Gammelt byfællesskab i Helberskov

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Forfatter ukendt 

Med Landboreformerne sidst i 1700-talet og med den derefter følgende udskiftning af det hidtidige landsbyfællesskab blev i virkeligheden samme fællesskab undermineret. Helt opløst blev det i hvert fald ved den udflytning av landsbyernes bøndergårde, som foregik enten straks eller først efter undertiden et halvt århundredes forløb. Als sogns to store ejerlav var kirke byen Als og landsbyen Helberskov, hver på ca. femogtyve egentlige gårde foruden mindre brug, parcelhuse o. 1. De mindre landsbyers ejerlav som Odde, Budum, Fruerlund, Haslevgaarde, Tofte og endnu nogle havde det tillagte areal af dyrket mark liggende op mod gårdene, så her ingen udflytning fik nogen fordel, i enkelte tilfælde kunne der dog blive tale om omflytning. Også indenfor disse min­dre ejerlav holdt fællesskabet sig længe uden dog at være af vi­dere betydning. For Als bys vedkommende er nu omkring midten af 1900'erne den sidste rest af landsbyfællesskabet praktisk taget udslettet, men anderledes med Helberskov.

Efter udskiftningen fandt indenfor ejerlavet kun to udflytninger sted og det så at si­ge med det samme. At der så er sket udtynding i gårdenes tal, er en anden side af sagen, det er simpelthen nedlæg af gårdbrug, det drejer sig om, fællesskabet er ikke blevet anfægtet her af. Hele den oprindelige landsbyplan er den dag i dag bevaret inddelingsmæssigt, ombygninger af gårdene er sket på den hidti­dige grund, så kneben denne end tit har været pladsmæssigt.

Denne bevaren af gammelt landsbybillede véd vi, grunder sig på landsbyens særlige arealtilliggende. At flytte gårdene ud til den dyrkede markjord ville være at fjerne dem fra øvrigt bety­dende arealer af eng især, og hertil kom, indtil at under anden verdenskrig var de udstrakte arealer af fjordeng uegnet til opret­telse af nye brug, hvad eller var sket med naboejerlavets over­drev af eng og hede og skovrydning. Helberskov ryddede end slet ikke sit tilliggende af skov, udstykkede det blot. Denne gamle landsby havde altså forudsætningerne for at bevare sit ældgamle landsbyfællesskab, som den da også indtil nu har gjort det. Flere forhold har betinget bevarelsen af fællesskabet ukendte andre steder. Der findes en „Protokol for Helberskov Bys Fællesanliggender samt nogle Oplysninger Fællesskabet angående, dateret den 1. januar 1879. I denne protokol er allerførst anført en forteg­nelse over, hvad Helberskov bys fællesanliggender omfatter, hele syv punkter, over hvilke gammelt landsbyfællesskab er holdt i live, syv grundpiller for landsbyfællesskabet at hvile på. Disse syv punkter er:

I.                   Fortegnelse over Helberskov bys hartkorn samt en del af samme, der henhører under Odde by.

II.                Ålefiskeriet i Mariager Fjord.

                  Den del av delingsplanen, som omhandler vejene på Helberskovs ejendomme m. m.

      III        Regulativ for snekastning vedtaget i amtsrådets møde den 4. december 1879.

      V.        Navnefortegnelse over de mænd, som ejer smedjen i Sandgraven.

      VI.       Fortegnelse over de mænd, som ejer smedeboligen.

      VII.     Forhandlingernes indførelse ved møder, som angår fællesskabet.

Foruden indholdet vedr. de her anførte punkter omhandler pro­tokollen, der er ført til 1919, de rent regnskabsmæssige oplysnin­ger på behørig ført måde med tilhørende revisionspåtegninger. Det er af regnskabets forskellige, eller måske rettere ensartede poster, vi kan læse os til, hvad det daglige byfællesskab har om­fattet, og her er det lønnende at gennemgå de mange års regn­skaber for at læse ud af disse. Først dog de særlige forhold, hart­kornet, ålefiskeriet, vejene, snekastningen og smedje fællesskabet, der ejermæssigt ikke gjaldt hele byen.

