Himmerlandskysten i tro og traa

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Himmerlandskysten i tro og traa

af CARL RAASCHOU

Tegninger af Anders Hune

Himmerlandskystens nutidige yderpunkter er i syd brohovedet ved Alsodde ud i Mariager Fjords vande paa nordsiden av denne fjords udløb. Og nu godt over midten av det tyvende aarhundrede efter vor tidsregning er yderpunktet mod nord færgeboksen ved Egense helt ude i Limfjorden. Mellem disse endepunkter av kyst­linjen var der førhen i gammelt vejmaal fire mil, og større ændring her er der vel ikke blevet omregnet fra kilometermaalet. Det er da denne strækning mellem disse to østjydske fjorde, som maa sés som Himmerlands egentlige kyst langs Kattegat. Jævnligt tales og skrives der om kyst og strand ved Limfjorden, maaske ogsaa ved Mariager Fjord, men fjorde har hver­ken strand eller kyst, her har man alene fjordbredden, som da ogsaa en Limfjords-digter som Thøger Larsen har markeret det med sin titel til fortællingssamlingen »Fjordbredden«. Himmerlands eneste kyst er mod Kattegat, og anden kyst har denne landsdel ikke.

Denne Himmerlandskyst er imidlertid ogsaa interessant nok i sig selv, det være sig geologisk-geografisk som - og dette vel især - folkekulturelt. Vi maa gaa ud fra, at det omsider blev himmerboer, som slog sig ned her længst østerude, efter gen­tagne fortrængninger av den ublide naturs eksistensvilkaar langt, langt tilbage, og selv længere op i en forholdsvis nyere tid blev eksistensmulighederne ej heller den fede marsks. Haarde livsvilkaar kan, har vi kunnet sé saa mange steder hele verden over, ytre sig i andre virkninger end i fortrykthedens stoiske ro og given sig hen i en skæbnens tilskikkelse. Saadanne vilkaar har kunnet skabe længsel mod de enkelte lyse stunder, hvor menne­skesindets tyngsel forbigaaende løsnes og lettes, giseden er gæst omend i flygtige timer, netop dette, som har skabt menneskene imellem baade selve livsskikkene og skikkene aaret igennem knyttet til bestemte dage. Mere end dage, størst tildelt nogle faa, kunne der ikke blive tale om under den aarets gang, hvor hver­dagslig dont var betingelsen for overhovedet at leve. Det var tillige for denne livets hverdag, trosforestillingerne blev til i menneskers sind, det var troen paa hjælpen fra uden for men­neskenes egen verden, som ikke gjorde tilværelsen haabløs og ikke lukt prisgivet verdens onde og nedbrydende magter. Saa- ledes havde ikke mindst Himmerlandskystens mennesker det helt ned fra tidernes mørke op til tiderne i dag.

I geologisk og da især i geografisk forstand er Himmerlands- kystens landstrimmel paa fra en halv til en hel mil ind i landet næsten udelukkende »landvinding«, land kommet frem og lagt til det øvrige land fra isavlejringernes tidsperiode. Stenalder­havets kyst gik helt op mod bakkelandet og mod den skrænt, som menes at strække sig fra Gudumholm-bakkerne syd paa til Mariager Fjords nordsides begyndende bakkedannelser et stykke øst for det gamle færgeleje ved Hadsund. Alt her øst for ud til Kattegat nu var Stenalderhav lige undtaget et velsagtens ogsaa isavlejret højdedrag i det samme indhav stort sét strækkende sig fra det gamle »Hyllebjærg« i Helberskov mod nord til Mulbjærgene ved Dokkedal og endnu et stykke længere nord. Dette højdedrags linje er kendeligt ujævn, heller ikke lige bred, bre­dest ved Als som en veritabel højmark fra kirkebakken vest til Ravnbjærg. Men altsaa dette højdedrag undtaget saa var det Stenalderhavets bund, der hævede sig op av vandene og efterhaanden blev til saa fast land, at mennesker er trængt herud og har bosat sig. Vidnesbyrdene herom har vi i de stedvis fundne Jernalder-begravelser av forskellig slags, som det er arkæologer­nes sag at gøre rede for. Det er samme arkæologer, der vil vide, at menneskene saa tidligt herude paa »landvindingen« ud av den sure nød igen maatte fortrække, indtil lempeligere leve­muligheder atter syntes tilstede.

Den tørvedannelse, som i dette nyvundne land skulle blive saa udstrakt, som tilfældet blev, er først begyndt ind i vor nu­værende tidsregningsperiode. Klimaændringen efter Bronzealderen gives av de lærde skylden herfor, men samme tørve­dannelse blev eftertrykkelig og fyldig og saa udstrakt, at der kom »vildmose« ud av det. Under dette tykke tørvelag er der fundet spor av Oldtids-folket herude, gravpladser, levn av bygge, ja, endda et par brøndgravninger, som godtgør, hvor uomgænge­lig livsbetingelse tilstedevær av vand var. Vidnesbyrdene om forholdsvis meget tidlig tilstedevær av mennesker herude fat­tes altsaa ikke, bare ikke som egentlige jorddyrkere. Det vest­ligere Himmerlands sporadiske levn av »oldtidsager« er akæologerne ikke stødt paa; muligvis har menneskene her dengang klaret sig med græsningen, græsgangene har været ret udstrakte. Alligevel må vi vist tage det som det sandsynlige, at befolknings­tilvæksten har virket fortrængende paa oldtidsfolket, man er søgt længere op i landet og er blevet der en lang tidsperiode, indtil de mest nøjsomme av himmerlandsfolket igen har vovet sig ud i det magre kystland. For at blive.

II

Har forholdet mellem Himmerlands kyststrækning og menne­sker her igennem betydelige tidsperioder været avbrudt, saa blev det optaget igen. Fra arkæologernes udsagn grundet fra levne­nes vidnesbyrd kan vi vende os til de mere haandgribelige og utvivlsomme begyndende med fæstningen av stednavnene, men vi skal helt ind i Middelalderen, før vi faar faste holdepunkter i navnegivningen knyttet til geografiske punkter, især da by- dannelserne. Stednavneforskningen herhjemme er langt mere usikker end anden forskning med hensyn til resultaterne av over­vejelserne. Skulle stednavneendelserne vise os tidsfølgen i be­byggelserne, vil disse langs den nuværende Himmerlandskyst være sket forholdsvis sent, navnefæst er der alligevel kommet ud av det, mens sikkerheden her endnu er tvivlsom al viden­skabelig begrundelse tiltrods. Tæthed av stednavne har kyst­strækningen langtfra, kun ganske enkelte navne udover bebyg­gelsernes, her da navnene paa bakkernes højdepunkter, Mulbjærge, Ravnbjærg og Hyllebjærg.

Det nordligste stednavn for landsbybygge er Egens(e), og her har nogle av de navnkyndige villet sé navnets oprindelse være Egenses med det tilsvarende for Ais's vedkommende som sam­mentrængning av Alnæs. Aage Houken har her i Bogen om Himmerland villet vide, at navnet 1263 har været: Eigens- chauffue værende Egenæshave - have skulle her gælde et ind­hegnet jordstykke i lighed med Enghave, Dyrehave, Folehave, saa Egenæsset kunne tænkes oprindeligt benævnelsen for frem­springende næs, det nordøstlige hjørne av landsdelen ud i Lim­fjordens udløb.

Stadigvæk iflg. Houken som ogsaa i det følgende ledes navnet Dokkedal tilbage til saa sent som 1610, Dockedall, der med norsk avledning er det samme som »kløft« og skulle navnemæssigt motiveres i en hulning i bakkedraget. Efter gammel snak skulle Mulbjærgene have en udstrækning langs kysten paa en halv mil.

Hurup er ment sammenknyttet navn av mandsnavn og endel­sen -rup som almindeligt stednavn avledet av betegnelsen »torp«, nybebyggelse ud fra tidligere landsby. Nu skal efter sagnene det nuværende Hurup være en beboelse længere mod nord flyttet syd paa fortrængt av sandflugt. Landsby har der imidlertid ikke været ret meget av før ind i dette aarhundrede. Indtil da fandtes der kun godt en halv snes huse, smaa og for­dringsløse, omkring fiskerkroen Hurup Kro med landhandel, vindmølle oprettet i 1852, en smedje, urmagerværksted og en enkelt haandværker.

Længere ude mod nordvest i sognet fandtes indtil begyndel­sen av 1900'erne den lille bondelandsby paa fire bøndergaarde Tofte, en navnegivning ret ligetil kendt fra bondelandsbyerne ellers, men ogsaa som et ophøjet areal, som tilfældet her er. Skovtilliggendet Tofte Skov er her stadig, mens landsbyen er udslettet. Med bebyggelsen Sandhusene er det samme sket, som det ogsaa er sket med de to bøndergaardene Kragelund aller­nordligst i sognet. Allersidste gaardnedlæg er dobbeltgaarden Knarmou i Mou sogn, og samtlige nedlæg har den Lindenborg greve paa sin samvittighed, om der da her har været nogen saadan.

Umiddelbart syd for Hurup tre gaarde, Hedegaarde, den ene udflyttet, den anden stærkt indskrænket, men stadig gammel slægtsgaard. Hedegaarde har selvstændigt ejerlav, det samme har Fruerlund ogsaa og er da tilmed en gammel landsbybebyg­gelse med seks, syv gaarde samt smedje tidligere. Navnet Fruer­lund er ikke egentlig navnefæstet i sproglig henseende, man avfærdiger spørgsmaalet med en henvisning til en ukendt for­bindelse med Jomfru Marie. Naboejerlavet mod syd med kun seks matrikler, Haslevgaarde, har op igennem tiderne faaet sin egen historie. Navneoprindelsen kommer nok ikke ind under endelsen -lev, i 1300-tallet skal navnet Hasløff have været at oplede i gamle dokumenter. At forstavelsen »Has« sættes i for­bindelse med hassel, er snublende nær, lisom nord for Hurup Sellegaarde sættes i forbindelse med selje (røn) og* længst ude Egense med eg. Skovbevokset har en lang tid hele kyststrimlen langs Kattegat her været, det er der bevisligheder nok for i levn fra førhen. Als nordsogns brændselsforsyning var de udstrakte tørvemoser grænsende op til Lille Vildmose og da ogsaa tildels selve denne. Sydsognets brændselsforsyning var udelukkende knyttet til skovene, senere ryddet, hvad de da ogsaa ret udstrakt er blevet for Haslevgaardes vedkommende og Fruerlunds ogsaa. Disse to ejerlav har begge haft deres skovareal, Als by har ogsaa haft sit helt ud mod sognegrænsen mod vest i Bønderskoven, som aldrig blev udskiftet, og i Møgelholt, der blev udskiftet som skovrydning. Helberskov har hele tiden haft og har stadig skov ind under sit ejerlav, fra udskiftningen opdelt i et antal »reb« svarende til byens gaarde.

Efter Haslevgaarde syd paa kommer Als ejerlav omfattende oprindeligt femogtyve gaarde, et par halvgaarde og en del huse beliggende i selve landsbyen men tillagt parceller av mark og overdrev paa mellem to og tre tønder land. Navnet Als har man altsaa villet sé som en sammentrækning av Alnæs. Ogsaa her skulle et trænavn træde ind i navnebilledet, nemlig el, mens endelsen -næs skulle svare til samme endelser andetsteds. Var stedet med dette navn blevet helt ude ved fjordudløbet, kunne der have været mening i en endelse paa -næs, nu er der ikke

noget somhelst av næsdannelse at opdrive, ikke engang som forefaldende inde i landet mellem aaløb. Yderenden av højde­draget oprindeligt ude i havet er dette sted heller ikke, det er Hyllebjærg ved Helberskov, man kunne jo godt her have talt om et »næs« ud i havet og omkring indhavet vesten om, men dette ville have ligget saa langt tilbage i tid, at en oprin­delse til navnegivning ikke kan tænkes. Spørgsmaalet staar nok stadigvæk aabent.

Næste bynavn syd paa, Helberskov, har det ikke klart med navneoprindelse og -betydning, de gamle skriftformer siges at være uklare. I 1390 skal der være skrevet Elverskov, men i 1559, altsaa tæt op imod en nyere tid, er der skrevet Hølbetskouff. Navneendelsen er der ikke tvivl om, og man er vist havnet i den antagelse, at der ogsaa her gælder mandsnavn som forstavelse, Els eller Elver (Houken).

Den mindre bondeby og selvstændige ejerlav Odde har været og er liggende saa nær ved den egentlige Alsodde, saa navne­oprindelsen vel maa følge av sig selv. Navnet er da heller ikke medtaget i stednavneundersøgelserne. Derimod har vi et sted­navn gældende et par gaarde, som i øvrigt slet ikke kommer dette navn ved, da de ganske simpelt er udflyttergaarde, navnet er Halvrebene. Iflg. Houken findes navnet ikke i gamle navne­former, men der gættes paa - tvivlagtigt ganskevist - en vis forbindelse med bl. a. et stednavn som Halvrimmen i Han­herred. Forleddet i begge navne skulle da være en skraaning, hald-, - rimme er velkendt betegnelse for en revle av sand og grus. Antagelsen er fejlagtig. Halvrebene som navn knytter sig fra først av til dette bestemte sted med et enkelt hus tillagt jord av det strandareal, som blev udstykket som overdrev av græs­ning og tillagt gaardene indenfor Als ejerlav. Ved opmaalinger av areal kendtes i gamle dage betegnelsen »at rebe« netop kom­mende av at bruge reb som maalebaand. Sandsynligt er det da, at man ved »rebningen« her sydligst i ejerlavet er blevet nød­saget til kun at rebe »halvt« for at faa strandarealet til at slaa til til alle lodsejerne indenfor ejerlavet, saa stednavnet er kom­met herav og er forholdsvis nyt og et helt lokalt anliggende.

Hvad Himmerlandskysten har av stednavne udover de her nævnte, kan kun være rent lokale indenfor det særlige ejerlav og kun kendt av og av betydning for lodsejerne her selv og byens mennesker i øvrigt. Saadanne stednavne findes der en hel del av helt udenfor det topografiske landsregister og da heller ikke til at finde i de snævrere landsdelsregistre. Eet er imidlertid givet - samtlige stednavne gælder boende og virkende mennesker helt ned fra en tid, vi ikke har noget egentlig kend­skab til og saa helt op til vor egen tid, hvor Postadressebogen bedre end nogen ellers véd besked - ogsaa om Himmerlands- kysten.

 III

Stednavnene som emne er i virkeligheden kun for en snæver interesseret kreds, den store almenheds interesse knytter sig til menneskene selv, til det historiske forløb for samme mennesker, og dette vil da igen helt og fuldt sige det kulturhistoriske forløb saa langt, vi mer eller mindre sikkert er istand til at følge for­løbet. Hændelsesforløb har historisk interesse, men mere endnu de forhold og vilkaar, der skabte baggrund og muligheder for hændelsesforløbene og de mennesker, det gjaldt. Virkelige bety­dende historiske hændelser er aldrig blevet knyttet til Himmer- landskysten, intet avgørende slag er udkæmpet her, ikke engang Skipper Clement kom herud, da der ingen herregaarde var at komme her efter. Ja, just dette med herregaardene kom til at præge denne kystbefolkning hele sin tid. Herregaardene havde man paa stor avstand, at »herskabet«s arm ikke naaede saa langt med virkelig virkning. Fæstebonden stod ikke og skulle bøje ryg dag efter dag hele sit liv igennem. Fæstere var bønderne, hoveri var de pligtige at gøre for herremanden, men budfogden havde da langt at ride og kom mangen gang ikke saadan ridetur til­ende. Herregaardene Havnø, Visborg og Lindenborg delte Him- merlandskystens bondebrug og jord mellem sig og skulle vel vide at opkræve landgilde og udtage tiende, men maatte over­lade dette til forvaltere og ladefogder eller endnu andre. Bon­dens fornedrelse gennem et kvart tusinde aar gjaldt ogsaa lan­det langs havet, men hundepiskens snært naaede kun et vist stykke, og til træhesten, halsjærnet, hundehullet og den spanske kappe paa herregaarden var der trods alt et stykke. Denne herre- gaardsfattige landstrimmel satte sit præg paa dens mennesker, ihvertfald for det sydligste stykkes vedkommende, ærbødigheden for storherrer, verdslige som gejstlige, blev det altid svært at oplede herude - og er det endnu.

