Af Carl Raaschou  

Hyrdedreng i Helberskov

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Hyrdedreng i Helberskov Af Carl Raaschou

I det sydøstlige hjørne af Himmerland mellem Kattegat og Mariager fjord ligger langt fra alfar vej en lille landsby Helberskov. Her har forfatteren Carl Raaschou på jagt efter oplysninger til den af National­museets Etnologiske Undersøgelser udsendte spørgeliste om husdyre­nes pasning i ældre tid fået den beretning, der her følget et afsnit af. Den er meddelt af tidligere husmand Christian Thygesen, der som søn af en fattig enke i landsbyen kom ud at tjene i niårsalderen - i 1894 - som hyrdedreng.

De fleste af NEU's lokale medarbejdere er gamle mænd og kvinder, som skriver ud fra egne erindringer, og disses optegnelser danner kær­nen i NEU's samling, sikre og solide, som de selvoplevede beretninger er, men NEU har også yngre medarbejdere, som optegner efter gamle, der ikke selv er i stand til at skrive, og vi finder, at denne beretning er et godt eksempel på, hvorledes en lokalkendt optegner, kan finde frem til netop det sted, hvorfra der kan hentes særlig gode oplysninger. Det, der præger forholdene i Helberskov, er dels de store enge, »Maaen«, ned mod fjorden, dels den bondeskov, som man her har fredet om som en nødvendig brændselsleverandør, idet byen savnede tørveskær. Skoven var tillige læbælte ud mod Kattegat, og den bestod af eg, el, ask og birk, medens bøg manglede, og med underskov af hassel, benved og vild humle, for at nævne de vækster der havde økonomisk betydning.

Ole Højrup.
 

Tjenesten tiltrædes. Dette skete som regel til 1. Maj, men man kunne også begynde 1. april. Egentlig tiltrådtes tjenesten med prøvetjeneste allerede om julen, idet det da hed sig, at kommende sommers tjenestedreng skulle have sit juleophold i den gård, hvor han skulle være hjorddreng. Men den egentlige sammenhæng var den, at drengen allerede om julen gik til hånde i nødset ved vanding og fodring af kreaturerne. Det samme kunne gentage sig om påsken.

En hjorddrengs løn for et sommerhalvår var 10 kroner plus et par nye træsko og et pund »tov«, fåreuld, til hoser. Havde drengen træsko på ved tiltrædelsen, blev disse sat til side, mulige hoser ligeledes. Der skulle ikke slides unyttigt på beklædning, når drengen kunne udføre sit arbejde barfodet. I den kolde tid ind mod november kunne der dog for nogle drenges vedkommende blive tale om brug af de såkaldte »stunthoser«, strømper uden fod, men ikke om træsko.

Udbinding af gårdens kreaturer. Den første udbinding fandt sted allerede senvinter, hvis jorden var bar. Da blev alle byens får drevet til skoven, hvor der blev løsdrift for byens samlede fåre bestand. Mange af fårene læmmede med de tidligst fødte lam i skoven, og kom der nu, hvad ikke sjældent skete, en forsinket vinter med sne og snefog, da kaldtes dette snevejr for »lamme knog«, og de nyfødte lam gik som regel til.

Så snart engdragene under nabobyen nord for skovene begyndte at grønnes og dermed at friste fårene, måtte byens bønder tage deres får hjem. Ved denne lejlighed blev hele fåreflokken drevet ind i den største af byens lader. Denne hjemtagning af byens får fra løsdriften ude i skovene skete efter indvarsling, ved at byhornet gik byen igennem med udråb om tilsigelsen. Så snart fårehjorden var drevet ind i laden, måtte hver fårehyrde selv finde sine får ud efter øremærkerne. Lam født ude i skoven var imidlertid ikke blevet mærket, og her måtte man rette sig efter, hvorledes lammene søgte til deres moderfår. Fårebestanden i en gård var ret anselig med fra 14 til 20 vinter får, enkelte gårde havde endda flere.

