20. november 2015

 Himmerlandske orlogsgasters oplevelser

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

FRA HIMMERLAND OG KJÆR HERRED

UDGIVET AF

HISTORISK SAMFUND FOR HIMMERLAND OG KJÆR HERRED

XXXI BIND

Himmerlandske orlogsgasters oplevelser i napleonstiden

Af Carl Juul, Terndrup

Syvårskrigen med England fra 1807-14 hører til et af de mørkeste kapitler i vor historie. Det blev en prøvelsens tid for land og folk, med nød og afsavn på næsten alle områder. Men i dette tidsrum be­virkede disse prøvelsens år et sammenhold og en offervilje, som vel aldrig var set tilforn. Alle var forbitrede på englænderne for deres lumske overfald på København i 1807, byens bombardement og bort­førelsen af den dansk-norske flåde. Vi gik til modstand med alle til rådighed stående midler, skønt disse kunne synes små og lidet effektive overfor verdens stærkeste sømagt. Om at bygge store orlogsskibe un­der krigen var der ikke tale, dertil savnede man både penge og ma­teriel. I stedet for gik man over til at bygge mindre fartøjer, anvende­lige i den såkaldte »lille krig«. Det blev kanonbådenes tid. Derfor blev denne periode også kaldt kanonbådskrigen. Der blev sat al kraft ind på bygningen af disse både, og ikke mindre end 255 blev søsat fra 1807-14. De kom til at volde engelskmændene mange kvaler i tiden, der fulgte, og vovede sig utallige gange i kamp med langt større en­heder og tit med held. Englænderne fik efterhånden mere respekt for de danske og norske orlogsgaster, end for alle andre, de havde at slås med rundt om i de europæiske farvande. Kanonbådene var ca. 60 fod lange, 15 fod brede og med et dybtgående på ca. 5 fod, besætning 60 mand. Armeringen bestod af 2 stk. 24-pundinge kanoner, en for og en agter, der kunne henregnes til svært skyts. De havde 2 master med forskellige sejlsystemer, men deres egentlige og vigtigste bevægkraft var deres 30 årer. Under krigen undergik de store forbedringer og blev mere sødygtige, så de bedre kunne klare sig i uroligt vejr.

Overalt i Danmark blev der oprettet batterier på de mest udsatte steder, hvor englænderne kunne tænkes at gøre landgang. I Himmerland blev der allerede i 1807 opført et batteri ved Als Odde, armeret med 1 stk. 10- og 2 stk. 8-pundige kanoner, for at beskytte indløbet til Mariager Fjord. Ved Egense blev der først på året 1808 opført et andet batteri med en armering på 4 stk. 16-pundige kanoner for, sammen med den stærke Hals skanse, at forsvare indløbet til Limfjorden. Op­rindelig var det planlagt mellem disse 2 batterier at opføre et mindre på havbakkerne ved Haslevgård, og jordarbejderne til dette blev på­begyndt (disse er endnu synlige i terrænet), men da de spanske trop­per, der havde været stationeret i Hurup, blev trukket bort i 1808, toges anden bestemmelse, og batteriet oprettedes i stedet for ved Hu­rup bro og armeredes med 2 stk. 6-pundige kanoner. Ved Udbyhøj ved indløbet til Randers Fjord var opført et batteri på 4 stk. 10-pundige kanoner, og her var tillige stationeret 4 kanonbåde. Af disse af­gaves der 1 eller 2 til batteriet på »Hagen« ved Als Odde, så der var altid mindst 1 til rådighed der. Begge disse både var udelukkende be­mandede med folk fra kystsognene i Himmerland, folk der helt eller delvis havde deres erhverv på hav og fjord. Mange landmænd var tillige fiskere i de dage. De drev fiskeri som et bierhverv, og det var måske ikke det mindst indbringende? Alle våbenføre mænd i disse sogne blev udskrevet enten til marinen eller kystmilitsen, med undta­gelse af dem, der var så småt begavede, at de var komplet uanvende­lige til søs; de blev infanterister! Enkelte dertil egnede kom til rytte­riet. Fra Als sogn har jeg kun hørt tale om 2 af disse undtagelser — Rasmus Enevoldsen, der havde været kyradser og deltaget i Napo­leons march til Moskva i 1812, han havde været en af de heldige, der kom hjem med liv og lemmer i behold. Den anden, Jeppe Jensen, kaldet Grav-Jep, var en udpræget sinke, der end ikke kunne tale rent og ikke havde begreb om hverken bogstaver eller tal. I tjenesten som infanterist lærte han, foruden at støde ladningen ned i musketten og sætte fænghætten på, også at tælle til 2 - - march - et to - et to! Han gjorde krigen med i 8 år og kom ikke hjem før 1815 og var meget stolt af den lærdom, han havde erhvervet sig i kongens tjene­ste; han havde lært at tælle til 2, men udover dette tal sagde han bare »manne«, enten det så var 3 eller flere hundrede. Efter krigen fik han arbejde, der passede til hans åndelige habitus, idet han blev byhyrde og »stodderkonge« i Helberskov. Når folk spurgte ham om, hvor langt han havde været henne som soldat, svarede han, at han havde været så langt ude, at folk kaldte »muerødder« for gulerødder. Den forklaring blev spørgerne ikke stort klogere af.

Min oldefar, Niels Andersen Lods, deltog som orlogsgast i krigen fra 1807 til 1812. I et mere end 100 år gammelt nummer af Aalborg Stiftstidende, som jeg er i besiddelse af, kan man læse følgende nekro­log ved hans død:

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis

Fredagen den 26. Juli 1867.

»En af Krigeroldingene fra en længst forsvunden Periode har nylig afsluttet sin Livsbane, nemlig Pensionist og Aftægtsmand Niels An­dersen Lods i Helberskov, Als Sogn. Den afdøde, som opnaaede en Alder af 76 Aar, havde i Krigsaarene fra 1807 til 1812 deltaget i for­skellige Træfninger tilsøs imod de Engelske. Navnlig var han med til at indtage den af Fjenden i 1810 besatte Romsø, hvorved gjordes ca. 80 Fanger. I Foraaret 1811 var han med en Roflotille i Storebælt, ved hvilken Lejlighed toges en Engelsk Orlogsbrig, der først forrædderisk tonede hvidt Flag, men efter en Kamp maatte overgive sig og ind­bragtes som Prise til Nyborg eller Kerteminde.

