20. november 2015

Ude godt - men hjemme bedst

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

         

  Barn af Himmerland

Martin Bjerring. Skørping

Otto Clausen, Nibe

Poul Henningsen, Gudumholm

Christian Oksen, Aars

Thorkild Sørensen, Aalestrup

William Thorsgaard, Hobro S.

Bugge Vegger, Farsø

 

UDGIVET AF LIONS CLUBBER I HIMMERLAND 1980

Ude er godt - men hjemme er bedst

Carl Juul

Født den 7.-8. 1897 i Helberskov, Als Sogn, Hindsted Herred i Himmerland. Var hjemme indtil jeg var 15 år og tjente derefter i tre år to forskellige steder, dels i Skelund og til sidst i Helberskov.

Udvandrede forår 1916 til Staterne. I Iowa og Washington til efterår 1919. I Australien og New Zealand 1919 til 1922. Tilbage til Staterne samme år til 1925, i Sydamerika - Brasilien og Argentina 1926- 27, da jeg vendte hjem til Danmark. Gift med Helga 1928, overtog samme år en min­dre gård i Rønningen ved Øster Hurup, var landmand til 1949. da vi købte en forretning her i Terndrup og var der til 1975. Opgav forretningen allerede i 1968, men blev boen­de i huset til 1975, da vi flyttede op i en lej­lighed i den gamle skole, hvor vi nu nyder vort otium.

Har skrevet adskillige beretninger om mine oplevelser på de lange rejser til forskellige blade og tidsskrifter og i de sidste halve snes år seks afsnit til årsskriftet for »Himmerland og Kjær Herred« om Helberskov i gamle dage.

Stedet hvor Helberskov nu er beliggende har været beboet af menne­sker gennem 6000 år. Dette er bevist gennem en råt tilhugget stenøk­se, fundet en god halv meter i jorden ved at grave en pæl ned til et havehegn. Nu afdøde museumsinspektør Peter Rismøller har tidsfæ­stet den til at være fra ældre stenalder, 4000 år før vor tidsregning. Dengang så landskabet noget anderledes ud end hvad tilfældet er i dag. Gennem de lave strækninger mellem Limfjorden og Mariager Fjord var der åbent hav og øst for kystlinjen lå der fire mindre øer - Mulbjerge ved Dokkedal, Toft bakke, Ravnbjerg ved Als og Helber­skov Bjerg med de højere liggende arealer øst og nord for Bjerget. Ved at grave sand ud fra en mindre bakke tæt op ad Bjerget, der hav­de form som en slags naturlig kæmpehøj, fandt man nogle lerkar, der blev dateret til yngre stenalder eller broncealder. Disse fund har bevist, at stedet, hvor Helberskov nu ligger, har været beboet af men­nesker gennem årtusinder.

Om selve oprindelsen til navnet kan der kun gisnes. Den første trykte beretning vi har om byen er fra 1290, da den er nævnt sammen med Als, altså på Erik Menved's tid, men stavemåden har forandret sig flere gange – Elwerskov – Helbergschouf og vistnok flere. Gennem hele Middelalderen og langt op i nyere tid var der en stor, sam­menhængende egeskov, der strakte sig 7,00 km fra syd for Als helt ud til Odden. Det er sikkert fra denne skov Helberskovs bønder har hentet det svære egetømmer til de mange gamle bindingsværkshuse, der fin­des i byen. Rismøller har fortalt mig, at i Helberskov findes de fleste gamle, velbevarede bindingsværkshuse i Nordjylland.

Mor var af gammel himmerlandsslægt. På landsarkivet i Viborg har jeg fundet tilbage til bedstemors slægt fra 1650 og fra morfars til år 1700. Far var ikke himmerlænding, han var født i den gamle fær­gekro i Syd Hadsund, der jo hørte til Randers Amt, men langt tilbage i tiden stammede slægten også fra Himmerland. Min tipoldefar var født i Rostrup, men for ca. 225 år siden overtog han færgekroen i Syd Hadsund og den var i slægtens eje indtil år 1900, da min farbror af­hændede den. Færgekroen blev et kendingsnavn for alle ejerne op igennem tiderne. Farfars navn var Peder Nielsen, men han blev al­drig kaldt andet end »Ferre-Pier«, min oldefar blev kaldt »Ferre- Niels«. Fra gamle folk har jeg fået oplyst at disse mine forfædre var højt ansete og respekterede folk af alle både nord og syd for Fjorden.