Helberskov bys hartkorn skulle iflg. protokollens fortegnelse omfatte i alt 49 matrikler, oprindelige eller udstykket. Den oprin­delige matrikulering havde imidlertid for Helberskovs vedkom­mende kun i alt 29 matrikler, og vildledende er denne protokolfor­tegnelse over ejerlavets samlede hartkorn derved, at fortegnelsens løbenumre ikke har noget at gøre med matrikelnumrene. Proto­kollen har også medtaget Anders Poulsen, Marienlund i Odde med et hartkornstilliggende på i alt 2 tdr., 2 skpr., 3 fjdk. og 1 1/4 album, en nøjagtig optegnelse fordelt på seks lodder alle under en td. hk., den største med 5 skp., 2 fjdk. og 1 1/4 alb., den næst­største med 5 skp., og 2½ alb., disse lodder er navngivet med Chr. Laursens sted og Niels Clausens sted. De øvrige fire er foruden And. Poulsen selv Chr. Ibsens sted, af Thøgersens gård og av Øster Niels’. De egentlige gård størrelser med over en td. hk. er Helberskov Østergaard med

4, 6, 2, 3/4, Axel N. Lods med 1, 4, 2, 1, Anders Christiansen med 4, 2, 2, 2, Andreas Nielsen, Odde, med 1,0, ½, Christian Jensen Gade med 1, 5, 0, 0, Erik Hansen med 1,

1, 0, Hans Peter Christensen med 5, 2, 3, 2lU, Jens Jensen i Ud­flytterne med 3, 3, 1, 23/4, Helberskov Vestergaard med 4, 7, 2, ½, Jens Andersen med 2, 2, 2, 1/4, Jens Jacobsen med 1, 4, 2, 2, Jørgen Larsen med 5, 5, 1, 1, Jacob Holst Pedersen med 3, 7, 2, 1/4, Jens Vested med 3, 4, 3, 1 1/4, Jørgen N. Stenfeld med 1, 1, 0, 3/4, Mads Vestergaard med 2, 2, 2, 2 ½, Mads Chr. Christensen med 4, 2, 1, 1, Niels Jørgensen i Udflytterne med 3, 1, 2, 3/4, Niels Peter Nielsen med 2, 7, 3, 0, Niels Chr. Jensen med 3, 0, 2, 1 ½, Niels Chr. Poul­sen med 3, 7, 2, 2. Herefter følger Justitsråd Poul Poulsen med sine fire nedlagte Helberskov gårde: Mads Andersens gård med 3, 4, O, 2 3/4, Chr. Hansens gård med 3, 3, 2, 2, Poul Thulsteds gård med 3, 2, 3, ½, og Niels Chr. Jensens gård med 0, 4, 0, ½. (Denne sidste altså ikke nogen egentlig gård). Flere sådanne med over en td. hk. indeholder fortegnelsen ikke, men lutter ene ejendom­me med under en td. hk. Det samlede hartkorns tilliggende for Helberskov blir da 92 tdr., 4 skpr., 2 fjdk. og 1/4 album. Efter den­ne opgørelse blir der netop femogtyve gårde indenfor ejerlavet, de tre av justitsråden nedlagte medregnet, altså i 1879.

Senere følger der flere nedlæg af bøndergårde, i 1964 er føl­gende yderligere nedlagt: Afdøde sognefoged Niels Peter Nielsens øst i byen. Anders Gundersens gård, matr. 7, videre den såkaldte Madsens gård", matr. 9, der lægges ind under Jørgen Lar­sens gård, matr. 10, der nu i 1964 også er nedlagt. Den såkaldte „Hans Peters gård", matr. 11 er ligeledes nedlagt, men marken bebygget af Carl Thygesen nord for byen. Matr. 23, Krogården og tidligere sognefogedgård under Erik Hansen og efterfølger Niels Eriksen er nu også nedlagt som egentlig gårdbrug. Matrik­lerne 2l og 22 er begge udflyttergårde, den første oprindeligt lig­gende øst i byen, den anden vest i byen umiddelbart øst for Ve­stergaard. Om hele det her anførte hartkorn under Helberskov ejerlav i 1879 gælder det, at måske det meste er omflyttet ved salg og magelæg, hvad kun den enkelte ejendoms skøde og kort kan udrede.