Den sidste Kamp han deltog i, var den 4. Oktober 1812, hvorved den Kanonbaad, hvorpaa han befandt sig, tilbageerobrede fra Fjenden en os Danske frarøvet Kanonbaad, ved hvilken Lejlighed mistedes flere Mand og en Del blev saarede i større eller mindre Grad, hvor­iblandt den Afdøde, der fik en Riffelkugle i højre Skulder. Haardt saaret, som han var, førtes han til Anholt, blev der forbunden, og først efter 11 Dages Ophold transporteret til Randers, hvor han, efter Byens Avis, kom under Lægebehandling af Dr. With, som udskar den da ned i Ryggen sjunkne Kugle og udskrev ham efter 3 Maaneders Forløb som Rekonvalescent fra Lazarettet.

Som Invalid i en Alder af 21 Aar ansøgte han om og erholdt en lille Pension, som ad Aare forøgedes, og han har til sin Død ernæret sig ved Landvæsenet, hvori hans Helbred i øvrigt ikke tillod ham at tage nogen egentlig virksom Del.

Den Afdøde efterlader sig 13 Børn og 21 Børnebørn, der alle op­holder sig i Jylland.«

Kampen ved Sjællands Odde.                      Marinens Bibliotek

 

I denne nekrolog over min oldefar er nogle af de mest spændende og interessante beretninger om hans deltagelse i krigen helt udeladt, andre er ikke i overensstemmelse med, hvad der vitterlig fandt sted. Han deltog i kampen ved Sjællands Odde den 22. Marts 1808. Denne be­retning er ikke nævnt, ej heller hans deltagelse i det mislykkede togt til Anholt i 1811, hvorfra han dog slap helskindet hjem.

Sidst på vinteren 1808 blev en af de kanonbåde, der var stationeret ved Als Odde, dirigeret til Helsingør. Nogle dage efter ankomsten, anløb linieskibet PRINS CHRISTIAN FREDERIK farvandet ud for Kronborg. Der var udbrudt en ondartet tyfusepidemi ombord, og 190 mand af besætningen på 575 blev sat i land og indlagt dels på la­zarettet og dels i private hjem. Mandskabet bestod for størstepartens vedkommende af folk fra det søndenfjeldske Norge, og de syge nord­mænd skulle nu erstattes af danskere. Der blev straks sendt en del op fra København, de fleste af dem fuldstændig uøvede folk, mange havde aldrig set en kanon. Der blev derfor udstedt ordre om, at kanon­båden fra Als Odde med 60 mand skulle afgive mandskab til PRINS CHRISTIAN for at kompletere besætningen, fortrinsvis artillerister og befarne sømænd. Der blev derefter udtaget 35 mand af dette mandskab, alle fra Himmerland, nemlig 15 fra Helberskov, 12 fra Valsted, 3 fra Nibe, 2 fra Egense, 2 fra Sebbersund og 1 fra Hegedal. I bemandingslisten er alle opført med navn, hjemsted, alder og stilling ombord.

Jeg synes de fortjener at nævnes her:

Peder Erichsen

24 år

Matros (helbefaren)

Niels Nielsen Trannehuus

19 -

Anders Andersen Lods

28 -

Kanoner

Anders Nielsen

27 -

Anders Nielsen

21 -

Matros

Hans Nielsen

19 -

Jens Jensen, junior

28 -

Kanoner

Joen Jensen

29 -

Jørgen Christensen Rytter

20 -

Kanoner

Niels Andersen Lods

17 -

Matros

Niels Nielsen

19 -

Otte Nielsen

19 -

Niels Madsen

21.-

Peder Nielsen

24 -

Kanoner

Søren Jensen

20 -

Matros

alle fra Helberskov.

 

 

Anders Rasmussen

21 -

Christen Christensen

35 -

Christen Nielsen

34 -

Jens Christian Christensen

26 -

Jens Nielsen

20 -

Jens Pedersen Mones

20 -

Jens Rasmussen

22 -

Mads Christensen

26 -

Matthias Nielsen

20 -

Niels Madsen

36 -

Niels Nielsen

26 -

Niels Pedersen

17 -

                                                                                     alle fra Valsted

 

Morten Christiansen

24 -

                     

Ib Sørensen

24 -

Poul Jensen Drejer

24 -

fra Nibe.

 

 

Niels Pedersen

20 -

Christen Christensen

23 -

fra Egense.

 

 

Anders Svendsen

32 -

Morten Christensen

26 -

fra Sebbersund.

 

 

og Anders Nielsen

19 -

fra Hegedal.

 

 

 

Af de 15 mand fra Helberskov blev de 6 omgående udnævnt til kanonerer i de syge nordmænds sted. De var fortrolige med skyts- betjening fra batteriet ved Als Odde og senere ombord i kanonbådene. I de følgende dage blev det ny mandskab fordelt til forskellige poster ombord efter kvalifikationer. De fleste fra Helberskov blev sat til skytsbetjening, enten som kanonerer eller betjeningsmandskab. Sam­men med de øvrige gaster fra Himmerland udgjorde de den hårde kerne i den i hast sammenskrabede danske forstærkning. Disse ny re­krutter fik kun en 3-4 dage til at gøre sig fortrolige med de forskellige forhold ombord, før det gik på livet løs ved Sjællands Odde.

Den 21. marts lettede PRINS CHRISTIAN fra Helsingør og stod vestover med kurs for Storebælt. Mellem Sjællands Rev og Sejrø obser­veredes 3 engelske fregatter, der stod ned imod PRINS CHRISTIAN, men de holdt sig udenfor skudvidde hele dagen og den påfølgende for­middag. Ca. kl. 2 opdagedes 2 svære sejlere at komme nordfra. Det viste sig at være linieskibe, hver især af samme størrelse og armering som PRINS CHRISTIAN. Sammen med de 3 fregatter udgjorde de en knusende overmagt, og kaptajn Jessen besluttede, at han måske ved en løbende fægtning kunne trække fjenden efter sig og om muligt i løbet af aftenen komme tilbage under Kronborgs kanoner. Han holdt derfor igen østover, men blev afskåret fra denne retræte og var nu omringet af en 5-dobbelt engelsk overmagt. At overgive sig uden kamp var der ikke tale om.

Men kampens udfald var på forhånd givet; mod en sådan overmagt var det ikke muligt hverken at sejre eller slippe væk. Det gjaldt kun om at slå fra sig med alle til rådighed stående midler og tilføje fjenden så store tab og skader som muligt. Den tilstand, de 2 engelske linie­skibe og den ene fregat befandt sig i efter kampen, vidnede om, at denne hensigt blev opnået. De var ikke i stand til at forlade farvandet før efter 2 dages forløb efter at have foretaget de mest nødtørftige reparationer på såvel skrog som takkelage. Derefter afsejlede de til Gøteborg, medtagende de danske fanger, men først 2 uger efter var de så vidt klargjort, at de kunne afgå til England for en større hoved­reparation. De blev ikke kampklare igen før flere måneder efter.

