En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

Hadsund.

Hadsund er hovedstad i Hadsund kommune, skønt yngst af samtlige byer i området. For knap to hundrede år siden var den kun et sted uden havn. Det var sundet, det smalle farvand, der hed Hadsund, i gamle dage Haderupsund. Der hvor stationen nu ligger, lå der nogle få huse, der blev kaldt Sundhusene. Senere kom bebyggelsen på syd­siden til at hedde Sønder Hadsund. Færgeriet over det smalle sund er derimod meget gammel, og det ser faktisk ud til, at det har haft sta­tion på nordsiden.

År 1801 boede der 9 sjæle i det, vi i dag kalder Hadsund, og de har nok alle været beskæftiget ved færgeriet. Senere, flere år efter, var der kun 7, så der har ikke været megen gang i udviklingen. Men som nævnt er færgeriet gammelt, man kan vist roligt bruge udtrykket helt fra Arilds tid, og det er klart, at man altid har søgt det smalleste sted, når man skulle over vandet. Der har imidlertid været færger mange steder ved fjorden, men Hadsund færge og Nødens færge, altså den ved Alsodde, har sikkert været de mest benyttede.

Der knytter sig mange historier til Hadsund færge. Gamle bro bet­jent Brandt der spandt enden, det var han nemlig god til. Det skete under slaget på Kolberger Heide. Kong Christian IV, lagde mærke til en topgast, der udviste et sådant mod i kampen, at han lod ham kal­de for sig, da slaget var forbi. »Min brave gut,« sagde kongen, »du har udvist et mod, der er en ægte dannemand værdigt. Hvormed kan jeg belønne dig, sig kun roligt frem?!« Og gasten svarede i ægte gøngehøvdingestil: »Herre Konge, om det kunne forundes mig at bli­ve færgemand på Mariager Fjord, da skulle jeg aldrig ønske mig an­det.« »Du er det allerede,« svarede kongen, »gå med Gud!« Og så er den historie ikke længere ... Vel nok en skrøne, men den bør dog hu­skes, om ikke for andet så for at mindes Brandt, vor bys spøgefugl.

Færgekarlene havde ord for at være nogle hårde halse. De ville både slås og drikke sig fulde, og ofte kom de i klammeri med byens fiskere, der heller ikke spyttede i glasset. Der var altid noget, der skulle hævnes, enten fra den ene eller den anden side. Således fortælles der, at fiskerne for at hævne et nederlag en nytårsaften hav­de fjernet det skilt, der hængte på døren ind til færgekarlenes sove­rum og anbragt det på en enlig dames dør oppe i hovedgaden. På skiltet stod: »Her sover færgekarlene«. Om færgekarlene nu og da lo­gerede hos damen får stå hen i det uvisse.

Den sidste færgekarl kendte jeg. Det var Brams Ajes fra Terndrup. De første år jeg var brofoged, kom han næsten hver sommer en tur ned til broen for at få en sludder om gamle dage, og hvert år fortalte han om den vældige rambuk, der blev anvendt, da man byggede broen. »Hver gang blokken faldt,« sagde han, »rystede jorden sådan, at ruderne ude i Als klirrede.« Spurgte vi ham så, om det nu også kunne passe, svarede han uden at blinke: »Det er så sandt, som a sid­der her, der er en derude fra, der har fortalt mig det.« Og denne ene kan næsten kun være tolderen Kresten Pedersen på Alsodde, om hvem vi senere skal høre.

Der blev anno 1581 posteret en tolder i Hadsund, vist nok på syd­siden. Kong Frederik II havde bragt i erfaring, at mange både uden og indenlandske skibe løb ind til Hadsund og lossede deres varer, blandt andet tysk øl, inden de havde betalt told deraf. Her bør man huske, at disse to indtægter, told og sise, var rygraden i kronens og dermed landets økonomi. Det var derfor ikke så mærkeligt, at Ma­jestæten gjorde ophævelse, hvis der blev snydt med dem. Stedet her, der vel dengang lå ret ubemærket hen, har sikkert været en ideel smugler rede. Her var kun få mennesker, og de har sandsynligvis alle, mere eller mindre, været med i »gænget«, så der er ingen tvivl om, at en tolder posteret her har været folk en torn i øjet.