Den smedje, som i 1879 har ligget i byens sandgrav, har ikke været nogen regulær by smedje hørende direkte ind under fælles­skabet. Dette viser fortegnelserne over de af byens mænd, som har ejet både smedje og smedebolig. Tidligere har der været by smedje tæt ved den nuværende branddam, det tidligere gadekær, men rimeligvis privat ejet. Smedjen senere i sandgraven ses at være ejet af et „aktieselskab" bestående i 1879 af følgende: Mads Christensen, Jørgen Larsen, Christian Poulsen, Anders Peter Peter­sen, Bertel Christiansen, Jens Vested, Erik Hansen, Jens Villadsen, Anders Poulsen, Marienlund i Odde, Niels Jørgensen i Udflytterne, Jens Davidsen, Axel Lods, Mads Christian Christensen, Mads Ve­stergaard, Niels Povlsen, Jørgen Stenfeld og Christian Sørensen. Selve smedeboligens ejere er på en enkelt nær de samme mænd. Hvert medlem af aktieselskabet har en aktie, kun en har 2½ aktie og en anden endnu halvanden, 19 aktier tilsammen a 9 kr. 18 øre med en samlet aktiekapital på 174 kr. 42 øre. I 1894 har den helårlige leje af smedjen været 30 kroner, af smedeboligen 6 kr.

Ind under by fællesskabet hører også snekastningen, og ved protokollens oprettelse i 1879 foreligger der en fortegnelse over snekastningspligten, en ligning, der er „vedtaget", som det hed­der, af amtsrådet ved et møde den 4. december, s. a. Snekastningsregulativet, thi det er et sådant, der er tale om, er fra an­førte dato gældende for det ganske amt, af stedlig interesse er så, hvilket mandskab, der vil kunne stilles med til snekastningen en vinter igennem. I h. t. dette regulativ ligger det således med snekastningspligten, at ejendomme med fra en til fire skp. hartkorn møder med en mand i hver fjerde omgang, ejendomme med fra 4 skpr. hk. til en td. møder med en mand i hver anden omgang. Ejendomme med fra en td. til 2 td. hk. møder med en mand i hver omgang, fra 2 til 4 td. hk. med to mand, fra 4 til 8 td. med tre mand, fra 8 til 12 td. med fire mand, fra 12 til 16 td. med fem mand, fra 16 til 20 td. med seks mand, fra 20 til 26 td. med syv mand, fra 26 til 36 td. med otte mand, fra 36 til 46 td. med ni mand, fra 46 til 56 td. med ti mand, fra 56 til 66 td. med elleve mand, og fra 66 td. hk. Og derover med tolv mand i hver omgang. Huse med mindre end en skp. hk. betragtes som jordløse, dog gælder snekastningsligningen også sådanne ejendomme, men efter en bygnings afgift svarende snekastningsarbejde, så 4000 assurance­sum lignes lige med 1 td. Hk. Her viser de sig nu, at protokollens før anførte hartkornsfortegnelse har betydning i højeste grad for netop snekastningsarbejdet. Kun to af gårdene har fem td. hk. og skal stille med tre mand i hver omgang, bortset fra justitsråden på Poulsenseje i naboejerlavet, han skal svare til sit hartkorn i Helberskov, ti tdr. og skal derfor her møde med sine fire mand i hver omgang. I tilknytning til snekastningspligten ses af proto­kollens regnskab, at vinteren 1881-82 har været meget sne plaget med i alt tyve arbejdsdage i februar og marts

Byfællesskabet har imidlertid et rent økonomisk omfang, så dets regnskab vel til sidst afslører, hvor meget fællesskabet egent­lig forpligtede hvert enkelt medlem. Der foreligger her regnskaber for hele fyrretyve år - 1879-1919. Indtægterne har været flyden­de af få kilder, og af disse har græsauktionen om foråret været den egentlige og den, der skulle klare udgifterne. Hegnskaberne nævner aldrig „bystævne", men bare „auktionen", der hele tids­rummet ses at være holdt i skolen, som har gjort det ud for forsamlingshus. Efter århundredskiftet blir der bygget en art for­samlingshus i byen den anden side vejen overfor skolen. Denne bygning fik benævnelsen „gymnastiksal", og på denne konto har kommunen været med i foretagendet, uden at det fremgår noget herom i protokollaterne. Karakter af gymnastiksal havde bygnin­gen dog derved, at gulvets brædder blev lagt på tværs af rum­met til ikke liden gene for de dansende ved gilderne, der nok hav­de mere nytte af bygningen, end skolebørnene havde. Indtægter i form af leje indgår i Byfællesskabet, men med ganske små be­løb på mest en krone for afholdte møder, og også kommunen betaler samme leje under første verdenskrig, bl. a. ved uddeling af rationeringskort o. l.