Tabene var store på begge sider. PRINS CHRISTIANS besætning bestod som nævnt af 575 mand. Af disse faldt 61 — 44 nordmænd og 17 danskere, deraf tilhørte de 4 kontingentet fra Himmerland, 120 blev sårede. Først da de engelske linieskibe var kommet på klods hold og lagde an til entring, overgav kaptajn Jessen sit gode skib, der nu kun var et sønderknust vrag. Men det havde bidt godt fra sig, og eng­lændernes tab af faldne og sårede var ligeså stort som vort. Niels Lods, der hørte til ved den kanon, hvor hans ældre bror Anders var kanoner, har fortalt, at fjenden var tæt på og fyrede en skråsæk ind gennem en af vore kanonporte og fejede hele betjeningsmandskabet væk. Det var alle sammen folk fra Himmerland. Søren Jensen, Niels Madsen og Joen Jensen fra Helberskov og Anders Svendsen fra Sebbersund var dræbt på stedet, og flere blev sårede, blandt dem den norske løjtnant Soland, der havde kommandoen i dette afsnit. Han var ualmindelig afholdt af hele mandskabet. Der var nogle hårde drenge imellem, de græd, da det rygtedes, at han var død nogle minutter senere. Kort forinden var Peter Willemoes falden, også løjtnant Dahlerup var død på stedet.

Det blev en sorgens dag i Danmark og Norge.

De danske og norske fanger blev på de engelske orlogsskibe sejlet til Gøteborg for derfra senere at blive sejlet til England, når de dertil indrettede skibe var klargjort til denne transport. Men det tog 2 må­neder, før de endelig ankom, og i dette tidsrum så adskillige af PRINS CHRISTIANS besætning deres snit til at stikke af fra fangenskabet. Det var mest svenske soldater, der blev betroet at passe på fangerne, og dette hverv tog de mange gange let på. Tit så de gennem fingre med, at de gik ned i byen med en eskorte af en eller to soldater for at købe et eller andet, og det endte altid med, at de gik på værtshus sammen med deres vogtere. Når de bare så meldte sig tilbage om aftenen, var det i orden. Nogle af helberskoverne stak hovederne sammen og pøn­sede på flugt, hvis lejlighed gaves — de ville for enhver pris undgå »prisonen« i England, hvor forholdene efter sigende var skrække­lige. Og en dag kom chancen. En formiddag var 7 mand taget en tur i byen, under eskorte af en svensk korporal disse 7 var Peder Erich­sen, de to brødre, Anders og Niels Lods, Otte Nielsen og jens Jensen fra Helberskov, Jørgen Hansen fra Ebeitort og Tønnes Gundersen fra Mandal i Norge. De gik omgående på værtshus, og der blev skænket flittigt for korporalen, der ikke lod sig nøde. og det varede ikke længe, før han var så døddrukken, at han gled under bordet. Værten kom til, og korporalen blev lagt i seng, hvorefter de andre stille forlod værts­huset med besked om, at de ville komme tilbage ved aftenstid og hente ham. Og så skridtede hele styrken sydpå ad Halland til, idet de så vidt muligt undgik den alfare vej. Planen var, at de ville prøve på at få fat på en båd i skærgården og sejle over til Jylland, og lykken stod dem bi. De var bleven både sultne og trætte af den lange march gennem uvejsomt terræn. Det var en af de sidste dage i maj, og hen på aftenen fik de øje på et hus ikke langt fra stranden. En kone stod udenfor og var i færd med at tage vasketøj ind, og Niels Lods blev sendt over til hende for at spørge, om de kunne købe noget mad; hun skulle nok få den godt betalt.

Hun mønstrede ham nysgerrigt:

»Du er dansker, kan jeg høre«, sagde hun på bredt vendelbomål, «jeg er selv fra Vendsyssel, men mine forældre har haft en gård på Læsø i mange år, men jeg forstår, I er flere, få fat på dine kammerater og kom med ind«. Niels Lods krammede så ud med, at de var krigs­fanger, og deres hensigt var at få fat pa en båd i skærgården og prøve på at komme hjem. Konen lod ham forstå, at hendes mand måske kunne hjælpe dem, og kort efter var alle forsamlede i det gæstfri hus. Det var et ret velstående fiskerhjem, de danske orlogsgaster var dum­pet ind i. Manden var storfisker og ejede 4 større fiskerbåde; den ene lå for tiden i Vesterø havn på Læsø. Konens bror havde midlertidig overtaget den, for at den ikke skulle blive beslaglagt af de danske myndigheder. I årenes løb havde han fisket lige så meget fra Jylland som fra Halland, mest fra Vesterø, Fladstrand og Hals, men havde også været i Udbyhøj og Grenå og set Als kirke, når han sejlede forbi. Sin kone havde han fundet på Læsø. Set med svenske øjne var han noget af en dårlig patriot, og det lagde han ikke skjul på.

»Mange folk her i Skærgården har ikke glemt, at vi var danskere en­gang, og vi blev ikke svenskere med vor gode vilje. Min bedstefar var »snaphane« på Hallandsåsen i den skånske krig, han blev fanget og torteret til døde af svenskerne, og det er ikke glemt endnu. Selv i dag stoler de ikke rigtig på os herude, og denne tvivl er ikke helt ubegrun­det«. I hvert fald tilbød han at være de danske orlogsgaster behjæl­pelig med at skaffe en båd. Han havde 3 liggende i en lille naturhavn tæt ved huset. Den ene, som han selv havde bygget, var den bedst sej­lende på hele kysten, og, foruden en stor sejlføring var der også 2 par årer i båden.

»Med god vind og 4 mand ved årerne er der ingen englænder, der kan indhente jer, når I blot passer på at holde jer på afstand, hvis I opdager noget mistænkeligt, og sørg endelig for at holde godt udkig i nat. Søg ind til Læsø, det er den korteste vej, og I vil få den bedst tænkelige vind. Som den er nu, vil I få den ind agten for tværs og kan være i Vesterø i løbet af i morgen formiddag. I er min kones lands­mænd, og jeg har ikke noget imod at spille både englænderne og sven­skerne et puds«.

