20. november 2015

Jørgen Rytters tobak

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Jørgen Rytters tobak. - Af Carl Juul.

Særtryk af ”Fra Himmerland og Kjær Herred” Aksel Schølins Bogtrykkeri – Aalborg 1971

Den 22. marts 1968 var det 160 år siden, den berømmelige søtræfning ved Sjællands Odde fandt sted. Efter englændernes ran af den dansk-norske flåde i 1807 havde vi kun et eneste større skib tilbage i flåden, linieskibet ”Prins Christian”. Det var på daværende tidspunkt stationeret i Norge og undgik derved at blive opbragt af englænderne. I marts 1808 satte det kurs mod Danmark for at sikre forbindelsen over Storebælt, men blev ved Sjællands Odde mødt af en femdobbelt engelsk overmagt og fuldstændig ødelagt efter tapper modstand.

Ja, 160 år er lang tid, men endnu lever der i Randers en højt bedaget mand, der kan huske den sidste veteran fra krigen1807-14. Det er fhv. lærer i Granslev ved Laurbjerg, Chr. B. Lund, født i Helberskov 1874. Skønt han fik sit virkefelt på en fremmed egn, omfatter han stadig sin gamle hjemby med udelt interesse og er en glimrende fortæller om folk og skikke i en svunden tid derude i den gamle landsby ved "Bjerget" i det yderste sydøstlige Himmerland. Han beretter bl.a. om, hvordan det ved en ren tilfældighed i hans drengetid kom til offentlighedens kundskab, at der endnu levede en veteran fra nævnte krig i Helberskov. Det vakte stor opmærksomhed landet over, da denne meddelelse blev bekræftet. Man formodede, at alle de gamle krigere fra en længst forsvunden tidsperiode var gået bort, og så dukker der pludselig endnu en op - den sidste.

Manden var Jørgen Rytter, ældgammel, blind og fattiglem, gemt og glemt derude i denne afkrog af Himmerland. Min far, Bertil Lund, ejede en mindre gård i Helberskov, men var som alle andre bønder i byen tillige fisker. En dag først i 8Oerne, da han var omme hos sin gode ven, sognefoged Erik Hansen, havde denne besøg af en landinspektør fra Terndrup. Mens der blev rettet an til kaffe, stod landinspektøren ved vinduet og så ud over gårdspladsen og blev opmærksom på en gammel mand, der kom igennem porten ud til gaden, ledende sig frem med en stok.

Far og Erik kom til og betragtede oldingen, der forsigtig bevægede sig over stenbroen. Det er Jørgen Rytter, sagde Erik, han er blind og nær de hundrede år."

”Ja” indskød far, han var med på ”Prins Christian”, da den gik ned ved Sjællands Odde; senere var han med på kanonbådene i krigen mod England." Landinspektøren så noget tvivlende ud. ,Det kan umuligt passe, mente han, "det er flere år siden den sidste veteran fra krigen 1807-14 døde, efter hvad jeg har fået oplyst."

Ja, da passer det, som Bertil siger, sagde Erik. Vent nu, til han kommer ind, så kan De selv overbevise Dem om sandheden. Han er blind, men har alle sine åndsevner i behold. Han er en god fortæller, særlig om alt det, der ligger langt tilbage i tiden, og han er bestemt ikke kedelig at lytte til. Den gamle kom ind og blev budt til sæde. Ved kaffebordet gik snakken livligt. Landinspektøren formelig bombarderede ham med spørgsmål og noterede løs i sin lommebog. Svarene kom beredvilligt. Han blev bl. a. spurgt om, hvordan han fik udkommet, om han ikke savnede noget? Nå, han var jo ”på sognet” og modtog lidt i fattighjælp, men folk i byen var flinke imod ham og han led såmænd ingen nød. Om sommeren kunne han tjene en lille ekstraskilling ved at bøde ruser og garn for folk, men det kunne knapt nok holde ham ved lige med tobak. Om vinteren, når han kun havde fattighjælpen at ty til, var det rent galt, så havde han kun den smule, godtfolk overlod ham af medlidenhed. Det var strengt at skulle undvære tobak hele den lange vinter igennem. Og Mads Salling (den stedlige høker) ville ikke gi' kredit!