Far tilbragte hele sin barndom og det meste af sin ungdomstid i den nordlige del af Randers Amt, og gennem hele livet holdt han forbindelsen  vedlige med sine gamle venner der. Hvert eneste år, når forårsarbejdet var tilendebragt tog han en tur derover, og da jeg var en 10-11 år fik jeg somme tider lov til at ta' med ham på disse ture, der tit tog både 3 og 4 dage. Mors fætter, Anton Christensen - med kendingsnavnet »Gammel Anton« - der var storfisker på Alsodde, sejlede os op til slusen ved Overgårds land og derfra gik vi videre til Udbyneder, Havndal, Udbyover, Dalbyneder, og videre til vi altid sluttede af hos Kirstine og Johan Ahlers i Svd Hadsund. Disse ture med far over til Ommersyssel var nogle af de største oplevelser i min drengetid. Far havde en utrolig hurtig gangart og jeg måtte tit småtrave for at følge med.

For mig var det næsten som at komme til et fremmed land. Maria­ger Fjord gør en stor forskel sproglig set. Dialekten, der blev talt der­ovre afveg unægtelig meget fra den, der blev talt i Helberskov. Der­ovre sagde de »hier og dier« i stedet for her og der, »kjellen« og ikke kjålen, »nødsens skjed«, ikke nylig skjej og så videre, der kunne fort­sættes med disse dialektforskelle i en uendelighed. Også mange af fars venners og bekendtes efternavne lød fremmedartede for mig, de fandtes ikke i vor egn af Himmerland, der var Ahlers, Egens, Raj og Rahbeck, Bugge, Greve, Manneck og Schifter (udtalt »Skywter«). Det gik op for mig, at far var en velkommen gæst alle vegne og jeg opdagede også snart, at der var ikke den samme sociale lighed mel­lem husbonde og tjenestefolk, som vi kendte til i vor egn af Himmer­land. Derovre havde de hvad man kaldte en folkestue, hvor tjeneste­folkene spiste og mest opholdt sig i deres fritid, mens familien indtog deres måltider i deres private gemakker. Jeg tror heller ikke de altid fik den samme mad, familiens var tit en tak bedre end den, der blev serveret for tyendet. Modsat ovre hos os, der spiste husbond og mad­moder ved samme bord og fik samme mad. Med en eneste undtagel­se, nemlig på sognets største gård, »Poulsenseje«, der i datiden havde et tilliggende på ca. 1000 tdr. land. Her var der indrettet folkestue til den store stab af daglejere, karle og piger, mens familien spiste i de­res eget domæne i forpagterboligen, ikke i hovedbygningen, der stod tom. Den daværende ejer, Frederik Svanholm, var ingen helt almin­delig herremand, f.eks. i høsttiden, og om foråret, når der skulle kø­res gødning ud, stod han selv i møddingen og læssede på vognene og der skulle en stærk mand til at følge med ham. Han havde været nog­le år i Amerika i sin ungdomstid og deltaget i det hårde dræningsarbejde i Iowa og Minnesota og det havde han ikke glemt. Han var en god arbejdsgiver og havde altid let ved at skaffe folk. Daglejerne fik 1 kr. 85 øre om dagen, hvor de kunne opnå 1 kr. 50 øre hos gårdmæn­dene og desuden blev der af og til slagtet en stud eller en stor gris, hvoraf daglejernes familier blev betænkt med en rigelig del. Det kan jo synes helt uforståeligt i vore dage med så minimale lønninger, men sådan var tiderne nu dengang og længe efter.