En af gasterne kom med et spørgsmål angående båden, hvad med den? Dertil svarede han, at de skulle opsøge hans kones familie på Læsø og underrette dem om, hvor båden var, han ville da selv komme over og hente den, når krigen var forbi, så ville han alligevel over til Jylland igen.


 

Lidt før midnat var alting klar til afrejsen. Manden gik ombord i en lille jolle og lodsede dem ud igennem skærgården; konen stod udenfor og vinkede, til de forsvandt bag en pynt. De var ude på det åbne hav, og båden gled rask gennem bølgerne med alle sejl sat, kurs vest, med en streg til nord, mod Læsø. Der blev holdt skarp udkig hele natten, men ingen mistænkelige fartøjer blev observeret, og ved middagstid næste dag stod båden ind i Vesterø havn. De fandt uden vanskelighed frem til gården, som de havde fået besked om, og fik en ovenud venlig modtagelse. De kunne jo bringe en frisk hilsen fra familien i Halland. Angående båden, mente læsøboerne, at de skulle sejle den til Als Odde og lade den forblive der, til krigen var forbi, så kunne deres svoger hente den der — det var også den letteste måde at komme hjem på. Efter et par dages ophold på gården, lettede hele styrken igen fra Vesterø og stak ud over Læsø rende til Sæby for derfra at stå ned langs kysten til batteriet på Als Odde. Den vellykkede flugt fra fan­genskabet vakte selvsagt stor opstandelse i Helberskov, det lød som et eventyr, hvad det vel også var.

Enkelte andre blev i tidens løb udvekslede med engelske og svenske krigsfanger, bl.a. Jørgen Rytter og Peder Nielsen fra Helberskov. Sammen med mange andre, der havde unddraget sig fangenskabet ved flugt fra Gøteborg, gjorde de resten af krigen med ombord i Kanon­bådene. Men de fleste af PRINS CHRISTIANS besætning forblev i engelsk fangenskab i mange år. En af dem var Hans Nielsen fra Hel­berskov. Han sad i »prisonen« i samfulde 7 år og kom ikke tilbage før 1815. På en eller anden måde må han have tjent nogle penge derovre under det lange fangenskab. Han havde i al fald nogle pæne ting med hjem, der selv i datiden ikke kan have været helt billige. De findes endnu i gården og bliver af den nuværende ejer, Ejnar Vestergård, be­varet med stor pietet.

Det skal her nævnes, at båden fra Halland under resten af krigen blev benyttet som patruljefartøj mellem Egense og Udbyhøj med fast station ved Als Odde. Man opdagede snart, at den var den bedst sej­lende båd på den strækning, og den lå godt i søen.

I forannævnte nekrolog over Niels Andersen Lods er bl.a. nævnt en træfning, han deltog i ved tilbageerobringen af Romsø i Storebælt. Ifølge en gammel beretning, udgivet af J. P. With 1819, med titlen: Danske og Norske Søheltes Bedrifter, skildres denne hændelse så­ledes. her gengivet efter datidens retskrivning:

»Da Capitajn-Lieutnant Schønheider havde Commando over Beit- flotillen laae engang 3 Linieskibe med en Convoj til Ankers ved Romsøe og plejede daglig at sende Folk i Land paa Øen. Schønheider havde længe havt i Sinde at spille dem et Puds, og da det engang blev passeligt Vejr, aftalte han det fornødne med den paa Kysten commanderende Capitajn, Grev v. Wedel. Om Aftenen bleve 54 mand Jægere under Capitajn v. Das's og Lieutenant v. Lindes og 24 ridende Jægere under Ritmester v. Juels, samt 100 Matroser under Lieutenant Cederfeldts Commando hemmeligen overførte til Romsøe. Disse lagde sig, efter først at have undersøgt Øen og fundet den fri for Fjender, i Skjul midt paa Øen til om Morgenen. Kl. 7 kom 4 Fartøjer fra Orlogskibene mod Kysten. Vort Mandskab satte sig nu i Bevægelse hen imod den Kant, Fjenden kunne ventes at ville lande, og da disse vare gaaede i Land og søgte ad Skoven til, brøde pludseligen de Danske frem og ilede til Stranden for at afskjære dem fra deres Fartøjer. Den liden Besæt­ning, der var efterladt ved Fartøjerne, gav sig nu til at skrige af alle Kræfter, hvorved de i Skoven værende ilede til Stranden og styrtede sig i Vandet ud efter Fartøjerne. Imidlertid blev 81 Mand, 2 Under­officerer og 9 Fruentimmer afskjaarne og tagne til Fanger og en Mængde af de Flygtende dræbt. Nu gaves det aftalte Signal til Kanonbaadene, der hidtil havde holdt sig bag en høj Odde ved Landet og disse ilede strax til. Imidlertid kom snart rde 4 Fartøjer tilbage med 6 velbevæbnede Barkasser fra Orlogskibene for at berøve os Fangsten. De skjøde med Skraae og Haubijzer og med Geværer, men bleve mod­tagne med saa djerv en Musketkugle-Regn, at de i Hast vendte om. Et af Orlogsskibene skjød ogsaa i Land med Skraa, men uden Virk­ning, da de formedels Grundene ej torde gaa nær nok. Under vore Kanonbaades Bedækning førtes Fangerne til Fyen. I denne Træfning mistede de Danske ikke en eneste Mand, kun een Jæger blev blesseret. Britternes Folketab var betydeligt, paa en af Barkasserne bleve hele Besætningen paa 2 Mand nær bortskudt. Foruden ovennævnte faldt en betydelig Deel fint Lærred i vore Krigeres Hænder, men desværre undgik de engelske Fartøjer ved hurtig Flugt samme Skjæbne.«

Både Anders og Niels Lods må have udmærket sig ved denne lej­lighed. Kort efter blev de begge forfremmet til »søemater« (en under- officersgrad).

Ifølge oplysninger stammende fra »Kommende og Gaaende Rulle for Fyen og Langeland for 1809« er begge brødre opført blandt »Canonbåden E Nr. ll's mandskab« som befarne, og i dette såvel som de nærmest følgende år deltog de i mange spændende oplevelser i de idelige træfninger tilsøs imod en næsten altid overlegen fjende. Efter gamle beretninger skal de have været et par hårde negle, der ikke var gode at komme i kast med.
 