Himmerlandskystens herregaardsfrihed indfandt sig i virke­ligheden først efter Reformationen, før dette tidspunkt var vist­nok hele strækningen kirke- og klostergods stærkest markeret af Egensekloster vest for Egense. Men Mariager Kloster har temmelig sikkert ejet hele kyststækningen, ogsaa hele kystens eneste kirke, Als Kirke, og det var dette klostergods, Kronen huggede ved Reformationens gennemførelse for saa senere at avhænde det igen. Her skete avhændelsen til den i 1545 av Jørgen Lykke oprettede herregaard paa sydsiden av Mariager Fjord, Overgaard. Den egentlige storgods-periode i Danmark efter Vikingetidens udgang satte iflg. historikeren Gunnar Olsen ind bare en halv snes aar før Reformationen og fortsatte lige til ind mod Landboreformerne herhjemme, altsaa et kvart aartusinde. Og saa først er Himmerlandskysten i sin helhed herre- gaardseje og blir fæstegods i lighed med det allermeste av det øvrige Danmark.

Gennem nævnte to hundrede og halvtreds aar var det den danske storgodspolitiks særkende dette at inddrage saa meget tidligere tiendepligtigt gods under hovedgaarden for derved at opnaa tiendefrihed for det inddragne jordegods, altsaa bønder­gods, men hele denne udvikling er et interessant kapitel for sig. For Himmerlandskysten fik godsejerpolitikken betydning der­ved, at bøndergodset i Haslevgaarde forsøgtes gjort til en hoved­eller maaske bare ladegaard, saa herren paa Overgaard opnaaede tiendefrihed saa at sige for hele landsdelen. Dette gik imidlertid ikke. Kongen bevilligede i 1676 vel sædegaardsoprettelsen, men uden den medfølgende tiendefrihed, og dermed var sædegaards- status uden egentlig værd. Nedlæg fulgte da ogsaa saa hurtigt som i 1752, da Overgaards nordenfjords gods arvemæssigt var udskilt fra det søndenfjordske, og det meste av Himmerlands­kysten kommer ind under Visborg og Havnø. Det er v. Arn- storff erne, som da er herremændene her. Fru Christence Lykke s var en kort tid ejer av Overgaard og dermed ogsaa av Haslev­gaarde, og da hun gifter sig anden gang med general Fred. v. Arnstorff i 1660, skal hun have overdraget Haslevgaarde til sin tidligere svigerinde Agathe Brochenhuus til evig arv og eje, og hermed har Haslevgaard opfyldt betingelserne for at være sædegaard, eftersom en adelig dame »har sæde« her. Om samme dame høres der imidlertid intet videre. Als Kirke er efter Refor­mationen inde under den nyoprettede herregaard Overgaard og vel saa at sige inde under Haslevgaard en overgang, ved arve­skiftet paa Overgaard kommer kirken saa ind under Visborg og blir der.

Allerede dengang hen efter Reformationen har hele Øst­himmerland været skovland, den allerøstligste del ogsaa. Als sogns grænse mod vest er skov, bønderne i Buddum har skov­hyrde her og har ikke saa lidt genvordigheder med een av dem. Helt op i vor tid har Buddum ejerlav haft betydelige levn av skov, som man efterhaanden har faaet udryddet med en vis errosion tilfølge som sandflugt ved foraarstide, hvad før var ukendt. Nærmere kysten har baade Haslevgaarde, Fruerlund, Hedegaardes ejerlav endnu betydelige rester av løvskov, og nord paa den anden side tørvemoserne har vi store bevoksninger av skov i Tofte, Høstemark og Egense. Skoven under Als ejerlav, Bønderskoven, der som nævnt aldrig er blevet udstykket, er nu næsten helt forsvunden, den tidligere Storgaard Bønderskov­gaard var oprettet alene paa skovryddet jord og dette just i tiden efter Fredsskovloven av 1805. Helberskovs skovareal er intakt stadigvæk og er inde under smaaskovsdriften.

Om den videre skovdækning herude vidner enkelte fund dér, hvor nu kun sand, klit og klitvegetation raader. Da i trediverne Øster Hurup fiskerihavn blev bygget et stykke ude i havet, ændrede dette havnebygge strømretningen langs kysten, saa der nu ved Fruerlund strand toges land. Herved kom der frem fra undergrunden halvt forkullede egestammer efterhaanden stik­kende helt ud i havstokken vidnende om tidligere storskov paa stedet. Tilsvarende har været tilfældet ved Helberskov strand, hvor man under det sandtilføgne kystareal har fundet egestam­mer langt nede og saa store, at man maatte opgive at faa dem frem i lyset. Stedvis har jo Himmerlandskysten vistnok saa sent som først i 1700-tallet haft sin tilsanding, stærkt udpræget langs den allersydligste del, hvor nu ny »selvgroet« træbevoksning av fyr, gran, enebær, bævreasp o. m. danner en nogenlunde kom­pakt lavskov, den saakaldte »Vier«. I det ellers helt skovløse markland hørende ind under Als ejerlav har den høje bakke- brink »Ravnbjærg« helt hen mod Haslevgaarde indtil for ikke saa længe siden haft kendelige rester av voksen løvskov. Det har dog ikke været herremændene, som har efterstræbt hele denne skovbevoksning, ikke direkte, alle herregaardene havde mere end skov nok til sig selv omkring deres gaarde.

De nu fundne gamle egestammer helt ude ved havstokken godtgør, at Himmerlandskystens skovland har strakt sig helt herud. I gamle historisk-topografiske meddelelser og optegnel­ser vil man vide, at før sandflugten langs Himmerlandskysten har der staaet store træer helt ud til strandskrænten nord for det nuværende Hurup, ved Kragelund. Fiskerne har kunnet sejle deres baade helt ind mod skrænterne og her binde baadene til træstammerne. Men ogsaa her har sandflugten gjort det forbi med trævæksten. I de samme optegnelser er der givet fanta­stiske beretninger om den sandflugt, som sidstnævnte sted har lagt skoven øde, den skal hidrøre fra sandbakker, man letsindigt har gravet i, lutter fantasi. Landet har haft sin sandflugtsperiode noget senere end Jyllands vestkyst, vi véd det fra, at staten har sendt en sandflugts- og krigskommissær til sognet med residens i Haslevgaarde allerede før aar 1800. Helt henimod et hundrede aar senere foretoges som offentlig foranstaltning aarlige klit­beplantninger i de udprægede klitdannelser hist og her langs kysten.

Et helt andet forhold, som har ført fortrængning av gammel skov med sig, har ikke mindst omegnens herremand en stor, maaske den største, andel i, og dette hører mærkeligt nok sam­men med saltudvindingen især langs Fruerlund strand. Saltbræn­ding av tang var vel dengang den eneste form for forsyningen med salt, det menneskene aldeles uundværlige mineral. Langs Fruerlund strand har man indvundet salt av havtangen, har haft saakaldt saltkogerier, og det er av sagsdokumenter fra herre- gaardsarkiverne som iøvrigt av rigets bøger, vi kan skønne os til den betydning, det har haft at have adgang til saltudvinding. Den nu allernyeste millionbekostning paa udvinding av en saa billig vare som salt viser netop saltets stadigvæk dominerende nødvendighed, hvor meget mere da ikke i en tid, hvor alligevel saltudvindingen var meget, meget begrænset. Derfor er kampen om saltet i tidligere tider forstaaelig, forstaaelig ogsaa den ufor­sonlige strid egnens herregaards-herskaber imellem med sag og personligt had tilfølge.

Egentligt mærkbart offer for herregaardsinteressen har Him- merlandskysten først kunnet blive hen efter Reformationen, hvad man forinden har haft direkte med herregaarde at gøre, har ikke kunnet være ret meget som kirke- og klostergods, og dog har man her yderst ude ved det indre hav haft adel boende, men hvilken og i hvilket omfang, ligger endnu hen i mørke.

I 1963 fik Nationalmuseet gennemført tinglyst fredning gæl­dende et lille areal nær opad Haslevgaards Mølleaa's udløb, hvor et gammelt voldsted kunne konstateres. Paa dette tidspunkt havde Nationalmuseets voldsted-eksperter allerede gennemsøgt baade Thisted og Hjørring amter og var ventet at fortsætte med Aalborg amt. Dette skete ikke, i stedet tog man fat paa et sjæl­landsk amt, men voldstedundersøgelsen herude er dog stillet i udsigt, og først da er der mulighed for at faa sløret for et adelstilvær ved Kattegat løftet lidt. Visse gisninger og teorier er dog forlængst opstaaet hos stedlige beboere, idet man jo har maattet tage det som givet, at vejforbindelser inde fra landet herud har været saa elendige, at der ikke ad denne vej har kun­net lade sig gøre at holde forbindelse med en adelsborg paa stedet her. Hele omraadet ved aaens udløb har været et regu­lært morads, som til gengæld gav ypperlige muligheder for vandfyldte voldgrave omkring selve voldene, og spor av vold­gravene er her endnu. Et stykke endnu eksisterende markskel paa Fruerlunds jord som en lav, bred vold brugelig for færdsel har faaet den udlægning, at man her har haft færdselsforbin- delsen mellem stranden ved Fruerlund og saa adelsborgen ved aaudløbet. Flugtretningen i nordøst peger netop med Fruerlund klit og i sydøst mod voldstedet. Gjorte fund av palisader skulle kunne godtgøre, at der har været tale om palisadeavstivet vold­grave. Borgens eksistens menes at kunne tidsfæstes til det fem­tende aarhundrede. Middelalderens slut nærmest.

I landgildefortegnelsen i sidste halvdel av 1600-tallet figu­rerer »saltstrand« i Als sogn. Den saakaldte »saltbrænding« for saltudvinding er da av gammel dato, allerede i en dom fra 1470 omtales »saltkjedel« beliggende ved Haslevgaarde, og dette sted opgives til at ligge »sønden hos den anden side af biskoppen af Viborg hans Saltkjedel«. I 1499 omtales i tingsvidne en vej i Als sogn kaldet »Saltmandsvej«. Saltudvidning ved avbræn- ding av tang er velkendt fra gammel tid, før man gik over til saltforsyning ad søvejen fra Portugal bl. a. Man talte om salt­brænderier, saltkogerier og om saltkedler, saltpander o. m. Adelen har haft hævd paa denne rettighed, kirken altsaa ogsaa.

Efter Reformationen mister kirken denne sin vej til saltfor­syning, men herregaardene sés at have fastholdt disse rettig­heder, ja, har tilmed ført lange processer herom. Her gjaldt det altsaa stranden fra Haslevgaarde til Fruerlund, og det var herre- gaardsbesidderne av Havnø og Visborg, som stredes ogsaa om strandarealerne her ved Himmerlandskysten indimellem deres mange andre stridigheder om mark, eng, skov og da her om skellene. I de perioder, Havnø og Visborg hørte ind under sam­me ejerskab, var ejeranliggender uden betydning, men ved delt ejerskab kom saa stridighederne op igen og kunne holde sig gennem et halvt aarhundrede og længere endnu. Ikke mindst stridbare har to adelsenker været, Johanne Nielsendatter paa Havnø, Hans Lykkes efterleverske, og Agathe Podevisk, Ene­vold Jensens efterleverske til Visborg. Ogsaa »saltstranden« nord for Haslevgaarde Mølleaas udløb stredes de to fruer haardt om, Jørgen Lykke til den da nyoprettede Overgaard har ogsaa meldt sig som part i striden, han havde jo av Kronen tilkøbt sig arvegods i Als sogn straks efter Reformationen. Sagen blev vel aldrig avgjort, engang imellem hed den sig forligt, men sés at have været løbende ogsaa ved ejerskiftet paa de to herre­gaarde. Det har været av største betydning dette med saltudvin­dingen. En anden side av denne saltforsyning er det, at man simpelthen huggede løs av den frodige skovbevoksning, indtil den helt var ryddet. Derfor fik den senere sandflugt stor magt her langs stranden, hedder det i de gamle beretninger.

 IV

Hele kyststrækningen herude synes da ikke at være, hvad vi virkelig forstaar ved »gammelt« land. Beboelsesmæssigt kom mennesker ikke tidligt herud, maatte fortrække igen gennem aarhundreder, og da man kom paany blev hele kystlandet her av adel og storgodsbesiddere ansét som enslags »overdrev« lig­gende udenfor det land, hvor erhvervelse, avstaaelse, arveover­dragelser, forskrivning og pantsætning, tvangssalg, godsomveks­ling i form av fæstegaarde - ikke sjældent i kortspil - gik for sig. Som allerede antydet havde Himmerlandskystens mennesker op igennem tiderne saa at sige enslags herregaardsfred, ellers blev mennesketilværet herude levet under samme rent menne­skelige vilkaar som alle andre steder. Og saa alligevel ikke.

Himmerlandskysten har ingen gravhøje. Oldtidsbegravelser har her været saavel fladmarksbegravelser, hvor ogsaa ligbræn­dingen har sine vidnesbyrd. Mindesmærker som runesten synes gaaet tabt ved ikke at være blevet værnet, men istedet udnyttet og brugt som stenmateriale saa langt, at en fredning ikke har kunnet sætte ind. End ikke højdedraget ude i indhavet i Old­tiden har faaet gravhøj-begravelser, saa hvis vi skal fæste lid til vor oldtidsvidenskabs udlægning av forløbet for troskiftet mel­lem hedenskab og Kristendom, saa har denne brist paa synlige gravhøje givet befolkningen forestillinger om det hinsides en nogen anden retning end »normalt«. Vor arkæologis førstemand idag, P. V. Glob, har her villet, at den jævne mands nødvendige forestillinger om livets onde magter har ført til en »forvisning« netop av disse til de gamle mystiske mørke gravhøje og har befolket disse med troldskab og djævelskab, naar det gik værst til. Eet sted skulle man da kunne gøre av alt dette uønskede og frygtede. Dette er ihvertfald en forklaring, men der maa ogsaa en forklaring til, hvorfor saa næsten de fleste av disse fortids­levn fra en anden gudstro som gravhøjene har kunnet udslettes? Hvorledes har menigmand kunnet undvære disse forvisnings- steder for hele tilværelsens djævelskab, troldom og hekseri? Jo, siger videnskabsmanden, ... vi fik herhjemme højskolen til at oplyse den jævne danske befolkning, til at udrydde menigmands gamle overtro, og da var det nat med vore gravhøje, indtil man fra anden side traadte til og fik resten reddet og fredet.

Igen dette, at der i virkeligheden ingen grænse er for, hvad lærde hjerner kan fostre av forestillinger, vel kun den menige mands av overtro inficerede hjernekiste kan sige sparto hertil. Denne lærde udlægning av vore gravhøjes forsvindingsfænomén ville ikke kunne være fostret her paa Himmerlandskysten. Som der ikke fra Oldtid av har været nogen egentlig gravhøjsfore- komst herude, saa kom der heller ikke senere gennem sidste halvdel av forrige aarhundrede nogen højskole med regulær forbindelse med den almene jævne befolkning. Ikke saa faa gaardmandsbørn og enkelte tjenestefolk fik sig nogle maaneder paa en højskole eet eller andet sted i landet, helst vel saa man samtidig saa en anden egn av Danmark end ens egen, men at tale om højskolemission med umiskendeligt tag i menigmand, saadan betydning naaede vor danske højskolebevægelse aldrig at faa langs denne kyst, saa havde man her haft gravhøje land­skabet igennem, da var de ikke alligevel blevet bevaret for til­flugt for djævelskabet. Thi tænk - det, vi kalder for overtro, forsvandt lisaavel langs Himmerlandskysten som andetsteds under højskolehimlen. Og menigmands menneskelige udvikling, landbrugets faglige udvikling og fremskridt paa baade ondt og mindre ondt, alt dette skete ogsaa her og skete i takt med det øvrige land. Men ogsaa »overtroen« havde levet her, som den havde levet ogsaa i det gravhøj dækkede land - og man havde ogsaa her haft sine forvisningssteder for alt det djævelblændte.