Når byens fårebestand således ved forårstid var delt ud på rette hænder, blev moderfårene nu tøjrlagt og tøjret i »Maaen« de føl­gende måneder til efter høst. Allerede før denne tid blev de løsgående vædderlam dog indfanget og ført hjem til gården for at hindre en for tidlig befrugtning af fårene. Denne måtte nemlig ikke ske før hen på efteråret. Vædderlammene ud over behovet til avlen blev kastreret, »snøret«, og blev herefter til »beder«. Disse spillede en stor rolle ved fåreslagtningen og var en eftertragtet slagtevare.

Hurtigst gørligt efter maj blev gårdens hornkvæg sat på græs, »bundet ud«, kaldtes det. For alle kreaturerne gjaldt det, at de fik tøjr på med klaptræ og en god stor trætøjrpæl, »tøjrehæl«. De køer, som skulle malkes tre gange daglig, kom på græs i marken, den del af gårdens jordtilliggende, der var under plov, og blev derfor kaldt for markkøerne. Køer, som kunne nøjes med malkning to gange daglig, samt ungkreaturerne, blev trukket på græs i »Maaen« og tøjret der.

Meddeleren husker fra sin tidligste hjordedrengstid, hvorledes overtro endnu gjorde sig gældende der i byen ved visse lejligheder. Både manden i gården og hans fader var foruden drengen med til at føre køerne af stald. Men inden dette kunne ske, tog man en ret stor sten i brolægningen lige inden stalddøren op, og i det derved fremkomne hul blev nu en lille, levende kattekilling sat ned, og en fjæl lagt over hullet, så killingen ingen skade kunne komme til. På denne fjæl skulle alle kreaturer træde med en af fødderne, inden de fik lov at komme uden for døren. Tilmed skulle hele arbejdet med at lægge kattekillingen i hul, tage kreaturerne af stald og lægge tøjr på dem foregå i fuld tavshed mændene og drengen imel­lem. Meddeleren erfarede aldrig, hvad denne skik gik ud på eller skrev sig fra, men den iagttoges altså et enkelt sted lige op mod århundredskiftet.

Den daglige røgt.

Får og ungkreaturer fik efter udbindingen fast sommerophold i »Maaen« og kom aldrig hjem i stald før efter høst, da løsdriften begyndte, og alle gårdenes kreaturer vogtedes i fæl­lesskab af samtlige hjorddrenge. Så drev man hele flokken hjem til landsbyen om aftenen, og køer og ungkreaturer skulle nok selv finde hver sin gård i byen; Men indtil da lå ungkreaurerne ude dag og nat. Kun køerne trak hjorddrengen hjem til aften til malkning og ud igen efter morgenmalkning. Malkningen foregik udendørs på gårdspladsen eller ved den udvendige side af staldlængen med køerne bundne ved væggen.

Øg, køer og kvier skulle trækkes til vands både formiddag og eftermiddag. Det meget store engareal var fattigt på givtige vand­årer. Der fandtes kun to »kjåler«, brønde, hvoraf den ene kun gav ganske lidt vand. Mange af drengene fik derved ret langt at trække med kreaturerne og øgene. Disse sidste måtte til tider hentes til vanding helt ude fra skoven, men vandes skulle de. Også fårene blev vandet, men kun hver anden eller hver tredje dag, selv om de var aldrig så forpinte af tørst i de brændende hede sommerdage. Fårene havde kun halsbånd på og var derfor ret hårde at holde; kun bederne havde klaptræer på. Fårevandingen var det hårdeste, hjorddrengen kom ud for, eftersom et kobbel får, var noget af det mest tvære og genstridige, denne verden kunne byde på. Satte så af en eller anden grund et kobbel får i drift samlet - når eet får løber, løber de alle - da slog ingen hjorddrengs kræfter til.