I sommeren 1809, da flotillen lå i Nyborg, blev nogle af mandska­bet syge, og der blev afgivet erstatningsmandskab fra flotillen, der havde station ved Fredericia — 10 mand i alt. Blandt disse ny folk var 3 mand fra Helberskov, Peter Erichsen, Jørgen Rytter og Peder Niel­sen, gamle kammerater fra PRINS CHRISTIAN, som enten var undvegne eller udvekslet fra fangenskabet i Sverige. Det var folk med ben i næsen af samme støbning som Anders og Niels Lods. Per Erich­sen var, hvad man med rette kunne kalde helbefaren. Han havde sejlet på Kina, Indien og Vestindien, mest med engelske skibe før 1807 og var den eneste fra Helberskov, der kunne tale engelsk; desuden havde han et vist kendskab til spansk fra sine ophold i Vestindien.

Af de nyankomne, der meldte sig til tjeneste, var der særlig en, der vakte alles opmærksomhed. Han var en mærkelig fremtoning og lig­nede bestemt ingen anden orlogsgast. Hans alder var ubestemmelig, han var i hvert fald ingen ung mand, snarere ældre eller gammel. An­sigtet var furet og fuld af utallige rynker og huden brun og vejrbidt som hos fiskere og sømænd. Han havde en tæt manke af snehvidt hår, der var samlet i en tyk nakkepisk. Pa hovedet bar han en stor, trekan­tet napoleonshat, og foroven i hatten var stukket en tyk pind. Hvad denne pind skulle gøre godt for, skulle de øvrige gaster få forklaring på senere hen! Hans tøj var af udenlandsk snit, af fint klæde, dertil et spraglet silkehalsbind. De halvlange støvler var afblødt skind med en masse forsiringer på skaftet, en kontrast til de øvrige matrosers grove søstøvler. Han medbragte selv sin private udrustning, der også afveg meget fra den, de andre orlogsgaster var udstyret med. I et bredt læderbælte om livet var anbragt 2 lange, dobbeltløbede pistoler i et hylster på hver side, og bagefter ham raslede en lang ryttersabel i en rusten jernskede. Folkene flokkedes om ham, bristefærdige af nys­gerrighed, og den blev ikke mindre, da han, som den sidste af de ny folk, meldte sig til tjeneste hos premierløjtnant Cederfeldt, der var chef for flotillen. Hans interesse for denne mærkelige person var ikke mindre end hos det menige mandskab. Da den mærkelig fremmede blev spurgt om, hvilken rulle han hørte til, svarede han på et noget gebrokket dansk, at han havde sin egen private rulle. Det kom ikke sagen ved, han var kommen hjem til Danmark for at slås og sige' englænderne en varm tak for sidst for 1807. Men han havde en god ven med, en herre, der i kamp ville være mere værd end mange matroser. Premierløjtnanten så sig omkring, men kunne ikke opdage nogen, der passede til den beskrivelse. Han spurgte derfor om, hvor denne herre befandt sig:

»Her«, sagde den fremmede og hankede op i en grønmalet tremmekasse, han havde medbragt, dækket af et mørkt klæde. Han fjernede klædet, og inde i kassen sad en stor, mærkelig fugl, på størrelse med en stor ugle, med et mærkeligt krumt næb og fjer med skrigende røde og grønne farver, dens halefjer var længere end hele fuglen. Alle matroserne gloede på dette fænomen, en sådan fugl havde ingen set før. Kun premierløjtnanten vidste besked. Han så noget forundret op på manden og sagde:

»Jamen, det er jo en papegøje, jeg synes, du sagde, at du havde en anden herre med«.

-Det er nemlig den herre, jeg omtalte.»Jeg købte ham af en india­ner i Panama for mere end 40 år siden, han havde selv fanget ham nogle år tidligere. Men det er en meget agtværdig gammel herre. I sit lange liv har han lært at slås og desuden tillært sig mange gode ma­nerer og fine talemåder, nu skal De bare høre«.

Han tog papegøjen ud af kassen og anbragte den på sin underarm og holdt den hen imod premierløjtnanten.

»Kan du så hilse pænt på din ny chef, Don Pablo«.

Papegøjen rejste de lange nakkefjer og åbnede gabet, og med en gen­nemtrængende røst, der kunne høres viden om, udspyede den de værste ukvems- og bandeord på engelsk, spansk og dansk — møgso — damn you — caramba — go to heil — fanden ta dig — og videre fulgte en strøm af ord og gloser af samme opbyggelige indhold. Den skræppede videre, indtil den fremmede atter satte den tilbage i kassen og dækkede den til med klædet, først da blev den tavs. Hele besætningen havde fulgt denne forestilling med den største interesse og moret sig umåde­lig — tænk, en fugl, der kunne tale og bande noget så ukristeligt, den måtte være meget ugudelig, måske i ledtog med selve fanden (overtroen var ikke helt uddød i Danmark på den tid).

Per Erichsen fra Helberskov var den eneste ombord, der forstod både engelsk og spansk, og han måtte bagefter oversætte alle disse fremmedord for resten af besætningen. I tiden, der fulgte, blev det helt populært at kunne bande på spansk!

Men denne fremmede mand skulle opføres på bemandingslisten, og premierløjtnanten spurgte om hans navn? Med et skævt smil svarede han: »Mit navn, hvad betyder et navn, jeg har haft mange navne, men skal De endelig have et, så skriv det, jeg gik under ovre i Caribien, skriv Diablito, det er nok det, der passer bedst«.

Premierløjtnanten gentog navnet og bed i fjerpennen. »Det var da fanden til navn, men noget skal jeg vel skrive«.

Den fremmede slog en høj latter op.

»Der ramte De plet, selv om det var et vådeskud; ved De hvad det betyder på dansk«?

Nej, premierløjtnanten kunne ikke tale spansk, så det anede han ikke noget om.

»Så skal jeg sige Dem det. Det er det samme som Bettefanden, og så kan De forresten bruge hvilke af de 2 navne, De synes bedst om«.

Hvilket af navnene, der blev skrevet på listen, fik resten af besæt­ningen aldrig at vide, men mand og mand imellem og i tiltale blev han kun benævnet Bettefanden.