Helberskov var en særpræget landsby på mange måder og med en noget særpræget befolkning. Det var en ret anselig by, der bestod af 22 gårde, 16 såkaldte helgårde og 6 halvgårde. Den afveg fra andre landsbyer ved forholdsvis små marker og store eng og græsnings­arealer. De to største gårde i byen havde henholdsvis 27 og 22 tdr. land markjord, de øvrige 14-16 tdr. land, halvgårdene kun 6 tdr. land mark, men fælles for dem alle var de store arealer med eng og græs­ning, så der kunne holdes et stort antal husdyr. Meget malkekvæg og mange gode heste. I gamle dage da kornsalg var bøndernes største indtægtskilde, kunne det store husdyrhold fuldtud opveje kornsalget og mere til. Desuden havde Helberskovs bønder et meget givtigt supplement til landbruget, nemlig ved fiskeriet. Alle gårde i byen havde et ålestade i Mariager Fjord og desuden lejede de fiskeretten af »Over­gård« på sydsiden af fjorden. Fangsten blev solgt til fiskekvaser, der afhændede den i København og Århus. Den blev betalt i klingende mønt og kunne blive til en god skilling. De fleste bønder i byen var da også ret velstillede, målt med datidens alen. Alle gårde var oprindelig fæstegårde, der ejedes af 4 forskellige godser  »Overgård«, Maria­ger Kloster, »Villestrup« og »Havnø« (sidstnævnte ejede oprindelig kun én gård, men sidenhen opkøbte den alle de øvrige). Med undta­gelse af »Havnø«, var disse godser beliggende 4-5 mil fra byen og det kunne slet ikke betale sig for ejerne at slæbe disse bønder ad de elen­dige veje til arbejde på hovmarken, så hoveriet blev afløst af et årligt pengebeløb, der var til en mægtig fordel for bønderne, især da disse beløb var ret beskedne. Nu kunne de blive hjemme og passe de­res egne sager og det gav en vis selvfølelse overfor andre af deres stand. Helberskov blev udskiftet allerede 1799 og et par år efter var alle gårdene købt til selveje. Als og Hurup blev ikke udskiftet før 1812, og endnu i 1920erne var der stadig fæstegårde i Nr. Hurup.

 

To »cowboys« fra Helberskov. Bror Axel til højre og jeg højt til hest. Jeg var 9 år, Axel 7l/2. Han er farmer i Iowa, Margrethe nyder sit otium i Omaha, Nebraska, Erik sit i Vista California

 

Det var lidt om Helberskov i gamle dage og om min første »udenlandsrejse«, der kun gik over Mariager Fjord til Randers Amt, men gjorde et større indtryk på mig end da jeg senere hen i livet fartede rundt på den halve klode.

Mit hjem var en mindre gård i Helberskov, dels udstykket fra en nedlagt større gård, dels forøget med et husmandsbrug. Der var egentlig jord nok, men af meget forskellig bonitet. Ca 13 tdr. land un­der plov, en halv snes tdr. land i måen og engene og 40 tdr. land øst for Odde, der strakte sig fra klitbakkerne helt ud til stranden, de 35 tdr. land var hede og plantage, de resterende 15 tdr. land var indheg­net til græsning. Nærmest stranden var et bredt bælte bevokset med sylt, den bedste græsart der findes. Det samme som hører hjemme i marskegnene i Sønderjylland. På denne parcel fik køerne føden det meste af sommeren og som børn var vi altid tidlig på tæerne. Vi, min bror Axel og jeg, var ikke ret gamle, da vi måtte afsted med køerne ud til havlodden så snart malkningen var overstået. Vi var næsten al­tid meget søvnige, når vi traskede af og det var ingen under. Ud af fjerene mellem klokken 5 eller halv 6 og så af sted, så vi kunne nå hjem igen til vi skulle møde i skolen klokken 8. Jeg kunne vel være 8 år, da vi fik det ansvarsfulde hverv at agere »cowboys«. Axel halvan­det år yngre. Jeg trak altid koblet og Axel »gjen bagetter«. Det hændte, at han tumlede omkuld i søvne og for at afværge en sådan katastrofe greb han fat i halen på den sidste ko og hængte i som en burre - det hjalp på søvnigheden. Mor gav os altid en mellemmad i hånden, når vi drog af, men det kunne hænde at Axel tabte den, hvis søvnen overmandede ham. Så kunne vi somme tider finde den i san­det på vejen dagen efter. Når vi var kommet gennem leddet og slået køerne løs, gik turen bagefter ud i Måen for at slå vand op til ung­kreaturerne. D.v.s. vi gik ikke, vi løb, al gang foregik i løb, for at nå rettidig hjem og komme i skole. Vi opnåede en fænomenal evne til al­tid at løbe, det virkede aldrig trættende, selv om det drejede sig om flere kilometer - og søvnigheden forsvandt som dug for solen. Nu om dage ville det kaldes en grov udnyttelse af børns arbejdskraft, men det tænkte vi aldrig på, det var noget der hørte sig til, og det var ens for alle, gårdmændenes børn, såvel som hjorddrengene fra mindre bemidlede hjem.