Hjemkommen til Terndrup skrev landinspektøren et flammende indlæg i "Aalborg Stiftstidende og "Berlingske Tidende". Heri berettede han om sit møde med den gamle veteran. Den sidste i landet fra Napoleons dage - en mand, der i sin ungdom tappert havde kæmpet for konge og fædreland, været med på ”Prins Christian”, ved Sjællands Odde, tjent under kaptajn Jessen og Willemoes, og nu sad han her i Himmerland, blind og næsten hundrede år gammel og var så fattig, at han ikke engang havde penge til tobak, det eneste han savnede. Det var en dårlig tak, man gav en gammel, veltjent kriger. Det kunne Danmark simpelthen ikke være bekendt. Derpå fulgte en opfordring til gode, danske mænd om at betænke Jørgen Rytter med så megen tobak, at han ikke behøvede at bede andre om noget.Virkningen af dette indlæg blev helt overvældende. Fra alle landets egne blev der sendt tobak, cigarer, vin og penge til ham. Fra søofficerer og orlogsgaster, soldaterforeninger og hundreder af private Kronprins Frederik (den senere Frederik VIII) sendte ham en flot pibe, cigarer og et anseligt pengebeløb. Fra studenter ved Københavns Universitet modtog han ligeledes en meget fin, lang pibe, cigarer og masser af tobak ledsaget af en versificeret hyldest. Nogle af studenterne havde set landinspektørens opråb i ”Berlingeren”, og de lod hatten gå rundt på hele universitetet til fordel for tobak ril Jørgen Rytter.

Der kom mange penge i den hat. En vanskabt og værkbrudt søn, der ligesom faderen var på sognet, forærede efter hans død min far det hyldestdigt, studenterne havde sendt ham. Jeg citerer det her i dets fulde ordlyd:

Fra Studenter ved Kjøbenhavns Universitet.

Til Jørgen Rytter af Helberskov i Himmerland, den sidste Veteran i Danmark fra Krigen 1807-14.

 

Et Pibetøj Dem sendes

fra Kongens Kjøbenhavn

med samt Tobak at stille

en gammel Krigers Savn.

 

Vi vide, det vil passe

i Jørgen Rytters Kram,

vi vide det vil kradse

og ret fornøje ham.

 

Han red de stolte Vover

ved Sjællands Odde kjæk,

han kæmped paa ,Prins Christian,

der sprængtes og blev læk.

 

Nu sidder han i Jylland,

hans Fryd er Røg og Damp,

han mindes ved sin pibe

de svundne Dages Kamp.

 

Paa Røgens lette Vinger

han sejler stolt omkring,

men ak - desværre ejer

han næsten ingenting.

 

Han kan ej skaffe røg,

Selv til tarvelig Behov,

så derfor, gamle Rytter,

vi spørger ej om lov,

 

Men sender ham Tobak

med samt et Pibetøj,

at fange stolte Minder

i en Hvirvel Røg.

Ja, jeg skal love for, han fik tobak! Far og Erik Hansen hentede to hele læs på Skørping station! Det blev stablet op i den ene af Jørgen Rytters to små stuer, der blev pakket fra gulv til loft og fyldte næsten hele stuen. Det meste var den tids røgtobak, Blaamandstobak og obels Melange, og hvad de nu hed, i store poser, - flere hundrede. Også masser af cigarer og vin - mange flasker, der blev deponeret i sognefogdens kælder. Den måtte ikke røres, men skulle gemmes til hans begravelse. De efter datidens forhold ret anselige penge beløb, der også indkom, blev overgivet i sognefogdens varetægt. så mange penge havde Jørgen Rytter aldrig ejet i sit lange liv. Nu kunne han give afkald på den forhadte fattighjælp, og sognerådet viste sin interesse ved at eftergive ham de beløb han gennem mange år havde modtaget i fattighjælp fra kommunen.

Her i egnen, som næsten alle steder, var der adskillige originaler. Folk, der afveg fra andre bedsteborgere på en eller anden måde, og drengene var mange gange slemme til at drille dem. Jørgen Rytters søn, Christian, var nok den største original af alle her i egnen, rent legemlig set. Forstanden var der ikke noget i vejen med, men hans krop - var i den grad misdannet og vanskabt, at jeg aldrig har set hans lige. Tilmed havde han en stor klumpnæse og hår, der strittede ud fra de unaturligt store øren, de var næsten helt lådne! Småbørn troede, han var en trold. Han lignede grangivelig en sådan, som de så på billeder - minus halen! Men han havde sikkert en hale, blot var den gemt i bukserne? Jeg kan huske, jeg var meget bange for ham, da jeg var en lille dreng. En gammel kone, der var meget overtroisk, betroede mig, at han sikkert var en "skifting.., en troldunge, der var bleven byttet bort med et rigtigt barn, der lå i vuggen! Troldene var jo ikke langt borte, de holdt til inde i ”Bjerget” - men disse ”Bjerretrolde”, var almindeligvis skikkelige og gjorde ikke mennesker fortræd. Ja, overtroen holdt sig længe mellem enkelte gamle folk i Helberskov. Christian Rytter var et særsyn. Folk kom somme tider langvejs fra for at se dette groteske eksemplar af menneskeracen. Det unormale og outrerede har altid påkaldt folks opmærksomhed – den gang måske mere end nu. Gamle folk i Helberskov husker ham tydeligt.