Det var klart for alle, at det ikke var en helt almindelig orlogsgast, de havde fået ombord. Han udviste ikke den sædvanlige diciplinære optræden overfor officererne som de menige gaster, og det var der ingen, der tog anstød af. De havde på fornemmelsen, at han var vant til at kommandere, ikke til at blive kommanderet med. Han vedblev at være en gåde for både officerer og mandskab, ingen vidste, hvem han var og hvilket tilhørsforhold, han engang havde haft til Danmark. Men han havde altid rigelig med penge og var ikke karrig med at bruge nogle af dem. F. eks. faldt der af og til et par rigsbankdaler af til de matroser, der havde kone og børn hjemme, også de sårede blev betænkt på samme måde. Officererne imponerede han ved sit ind­gående kendskab til alt, hvad der angik søvæsen, skyts og våben­betjening. Han var indrulleret på kanonbåden som menig matros, men officererne betragtede ham som ligemand — en sjælden foreteelse. Til tider lod han den store papegøje optræde for mandskabet, og det vakte altid stor opmærksomhed og munterhed, men det var just ikke fine talemåder, de lærte af denne agtværdige gamle herre! Per Erichsen var den, han gav sig mest af med af alle ombord. Per havde været i Vest­indien og havde et godt kendskab til forholdene derovre, men deres samtaler foregik på sprog, som ingen andre forstod, på engelsk eller spansk, eller hvad det nu var. Det var dog kun lidt, han lod skinne igennem om sit liv og færden, men Per mente, at han havde sejlet med slaveskibe fra Afrika til Brasilien og været kaperkaptajn i det karibiske hav, han havde dog nævnt, at han ejede en sukkerplantage på Cuba, men var ikke hjemme ret tit.

Sommeren 1809 blev rig på spændende begivenheder for flotillen i Storebælt. En dag blev der rapporteret en engelsk orlogsbrig, der lå til ankers i nærheden af Sprogø, og premierløjtnant Cederfeldt besluttede sig øjeblikkelig til angreb med de 2 eneste kanonbåde, han havde til rådighed, og det skulle ske, inden det begyndte at blæse op, så den igen fik vind i sejlene. Matroserne hængte i ved årerne og kom briggen på kanonskuds afstand og sendte den et lag agter ind. Kort efter blev der hejst hvidt flag som tegn på overgivelse. Den ene kanonbåd, hvor bl.a. chefen, Bettefanden og alle gasterne fra Helberskov var ombord, lagde til ved bagbords låring, huggede entrehagerne i og myldrede op, men blev overraskende modtaget af en salve fra englændernes mu­sketter, der gjorde lyst mellem danskerne. Det så ikke godt ud for dem, der allerede var kommen ombord og havde undgået de engelske kug­ler, de blev nu trængt fra alle sider. Chefen selv og 2 månedsløjtnanter, der havde været de første til at borde den engelske brig, lå sårede på dækket, det så ud til at skulle ende med intet mindre end en katastrofe. Pludselig optrådte Bettefanden på skuepladsen. Med sin lange sabel i den ene hånd og en pistol hægtet på tommelfingeren af den anden, svang han sig ombord, så adræt som en lækat — det var nok ikke første gang, han havde entret en fjentlig skude —. Hans store hat var trukket godt ned over hovedet og forsvarlig sikret med en hagerem. Øverst, på pinden, der var stukket gennem hatten, tronede papegøjen, med halvt udbredte vinger og hovedet med det stærke krumme næb strakt frem. Den så ud til at være i kampstilling! Nu var det Bette­fanden, der havde overtaget kommandoen og kommando ordene lød både på spansk og dansk.

»Arriba — arriba«, brølede han til den tilbageværende del af be­sætningen, »op — op, følg mig«. Han var den første til at hoppe over lønningen og skød samtidig pistolen af, og 2 engelske matroser dejsede om på dækket, Briggens kaptajn styrtede løs på ham med dragen kårde, men kom til et brat stop —.

»Don Pablo — attack, attack«, råbte Bettefanden, og han havde knap udtalt de sidste ord, før den store papegøje satte af fra pinden som et lyn og røg lige ind i hovedet på den engelske kaptajn, baskede ham om ørene med de stærke vinger, kradsede ham over hele ansigtet med kløerne og hakkede efter øjnene. Dette pludselige og uventede angreb bragte kaptajnen helt ud af fatning, han havde nok at gøre med at værge sig mod den rasende fugl, der samtidig skræppede op med de værste forbandelser og ukvemsord — møgso — dålnn you — go to heil —. Han var ude af stand til at gardere sig mod Bettefanden, der med et sving af sin lange ryttersabel drev kården ud af hånden på ham, så den hvirvlede ud over lønningen og ned i vandet. I løbet af få øjeblikke havde Bettefanden og papegøjen slået 2 andre englændere ned, den tredie, der kom til, fik samme medfart, samtidig med, at de forbitrede matroser kløede løs på resten af besætningen med deres huggerter. Den anden kanonbåd var roet frem og havde lagt til under styrbords bov, og mandskabet derfra entrede nu også op. Englænderne, der indså, at spillet var tabt, opgav al videre modstand, smed deres våben og råbte om pardon. Det holdt hårdt. Bettefanden ville om­gående have hele besætningen smidt overbord.

»Ud til hajerne med dem«, brølede han, »de hejsede hvidt flag, blot for at lokke os ombord og knalde os ned — caramba — det er det mest gemene forræderi«!

Men til alt held kom den sårede premierløjtnant til stede, støttet af 2 matroser og manede til besindighed.

»Der er ingen hajer i disse farvande«, sagde han — »dette er Storebælt og ikke Caribien. Her gælder visse andre love, end hvor du kommer fra, men smid dem ned i for rummet, og hold et vågent øje med dem. Hvis de prøver på at lave flere numre, skal I ikke vise skånsel. Chefen, der gav ordre til at tone hvidt flag, skal nok få sin sag for. Han skal blive tilbageholdt som krigsfange i Danmark, til krigen er forbi, og vil ikke blive udvekslet, så meget kan jeg love jer —«.

Engelsk brig erobres.             Marinens Bibliotek

 

Bettefanden brummede noget om, at selv om der ingen hajer var i farvandet, så var der andre små fisk. og det ville have glædet ham at servere dem en ret »engelsk bøf«, men danskerne var et blødagtigt fol­kefærd, selv om de var både tapre og gode til at slås, når det endelig skulle være. Men briggens chef, som han først havde gjort ukamp­dygtig, burde i hvert fald hænges op i rånokken. De andre, han havde været i kast med, ville han lade ude af betragtning, de 2 var døde og den tredje så hårdt såret, at han næppe kunne overleve (han døde, in­den de nåede ind til Nyborg).

Til Bettefandens store fortrydelse kunne premierløjtnanten heller ikke imødekomme "hans sidste forslag. Han rystede på sit hvide hoved og undredes over slig blødsødenhed! Men efter den begivenhed steg besætningens agtelse og beundring for ham endnu nogle grader, og det gjaldt ikke alene ham, men næsten endnu mere »hans eneste sande ven«, Don Pablo, den store spraglede fugl, der kunne bande og slås mere indædt end den bedste matros.