Helberskov skole var et enelærerembede, delt i bette klasse og stuer klasse. Der var landbrug til skolen, der kunne holdes 3 køer og hest, regnet som et supplement til lønnen. Jeg kom i skole 1903 til læ­rer Rytter, men allerede 1905 fik vi lærer A. Ulricksen og han var i embedet i mere end 40 år. Samtidig bortfaldt det til skolen tilknytte­de landbrug. Ulricksen var en enestående dygtig lærer. Nok skulle vi lære salmevers og stykker af lærebogen udenad, men ellers undgik han såvidt muligt alt terperi. Undervisningen foregik mest i fortælle­form, det ligesom hængte bedre fast. Det opdagede vi mange gange først bagefter. Igennem hele min skoletid havde vi hverdagsundervisning, 3 timer om formiddagen om vinteren for stuer klasse og 3 timer om sommeren for bette klasse. Det var en god ordning. I næsten allé andre landsbyskoler mødte de ældste klasser 4 dage om vinteren og kun 2 dage om sommeren, om sommeren var det omvendt og denne ordning var bibeholdt i de fleste landsbyskoler helt op til 1930erne.

 

Jeg husker fra min skoletid, at jeg var en af de dårligste i klassen til regning, hvorimod jeg gik vældig op i historie, geografi og stilskriv­ning. Allerede som lille dreng fik jeg en god belæring i geografi fra bedstefars bror, Christian Lods, fra Hadsund, når han ret ofte kom på besøg i hjembyen. I mine øjne var han en enestående personlig­hed. I sin ungdom havde han sejlet som helbefaren sømand, bLa. med de store tre- og firmastede »Clippere«, med the fra Kina, hvede fra Australien, salpeter fra Chile og palmekærner fra Ostindien og Afrika. Jeg sad bogstavelig talt med øjne på stilke, når han fortalte om sit bevægede liv, men jeg forstod det ikke, jeg havde jo aldrig lært noget som helst om geografi, indtil han spurgte mor, om hun ikke ejede et atlas fra sin højskoletid? Da det blev fundet frem, skal jeg love for der kom gang i sagerne. Jeg husker at han engang fortalte om et forlis han havde været ude for i Torres Strædet - »Her har vi Australien, det er den femte og mindste verdensdel og lige nord for ligger der en stor ø, der hedder Ny Guinea og farvandet imellem dem kaldes for Torres Strædet. Det var et vanskeligt farvand at besejle med mange ukendte rev og klippeskær, men vi havde passeret deri­gennem flere gange uden uheld. Vi kom fra Batavia på øen Java med kurs for Valparaiso på Sydamerikas vestkyst for fulde sejl, da vi løb på et undersøisk skær, der rev hele bunden af skibet op og det gik til bunds som en sten, med alle ombord med undtagelse af første styr­mand, tømmermanden og jeg, der havde vagt på dækket. Kort efter befandt vi os alle i vandet og klamrede os til noget af rigningen, der var ramlet overbord ved sammenstødet. Om morgenen blev vi obser­veret fra land og en stor kano med nogle skrækindjagende, vildt ud­seende mænd padlede ud til os og tog os med i land. Folkene i disse egne havde ord for at være de værste kannibaler i hele verden (det så jeg beviser for senere hen) og jeg skal ærlig indrømme, at jeg var så bange, som jeg aldrig i mit liv har været. Jeg tænkte - Nu ender du sikkert i gryden, Christian, du får aldrig Helberskov at se igen