En anden indtægtskilde er Byfællesskabet sandgrav i „Bjær­get", hvor hele sydsognet henter mur sand til en pris op igennem mange år til 8 øre pr. læs. Nogen egentlig indtægt her fremkom­mer først, da der privat anlægges en cementstensfabrik, da kan den årlige indtægt hér nå op over et hundrede kroner. Men det er og blir auktionerne, som bringer pengeindtægten. Spillerummet mellem beløbene her er forholdsvis stort, nemlig lige fra under ti øre - og sådanne poster er der mange af - til op til 34 - 40 kroner, enkelte gange endog herover. I enkelte årsregnskaber er også indtægtsbeløb hidrørende fra vildtauktioner, en enkelt gang kun af en hare. Flere gange forekommer en indtægtspost, der på en egen måde har relation til den allersidste tid. Det gælder den lille græsholm i Mariager Fjord, som kaldes „Pletten". Den er nu blevet betragtet som ikke tilhørende noget ejerlav og af staten „skænket" til kommunen. Muligt vil en sådan afgørelse kunne betvivles som retsmæssig. I Helberskov by fællesskabs regnskab så sent som i både 1918 og 1919 har ejeren af Poulsenseje betalt græsleje af Pletten med 18 kroner, uden at der er gjort indvending af nogen art eller fra nogen side. En hævdsret ?

Byfællesskabets udgiftsside røber en lidt større variation i de opgaver, fællesskabet har ind under sig. Ejerlavets udstrakte veje med istandsættelse, oprensning av visse grøfter, vedligehold af brønde i Måen med vandtrug, spande m. v. opføres som fællesud­gifter. Ikke så få udgiftsposter forholdsvis betydelige gælder arbejdsløn, kørsel, bro reparationer, købmands- og håndværker regninger o. a. Hele udgiftssiden viser år efter år den ledelse, der har været præsteret på fællesskabets vegne og vel altid af oldermanden. Denne synes da også kun valgt for et år ad gan­gen og ikke genvalgt. Oldermandshvervet skal nok have været et brydsomt hverv at røgte tilfredsstillende. Den gamle protokols regnskabsmæssige tidsrum på fyrretyve år virker nærmest påfaldende ved ingen virkelig prisstigning at markere. Ikke sjældent har indtægterne ikke kunnet klare udgifterne, så man har måttet gribe til at gøre lån i sognets sparekasse endda på både to og tre hundrede kroner. Der har dog også været god balance med overskud, som det fremgår af transporterede kassebeholdninger. Kuriøst er der notater om, at selv så ringe beløb som en halv snes kroner er vedtaget indsat i sparekasse for at „frugtbargøres". I 1879 er regnskabets balancesum på 183 kr. 18 øre, i 1900 på kun 112 kr. 14 øre, mens den dog i 1918, hvor indtægterne fra sand­graven og leje af „Salen" nu er en betydelig indtægtsøgning, er balancen oppe på så beskedent et beløb som 477 kr. 20 øre. In­denfor så beskedent et økonomisk samfund som Byfællesskabet i Helberskov synes man at have haft virkningsfuld hånd i hanke med „inflationen"..

Om selve fællesskabets organisation med beklædning af leden­de poster som oldermand, kasserer - oldermanden vel som oftest - revisorer, tilsynsmænd o. a. fortæller protokollaterne ikke så for­færdeligt meget. Det har været oldermandens opgave at klare så at sige den hele administration både økonomisk og af anden art. Oldermand og snefoget hvervet synes stedse at følges ad, og skifte sker hvert år ved „auktionen" i byens skole i maj. Den 29. april 1883 blir det vedtaget, at enhver skal holde sine kreaturer på sit eget. Markfreden har altså ikke indtil da været absolut ideel. Det hedder også i mødereferaterne, at den afgående oldermand afleverer kassebeholdningen til sin efterfølger, nogen mulighed for slendrian i regnskab og forvaltning har der derfor ikke vel kun­net foreligge. Året efter - 1884 - vedtages ligeledes ved auktionen, at man af fællesmidlerne anskaffer byen en brandsprøjte, og hvis ikke disse strækker til, da optager lån i sparekassen. Under hen­syn til de forskellige fabrikata af brandsprøjter blev det overdraget sognefoged Erik Hansen skriftligt at forhøre sig hos brandin­spektør Schibby, Hobro. En anden vedtagelse er igen, at alle og enhver skal holde sine kreaturer på egen ejendom, dog undtages fårene i skoven, de får to dages respit, men den 6 .maj træder lovens bestemmelser uafværgeligt ikraft.