Da Mariager i 1592 fik købstadsrettigheder, blev toldkontrollen flyttet dertil. Men det siger sig selv, at en tolder umuligt kunne holde øje med alt, hvad der foregik langs hele den lange fjord, og kongen, nu Christian IV, klagede til lensmanden Kaas, og bad ham sørge for, at tolderen blev holdt til ilden. Denne blev på ny flyttet til Hadsund, og der blev endda bygget embedsbolig til både tolder og kontrollør. Dette har i sandhed været en torn i øjet på smuglerne, men det har sikkert også været et helvede for tolderne, for tilsyneladende har de været på kant med både høj og lav på stedet. Således klager tolderen Anders Poulsen i 1714 til lensmanden over proprietærerne, det vil si­ge jordbesidderne, der er blevet så hadefulde, at han, Anders Poul­sen, ikke for kontant betaling kan nyde græsning til sin hest, som han stedse behøvede ved hånden for nu udi at ride kongelig forretning ved toldvæsenet i et så vidtløftigt distrikt. Da Hobro toldsted blev nedlagt i 1672, har distriktet sandsynligvis omfattet hele området omkring Mariager Fjord, og der ingen tvivl om, at tolderens klage har været berettiget. Folk har tilsyneladende været mere djævelske, end de er i dag. I det hele taget ser det ud til, at tolderne her på stedet har været kastebold mellem byerne ved fjorden, de er immervæk ble­vet flyttet rundt med, nu sidst til Aalborg og Randers.

 Havnø

Vi fortsætter sejladsen. Og der ligger så Havnø med den gamle stråtækte mølle, der endnu ikke har fået vinger. De gamle smukke bindingsværkslænger, der omgav den store gårdsplads med møddin­gen, er noget af det hyggeligste, jeg har set. Men de er der ikke mere. Vejen ud ad fjord engene og Helberskov til går gennem gården og har gjort det i mange år. Førhen gik den syd om »Lunden«, den skovklædte bakke syd for gården, der engang i stenalderen var en holm i havet. Her mellem Havnø og Hadsund lå i øvrigt en af Dan­marks største køkkenmøddinger.

Også ved Havnø har der været færgeri, muligvis mest benyttet til overførsel af gårdens egne produkter og folk. At skulle køre eller gå helt til Hadsund for at komme over har jo været en omvej på mindst en halv mil, hvilket var meget, når man tager i betragtning, hvor elendige vejene var på den tid. Rokkedrejeren har i sine optegnelser en notits om, at han i foråret 1737 har »gjort ved Havnø færge og koog i 6 dage«, og senere i 1742 og 1747 har han igen været på spil ved Havnø færge, men klager over betalingen: 12 rdl., og en potte brændevin om ugen til hver (ham selv og sønnen Peder).

Fra Havnø bro, hvoraf der er endnu lidt tilbage, selvom vandet og tidens tand har taget store bidder af den, er der også i vor tid afskibet træ, både gavntræ og brænde, og længere ude ad f]orden ved det, der nu i daglig tale kaldes professor huset, var der ligeledes for få år siden en bro, hvorfra der blev afskibet træ, men også den er nu helt for­svundet.

Vi sejler nu videre og styrer ud i Ajstrupbugten, drejer cirka 90 grader, og nu hedder farvandet pludselig Langerækken, og lidt længe­re ude passerer vi den grønne hage. Derefter foretager vi endnu en drejning på 90 grader i det lidt krøllede sejlløb og styrer ned i »det trange.« Om styrbord ligger nogle små holme, den største er Treskel bakken. Tre sogneskel: Als, Visborg og Udbyneder løber sammen her, eller har gjort det engang. En mindre pulle bliver kaldt Lemos polden. Om dens tilblivelse fortælles: En mand, der hed Lemos, måske var han jæger eller fisker, havde tillagt sig den vane, når han færdedes med bøsse eller fiskegrej herude, at forrette sin nødtørft på den lille revle her på dette sted. Tang og andre vandplanter slog rod i den gødede jord, og med årene blev det til en lille ø. Lemos er forlængst borte, men måger og terner sørger nu for gødningen, og øen vokser stadig ... Der er mange måder at gøre sit navn udødeligt på.

Vi er nu nået ned til »Kartoffelbroen« ved Nødenæs, hvorfra Overgård engang har afskibet kartofler. Lidt længere fremme drejer farvandet igen 90 grader i nordøstlig retning, men kun et kort stykke. Lige før det går ned efter Alsodde, stikker et blindt løb op vesteri. Der er ikke særlig meget vand, men dog så meget, at lidt større både kan ankre op her. Stedet kaldes Hollænderen eller Hollænderdybet. Hvem denne hollænder er, der har lagt navn til det, har jeg ikke kun­net få oplyst, men muligvis er det en fladbundet hollandsk kuf, der engang har forvildet sig herind og er rendt fast. Et par kabellængder vestligere ligger der et par ret store holme, det er Helberskovpletterne »Bette plet« og »Stu'r plet«.