Jørgen Rytter blev berømt over det ganske land, og det gjorde et vist indtryk, ikke mindst på os drenge. Nu havde han både penge og tobak, og det sidste var han ikke karrig med. Byens folk havde været flinke både mod ham og Christian, og nu havde han råd til at gøre lidt gengæld. De kunne komme og få piben stoppet og tit en pakke med hjem., der var jo mere end nok at tage af. Der blev dog gjort en undtagelse. Doktor Nørgaard i Skelund, der var kendt for sin nærighed og begærlighed, havde også hørt tale om al den tobak, der var strømmer ind til Jørgen Rytter, og en dag, han var i Helberskov på sygebesøg, gik han ind til ham og forlangte en pose tobak, men det slap han Meget dårligt fra. Den gamle henvendte sig til Christian med et: Hvem ær han?.. - De ær dogteren fræ Skielum. - "Nå ham, hvwa wel han hær, a ær ett, syg?"

"Nej, man han spørrer, om han eet ka fo no tobak æ dæl,

'No, gjør han de; do ka sej te ham, te han ka go hæn te Mads Salling aa kyv hans tobak, de haar a maatt gjow."

Doktoren fik ingen tobak ; han forlod huset, vred og smækfornærmet !

I min drenge tid var næsten alle veteraner fra 48 og 64 i live, og det kunne være interessant nok at, høre dem fortælle om deres oplevelser, men det var ikke ret tit, de blev nævnt. Disse begivenheder var også foregået langt borte, ved Fredericia og Isted, ved Dannevirke og Dybbøl. så var det noget helt andet at høre på Jørgen Rytters beretninger. Mange af de hændelser, han berettede om, var jo foregået ud for vor egen kyst, som vi kendte ud og ind. I vor drenge fantasi kunne vi så levende forestille os, hvorledes det hele var gået til. Jeg kan huske en lun sommeraften, vi drenge, og for resten mange af byens mænd og karle, var forsamlede uden for Jørgen Rytters hus. Selv sad han i en stol ved gang døren og pulsede på en lang pibe, den kronprins Frederik havde foræret, ham. Den blev beundret og betragtet af alle os drenge med en vis ærbødighed, og det samme gjaldt de voksne. Det var nok den stolteste dag i Jørgens liv, da han modtog denne pibe og meget andet fra selveste landets kronprins. Den aften sidder urokkelig fast i min erindring. Da hørte jeg ham fortælle om kampen ved Sjællands odde og om andre træfninger, han havde deltaget i. Det efterfølgende har jeg dels fra, hvad jeg selv hørte ham fortælle, men mest efter notater fra far, der nedskrev mange af hans beretninger.

"Vi kom fra Norge, hvor vi havde ligget i lang tid, og satte kurs mod Storebælt. Der var mange nordmænd blandt besætningen, vor løjtnant var også nordmand, han hed Soland, men de fleste var danskere. Der var femten mand med om bord på ”Prins Christian”, alene her fra Helberskov foruden dem, der gjorde tjeneste på kanonbådene! Så mødte vi engelskmanden ud for sjællands odde. Det blev en ulige kamp, vi sloges da mod fem og til sidst var vor gode skib kun et sønderskudt vrag. Men vi gav englænderne en pæn hilsen med hjem; nogle af deres skibe var ilde tilredt. vi havde mange sårede og faldne. Blandt de døde var Peter Willemoes og vor egen løjtnant Soland; også tre af dem fra Helberskov faldt den dag. De overlevende blev taget til fange. De fleste kom til England, hvor de sad i prisonen ( i mange år, enkelte, deriblandt jeg, blev landsat i Sverige, men der var vi ikke ret længe. Vi blev kort efter udvekslede med svenske krigsfanger i Danmark. I må huske på, at vi ikke alene havde krig med engelskmanden, men også med svenskerne. Ja, de svenskere kan man aldrig stole på. Nu om stunder kalder man os for brødrefolk, men det har været os nogle slemme brødre, har de. I 1814 tog de Norge fra os, og før den tid, havde de taget Skåne og meget mere og så har de huseret her i landet meget værre end tyskerne.