Ved samme møde var mødt en repræsentant for Odde ejerlav gørende krav på betaling af Helberskov by kasse på otte kroner til oprettelse af et post- og brevsamlingssted. Man mente fra Odde ejerlavs side at have et vist krav på penge fra vej græsudlejning af veje, som også Odde havde ret til. Da disse penge altid gik i Helberskov bykasse, mente man et krav på otte kroner rimeligt. Der opstod diskussion om spørgsmålet, og herunder gjorde sogne­fogden gældende, at vejen fra Helberskov til Havnø nu var opta­get på kommunens vej regulativ og vedligeholdtes af sognet. Od­de bys ret til denne vej var derfor nu uden økonomisk betydning. Under diskussionen udvandrede mødedeltagerne, hedder det i re­feratet, så der opnåedes intet resultat. Dette er det sidste af protokollens mødereferater. Protokollen har mere end rigeligt med tomme sider til sådanne protokollater ind imellem regnskabssiderne, men de blir ikke benyttet. Skreven tekst udover regnskabsop­stillingerne indskrænker sig helt op til 1919 til revisions påtegninger.

Den gamle protokol viser helt afgørende, at hele Byfællesskabets økonomi så at sige har været afhængig af indtægterne ved græsningsudlejningerne, og ejerlavet har da også haft et ret udstrakt areal af fælles græsning inddelt i tyve, tredive „parceller", mest ret lange vejstrækninger med vejgrøfter til afgræsning en hel sommer igennem. Hele denne græsning under Byfællesskabet dan­ner et eget billede af denne side af byfælesskabet, idet græsudlej­ningen ikke alene var en økonomisk basis for fællesskabet, den betød tillige og helt afgjort dette for jordløse husejere, såvel gif­te som enker, at man kunne have en ko til egen husholdning, sommergræsningen havde man så at sige i fast leje, mens vinter­fodret bjærgedes gennem høbjærgning på part for andre, mest i de store engarealer under storgården Poulsenseje. Græs til koen sommeren igennem og derefter hø en vinter lang klarede så me­gen mælk i huset, at husstanden så nogenlunde var hjulpet her.

Denne græsningsmulighed i kraft af byens fælleseje af græs­ning skabte på en egen måde endnu et billede af særlig karak­ter gennem det høbjærgningsarbejde for fremmede, der blev for­udsætningen for vinterfodret til husets ko. En arbejdsmand kun­ne ene mand både slå græs i enge og også samle og stakke det. Drejede det sig derimod om en fattig enke eller anden enlig kvin­de, var der ingen anden udvej end andres hjælp. Det blev byens ungdom, som her trådte til, og det måtte nødvendigvis blive søndagsarbejde. Det var jo gratis arbejdskraft, men end ikke for en enlig fattig kvinde er noget gratis. Der skulle beværtning af det unge høbjærgningsmandskab til, og beværtningen skulle helst være tillokkende. Mest tillokkende var måske lørdag natten forud for søndagsarbejdet. De karle og piger, der mødte op som fri­villig arbejdskraft, mødte op sent lørdag aften for at overnatte hos enken. Der skulle jo så tidlig udrykning til søndag morgen, at man dårligt kunne lave forstyrrelse hjemme igårde. Det blev så de unge karle og pigers egen sag at finde soverum på enkens loft eller i hendes tomme høstænge eller liggende to og to sammen, som man blev enig om det, for en meget stakket nattehvile, som vel oftest ingen egentlig hvile blev. Denne enkens høbjærgningspraksis har sikkert sikret hende frivillig arbejdskraft år efter år.