Fremme ved Alsodde kvitter vi vagerbåden »Als« og dens fører Karl, men på falderebet fortæller han, at hans far engang var grave­mester på havnevæsenets muddermaskine »Maren«, mens Karl end­nu var en lille purk. Den var stor som en danseestrade og damptrukket, men virkningsgraden var minimal. Engang, siges det, blev den trukket med havremotor (hestegang), og det gik nogenlunde, så længe

det var stille vejr, men var der en lille smule søgang, måtte man ind­stille arbejdet, fordi hestene blev søsyge.

 Alsodde

Om Alsodde, som den ser ud i dag, vil jeg ikke udtale mig. Den er blevet et lystfisker- og sommerhuseldorado, som andre ved mere om end jeg. Så vi starter et hundrede år eller mere tilbage i tiden, ja vi kan endda begynde helt nede i den grå oldtid. Selve odden er jo skabt af de divergerende strømme i hav og fjord. Strømmene har slæbt sand og slam med sig, og det har så bundfældet sig, hvor strømmene mødtes. Dette er ikke sket i historisk tid, men tæt derpå, for det er vel ikke mere end godt og vel et par årtusinder siden, at engene og vildmosen inden for bakkerne blev tørt land, og Alsodde er nok af samme årgang.

Hvornår den første bosættelse har fundet sted, kan ingen vide, måske i vikingetiden, for stedet har jo haft en vis strategisk betyd­ning. Jeg vil dog nødig indvikle mig i en hel masse historiske data vedrørende selve odden, og hvad der er foregået her helt ude på spid­sen af Østhimmerland, for det ved jeg intet om. Men ved et grundigt gennemsyn af gamle told- og lodsjournaler kunne der jo nok stykkes en slags historie sammen.

Ikke engang vor kære Rokkedrejer nævner Alsodde, men omtaler ofte Nødens færge, som han flere gange har repareret og også »bygget af ny«, som han udtrykker sig. Det er imidlertid højst usandsynligt, at færgen er udgået fra selve odden. Det ville være alt for byrdefuldt et slid at ro eller bugsere et så klodset og tungt fartøj op mod strøm og vind. Et gammelt kort fra cirka 1790 viser, at vejen til fjorden endte omkring 1,5 kilometer vest for Alsodde, og den har uden tvivl ført ned til færgen. Ganske vist er der ikke mere end cirka 1 meter vand her, men jeg har prøvet at tegne færgen efter de mål, Rokkedre­jeren opgiver, og det viser sig, at den næsten var i stand til at flyde på morgenduggen.

Rokkedrejeren nævner også et sted, at han var med til at måle sog­nets længde fra fjorden til Kragelund, og at man da udgik fra det sted, hvor »Blingenborg hus haver stået.« Det var nok et studium værd at finde ud af, hvor det var. Jeg tror, det har ligget ude på spid­sen, for vil man måle en tings fulde længde, og det gælder vel også et sogn, måler man fra yderpunkt til yderpunkt.

Det første historiske tip, man får om Alsodde, er vel det, at der un­der Englandskrigene 1801-07 blev opkastet en skanse her for at for­hindre fjenden i at trænge ind i fjorden. Det siges, at man kun ejede en eneste rigtig kanon, resten var attrapper lavet af træ, og at de pege­de så faretruende ud over farvandet, at en engelsk orlogsbrig afstod fra at angribe og luntede bort igen, inden der var løsnet et skud.

I daglig tale her i sognet bliver Alsodde oftest kaldt Lodshusene, for her boede lodserne jo, og senere oprettede kysttoldkontrollen sit domicil her med embedsbolig til toldkontrolløren og en fløj i hver ende til to rorsbetjente. (Rorsbetjent er det, der i dag hedder toldbe­tjent). Der flyttede også fremmede fiskere hertil, så en overgang var der lige ved at blive trængsel herude. På toldkontrollørens foranled­ning blev der oprettet en lille privat skole, men om fiskernes børn fik lov at søge den, ved jeg ikke.

Lodserne på Alsodde var stovte alvorlige folk, der var sig deres ansvar bevidst. Der stilledes ofte store krav til deres sømandsskab og årvågenhed, når store dybtstikkende skibe skulle lodses ind gennem den smalle, gravede rende ude på barren og videre ad det krogede farvand i selve fjorden, og især når vejret var overhånds eller tåget.