De lange vandtrug ved fællesbrønden skulle forlades i fyldt til­stand. Under vandingen drog hjorddrengene til nødtørft vand op, mens dyrene drak. Vanddragningen skete ved en brøndvippe, og

Fig. i. Gamle gårde i Helberskov by.

 

den sidst ankomne skulle da, inden han forlod brønden med sine dyr, sørge for, at alle vandtrug igen stod fyldte. Det var derfor et hårdt job at være sidste hjorddreng ved vandingen; men herude gjaldt visse uomgåelige love, det ikke gik an at ignorere. Kredsen af hjorddrenge skulle nok sørge for at holde justits.

Ind mellem disse daglige vandinger af kreaturerne havde dren­gen at passe flytningen af de tøjrede køer, kvier, øg og får. Hele hans lange arbejdsdag var beslaglagt fra klokken 4 morgen, til han meget sen aften nåede hjem med køerne til malkning.

Et særligt kapitel i kvægets uderøgt i »Maaen« er dette med de bissegale kreaturer. Oksebremsen dominerede dengang i de tørre og solhede dage i juli og august. For dens stik kunne intet kreatur stå sig, men blev næsten vanvittig af rædsel og smerte. At holde styr på bissende kreaturer var hjorddrengens værste tilskikkelse ved højsommer og i høst, ja, det lod sig slet ikke gøre. Men køerne skulle indfanges og holdes i tøjr påny. Og så havde man tre stadier i torturen mod de stakkels kreaturer.

Den første foranstaltning mod bissen af kreaturer var at »ørehæle«. Herved slyngedes tøjret op om koens ene øre med et par halvstik, så trækket nu blev på selve øret, hvis koen ville støde sig løs. Men dette var langtfra altid nok. Næste trin var at ”sidehæle”, hvor det ene forben bandtes op med reb over samme sides bagbens knæ. Dyret måtte herved faktisk gå på kun tre ben, men heller ikke dette kunne klare alle bisseanfald, og tredje stadium i torturen blev at »nikhæle«, hvor et reb blev bundet fra koens øre til det ikke forvejen opbundne forben, så dyret nu ikke kunne bevæge benene uden smertelige ryk i øret. Og så kunne alle nederdrægtigt udregnede metoder til at afholde køerne fra at bisse, alligevel ikke klar det, siger meddeleren. Køerne kunne blive så desperate og løbe så langt bort, at hjorddrengen måtte hente og fange dem helt ude fjoidens vand. At oksebremsen havde været flittig i sommer dagene, sås ved vintertid, når koens ryg var fyldt med smertende bylder med oksebremselarver. Udklemningen af disse larver blev aldrig gennemført tilstrækkeligt, og en oksehud med et stort antal byldehuller var værdiløs ved slagtning.

Blev øgene ved sommertid overfaldet af deres plageånder, ”krogormene” skulle de rides hjem, en langt lettere opgave for hjorddrengen. At kaste ham af kunne ingen hest; han var som født på hesteryg

Hvad der i meddelerens sind har fæstnet sig levende, er høj­sommerens og høstens tordenvejr ved nattetid. I tordenvejr var øgene, der stod tøjret ude i »Maaen«, så bange, at det ikke gik an at lade dem blive derude; de måtte hentes hjem uopholdeligt. Man­den igårde kunne ikke gå hjemme fra, hvor alle var purret af senge og ikke måtte blive sovende. Gårdens karl gik det heller ikke an at tage bort fra gården i tilfælde af, at der skulle ske lynnedslag, brand og forstyrrelse enten i egen gård eller i nabogård. Der var således ikke andre til den natlige tur ud i »Maaen« efter de skræmte øg end hjorddrengen, der jo også bedst vidste, hvor dyrene stod tøjrede.

