Spredte træk om Helberskov fra 1930 – 1960 - af Christian Christensen

Kommer man til Helberskov en dag i 1930, ser man en landsby, der ligger klemt sammen i læ af Bjerget. Oppe på Bjerget står en vindmølle og knejser. Dens opgave er at pumpe rent drikkevand op til at forsyne landsbyen, og det har den gjort i over 3o år nu, og beboerne har vænnet sig til de lyde, der kommer fra vindmøllen, når den arbejder. Oppe på Bjerget er støbt en vandbeholder, der kan rumme vand til flere dages forbrug, hvis der skulle indtræffe en vindstille periode, eller der skulle foretages en reparation af møllen eller andet.

Landsbyen rummer 32 landbrugsejendomme, der har malkekvæg. De fleste gårde er stråtækte og mere end hundrede år gamle, men der findes også nyere gårde og især stuehuse med fast tag, der er bygget omkring 1900. Et par gårde har nyopførte avlsbygninger, og ude i den sydlige del af byen er der oprettet og opført en helt ny gård. I landsbyen findes en del boliger, der rummer arbejdere og daglejere. Byen har også en købmand, et brødudsalg, 2 smedeværksteder, en karetmager, en cykelhandler. Ude i Sandgraven ligger en murstensfabrik og et hus, der rummer en fælles mølle, som nogle af bønderne ejer. Kværnen drives af en petroleumsmotor, og der er ansat en mand til at passe den. Som det samlende midtpunkt ligger skolen og den tilhørende gymnastiksal, der bruges til forsamlingshus. I disse lokaler samles landsbyens befolkning til fest, fødselsdage, bryllupper, konfirmationer, danseskole, aftenskole, generalforsamlinger o.m.a.

Gårdenes dyrkbare marker ligger tæt ved landsbyen, men den største del af gårdenes jorder ligger ude i fjordengene og kan kun bruges til afgræsning. Længst mod vest ligger skoven, hvor mange gårde har et stykke skov, der kan skaffe brænde til vinter. Enkelte gårde i den østlige del af byen har også skovparter ud mod havet. Hver morgen, når landsbyen vågner, er der en liflig larm af klingende mælkespande. Alle skal være færdige med malkningen, inden mælkekusken kommer. Når man det ikke, kan man være sikker på, at næsten hele byen i løbet af kort tid ved, at man har været så uheldig at sove over. Der er to mælketure i byen. Østerturen og Vesterturen. Østerturen er den mindste. Den samler op ved Hans Buus, Hans Lybæk, Niels Nielsen (Gies),Niels Peter Jørgensen, (Batels); Kristine Pedersen (Præjst), Markus Nielsen, Mads H. Madsen, Jens Chr. Christensen, Marie Hvilsom, Christian Ladefoged, Chr. Madsen Christensen, Niels Westergaard, Niels Lybæk, Harry Rasmussen (Bank Harry) og Jens Justesen. Vesterturen forløber således: Mads Sørensen, A.P. Knudsen. Kristian Lauersen, Morten Strandgaard, Søren Chr. Vestergaard, Søren Christensen, Chr. Larsen (Tonnisen), Kark Peter Christensen, Andeers Poulsen, Ejvind Busk, Jens Vestergaaard (Stedet), Axel Lods, Hans Steenfelt (Bjerge Hans), Jens Wested, Christian Eriksen og Henry Knudsen. Den 32. leverandør, Jens Larsen Christiansen, bor ved Oddevejen, så det er mest praktisk, at mælken derfra bliver afhentet af mælkekusken fra Odde. Som det kan udledes af ovennævnte var der mange landbrug i Helberskov. Der var få brug med 2-3 køer, der var en stor gruppe med 5 – 10 køer, og så var der en fem-seks gårde, der havde 12 – 18 køer. Al malkning foregik ved håndkraft indtil efter krigen. Først i 1946-47 kom de første malkemaskiner. Den første blev købt af Jens Vestergaard, Stedet. Derefter gik det slag i slag, og i løbet af to-tre år havde alle ejendomme malkemaskine.

Landbrugets mekanisering gik meget trægt i 30-erne. De større gårde havde selvbinder, tærskeværker, rimeligt store harver o.l. Mange mindre brug høstede korn med slåmaskine, hvorpå der var en anordning, der kunne lægge kornet af i passende størrelser, så det kunne bindes i neg . Dette var et hårdt arbejde, da det skulle gå hurtigt, og det var jo også tit meget varmt i vejret. Omkring 1950 havde alle selvbindere, og så fulgte et 10-år, hvor denne maskine var landbrugets vigtigste. Sidst i 50-erne kom så mejetærskeren frem, og denne satte for alvor skub i landbrugets udvikling.