Men dog først - hvad er i virkeligheden »overtro« til forskel fra den »ægte tro«? Menneskenes sjælelige funktion - for at blive i den godkendte terminologi - er jo den samme, enten man tror eller overtror. Vi gør os forestillinger om det meste av, hvad vi ikke kan opfatte ad sansningens vej. Menneskene skal have en forklaring paa alt, og faas den ikke ad anden vej, saa skaffer vi os den ved at gøre os bestemte forestillinger om tin­gene. Der er ingen grænser for de forestillinger, mennesker kan gøre sig, ingen grænse for, hvad vi i virkeligheden kan bilde os selv ind, til gengæld er mest ikke saa langt borte grænsen for, hvad vi kan bilde andre ind - og saa kommer kalamiteterne. Eller kommer de alligevel ikke. Trosforestillingerne har alle sine dage vidst at trives og blive ved dermed. Det ligger menneskene til at ville sikre sig ogsaa og vel ikke mindst overfor det ukendte her i tilværelsen, og det er denne sikkerhed, troen skal give, og i dette stykke er, hvad vi almindelig godkendt kalder for over­tro, helt og fuldt paa lige fod med selve troen, funktionen den samme, ellers ville saakaldt overtro aldrig opstaa - og stadig­væk blive ved at leve omend under anden udformning.

Det var længere inde i landet, man havde hekseforfølgelse og tændte heksebaal og veritabelt brændte levende mennesker, som aldeles uforskyldt var blevet udsét som hekse. Heksebaalene ude langs Himmerlandskysten blev mere fredelige og virkede bare i fantasien som hekseforfølgende, de tændtes i vaarnatten og i midsommernatten og mest av ungdommen som et ubetvin­geligt udtryk for livsglæde og levestyrke. En aarsskik altsaa ind imellem samtlige aarsskikke og livsskikke. Men der var ikke mange høje at tænde baalene paa, saa man kunne sé dem viden om og helt op i det vestlige højland. Mulbjærgene havde man, efter gammel angivelse ialt en halv mil lang. Længere syd paa kom »Havbakkerne« med Als Kirke og bakkedragets vestlige skrænt »Ravnbjærg«, endelig som sydligste højdepunkt »Hylle- bjærg« i Helberskov. Vaarnattens som midsommernattens tændte bavne og baal skulle saa at sige raabe til hverandre. Der kom dog skikke til at knytte sig til disse faa højdepunkter langs Himmerlandskysten, skikke, som kom til at spille kendeligt ind i menneskenes tilvær herude, men egentlig at overtage grav­højenes opgave som tilflugtssteder for troldtøj m. m. kom højde­draget herude ikke til, kun undtagelsesvis, og dette blev »Ravn- bjærg«, som laa med sin stejle skrænt længst fra kysten.

Helt ind til sidste aarhundredskifte kunne da ældre menne­sker fortælle børnene om »Ravnbjærg«s befolkning med trolde og nisser, visse dumpe, f jærne lyde en stille vaar- eller sommer­dag fik børn fortalt som, at det var troldene, der »slog kister i laas« inde i bakken. I gammel sagnoverlevering er »Ravn- bjærg« vistnok ogsaa den eneste høj, som spiller ind i beretnin­gerne. Als Kirke skulle fra førstningen av have være bygget her, men hver eneste nat blev alt, man havde faaet rejst om dagen, væltet igen - den første kirke i Als har været en træ­kirke, og kirken nu langt i sydvest paa Vindblæs bakke maa ikke have været bygget dengang, thi efter sagnet boede her troldtøj ogsaa. Da nu dét fortrædigede kirkebygge i Als nord­vest for den nuværende landsby maatte opgives, fandt man ogsaa her som sagnfortalt mange andre steder paa at sammen­koble to ungnød sent aften og slaa disse løs. Hvor man i tidligt daggry fandt de to unge dyr liggende endnu i nattelejet, dér kunne der bygges kirke uden, at troldtøj og andet djævelskab havde magt over det. Stedet i dette tilfælde blev altsaa dér, hvor Als Kirke kom til at ligge og stadigvæk ligger synlig langtude fra baade inde i landet som ude paa havet.

De onde magter slipper dog ikke saa helt let deres tag i tin­genes gang - da troldkongen derude i sydvest ved Vindblæs saa sig narret, blev han saa vred, at han fandt sig en vældig kampesten, tog den næsten krystende i sin højre haand, sigtede og kastede stenen mod nordøst for at ramme den nye kirke. Troldekræfter skal næsten være uden grænser, de var det dog ikke her, eller ogsaa slog beregningen for stenkastet ikke til - den store sten faldt godt og vel inde paa land nord for Mariager Fjords nære udløb, i »Maaen«, som fjordengene hedder, og blev liggende her igennem aarhundreder let kendelig derved, at Vindblæs-trolden virkelig nær havde krystet sin kastebold, avtryk av fem mægtige troldfingre saas tydeligt i stenen og maatte jo blive siddende der som synligt vidnesbyrd om ondt anslag mod kirkebyggeriet dengang.

Gennem utalte genera­tioner er stenen derude i fjordengene aldrig blevet kaldt andet end »Fem-fingerstenen«. Menneskelig uforstand og brist paa sans for sagnberetninger har ført med sig, at denne sagnomspundne kampesten ind i dette aarhundrede har maattet gøre nytte for brolægning inde i bøndergaardene. Ogsaa den blev et offer for den menige mands »oplysning«.

Et andet sagn knyttet til menigmands trosforestillinger skal kunne stedfæstes til skellet mellem de to kystsogne, den saa- kaldte »Sorte Grøft« paa sydsiden av skellet og tidsfæstes til noget senere end kirkebygget i Als. Paa dette sted her skal der have ligget et kapel, enslags anneks e. L — der var jo temmelig langt mellem de to sognekirker i Als og Mou - og saa meget er der vistnok om snakken, at der her skal være gravet ligkiste­planker op, maaske ogsaa rester av byggetræ. Notorisk er det dog, at folk her under færdsel langs kysten efter mørkets frem­brud ikke har turdet følge vejen - landevej er meget sagt om de to tidligere hjulspor, der var hele vejanlægget — men er gaaet i en ret stor bue udenom ind mod vest. Vi er kommet helt op mod, hvad vi kalder for en nyere tid, før menneskene fra sog­nene har vovet sig til at følge landevejen. Det kuriøse ved denne historie er imidlertid, at folk herude gennem utalte slægtled ikke selv vidste, hvorfor man ikke kunne følge vejen efter mør­kets frembrud. Det var først fundet av kisteplankerne, som bragte forklaringen.

Disse enkelte sagn fra Himmerlandskysten er kun som levn at betragte fra en svunden og for os ukendt tid, hvor menne­skene her ogsaa har haft et rigt trosliv, først i hedensk, siden ind i den kristne tid, hvis denne tid da i virkeligheden var krist­net, men dette har vel været saa som saa længe. Arkæologien kan i nogen maade fortælle os lidt om menneskelige trosfore­stillinger langt nede i det forhistoriske mørke. Senere er vi i stand til at gaa til etnologien og her faa ikke saa lidt mere at vide. Historieskrivningen førhen har ikke fortalt herom, det blev først kulturhistorien med etnologien, som fik mulighed for at tegne billeder av vore forfædres færden stærkt tynget av allehaande trosforestillinger. Disse mange trosforestillinger er et udtalt udtryk for menneskelig kultur. Det er nu engang kulturelle tiltag dette med at ville sikre sig mod alt uønsket og farligt, at ville være herre over tingenes gang. Alt, hvad man kendte og erfarede som ondt her i livet, maatte man gøre sig til herre over og fandt da paa raad ud fra de erkendelsesmulig­heder, man til sin tid havde. Tid efter anden har erkendelsen ændret og vel udviklet sig og har skabt helt nye og ændrede perspektiver for livsførelse, og hidtidige trosforestillinger har maattet vige for nye, enten saa disse nye var mere holdbare eller ej; de var det langtfra altid.

Enkelte udslag av denne troskultur, som man - ogsaa - her­ude ved Himmerlandskys ten har kunnet iagttage, er blandt meget andet saadan noget som aldrig at lægge knive fra sig, saa to knivsblade danner kors eller kryds, dette betyder ufred igaarde, maaske endda blodig ufred. At begynde paa nyt arbejde i bedriften paa en mandag vogtede man sig ogsaa for, man høstede da bare skuffelser og uheld. En frugtsommelig kvinde maatte hele sin periode igennem vel vogte sig for at komme til at træde baglæns, helst da ogsaa iagttage denne forsigtighed alle­rede inden, hun var sikkert paa fosterdannelsen. Mest var det ogsaa nødvendigt at sikre sig for husdyrenes vedkommende ved at sætte staal i tagskæget over stalddørene. I denne forbindelse kendtes det i den gamle bondeby Helberskov saa sent som i 90 erne, at man om foraaret ved udbindingen av køerne inden­for stalddøren skulle have nedlagt en levende kattekilling i et gravet hul og lagt et brædt over hullet. Ved udtrækning av de da altid lidt urolige køer maatte det nøje iagttages, at hver en ko fik traadt paa brædtet; skete det ikke, da omigen med koen og ind i stalden for bedre held næste gang. Men kattekillingens nedlægning før køernes udbinding maatte absolut ske i fuld tavshed.

Det er ogsaa i Helberskov, man for dagens jagtlykke havde en bestemt ting at tage vare. Saaledes havde en jagtlysten gaard- mand dette med ikke under udrykningen ud til jagtmarkerne at møde en bestemt ældre kone i byen. Skete det alligevel, vendte han uden et ord om og gik tilbage. At møde samme kones mand derimod var fint jagttegn, saa blev der højt humør og fint jagtudbytte den paagældende dag. Helt ind i dette aar- hundrede er denne forsigtighed blevet iagttaget. Tavshed var en avgørende ting ved de fleste foretagender udover det dag­lige. At læse over buldne fingre skete lydløst og det samme ved at sætte vorter bort med brændt flæskesværd fra den ophedede bageovn. Mest var det enkelte koner, som havde taget paa den­slags, undertiden ogsaa mænd. Av arbejder for kvinderne igaarde var der et par meget vanskelige, bagningen og frem for noget brygningen med at faa gæringen til at lykkes. Skete dette ikke, var man overbevist om, at »onde« øjne havde haft lejlighed til et blik paa bryggekarret. Dette havde sin rigtighed, men der skulle gaa lange tider, før den menige husmor fik forstaaelsen av, at de onde øjne var mangelfuld renlighed med brygge- gre jerne. Himmerlandsky sten har trods sin fjærnhed alligevel maattet have haft saa megen forbindelse med det øvrige folkede land, at man har draget til sig herude de trosforestillinger, menneskers og husdyrs sikkerhed paa det tidsmæssige erkendel­sesgrundlag krævede. Om man saa her har været ringere »ud­rustet« end i det øvrige land, eller man simpelt hen ikke har haft saa mange forestillinger om det ukendte nødig, kan der jo drages sammenligninger om.

Landskabsmæssige indslag i menigmands trosforestillinger har fra gammel tid og helt op næsten vor egen tid hulvejene været. Her var jo en mulighed for baghold fra menneskers side, hvormeget mere da ikke for de skjulte magters. Der kræve­des imidlertid bakkedrag for hulveje, saa den flade Himmer- landskyst har her staaet avgjort tilbage for det øvrige Himmer­land, egentlig hulvej findes der herude kun til stranden ved Als med kirkebakkens sydside som nordside og bakkeskrænt modsat. Overleveringen vil imidlertid her vide, at denne hulvej er for­holdsvis ny og skal være blevet gravet ud under 1600 ernes svenskekrig, saa Middelalder-forestillinger har der ikke kunnet knytte sig til denne hulvej og har da heller ikke gjort det. Mere en sindets uvilkaarlige utryghed har selve de høje bakkedrag kunnet skabe. Fra 1870'erne kendes fortalt, hvorledes en tjene­stepige i Als med hjem i Østvendsyssel en gang om aaret skulle en tur hjem. Her gjaldt det en sejg fodtur mest ad ubanet vej. Pigen valgte da under sin første fodtur at tage selve stranden under Mulbjergene, men de høje bakker virkede saa truende, at hun tog træskoene i haanden og satte i løb for hurtigst gørligt at komme fri av de mørke bakkers magt.

En anden landskabsmæssig foreteelse, som var i stand til at øve en egen virkning paa sindet var stenkisten, maaske har dette været i mangel paa gravhøjes stendysser. Stenkisten var den allersolideste form for brobygning og derfor almindeligt an­vendt over bække og aaer, som ogsaa dannede sogneskel. I den lyse sommertid gik det an for unge elskende fra to sogne at mødes her og holde stævnemøde, værre stod det til i mørketid. Ogsaa over andre vandløb har man i udstrakt grad anvendt sten­kisten som bro, og sagn har man da knyttet hertil, naar noget usædvanligt skulle gaa for sig, blandt andet nedmanen av en genganger. Dette skal være sket ved stenkisten ved gadekæret i Als by, bare drejede det sig ikke om en virkelig genganger, kun om en fingeret. Det var præstens forkarl, som engang ved midnatstide havde hyllet sig i en lagen for at skræmme sin hus­bond, præsten, der var ret forfalden til at gaa til kros og komme mere eller mindre fuld hjem. For at hjælpe sin præstefrue og for at give den fordrukne præst en ordentlig forskrækkelse i livet var det saa, at karlen passede præsten op ved omtalte stenkiste.

Det gik da ogsaa efter beregningen dette med at vente præ­sten op paa hjemvejen fra kroen. Præsten var ogsaa usikker paa benene og omtaaget i hovedet, dog ikke mere, end han opdage­de gespenset ved stenkisten. Men præsten var sin karl for hur­tig i vendingen, thi inden denne fik startet sine genganger- udbrud i gravtone, havde præsten resolut begyndt nedmaning av det formentlige spøgelse, og dette gik villigt fra haanden. Inden den ulykkelige karl fik sig besindet paa faren og givet sig tilkende for sin præst og husbond, var han nede langt over knæene, der var ingen redning, thi mane op igen evner selv en magister nok saa meget ikke. Præsten her maatte beklage det skete, men karlen havde jo været ude om sin skæbne og maatte ned i den sorte jord ved siden av stenkisten. I et ganske til­svarende tilfælde skal provst Stampe i Aars, der som hjemkørende ved nattetid ogsaa mødte sin egen tjenestekarl indsvøbt i lagen, have været saa aandsnærværende og behjertet, at han i fuld galop kørte hjem efter monstransen og tilbage til karlen halvvejs manet ned. Staklen blev her berettet paa kristelig vis, saa provsten med god samvittighed kunne sende ham resten av vejen ned. I Als blev ulykken fuldkommen.