Den engelske kaptajn blev ført forud sammen med resten af besæt­ningen. Han truede ad papegøjen med knytnæven og gispede.

»That God damned bird« (den forbandede fugl. Noget lignende havde han aldrig oplevet. Det var der heller ingen andre, der havde, hverken danskere eller englændere.

Den erobrede brig var en god prise, kun 3 år gammel, 18 kanoner med en besætning på 96 mand. Den blev bugseret ind til Nyborg. Da prisepengene blev udbetalt, ville Bettefanden ikke modtage noget som helst, han trængte ikke til penge. I stedet for overlod han sin andel til premierløjtnant Cederfeldt at fordele mellem de sårede og de faldnes efterladte. Han blev aldrig glemt af hverken officerer eller mandskab på kanonbåd E Nr. 11 efter den affære. Men han vedblev at være en gåde for alle. Hvem var han, hvor havde han hjemme, hvad var hans fortid? Ingen vidste det, og ingen fik det nogensinde at vide. Per Erichsen gættede på, at han havde været kaperkaptajn og pirat ved Sydamerika og i Vestindien, og han bar sikkert ikke navnet Diablito eller Bettefanden med urette. Derude var han, efter alt at dømme, be­tragtet som en ren djævel, der ikke udviste skånsel overfor eventuelle modstandere. Han matte have været borte fra Danmark i mange år, før han ankom til Fredericia, hvor Peder Nielsen, Jørgen Rytter og Peder Erichsen havde truffet ham. Da havde han næsten glemt at tale dansk. Det var dog kommet tilbage efterhånden. Han var den mest populære mand ombord, — en mand, der var god at have til ven, men bevar os vel for at have ham til uven —!

Det var historien om Bettefanden, gengivet efter gamle beretninger af Niels Lods og Jørgen Rytter fra Helberskov, fra den tid de var sammen med ham ved flotillen i Storebælt, Hans senere skæbne er ukendt.

Ifølge oplysninger fra marinens arkiv, er brødrene Anders og Niels Lods opført i Rullen for Roeflotillen ved Grenå og Fredericia pro 1811-12. I 1811 deltog begge brødrene og adskillige andre fra Helber­skov i det mislykkede togt til Anholt i et forsøg på at tilbage erobre øen, som englænderne havde besat i 1809 og brugte som støttepunkt i Kattegat. Deres første forsøg på landgang blev afvist af øens lokale kystmilits (hjemmeværnet), der udgjorde 96 mand. Senere blev der sendt forstærkning derover, bestående af 100 infanterister og 20 artil­lerister, men da englænderne kort efter gentog angrebet med at land­sætte 800 landsoldater, understøttet af matroser fra orlogsskibene, kunne den danske styrke ikke holde stillingen trods tapper modstand, og øen blev besat og forblev i englændernes besiddelse til krigens slut­ning. Denne kamp kostede os 4 faldne og et ukendt antal sårede.

Kamp i Flinterenden.              Marinens Bibliotek

 

Senere blev det oplyst, at de engelske tab, alene af menige, havde været over 50 mand, om officerer var intet nævnt. Anholts erobring skete ikke uden tab for fjenden.

Fra højeste sted blev der lagt planer om øens generobring, og i den hensigt blev der i Gjerrild Bugt samlet en flotille, bestående af 12 ka­nonbåde og 14 transportfartøjer med 650 landsoldater ombord, og hele denne styrke kom omsider i land på Anholt den 25. marts 1811, 200 matroser stormede ind i Anholt by, der var besat af 100 englæn­dere, og det kom til en kort kamp, hvor der toges nogle engelske fan­ger. Men de fleste undslap og forenede sig med hovedstyrken, der trak sig tilbage til de« stærke besætning omkring fyret. Under denne første kamp i Anholt by, fratog Niels Lods en engelsk officer en lang sø kikkert, der endnu er i familiens eje.

Men forsøget på at generobre Anholt blev en af de sørgeligste be­givenheder i hele den lange krig. Det var dårligt tilrettelagt og dårligt ledet, og derfor blev foretagendet en fiasko med store tab for dan­skerne. Planen om at sikre sig befæstningen omkring fyret ved over­rumpling mislykkedes totalt. På en eller anden måde var denne plan blevet røbet, og englænderne vidste god besked om, hvad der var i gære, og havde taget deres forholdsregler. Både fra selve fyret og fra stillinger udenfor blev de danske landsoldater udsat for en voldsom artilleribeskydning. Chefen faldt sammen med de fleste af officererne, og angrebet gik fuldstændig i opløsning. Til alt uheld begyndte det også at lufte op, så de store engelske orlogskibe fik vind i sejlene. De havde hidtil ligget uvirksomme i det blikstille vejr, og nu fik kanonbådene travlt med at komme væk og prøve på at nå tilbage til Jylland, mens tid var. De stak tilsøs og spredtes for alle vinde, således at englæn­derne kun var i stand til at forfølge en ad gangen. Kun få af soldaterne lykkedes det at komme med ombord i kanonbådene. De blev efterladt på øen og taget til fange, i alt 400 mand, 30 var faldne og 115 sårede.

Englænderne opgav deres egne tab til 4 faldne og 30 sårede. Flotillen mistede ved denne expedition kun 2 kanonbåde og 1 transportfartøj, medens de øvrige lykkeligt undkom, nogle til Hals, Udbyhøj og Grenå, et par stykker nåede til Fyn og en enkelt helt til København. Men for nogles vedkommende var det i sidste øjeblik. Således var kanonbåd A Nr. 5 fra stationen ved Als Odde lige ved at blive indsejlet af en stor engelsk orlogsmand, og kun Jørgen Rytters duelighed som kano­ner reddede den fra at blive opbragt. Med et eneste velrettet skud af den svære kanon agter splittede han fokmasten på forfølgeren, så den måtte opgive jagten, og båd og mandskab nåede velbeholdne til Udbyhøj. Denne båd, hvis mandskab alle bestod af folk fra Himmer­land, havde ingen tab lidt ved hele denne uheldige affære.

