre sagen an på så helt modsat. Svenskernes var mørk og tung, religiøst underbygget av syndsbevidsthed og straffeforkyndelse, mens man herhjemme lige fra begyndelsen av lagde det lyse menneskesind bag hele arbejdet, på sin vis videreførte gamle almuetraditioner med sammenkomster med leg og dans bare nu uden de stærkt be­rusende drikke. Ikke mindst blev dette også tilfældet i Als, og brist på tilstrækkelig plads til de ret store forsamlinger, der nu snart hele tiden blev tale om, bragte naturligt tanken om selv at bygge frem næsten med det samme. Afholdsforeningen forstod nødvendigheden av at have eget hus og eget tag over hovedet.

Der blev så holdt møder om at få bygget. Grunden havde man allerede højt oppe bag den egentlige by i bakkerne, plads til byg­ninger og lidt have og anlæg omkring, men nogen egentlig be­stemmelse angående byggeriet blev vist aldrig truffet. Ved det sidste møde før byggeriet blev begyndt, sad man timelangt og drøf­tede uden at beslutte. Sognefoged Erik Hansen i Helberskov rejste sig da og ville ikke længere sidde uvirksom, men gå hjem inden aften. Ved døren vendte han sig om mod de andre mænd og spurg­te direkte, hvad der så var kommen ud av det hele, om man så skulle begynde at bygge? Han fik intet svar, men dagen efter der­hjemme i sognefogedgården ved middagsbordet siger Erik Han­sen til plejesønnen Niels om at spænde hestene for arbejdsvognen og køre til Visborg teglværk efter et læs mursten og sætte stenene av oppe i Als bakker på avholdsforeningens grund. Dette skete, og da nu det første læs sten stod der, gik der ikke mange dage, før et til, et til igen og til sidst mange læs mursten stod og ventede på at blive anvendt. Og så begyndte man at mure løs. Det var i 1885, Als Afholdshjem blev bygget, som det med lidt udvidelse står her den dag i dag.

De første år blev der skiftet med ledelse av og til, men allerede i 1889 blev den unge bonde i Als Nygaard Marcus Jensen formand og vedblev med et par års afbrydelse at være det i mere end en menneskealder. Han var således formand, da foreningen i 1905 den 22. marts fejrede sit femogtyveårs jubilæum med vistnok den største festlighed, som både før og siden har været afholdt i Als og også langt videre omkring. I Als Afholdsforenings lange liv blev dette jubilæum et kapitel for sig og kan ikke her forbigås. Foreningen stod på sit højdepunkt netop da som den største lokalforening under Danmarks Afholdsforening også by­erne, købstæderne, ja, selv hovedstaden medregnet. Dette var en krævende og fordringsfuld stilling at indtage, den krævede mænd på de udsatte poster. Foreningen havde vistnok disse mænd just da om nogensinde.

Als Afholdsforenings 25 års jubilæum gik der i lange tider stort ry av, festlighederne varede vel en her uge ud med eget afholdshjem som den faste ramme om det hele. Aalborg-aviserne var særlig indbudt og sendte deres repræsentanter til festlighederne med efterfølgende udførlige omtale av det hele. Den 22. marts var byen flagsmykket så at sige fra en side av, festens lagte program var stort med en lang række av talere, med fællesspisning, under­holdning og dans til den lyse morgen, som man jo var temmelig vant til. Den egentlige „reception" begyndte hen på formiddagen i formandshjemmet Als Nygaard. Her mødte gratulanterne op i stort tal og til storartet modtagelse. Jens Frederiksens store hornorke­ster havde indledt dagens festligheder på fuldværdig måde som altid, når der var fest på programmet. Foruden foreningens egen fane mødte man op med faner fra omegnens foreninger. Blandt de mange indbudte gæster sås selve avholdshøvdingen Claus Johann­sen, Vårst, kredsformanden Niels Andersen, Valsgaard, Viborgs ledende mand i afholdsbevægelsen vognmand Anton Jensen, bror til Marcus Jensen og mange flere endnu.