Engang var der tre lodser på Alsodde og en i Hadsund. Lodsfor­manden boede i et forholdsvis nyt hus, de to andre i hver sin ende af et langt stråtækt hus af ældre dato. Til husene hørte et stykke jord, der blev kaldt lodsmarken. Det var karrig og sandet jord, der kun kunne føde et par geder, og lodsbørnene måtte drikke gedemælk. Men de par stykker jeg kender, har i hvert fald ikke taget skade af det, hverken på udseende eller forstand. Man kunne jo nok købe mælk hos bønderne og gjorde det vel også ind imellem, men der var langt at gå. At holde ko selv var der hverken plads eller føde til...

En af lodserne, noget af en krakiler der stammede oppe fra Lim­fjorden, forsøgte sig med eget kohold, endda hele to køer og velsag­tens med mælkesalg for øje. Han slæbte sig så nogenlunde gennem sommeren ved at lade sine køer græsse overalt, hvor de fandt en tot græs, og kom vel således til at krænke den hellige og almindelige ejen­domsret. Til sidst var han på kant med Gud og hvermand, og nu gik det ham som tolderen i Hadsund: Man nægtede at sælge ham hø til vinterfoder, og han måtte bide i det sure æble og rejse op på sin hjem­egn og købe hø, der så blev sejlet herned. Det har været et stolt syn at se et hølæs styre ind ad Mariager fjord. Det var ikke noget, der skete hver anden dag. Næste forår solgte lodsen sine køer, og kort efter søgte han også selv nye græsgange. Det skete langt nede i forrige århundrede, og jeg har historien fra en af hans slægtninge, der levede i Hadsund.

Trods stedets lidenhed blev Lodshusene betragtet som Als sogns fi­ne ende. For hernede sagde man »jeg«, mens man overalt i sognet sagde »a«. »Det hørte da ingen steder hjemm', at man i sø'an en udørk som Lodshusene gik og sagde »jeg« te sæ sjel og »De« te hver- ajjer.« Jeg tror, det skyldtes en slags angst for, at ens eget sprog ikke rigtig slog til. Som dreng var jeg i hvert fald ikke glad for at snakke med en, der sagde »jeg«.

Nu skete der det, at toldvæsenet igen blev flyttet eller snarere spredt. Toldkontrolløren kom til Hurup, der lå midt i distriktet, og kun en enkel toldbetjent blev efterladt i Lodshusene. Skolen blev nedlagt, og børnene måtte nu gå i skole i Helberskov. Ikke alene var vejen lang og dårlig, men børnene blev også af de andre børn anset for at være lidt anderledes, blot fordi de sagde »jeg« og havde lidt an­dre manerer end dem, der var gængse i Helberskov. Mærkværdigt er det, for helberskoverne kan jo ikke kaldes hjemmefødninger, når man betænker, at mere end halvdelen af dem, der er født i Helberskov, en­ten er eller har været i Amerika. Men Lodshusene er jo så heller ik­ke Amerika. Det var jo heller ikke sådan, at der bestod et spændings­forhold mellem voksne de to steder, de omgikkes såmænd hverandre meget fredeligt. Lodshusene købte da både mælk og kartofler hos bønderne og handlede også hos den stedlige købmand, men nogen dialog, udover det, der vedrørte selve handelen, kom der sjældent i gang. Det var som om det her lille »De«, som man blev tiltalt med, spærrede for videre snak. Man undgik helst selv at bruge det, det faldt for tungt på tungen. Imidlertid var det ikke noget særkende for Helberskov, sådan var det langs hele kysten. Provst, læge og andre øvrighedspersoner tiltalte man helst ikke; man svarede kun på det, man blev spurgt om.

Lærer Ulrichsen var byens lærde mand. Ham gik man til, når der var noget man ikke selv kunne klare, for eksempel et amerikabrev fra en der havde glemt sit modersmål og meget andet. Ulrichsen var enelærer her i mere end en menneskealder og blev regnet som »næ­sten« indfødt. Han tog det ikke så nøje, om man sagde »De« eller »du«. Hans egne børn, to piger og tre drenge, sagde »jeg«, når de var inde, og »a«, når de var sammen med de andre børn, men til sidst sagde drengene også »a«, når de var inde. Skolen var to klasset, »Stu’r og bette« klasse, og det var slet ikke nogen let opgave at under­vise tre-fire årgange på en gang, men det var jo dengang, lærerne kunne det hele. Dog, synge kunne Ulrichsen ikke. Men ingen kan vel dadles, fordi man blev snydt for en vuggegave.