Således endte den ekspedition til Anholt. Det var en hasarderet op­gave at indlade sig på, og nu sad vi tilbage med smerten. Inklusive de tab, kanonbådene havde lidt, mistede vi over 600 mand til ingen ver­dens nytte, og 3 fartøjer var taget. Men modet var ikke tabt trods al den modgang. Kanonbådene kløede løs på engelskmanden igen og igen og tilføjede ham større tab, end vi selv kom ud for. Et par uger efter den heldige tilbagekomst tog flotillen fra Als Odde og Udbyhøj revan­che for dette nederlag. I en hård kamp ud for Fornæs blev 4 engelske kanonbåde erobret, deraf 2 som englænderne havde taget 14 dage i forvejen. De to andre var lige ankommen til de danske farvande fra England og var af sidste ny model, større, mere sødygtige og kraftigere armeret end de danske. Disse var dog hurtigere, når det kom an på roning. Den ene af de ny priser blev straks sendt over på Holmen; hvor den, med nogle ændringer, kom til at tjene som model for de ny danske kanonbåde, der blev sat i arbejde.

Krigen gik sin gang endnu nogle år, helt til 1814, men Niels Lods's deltagelse fik en brat afslutning den 4. oktober 1812, da han blev hårdt såret og taget til fange for anden gang i en træfning ud for Grenå. Stiftstidendes beretning om den begivenhed er ikke helt kor­rekt. Ifølge C. F. Wandel - Søkrigen i de dansk-norske farvande 1807-14, skildres denne hændelse således:

»Ifølge Pr.Lieut. Wigelsens ordre afgik jeg fra Grenaa den 4. Ok­tober kl. 12 middag med den til Grenaa flotillen henhørende 14 årers chalup for at overhale en jagt, som førte dansk flag, der styrede langs med landet med sydlig vind, frisk kuling. Kl. 12/45 var jeg den på geværskuds afstand, efter at have skudt 2 skud drejede den strax til vinden og lå bak. Kl. 1 kom jeg den på siden, den havde 3 mand på dækket hvoraf den ene, som gav os toug, talte tysk til mit mandskab. Idet vi halte chaluppen op på siden af jagten, rejste en del folk sig, som havde ligget skjult og skød ned på os, hverved 3 mand blesserede. Da jeg lod sætte fra borde, sprang der nogle af jagtens besætning i chalup­pen og forhindrede os i strax at komme fra den, og idet vi slap fra den, begyndte de igen at skyde, hvorved atter 2 mand blev blesserede, hvil­ket nødte mig til at overgive mig til jagten, som under affairen førte dansk koffardiflag og førtes af Liut. Duel, besat med 3 officerer, 1 læge og 28 mand. Den skal være taget den 1/10 ved Kerteminde. Mit tab er 2 døde og 3 blesserede, hvoraf den ene er hårdt såret«.

Den hårdt sårede orlogsgast var Niels Lods. Hele chaluppens be­sætning blev som krigsfanger ført til Anholt, men englænderne havde ingen interesse i at beholde hårdt sårede danske fanger. De havde nok at gøre med at tage vare på deres egne sårede, så Niels Lods og de 2 andre »blesserede« blev sendt tilbage til Grenå. Han var ramt af en musketkugle så stor som en tommeltot, i den ene skulder, og den blev, som nævnt i nekrologen, skåret ud af ryggen 11 dage senere på et la­zaret i Randers. Efter et længere rekreationsophold afgik han derefter fra tjeneste på kanonbådene med pension til sin død 1867.

Her ender beretningen om min oldefars oplevelser som orlogsgast — sammen med mange andre fra Helberskov — i den 7 år lange krig.

Det har været hårde tider dengang, værre på mange mader for den almene mand end det, vi oplevede under besættelsen. Der foretoges de hårdeste udskrivninger af mandskab, vi havde set i århundreder. Drenge på 17 år som Niels Lods og mænd på op imod de 50 blev ind­kaldt til forsvaret på land og sø, og dertil kom det hårde økonomiske tryk. Pengenes værdi faldt til næsten intet, og i 1813 gik staten banke­rot. Det var en trang og fattig tid, og det tog mange år, før landet kom nogenlunde på fode igen.

Jeg har her kun prøvet på at drage disse gamle himmerlandske or­logsgaster frem af nat og glemsel. De fortjener at mindes og ikke gå helt i glemmebogen. De gav aldrig op, selv overfor de største odds. Men al deres mod og selvopofrelse indvirkede ikke på krigens gang. Den århundredgamle forbindelse med Norge blev brudt, flåden, Dan­marks og Norges stolthed, blev os berøvet på en ydmygende måde, til­dels ved egen kortsynethed — der havde ikke forud manglet på ad­varsler (det blev ikke sidste gang, vi sad lignende advarsler overhø­rige!) Det meste af handelsflåden opbragt eller ødelagt. I sandhed mørke fremtidsudsigter.

Forholdene i landet som helhed kommer ikke denne beretning ved. Her skal kun lige omtales, hvad der senere blev af nogle af de mænd, der gjorde en indsats i denne bevægede tid.

Niels Andersen Lods overtog en gård i Helberskov allerede i 1814, og den er stadig i slægtens besiddelse. Den nuværende ejer, Hans Lods, er 5. generation i gården. Hans bror, Anders, overtog sin fædrene gård i Odde efter krigen, og også der er gården bevaret i samme slægt på spindesiden. Det samme gælder Otto Nielsens fødehjem. Peder Nielsen giftede sig til en gård, »Velleren«, i Skelund, også den er endnu i slæg­tens eje. Peder Erichsen, den eneste helbefarne sømand af gasterne fra Helberskov, sagde efter krigen søen farvel og overtog sit fædrene hjem, en nu nedlagt gård øster i byen. Jørgen Rytter overlevede dem alle. Han døde som ældgammel mand i Helberskov, som den sidste veteran i Danmark fra Napoleons tid. Hans saga er beskrevet i (Fra Himmerland og Kjær herred 1969).

Og så lader vi de gamle krigere hvile i fred i deres grave. Nu er i hvert fald deres navne bevaret for eftertiden.

 

Himmerlandske orlogsgasters oplevelser i Napoleonstiden

Kilder :

Rulle over Linieskibet PRINS CHRISTIANS Besætning. Kommende og Gående Rulle for Flotillen for Fyen og Langeland for 1809. Rullen for Roeflotillen for Grenaa og Fredericia pro 1811-12. Søkrigen i de Dansk - Norske Farvande 1807-14. København 1915. Danske og Norske Sø-Heltes Bedrifter fra År 1797-1814. Kjøbenhavn 1819. (Tilegnet vor hulde Landsfader Dannemarks elskede Konge Frederik den 6. allerunderdanigst af Forfatteren)!

Jeg er kommandørkaptajn J. Teisen og amanuensis fru Magda Nyberg, København, en stor tak skyldig for det materiale, de beredvilligt har stillet til rådighed fra Marinens Bibliotek.


Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015