Og så blev gårdens hjorddreng purret af seng og sendt ud i uvejrsnatten. Det var som at løbe for livet den lange vej ud i engene. De øvrige hjorddrenge i landsbyen var ligeledes udkom­manderet og løb lige så bange, ja, skrækslagne ud i den øde og vilde nat med lynene blinkende gennem mulmet, og tordenen bra­gende over hovedet. I mørke, og uvejr skulle hver dreng finde sine øg. Lynglimtene hjalp kun elendigt, idet mørket blev endnu mere uigennemtrængeligt mellem lynene.

En slig uvejrsnat ude i de vidtstrakte enge kunne man høre disse drenge græde og råbe i fortvivlelse, prisgivet den ubarmhjertigste rædsel for ødet, uvejret og ensomheden, og de blev ved at græde og jamre hen for sig, indtil de heldigt havde fundet hestene og fået disse rinket sammen. Så var den stakkels knægt som reddet. Han kom på nakken af et af øgene, og nu gik det i vild fart hjemad ad markvejen mod landsbyen. På hesteryggen skulle en hjord­dreng ikke så let lade sig slå ud af noget, selv ikke af de løsslupne naturmagter.

Hjorddrengens arbejdsdag var lang. Den løb fra klokken 4 mor­gen til undertiden langt over sengetid. Een dag om ugen var det skoledag. Det var onsdag fra klokken 7 til 10, og da skulle han afsted i engene tidlig nok til at være hjemme til skoletid, og efter denne skulle han atter afsted ud til de ventende kreaturer. Med denne morgentravlhed og travlhed dagen igennem blev der ikke tid afsat til den udmugning i stalden, som også var hans bestilling. Først når han havde sine køer hjemme sen aften til malkning, kom turen til mugningen. Også dette arbejde blev besørget barfodet.

Allersidst stod det til ham at få det værste skidt vasket af fødderne inden hensovningen i karlekammerets fællesseng.

Kammeratskabet.

 Det faldt af sig selv, at landsbyens hjord­drenge til daglig var mange i følge ud i »Maaen«. Kammeratska­bet var i det store og hele godt; man følte sig solidariske overfor fælles genvordigheder. Alligevel var der her i dette lille samfund en vis orden, der gjaldt helheden. De store drenge gav tonen an og traf afgørelserne, mens de mindre som alle andre steder måtte føje sig og give efter. De blev jo selv de store med årene. Et enkelt træk, som meddeleren husker, viser drengenes solidaritetsføelse. Drengene havde til tider et og andet for, som ikke kunne bifaldes eller tillades efter de voksnes skøn (andetsteds i optegnelsen berettes om - efter vor tids syn - højst kriminelle foretagender). En hjorddreng kunne som følge heraf blive op­daget af en af byens bønder og komme ud for at skulle have en afstraffelse i form af en dragt klø. Således var det gået med en lille fyr, der mellem drengene bar navnet Gutten. Han havde en dag i opdrag fra en udensogns grøftegraver ude ved skoven at tage et rugbrød med inde fra købmanden. På vej ud næste dag skulle det imidlertid ske, at Gutten mødte en af byens bønder, der havde lovet den lille fyr en dragt klø ved lejlighed. Nu bød så denne lej­lighed sig. Men Gutten lod sig ikke fange godvillig. Han satte af sted ud over engene med gårdmanden efter sig. Dette at skulle indløbe et løst kreatur kan som intet andet få et menneskes raseri til at koge op, og at indløbe en liden hjorddreng gjorde i så hen­seende ingen forskel. Nok var det - det så virkelig ud til, at man­den halede ind på synderen. Men så nåede begge den brede og dybe hovedgrøft gennem engene ved navn Kanalen, og her fik Gutten sin chance ved som en pil at kunne springe over. Men næsten i springet så han over skulderen, at hans forfølger også sprang, og i samme nu havde drengen sendt sin »grovkage« bagud, så denne lige i selve springet ramte gårdmanden i hovedet, så han derved bremsedes og gik lige i den dybe grøft. Gutten havde red­det skindet, men tabt den »grovkage«, han havde købt for en an­dens penge. Og da var det, at alle byens hjorddrenge alle som en stampede de få ører frem, som en ny »grovkage« kostede.

