Optegnelser om gamle dages Helberskov

 

Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

 

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Nogle optegnelser om gamle dages Helberskov

af Christian B. Lund, lærer i Granslev ved Laurbjerg.  -  Samlet og ordnet af Carl Juul, Terndrup -.

Lærer Christian B. Lund var født i Helberskov 29. juni 1874 som søn af boelsmand, fhv. skovfoged Bertel Christiansen Lund og Dorthea Andersdatter, og han døde i Randers 1968, 94 år gammel. Han bevarede hele livet igennem en aldrig svigtende interesse for sin fødeegn, og det efterfølgende er noget af det, han fandt frem til fra gamle dage ved samtaler med folk, der var ældre end han selv, og ved at studere gamle dokumenter, der på forskellig måde kom ham i hænde. Det er nedskrevet med mange års mellemrum, påbegyndt i 1920erne og sluttet i 1950erne, så noget af det foreliggende er ført omtrent op til nutiden. Lærer Lund var min kones morbror. Han var enkemand, en voksen datter døde ugift, og ved opgørelsen af hans bo fandt vi en del optegnelser, skrevet med blyant på spredte papirlapper og på kasserede skrivebogsider. De ældste var noget medtaget af tidens tand og ikke let læselige. Jeg tror, han havde betragtet dette materiale som en kladde for senere at renskrive det — han fik det bare aldrig gjort. Ved at gennemgå disse optegnelser kom jeg på den tanke at samle og ordne dem så godt, jeg nu formåede, for derefter at maskinskrive det hele, så det blev let tilgængelig for folk i vor gamle hjemby, der har interesse af at høre noget om vore forfædres liv og færden. De fleste af de efterfølgende beretninger er for længst glemt, og jeg syntes, det kunne være interessant at få dem bevaret for eftertiden.

Helberskov, den gamle landsby ved »Bjerget«, og dens beboere var i gamle dage et særpræget samfund, der på mange måder adskilte sig fra de omliggende landsbyer. Mange af de gamle skikke er bevaret til langt op i vor tid. Helberskov er vistnok også den landsby i Nordjylland, hvor man kan finde de fleste velbevarede, gamle bindingsværksstuehuse.

En anden ejendommelig foreteelse, der dog ikke kommer denne beretning ved, er den store udvandring, der gennem årene har fundet sted fra denne landsby. Det er den forholdsvis største i hele Danmark. Ifl. lærer Ulricksens optegnelser (han var lærer i Helberskov skole i mere end 40 år) udvandrede af hans elever 45 pet. af pigerne og mellem 60 og 70 pet. af drengene. I dag bor der flere folk fra Helberskov og deres efterkommere alene i California, end der er tilbage i byen. Det er der vist ingen by eller egn i landet, der kan opvise magen til. Jeg var selv én af de mange, der rejste ud, og én af de få, der kom tilbage og blev i Danmark.

”Dette er en beskrivelse af den sydlige del af Als Sogn, særlig Helberskov og Odde, som jeg har kendt det, og som jeg har kunnet finde frem til af gammelt vedrørende disse to byer. Jeg har fået mine oplysninger, dels fra gamle dokumenter, der er faldet mig i hænde, og dels fra gamle folk, der var meget ældre end jeg. Først og fremmest fra min far, Bertel Christiansen Lund, der var født 1836 og døde 1916, fra gårdejer og sognefoged Niels Eriksen, født 1863 død 1959, 96 år gammel, fra gårdejer Hans Axelsen Lods, ligeledes født 1863, død 1942 og sidst men ikke mindst, af Jens Nielsen Vestergaard, født 1852, død 1951, nogle få måneder før han fyldte 100 år.

Als Sogn er en langstrakt strimmel langs med Kattegat. Godt 3 mil lang og kun en halv mil bred. Mellem Als og Skelund-Visborg sogne er der en flad strækning, som i gamle dage har været under vand. I stenalder tiden har de to fjorde, Limfjorden og Mariager fjord været forbundet, og Mulbjergene, bakkerne ved Tofte, Als bakker og Helberskovs bjerg har raget op af havet som øer. Lidt efter lidt har landet hævet sig og havet trukket sig tilbage. Stenalderfolkene har i al fald kunnet komme over til øerne. Man har fundet mange stenredskaber, især fra yngre stenalder, både ved Haslevgård, Als og Helberskov.