Sagntro har man her yderst ved kysten ikke meget av, herre- gaardene var mest en betingelse for saadanne sagndannelser. Ganskevist findes der et sagn efter sigende knyttet til en frue paa Høstemark, men dette sagn er saa aabenbart en genpart av sagnet om Mamsellen paa Visborg. I langt løsere udformning har sagnene om over- og underjordiske væsner været, ellepiger, havnymfer, havfruer o. a., og et saadant sagn med lidt fastere form har vi fra Helberskov om den havfrue, der en aarle som­mermorgen vandede sine havkøer i Helberskov Østergaards dam. Bonden her var imidlertid tidligere oppe, end havfruen havde regnet med, og overraskede hende ude ved dammen. Den stakkels overrumplede havfrue bad imidlertid saa mindeligt for sig og sine havkøer. Hvis hun fik lov at slippe tilhavs igen, ville hun give det løfte til Helberskov by, at saalænge der var vand i Østergaard-dammen, skulle der aldrig ske ildsvaade paa nogen i byen, og med dette løfte slap saa havfruen ud av klemherken. Og løftet blev holdt. Først op nu i den helt nyere tid har det været et par gaardbrande i Helberskov efter, at dammen for­længst er udtørret og jævnet ud.

Lygtemænd hørte selvfølgelig ogsaa menigmands tro til. Herom fortælles ogsaa i tilknytning til Helberskov, at efter et dansegilde dér i byen kom spillemanden Gammel-Frost op at age med en Als bonde hjem hen over midnat. Da man kom godt norden ud av byen, saa man fra vognen en lygtemand danse lystigt ikke langt borte. Spillemanden var endnu i høj­stemt humør efter de mange spillemandspunche i aftenens løb, han vinkede og raabte til lygtemanden: »Hej du ... kom du her hen og dans for mig, saa skal a speel for dæ!« Fjolen kom frem af kalveskindet og Gammel-Frost begyndte at file løs, men i samme øjeblik var lygtemanden borte, og vognen stod stille, saa hestene var ude av stand til at rokke den ud av stedet. Men kusken var ikke tabt bag av vognen, han steg ned fra agestolen, gik hen foran hestene, holdt den ene hovedlavsstrop ud fra hestens hovede og ved at kigge herigennem kunne han nu sé, der var een mere paa vognen, end der skulle være. Saa tog kusken lunstikken ud for det fjærmer baghjul og kastede hjulet op bag i vognen, satte sig igen op og kunne nu køre. Den ubudne passager havde maattet gøre ud for baghjul og bære akslen. Saadan gik køreturen dog kun til Als Præstegaards have, da dumpede akslen til jorden. Men ved nu at sé syd paa mod Helberskov by saa det ud, som om den ganske by fra en ende av stod i lys lue, hvad havfruen heldigvis for længe, Isenge siden havde sikret byen imod.

Det er den norske digter Olav Dunn, der et sted i sin bog »Menneskene og Magtene« siger: »En bonde er ingen filosof, han tror det, han tror« og dette skal nok gælde bønder og almue i tidligere tider ogsaa dem herude paa den smalle landstrimmel mellem Mariager Fjords og Limfjordens udløb. I »Fortællinger af Jydsk Historie og Topografi« fremkom før de amtshistoriske samfunds aarsskrifters tid adskille beretninger ogsaa gældende gamle sagn og trosforestillinger. Fra Himmerlandsky sten beret­tede saaledes indimellem nu forlængst avdøde lokalhistoriker Frederik Møller i Solbjerg saadanne historier, forlydender og sagn. Frederik Møllers kilde til disse beretninger har vistnok i ret høj grad været nogle skriftlige nedtegninger fra 1700- tallets begyndelse og fremefter, nedtegninger, som er blevet tillagt en almuesmand i Als, Søren Christensen, kaldet »Rokke­drejeren«. De paagældende optegnelser har man kaldt for »Rokkedrejerbogen«, som det imidlertid gennem lange, lange tider ikke var muligt at opspore, man maatte gaa ud fra, at bogen var blevet tilintetgjort. Det var den dog ikke, det var ganske rigtigt Frederik Møller, der havde haft den ihænde. Før sin død fik han dog optegnelserne sendt sammen med en del gamle salmebøger til Aalborg Historiske Museum, og her kom saa optegnelserne saa at sige ved et tilfælde for dagens lys igen, og er siden blevet renskrevet som normalt m/s.

I et tilfælde som nærværende, hvor det gælder at skønne mest muligt over et fortidens trosliv netop i det sogn og i den landsdel, hvor denne »Rokkedrejer« har levet og virket og skrevet ned, kunne det meget vel have haft maaske avgørende værdi at kende, hvad de nævnte optegnelser rummer netop av gamle sagn og krønikker m. m. Lidt er der jo kommet frem her netop gennem Frederik Møller, men man tror, der er ikke saa lidt mere, saa en stedlig trosverden hos befolkningen ville kunne udvides meget væsentligt, kort sagt - disse optegnelser burde blive tilgængelig ihvetfald for interesserede, de er jo i virke­ligheden hvermandseje og ikke en tilfældig finders. Nu er der saa paa den anden side delte meninger om disse opteg­nelsers folkekulturhistoriske værdi. Manuskriptet har været til sangkyndig bedømmelse, og nogle gaar ind for »Rokkedrejer­bogen«, to ihvertfald, andre ikke, men alligevel har ganske selv­følgelig optegnelserne interesse ikke mindst rent lokalt. Bogtryk er ikke mere billigt, at Historisk Samfund har kviet sig her, er ikke at sige til, især da ikke, hvis optegnelsernes egnethed som aarbog-stof er diskutabel. Alligevel saa er trykkeudgifterne sta­digvæk ikke større, end at skribenter privat har maattet klare tilsvarende for egen regning, hvor ikke andre ville.

Men for at komme tilbage til optegnelserne selv, saa har Peter Riismøller i avsnittet »Himmerboer« i Bogen om Him­merland haft »Rokkedrejerbogen« fremme til antydningsvis omtale gældende denne Søren Christensen selv som himmerbo. At manden har været, hvad vi i en nyere tid kalder for alt­muligmand, er saa ligetil. En specialisering av haandværksagtigt arbejde kunne der ikke være tale om dengang, saa man havde mænd til hver sit. Den mand, som paatog sig denslags sysler, skulle kunne klare det hele. At saa samme »Rokkedrejer« har kunnet baade læse og skrive - endda tysk - er jo udenfor det almindelige for almuens vedkommende. Han har haft forbin­delse med stedets præst, provst Johan Kuur, købmand Hendrik Koppes søn fra Randers. Samme provst Kuur giftede sig med præsten i Gerlev, hr. Niels Knabes datter og avlede med hende ialt elleve børn, hedder det i præstetavlen. Han byggede ogsaa ny præstebolig i Als i 1712, som staar næsten uforgængelig endnu.

Denne Als provst døde kun otteogfyrre aar gammel, saa han har været virksom, altsaa født 1685 og død 1733, præst i Als i femogtyve aar (1708-33).

»Rokkedrejeren« har været jævnaldrende med denne provst, men dør først fireogtredive aar senere som gammel mand. Det ligger her ret ligefor at sognets altmuligmand ogsaa er kommet i præstegaarden paa haandværkets vegne, og den opvakte og interesserede almuesmand har gjort, at præsten har givet sig av med ham, vel tilmed har vist ham fortrolighed. Der skal for »Rokkedrejerbogen« gøre sig dette gældende, at den opviser forskellig skrift, saa der lisom her kan foreligge dette, at den, som er begyndt med nedskrivningen, er holdt op - maaske er død - og en anden har fortsat. Ret sandsynligt forholder det sig saaledes med disse to mænd, provsten og hans medarbejder. »Rokkedrejerbogen«s form som gammel salmebog, men med blanke blade, tyder paa, at den er fremskaffet ad præstelig eller ad kirkelig vej. En mand direkte ud av almuen har aabenbart ikke kunnet have haft lejlighed eller adgang til fremskaffelse av saadant skrivemateriale. Alt dette maa imidlertid staa hen indtil om muligt, skriften blir aabenbaret paa væggen eller andetsteds.

Og hermed er vi inde paa det præstelige og kirkelige i lands­delens trosliv. Als er et ret stort kirkesogn og har som allerede nævnt den eneste kirke langs hele Himmerlandskysten. Først i 1900 byggedes der for Als nordsogn en mindre rødstens kors­kirke i Hurup, Dokkedal havde en hel mil til sin sognekirke i Mou og har først nu for ganske nylig faaet sig et kapel op ad byen nær skolen. Men selv trods lang kirkevej saa har folket vidst at yde Guds, hvad Guds var, og sig selv resten, saaledes har tankegang og den hele indstilling været. Den eneste be­mærket besværlighed med religionsskiftet ved Reformationen skal have været en gammel kælling allernordligst i Als by, hun ville ikke frasværge sig den falske pavelige lære og antage den eneste rette. Forleden aar blev der paa vaabenhusloftet i Als kirke fundet et mandshøjt, men noget medtaget krucifiks, sik­kert dette, der iflg. sagnet skal være blevet plantet øverst paa den første bakke norden for Als by. Deraf har samme bakke faaet sit navn, »Korsbakken«. Der har nemlig aldrig her været tale om nogen korsvej, saa navnet kunne komme herav.

Den Viborg bisp Søren Lindtrup skal under visitatsrejser igennem sit lydland Himmerland i aarene 1720-24 ogsaa været kommet helt ud til Himmerlandskysten til præsteembedet her i Als, som just da beklædtes av den her nævnte provst Johan Kuur. Bispen skriver indigneret om menighedsfolket i Als sogn, at bønderne havde saa travlt med at køre møg, at de ikke ulej­ligede sig til kirke med ærbødigt fremmøde for deres biskop. Denne udtalelse om de Als bønder karakteriserer dem, med ærbødigheden for de højere magter stod det heller ikke da videre godt til, tilmed var der ogsaa god grund til at klage over den sparsomt fremmødte ungdoms kristendomskundskab. Men nu er det engang saadan, at den forhaanede køren møg meget avgjort dengang var livsens nødvendig for grød i gryden, brød paa bordet og øl i kanden, var menigmands første og sidste for selve livsopholdet. Det ville nok heller ikke have staaet vel til for hverken bisp, provst eller sognepræst, om grøden paa bon­dens agre sygnede og tienden til kirkeinstitutionen derved ude­blev, og selvom møgkørslen ikke rent umiddelbart berørte de gejstlige herrer, saa havde ogsaa de deres eksistensbesværlighe­der at drages med, og just herom fortælles der fra bispevisitat- sen i Als i provst Johan Kuurs embedstid.

Der har været andet end lige de kirkelige anliggender at forhandle med biskoppen ved nævnte lejlighed. For det første var degnen i Als præstesøn fra Gjerlev og bror til provstinden i Als, begge pastor Knabes børn. Han var studiosus samme degn og skulle vel gærne komme noget videre i forfremmelse. Provst Kuurs egen bror skulle helst det samme, han sad som gift student paa Læsø og var degn dér, men i stor fattigdom, hvorfor bror en i Als nu, da lejlighed dertil gaves, ville lægge et godt ord ind for ham hos bispen. Der fremførtes ved denne bispevisitats i Als ogsaa andre anliggender nu, da lejligheden var der, præsten i Mou, hr. Jacob, - han var ogsaa provst - og havde egne anliggender at forelægge sin kirkelige foresatte. Og endelig var en studiosus Winding ogsaa mødt frem i Als, han var ansøger til et præsteembede i stiftet. Om samme student helt ovenud her var paa færde i meget god tid før erhvervelsen av teologisk eksamen, eller der endnu kunne blive tale om gen­nem biskoppens personlige bevaagenhed at opnaa præstekald, ja, dette fremgaar ikke av de biskoppelige notater. Derimod fremgaar det, at bispen fra Als kørte videre vest paa i det syd­ligste Himmerland, derfor har provsten i Mou maattet tage til Als, langs kysten nord paa var der ikke færdselsmuligheder, en biskop kunne døje. Og saa var der jo heller ikke ad denne kant herregaarde, som kunne byde biskoppen natteophold ham værdig.

Forholdet mellem præst og menighed i dette Himmerlands sydøstligste kirkesogn har aabenbart været helt upaavirket av bispebesøget herude i 1724, det bestod videre som hidtil og videre frem i mere end halvandet hundrede aar. Sognefolket havde sine traadte kirkestier hist og her, hvor landevejene betød omveje, kirkestier, som vedblev at ligge helt ind i dette aarhun- drede, men saa var det ogsaa slut. At køre til kirke var kun undtagelsesvis skik, saa skulle det da dreje sig om altergang, barnedaab eller pligtmæssig ofring. Det hedder sig i beretnin­gerne fra kirkelivet i forrige aarhundreder, at fra hver gaard skulle sædvanligvis een i kirke om søndagen, ikke for guds­tjenestens og andagtens skyld, men for kirkestævnets. Kirke­stævnet med degnens oplæsning av bekendtgørelser av enhver art gældende hele sognet og befolkningen var den eneste »avis«, man kendte til i hine tider, av denne »avis«s indhold maatte intet glide ubemærket forbi, saavel tjenestekarl som tjeneste­pige kunne her gøre fyldest som kirkegænger. Kirkegangen har dog aldrig været overvældende i dette »ugudelige sogn«, som en nedbøjet præst langt ind i dette aarhundrede engang fik det sagt fra prædikestolen. Helt hen mod slutningen av forrige aarhundrede er en Als præst modfalden gaaet tilbage og hjem til sin præstegaard fordi, slet ingen denne søndag var mødt op for kirken. Da han saa paa hjemvejen avleverede kirkenøglen til kirkens ringer og graver, ville denne godhjertet trøste den modfaldne præst: »Ja, ja ... men saa slap De da med skræk­ken, hr. pastor!« Igen Olav Dunn: »Bonden er ikke filosof, han tror det, han tror.« Og ikke altid præstens tro.

 V

Der er i virkeligheden noget næsten symbolsk i dette med at have travlt i bondens verden og at køre møg fremfor at mødes med kirkens øverste, møddingen var bondebrugets kraft­kilde for en markens grøde, udover denne havde man kun »den hvilte jord«, den udyrket henliggende, »ævret« i landsbyfælles­skabets tid og senere efter udskiftningen af fællesskabet og informering i mere kundskab om landbrug brakmarken. Aller­længst tilbage i jorddyrkningens barndom fik husdyrenes gød­ning opsamlet som mødding en altavgørende betydning for driftsformen derved, at anvendelse av gødning standsede svedje­brugets udvikling, det blev nu muligt ved gødskning at fort­sætte avlingen paa samme sted uden at sé avlingen udtæres. Ordsprogsmæssigt vidste møddingen ogsaa helt op imod vor egen tid at gøre sig gældende gennem mundheldet om, at »det er lorten, som sætter kagen paa bordet«. Egentlig i god for- staaelse hermed var det, at bondens gaardsplads fik gaardens mødding placeret i centrum mellem længerne. Rent praktiske hensyn spillede vel ind her derved, at man paa denne maade havde nær til møddingen fra begge sidelænger med nøds, heste­stald og faaresti.

Naar da bonden førhen som regel sen vaar kørte møg, var det hans urokkelige livserfaring og erfaring som bonde, at her omgikkes han en virkelig livsværdi uden, at han dog anede noget videre om gødningens egentlige næringsværdi, rette anvendelse, endnu mindre kendte noget til at kunne supplere avgrødernes næringsbehov ad anden vej, end ikke ajlen agtede man paa før hen paa det sidste i forrige aarhundrede. Til gaar­dens mødding knyttede bondebefolkningen haabet om god høst, bedre og bedre udkomme av aarets arbejde i mark og stald og udvidede i sindet haabet til længsel saa langt videre ud, som man nu i sin forestillingsverden og ud fra sin grundfaste virke­lighedssans turde gaa, turde lægge sig i traa. Traaen er fra folkevisernes tid betegnelsen for længslen, den frodige vækst­bund for tiltag av materiel art, for dannelsen av livets skikke aaret rundt gældende de forskellige tider i aarets løb, hændel­serne ogsaa i selve menneskelivet, livsskikkene, ved fødsel, gif- termaal og til allersidst ved død og bortgang. Allermest kaldte vel samlivet mellem mennesker paa alt det, som traaen i men­neskesindet gav livsnæring, som billedligt talt møddingen i bondens gaard gav det i mark og vænge.