Efter høst.

Når tøjringens trælsomme og besværlige dage var omme, og løsdriften ved høst kunne begynde, blev der herredage for hjorddrengen helt hen til efteråret. Engarealet med de løs­gående høveder var stort og vidt. Der var egentlig kun til to sider fare for dyrenes overtrædelse. Drengene delte sig i to hold med et på hver side. Den megen fritid, som nu blev følgen, fordrev man på bedste måde. Til brug sommeren igennem havde hjorddrengene i hold på tre, fire bygget sig en hytte af tang hentet hjem fra fjord­bredden. I en sådan hytte kunne man i regnvejr - og i efterårs­kulde - hytte skindet. Imellem samledes man for i fællesskab at stege kartofler ved små bål. Man kunne også være optaget af at ryge af kridtpiber eller af korte hule spanskrør. Det var heste­pærer eller visne blade, som her gjorde det ud for tobak, og det blev en meget stram pibefuld.

Pinsemorgen.

Een vedtaget skik brød imidlertid solidariteten for en enkelts vedkommende. Dette gjaldt skikken pinsemorgen med at komme først og sidst til en bestemt bro ude i »Maaen«. Drengene var som sædvanlig ude tidlig for at udføre det daglige arbejde, der om helligdagene var det samme som ellers. Men denne dag var der en fart over arbejdet næsten grænsende til det utro­lige. Man kunne ud over engene denne morgenstund se alle hjord­drengene skynde sig over hals og hoved, løbe fra det ene kreatur til det andet og flytte. Det gjaldt nemlig denne pinsemorgen at komme først til broen og da i hvert fald ikke at komme sidst. Første mand på det aftalte sted blev »Morgenkrage«, en hæders titel, mens den allersidst mødte dreng blev »Pinsedagsvædder«, og som sådan blev han belagt med klaptræer og trukket fra møde­stedet den halv mil lange vej ind til landsbyen med hele flokken hujende omkring sig.

Denne forsmædelse at blive »Pinsedagsvædder« var så stor, at det kunne fremkalde rædsel i et barnesind. Det hændte, at en hjorddreng i en sådan situation gik fuldstændig fra samlingen, skreg som et slagtesvin og bad for sig. Men der gaves ingen par­don. Hele optoget en sådan pinsemorgen endte inde i byen ved branddammen, hvor der gjordes holdt. Klaptræerne blev nu taget af synderen, og de kastedes i dammen. Men navnet Vædder ry­stede drengen ikke af sig den ganske sommer.

Denne skik drengene imellem var intet mindre end barbarisk i sjælelig henseende. Og dog kunne byens bønder og husmænd en sådan pinsemorgen samles ved branddammen og her afvente dren­genes optog med Vædderen for at se, hvis dreng det denne gang gik ud over. Og så oplevede meddeleren dog dette, at der på een gang sattes en stopper for denne pinseskik. Det var en lidt særegen gårdmand i byen, som ville have dette postyr ud af verdenen. Han mødte selv op pinsemorgen i stedet for sin hjorddreng som sidste mand og gjorde over for de betuttede hjorddrenge fordring på at få klaptræerne lagt på sig. Da ingen ville, tog han dem selv på og tvang en af knægtene til at trække sig ind til byen på sædvanlig vis. Alle hjorddrengene måtte følge trop, men der var intet humør oppe. Alt blev dog gennemført. Byens samlede gårdmandsstand var mødt op ved branddammen og overværede hele optogets slut­ning med at kaste klaptræerne i dammen, og hver kunne da gå til sit. Men dette var sidste gang, hjorddrengene i Helberskov havde »Pinsedagsvædder«.


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 14. januar 2013