Men slet så galt gik det dog ikke. Tværtimod. De havde aldrig set folk med hvid hudfarve før og var uhyre nysgerrige, men gjorde os ingen fortræd. Jeg erfarede senere, at vi var kommen i land på »Thursday Island«, der betyder Torsdags Øen og samme dag drev tømmer­mandens værktøjskiste i land, den havde stået løs på dækket, da sku­den gik ned. Styrmanden havde også reddet sin kikkert, som han havde i en rem om halsen og både den og tømmermandens værktøj gjorde ligefrem underværker hos disse vildmænd. De frembragte ild ved at gnide to stykker træ mod hinanden, et møjsommeligt arbejde, hvorimod styrmanden ved at anvende et kikkertglas som brændglas, kunne skaffe ild i løbet af et øjeblik. Tømmermandens fine værktøj imponerede disse mennesker i en grad, der ikke kan beskrives, deres egne redskaber var lavet af sten eller ben og var meget primitive, set med vore øjne. Vi blev betragtet som en slags troldmænd, der pludselig var dumpet ind til dem og blev erklæret for »tabu«, d.v.s. urørlige, igen måtte gøre os fortræd. Det blev til et længere ophold, mange måneder, og i den tid var der af og til krig mellem de forskellige stammer. De faldne fjender blev omgående ædt af sejrherrerne, stegt i store jordovne, det blev kaldt for »lang gris«! Vi slap da heldigvis v at komme til at agere »lang gris«, men vi så adskillige eksempler i, hvordan de guffede i sig, når »grisene« var taget ud af ovnene.« når han kom ind på disse emner, forlod mor skyndsomt stuen og gik i  køkkenet og døren blev lukket. Hun skulle ikke nyde noget om dette noget makabre æderi, men jeg syntes det var vældigt spændende. Nok om det, Christian og hans to kammerater slap omsider derfra ombord på en engelsk brig, der passerede gennem strædet og kom til Sydney, hvorfra han tog hyre på en handelsskonnert, der opkøbte kokosnødder omkring på øerne i Det Stille Hav, og nu fik jeg en grundig belæring om alle de øer og øgrupper han havde besøgt, steder med mærkelige navne, som jeg måtte gentage gang på gang, indtil de var banket så fast i min erindring, at jeg aldrig glemte dem. Her ligger en ø, der hedder Tongatabu - gentag det - der traf jeg de kønneste piger jeg nogentid så - ak ja, det var dengang -. Mange år mere gik jeg selv i land på Tongatabu og forvissede mig om, at de kønne piger, som Christian Lods havde omtalt, ikke var nogen overdrivelse. Der kunne skrives side op og side ned om hans mange oplevelser, men de får være til en anden gang.

I min drengetid fandtes der også nogle af dem vi kalder for originaler, folk, der afveg mere eller mindre fra almindelige mennesker. Johannes V. Jensen har beskreven én af disse himmerlandske særlinge i en bog om »Tordenkalven«, men der var mange andre i min hjem­egn, jeg tænker her på Skrædder-Hans-Peter, Fuhmann, ja, vi kan ta' Soren Salling med, han var bestemt heller ikke almindelig, Rold-Jørgen, Stoffer, Ajs Kyrwej, Wolle Præjst og der havde nok været flere før min tid. Rold-Jørgen var nok den bedst kendte. Han var en lille, firskåren mand, braknæse, buskede øjenbryn og et stort, rundt hoved og han havde for vane at knibe det ene øje i, når han rigtig foldede sig ud. Han var født i Als, udenfor ægteskab. Faderen stak af til Amerika, da Jørgen var i vente, og så sad moderen tilbage med denne noget aparte dreng. Allerede dengang var han et problem. Han havde vanskeligt ved at få plads som tjenestedreng, da han var så upålidelig som tænkes kunne. Han savnede egentlig ikke evner i visse retninger, men de blev mange gange anvendt på mærkelige måder. I skolen har han sikkert ikke været nogen sinke. Det var særlig religionen, der interesserede ham. Han besad en enestående hukommelse og kunne citere lange afsnit af salmebogen, lærebogen og bibelhistorien udenad. Men ude i det praktiske liv var han nærmest umulig. Han havde fået plads hos en gårdmand ude på Als Hede og en nabo havde fortalt manden om nogle af Jørgen's efterladenheder, fårene var hverken blevet flyttet eller vandet og det resulterede i nogle gode ræk af en kæp. Det sved ikke alene i Jørgens bagdel, men også i sin­det, og det skulle hævnes. En dag han var på vej til skole, så han na­boen, Pi Drejer, gå over til et fårehus, der lå et stykke vej fra gården, med en stor favnfuld hø. Jørgen ilede øjeblikkelig derhen og stak ho­vedet op over halvdøren.