Der skulle imidlertid mere end natte logi til, beværtningen af det unge mandskab stillede store krav til den fattige kvindes spisekammer. Allerede lørdag ved kvæld blev der serveret for den fri­villige arbejdskraft til dagen efter, søndag morgen ligeledes, når der var purret ud. Så at sige før dag var man på benene, en af karlene mødte med husbonds køretøj i form af høstvogn med skravl på med siddeplads til alle. På vognens bund pakkedes redskaberne sammen med en velforsynet madkasse med. Der var intet sparet, da der skulle spises et par gange derude i engene. Sel­ve middagsmaden vankede først efter hjemkomsten og bestod af sødsuppe og æbleskiver. Alt den øvrige fourage var mellemader, så disse ikke skulle bringe skam over værtinden.

Når udrykningen til engsletten måtte ske så tidligt, var grunden hertil dels den ret lange køretur ud til engen, men vel mest dette, at hø leerne skulle godt i gang, mens græsset var vådt af dug, så bed leen bedst. Tørt enggræs var kun for de allerbed­ste hølékarle til at få bugt med. Stykket, der skulle slås, rives og stakkes, var i forvejen sat fra af ejeren eller af dennes for­valter, så nu gjaldt det bare om at hænge i, dog med tid afsat til mellemmads pausen og munter løjer de unge imellem. Hjemturen allerede før ordinær middagstid blev nu gjort af svedige og trætte unge karle og piger, men hjemme ventede heldigvis den sidste „bed" med sødsuppe og tilbehør. Og så kunne hele arbejdsstaben takke af og også selv få tak. Tilbage stod den fattige enlige kvinde i sit lille køkken med tomme fade og krukker og vidste med sig selv, at nu i lange, lange tider blev der mere end smal­hans til huse, ikke stort mere end det bare brød. Senere kom stak­ningen av høet i enge og hjemkørslen, der også blev besørget fri­villigt af byens folk. Forvalteren talte stakkene op og satte den tjente part af ved at stikke løvgrene i stakkene, så hver høbjerger havde hver sin løvart at holde sig til, pil, hyld, birk, elm, røn o.s.v. Men uden by fællesskabets udstrakte vej græsning ved som­mertid ville hele denne høbjærgning i enge på part ikke have fundet sted, vinterfoder til koen var ikke nok for at kunne have mælk i huset.

For Helberskov by har dengang, det gamle byfællesskab virke­lig var intakt, de mange og ret lange veje betydet afgørende me­get. Vejene var ledningsnettet ud til eng overdrevene af de store engarealer sommeren igennem, de dyrkede marklodder lå jo nær­mere, men havde også veje, der i sig selv betød beslaglæggelse af jord kun til færdselsbrug, og at det har været vigtigt med disse vejstrækninger, ses af, at der i den her omhandlede gamle byprotokol er afskrevet en vejfordelingsplan, der er et helt hundre­de år gammel, da protokollen oprettes, en vejfordelingsplan af 5. oktober 1779. Denne plan skulle synes allerede forældet i 1879, men må have haft sin værdi. Siden da er nu bylodderne både af ager og overdrev blevet handlet så meget og så omfattende med allehånde udstykninger, mageanlæg og udstykning som sammenhæng, at det kun kan synes håbløst at rede noget ud af, hvad der var for nu snart to hundrede år siden. Adskillige af de i planen fastsatte veje er for længst udslettet og helt andre anlagt og de omhandlede veje derfor uopsporlige. En opsporing vanskeliggøres yderligere derved, at intet er nævnt i fordelingsplanen om de ma­trikler, der er impliceret i den, kun ejernes navne nævnes, mænd og kvinder, ingen mere aner, hvem var og hvor boede. Det var grev Rewentlov på Gudumlund, som var kommissarius i vej an­liggender dengang, og på hans vegne er undertegningen givet af en vis Nielsen.

Går vi ud fra det gamle by fællesskabs vejkapitel, er der et andet område, som protokollen viser ligeså stor opmærksomhed, skønt det her ikke absolut drejer sig om det daglige brød, men om biindtægter for de enkelte lodsejere - ålestaderne langs fjorden, den så meget omtalte „ålegaardsret" bundfældet i en særlig lovgivning. Mulighederne for at opsætte såkaldte „ålegårde" til fangst av ål var jo begrænset av udstrækningen af fjordbred eg­net for anbringelse af åle fangstredskaber. Her skulle der afsættes „ålestader" af så og så mange alens eller favns længde til hver lodsejer indenfor de to ejerlav, der her kunne komme på tale, Helberskov og Odde. Den i protokollen afskrevne fordelingsplan for allefiskeriet i Mariager Fjords yderste del langs nordsiden er givet i 1802 ved samtlige fæsteres og jordbrugeres tilstedeværden 1. juli. Protokollens afskrift er attesteret: Nissen og vel på herredsrettens vegne. Imellem alle de Odde og Helberskovs åleretsejere er også to fra Als ejerlav, en selvejer og en gårdfæster under Visborggaard.