Det har fra gammel tid været egent for Himmerlandskystens befolkning og gældende helt op til nyere tid, at man her har været demokratisk indstillet. Socialt gjaldt forskellene i den udstrækning, forskellene nødvendiggjorde det, men rent men­neskeligt udjævnedes det sociale skel. Her var det talende, at da i sidste kvart av 1800 erne andelsforetagenderne begyndte at vinde indpas, sattes side om side i bestyrelserne gaardmand, husmand og haandværker, og tilmed var det demokratiske sin­delag vel mere fremherskende sydligst samtidig med, at den almene velstand blev større og større. Og saa alligevel var leve­foden avpasset efter det sociale stade, husmanden søgte ikke at skabe gaardmandsstue indenfor sine egne to fag for indendørs- tilvær. Mest udpræget var nok denne sociale udjævning ung­dommen imellem, alle gik sammen til legestuerne, tjenestepigen kunne nok blive den foretrukne paa dansegulvet, hvis hun kunne danse, gaardmandsdatteren kunne imens faa lov at sidde og varme bænke, hvis ikke hun ogsaa kunne danse. Det er denne sociale lighed i dansesalen, som gang paa gang forun­drede balgæster inde fra det øvrige Himmerland, ikke engang havde gaardmandsbørn og tjenestefolk hver sin side i balsalen.

Al folkelig demokrati tiltrods saa var den sociale traa dog levende for fremgang rent materielt og vel ogsaa standsmæssigt. Det mest grelle eksempel herpaa skal være kendt fra det nord­lige Als sogn. Det mest gennemførte kroliv langs hele Him- merlandskysten var gennem lange tider knyttet til Als nord­sogn med strand- eller fiskerkroen i Hurup, Hurup Kro. Hertil knyttedes baade landbrug, fiskeri, landhandel og apotekerudsalg foruden selve krodriften. Befolkningen kom her i forskellige ærinder, av hvilke krobesøget nok var det vigtigste. Omegnens bønder gik jævnligt til kros og husmænd og fiskere ligeledes, det var for alle kaffepuncherne, det gjaldt, men alligevel ikke først og fremmest, selskabet var ogsaa avgørende. Derfor havde kroens skænkestue to langborde, eet for gaardmandsbønderne og ligestillede, et andet for alle andre. Her var det, en elendig husmand med et par usle rallikker til køer og ingen hest ogsaa flittigt søgte til og siddende ved husmands- og fiskerbordet hele tiden plagedes av sin sociale traa. For at faa sin sociale forned­relse endnu værre at føle saa prøvede denne husmand ude fra sandjorderne at sætte sig ved gaardmandsbordet, han var for dette forsøg kommet før nogen anden. Men den gik ikke. Stod­deren blev skaanselsløst vist paa plads.

Og saa en skønne dag kom det som et tordenslag, at netop denne elendige husmandsstodder havde købt sig een av egnens bedste gaarde, som lige var blevet ledig efter dødsfald og skulle sælges. Ingen kunne i sin vildeste fantasi regne ud, hvor stym­peren havde penge fra til at købe sig gaard for, men handlen blev ordnet som alle andre ejendomshandler hos herredets her- redsfuldmægtig, købesummen blev her lagt paa bordet for arvingerne, og den tidligere husmand var nu velstaaende gaard- mand, om han da ikke skyldte alle pengene eet eller andet sted, men hvem ville vel betro en elendig husmand saa mange ^ penge? Det kunne man nu nok have gjort, for den før saa fattige husmand synes før ikke at have fundet det ulejligheden værd at slide med et umuligt brug, mens han nu derimod viste alle, at han ved en gaard nok skulle holde alle andre stangen. For endydermere at gøre hele denne gaardhandel mystisk saa blev den ledige stilling som sognefoged ogsaa tilstaaet den ny­bagte gaardmand - og nu var der ingen, som stødte ham fra det store bord i krostuen, tværtimod saa kunne han som sogne­foged nu sætte sig øverst.

Et andet tordenskrald, som tilmed gik over den hele landsdel, kom ikke saa forfærdelig længe efter det her omtalte passerede. Det var den før omtalte herredsfuldmægtig, som en skønne foraarsmorgen intetsteds var at finde og heller ikke senere arri­verede, herredsfuldmægtigen var og blev fuldstændig forsvun­den fra land og rige. Han havde til erindring om sig efterladt et embedsunderslæb paa ikke mindre end en halv million kro­ner, et fantastisk beløb dengang. Herredsfuldmægtigen havde været en fin mand med en meget fin omgangskreds ikke mindst ude paa alle egnens herre- og storgaarde. Alle store ejendoms­handler gennem aarene blev ordnet av herredsfuldmægtigen, dette var saa ligetil, og det var ret store gebyr, som han fik udbetalt til stempel, tinglysning og eget honorar, at man saa ikke fik de paagældende og i forvejen betalte skøder tilstillet, tilskrev man herredsfuldmægtigens meget store arbejde, her­redsfogden selv var helt umulig her, gammel og næsten avfæl- dig, det var hans fuldmægtig, som maatte klare det hele, hvad han altsaa ret eftertrykkeligt havde gjort. Da alle de endnu henliggende skøder skulle avhentes, viste det sig, at man maatte betale alle udgifterne ved ejendomsoverdragelserne een gang til Det var paa denne maade, herredsfuldmægtigen havde malket sin halve million sammen. Man fandt ham aldrig, han havde vidst forudseende at komme over alle bjærge. Men efter dette var der nu een og anden, som mente at kunne grade før­nævnte husmands ophøjelse til gaardmand og sognefoged, her­redsfuldmægtigen maatte have finansieret gaardhandlen og gennemført sognefogedudnævnelsen og sikkert imod aagerren- ter. Da saa slynglen var sporløst borte fra landet, sad den tid­ligere fattige husmand nu tilbage som gaardmand og sogne­foged og uden at kunne skylde saa meget som en krone væk, nogen kreditor fandtes ikke mere. Denne forklaring var og blev kun skumlerier, ingen kunne bevise noget, for een eneste gangs skyld havde man her oplevet et springavancement socialt sét, det eneste nogensinde ad hele Himmerlandskysten.

Trods nok saa meget demokratisk sindelag hos Himmerlands- kystens folk saa var og blev dog dette at være gaardmand det højeste sociale sigte, yderste traa. I virkeligheden var gaard- mandens hele tilværelse med hele datidens indstilling i forbin­delse med økonomisk selvstændighed ogsaa noget av en ønske­tilværelse. Den mindste gaardstørrelse havde altid tjenestekarl og hjorddreng i sommerhalvaaret og dertil mest en daglejer, konen igaarde en hjælpepige, hvad hun nok kunne trænge. Var der tale om en gaardstørrelse paa omkring et halvt hundrede tønder land, betød det to karle og ogsaa to piger, hjorddreng og daglejer ogsaa. Selve manden igaarde tog sig ikke meget arbejde paa, lidt staldrøgt for et syns skyld efter sen staaen op og davre, og her var det inden den egentlige landsbyudflyt­ning, at landsbyens bønder havde nær til hverandre for at snakke baade formiddag og eftermiddag efter middagssøvnen hen. Almindeligt udartede denne snakken tiden hen sig til en snak over kaffe- eller thepunche med rygen pibe til. Det blev til et mundheld dette med, at det var husmændene og gaard- mandskonerne, der havde sliddet, mens gaardmænd og husmandskoner tog det mageligt. Intet under, om fattigmands drøm og traa stod til at blive gaardmand i sognet omend aldrig saa udsigtsløs for næsten alle. En tjenestekarl kunne entre bar- riéren ved heldigt gifte.

Gaardmandstilværet kom da til at tegne sit eget meget stærke drag i hele Himmerlandskystens folkelivsbillede, bare langtfra altid for det bedste. Brændevin var billig og ret kendt kom der drikkeri ud av dette. En mindre landsby med fem, seks gaarde kunne have sine gaardmænd med en enkelt undtagelse siddende over kaffepunchene helt langt ud paa aftenen efter- haanden aldeles ligeglade med deres egne private anliggender ellers. Her er der sket dette en saadan sildig kvæld i en gaards folkestue, at tre, fire av byens bønder endnu sad og drævede over punchen. Værten var enkemand med flere voksne børn og fremmed husholderske. En søn igaarde var haabløs syg av tæ­ring, og den paagældende kvæld laa han paa det yderste. Dette kom husholdersken ind til drikkelaget og meddelte den døende søns far.

Naah, ja ... det har vi jo ventet paa hele tiden!

Ja, men nu er det lige over, Ole!

Ja, ja ... ja, ja ... det er denslags, der skal ske ... saadan er det nu engang. Gaa du bare ind til Jens.

Hovedrystende og forgræmmet gik saa husholdersken igen, og mændene skaalede videre og stoppede piber og ævlede videre mere end halvvejs i fuldmandssnak. Der var ikke gaaet en time, saa kom den forgræmmede kvinde tilbage og med­delte far'en, at nu var saa Jens ikke mere.

Naah, naah ... ja, læg du saa bare et par femører paa hans øjenlaag, og hent saa mere varm the!

Men denne ordre nægtede husholdersken at lystre, og drikke­laget maatte afbrydes.

Der er her et uforstaaeligt menneskeligt perspektiv i en saa­dan hændelse. S ét her fra denne dødsstund i et hjem og saa der til, hvor en far ville være hos sin døende søn, ved dødens uigen­kaldelighed føle hos sig selv, som selve jorden under hans fød­der glide bort, fodfæstet svigte, mens den fulde sandhed og virkelighed lisom endnu laa tilsløret som for at holde tilbage paa den dybeste fortvivlelse. Slig en menneskelig kløft kan der altsaa være i menneskers sind overfor det selvsamme og under de selvsamme livsvilkaar. Da er det mennesker, vi har med at gøre.

 VI

Gaardmandsstanden som højeste sociale stade, dog uden et­hvert privilegium, skabte rammen om hele folkelivet, fra gaar- dene havde man avgørelserne gældende aars- som livsskikkene, samfundet var et bondesamfund, i hvilket ogsaa husmands- og almueverdenen fik anvist plads som en nødvendig ingrediens, der ogsaa paa sin maade blev taget hensyn til Daglejeren, hans kone og børn kunne godt age med til marked til rimelighed. Gaardmanden selv derimod agede samme tur hver gang, lejlig­hed gaves. To mile vest paa inde i høj- og bakkelandet var markedet i Hadsund foraar og efter høst, det egentlige og vir­kelige marked, markederne i Bælum endnu længere borte tog man med, men i virkeligheden bare for handlens skyld, det andet marked var som en folkelig fest tillige. Markedsbilledet hører alligevel ikke Himmerlandsky s ten til udover, at man herude fra kørte til marked og hjem igen, hvordan saa denne hjemkørsel forløb. Markedspuncherne fra teltbeværtningerne sad mangen en kusk tungt i hovedet, saa han mente sine heste være et forspand, der kunne distancere alle andre, og just dette betød en kapkørsel, de elendigt grusede og alt for smalle lande­veje ikke avgav plads til, naar og hvor omkørsel skulle gaa for sig. Om ikke ligefrem dødskørsel saa blev saadan hjemfærd fra marked tit ulykkeskørsel. I virkeligheden var der kun eet eneste forspand, alle andre paa landevejen uden at mukke kørte til­side for, en gaardmands helt ude lige op ad kysten.

Denne markedsudfærd herude fra kystlandet avslørede ogsaa visse ejendommeligheder karakteriserende det gamle landsbyliv, som fra midten av 1800 erne begyndte at gaa i opløsning adfærdsmæssigt. Her kom stadig den ikke udflyttede bonde­landsby Helberskov sydligst i Als sogn i betragtning derved, at fællesindstillingen lige ind til kollektivisme lagde sig tyde­ligt for dagen. En markedsdag kunne blive oversét og alle blev hjemme, nemlig alle. En enkelt markedsgæst kunne der her ikke blive tale om, kørte man til marked, saa kørte man fra en side av, det samme, naar man blev hjemme. Ellers rummede samlivet i den gamle landsby en Guds velsignelse av trakasse­rier og sammenstød om de fælles anliggender, men gjaldt det en stillingtagen til noget udefra kommende til byfællesskabet, da stod alle sammen uden hensyn til éns eget private, det samme altsaa ogsaa tilfældet med udfærd til marked. Det vil vel ligge ret nær at gaa ud fra, at de øvrige tidligt udflyttede landsbyer langs kysten har reageret noget nær som Helberskov omend ikke slet saa udpræget, hvis man havde kendt til mar- kedsfærd i deres fællesskabstid. Det gjorde man imidlertid ikke, thi da Hadsund marked oprettedes, var landsbyfællesskabet ikke mere, men selv efter udflytningen av bøndergaardene fra den gamle landsby var det alligevel »fra højeste sted«, gaardmandslavet, man iagttog og som udformede markedsfærden. Havde der været lejlighed til langt flere markedsudflugter, ville gaard- mændenes gode tid hjemme sikkert som noget have fristet til yderligere bykørsel, der var imidlertid ikke lejlighed nok.

Saa var der til gengæld lejlighed nok til at dyrke hjemliv og godt naboskab, og før landsbyudflytningen var dette gode nabo­skab nært, ikke sjældent alt for nært. Det laa i selve bondelivets livsform, at mangt et ægteskab ikke absolut var noget inklinationsparti, heller ikke herude langs Himmerlands kyst, og naar saa ikke heller under disse forhold den menneskelige natur kunne tugtes udover at bøje sig ind under det formelle, ja, da er der vel ikke større at sige til, om man selv som gift og hjem­fæstet udi løndom skejede ud efter lejlighed, evne og traa. Og det gjorde man visselig. Børn kunne vokse op uden at vise absolut slaaende lighed hverken med deres mor eller tilpligtede far, de arvemæssige udslag kunne findes helt andre steder, kun blev der ikke egentlig skumlet eller gjort ophævelser av denne grund, det gjaldt egentlig bare om ved nye giftermaal at vare sig imod utilladeligt nært kødeligt slægtskab. Foreteelsen var stiltiende accepteret indenfor gaardmandsstanden, og herfra bredte den sig ud til daglejere og haandværkere uden, at nogen løb fare for at blive moraliseret »ovenfra«.

Livstraaen blomstrede videre i et ellers beskedent og menne­skeligt maadeholdent tilvær, gilde-stemningen var let at kalde paa, kun var der jo noget langt mellem gilderne. Ekstra livs­udfoldelse hørte de officielle tre kirkehøjtider til med Jul ha­vende absolut forrangen, aarsaktuelt var tillige især høstgilder­ne, men gildeslejligheder kendt fra andre landsdele som humle­gilde, brydegilde, kaar-gilde og enkelte andre kendtes ikke. Hørbrydningen havde man, der faldt bare ikke større godbider av da, det var bryllupsgilderne, som vejede tungest som ekstra­gilde. En gammeldags brudefest herude kunne da ogsaa nok stille sine krav til gæsterne med de obligate tre gildesdage ud i træk, fredag, lørdag og søndag med stort sét det hele om igen hver av de tre dage, eftergildet den fjerde dag var for de nær­meste og for hjælperne i gildesdagene. Den omstændelige bru­defærd er et kapitel for sig og før udførlig skildret (Bogen om Himmerland), avgjort folkekulturhistorisk træk her var det, at normalt var bondebryllupperne henlagt til omkring Allehelgen, altsaa i slagtetiden, da megen sul krævedes sat paa bordet. Ikke mindre væsentlig var denne valgte aarstid, som jo faldt saa nogenlunde passende efter ungdommens sommerglæder, og den førstefødte i det nye ægteskab arriverede helt pænt iløbet av vinteren. Ogsaa i dette havde bonden haand i hanke med tin­genes gang.