Fra bronzealder er fundet adskillige lerkar, og i Haslevgård blev der ved grusgravning gjort et enestående fund af syv store, fint slebne flintøkser, der var lagt i jorden i stjerneform, og samme sted fandt en arbejdsmand, Ginus Jensen fra Hurup et ualmindelig smukt og velbevaret broncesværd. Efter at have gnedet det af med en sæk og senere med en ren klud fremstod det lige så smukt og velbevaret, som da det blev nedlagt i jorden for mere end 3000 år siden, måske som offer til guderne. Det blev sendt over til Nationalmuseet, hvor det er anset for at være et af de fineste våbenfund fra denne tidsperiode. Finderen fik tilsendt et pengebeløb (sværdets metalværdi) og en rosende anerkendelse fra professor Brøndsted for den omhu, han havde udvist overfor dette sjældne fund.

De syv stenøkser fik derimod en krank skæbne. De to mænd, der fandt dem, solgte dem til en slagter, der tilfældigvis kom forbi, for en halv gris! Hvor de så siden er havnet, ved jeg ikke.

Jeg kan huske, at jeg som dreng pløjede en del skår op i nærheden af Bjerget, men da havde jeg ingen rigtig forståelse af det. Jeg fortalte det til far, og han mente, at det sikkert havde været en grav. Til mit fødehjem hørte en bakke, som havde en langstrakt form, men på midten en forhøjning, som godt kunne ligne en kæmpehøj, måske en broncealderhøj. Som dreng kan jeg huske, at den gamle Anders Poulsen fra den store gård »Marienlund« ved Odde en dag stod oppe på højen og sagde: — Den er pinnede lavet af menneskehænder —.

Det blev aldrig undersøgt. Så kom den sidste verdenskrig, og tyskerne besatte både Bjerget og Bakken, som de til sidst lavede om til en hel fæstning. Den runde høj blev helt underhulet til et vældigt beskyttelsesrum, og ovenpå blev der anbragt en kanon. Jeg har senere forsøgt at finde et eller andet fra fortiden, der kunne bekræfte min formodning om, det var en oldtidshøj, men det hele er så gennemrodet, så jeg fandt intet. Kedeligt nok, for Trap skriver, at i Als sogn findes ingen faste mindesmærker fra oldtiden. Dermed mener han vel gravhøje og runesten?

Den gamle spillemand i Als, Jens Frederiksen, født i Als 1854, død 1943, fortalte mig engang, at han havde hørt, at der skulle have stået to runesten på Ravnbjerg. Disse sten skulle være bleven fjernet af en mand (navnet har jeg desværre glemt), som havde brugt dem som syldsten til sin lade. Denne lade havde han senere solgt til en mand i Helberskov. Hvis stenene har eksisteret, er de nu væk. Jeg tror, de to runesten har eksisteret. Der må være noget om snakken. Sådan en historie opstår ikke af sig selv. Manden, der fjernede stenene, er død for mange år siden. Men har stenene stået på Ravnbjerg, har de været kendt af mange mennesker, og man har kunnet se dem på lang afstand. Den mand, der har taget dem, er der blevet lagt mærke til, og historien om runestenene på Ravnbjerg lever videre. Den gamle Jens Nielsen Hvirvelkær, der var noget ældre end jeg, har fortalt mig, at da han var en lille dreng, var der to små gravhøje på Ravnbjerg, men kort efter blev de sløjfede, jævnet ud og overpløjede. I dag er der ingen spor af dem, og ingen ved, hvor de engang har ligget. Måske er der en vis sammenhæng mellem de to runesten og de to gravhøje? Det ligger nær at antage, at runestenene har været anbragt ovenpå højene.