Men vi må tilbage til Lodshusene, for vi glemte Kræn Pedersen, den efterladte toldbetjent. Han var født i Helberskov og blev her kaldt Ajs Peters Kresten, men på Alsodde sagde man: tolder Peder­sen. Foruden at være tolder havde han, bevidst eller ubevidst, påta­get sig hvervet som formidler af forbindelsen mellem Helberskov og Alsodde. Han var meget lun, og man sagde: »Så lun, at der kunne ba­ges brød ved ham«, og hans slagfærdighed kendte ingen grænser. Således fortælles der, at han en dag, da han sad og kiggede ud af sit loftsvindue, blev tiltalt af fiskemanden La's, der kørte forbi med sin trillebør: »Du skuld' prøv' og stikk' den anden ende ud, Kresten.« Tolderens svar faldt prompte: »Det prøved a igår, og da sagde alle, der kom forbi, godda' La's!«

Kresten var ivrig jæger, både til lands og til vands. En dag, han var på vej hjem fra jagt med tre harer på tasken, fik han øje på posten, der på cykel kom asende op ad klitbakken nord for Lodshusene. Re­solut greb Kresten de tre harer og smed dem i en stribe tværs over vejen, trådte ind mellem træerne og rev et skud af, lige da posten nåe­de oven ud af bakken. Så trådte han frem igen og gav sig til at samle harerne op. Posten var selvsagt målløs, men fik omsider fremstam­met: »Jamen Kresten, skød du dem i et skud?« »Ja, du så det jo selv, ikke?« svarede tolderen. »Joh«, det gjorde posten da: »Men ... hvordan?« »Ja, hvordan, hvordan?« kom det fra tolderen, »det er jo om at få trykket af, lige når de er over en, men a skal indrømme, det er første gang, a har skudt tre i et skud, to har a så tit skudt...« Og så rejste posten til Als med den.

Med visse mellemrum kom kontrolløren fra Hurup agende i lan­dauer til Alsodde på inspektion, og når det rent tjenstlige var overstå­et, fik de kaffe og sludrede om løst og fast. Ved en sådan lejlighed bandt Kræn Pedersen sin foresatte følgende lille een på ærmet: »A var i Aalborg forleden, og der så a en mand, der bedst som han gik, hoppede over telefontrådene, først fra den ene side og så fra den an­den, og det blev han ved med så længe, a kunne se ham. De sagde de­rude, at han var fra et stort cirkus, der lå derude.« »Kan det da være sandt, Pedersen,« spurgte kontrolløren. »Så sandt som a sidder her,« forsikrede tolderen. Hjemkommen til Hurup gik kontrolløren hen til Nørby og spurgte, om han mente, det kunne passe. Nørby, der var af samme skuffe som Kræn Pedersen, svarede, at han aldrig havde hørt andet end, at tolderen var sanddru i et og alt, og med det måtte kon­trolløren lade sig nøje.

Mellem Lodshusene og Odde by lå der en lille oase, måske ligger den der endnu. Det var et levn fra den gamle gård »Marienlund«, forløberen for den nuværende »Poulsenseje«. Jeg mindes, at der end­nu omkring midten af tyverne stod nogle murrester af laden, men det var ikke det, der fangede øjet, når man gik forbi. Nej, det var de gam­le rodægte frugttræer og buske, der ved sensommertid bugnede af frugt og bær, og det var almindelig skik, at søfolk og fiskere der lå ved Alsodde, gik herop og forsynede sig. Også skolebørnene tog for sig af retterne, når de gik hjem fra skole.

Nu og da skete det, at en og anden forsøgte at etablere sig som købmand på Alsodde, men der var for få mennesker til, at man kun­ne leve af det, så man måtte enten til Odde eller Helberskov efter va­rer. I Odde by drev Laurits Justesen (Korup Laurits) en lille købmandshandel med dagligvarer: mel, "sukker, kaffe og den slags. Han var verdens hyggeligste mand, og i hans lille butik samledes byens unge og karlene fra udflyttergårdene gerne lørdag aften for at rafle om flødeboller. De kostede dengang 5 ører stykket, men det øverste lag fik de for 3 ører pr. stk., for de var stået og blevet lidt støvede i ugens løb. De kunne også tjene flødeboller ved at trække kaffemøllen. Betalingen var en bolle per 1/2 pund malet kaffe.

I Odde by holdt P' Christian pogeskole. Han lærte børnene at sta­ve samt klippe papirfigurer, men når posten ankom standsede han undervisningen, for hans lille nebengesjæft skulle også passes. Den bestod i at gå til udflyttergårdene med dagens post. Herved sparede han landposten for at cykle en møjsommelig afstikker, og børnene fik ordre på at sidde stille, til han kom tilbage. Bød man ham på kaffe hos udflytterne, sagde han: »Nej, tak, a har jo børnene siddende derhjemme. Vi skal til at lave bette drenger, når a kommer hjem, i går lavede vi bette piger hele dagen.« han mente jo klippe papirfigu­rer.