Gildestrangen kunne dog ingenlunde fyldes ud av brudefærd alene, og tilmed var selv de store bryllupsglider kun for en bestemt kreds; mange gik aar efter aar glip av festligheden i bryllupsgaarden. For at udvide mulighederne for festlig sam­menkomst blev da jordefærden ogsaa til gilde med stort opbud av mad og ikke mindst drikke inden ligfærden til kirke, og efter selve jordefærden gik det videre hjemme i begravelses- gaarden. Men ogsaa her gjaldt det, at jordefærdsgæsterne var indbudte som til bryllup og forud for begravelsen sendte for­skellige madvarer til hjemmet, den saakaldte »sendelse«. Begravelsesgæsterne kom almindeligt baade sultne og tørstige til- gaarde og blev her bragt tilbords. Det kunne ikke undgaas, at baade den ene og den anden tog til sig mere, end godt var for alvorens og højtidelighedens skyld. Var det saa ved vintertid med urørte og kaade heste i stalden, kunne der nok komme en vel livlig ligfærd ud av det, og ogsaa dette smittede »nedad« til almuesmanden, som langtfra evnede en nogenlunde beher­skelse som hos bønderne. Her er det bl. a. blevet fortalt om en begravelse i et daglejerhjem, hvor den avdøde var en gammel veteran fra 48. Det var her en selvfølge, at vaabenbrødre skulle - være ligbærere, men ogsaa de havde taget godt til sig av bræn­devinen inden udkørslen. Vognplads var det her saa smaat med, at de fleste skulle gaa en fjerdingvej til kirken, men tre av vaabenbrødrene kunne ikke, de blev anbragt overskrævs paa kisten, og hele vejen til kirken sang de tre »brødre« av fuld hals »Dengang jeg drog afsted«. Værre endnu var det, at to av disse vel livlige gamle gutter kom i graven før kisten.

Og saa skal det alligevel være gaaet ikke saa lidt livligere til ved jordefærdene længere inde i landet. Ved en bestemt præste­begravelse fortælles det, at kisten med den døde præst blæste av baaren, saadan en brandstorm skulle det have været omkring kirken denne dag. Sandsynligheden for beretningens rigtighed maa alligevel siges at være tilstede. Ved den før omtalte varme­installation i Als Kirke for ikke længe siden fandt man, ogsaa henlagt paa vaabenhusloftet, en ligbaare, det saavidt ikke var enhver mands sag at spænde sig for, der var i selve baaren byrde nok for et par voksne mænd. To gik her imellem baarens to arme, den ene for, den anden bag med baarearmenes ende- haandtag lagt paa skuldrene, mens kisten stod paa den flade baare og blev saaledes løftet op i mandshøjde. Paa denne vis skulle en brandstorm ude paa den aabne kirkegaard nok kunne løfte en ligkiste ned og kaste den tilside imellem gravene. At lig i kiste er blevet baaret paa denne vis, vidner denne gamle ligbaare fuldgyldigt om, og til hele befolkningens jordefærds- skikke kommer saa det næsten utænkelige uryd paa selve kirke- gaarden uden hverken vej eller sti mellem gravene, langt mindre endnu avstukne gange, gravene var som strøet ud paa bed­ste beskub og inden ret længe græsgroet. For graveren at holde skik paa en saadan kirkegaard betød det at kunne huske godt og kende alt, og da ikke mindst at kunne huske tid. Det var vel kun en enkelt bedrestillet, som paa sin grav fik gravsten og hegn om denne. Først sent henimod en nyere tid kom der noget bedre skik paa kirkegaarden.

Den jævne befolknings gildestraa viste sig altsaa let, saasnart anledning gaves, ja, selv uden egentlig saadan. Familiefesterne avholdtes altid i hjemmene med hjælp til plads hos naboer, om man i gildesgaarden havde for lidt. Var mad- og drikketrangen fremtrædende ved gilderne, saa var for de allerflestes vedkom­mende dansetrangen det ikke mindre. Det var ikke usædvanligt, at gasterne med mod paa dansen ikke kunne vente, mens stor­stuen i gildesgaarden blev ryddet til dans, man gik til naboens storstue, der var ryddet for samme tilfælde, og begyndte dansen her. Storstuen i gildesgaarden var i alle tilfælde optaget aftenen igennem og den hele nat saa længe, der blev danset. De øvrige rum igaarde blev derfor stuvet og pakket til med baade men­nesker og klæder, gæstekammerseng fik hele stabler av frakker og kaaber, hovedklæder og andet klædebon ude av brug ved selve gildet. Ved et stort gilde i en sognefogedgaard var gæste­kamret, eller »gangkamret«, taget i brug paa denne maade. En anden seng var blevet ryddet for at give plads for nabogaardens meget svagelige kone. Hun havde følt sig overkørt i dansen og maatte hvile sig lidt. Konen laa her stadig stille hen, da et par av gildegæsterne ville lidt tidligt hjem. Mens man fandt over­klæderne frem og fik dem paa gjordes nogle bemærkninger om, at An' Sofi' nok var faldet isøvn, saa overkørt hun havde været. Konen laa imidlertid her og var død uden, at nogen ænsede det, dansens anstrengelse havde været for meget for det svage hjerte. Alle havde da været for optaget til at skænke den svage­lige kvinde en tanke, de to hjemgaaende gæster blev heller ikke klar over virkeligheden. Og inde i storstuen paa den anden side den tynde væg gik dansen lystigt videre. Glæde og sorrig van­drer tilhobe!

Denne samvandring kendtes intetsteds mere udpræget end ved jordefærdene her yderst ude, hvor altsaa gildeindslagene gjorde sig saa uundgaaeligt gældende. Mellem bordets glæder i begravelseshjemmet før kirkefærden og endnu mere udpræget efter hjemkomsten fra denne laa den tribut at yde, som jorde­færd som saadan krævede, ligskarens dragen ofte langvejs til kirken, højtideligheden her med den salmesang og ligprædiken, der holdt alle jordefærdsgæsterne dødens ubønhørlige alvor for øje, derefter gravfærden, nedsænkningen av kisten med den avdøde, de tre skovle jord, bøn og velsignelse — og saa endelig * hjemfærd til gravøllet. Den virkelig alvorlige del av en jorde­færd var knyttet til kirken, kirkegaarden og det forholdsvis stakne ophold her, dog helt uden oplivende momenter var selv dette ophold ikke altid. Ved den største begravelse, man herude ved Himmerlandskysten i mands minde havde kendt eller bare hørt fortælle om, var kromanden i Hurup Jacob Vedsteds be­gravelse i 1880, hele nordsognet fulgte vel i virkeligheden deres kromand til graven. Den næsten milelange ligfærd ad gammel­dags daarlig landevej fra Hurup til Als tog i foreskrevet skridt­gang sin tid, og saa lang var efter sigende dette ligtog av de mange køretøjer, at det strakte sig over en hel fjerdingvej. Det oplivende moment her var ude ved graven, hvor hornblæsere for baade første og sidste gang paa Als kirkegaard blæste fan­farer over den aabne grav.

En anden begravelse fra nordsognet fra samme tid fik ogsaa sit oplivende indslag omend av en anden art. Det var en vel- staaende større bonde, det denne gang gjaldt at følge til graven, en ret selvfølende bonde iøvrigt, som altid vidste at hævde sin stand ved at møde op med høj hat. Det hed sig, at han ogsaa gik med høj hat hjemme igaarde selv til dagligt vadmelstøj, men dette faar staa hen. Storbonde var han tilmed i den for­stand, at han var en trealen-skikkelse, saa snedkeren, som altid i gamle dage tog maal av avdøde til kiste, her havde haft brug for sin tommestok. Det samme skulle ringer og graver Rasmus Peter i Als ogsaa have gjort, han kendte jo ikke avdøde, gjorde alligevel for en sikkerheds skyld graven lidt ekstra lang.

Ogsaa dengang brugte man ved begravelser, at ringeren, som ogsaa var graver, rørte kirkeklokkerne, mens kisten bares ud av kir­ken og til graven og ligeledes mens bærerne her fik rebene gjort klar og anbragt og kisten endelig sænket ned paa gravens bund. Først da holdt kirkeklokkerne inde, saa præsten fik øren­lyd for jordpaakastelsens formular og bøn og degnen for sidste jordefærdssalme. Men denne dag skete der saa dette usædvan­lige, at kirkeklokkerne umotiveret tav, da man skulle sænke kisten. Peter havde oppe fra sin vagt indenfor nordre glamhul set, at han alligevel ikke havde faaet graven gravet lang nok, * saa kisten nu ubarmhjertig sad fast og ikke kunne sænkes ned. Situationen var pinlig og bærerne raadvilde, mest pinlig skulle det jo da have været for graveren selv, men just som klokkerne tav, stak Peter sit lille skaldehoved ud av glamhullet og viste sit forborgne ansigt, mens hans skarpe, noget skingrende røst lød ned over begravelsesfolkene:

- Læ I ham bare hæng, folkens ... a ska naak konfimier ham!

 VII

Himmerlands kyststrimmel har kun Als sogn som et helt sogn just derved, at det i hele sin længde ikke er mere end en halv mil bredt. Nogle mere end et hundrede gamle optegnelser for ikke længe siden kommet for lyset ved en ren tilfældighed viser, at sognet gennem nogle faa aar er blevet »bogført« ved siden av selve kirkebogens notater, skønt det maa vel være fra kirke­bogen, oplysningerne er kommet. Den paagældende optegner er en bonde fra Halvrebene, en Niels Nielsen, som havde haft en soldatertid i København paa ikke mindre end seks aar; der maa her have været tale om lejet tjeneste. I folkesnakken om denne mand ville man vide, at han hele sit liv efter aarene i hovedstaden blev ved med at »snakke fint«. Foruden denne for­nemhed har da ogsaa samme Niels Nielsen kunnet skrive, og disse nedskrivninger er altsaa blevet til et lille hæfte tilfældigt bevaret for eftertiden. Optegnelserne gælder altsaa nogle veri­table kirkebogsoplysninger for nogle enkelte aar, og gælder

videre rent personlige forhold, fødsel, daab, død og begravelse, ægteskab og gaardovertagelse og gaardopbygning. Her er altsaa ogsaa tale om gaardmandsforhold, men aabenbart ret beskedne, alligeyel maa bondegaarden tages i betragtning.

De »officielle« oplysninger gælder Als sogn som saadant, og av disse er der følgende:

»I Aaret 1834 var 36 fød og 25 død og deriblandt 1 stedfød (dødfød?) Barn og 16 Par ægteviede. I Aaret 1835 var 51 fød og 41 død og 10 Par ægteviede. I Aaret 1836 var 44 fødte og 40 døde. Ægteviede 9 par, uægte Børn 4.

I Aaret 1837 var fødte 52 Børn og døde 24 Mennesker, 12 Par ægteviede. Uægte Børn 4.

I Aaret 1838 var fødte 36 og døde 34 og ægteviede 8 Par. I Aaret 1839 var fødte 39 og døde 33, ægteviede 7 Par, uægte Børn 6.

I Aaret 1840 eer fødte 41 og døde 37 og ægteviede 7 Par. I Aaret 1841 eer 31 fødte og døde 28 og 15 Par ægteviede, uægte Børn 2.

I Aaret 1842 41 føde og 30 døde og 12 Par ægteviede, men iblandt de fødtes tal eer 3 dødfødte, som ikke er nævnt blandt de døde, altsaa 33 døde.

I Aaret 1843 eer 50 fødte og 34 døde, hvoriblandt 4 er død­fødte, 11 Par ægteviede, uægte Børn 8, ældste Alder 84.

I Aaret 1844 eer 45 fødte og 19 døde med 3 dødfødte iberegnet ellers ikun 16 døde - ægteviede 8 Par, ældste Alder 85 aar. I Aaret 1845 eer 37 fødte og 29 døde, ægteviede 10 Par, uægte Børn 10, 2 dødfødte, ældste Alder 94. Niels Mouises Kone i Hurup næstældste 83 Aar.

I Aaret 1846 eer fødte 46 og døde 27, ægteviede 14 Par, uægte 7, ældste Alder 79 og 86 Aar.

I Aaret 1847 eer fødte 34 og døde 19, ægteviede 9 Par, ældste Alder næsten 100 Aar, som var den saakaldte Jye Poetes Moder Enke efter Jens Imer i Hurup 92 Vi Aar dernæst Jens Madsen i Haslevgaard 90 Aar, uægte Børn 5.

Kong Christian den 8de døde den 20 Jaunari og blev bisat i Roskilde den 26 Februari aar 1848 og samme Dag Bisættelsen fandt Sted holdtes Kirketieneste over heele Landet.

I Aaret 1867 fødtes af Mandkjøn 24, af Qvindkiøn 22, dødfødte 5, Tvillingpar 3 Par, uægte 2 — ialt døde af Mandkiøn 16, af Qvind­kiøn 19 ved voldsom Død, ialt 35, 11 flere fød end død. Confir- mander 19 Dreenge, 15 Piger, viede 21 Par«.

Om sig selv skriver samme Niels Nielsen: »Rejste herfra til Kjøbenhavn første gang den 11 Juni 1822 blev meldt i tiene- sten den 20 Juni s. a. fik afsked fra Gardeen den 16 Juni 1828 og rejste fra Kjøbenhavn den 17 Juni s. a. kom hjem den 18 Juni om Eftermiddagen klokken 7. Min Fader kom til Skade den 21 October 1828 og døde den 6 November, om Morgenen klokken 7 blev begravet den 12 November samme aar. Blev lyst til Ægteskab første Gang den 28 December 1828. Havde Bryllup med Maren Peders Datter fra Korup den 21 Februari 1829. Mette blev født Natten mellem den 4de og 5 te Augusti i Dagbrækningen 1829. Hun var for Daaben i Kirken den 20. September 1829 hendes Moder gik i Kirke første Gang efter at have giort Barsel med hendes Datter Mette den 30. Augusti 1829.

Ovennævnte Maren Peders Datter giorde Barsel igjen og fødte en død Dreng Natten mellem den 10. og 11. Februari 1831. Han blev begravet den 20. Februari 1831. Hun gik sin Kirke­gang første Gang efter at have gjort Barsel med den døde Dreng den 20. Marts 1831.

Den nye unge bondekone i Halvrebene i Als sogn, Maren Peders Datter fra Korup har efter disse oplysninger klaret sin første barselfærd paa fem og en halv maaned efter brylluppet, noget ret »normalt« for en nygift kone, bare er her brylluppet holdt ved en anden aarstid end almindeligt, men far ens død og begravelse om efteraaret er vel kommet paatværs, og iøvrigt skulle der vel ogsaa ejendomsovertagelse til først. Ikke slet saa regulært er det gaaet til med Niels Nielsens bror Jeppe og Anna Kristine Sørens Datter, der havde bryllup søndagen og mandagen den 21. og 22. Januari 1832. Ved dette bryllup, hed­der det, gjorde den nye præst efter provst Haugaard sin første tale efter, han var kommet i embedet (pastor Emanuel Jermiin).

Dette bror Jeppes ægteskab varede ikke længe, Anna Kristine Sørens Datter døde den 16. Juni 1835 og blev begravet den 21. Juni s. a. 40 aar gammel. Ung pige har hun saaledes ikke været ved sit giftermaal. Bror Jeppe har da ogsaa haft travlt med at sørge for det følgende ægteskab. Han holder bryllup anden gang den 10. og 11. Oktober samme aar med Margrethe, og denne hans anden kone nedkommer allerede Hellig tre Kon­gers aften med en dreng. Samme førstefødte i andet ægteskab har bror Jeppe mere end netop tænkt paa mere end to maane- der før sin første kones død. Der gaar da ogsaa sagn om, at samme Jeppe har haft sin anden kone installeret i eget hus siddende ventende paa Anna Kristines død, som jo maa have været forudsét og ventet. Bror Jeppes tilfælde kan alligevel ikke have været andet end ikke saa lidt udenfor det sædvanlige hos Himmerlandskystens befolkning.