De fleste fund fra stenalderen er som nævnt sket ved Haslevgård, men også i Helberskov er der gjort en del fund af pilespidser og skrabere, næsten alle fra yngre stenalder. En råt tilhugget stenøkse, som museumsinspektør ved Aalborg museum, Peter Riismøller har dateret til ældre stenalder (køkkenmøddingtid), er også fundet i Helberskov, d. v. s. fra en periode 4000 år eller mere før vor tidsregning. Gårdejer Jens Vested viste mig engang en smuk benskøjte, han havde fundet i sin have. Her har rigtig været lejlighed til at bruge skøjter, når de store strækninger fladvand frøs til is. Riismøller har dateret den til vikingetid.

Man kan af disse fund se, at kyststrækningen langs Kattegat har været besøgt og beboet gennem flere tusinde år. Der har været flere landhævninger og landsænkninger gennem dette lange åremål. Eksempelvis kan nævnes, at ude på Als rev, der nu ligger et langt stykke fra kysten, kan man i klart og stille vejr, når havet ligger blankt som et spejl, se mursten og dele af en mur på bunden. Fra gammel tid er dette sted gået under navn af »Dronning Margrethes Borg«, men hvor det har fået navnet fra, er der ingen der ved. Om det skulle have tilknytning til et bygningsværk, der har stået derude på Dronning Margrethes tid, bliver nok for altid en uløst gåde. På grundene langs kysten fra Haslevgård til Als Odde, står der endnu enkelte steder nogle store, gamle fyrrestubbe, som end ikke isen i hårde vintre har formået at flytte. Landet har altså i en vis periode strakt sig langt længere ud, end det gør i dag.

Ifl. matrikel af 1688 (Rigsarkivet i København) fandtes der i Helberskov på daværende tidspunkt 16 større og mindre gårde og 7 gadehuse. Der er nævnt 34 bymænd, men nogle af dem har været håndværkere af forskellig art — smed, tømrer, skrædder, skomager — men der er også eksempler på, at der har boet flere fæstere i samme gård. Siden hen er nogle af gårdene blevet delt. Ved udskiftningen i 1799 var der 22, 16 helgårde og 6 halvgårde foruden gadehusene. Der er i matriklen nævnt et utal af marknavne på de forskellige »skifter« »giøder« og »blocker«, der hørte ind under byen, navne, der forlængst er gået i glemmebogen på enkelte undtagelser nær. Alt dette kan godt være interessant læsning, men det vil føre alt for vidt at komme ind på her. Et af de få endnu bevarede marknavne er »Harkerne«, nogle engstrækninger beliggende nordvest for byen. Om dem hedder det iflg. markbogen af 1688:

»Nørmarken eller Harcke Giøde. To skifter på Harckerne er opbrøt i Engen, ganske under vand de fleste åringer, foruden haver af vandet største fortræd, thi det ganske øder sæden. Ond, sur strandgrund. Sås i 2 år og hviler i 9 år. Næsten ubrugelig, fordi den mesten hvert år 2 eller 3 gange under drukner.«

Datidens bønder i Helberskov har ikke haft megen nytte af disse »onde«, sure og vandlidende arealer. Men i næsten 300 år, der er forløbet siden, har landet hævet sig, hvor meget kan jeg ikke afgøre, men i dag udgør de noget af den bedste jord, der hører til byen — sort, god engmuld med blålerunderlag.

Landskabet har forandret sig til ukendelighed siden den tid. I markbogen af 1688 står nævnt, at; Storskoven gik næsten helt ind til de østligste gårde. På den nuværende mark, der tilhører Hans Lübeck, stod store bøgetræer med små rydninger imellem, og derfra strakte skoven sig helt ud til Odden - mest egeskov. De mange gamle bindingsværkshuse med deres solide egetømmer, der i dag kendetegner Helberskov, er sikkert hentet i disse skove. De blev efterhånden mere eller mindre ødelagt ved hugst, storm og sandflugt, mest det sidste. Da den omsider hørte op, var der tilbage kun to større skov- parceller, de såkaldte Søndre og Nordre Kær syd for Odde By, hvor der endnu står mange store, gamle ege. Desuden fandtes der en langstrakt strimmel skov længere ude imod havet af en hel anden beskaffenhed. Trævæksten her bestod mest af birk, el og bævreasp med en enkelt eg eller bøg ind imellem. Denne skov går under navnet »Vieren«.