Allerede i 1923 kom der elektricitet til byen. I begyndelsen var det mest til lys, men snart blev den også brugt til at trække motorer til tærskeværker og kværne. Det var dog ikke alle gårde, der havde kraft til elmotorer installeret. De fik så kornet malet, enten på den motormølle, der var i Sandgraven, eller kornet blev kørt til Als Mølle. Når disse gårde skulle tærske korn, havde de forinden sat kornet i stakke udenfor gården. Så kom der et transportabel tærskeværk, der blev trukket af et lokomobil, en petroleumsmotor eller efterhånden en traktor. Tærskeværket blev efterhånden udstyret med halmpresser og avneblæser. Det var en stor dag, når en hel gårds avl skulle tærskes på en eller to dage. Der var mange mennesker samlet for at hjælpe til. Der blev kræset godt for mandskabet med hensyn til mad og drikke. Der var mange, der hjalp til, men der var måske endnu flere ved bordet.

Et særligt problem havde man, når man skulle tærske rug. Da der var – og er – mange stråtækte huse i byen, skulle man hvert år bruge tækkemateriale, og det billigste materiale var rug. Det var en kornsort, der var nem at dyrke, og den gav et rimeligt udbytte på de lette sandmarker, men når strået skulle laves til tækkemateriale, skulle der en omstændelig proces til. Den kunne naturligvis ikke tærskes på samme måde som andet korn, idet stråene så ville blive ødelagt. Man kunne klare det på 3 måder.

Den mest primitive var at bruge plejlen. Kornet blev udlagt på loen, og derefter blev det slået med plejlen, indtil kernerne var tærsket af. Det krævede god øvelse at svinge plejlen, så den var virkningsfuld, og hvis man var to mand om at tærske krævede det et godt samarbejde, så man ikke risikerede at få makkerens plejl i hovedet. Når der så var tærsket, blev stråene bundet i neg, og så var de klar til brug, når tækkemanden kom til sommer. Kærnerne og avnerne m.m. skulle så samles op og renses. Det foregik med en håndrenser, som blev trukket i et håndsving. Det var et langsommeligt arbejde, men hvis man ikke havde elektricitet til rådighed, var det den eneste måde.

En anden løsning var bruge en ”ribber”. Det var en tromle, der var besat med pigge, og der var også fastsiddende pigge , som medvirkede til at kernerne faldt af. Ribberenblev trukket af en elmotor ved hjælp af snoretræk. To – tre mand holdt så et bundt rug på indtil kærnerne var tærsket af. Det var hårdt at holde i negene, men med rutine var det en smal sag. Stråene blev derefter bundet i store neg, gerne med 2 halmbånd om. For ikke at blive generet af rugkerner, der sprang rundt om, hængte man gerne et par tæpper om, så mændene ikke fik kernerne i hovedet. Men kornet skulle jo også renses, men de, der havde strøm, havde sædvanligvis også tærskeværk. Det gik hurtigere på den måde, selv om kernerne skulle skovles op i rysterne på tærskeværket, inden det blev renset og afleveret i sække.

Den tredje måde var, at man brugte ”bredtærskeren”. Det var som navnet antyder et bredt tærskeværk. Kornet blev lagt med siden til og skubbet ind i tærskecylinderen. Det gav et stort brøl, når neget susede gennem cylinderen. Den slog kernerne af i en ruf, og stråene blev slynget ud af maskinen. Her stod så mandskab parat til at samle stråene. Man brugte en ”krat” – en firtandet trærive - så man kunne få stråene væk i en fart. Stråene blev så bundet sammen i store neg. Disse store neg kunne ikke umiddelbart bruges til tækkemateriale, men måtte i løbet af vinteren , når tiden tillod det, bearbejdes i mindre neg, så tækkematerialet fik den rette kvalitet. Metoden med bredtærskning havde den fordel, at man hurtigt fik noget tærsket, men ulempen var den, at der var noget arbejde bagefter med at gøre det klar til brug. Kærnerne skulle have den samme behandling, som hvis man brugte ribberen.

Når der så skulle tækkes, sendte man bud efter tækkemanden. Man havde dengang to valgmuligheder: Man kun vælge tækkemanden fra Skelund ”den røde tækkemand”. Han var en særdeles dygtig tækkemand, der lavede et flot arbejde. Men han var lidt vanskelig at arbejde sammen med. Det var ikke altid sjovt at skulle sy for tækkemanden. Man sad jo inde under taget og kunne ikke se manden, men man skulle lystre hans kommandoer, og der kunne falde drøje hug, hvis man ikke stak nålen det rigtige sted. Helt galt kunne det gå, hvis man ramte ham i maven, så lynede han. Han var meget fordringsfuld med materialet, og han sorterede meget fra. Hans svaghed var, når han skulle reparere et hul i eksisterende tag. Det kom han aldrig særlig godt fra, måske fordi han ikke brød sig om arbejdet.

En anden mulighed var ”Tækkemanden fra Buddum”. Han var måske knap så omhyggelig med arbejdet. Han skar taget ned med større afstand mellem snittene. Det så måske knap så pænt ud, men i løbet af et års tid kunne det ikke ses. Han var mere behagelig at samarbejde med, og han kasserede ikke så mange strå, så han var mere økonomisk med tagmaterialet , og så var hans stærke side, at han var god til at foretage reparationer af eksisterende stråtage. Alt i alt var det et par velanskrevne tækkemænd, og hvem man foretrak vat nok en vanesag.