»Godaw Pi Drejer« sagde han.

»Hwa wel do her ætter? si å fløt det gremme fjæs, hejsen så skal a komm å lamper dæ«.

»A ska nok fløt mæ, men a will bare spør dæ ætter om do wel be­kend te Christus war en konge«?

»Hwa rager de dæ«?

»Wel do, hejjer wel do ett«?

 

»Nej, a we! ett, ett te dæ i bwer fald, din forbandede knejt«!

»Ja, men så wel a gi dæ ti' å tenk øwer ed« svarede Jørgen. Han trak halvdøren i og satte haspen på udvendig og gik i skole.

Denne historie fortalte Jørgen selv engang inde hos os. Far spurgte ham om, hvor længe Pi Drejer stod inde i fårehuset?

»Nå, der kom en kael å lokked ham ud hen we awtenstii. Han håj høt han stod å roft å skreg derøwer. Di håj såvnt ham hiele dawen hjemm«.

»Hvordan gik ed så dæ bagetter«? Spurgte far.

Det svarede Jørgen ikke på.

Hans far havde nok erfaret, at han havde efterladt en aflægger i Danmark og han sendte penge hjem til en billet til ham, så han kunne komme til Amerika, og han skulle nok ta' sig af ham. Hvordan dette møde med sønnen spændte af vides ikke, men fa'ren havde nok fået noget af et chock allerede ved dette første møde. og Jørgen gjorde sig snart lige så umulig derovre, som tilfældet havde været hjemme. Nok er det at fa'ren rejste væk og lod Jørgen sejle sin egen sø. Og der stod så denne halvsære dreng på 13 år inde midt i det store Amerika og havde ingen og intet at hælde sit tykke hoved til. Han har sikkert begyndt at vagabondere rundt omkring til farmene, og kvinderne har forbarmet sig over den forhutlede dreng og givet ham mad og lov til at sove i høet. Renlighed var ikke Jørgens stærke side, også utøj syn­tes at trives godt på ham. Arbejdssky var han alle dage. Det varede ikke længe før han fandt sammen med ligesindede »tramps« og »hobos«, som de blev kaldt, og der var mange af dem dengang. De rejste omkring som blinde passagerer på godstogene fra Atlanten til Stille­havet, fra Mexicos grænse til Canada og det var ikke alle Vorherres små englebørn, der kunne godt være halv- eller helkriminelle indivi­der imellem dem. Man så ikke meget til dem i de større byer, de hav­de deres tilholdssteder ude på landet i nogle »camps« eller lejre nær en eller anden jernbanelinje. Sammen med den slags folk hutlede Jørgen sig igennem hele Amerika i mange år, men en skønne dag fo­retog politiet en razzia i en sådan »hobo camp« og der blev han taget ved vingebenet og sat i arrest. Ikke fordi han havde bedrevet noget kriminelt, men han var udlænding, subsistensløs, uden fast bopæl, kunne ikke dokumentere at have haft arbejde nogensinde, og en så­dan personage havde Onkel Sam ingen brug for. så han blev sendt til­bage til sit hjemland - på statens regning.