Efter sandflugtens ophør lå store strækninger øst for den nuværende landevej mellem Helberskov og Als Odde fuldstændig øde hen. Men først i forrige århundrede begyndte man på visse steder at plante forskellige slags nåletræer, mest fyr, og dette arbejde er fortsat helt op til vore dage. Der er dog også i løbet af de sidste 30-40 år opstået en naturlig, selvgroet skov, bestående af nåletræer og løvtræer i en broget blanding, særlig mod syd ud imod Odden, hvor træerne nu går helt ind imod og bagved de yderste huse. Skoven har atter taget sit rige i besiddelse, men rigtignok på en noget anden måde end forhen. Hvor før de gamle ege bredte deres kroner og leverede bygningstømmer til alle huse og gårde i den i datiden ret anselige landsby, er det nu helt andre træsorter, der præger billedet, uanvendelige til gavntræ for de flestes vedkommende, men derimod en fryd for øjet, hvad enhver med sans for naturens skønhed kan overbevise sig om ved at køre en tur ud på Odden. Kun få steder i Himmerland ser man en så smuk og særpræget natur som her. Helberskov indtog på flere måder en særstilling i gamle dage. Bønderne var her, som alle andre steder, fæstere. Men gårdene tilhørte forskellige ejere: Overgård, Mariager Kloster, Havnø og Villestrup. Senere blev de alle erhvervet af Havnø. Overgård ejede broderparten, 9 gårde og alle gadehusene. De øvrige var fordelt mellem de andre godser. Men alle gårdene havde en vis tilknytning til Overgård, der ejede de store græsningsarealer langs Mariager fjord. Derom hedder det i Markbogen af 1688:

»Udi Hindsted Herred udi Als Sogn ved Helberskov By findes al Fædrift langs Fjorden, hvilken Helberskov By årligen lejer af General Arenstorf på Ouergård for en vis Afgift, hvilken blev taxeret for Otte og Tyffue, siger 28 Høfveder. Hvilket vil indføres til hans Gård Ouergård, eftersom Gården for os udi i et fremmed Herred er beliggende.«

Den årlige leje af disse store arealer blev altså ikke betalt med penge men med kreaturer. Denne leje synes ikke at have været ublu, da ikke alene kreaturer, men også byens mange heste og får fandt en fortrinlig græsning derude sommeren igennem. Om fiskeriet hedder det i samme markbog: »Fiskeriet angående, da findes der nogle få af Bønderne, som haver Gliber, med hvilke de undertiden fanger en Ret Ål og iblandt nogle små Hornfisk og Fiersinger, som også kan være dem en ringe Hjælp til Næringen«. Denne beskrivelse af fiskeriet, som det blev udøvet af Helberskovs bønder på den tid, var så langt fra de faktiske forhold, som tænkes kunne. Fiskeriet var nemlig af lige så stor økonomisk betydning for dem som landbruget, men det måtte for alt i verden ikke komme til godsejernes kendskab. Det var jo godserne, der foretog matrikuleringen, og når deres repræsentanter kom ud til bønderne, skulle de samtidig indhente oplysninger om de forskellige sider af deres næringsliv, såsom høstudsigterne, antallet af de forskellige husdyr, ja, og så var der jo fiskeriet. Kornets vækst på markerne og optællingen af husdyrene voldte intet besvær, det var så ligetil. Indtægterne fra fiskeriet var det dem derimod umuligt at kontrollere, og det gjaldt derfor om at nævne det som så ubetydeligt og ringe, at det ikke var værd at tale om. Når godsinspektørerne derefter fik forevist nogle få gliber og alle vegne fik at høre den samme lektie om de små hornfisk og fjæsinger, som kun kunne være »en ringe hjælp til næringen«, blev det indført i markbogen og taget til efterretning. At der også blev fanget masser af ål, sild, torsk og alle slags fladfisk, skulle man nok tie stille med. De øvrige fiskeredskaber, garn og ruser var omhyggeligt gemt væk, når autoriteterne kunne ventes; dem havde de ingen anelse om.