De fleste avlsbygninger, især stalde, var gammeldags indrettet. Der var kun 3 af gårdene, der var så moderne, at der var fodergang ved køerne. På alle andre gårde blev køernes foder båret eller kørt op fra grebningen. Til roerne havde man en speciel trillebør, der kunne vippes op over grebningen og derefter tippes af i krybben, men mange bar roerne ind i kurve. Når der skulle muges, havde man jo i mange år også kun de gamle trillebøre med jernhjul, hvor største delen af vægten lå i armene på manden. Da de nye trillebøre med gummihjul kom frem, var der mange der havde svært ved at styre dem, da vægten jo nu pludselig kom til at ligge på hjulet, og det var uvant.

Dagligliv i landsbyen
Når man skal beskrive dagliglivet i Helberskov, er man nødt til at tage udgangspunkt i det man selv har oplevet. Tiden forandrede sig noget, men ikke meget i de 30 år, som beretningen handler om.

Da landbruget var det altdominerende erhverv, var det ganske naturligt at det fyldte meget i det daglige. Man diskuterede landbrug, når man mødtes. Man snakkede om, hvad man planlagde de næste dage. Man diskuterede høstudsigterne. Talte om, hvem der havde et godt avl, og hvem som ikke havde været heldig. Det kunne skyldes forskellige forhold, enten dårlig eller god jord, såtidspunkt eller simpelt hen landmandens evner til at drive landbrug. Nogle var gode til at sørge for, at de altid havde gode og velplejede arbejdsheste, for det at have gode heste var noget man lagde mærke til. Gode heste var nødvendig for at kunne klare markarbejdet, men der var nogle landmænd, der var lidt karrige med hestenes vinterfoder, og så var det ikke morsomt for hverken manden eller karlen, når forårsarbejdet skulle i gang, for så kneb det med hestekræfterne, og om aftenen, når karlene mødtes kom der tit ironiske bemærkninger om hestenes tilstand, og det faldt ikke altid i god jord. Hestene var jo landmandens vigtigste dyr, og derfor var hestenes pasning noget man lagde vægt på. Alle heste var forsikrede, og de blev bedømt to gange årligt af forsikringens bestyrelse. Om sommeren blev de vurderet ved ,at hesteejeren skulle fremstille dyrene på en plads i byen, så alle interesserede kunne se dyrene. Om vinteren blev de vurderet i staldene. Det var vigtigt, at de var forsikrede, for hvis en landmand mistede en eller flere heste kunne det betyde en økonomisk katastrofe, hvis ikke hestene var ordentlig forsikrede. Hopperne skulle helst fole i maj måned. Der var mange karle, der så frem til den dag, hvor det første føl blev født. Så var det for mange et signal om, at man nu havde lov til at få en middagssøvn, og dermed få en middagspause på 1 ½ time. Men hopperne skulle jo også have føl næste år, og så måtte man have besøg af en hingst. Der kom som regel besøg af en hingst ugentlig i sæsonen. Der var altid besøg af 3 hingste. De store jyske heste fik selvfølgelig besøg af en jysk hingst, der i mage år var opstaldet hos Hans Hansen (Ditlev), Buddum. Belgierhingsten kom fra Axel Mortensen, Skelund, og nordbaggehingsten var bl.a. opstaldet hos Ingemann Laursen, Als og Niels Melgaard, Veddum. Når der var hingstebesøg var der altid mange samlet, dels dem der kom med hopperne, men der kom endnu flere, både børn og voksne. Mange syntes, at det var en spændende oplevelse at se det optrin, når hopperne skulle bedækkes. Det var sommetider meget dramatisk, for hopperne både sparkede og vrinskede de var tit meget besværlige at holde. Mange af de voksne tilskuere var især mænd, og de kom tit med mere flere bemærkninger af seksuel karakter, mens børnene opfattede synet som noget helt naturligt, idet det var en del af deres oplevelser i hverdagen.

Fritiden
Selv om arbejdstiden var længere end nu, var der jo altid tid til fornøjelser i fritiden. De mindste børn blev passet hjemme, enten af moderen selv, eller af en ung pige. De små børn var tit med i marken, hvor de stod i en barnevogn eller legede i sandet for enden af marken, hvis moderen skulle hakke roer o.l. Der var som regel flere børn i ægteskabet, så det var også tit, at de større søskende fik ansvaret for at se efter de mindste.