Sådan endte Jørgens Amerikatur. Da var han i omegnen af 30 år. Men én ting havde han lært derovre, nemlig sproget. Her kom hans fænomenale hukommelse ham til stor hjælp, havde han først lært et ord glemte han det aldrig, også udtalen mestrede han. Hjemvendte folk fra Amerika fortalte, at når han talte engelsk skulle man tro, han var indfødt amerikaner. Han blev just ikke modtaget med åbne arme ved sin hjemkomst, han havde ikke forandret sig i de år han havde været borte. Arbejde ville han ikke, og kommunen fik ham endelig anbragt i pleje hos en rebslager ovre i Knejsted i Randers Amt, men ved alle årets højtider og i sommertiden havde han lange ferier, og dem tilbragte han ved at gå på gæsteri i hjemegnen. Senere blev hans vandringer også udstrakt til at omfatte Ommersyssel. Derovre kaldte man ham »Kik-Jørgen«, fordi han altid kneb det ene øje i, når han fremkom med sine mere eller mindre spidsfindige spørgsmål. På dis­se vandringer medførte han altid to for ham uadskillige ting - en tejne - hvori han gemte de mest forunderlige sager, ikke altid lige appe­titlige, og en tyk dyffels overfrakke, som han var pakket ind i om vin­teren og bar over armen om sommeren. De fulgte ham, hvor han gik og stod, Han gik aldrig tilside for nogen eller noget, hverken på cyklesti eller på de mere befærdede landeveje. Det blev hans død. Han var på vej sydpå ud ad Randers landevej og gik som sædvanlig lige midt på vejen, da der kom et par løbske heste bagfra i en tordnende galop, men Jørgen har ikke ænset dem, han holdt støt sin kurs. He­stene løb hen over ham. Stjærten ramte i ryggen og han var død på stedet.

Således endte Rold-Jørgen, den mest underlige og bemærkelses­værdige af alle de gamle originaler, der færdedes i Helberskov og omegn i min drengetid. Deres liv var som de selv ønskede det og som samfundet og den offentlige mening tillod det. Nu er de alle » en saga blott «. I vor tid bliver de anbragt på alderdoms- eller plejehjem, men om de er mere lykkelige der end de var i fortiden er måske et spørgs­mål. At skulle skildre nogle af de andre nævnte ville føre alt for vidt. Mærkværdigvis synes det som om mindet om dem lever længere end tilfældet er med folk, der har været ansete medborgere i deres sam­tid.

Laurits Laursen var sandelig heller ikke nogen almindelig fremto­ning. Han ejede en gård i Halvrebene lige syd for Als, desuden var han auktionsholder. Hans vid var legendarisk og sikke historier han tit kunne opvarte med. Her er én af dem. En aften Laurits, hans kone og nogle naboer var samlet i mit hjem, faldt talen på de skrækkelige veje, der fandtes i byen, og Laurits tog straks tråden op. »Ja, den nåen daw a skull æ æreng op te Østergor, gik a møj fosegti enn we sien o wejen for ett å fall ud i olt pladdered, men så Iii udden for Gå- Karls indkjørsel sier a en pæn løjen luu, der lå uud medt i wejen. men a fæk da fat i en ravt å fæk en ragt end te mæ. Men så soe a æ hued unner luuen å de war minsandten Rytter-Sorens, min swovers. å så sejer a te ham - Hwa i alwerden sedder do der uud ætter -? - Sedder -hvæst Soren - a sedder ett, a stoer owen i æ stuer læs ris -! - Jamen, hvodan kun do da kom søen ostej, læ mæ no si å fo dæ bjerred i land, å de gjow a, men I ka nok tenk han so grulig uud ætter den omgång«! Jeg husker en af nabokonerne sagde, at nu smurte han alligevel for tvkt nå. hvortil Laurtits bemærkede »Ja. moskie wi ka kali ed en mild øwerdrywels, men så galt kunn ed hå goed. I skull no si å fo noed gjow we den å oli ajer wejj i bøjen«. Det blev osse gjort - med sand fra sandgraven, og det blev vejen ikke bedre af, snarere værre.

Før dæmningen langs med fjorden blev bygget, var der med års mellemrum store oversvømmelser over de lave arealer vest for byen. Den, der fandt sted i 1904, var nok den værste i dette århundrede. Da fandt fjorden sit gamle leje helt ind til den såkaldte Holbæksvej lige syd for Buddum. I Helberskov stod vandet ind til Skøt-Sørens toft, der hørte til det vestligste hus i byen. Alle mænd, karle og store dren­ge var ude i måen med alt hvad der kunne flyde, i kåge, i hast sam­mentømrede flåder, selv de lange vandtruge blev taget i brug i et for­søg på at redde fårene, der havde reddet sig op på de høje grøftekan­ter og stod der i vand til midt på kroppen. Adskillige får druknede, men ingen kreaturer gik tabt, så vidt jeg husker. Jeg var 7 år dengang og sammen med mor og de fleste andre af byens koner og smådrenge stod vi på bjerget og betragtede ødelæggelsens vederstyggelighed.