Jørgen tog piben ud af munden og spyttede. Jeg var jo kun en lille dreng den gang, men jeg forstod så meget, at Jørgen Rytter ikke kunne lide svenskere.

,,Nå, da jeg kom hjem fra fangenskabet, kom jeg med på kanonbådene. Der var kanonbådsstation ved Als Odde, og vi sled i lang tid med at lave en skanse ude på ”Hagen” for at hindre engelskmanden i at løbe ind i fjorden. Der blev anbragt nogle kanoner der, men de ville ikke .være i stand til at gøre fjenden større skade, hvis han for alvor prøvede på at forcere indløbet. Så vi hittede på, at lave nogle meget svært kalibrede kanoner af træ og anbragte dem i skansen, meget synlige fra havet. På afstand var de ikke til at skelne fra de rigtige. En dag med pålandsvind, så vor udkigspost fra ”Bjerget” nogle engelske orlogsskibe et stykke ude til søs. De sendte en chalup nærmere ind til kysten for at, rekognoscere, og i deres kikkerter kunne de observere en skanse spækket med svært skyts ved indløbet til fjorden. Englænderne stod til søs igen. Det ville være alt for risikabelt at trænge forbi en så stærk befæstning!

Der narrede vi dem grundigt!

Ja, jeg var med i kanonbådskrigen fra 1808-14 - i seks år. Krigen gik både op og ned. Jeg deltog i togtet til Anholt i 1811. Englænderne havde besat Øen og brugte den som støtte punkt i Kattegat. Der indtrådte en periode med vindstille, og det blev besluttet at sende en kanonbådsflotille over og tilbageerobre øen. Det lykkedes også at komme i land uden større besvær. Vi tog en del fanger i Anholt by, de blev gennet ned i kanonbådene og forsvarligt bevogtede; men hovedparten af den engelske garnison trak sig tilbage til fyret, og det løb vi forgæves storm imod. Vi havde store tab, og til alt uheld begyndte det at lufte op, så de store engelske orlogsskibe fik vind i sejlene, - de havde hidtil ligget uvirksomme i det blikstille vejr. Så nu gjaldt det kun om at komme væk i en fart, - "redde sig hvo kan" - var løsenet. Kanonbådene spredtes for alle vinde, og de fleste slap bort. Englænderne var jo kun i stand til at jage en ad gangen. Vi rejste masten og satte sejlene samtidig med, at vi roede af alle livsens kræfter. Vi så en af vore både blive opbragt af en stor engelsk orlogsmand; det tog nogen tid, og vi fik et lille forspring, men det var kun en stakket frist. Lidt efter holdt de ned på os for fulde sejl. De begyndte med en af deres bovkanoner. Den første kugle slog ned et godt stykke agter for os; så kom den anden, der var meget nær ved. Vi havde nogle engelske krigsfanger om bord. De var meget bange, det var jo heller ikke særlig lysteligt at blive beskudt af sine egne. Vor situation var fortvivlet, vi syntes prisgiver. Enten at blive skudt i sænk eller taget til fange. Jeg sad selvanden ved tagåren. Chefen, en ung løjtnant, kom hen og prikkede mig på skulderen: Er det ikke dig, der var kanoner på ”prins Christian”? - ,Jo, hr. løjtnant svarede jeg.

"så frem til kanonen, betjeningsmandskab agter, - men hurtigt, inden han når at skyde igen, kommanderede han. Vi stod jo lige ved siden af den svære kanon, der pegede agterud ”prøv om du kan ramme hans fokkemast, jeg tager mig af tændingen...

Folkene var på plads i en ruf. Jeg rettede kanonen mod fokkemasten så" nøjagtigt, det var mig muligt. - Aldrig i mine dage har jeg været så spændt. - Så - nu var den der - ,Fyr, brølede jeg.