Når skolegangen begyndte, forventede man, at børnene kunne tage vare på sig selv i udstrakt grad. De skulle selvfølgelig passe skolen, men skolegangen udgjorde kun 3 timer dagligt, så der var jo meget tid til overs. Legetøj var meget begrænset, men så måtte fantasien jo tages i brug. Da der altid var børn hjemme de fleste steder, var det jo nemt at komme i kontakt med andre legekammerater. Der var altid nogle der kunne finde på lege. Mange af legene gik ud på at efterligne de voksnes verden. Drengene legede med køer, heste, lavede markarbejde osv. Pigerne legede med dukker, optrådte som fine damer, hvor de klædte sig ud i lange kjoler, højhælede sko, tog rødt kreppapir og dyppede det i vand og smurte det på læberne og kinderne, så de blev røde. Derefter legede de damekomsammen. snakkede fint og tiltalte hinanden i Deform, og titulerede hinanden med frøken eller fru + et fint efternavn. Der var dog også mange fælleslege for piger og drenge. En af de populæreste lege var tagfat (vi kalde den altid at tage hare). Det foregik for det meste på en større gårdsplads midt i byen, hvor der på ganske kort tid kunne samles 15- 20 børn til et par fornøjelige timer. Det var en populær leg, man fik sig rørt, man kunne bevise sine løbeevner og evnen til at undvige fangerne. De større børn synes også det var en god anledning til at komme i fysisk kontakt med det modsatte køn på en tilsyneladende uskyldig måde. En anden fælles leg var ”Antonius”. hvor man kaster en bol over et hustag. Det gælder så om at gribe bolden tre gange. Når man har gjort det, løber man over til det andet hold og råber: Antonius!. Så skal alle blive stående. Boldholderen tager 3 lange skridt og spytter derefter så langt han kan. Fra dette sted prøver han så at ramme en person. Lykkes det, skal vedkommende over på det andet hold. For at der ikke skal snydes, skal der være en kontrollant fra modstanderholdet.

Der var selvfølgelig også andre lege: røver og soldater, sjippe, spille bold op af en mur, fodbold, indianerlege osv.

Byens bedste legeplads var absolut området ved Bjerget. Oppe på selve Bjerget blev der leget meget. På østre ende var en lille granbevoksning. Dette område kunne bruges til mange spændende lege. Om vinteren var Bjerget en spændende kælkebakke, der både kunne bruges af de lidt forsigtige og de mere forvovne. Her kunne drengene især vise deres dristighed på kælkene. Alle satte pris på at have den helt rigtige kælk, der både var hurtig og robust. Der var enkelte der var så heldige at være ejer af nogle trækælke , som en håndværker i byen havde fremstillet. De blev betragtet som kælkenes Rolls-Royce. De var ret tunge, men de kunne skyde en fart som overgik andre. (Der var i øvrigt det mærkelige, at børnene i Helberskov altid lå på maven på slæden og styrede med benene, mens børnene i Als altid sad op og styrede kælken ved hjælp af en styrepind.)

I den vestre ende af Bjerget var sandgraven. Her hentede byens folk sand til forskellige formål. Desuden var der en murstensfabrik i sandgraven. Her var alle tiders sandkasse at lege i. Her tilbragte børnene mange timer med at lege. Man legede ikke blot med sand, man brugte både kræfter og tid på at spring ud fra skrænten og klavre op igen. I selve skrænten var der over 100 digesvalereder, så der var noget at se på. Selv om vi havde lange og tynde arme var det ikke muligt at få en arm så langt ind, at vi kunne nå selve reden.

En meget speciel drengeleg opstod i maj måned. Så var forårsarbejdet forbi, og så skulle bøndernes vogne vaskes. De blev trukket hen i bydammen og kørt ud i vandet. Her skulle de så stå i blød i nogle dage, og den tid udnyttede drengene ved at sejle på vognfjælene ude i dammen. Bundfjælen blev lagt på langs, og i hver sin ende blev sidefjælene lagt under, vinkelret på bundfjælen. Så havde vi alle tiders tømmerflåde, og vi kunne i fantasien sejle på de store verdenshave med en kraftig stang og gode armkræfter som drivmiddel.

Bydammen var jo selvfølgelig belagt med is hele vinteren!?, så har kunne man få oplært sin skøjtefærdigheder. Men det var ikke alle, der havde lige godt udstyr. Heldigst var dem, der havde skøjtestøvler, men det var ku få. Mindre heldige var de, der havde skistøvler, hvorpå man kunne spænde skøjter fast med et skøjtesving, der skruede gribebeslag fast på sålerne. For at sidde ekstra fast krævedes også remme , der var fastspændt over vristen. Allerdårligst stillede var de, der som fodtøj kun havde almindelige gummistøvler. De var vanskelige at stå på, da der var dårlig ankelstøtte, men man lærte dog trods alt at opnå en rimelig skøjtefærdighed, trods de svære betingelser.