Hele denne ålefiskeret var ikke ensbetydende med, at alle bøn­derne som lodsejere drev ålefiskeri, man lejede ganske simpelt sin ret ud til egentlige fiskere imod en afgift in natura i form af ål efter aftale. Dette tilskud til saltkarret var ikke alene meget vel­komment hos husmødrene, men også hos de daglige kostgængere, rettere måske hos gæsterne ved særlige lejligheder. De tildelte ålepladser var ikke „faste" ved at være de samme år efter år. Mulig værdiforskel udlignedes mellem ejerne ved omskifte hvert forår efter visse regler. Et langt senere protokollat fra 80'erne vi­ser, hvor vigtig en ting denne ålefiskeret var og vedblev at væ­re, man tålte ikke uvedkommendes anslag mod den. En rorsbetjent ved toldstedet ude på Odden havde uden at spørge sat ålefangstredskaber i fjorden og omgående fået tilhold om at fjer­ne disse, hvad da også iflg. protokollen skete. Men nogle dage ef­ter forsøgte rorsbetjenten sig på ny og fik denne gang en meget skarp advarsel og henstilling, nærmest en trussel om, at man i gentagelsestilfælde selv ville fjerne redskaberne og opbevare dis­se, indtil en retsforfølgning mod rorsbetjenten havde afgjort sagen. Denne trussel hjalp denne gang, men samtidig var man klar over, at truslen jo var tom, om man ikke var indstillet på at gøre alvor af den. Dette var man i virkeligheden ikke, en retssag ville blive alt for dyr sammenlignet med, hvad der var at vinde, og hvis mulige krænkede af fiskeretten herudfra trodsede ålegårdsretten blev det ugørligt at få denne respekteret. I bevidstheden herom tilføres da protokollen en udtalelse om ålefiskerettens ukrænkelighed med underskrift af en hel række af ålestade ejere - mu­ligt til beroligelse for de ængstelige, men aldeles ikke av betyd­ning for respekten for fiskerettighederne.

Ålefiskeriet i Mariager Fjord var til tider en meget betydende indtægt for de egentlige fiskere. Når den egentlige fangst var in­de, gik der bud langt op i landsdelen herom, og man kom kørende langvejs fra og købte ål til vintersaltkarret. Anden del af fang­sten gik til de egentlige opkøbere med de såkaldte ålekvaser, og hertil altså den ikke for fiskerne særligt velkomne afgift i form af ål til de mange ålestade ejere. Den i protokollen indførte ålestade forsikring 1779 ville det vel være utænkeligt kunne holdes effektivt virkende og vedblivende at få respekteret gennem mere end hundrede år. Dette har da heller ikke været muligt. Et godt stykke ind i dette århundrede, var der storfiskere herude ved Odden, der ikke spurgte om lov til at sætte deres ålegarn langs fjordbredden, og det hjalp ikke med protester fra den hævdvundne ålegårdsrets side, der fulgte så for en afgørelses skyld en rets­sag, der gik til højeste instans, men tabtes for anklagernes vedkommende. Tabet af denne gamle og stadigvæk lovhjemlede ålestade ret var ikke egentlig konstateret, tværtom, det var bare den omstændighed, at ålestaderne bestemte plads nu ikke mere kunne anvises. Igennem så mange år var hele anvisnings praksissen med den lange række af årlige omskiftninger de enkelte stade ­ejere imellem ikke til at forfølge, og det var netop dette, at de til­talte fiskere krævede for at udvise respekt for gammelt hævd og på en måde stadig gældende lov om ålegårdsret. Så langt op­pe imod en nyere tid havde gammelt byfællesskab altså måttet svigte på et så vigtigt område. Det ville vel også samme by­fællesskab gøre i dag på andre områder, om der blev rokket ved det hidtidige stilfærdige og uantastede praktiserede forløb.

 


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 14. januar 2013