 Helberskov

Men vi må videre ad Helberskov til. Byen, der ligger der og kryber sammen under »Bjergets« grå knold, er noget af det mærkeligste mellem de to fjorde. Udflytningen kom aldrig rigtig i gang her. Kun nogle få gårde og steder er flyttet ud på markerne, og grunden var den enkle, at der ikke var noget at flytte ud og bygge på. Ikke fordi gårdene manglede jord, tværtimod, men det meste lå ude i Måen (maden), som man kalder de store fjord enge sydvest og vest for byen. Dette vældige område var, inden dæmningen blev anlagt midt i fyr­rerne, næsten hver vinter mere eller mindre oversvømmet af salt­vand og egnede sig kun til høslet og løsdrift om sommeren. Der var flere steder bygget læskure til kreaturerne, der gik ude hele døgnet og også blev malket her.

Det var et festligt skue, når piger og karle en tidlig sommermorgen under hujen og spande raslen drog i Måen for at malke. Støvet fra den sandede vej stod som røgfaner efter de små enspænderkøretøjer. Havde man første tur til mejeriet, måtte man hjemmefra, næsten før solen fik sparket dynen af sig.

I høslet tiden klang leerne over Måen. Nok havde man slåmaski­ner, men det fine sylthø måtte slås med le. Ofte gik man i vand til anklerne og slog det korte silke fine græs. Bagefter kom pigerne og rev det op på tuerne, og her blev det siden stakket. Det var dengang. I dag er Måen om sommeren en stor bølgende kornvang.

Her i Helberskov har - eller i hvert fald havde - alle et tilnavn, ik­ke et øgenavn. Kun to mænd blev kaldt ved efternavn, det var Mad­sen og Anders Poulsen. Men der var den hage ved det, at Madsen faktisk hed Christensen, og Anders Poulsen hed Andersen, jo, og så var der Niels Vestergård, og det hed han virkelig. Mange fik efternav­net sat foran døbenavnet, for eksempel blev Hans Rank til Rank Hans og Hans Møller til Møller Hans og så videre.

På et vist tidspunkt, først i tyverne, var der så mange Håns'er i byen, at den var lige ved at kunne regnes blandt hansestæderne. For­uden de to ovennævnte var der Lybekker Hans, Bjerre Hans, der el­lers bar byens fineste efternavn, nemlig Stenfeldt, og så var der Lods Hans, Smed Hans, Buus Hans og Fragt Hans, der engang havde været fragtmand. Måske var der flere, men lad det nu være nok.

Byen var nu slet ikke nogen hansestad. Her herskede ikke det hæsblæsende jag og den vindskibelighed, der kunne gøre den til en stormagt. I Helberskov havde man god tid. Man kunne for eksempel tillade sig at holde jul i de tretten dage, der er mellem juleaften og Helligtrekonger, og man regnede dem for næsten lige hellige alle sam­men. Man passede dyrene, som sig bør, tog næring til sig, når man trængte, og det store kødmadsfad blev dagen lang holdt lunt over komfuret. Man sov også lidt, men ellers slog man den meste tid ihjel med at bladre i Holmblads salmebog, den med 52 blade og 2 eller 3 jokere.

Det skete da også, man søgte kirken, vel mest for et syns skyld, og man kunne nemt løbe sur i gudstjenestetiderne, som nu ham den gamle Helberskover, der kom og ville i kirke anden nytårsdag, men fik at vide af graveren, at der ingen gudstjeneste var den dag. »Nå,« sagde han, »a kan komme igen Helligtrekongersaften.« Man kan si­ge, hvad man vil, men det var skønne dage dengang.

Endnu holder man de gamle skikke i hævd. Dog er julen jo nok blevet kortet lidt af, siden der blev mere jord at dyrke. Hvordan man fejrer fastelavnen nu, ved jeg ikke, men jeg husker, at da hesten for en 30 år siden var ved at uddø, holdt man ringridning på traktorer. Skikken skulle ikke dø, fordi hestene gjorde det. Både stu'r og bette blusaften, altså sankthans- og valborgsaften, fejredes også. Om ikke hvert år så skete det ofte, at majbøgen kronede »Bjerget« pinsemor­gen. Men de drabelige slagsmål, hvor det gjaldt om at stjæle eller erobre naboegnens majbøg, finder nok ikke sted mere. Skønt det ofte gik så hårdt til, at der vankede brådne pander, var det kun ærlig kap­pestrid, og i det øjeblik solen sendte sine første stråler op over hav­kimingen, genoprettedes freden. Men det var jo byens prestige, der stod på spil. Selv de gamle i byen følte hjertet dikke, når de pinse­morgen rettede blikket mod Bjergets top og så to majbøge knejse side om side. Var der derimod ingen, vidste de, at der stod to på Als bak­ker, og da sank hjertet i livet på dem. De sagde det ikke, men tænkte vel: »Det er nogle sølle karle, vi har nu, det er ikke, som da vi var un­ge.« Og sådan siger vi ældre nok stadig, når ungdommen ikke lever op til, hvad vi forventer af den.