Den egentlige og officielle fest blev holdt i det festsmykkede afholdshjem på Als Bakker og begyndte klokken fire eftermiddag. Deltagerne her var kun foreningens egne medlemmer foruden de særlige indbudte, tilsammen i virkeligheden flere, end der var tilstrækkelig plads til. Den jubilerende forening var vært og hav­de en formand, der på værdig måde kunne og vidste at repræ­sentere, at være den egentlige vært. Tale og belægge sine ord kunne han på sin rolige og dvælende måde, han kunne også skrive festsangen og havde gjort det frodigt bistået av den kendte afholdsagitator William Petersen. Selve jubilæumstalen blev holdt av højskoleforstander Nielsen Svinnig, Hadsten, men ved bordet blev der under den lange middag talt av mange, bl. a. Claus Jo­hannsen og Andreas Korsgaard, Haslevgaarde, der havde skrevet både jubilæumsskrift og sang til festen. Underholdningen hen på aftenen var „Snakkenbjerg Sogneråd" og derefter dans til den lyse forårsmorgen. Forårs jævndøgnet var jo nu passeret.

Andendagsfesten begunstigedes også av fint sollyst vejr. Også her begyndte festlighederne i afholdshjemmet klokken fire efter­middag og skulle egentlig være de unges dag, men deltagere strømmede i stort tal til fra vid omkreds langtfra alle unge. Eftermid­dagens taler var lærer Petersen, Dronningborg. Der skulle også på andendagen have været fællesspisning, men tilstrømningen var så stor, at dette måtte opgives. Man gik til at servere i den lille sal og her spise i hold, mens de øvrige gæster forlystede sig i den store sal med dans. Først henad borgerlig sengetid afbrødes dansen med et kort foredrag av højskolelærer Broder Nissen, Had­sten, og herefter kom så den siden så berømmelige servering av æblekage til alle deltagerne, en servering, der foregik så at sige over hele bygningen i alle rum fra salen til garderoben. Der var tæt med unge som gæster, der var god appetit på æblekagen, og mange forsynede sig så forsynligt, at man ikke kunne gøre sin skyldighed overfor serveringen. Det huskedes, hvorledes de mest forsynlige av gæsterne måtte stille deres levninger på tallerken og med ske hen rundt om i vinduer o. 1. til senere fortæring. Hav­de man troet at kunne spise værtinderne læns, så slog dette ikke til. Denne andendagsfest sluttede av klokken tre.

Den tredje dags festlighed var forbeholdt alle de frivillige, som havde båret byrderne på forskellig måde de to foregående festdage. Også denne tredje dag stod festlighederne i afholdshjemmet. Der var levnet nok til den forholdsvis lille flok fra de to festdages riges bord. Det var, som om denne jubilæumsstemning ikke ville ebbe ud igen, festen aldrig holde op. Tredjedagen gav en hastigt arrangeret fællesspisning, og det var ved bordet her, at Jens Frederiksen annoncerede en underholdningsaften den påfølgende søndag som hele jubilæets afslutning på en forening værdig måde. Der ville blive budt på koncert av hans eget or­kester og av lærer Bachs flerstemmige pigekor samt på opførel­se av det så populære „Snakkenberg Sogneråds forhandlinger". Det var også avholdsforeningens medlemmer, alle gifte mænd, der medvirkede her. Til denne allersidste aften var alle uden und­tagelse indbudt og salen fyldt til trængsel.