Hoveriet, som var en slem belastning for bønderne i alle andre landsbyer, slap Helberskovs bønder forholdsvis let om ved. Det var lidet tilfredsstillende for godserne at beordre folk i denne afsides landsby til arbejde på hovmarken. Der var 5 mil til Villestrup og endnu længere til Mariager Kloster. Det voldte alt for megen tidsspilde at nå frem og tilbage ad de dengang dårlige veje, der ved efterårstid kunne være næsten ufremkommelige. Der blev derfor lavet en ordning mellem disse to godser og deres fæstere derhen, at hoveripligten blev afløst af et årligt vederlag i penge, der synes at have været konjektur bestemt. Hvert år lige inden høst kom der, både før og efter matrikuleringen var foretaget, folk fra godserne ud og tog et skøn over markens grøde og kreaturantallet, og ud fra de da gældende priser på korn, heste og kvæg fastsattes den pengeydelse som bønderne skulle udrede til afløsning for hoveriet. Efter min mening var det en retfærdig ordning. Den blev fastsat år for år, og var tiderne dårlige, betaltes ikke så meget, som når de var mere gunstige. Vistnok lidt senere opnåedes den samme overenskomst med Overgård. Der var over 4 mil til Overgård, og for at nå dertil skulle man over Mariager fjord via færgestedet ved Hadsund. Der var godt nok en lille båd færge mellem Helberskov og Nødnæs på fjordens sydside, men den var ikke indrettet til at tage køretøjer med. Denne ordning med en pengeydelse til afløsning af hoveriet, var sikkert tilfredsstillende for begge parter, mest for bønderne. Nu kunne de blive hjemme og passe deres egne sager, og jeg tror ikke, den pålagte afgift til hoveriafløsningen voldte dem særlige vanskeligheder. Som nævnt havde de også fiskeriet at falde tilbage på, og indtægten heraf kom kun dem selv og ikke godsejerne til gode! Senere, da hele Helberskov by kom ind under Havnø gods, afstedkom det en lidt anden ordning. Det var den herregård, der lå nærmest byen — 1 1/2 til 2 mil — og skønt den gamle overenskomst, bønder havde haft med de andre godser, også blev overført til den ny ejer, blev der indført den klausul — eller hvad man nu skulle kalde det — at fæsterne skulle gøre en uges hovedarbejde, 4 gangdage og 2 spandage i høsttiden på Havnø enge, ikke mere. Denne ny ordning mellem godset og fæsterne angående hoveripligt, skal dog, efter hvad jeg har hørt gamle folk fortælle, ikke have gået helt stille af. Oprindelig havde godset krævet meget videregående ydelser, men Helberskovs bønder var ikke nemme at bides med, selv ikke for en herremand. De havde været fri for hoveripligten i umindelige tider og strittede imod at få den indført. De følte sig mere fri og selvstændige end andre bønder på den tid, og dette i forbindelse med deres enestående sammenhold har vel gjort sit til, at der opnåedes en langt lempeligere ordning med hensyn til hoveriet. Denne blev omsider godkendt af begge parter, ikke ved et ensidigt påbud fra ejeren, Peder Benzon til Havnø, men ved en gensidig overenskomst mellem ham og bønderne. Han skal have været en i mange måder velmenende mand, der var vellidt af sine fæstere og godt kunne tilgodese deres interesser. Efter lange forhandlinger blev det bestemt, at de skulle gøre disse 6 dages hoveriarbejde netop i høstetiden. Til Havnø hørte der nemlig nogle vældige engarealer ud mod fjorden, og i en tid, høet skulle bjærges, kunne det knibe slemt med at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Jeg har hørt en gammel mand fortælle, »at hans bedstefar gik imellem fyrretyve hø leer på Havnø enge«. Med en sådan arbejdsstyrke kunne der slås meget græs på en enkelt dag.