Men de allerstørste begivenheder for børnene i årets løb var juletræsfesten og fastelavnsballet. Juletræsfesten blev afholdt 3. juledag kl. 18.30 i skolens gymnastiksal. For at man kunne deltage i en sådan fest var det en betingelse, at en familie tegnede sig for et antal børn, som ville deltage i festen. Der var ingen faste priser på adgangsbilletter (der blev ikke udstedt billetter), men folk gav bidrag efter, hvad der var rimeligt efter eget skøn. Dog så man gerne, at dem, der havde få børn eller var lidt bedre stillet bidrog lidt ekstra til festen. Det var nødvendigt med forhåndstilmelding, da der skulle uddeles slikposer, men der blev også i uddelt julehefter til alle, og så var det jo vigtigt, at hvis der var flere søskende, så skulle alle hefterne være forskellige, og hefterne skulle også helst passe til børnenes alder. Når festen begyndte gik forældre og pårørende samt de mindste børn ind i den store sal. De større børn samledes i den lille sal. Når træet var blevet tændt med levende lys (der var vandspande og våde klude til rådighed, hvis der skulle ske noget) strømmede børnene ind i salen. De mindste gik inderst, og der kunne være en tre- fire kredse om træet. Der blev sunget salmer, og der blev arrangeret forskellige sanglege. Når dette var forbi skulle træet plyndres. I en vældig fart blev lysestagerne pillet af, mens resten af pynten blev siddende. Så blev træet væltet omkuld. Alle børnene, især drengene, begyndte at slæbe træet ud af salen, men det var ikke så let. Det var nemlig skik, at byens voksne mænd skulle forhindre, at træet blev slæbt ud. De holdt længe fast i toppen af træet, men det endte selvfølgelig med, at børnene vandt kampen, og træet kom ud og blev bragt hen til et hjem, hvor man skønnede, at de kunne have gavn af det til brænde. Nu blev der så spillet op til dans, og orkesteret var lokalt, nemlig: Christian Eriksen på violin. Han var leder og spillede efter noder. Kristen Lybæk sad ved klaveret og Niels Lybæk tog sig af trommerne. Dansene var de gammelkendte: rheinlænderpolka (frem og tilbage), hopsa, den toppede høne, rits-rats , fingerpolka, federmikkel o.m.a.. Kom der en såkaldt “moderne” dans, var det ikke altid populært, fordi mange børn ikke rigtig kunne de moderne trin og rytmer, men det udviklede sig positivt. Under ballet blev der serveret wienerbrød og mælk eller sodavand. Mejeriet gav som regel mælken gratis. Den blev serveret i 2dl. flasker. I ballet var der også indsat en pause. Den benyttede de små børn til at bemægtige sig dansegulvet til en tumleplads, mens de større børn skulle udenfor i mørket, måske for at små kæreste lidt, andre skulle ud og lave lidt andet sjov, måske skulle de lige have ild i en cigaret, så de kunne have lidt at prale af. Næsten hele byens folk var på benene sådan en aften. Så fik man set, hvordan de små børn var klædt på, man fik sig en god samtale. Mange mænd fik et slag kort, og så kunne man købe kaffe og sodavand, men at kunne købe pilsnerøl var i denne periode helt utænkelig!

Fastelavnsballet var den anden store begivenhed for børnene. Det var skolebørnene, der arrangerede den. Allerede kort efter jul begyndte forberedelserne. De ni ældste drenge i skolen snakkede sammen om opgaven. Deres opgave var at samle penge ind til en fest, der i de første 10-15 år af perioden, strakte sig over 2 aftener. De skulle gå rundt i skoledistriktet 2 dage , fastelavnssøndag- og mandag. De var udklædte med alpehuer med silkebånd, perler og smykker. I mange år havde de også på tøjet fået påsyet guld- og sølvbånd. Det var et arbejde de ni ældste piger tog sig af den sidste søndag inden fastelavn. De ni drenge var opdelt i rangorden: 1. bajadsen, 2. kongen, 3. kronprinsen, 4. 1. prins, 5. 2. prins, 6. 1. minister, 7. 2. minister, 8. 1. fanebærer og nr. 9, 2. fanebærer. Denne rangorden var vigtig, for når man skulle til bal, havde nr. 1 ret til at vælge den pige, han synes bedst om, blandt de ni ældste piger. Derefter valgte kongen blandt de otte, osv, så den der var 2. fanebærer jo ikke havde nogen valgmulighed til sidst. Drengene rangeredes altså efter alder, mens pigerne valgtes efter popularitet, og det var måske ikke helt fair set med nutidens øjne. Det var nok drengene der stod for indsamlingen af penge, men man udpegede to forældrepar, der skulle være behjælpelig med at stå for det praktiske og også holde lidt øje med økonomien. Ballet begyndte kl. 19. Så var næsten alle folk af huse. Man skulle jo gerne vide, hvem der blev bajadsmadamme, dronning etc. Man begyndte dansen med en polka, for det kunne alle danse. Så gik bajadsen hen og inklinerede for en pige. Han dansede så et par omgange, men smed hende så fra sig. Så bød han en ny op, og dette kunne gentage sig en fire-fem gang, inden han bød sin udvalgte pige op. Straks derefter kommer de andre drenge i rangfølge og byder deres piger op, og i løbet af kort tid har de ni piger fået et fingerpeg om, hvem af dem, der måske hører til de populæreste. Pigernes forældre og pårørende og mange andre ser spændt til, når udpegningen foregår, så mange kniber nok en glædeståre eller det modsatte, nå de ser resultatet. Dengang, der var bal både søndag og mandag aften, valgte drengene andre piger den anden aften. Så fik den anden aften jo også lidt ekstra kolorit, så der også var noget komme efter den anden aften. Begge aftener hyggede folk sig med kortspil og snak. Dog var der som regel lidt færre mennesker til fastelavnsballerne end til jul. Det skyldes især, at de allermindste børn ikke kom til fastelavnsfest, ikke kun på grund af deres alder, men mange små børn var også tit lidt skræmte over bajadsen, der var ikke blot var maskeret, men der var også en vis tradition for at han kunne gå rundt med sin træsabel og forskrække de små børn med sin optræden.