Dette femogtyveårs jubilæum må vistnok siges at være højde­punktet i Als Afholdsforenings nu mere end firsårige historie. Foreningen holdtes endnu en årrække så nogenlunde på sin hidtidige højde og vidste at præge sit sogns hele offentlige liv. Mænd fremme i alle foretagender og beklædende offentlige stil­linger, foreningsformænd, sognerådsformænd, sognefoged, hele tre folketingskandidater fra sognet, ja, mange flere var og syntes at måtte være organiserede afholdsmænd. I disse år fik vi loven om kommune afstemninger om krobevillinger, og i Als sogn var følgen heraf, at den gamle strandkro i Øster Hurup ikke fik spi­ritusbevilling, hvor bitter end kampen herfor førtes. Selv da inde­haveren av livsvarig krobevilling til Als Kro, P. C. Pedersen, i døde, prøvede den nye ejer end ikke at forsøge sig med an­søgning om fornyet bevilling. Hvorledes det siden tid efter anden er gået med disse bevillingsspørgsmål, er vel landet over op og ned, blev det også i Als før så tørlagte sogn. Udviklingen i uøn­sket retning vil ikke med føje lægges på bestemte borgeres skuldre, omend den rent personlige indsats i en længere periode kan have så uendelig meget at betyde. For afholdssagen i Als sogn file netop en sådan rent personlig indsats så stor en betyd­ning, at den i en udredning af et afholdshistorisk forløb ikke kan og ikke må lades uomtalt Her gælder det Als Afholdsforenings formand gennem de mange år, Marcus Jensen, Als Nygaard.

Som ung bondesøn fra Oue kom Marcus Jensen uddannet ved handel til Als som handelsbetjent, og det var her, han stiftede den forbindelse med enestebarnet fra Als Nygaard, Maren Lybæk, som holdt livet ud. Herved blev nu den tidligere handelsbetjent ejer av en av sognets største og bedste bøndergårde og selv bonde igen. Som sådan blev den unge gårdmand inden længe blandt sognets foregangsmænd i landbrug og det både i planteavl og husdyr­brug, såvel heste- som kvægavl. Marcus Jensen var også blandt de første til at udnytte den maskinhjælp, som efterhånden kom frem. Vellidt var han som husbond, altid første mand oppe om morgenen om så sengetiden var listet sig hen til de små timer aftnen før. Tjenestefolkene på Nygaard vidste at fortælle om, hvorledes mangen gang aftensædet i gårdens folkestue kunne bli­ve en uforlignelig oplevelse av underholdning, når husbonden foldede sig ud fra sin helt uimodståelige muntre side. Rent skue­spilleragtig kunne denne stilfærdige mand udfolde en komik både i ageren og ved oplæsning av muntre ting. Dialektoplæsning magtede han lige fra et rivende Vestjydsk, smældende vendsys­selsk til grønnegadejargon og læste altid gerne op i selskab, hvor der gaves lejlighed til det. Mangen en aften i Nygaards folkestue har folkene her måttet ligge henslængt over bord eller ad lang­bænkene vridende sig av latter uden skånsel. Således kunne denne mand være, han kunne også være en anden, og han var en anden.

I datidens ofte stærke politiske rørelser deltog Marcus Jensen ikke. Det var, som om afholdssagen var den samfundssag, han havde viet hele sin arbejdskraft og autoritet, denne sag var ble­vet hans livsopgave indenfor det område, hvor han havde mulig­hed for at virke. Rent personlige egenskaber i forbindelse med økonomisk uafhængighed gav denne mand en stilling mellem an­dre, d er gjorde, at der altid vistes ham respekt og også respekt for den sag, han så helt og uforbeholdent gik ind for. Menings­modstandere havde han nok av, men han mødte altid disse urbant og lod helst sit tørre lune og sikre ironi klare sagen. Hvad som ik­ke mindst gjorde manden på Nygaard til den førende i afholdsarbejdet respekteret av alle, var hans ubestridelige uselviskhed og gennemførte redelighed både som borger og som menneske. Ro og besindighed i sin optræden selv i kritiske situationer fik i vir­keligheden alle til at se op til ham og betro ham opgaver helt udenfor hans sædvanlige foreningsvirke. Noget tal på de menne­sker, der igennem disse år gik gennem dørene på Als Nygaard så i et, så i et andet anliggende, kendtes der ikke. Intet under, at ingen efter ham kunne løfte den arv, der skulle have været løf­tet gennem en fortsat ledelse af afholdsforeningen og dennes ar­bejde. Det tit sagte ord om, at alle kan erstattes, holder i virke­ligheden ikke stik.