Før i tiden drev såvel Helberskov bønderne som dem fra Odde by lidt fiskeri ved siden af landbruget, dog kun til husbehov. Gårde, der havde jord ned til fjorden, havde fra gammel tid en ret til at drive

Ålefiskeri i efterårsmånederne. Et vist antal stader var tilskødet hver ejendom. Men da ikke alle stader var lige givtige, havde man i bylauget truffet den ordning, at brugsretten gik på omgang efter et temme­lig indviklet system. Helt op i begyndelsen af vort århundrede benyt­tede de fleste af bønderne sig af denne ret, men efterhånden ændrede det sig derhen, at de lejede retten ud til fjordens fiskere. Lejeafgiften var, så vidt jeg husker, et lispund (16 pund) ål per stade. Disse ål blev kaldt for lejeål, og man sagde: »I dag skal vi have lejeål til middag« og ikke slet og ret ål. Fremmede troede, det drejede sig om en særlig fin åle ret, og det var det faktisk også. Saltede kogte ål med sur flødesovs er noget af de bedste, jeg har smagt, men det var jo så også le­jeål.

Bønderne i Helberskov - var og er det stadig - meget gæstfrie, og et skal især fremhæves: I de allerfleste gårde blev tjenestefolkene be­handlet og betragtet som hørende til familien. »Der skal ikke gøres forskel på de fremmede og vore egne,« sagde man. Dette gjaldt i det store og hele overalt i sognet, men næppe så udtalt som her. Der fandtes måske nok enkelte husmødre, der var mere eller mindre »nøw«, men i så fald var det ikke alene tjenestefolkene, der fik det at føle. En nu afdød gammel mand har fortalt mig, at han tjente et sted, hvor man drev lidt fiskeri. Ålen var jo den eftertragtede, men de fik aldrig ål, den skulle saltes og gemmes til vinterføde. Derimod fik de »håsser« (ålekvabber) hver anden dag. En dag, de sad og spiste til middag, klagede husbonden over, at de aldrig fik ål. Konen svarede: »Du ved jo godt de gemmes til vinter, men en dag, hvor der er rigtig mange ål i ruserne, skal I få »håsserne« stegte.« Ellers fik de kogte »håsser«, og det er nu ikke nogen herreret. Min hjemmelsmand tilfø­jede: »Hun var sgu så nøw, at hun sparede på saltet, så ålene var rådne, når vi endelig skulle spise dem.« Men det var et særtilfælde.

Det vil sikkert glæde Helberskoverne at høre, at de i hvert fald en gang har kunnet dupere Als. I bogen om Havnøs ejere af V. Fribert kan man læse følgende: »S. Benzon til Havnø fik 18.9. 1720 bevilling til i sin levetid at indrette og lade holde kro i Helberskov, og der fald­byde alle slags ædende og drikkende varer, samt selv brygge øl og brændevin ...« og lidt længere nede på siden står der: »På grund af at denne kro var så nær ved kroen i Als, var denne sidste nedlagt i næ­sten alle de år kroen i Helberskov holdtes ved magt.« Dengang har der næppe været så mange afholdsfolk i Helberskov, som der senere blev.

 Als

Det er svært at fortælle noget om Als, som folk ikke allerede ved. Carl Raaschou har med sine skrifter skabt interesse for egns forskningen, og siden har Henning Lauritsen og Uffe Thygesen med flere ved

hjælp af gamle folianter og matrikler tegnet et billede af byens ud­seende for næsten to hundrede år siden. Derved har de næsten fået kontakt med rokkedrejeren Søren Christensen, der døde i 1765. Hans bog er en uudtømmelig kilde. Man kan læse den gang efter gang og stadig finde ting, som man aldrig har hørt om før. Denne mand, som også skar »gravtræ« til mange af sine bysbørn, fortjener sandelig også selv et »gravtræ«. Skær ham et!