Kanonen dundrede løs, og krudtrøgen drev tilbage ind over båden. Løjtnanten sprang op på agtertoften med sin kikkert i hånden. Han så kun på engelskmanden et øjeblik, så udstødte han et jubelråb: "Du ramte ham - ved Gud i himlen, du ramte masten! - se hans Stortop, hvor den hælder - ro væk, manne, ro væk... vi så masten svaje over mod bagbord, kuglen havde ramt en 3-4 alen over dækket og næsten splintret den. Endnu holdt styrbords vanter og barduner og hindrede den i at falde; men det stærke sejlpres var mere, end de kunne holde til. De brast og hele fokkemasten med gejl og takkelage dejsede i havet og ned over bagbords bov og skjulte hele skroget med de forreste kanonporre. Skytset der var sat helt ud af spillet. Han mistede styringen, og det hele gik i fisk. vi var sluppen uden for skudvidde, og I kan bande på humøret var højt. Mandskabet sprang op fra deres robænke og råbte hurra, og det samme gjorde de fangne englændere. De svingede med deres hatte og stemte i med! Det var nogle mærkelige mennesker, disse englændere. Bagefter kom en af dem, en officer hen og stak mig på næven og sagde noget på engelsk, som jeg ikke forstod, men det gjorde vor løjtnant , Han siger, det var et helt mesterskud, som den bedste kanoner i den britiske flåde ikke kunne gøre dig efter!" Og han var glad for, at 'det ikke kom til kamp til søs med danskerne i l8O7 ved København, så havde englænderne fået bank! Ja, det sagde han virkelig, - og vi var fjender! Det ville en tysker eller en svensker aldrig have sagt. Jeg har tit tænkt på den tildragelse, da jeg rettede kanonen ind på engelskmanden. Jeg gjorde mit yderste for at tage ham på kornet, jeg tror dog, det var mere et styrtende held, at jeg ramte den fokkemast. Men det reddede os; vi nåede ind til Udbyhøj uden tab med vore engelske krigsfanger. Ja, sådan endte den ekspedition til Anholt.

Den bragte os kun besvær og ulykke. Vi var mere heldige ved en anden lejlighed, hvor jeg også var med.

Da erobrede vi en engelsk orlogsbrig. Når der var god vind, havde vore små kanonbåde ingen chancer over for de store engelske orlogsmænd; så holdt vi os inde på stationen ved Als Odde. Der lå vi godt beskyttede af den >svært armerede., skanse. Ja, havde engelskmanden bare vidst, hvor stærk den i virkeligheden var, havde piben nok fået en anden lyd. Men i vindstille vejr var vi på tæerne og stak til søs i håb om at gøre en prise. En stille sommeraften kom en af vore både ind og rapporterede en engelsk brig, der lå for slappe sejl, ca. 12-14 sømil ude i Kattegat, omtrent ret ud for Helberskovs bjerg. Der blev slået alarm, mandskabet purret ud, og der blev sendt en stafet til kanonbådsstationen ved Udbyhøj med besked om at møde uopholdeligt med alt disponibelt mandskab og materiel. Vi roede ud og hen på natten fik vi kontakt med bådene fra Udbyhøj. Det var en blikstille sommernat, havet lå blank som et spejl, uden en krusning. I morgen dæmringen fik vi briggen i sigte. Den lå der med alle sejl sat, men rørte sig ikke af stedet. Da vi nærmede os, blev der liv om bord. Båden blev sat ud og forsøgte at hive briggen i en position, så den vendte bredsiden imod os; men det fik vi snart sat en stopper for. Vi var hurtigere i vendingen og holdt os hele tiden ret agter for den og sendte en salve efter bådene. Et par af dem blev ramt og gik til bunds, og folkene på de andre både fik travlt med at fiske deres nødstedte kammerater op og ro tilbage til briggen. Vi holdt os ret agter for den og gav den det glatte lag langskibs og raserede dækket fra agter og forud. Mesanmasten blev ramt af flere træffere og gik over bord.

Nogle af besætningen, der var entret op, begyndte at beskyde os med deres musketter fra mærs og vævlinger uden større held,. De gik med i faldet og lå nu og hagede sig fast i mast og takkelage. Det var umuligt for briggen at anvende en eneste kanon mod os. Et hvidt flag på en stage blev sat op fra den fuldstændig sønderskudte hæk, og skydningen blev indstillet. Prisemandskab blev sat om bord og den engelske besætning jaget neden under dæk under skarp bevogtning. Det var nærmest unødvendigt, de kunne jo ikke løbe væk. Jeg var blandt dem, der blev sat til at passe på fangerne. Mange af dem var sårede, og det var en ynk at. være vidne til. Det var det samme som om bord på ”Prins Christian” ved Sjællands odde. Skibslægen og hans hjælpere gjorde alt for at lindre de stakkels mennesker.