Nogle få aftener om vinteren kunne de større børn få en særlig oplevelse. Den var især stor fordi der ikke var gadelamper Hvis der var barfrost i de dage, der var fuldmåne, så kunne vi få lov til at være ude om aftenen. Så trak vi i tøj skoene, og så kunne vi løbe rundt i byen helt lydløst. Det kunne være meget spændende oplevelser, vi kom ud for, og det var måske heller ikke lige godt, det vi lavede. Men det største indtryk vi nok fik, var, når vi havde føjtet længe omkring, så at lægge sig i en halm lade og kikke op på den klare nattehimmel. Så kunne vi ligge i lang tid og betragte stjernehimmelen, finde de forskellige stjernebilleder, iagttage månens bjerge og se skyerne fare hen over himlen. På den måde fik vi en naturoplevelse, som vi kunne nyde i fællesskab. Det er svært i dag, med det lyshav, som nutidsmennesket færdes i.

Ungdommen.

Man kunne måske synes, at der var ikke megen adspredelse i den sparsomme fritid, som var på dette tidspunkt. Langt de fleste unge mænd var jo beskæftiget ved landbruget, og det var også meget almindeligt, at der var piger på gårdene. Pigerne tog jo sig navnlig af det huslige, men mange piger skulle også hjælpe til i landbruget. Arbejdet kunne være vask af mælkespande, malke køerne, hakke roer og hjælpe til ved høstarbejdet. Mange af pigerne havde en urimelig lang arbejdsdag, for mens karlene om sommeren kunne tage sig en dejlig middagssøvn, måtte pigerne på samme tid rydde spisebordet, vaske op og sørge for, at eftermiddagskaffen var klar, når middagssøvnen var forbi, men sådan var rollefordelingen, og det var der næsten ingen, der satte spørgsmålstegn ved.

Hvordan udnyttede man så sin fritid? Om vinteren var der mange unge mennesker, der dyrkede gymnastik. Det fandt sted 2 gange om ugen i Als. To aftener, onsdag og lørdag var der biograf i Als, og det var en yndet fornøjelse. Efter biografturen samledes man ofte ved en ladeport midt i byen. Her gik snakken livlig i en time eller to, inden man drog til sengs. I det hele taget var ladeporten byens samlingssted. Trængte man en aften til lidt adspredelse gik man bare hen til porten. Der var som regel altid unge mennesker samlet, næsten uanset vejrliget. Her kunne man så snakke om løst og fast. Man drillede måske lidt hinanden, hvis man havde været til lørdagsbal et eller andet sted og havde fundet en kæreste eller måske var blevet lidt mere beruset end godt var. Man snakkede selvfølgelig også om sit arbejdsliv. Hvordan det gik med høsten? Hvorfor var man ikke blevet færdige lige som alle andre? Hvorfor er jeres roer så beskidte i år? Nogle pralede af, hvor mange læs møg man kunne køre ud på en dag. Der lød mange rosende ord om hinandens arbejdsindsat, men der kom også mange skoser. Alle i byen vidste jo fuldt ud om, hvad de havde lavet på de andre gårde i dagens løb. Man udbredte sig også om arbejdspladsens standard, og det, der måske var det allervigtigste for mange, nemlig hvordan var føden, man fik.

Den 1. november var normalt skiftedag d.v.s. man begyndte på et nyt arbejdsår. Allerede et par måneder forinden begyndte lønforhandlingerne. Nu afsløredes det tydeligt hvilke gårdejere, der var attraktive arbejdsgivere, og ligeledes blev det klart, hvem af karlene, der var dygtige til arbejdet. Det var tit et speget spil mellem begge parter Det var tit, at når det første fæstemål var indgået, blev der en vældig diskussion om, hvordan lønniveauet skulle være, afhængig af kvalifikationer. Mange gårdejere blev lidt knotne, hvis lønnen var steget for meget. De andre karle tog så udgangspunkt i den første aftale, men mange af karlene måtte måske erkende, at deres arbejdsevne ikke helt stod mål med deres lønkrav , men som regel endte det altid med, at når november kom, så havde de fleste fundet et arbejde, og landmanden fået sin arbejdskraft. Men der var undtagelser for begge parter, og det var noget man lagde mærke til!