Noget så ganske rent folkeligt som sammenkomsterne mellem de unge fik Als Afholdsforening også inden længe lagt så at si­ge i faste rammer for sit sogns vedkommende. De unges legestue holdtes i Afholdshjemmet en lang årrække igennem, mindst et helt slægtled har ikke kendt anden form for ungdomssammenkomster med dans. Julens legestuer for ungdommen var anden Juledags aften, mens fjerde Juledagen var børnenes med jule­træsfest. Denne juletræsfest, der længe gjaldt hele sydsognet, blev omsider et særligt arrangement med egen økonomi, men det var afholdsforeningen, som forestod den og lod den afholde efter forudgående indtegning for deltagerne hos avholdsforeningens be­styrelsesmedlemmer. Herefter indbød foreningen til „gammel- mandsbal" anden nytårsdag, og dette ville i virkeligheden sige for gifte deltagere, og endelig selve Hellig tre Kongersdag gik julehelgen ud med legestue for de unge igen.

Blev der så efter nytår for langt til Fastelavn, kunne der om­kring Kønnes skydes et maskebal ind, ellers var der for de unge kun de to fastelavnsdage med dans begge dage til langt ud på natten. Tirsdagen var børnenes med „bittedans". Så syv ugers pause til 2. Påskedag med legestue for ungdommen og tredjeda­gen med „bittedans" igen. Herefter forløb forårstiden de fulde syv uger igen til 2. Pinsedagens legestue for de unge og tredjepinseda­gens „bittedans" for børnene. I sommerens løb gik afholdsforeningen over til afholdelse af en sommerfest med en eller to talere ved et møde ude i selve bakkerne og dans inde om aftnen. Arbej­derbevægelsen og enkelte andre foreninger kunne supplér sådanne sommerfester op, men for selve ungdommen var der først lege­stue ved Mikkelsdag, og herefter var der intet andet for end nu at vente Julen op igen. Det var kun Afholdshjemmet, som var ram­men om ungdomssammenkomsterne, det var afholdsforeningen, der stod *for disse legestuer, og det var foreningens bestyrelse, der ledede her, selv om det kaldtes for offentlig dans med politimeste­rens tilladelse og sognefogdens tilstedeværelse som opsyn. Så stærkt tag havde afholdsforeningen vel et helt slægtled igennem i hele egnens ungdom, at man kun så sognets unge med gæster finde sammen til dans i selve Afholdshjemmet under den form, som ledelsen her gav sammenkomsterne.

Afholdsbevægelsen i Als sogn var i sig selv indordnet under en hel landsorganisation. Foreningen holdt pligtmæssigt normale agitationsmøder med afholdsbevægelsens så at sige autoriserede om­rejsende agitatorer lønnet, beværtet og betjent av organisationen selv. Således var den danske afholdsorganisations virke landet over helt ud til de fjerne afdelinger, også ud til Als Afholdsforening. Men ved siden heraf, eller vel rettere forud for dette havde afholdsforeningen sin egen stilling i sognet derved, at den i virkeligheden blev en ren folkelig udformning av en bestemt side av sognefolkets samvær. Sognets „storstue" som samlingslokale havde man så at sige fra første færd av. Her holdtes så at sige alle sammenkomster fra foreningsgeneralforsamlinger til folkelige og politiske møder, og her holdtes de allerfleste større familiefe­ster, man ikke havde plads til hjemme, bryllupper ikke mindst. I virkeligheden var der ikke ret meget av folkeligt samkvem, som i disse mange år kunne gå udenom afholdsforeningen. Afholdsforeningen understregede selv stærkt sin indsats for afholdssagen, når dens egne selv var optrædende, men ligesom liggende bagved dette blev denne bevægelse i dette sogn ikraft av sin næsten alt­omfattende tilslutning fra befolkningens side i virkeligheden et ud­præget folkekulturelt forløb omend af et eget tilsnit.


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 14. januar 2013