Ude langs havet ud for Helberskov og Odde lå en temmelig stor hede og klitstrækning. Her havde omkring ved 1700 til 1750 den store sandflugt sat ind. Men før den tid havde der også været mere eller mindre sandfygning fra revlerne udenfor kysten, der kunne ligge tørre i lange tider, og med østenstorme føg sandet ind over hele kyststrækningen fra øst for den nuværende landevej fra Helberskov til helt ud på Odden. Nogle af de arealer, der ligger vest derfor, gik heller ikke ram forbi, men blev dog ikke så totalt ødelagt, som dem der ligger øst for.

Før udskiftningen i 1799 lå der oprindelig kun 2 gårde i den nuværende Odde by. Den ene var den, der nu ejes af Herman Christensen, og den anden var beliggende syd for stuehuset til »Poulsenseje«, men den blev købt af justitsråd Poulsen og nedlagt engang i 1890erne. Den sidste ejer gik under navn af »Niels i Odde«. Han flyttede derefter til Helberskov sammen med sin mangeårige husholderske Mariane og byggede det hus, som smeden nu bebor. Det meste af Odde by lå oprindelig øst for klitten, omtrent midtvejs mellem det nuværende Odde og lodshusene ude på Odden. Men både bygninger og marker blev fuldstændig ødelagt af sandflugten, så beboerne måtte flytte. Den kaldtes for Gammel Odde og ved udskiftningen fik disse hjemløse bønder tildelt jord, dels fra Helberskov og dels fra de to nævnte gårde i Odde. Den store gård »Marienlund«, der var beliggende nord til øst for Strandkærsvejen, der fører ud til »Hagen«, delte skæbne med de øvrige gårde i Gammel Odde og omkring ved 1750 blev den flyttet ud vest for klitten. Den blev senere sammenlagt med »Poulsenseje« og er for længst nedbrudt. Gamle folk husker gården, og den store have eksisterer stadig. Den høje, sammenhængende klitrække, der strækker sig fra øst for Helberskov næsten helt ud til Odden, er kunstig dannet. De daværende ejere af Havnø såvel som fæsterne i Helberskov og Odde så med den største bekymring på de ødelæggelser, sandflugten forvoldte på deres ejendomme, og der kom den ordning i stand, at bønderne kunne tage alle de ris og grene, de kunne overkomme i Launkær skovene og deraf lave et risgærde, der skulle hindre sandflugtens videre fremtrængen. Sandet hobede sig op langs dette kilometerlange gærde, og når dette var føget fuld, satte man et nyt ovenpå, og denne klit har sine steder nået en anselig højde. Når man graver ned i toppen af klitten, støder man overalt på resterne af disse ris gærder. Det har været et kæmpearbejde for bønderne i de to landsbyer i hine dage og strakt sig over et tidsrum af 50 til 60 år eller mere. Desuden blev de beordret til at køre tang fra havet op i klitten til at holde på sandet. Der var en klitfoged, men jeg ved ikke, hvordan han blev udnævnt. Det var en af gårdmændene, men det gik vist også på skift. Han kunne bude »bojj« folk med heste og vogne til at køre tang, når det til tider drev i land i store mængder. De blev også budet til at plante marehalm.

De fælles veje blev også istandsat i fællesskab. Det var altid hvert forår, at vejene skulle gøres i stand. Snekastning foregik på omgang. Havde hver af gårdene haft en mand afsted én dag, begyndte man forfra igen, til vejene var farbare. En sne foged førte tilsynet. Efter udskiftningen skulle hver for sin ejendom holde vandløb renset. Slet af fælles græsarealer har ikke fundet sted siden udskiftningen. Skorstens syn blev foretaget af to mand, valgt af bystævnet. Ligsynsmænd blev ligeledes valgt af bystævnet. To mænd skulle gå om og besigtige de døde, om de nu var rigtig døde eller kun skindøde. Jeg har set disse ligsynsmænd i virksomhed, og så vidt jeg husker, gjorde de ikke andet, end at de kiggede lidt på den dødes ansigt. Bagefter fik de en god opstrammer i form af en kaffepunch.