Endelig er der et andet forhold ved den her omtalte Niels Nielsen i Halvrebene, hvad hans overtagelse av fødegaarden angaar. Ejermæssigt er nævnte forhold karakteristisk for bøn­ders forvaltning av hele økonomien. Her drejer det sig om opbygning av en sikkert faldefærdigt bondegaard omend av de mindre. Optegnelserne herom lyder:

»Vores første Stykke nye Huus, der blev forfærdiget med Leer til vor daglige Stue udi Aaret 1834 kostede 51 Rdl. Sedler. Den vestre Ende eller Stue blev bygd 1835—36 forfærdigede jeg Enden som faldt ned om Vinteren. 1837 fik jeg vor Steenkilde og Steengulv færdig.

byggede jeg Stalden for øster.

byggede jeg det vestre Huus helt igennem.

byggede jeg de 4' Østers og sidste Fag til Stuehuset.«

Bonden Niels Nielsens byggeaar gennem seks, syv aar falder i det historiske tidsrum herhjemme, da de pengemæssigt revo­lutionerende aar efter Landboreformerne med statsbankerot, inflation og møntopskrivning, saa et halvt hundrede rigsdaler i sedler i 1834 har økonomisk betydet en hel del. Det mest bemærkelsesværdige ved det her omtalte bondebygge av en sikkert nærmest uformuende mand er dette, at laan til gaardens

opbygning ikke omtales, tidens byggepolitik har ganske simpelt været at bygge, som man kunne skaffe penge til det selv, ikke tage paa borg. Derfor tog byggeriet sine aar i rad. Efter mere end en menneskealders forløb var man ogsaa herude ved kysten inde paa laanevejen med pantsætning av eget eje. Man kom hurtigere frem ad denne vej, men langt mere usikkert. Endnu havde bonden i sin sociale opkomst ingen hast.

 

VIII

,, Helt avgørende for den folkelige psykes ligevægtstilstand her­ude ved det indre hav sker der saa ved foraarsjævndøgn 1880 dette, at en ukendt skolelærer fra Mariager-egnen faar indbudt til et aftenmøde i Als bys eneste skolestue, andet mødelokale var der ikke i byen udover kroens storstue, men her kunne man ikke holde et møde som det indvarslede, et avholdsagitatorisk møde. Avhold fra al nyden og byden av stærke drikke som ikke mindst brændevin, men ogsaa andre vine og bajersk øl. Den første »totalavholdsforening« i Danmark var allerede stiftet aaret forud, men hvem fulgte med i den slags her ude i eet av landets udhjørner? Men nu, denne aften den 22' Marts 1880, fik de fremmødte mænd besked om tingene ude i den store verden og da ogsaa hjemme i éns egen lille hjemlige inden sognegrænserne.

Denne skolelærer var en mand i sin bedste alder. Han havde i sin ungdom sét sig meget om i verden og sét meget av elendighed, især da brændevinsdrikkeriets. Her førte vel Sve­rige foran, kendt var allerede da de mange brændevinsbrænde­riers ødelæggende betydning for den svenske almenhed. Disse svenske forhold havde skolelæreren studeret, han havde sét mere av samme slags i baade Finland og Rusland, talte forresten selv baade svensk, finsk og russisk. Dette her forsøgte tiltag med stiftelse av »totalavholdsforeninger«, som man kaldte disse foreninger dengang, var helt hans eget. I det allerede startede ædruelighedsarbejde i Danmark var han ikke organisations­mæssigt engageret, hvorfor han saa nu havde valgt sig Himmerlandskysten for en agitatorisk indsats. Skolelæreren havde i fuldt maal baade visionær styrke og missionærens taktik i sin maade at henvende sig til sine tilhørere paa. Billederne av gru, elen­dighed og ulykke evnede denne mand at rulle op for de tavse mænd siddende tæt om ham paa de umagelige skolebænke, og det hed sig bagefter, at da taleren omsider sluttede sine skil­dringer og sin indtrængende appel om at stifte en forening til kamp mod drikkeriets forbandelse, da var der saa stille i den lille skolestue, at man ville kunne have hørt en knappenaal falde paa det sandstrøede gulv.

At stifte en »Totalavholdsforening« var at skrive »Total- avholdsløftet« under med egen haand. En mands underskrift var en æressag, at bryde et underskrevet løfte var en ussel ting, og var der vel een og anden fra denne aften, som senere gjorde det, thi der var nu rejst kamp i sognet, en snærtende strid mel­lem naboer og venner. Men den første, som denne aften i Als skolestue rejste sig fra skolebænken og gik op til pulten og her med fast haand skrev sit navn under i protokollen, var sognets største jordejer og proprietær, ungkarl, knoklet og ludende, trædende haardt i gulvet i sine tunge træsko. Der fulgte flere efter. Mænd, som var mødt op av nysgærrighed og tvivlende, følte viljen staalsætte sig og skrev ogsaa under, bønder ude fra de allerede da udflyttede gaarde, haandværkere i byen, fiskere, daglejere og fattig-hans'er. Det blev denne avholdsforening, som i sit hele virke saa at sige lutrede landsdelens i forvejen demokratiske sindelag og virkningen herav fortog sig aldrig, men blev sognets folkelige særkende. Og dog var det fra oven socialt sét, denne avholdsbevægelse skabtes og derved fik en betydning vel uden sidestykke i noget andet dansk landsogn. Ved foreningens femogtyve aars jubilæum i 1905 stod Als Avholdsforening som den største lokalforening indenfor Dan­marks Avholdsforening købstæderne og hovedstaden taget med.

Om denne avholdsbevægelses betydning, arbejde og vækst er der allerede andetsteds skrevet udførligt, dette skal ikke gen­tages. Hvad som ikke er blevet skænket nogen videre tanke i denne forbindelse, er det anslag mod den hidtidige folkelige indstillings ligevægt, avholdsbevægelsen og avholdssagen i det hele taget blev, her var den nystartede forening i virkeligheden et brutalt indgreb, det blev gjort til noget nær en vanære at drikke en kaffepunch, og dette kunne ikke andet end sætte ondt blod beboerne imellem. »Brændevinsfolkene« blev et ord puttet ind i dagligsproget, og overfor dette fra modsat side bat­tede i virkeligheden haansordet »totalfolk« ikke med virkning. Hele udviklingen i sognet førte nemlig dette med sig, at mæn­dene i ledende stillinger, i tillidshverv, sogneraadsformænd, sognefogder, sogneraadsflertal, foreningsformænd og flere endnu alle saa at sige fra en side av var organiserede avholds- folk, alt dette virkede.

Avholdsfolkene var de fleste tillige, dominerede ved sogne- raadsvalg og ved andre valg. Da kommunalavstemningsloven om krobevillinger kom, sablede man i Als sogn den gamle Hurup Kros spiritusbevilling ned den ene gang efter den anden, og da i 1914 Als Kro skiftede ejer og der skulle ny bevilling til, ansaå den nye ejer det for aldeles formaalsløst at søge spiritusbevilling. Ogsaa paa anden vis dominerede av­holdsfolkene. Fem aar efter foreningens stiftelse byggede man forsamlingshjem øverst paa Als Bakker liggende frit og sét vidt ud over egnen paa søndre side av hulvejskløften til stran­den med selve kirken paa nordre side, som om disse to bygnin­ger sét saa viden om delte magten i sognet. Ihvertfald blev stil­lingen denne rent forsamlingsmæssigt, at saa at sige alt av møder og forsamlinger at være fik tilhuse oppe paa bakkerne, først og sidst ungdommens sammenkomster, politiske og folke­lige møder baade dag og aften, foreningsgeneralforsamlinger, større familiefester og altid med sodavand i glassene, dilettant­komedierne, gymnastikøvelser- og opvisninger, forudseende havde man nemlig straks bygget selve salen temmelig stor efter forholdene fra hidtil og byggede senere til igen. I en forsam­lingshusenes tidsalder blev avholdshjemmet i Als ikke alene sognets forsamlingshus, men næsten alt andet for samvær ogsaa.

Avholdsbevægelsen i dette sogn kunne i sin egentlige blom­stringstid ingenlunde frikendes for en vis fanatisme, som vi ellers kun møder i menighedslivet, endnu et bidrag til uddyb­ningen i befolkningen mellem de totalavholdne og de brænde- vinsdrikkende. Sikkert er det, at der mangen gang som i trods blev drukket mere, end tilfældet ellers ville have været. Hos mange sad denne trods saa dybt, at den helt uvilkaarligt og lisom mekanisk kunne give sig udslag paa ret pudsig vis. To hedehusmænd var naboer, den ene avholdsmand, den anden det helt modsatte. En sen kvæld da den første sammen med sin kone gik hjem ud ad hedevejen, saa de ved det svage lygtelys en mand liggende i grøften langs vejen. Det viste sig at være naboen, som ikke havde magtet at trække sin »bjørn« hjem uden at hvile. Nu var manden faldet isøvn, og her kunne han da ikke ligge ved nattetid og sove rusen ud. De to naboer søgte ved fælles hjælp at faa fuldsnuden paa benene for at kunne hjælpe ham hjem. Det lod til at være ugørligt, man fik kun den kuldsejlede saa vidt ud av søvnen, at han var istand til at skønne over, hvem der forstyrrede ham i hvilen. Men aldrig saa snart naaede situationen ind gennem den omtaagede be­vidsthed saa nogenlunde, før han nede fra grøftens bund snær­rede arrigt: »Pas do dæ sjel', din totalsnud'!«

 

IX

Menneskesindets stærkeste og dybeste kendsel av traa hører vel naturligt ungdommen til, blir da mere bevidst, hvor den i bar­nesindet laa latent og usikker med hensyn til, om denne traa nogensinde senere op igennem ungdomsaarene skulle blive le­vende og mærkbar og bestemmende for den enkeltes senere skæbne her i livet. Langt tilbage i tid har ungdommen her ude ved Himmerlandskysten vel søgt sig avløb for sin naturlige livs­udfoldelse paa samme maade som de fleste andre steder i den udstrækning, det har ladet sig gøre. Selve aarsskikkene var kun sparsomme indslag og ofte utilfredsstillende med mulighederne. De tændte baal ved vaar og midsommer samledes man om og knyttede visse skikke til for ad denne vej at faa lidt moro ud av det. Valborg-blusset forbandt man med »gadelam«, om end denne leg egentlig laa noget tidligere fremme i tilknytning til Fastelavn. Ret uskyldig skulle vel legen være og ikke beregnet paa at føre alvorlige følger med sig, »gadelammet« var tildelt paa skrømt, og alligevel er det hændt paa Hyllebjærg sydligst i sognet, at en ikke helt ung pige blev rasende over, at den bon­desøn, hun satte alt sit haab og al sin hu til, fik tildelt en anden av landsbyens hellerikke helt unge piger. Der blev helt ufor­varende kvindeslagsmaal ud av denne pigerevalisering, og bon­desønnen, kampen jo egentlig gjaldt, trak sig beslutsom ud av kredsen, han var ikke opsat paa nogen av de kæmpende furier. En yngre pige bagerst i kredsen omkring baalet trak han nu med sig bort og fik fulgt hjem, og der kom en livslang forbin­delse ud av gadelamsgildet alligevel.

Midsommer-blussene var ikke sjældent forbundet med som- mernatsskulde, først ind under høst blev sommernætternes lun­hed mere paalidelig, men da havde de unge kun skaar-gildet uden nogen egentlig fest, senere igen saa høstgildet med dans paa loen i bondens gaard og mange samlet. Efteraarets bryllup­per var ikke egentlig ungdommens gilder, de særlige sammen­komster for kun unge var legestuerne, længere tilbage i snart den, snart en anden bondegaards storstue, hvis da ikke lands­byen havde en særlig storstue for samme formaal, av og til hos landsbyspillemanden selv. Senere igen kom kroens »sal« ind i billedet. Da avholdsforeningen i Als var blevet stiftet, lagde man fra denne side omgaaende an paa at faa de unge samlet til dans uden adgang til spiritus. De første fem aar havde da­værende mølleejer Septimius Jermiin, Haslevgaards Mølle, der selv var gaaet med i avholdsbevægelsen, indrettet en interimi­stisk »sal« i den av ham ejede »Ryttergaard« i Als, og her bød man saa de unge til dans og lystighed. Karlene holdt sig tilbage og mødte paa kroen, mens pigerne gik til »Ryttergaarden« og ikke var til at formaa til at møde frem paa kroen som før. Og dette hjalp paa den mandlige ungdom, pigerne var de stær­keste, saa næsten av sig selv havde avholdsbevægelsen kapret sig legestuerne for de unge.

At saa legestuerne i Als efter, at avholdshjemmet paa bak­kerne var bygget, i virkeligheden blev noget langt udover det sædvanlige andre steder i vid omkreds, skyldtes een eneste mand, bondesønnen, den senere saa navnkundige spillemand Jens Frederiksen. Ikke alene skolede denne yngling sig fra ung av op i musik, han evnede tillige ogsaa at skole andre unge op i det samme. I Als var der nu ikke mere tale om en enkelt spillemand eller to ved legestuerne, Jens Frederiksen kunne møde frem med undertiden op imod en halv snes musikantere med forskellige instrumenter og dansemelodierne instrumente­ret, skrevet ud for disse forskellige instrumenter. Der blev dans ud av denne musikalske præsentation, man ikke noget andet sted kendte magen til, saa ikke sært, at mange længere inde fra i landsdelen jævnligt maatte til legestue i Als.

Det var her intet mindre end en revolution i ungdommens dansende samvær, som her fandt sted gennem ikke stort over en menneskealder. Dengang denne tid tilbage var ringeren og graveren byens spillemand og havde i sit lange gamle bindings­værkshus den ene ende av dette som storstue, hvor legestuerne holdtes med ham selv som spillemanden, mens hans kone ser­verede kaffe- og thepunche nede i folkestuen ved langbordet dér. Det var samme spillemand, der som ringer ved vintertid kunne ringe solen meget tidligt ned og saa vandre tilfods langs kysten over Dokkedal, Mou, Storvorde til Nørre Tranders og spille ved legestue dér for igen henad morgen at vandre vejen tilbage og naa tidsnok hjem til Als igen til at faa solen ringet op. Senere, da spillemanden havde skiftet erhverv, flyttedes legestuerne til landsbyens ret primitive kro, et tidligere ret rummeligt stuehus fra en udflyttet gaard, og her dansede de unge og karlene drak punch indtil, altsaa avholdsforeningen kaprede de unge og beholdt dem. Og da havde Jens Frederiksen overtaget spillemandssædet i avholdshjemmets sal. I hele dette ungdommens samvær ved legestuerne under avholdsforeningens ledelse og kontrol var det, som om den hidtidige udpræget demokratiske aand hos de unge uddybedes endnu yderligere. Velhavende gaardmænds døtre og »gode partier« kunne faa lov at sidde og varme bænke, mens tjenestepiger svang sig i dansen og aldrig var av gulvet, her var det dansefærdigheden og selve personligheden, der var det avgørende og stadigvæk vedblev at være det.

Længere nord paa langs kysten maatte ungdommen nøjes med mindre end i Als sydsogn, men ogsaa her kunne der sen­des dansemusikere til fra Als, selvom man dog vedblev at kunne klare sig med gammeldags spillemænd temmelig længe. Det var ikke alene i dansesalen, denne Als musikker gjorde sig gæl­dende og opdrog de unge til at kræve en bedre og virkelig musik, ogsaa de efterhånden indledte koncerter baade som underholdning ved forskellige sammenkomster, men ogsaa som deciderede koncerter uden noget andet tilknyttet lykkedes det med tiden Jens Frederiksen at samle et lyttende publikum. Det kan vel med sandhed siges, at denne musikkens mand og elsker lærte sit sogns unge at lytte til musik, og denne musikal­ske udvikling hos de unge udbyggedes yderligere ved, at bør­nene fra sognets hovedskole i Als fik sangtimer og musikalsk oplæring saa at sige uden sidestykke i hele det udstrakte stift, mellem skolelæreren og manden paa musiktribunen skabtes dei et samarbejde, den Als ungdom høstede velsignelse av. Den aarlige juleaftensgudstjeneste i Als Kirke med kirkekors og blæseorkesters medvirken blev maaske gennem mange aar det bedste udtryk for dette kystsogns høje musikalske stade.