Om sommeren tilbragte ungdommen mange sommeraftener oppe på Bjerget, hvor de hyggede sig og flirtede mere eller mindre åbenlyst. Det var svært at holde hemmeligt, hvis to unge mennesker forelskede sig, for det gik som en løbeild gennem byen. I den allervarmeste tid cyklede man til havet for at bade. Når man så havde opholdt sig ved stranden et stykke tid, kom man tilbage, og så søgte man ofte hen til købmanden for at købe is o.l. Man kunne som regel altid komme ind ad bagdøren hos købmanden noget hen på aftenen. En af de største begivenheder for ungdommen var ringridningen i Sandgraven. Den fandt sted fastelavnsmandag ved 14-tiden. Alle karle, med respekt for sig selv, skulle helst deltage. Man lånte en hest ved sin arbejdsgiver. De var ikke altid lige ridevante. De havde jo stået på stald en stor del af vinteren, så de var tit ret ustyrlige. Men selv om rytterne hverken havde sadel eller stigbøjler, så lykkedes det de fleste at blive hængende på hesten. Nogle få var så uheldige at falde af, og det kunne godt være medføre knubs, især når jorden var frosset. Der var mange tilskuere, for alle ville gerne se, hvem der blev konge og prins. Når ringridningen var forbi, samledes alle rytterne hen foran købmanden. Nu var der kørt en hestevogn eller kane frem. I den sad et par spillemænd. 2 – 3 karle var blevet udklædt og udstyret med raslebøsser. Nu startede indsamlingen til en rytterfest, der fandt sted næstfølgende lørdag. Først kørte kortegen med alle rytterne til Odde. Når man kom til en gård eller et hus, stoppede man op. Kongen skulle så udbringe et leve for beboerne. Man skulle jo helst kende beboernes ægteskabelige status, for man råbte altid f.eks. Jens Pedersen og hustru længe leve, efterfulgt af 3 hurraer. Hvis de ikke var gift, kunne man jo være uheldig at fornærme en eller anden, men det skete aldrig. Efter turen til Odde gik turen til Als. Her samlede man ind hos forretningsfolkene, inden man endte oppe på Afholdshotellet, hvor værten serverede kaffe. Mange alsdrenge strømmede til, for der kunne ofte tjenes en lille skilling ved at se efter hestene. Så gik turen til Helberskov, hvor indsamlingen sluttede. Alle beboerne i området var indbudt til rytterfesten. De unge mennesker stod for tilrettelæggelsen af festen. Der skulle skaffes musik, laves sang, laves revy o.m.a. Det var kongen, der stod for ledelsen af dette arbejde, men det var også ham, der havde det hverv at byde velkommen ved festaftenen. Det kunne sommetider være lidt svært, for mange var nervøse, fordi de måske aldrig havde prøvet at tage ordet i større forsamlinger. Festens servering var: fælles kaffebord. Derefter var der dans til klokken 2.00. Det helt primære for festen var samværet. Det var årets største fest, som alle glædede sig til. For alle de deltagende ryttere var der et særligt incitament til at møde frem. De havde nemlig lov til at invitere en pige med, som ikke boede i området. Det var meget attraktivt at komme med til den fest, så hvis en rytter ikke lige kunne finde en pige at invitere med, så var der andre, der stod på spring for, at de så kunne glæde endnu en pige med en invitation.

De voksne og de ældre i landsbyen havde selvfølgelig også deres fritid. Der blev spillet meget kort, især om vinteren. Mændene spillede mest whist, men der blev også spillet en del mausel og poker. Damerne spillede mest esmakker, men der var også andre kortspil. Der blev også lagt mange kabaler, når tiden blev lidt lang for en. Ellers hyggede man sig med kaffe- og spisegilder. Der var selvfølgelig også strikkeklubber, der gjorde det muligt for deltagerne at drøfte løst og fast.

De voksne mødtes også til tider til en vinterfest i forsamlingshuset. Det var tit arrangeret som kostumebal, og så kunne fantasien få frit løb. Alle morede sig over hinandens påhit, og dansen gik lystigt; men det var altid uden spiritus. Kun nytårsaften blev der drukket spiritus, men det var kun få steder. De fleste var medlemmer af Afholdsforeningen, der havde mange medlemmer.

En borgerforening begynder sit virke:

Efter krigen, som jo satte et stærkt præg på byen på mange måder, begyndte en gruppe borgere at snakke sammen om, at det kunne være en god ide at oprette en borgerforening, og den blev oprettet i 1946. Dens første opgave var at få etableret gadelys. Det kunne jo lyde meget enkelt, da der var ledningsnet i byen. Men der var materialemangel, så man kunne ikke få lysarmaturer nok. Derfor konstruerede den lokale elektriker nogle armaturer, der var lavet af vandrør og med en pærefatning sat i. Der blev hurtigt samlet midler ind til at betale lysene med, og de blev anbragt på passende steder. Men der skulle jo også betales for lysforbrug, og det medførte en del debat. Det vedtoges nemlig, at den lokale transformatorforening skulle klare den side af sagen, og det var der enkelte, især uden for byområdet, der kviede sig ved, men flertallet var i Helberskov by, og flertallet bestemte.

Den næste opgave var mere omfattende. Alle var enige om, at byen trængte til et forsamlingshus, men det var svært at blive enige om, hvor det skulle bygges, og især hvordan det skulle finansieres. Efter mange diskussioner blev man enige om, at huset skulle opføres på fællesjorden midt i byen ,”Thulsteddammen” + en nabogrund. Thulsteddammen kaldtes den, fordi der ved dammen i mange år havde boet en mand, der blev kaldt Thulsted Poul., Og huset fik navnet ”Thulstedhus”.