Vi bugserede vor prise ind til Randers, hvor den omgående blev reparerer og igen sat i sødygtig stand og gjorde resten af krigen med under dansk flag.

Jørgen Rytter blev genstand for megen omtale i pressen efter den historie med tobakken. En dag fik han besøg af en højtstående søofficer - en kommandant -, der med stor interesse havde læst disse beretninger og nu gerne ville hilse på ham. Erik Hansen og far var også til stede ved den lejlighed. Jørgen var syg og lå til sengs, men han blev meget oplivet ved det fine besøg, og han og kommandanten fik sig en lang snak. Ved afskeden spurgte kommandanten, om der var noget, han kunne gøre for ham. Det var, som om Jørgen betænkte sig lidt, men så kom det: "Jeg var med til en falden søofficers begravelse i 1809. En hornist stod frem og blæste ”Den sidste Post” i sin trompet, og derefter var vi tolv orlogsgaster, der skød tre salver over graven. Jeg var jo kun en simpel matros, selv om jeg blev forfremmet til kanoner, men Alligevel, nu er jeg den sidste i Danmark af dem, der var med i Napoleons tid, og jeg vil gerne, om min begravelse må foregå på samme måde, som det skete med den faldne officer i 1809. Så har I sendt mig herfra med maner. Kommandøren lovede, at han personligt ville søge for, at dette ønske blev opfyldt. Og han holdt ord.

Kort tid efter døde Jørgen Rytter og blev begravet på Als kirkegård, og det blev ingen almindelig begravelse. Lærer Stærdahl i Helberskov, der også var kirkesanger, havde givet børnene fri, og jeg fik lov til at følge med far derop for at overvære begivenheden, og den dag i dag står det hele tydeligt for mig, skønt det er mellem 85 og 90 år siden. Seks marine gaster bar kisten ud af kirken, derefter kom to officerer i galla med trekantede hatte efterfulgt af en trompeter og seks andre marinesoldater. Kisten blev sænket i jorden, og derefter trådte trompeteren frem og blæste ”Den sidste Post”. De tolv marinere blev ordnede i to geledder ved den ene side af graven. En af officererne sagde nogle dæmpede kommando ord: Lad gevær – Giv Agt – Fyr !!!! Der lød tre salver, og krudtrøgen drev tæt hen over jernkors og gravsten. Nogle kvindfolk, der var mødt op af nysgerrighed for at overvære dette skuespil, hvinede himmelhøjt hver gang, der blev skudt! En officer trådte hen til graven og holdt en kort tale, som jeg ikke fattede noget af, kun husker jeg hans sidste ord: "Æret være hans mindet!" Jo, Jørgen Rytter gik bort med maner! - Så vidt jeg ved er det den eneste gang, der er blæst i trompet og skudt salver over nogen på Als kirkegård!

Siden hen, når jeg kom tilbage til min hjemegn, var jeg ofte på kirkegården på "Blokkerne.. i Als. Jørgen Rytters grav er sløjfet for længst - for længst. Ingen kender i dag stedet. Det er glemt som selve mindet om ham. Jeg har stået ved kirkegårdsmuren og set ud over havet - i storm og stille - og prøvet på - at mindes de begivenheder, der er foregået derude i min egen og mine forfædres tid. Også de er glemt, som den sne, der faldt i fjor -.

Af det gamle batteri ude på Als odde, er der ikke meget tilbage. Når man kommer forbi det hvide lodshus og ud, hvor den ujævne grusvej drejer skarpt mod øst ud mod molehovedet, ligger der nogle få meter længere fremme til højre fra vejen en lille forhøjning, tæt op ad det gamle fyr hus, der nu er sommerbolig. Folk haster forbi i deres biler, lidet anende, at det er de sidste rester af batteriet fra 1808, der skulle beskytte indsejlingen til Mariager Fjord. Det var anlagt lige op ad fjordbredden, men siden er der pumpet en masse sand op mellem batteriet og den nuværende kystlinie, mange tdr. land. Der er sket så store forandringer derude i de senere tid, at jeg knap kan genkende det. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg nu er den eneste i Danmark, der kan huske en veteran, der kæmpede på ”Prins Christian”. Ved Sjællands Odde i 1808 - den sidste fra Napoleons dage: Jørgen Rytter fra Helberskov i Himmerland.

Ja, det var Jørgen Rytters saga, sådan som lærer Chr. Lund har overladt mig den. Nu er han ikke mere. Han døde i Randers for kort tid siden, 94 år gammel, efter at omstående beretning var skrevet.


Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015