Skøn musik vækker traa i menneskeligt sind og ikke alene hos de unge. Fra ungdommen gaar vejen ind til eget virke under eget ansvar og dette uden social forkælelse, men samtidig følger mærkeligt med sans og øre for musik og sang ikke min­dre, dette at kunne nynne melodier til arbejdet, og at kunne live sindet op med sang har maaske haft større virkning og indflydelse, end det har været muligt at opspore og forfølge ude hos den enkelte under hverdagens dont. »Aandelige væk­kelser« vandt aldrig indpas og endnu mindre fodfæste hos kyst­befolkningen herude, men ellers var der mere end god grøde i sociale og økonomiske tiltag især da andelsforetagenderne. Voksenbefolkningen ved Himmerlandskysten maatte siges at vise interesse dér, hvor fremtidens veje skulle udbygges paa eet eller andet felt. At ogsaa dette fik en vis indvirkning paa de unge lidt ude over ungdomssværmerierne fulgte naturligt. I virkeligheden blev en naturlig sindets traa i de egentlige ung- domsaar av selve forholdene som av sig selv ledet ind i den bane, ad hvilken en livets egentlige indsats skulle ydes en mand- domstid igennem kort eller længere. Mærkbart besvær ved generationsskifterne har ikke kunnet noteres, ungdommelig opposition hos de unge mod de ældre og voksnes indstilling og stillingtagen kendtes vel ikke, satte ihvertfald aldrig spor i ud­viklingens gang, man gik ind i de voksnes verden, ind til eget ansvar med de længsler og forhaabninger, den traa, som normal livsførelse giver.

Alt av ungdomssind og følgende manddommens planlægning og bevidste indsats med maal for øje er dog groet op og ud av barnesindet, og havde da her netop barnesindet andre forudsæt­ninger, eller avvigende vilkaar, end kendt og eksisterende i almindelighed? Ja, eet sted havde det dette - ude allerlængst mod syd i sognet og ved Himmerlandskystens sydlige grænse lige ud mod Mariager Fjords vande. Det var de store og jævn­ligt saltvandsoverskyllede engdrag herude, som skabte disse særlige vilkaar for de smaadrenge fra ejerlavene sydligst i sog­net, her især Helberskov. Femogtyve bøndergaarde var ved ud­stykningen lige i begyndelsen av 1800 erne Helberskov ejerlavs omfang, hver enkelt gaard tillagt et i forhold til andre ejerlav i landsdelen temmelig stort engareal. Disse store engarealer paa vel et par tusinde tdr. land var ret værdiløse ogsaa som som­mergræsning, men spillede dog deres egentlige rolle som saadan. Det betød ung- og goldkreaturer, faar og hestene udenfor ar­bejde paa græs her langt ude, og det betød ikke mindre en fast stab av hjorddrenge knyttet til deres særlige arbejde en hel sommer igennem fra udbinding tidlig vaar til indbinding som oftest først henimod november, da hjorddrengene skulle »av- mønstres« med en tikrone og et par nye træsko som vederlag foruden kost og ophold for seks, syv maaneders hjorddrengs- gerning.

Disse særlige og ret særprægede vilkaar for de Helberskov hjorddrenge maa ind i et billede av Himmerlandskysten i tro og traa, ihvertfald i dette sidste. Det var et haardt liv for pus­lingerne, dette hjorddrengsliv, en ubarmhjertig, paa visse om- raader brutal tilværelse. Det var ved sommertid en halvmile­lang vandring barfodet saa tidlig, at de fleste næppe havde faaet søvnen gnedet av øjnene, hjorddrengene da slet ikke. Efter at have flyttet kreaturer tilbage igen til levnet mælkebrød paa langbordet hjemme i gaardens folkestue og saa et par timer i skolen uden noget, der hed at skifte om, og vel almindeligt for i skolestuen at sidde og kæmpe med søvn og træthed. Et par timer bare, thi knægtene skulle deres middagstur ud i engene igen og først være tilbage igen langt efter middagsmaden. Hen efter høst begyndte løsdriften i fællig med langt mindre be­svær for hjorddrengene, de var nu fri for de mange vandrin­ger frem og tilbage og havde et forholdsvis let arbejde ved vogtningen, sommerlivet havde været langt, langt sværere.

Et saadant hjorddrengetilvær, som der her er tale om, maatte og skulle udforme sig paa en egen maade, kammeratlivet havde sin egen disciplin, en haardhændet, visse egne skikke udfor­mede sig ud av selve vilkaarene for hjorddrengelivet, haarde og ubønhørlige som skikken med at blive »pinsedagsvædder« for den dreng, der pinsemorgen blev sidst færdig med sin flytning av kreaturerne. Han maatte møde op hos alle de andre ved en bestemt stenkiste og her blive belagt med klaptræer og saaledes trukket den halve mil hjem til bydammen, hvor endelig klap­træerne blev taget av ham og kastet i gadekæret. Denne ubarm­hjertige skik pinsemorgen gjorde, at man da kunne sé de smaa fyre i bare ben og barfodet løbe fra kreatur til kreatur og svinge tøjrekøllen, som løb de for livet - og den, der kom sidst var uden skaansel leveret til spot og spe, selvom han brølede ud av dybeste fortvivlelse. Fandt en saadan stakkel paa at stinde sig i sin fortvivlede situation, saa havde de andre naalene i hans bag, laar og ryg, saa det gjaldt om at flytte sig villigt.

Men der var en anden hjorddrengtilskikkelse, som gjaldt alle, og som ingen kunne skulke fra — det var natligt tordenvejr, naar det blev allerværst og øgene derude i fjordengene skulle hentes hjem i øsende regn og mens lynene flængede himlen paa alle led og næsten uophørt oplyste hele egnen. Manden igaarde maatte blive hjemme i en saadan situation for at passe paa kone og børn og trøste, karlen igaarde skulle være ved haanden, om eet eller andet alvorligt, ja, maaske katastrofalt skete, der var ingen anden end hjorddrengen at sende ud i engene efter øgene. Herude i de uendeligt vide enge, hvor bælgmørke og hvidnende lyn vekslede, skulle saa hver knægt især finde frem til sine egne øg og sé at faa tøjrene rinket og saa komme paa hesteryg. Under alt dette kunne drengene høre hverandre brøle av karsken bælg i deres bundløse skræk for uvejrets rasen, men var man saa først paa hesteryggen, gik det hjem i tordnende galop, da var en saadan lille purk reddet. Paa nakken av en hest var han herre over det hele, og hestene behøvede ikke paamin- delse til fuldt stræk hjem til stalden.

Men det blev koldere og mere barsk derude i fjordengene, eftersom sommer og høst gik paa gled, og efteraaret satte ind med regn, kold blæst og til tider rimkolde morgener. Det var heller ikke godt for kreaturerne, de blev langhaaret heraf, skut­tede sig og forsøgte paa deres vis at trodse væde og kulde ved at lægge sig ind imellem omend halvsultne, der var slet ikke mere tale om nogenlunde mærkbart bid i det avgnavede tynde græs. Her kunne saa de barfodede hjorddrenge røve sig lidt varme fra de frysende kreaturer ved at jage dyret op og sætte de bare fødder paa det lidt lunere sted, som det avbrudte leje frembød. Knægtene kunne ogsaa awente, at kreaturerne skød ryg og lettede hale og avgav en varm straale og saa ogsaa paa et saadant sted sætte de vaade, kolde barfødder for en stakket opvarmning. Saadanne primitive varmekilder var dog ikke me­get værd, mere værd var barføddernes hærdning fra vaaren av gennem hele sommeren og nu ind mod Allehelgen. Hvad var saa her drømmen i en saadan lille forhutlet hjorddrengs barne­sind? Var der rum for drøm overhovedet? Mere at fortrøste sig til efter disse maaneder borte end en vinters tilvær hjemme i fattigstuen var der ikke. Udsigten for en hjorddreng herudover strakte kun til tjenestekarlens verden gaaende over i dagleje­rens gifte tilværelse for et møjsommeligt udkomme i andres brød. Traaen i menneskesind i den allerspædeste antydning var at oplede i en hjorddrengs forkrøblede barnesjæl.

 X

Himmerlandskysten som ramme om og rum for menneskeligt tilvær paa godt og mindre ondt, med møjsom strid for livs- udkomme, med mere menneskelig levemaade indtil forholdsvis velvære og velavlagthed er - eller var et eget indslag i en nations samfundsmæssige orden, maaske mere rigtigt uorden, som det nu engang har været mennesker i denne egn av kloden beskaaret at leve og være til lige fra vugge til den aabne grav paa sognets kirkegaard og gennem alle de mellemliggende sta­dier her. Vel i virkeligheden ikke stort anderledes end i andre landsdele i Danmark. Betyder imidlertid selve naturbilledet og de herav flydende vilkaar i een og anden retning noget for de mennesker, der lever som et led i samme naturbillede, saa har Himmerlandskysten været en stunds dvælen her værd.

 I denne forbindelse ogsaa værd at bemærke, hvad en fremmed natur­elsker paa rundrejse i Danmark igennem engang har sagt om selve Himmerlands kystparti under de ejendommelige høje bakkeskrænter tæt ud mod havet: »Véd De, at De her i Als sogn ejer eet av de allersmukkeste og mest karakteristiske kyst­partier i dette land!« Véd vi dette herude, skønner vi paa det, saa vi værner netop dette særprægede og skønne billede i dansk og endnu mere himmerlandsk natur? Det er beskæmmende, at ikke alle forstaar dette.

Der knytter sig ogsaa »historie« til samme naturbillede, et ret stakket sognehistorisk forløb ganskevist, og skønt der alle­rede er skrevet en del herom, maa her ikke forbigaas den godt og vel en halv snes aar lige omkring sidste aarhundredskifte, da Als var badested paa højde med baade Sæby og Skagen før, Vestkysten i Jylland havde ikke endnu draget opmærksomheden til sig hos de forholdsvis faa bymennesker, som havde mulighed for at kunne tillade sig een eller flere ugers bortevær hjemme­fra og ophold ved badested. I disse aar var Himmerlandskystens strækning ved Als genstand for en ret usædvanlig fremmed­invasion, som helt og ganske skyldtes en driftig og entrepre­nant kromand. Flest københavnere var disse sommergæster, ikke faa med navne, som senere hen blev landskendte, et enkelt, som allerede da var det. Da var der driverliv langs stranden med det frodige græstæppe lige ned til højvandslinjen. Nogle faa hjemmefiskere holdt til her og fik nu rigeligt med indblik i byfolks omgangsform og lærte herav. Det samme gjorde iøv- rigt hele landsbybefolkningen, dennes menneskeerfaring udvi­dedes kendeligt med en vis betydning senere hen ogsaa.

Gæsternes underholdning var de naturlige forhold, vandrin­ger langs stranden, dvælen i bakkeslugterne, kromanden havde plantet en bakkeknude til med naaletræer, lavet lidt anlæg med udgravede gange paa bakkesiden og avsatser med bænke og borde og solsejl over. Her kunne man sidde og nyde udsigten udover havet i ro og særligt mag. Det eneste tilløb til særlige arrangementer for gæsterne hernede ved stranden var en noget primitiv tennisbane, der dog blev benyttet flittigt. Og saa lands­byens eget bidrag udenom kromanden - spillemanden Jens Frederiksen. Han var gaardmand i byen og havde en strandlod hernede hørende til sin gaard, havde køer gaaende og græsse og skulle bringes herned og hentes hjem igen. Samme spille- og gaardmand var ogsaa lystfisker, han havde altid en enkelt eller flere ruser ude i havet og var da jævnligt ude og røgte garn. Det var dog mandens ubændige interesse for alt udenfor sognegrænsen og for interesser, han ikke havde mange fæller om at nære, han nu i samtaler med alle disse københavnere fik lejlighed til at dyrke videre op. De fremmede saa denne lille tætte skikkelse av en bonde og spillemand at være som ikke saa lidt av en original, hvad han jo i virkeligheden ogsaa var.

Og saa var der mennesker inde fra en fremmed musikkens verden som sommergæster i den gamle landsby, og med disse fremmede kom det sig av sig selv, at spillemanden fik nært samkvem med. Højdepunktet i dette musikalske interessefælles­skab med mænd inde fra selve hovedstadens fornemste forum blev et samvær med dalevende kongelige kammersanger Helge Nissen. Jens Frederiksen kunne aldrig blive træt av at fortælle om den vidunderligt skønne og blikstille sommeraften, da han roede ud med samme kongelige kammersanger, roede langtsomt frem og tilbage ude udenfor revlerne. Thi da sang Helge Nissen. Der er det ejendommelige ved akustikken under de høje bakker ved stranden her og stranden langt ud i havet, at man ved at sidde helt oppe paa bakkekanten en saadan blikstille sommeraften kan høre saa at sige hvert ord, der tales helt langt ude, ja, næsten en hvisken ogsaa, og just saaledes var det hin sene kvæld, da kgl. kammersanger Helge Nissen sang derude i den Als spillemands baad. Den næsten ufattelige vellyd av toner fra en sangers strube bredte sig ind mod land, stødte mod bakkeskrænten og steg opad just saadan, som ingen, der ikke har oplevet dette, vil kunne forstaa helt og fuldt. Men i denne sene aftentime sang Himmerlandskystens kongelige sangergæst.

Alt dette og en hel del mere som sagt historie, var forbi og halvvejs glemt for allerede et halvt hundrede aar siden. Men stranden vedblev, gudskelov, at være den samme. Lands lov av 1937 fredede strandbredden i et hundrede meters bredde, hvad her ville sige stedvis helt op over bakkernes fod. Andre stræk­ningen har senere fredninger værnet mod uforstandige over­greb, saa stort sét er naturbilledet vel uændret fra saa langt til­bage, som ingen husker mere. Men det er ogsaa, som een og anden husker det stadigvæk og det just fra sen aftentime med blikstille et stykke ind i høst, hvor de lyse nætter kun havde ladet en mindelse igen. Som Drachmann siger det: »Snart er de lyse nætters tid forbi/ og mørket stiger fra de dunkle vande —« Hvad er som det halvdunkle høstmørke, og slet intet er som dette mørke under strandbakkernes ved Als. Her har stævnemøde mellem unge naaet sit allerhøjeste klimaks, har nødvendigvis maattet det.

Stilheden er da saa vidunderlig, at der ikke kan fortælles herom. Det eneste vidnesbyrd om liv er strandfuglenes ensom­me, vemodige fløjt udefra vandet ind mod bakkeskrænterne. Langt ude i nordøst kommer fyrets præcist gentagne lysvinge i sving ud mod hav og ind mod land, men her saa fjærnt, saa fjærnt. Det tætte, lange og bløde græs ved bakkens fod er dug­tørt og ubeskriveligt dejligt som elskovs leje, mens bakken øverst paa sin ryg bærer den kirke, der har staaet her lige fra den tid, da vore vikinger huserede maaske ogsaa her ved kysten ud mod fremmedland, har staaet her for menneskenes skyld og taget imod over tærsklen ind til livet, i selve livets faa trin indtil det allersidste. Om sin sokkel har denne kirke den plet, hvor de, livet har sluppet, gemmes hen og blir jord igen. Men dernede ved kirkebakkens fod blusser livet under høstens mørke himmel, udløser det unge blod sin traa i fuldkommeise, mens fyret der langt ude skærer tiden ud i bidder og kaster disse ned i den bundløse evighed.


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 14. januar 2013