Forsamlingshuset kom til at bestå af en gammel tyskerbarak fra Øster Uttrup, der blev skilt ad og samlet igen. Den store sal og scenen blev opstøbt på en stor sokkel for at skaffe loftshøjde, men køkken, entre og lille sal blev hævet, så der førte en stor bred trappe ned til salen. Entreen er senere sænket, så den er i plan med salen. Huset blev indviet i september 1949 og har siden været rammen om adskillige fester, generalforsamlinger, folketingsvalg o.m.a. Det var et stort arbejde at stable et sådant hus på benene, men de fleste af borgerne ydede en stor arbejdsmæssig- og økonomisk indsats, så da arbejdet stod færdigt kunne alle i byen glæde sig over, at det var lykkedes.

Inddæmningen ved Mariager Fjord:

Den største begivenhed for Helberskov i denne periode var det store afvandingsprojekt for markerne ud til fjorden. Det dyrkbare areal lå tæt på byen, men vest for byen lå ca. 3000 tdr. land, som kun lå hen som strandenge . De kunne kun bruge til afgræsning for dyrene, men det var et stort problem at skaffe godt drikkevand til dem, så man måtte genne dem ind i nærheden af byen daglig. Allerede sidst i tyverne begyndte tankerne om at bygge en dæmning ude ved fjorden. Bygge en pumpestation, grave grøfter, så det halvsalte vand kunne pumpes ud i fjorden. En fremsynet mand, Axel Lods, sendte et brev til de rette myndigheder, men det viste sig kun at være begyndelsen på en lang arbejdsproces. I løbet af 30-erne blev der ført mange forhandlinger om projektet. Der blev holdt et utal af lodsejermøder. Her gik diskussionen mange gange højt. Mange var bange for de store økonomiske udgifter, ja mange frygtede at gå fallit. Jord kunne dengang erhverves til under 500 kr. pr. tdr. land., men projektet kom i gang.

I 1941-42 startede arbejdet. Det var projekteret til at kunne gennemføres for under en million! Der blev først gravet en stor grøft langs fjorden. Det opgravede jord blev anvendt til at opbygge en dæmning. I 1943 byggede man så pumpestationen. Derefter kunne man så uddybe kanalen, der løber gennem området. Så blev der gravet mange kilometer grøfter, der skulle lede vandet ud til fjorden. I løbet af en 3 år var arbejdet færdigt, men der var i mange år stort vedligeholdelsesarbejde af grøfterne, idet mange grøfter skred sammen på grund af ler i underlaget. Nu forestod et enormt dræningsarbejde, for det var grundlaget for at jorden kunne opdyrkes. Man begyndte at pløje den jomfruelige jord. Det var svært med en hesteplov. Det kunne dog lykkes, hvis man kulepløjede jorden (reolpløjning) Det krævede to spand heste. Forrest kørte et spand, der trak en gammel dansk svingplov. Den kunne skrælle det øverste lag af og lægge det ned i furen. Bagefter kom et andet spand, der trak en såkaldt amerikanerplov, der tog en dybere fure i den samme fure. Dette lag kom så øverst, og nu kunne det med nogen besvær bearbejdes. Det kunne det vare op til fem-seks år, inden jorden blev helt bekvemt. Man startede med at så vårsæd, men så kom der en helt ny afgrøde frem, nemlig oliehør. Det viste sig hurtigt, at det var en fortrinlig afgrøde, der gav et godt økonomisk udbytte. Det var en besværlig afgrøde at tærske, for tærskeværket havde vanskeligt ved at behandle det, men der var penge i det!

Nu kom der pludselig en god indtjening til landbruget, men de store arealer, som nu skulle dyrkes, krævede masser af heste til at trække redskaberne. Nu var det jo så heldigt, at i 1948 kom den første Ferguson traktor til Helberskov. Her var noget nyt. Her havde man pludselig adgang til en trækkraft, der havde mange fordele, bl.a skulle den kun bruge energi, når den arbejdede. Man kunne få gode og effektive redskaber. Det var let at køre traktorerne, redskaberne hang i liftet. Man rykkede bare i et håndtag, så kunne redskabet selv finde sin arbejdsdybde. Da man så også fik lys på den, kunne man jo også køre med den om aftenen. Ja, det udviklede sig sådan, at det nu også var legalt at køre med traktoren om søndagen, noget der var ildeset i hestenes tid. Hele denne udvikling med traktor skete i løbet af 3-4 år. Det var meget hurtigere end idet øvrige land. Det skyldtes jo for det første, at det mere markarbejde forekom at være for stort til det hestehold, der hidtil havde været på gårdene, men det skyldtes nok mere, at indtægterne var relativt store, idet der ikke var mange gødningsudgifter. Det havde jo selvfølgelig også en afsmittende virkning, at når naboen havde råd til at købe en traktor, så må jeg også have råd til det. Det var også nødvendigt at man havde traktor, hvis man skulle kunne tiltrække arbejdskraft. De fleste karle elskede at køre traktor, selv om det kunne være en kold fornøjelse, idet der jo ikke var førerhus eller anden form for komfort. Man skulle være godt påklædt, og det var tit nødvendigt at pakke benene ind i aviser, men det affandt man sig med. Dette afvandingsprojekt, som havde så svære fødselsvanskeligheder, endte med at blive et velskabt barn, der voksede sig stor og kraftig til glæde for HELBERSKOV!