Als bys historie er altså grundigt beskrevet, så jeg vil nøjes med at fortælle om en Hurupdrengs indtryk af Als og dens beboere i begyn­delsen af dette århundrede. Det forekom mig, at Als havde alt det, vi manglede i Hurup. Det var her, det foregik, i hvert fald alt det der betød noget. Som helt lille har jeg jo nok været i Als flere gange. Jeg er døbt i Als kirke, men det har jeg ingen anelse om. Jeg mindes deri­mod svagt, at bedste og jeg besøgte min onkel, der tjente i præstegår­den, og at de fortalte mig, at derovre i det andet hus boede provsten. Jeg var meget benovet over at være så nær ved himlen og Vorherre.

En anden oplevelse fra Als var ved vintertide med slædeføre. Jeg har vel da været en 5-6 år. Et par store drenge tog mig med på en kælketur, fra toppen af bakken syd for hulvejen, og helt ned til »Flouen« gik det, inden kælken standsede. Det var en bedrift, jeg pralede af længe. I Hurup havde vi kun smedens bakke at kælke på, og den var kun tre-fire meter høj. Ved samme lejlighed observerede jeg, at de fleste børn i Als havde skøjter og kunne skøjte både forlæns og baglæns på »Flouens« is.

I marts 1917, altså under den 1. verdenskrig, kan jeg huske, at alt hvad der fandtes af artilleri i Jylland, holdt skydeøvelser på Als bak­ker. Fra nordsognet kom alle, kørende, ridende og gående, til Als for at se og høre kanonaden. Det hed sig, at man skulle op og se »de gamle« løbe baglæns. Jeg troede, det drejede sig om gamle folk, men det viste sig, at Danmark endnu ejede nogle gamle kanoner, der løb tre-fire meter baglæns, når skuddet gik af. Derfor var der også spærret af, så man ikke kunne komme skytset nærmere end en halv snes meter. Men alligevel lykkedes det - enten var det Bertines Ras­mus eller Thides Åge - at smutte gennem afspærringen, løbe hen, hoppe op og kigge ned i et kanonrør, mens røgen bølgede ud af det. Vild jubel. Ja selv officererne trak på de stramme smilebånd. I tre dage blev der skudt med kanonerne, og om aftenen drog mandskabet op i landet til stationsbyerne, hvor de lå i kantonnemant. Det eneste Hurup fik ud af denne krig var, at soldaterne drog hen og hjem via Hurup.

Folk i Als var også lidt finere, ligesom af en anden støbning. De al­lerfleste sagde godtnok a, og det var vel egentlig kun provsten, der talte sådan rigtig fint. Men han repræsenterede jo også himlen og Vorherre, så det var hel i sin orden. Nogle få stykker talte halvfint, men de sagde dog a som alle andre, men på en lidt finere måde, og det kom sig jo nok af, at Als var sognets kulturcenter. Her dyrkede man blandt andet musik. Tænk blot på Jens Frederiksen og hans i bogstaveligste forstand hjemmelavede orkester (ham selv og vistnok otte sønner). Kongelig kapelmusikus Brøndum kom gennem flere år og ferierede her med kone og lystbåd, og violinvirtuosen Fini Henri­ques der også havde besøgt Als i sine ferier, fattede en sådan kærlig­hed til byen, at han selv som ældre kom hver sommer og gav koncert i Als. Også Poul Reumert har som ung ferieret mange gange i Als.

Det siger sig selv, at alle disse kendte kunstnere kom til at præge byen. Men det, der skabte grundlaget for Als som et eftertragtet ba­dested, var opførelsen af det - efter den tids forhold - tip-top moder­ne hotel i to etager og med udkikstårn. Badeforholdene var ikke ideelle, man skulle næsten halvvejs til Sverige for at komme i vand til livet, men også det blev der rådet bod på. Der blev hvert år bygget en lang pælebro ud til det dybere vand. På en platform ved broens yder­ende blev der anbragt to kabiner, en til damer og en til herrer, og minsandten om der ikke også blev anlagt en tennisbane med ståltrådsnet over. Her må man nok spørge: »Hvor i det nordjyske fandtes der mon på den tid en landsby med tennisbane?« Jeg tror, de kunne tælles på en finger.

Als har selvfølgelig haft sine betydende mænd og ikke mindst sine originaler, men det vil nok føre for vidt at komme ind på her. Et træk der i nogen grad viser, hvilken respekt man havde for Als i sognets andre byer, bør lige nævnes. Man sagde: »Oppe i Als, op til Als.« Ganske vist lå en del af byen lidt højere oppe end de andre, men alli­gevel! I Als sagde man: »Nede i Lodshusene, nede i Helberskov, nede i Odde og nede i Buddum og ude i Heden.« Haslevgårde og alt det, der lå nord for åen var bare »henne«. Ja, man sagde »guddødemig« også »nede i Hadsund« og gør det vistnok endnu.

 


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 14. januar 2013