Wolle Laustsen var maler og fiskede ål i fjorden, men malerfaget interesserede ham ikke synderligt, og det kunne til tider være så som så med fiskeriet. Det var hans kone, Sine, der holdt hjemmet oppe med en meget velrenomeret systue. Wolle havde taget sin kåg hjem for et højst påkrævet eftersyn, men det blev bare aldrig gjort. Den lå derhjemme og blev mere og mere utæt, men Wolle mente alligevel at den nok kunne anvendes til at sejle ud i et forsøg på at redde fårene. En gammel mand, der stod og betragtede den, var dog skeptisk: »A trower den er møj gisten, Wolle, den turr a ett wow mæ uud i«. »Ja,

Emigranter fra Himmerland i California. Otte drenge fra Helberskov der boede i samme hus i Los Angeles 1924

er ed engen ajer der tær, så tær den unde revlerne a« svarede Wolle. Kågen blev lempet hen i Thulsteddammen for at prøve dens sødyg­tighed, og det faldt ikke særlig heldig ud. Vandet piblede ind alle veg­ne, men det så Wolle stort på. »Vi tår æ par øser mæ å den wel snårt tætten o sæ sjel, nær den kommer i wand«. Han gik ombord og sta­gede fra land, men ude midt på dammen trådte han bunden ud af kå­gen og den sank som en sten. Thulsteddammen var ret dyb den gang og det så ret så faretruende ud, og der blev stor opstandelse med at få Wolle bjærget i land. Der blev lagt stiger ud monteret på vognfjæl og et par mand med en bådshage fik ham trukket op og bragt på det tør­re. Jeg stod og betragtede redningsaktionen, der var en stor oplevel­se. Vraget af kågen blev liggende i dammen i lange tider, det blev dens sidste sejltur.

Thulsteddammen blev tørlagt for mange år siden, og nu står Helberskov forsamlingssal »Thulstedhus« på stedet, hvor Wolle Lausten's sidste sejlads fandt sted. Jens Justesen, der ejede en mindre ej­endom i byen, gik meget op i, at få bygget et nyt forsamlingshus i ste­det for det gamle, der var blevet utilsvarende og havde lidt megen overlast under besættelsen, da tyskerne benyttede det til lager og mandskabsrum. Jens var en tur i Amerika, og alle vegne, hvor han traf på de mange udvandrere fra Helberskov, benyttede han lejlighe­den til at indsamle midler til et nyt forsamlingshus i hjembyen, og der fik han en god støtte til formålet. Huset blev rejst, næsten udeluk­kende ved frivillig arbejdskraft. Det er hyggeligt og meget rumme­ligt, med alle moderne faciliteter, også et rum, der leder tanken hen på dem, der rejste ud, en slags mindestue. Skønt det egentlig ikke hø­rer ind under dette emne, der omfatter folk og begivenheder i Hel­berskov af personlig art, kan jeg ikke undlade at nævne udvandrin­gen fra denne landsby. Syv ud af hver ti drenge i lærer Ulricksens tid i skolen gennem fyrretyve år rejste ud, også mange af pigerne, men dem har jeg ingen tal på. I dag bor der flere gamle Helberskovere og deres efterkommere alene i Sydcalifornia, end der er tilbage i byen. Af alle de hundreder, der i tidens løb er udvandret, var jeg nok den. der kom længst ud. Engang jeg var på andejagt på Steward Island, en ø på størrelse med Lolland-Falster og beliggende syd for den sydlig­ste af New Zealands to hovedøer, sad jeg ude på den yderste pynt. Her faldt det mig i tankerne, at jeg nu var den dansker, der var længst borte fra hjemlandet. Jeg kunne simpelthen ikke komme læn­gere væk og stadig opholde mig på landjorden.

Skæbnens veje er uransagelige! Trods denne lange afstand kom jeg dog tilbage til Danmark og fik mit hjem kun 20 km fra den by, hvor jeg blev født. Jeg holder stadig forbindelsen vedlige med mange af de gamle venner derude i Australien, New Zealand og rundt om i Amerika. Med enkelte har denne forbindelse varet i over 60 år.

 

 

 

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015