Jeg kan ikke huske, at der ved nogen lejlighed blev holdt gilder, hverken før, under eller efter fælles arbejder. Heller ikke nogen af gamle kan huske det. Siden udskiftningen har der ikke været udkørsel af gødning i fællesskab. Der vides ikke noget om, at der før ti tid har været afholdt gilde i den anledning. I tilfælde af sygdom var der udtaget en mand til at køre efter læge eller jordemoder til dem, der ikke selv var kørende. Det var meget sjældent, at en læge blev hentet, da folk troede mere på gamle husråd end på lægen.

Moser fandtes ikke i sydsognet, men i nordsognet var der store mosestrækninger, der stod i forbindelse med Lille Vildmose. Her de enkelte af bønderne i Helberskov og Odde et stykke mose, hvor de selv skar deres tørv, men det var først efter udskiftningen, at disse tørveparceller blev erhvervet.

Alle de store skovstrækninger tilhørte før udskiftningen Havnø, men ved udstykningen fik gårdene i Als, Helberskov og Odde tildelt skovreb. Det er den del af skoven, der ligger øst for Brødens grøft og kaldes Launkær. Da tilsynet med skovene nu overgik fra herregården til beboerne selv, blev det nødvendigt for dem at holde skovfoged i fællesskab. Det var dog vist ikke så meget for at forestå udhugsten i skovene som for at passe på skov tyve, som der dengang var mange af. Skovfogden fik sin løn i form af korn, der taltes efter rebenes størrelse. Lønnen blev betalt på en bestemt dag, og så måtte skovfogden traktere dem, der kom med kornet, traktementet bestod, så vidt jeg ved, kun af øl og brændevin, Min bedstefar, der var født år 1800, var skovfoged i mange år og var samtidig skytte. Den første bøsse han havde var med flintlås, senere fik han den lavet om til piston med fænghætte. Efter hvad jeg har erfaret, var det ikke altid let at gøre de mange ejere tilfreds. Han havde også ret til at skyde forskelligt vildt. Storvildt, hjorte og rådyr skulle ejerne have. De blev bagefter solgt ved auktion. Harer og andet vildt måtte han selv tage. Han skulle også holde øje med kreaturerne og fårene, som gik i skoven. Han kunne kende alle fårene på deres øremærker. Alle gårdene havde deres får mærkede forskellige klip i ørerne, og de fleste — men ikke alle — havde deres kreaturer mærkede på samme måde.

Der voksede megen humle i denne skov, som næsten udelukkende bestod at ask og eg, med lidt birk og el ind imellem. Han så efter, når humlen var tjenlig til at plukkes og på en vis dag, som han bestemte, mødte så nogle folk op fra hver gård og hus for at plukke humlen. Dengang bryggede man selv øl i hvert eneste hjem. Det ansås for at være lige så nødvendig som brødet. Efter den dag havde skovfogden ret til at tage, hvad der var levnet af humlen, og det kunne godt være store partier, så derigennem havde han en ikke uvæsentlig indtægt ved at plukke den tiloversblevne humle og sælge den til bryggerierne. Hans hovedaftager var det store bryggeri i Randers, hvor man bryggede det berømte »Randers Buur øl«. Det var før man kendte noget til mejerier. Folk kærnede selv deres smør. Kernen var gerne en stødkerne. Så kneb det undertiden med at få fløden til at blive til smør, men derfor vidste de også råd. Skovfogeden måtte endelig se at skaffe dem en flyverøn. En sådan flyverøn var en rovplante, der voksede i kløften af et andet træ. Frøet var formodentlig tabt der af en fugl. At en sådan flyverøn var temmelig sjælden, er forståeligt, men skovfogeden mærkede sig en sådan, når han vandrede gennem skoven. Derved kunne han hjælpe husmødrene i en vanskelig situation!

Da den gamle skovfoged var død, blev beboerne enige om at afholde en fælles klapjagt hvert år. Det var efterhånden blevet sådan, at en stor del af gårdmændene havde fået gevær. Det var forladere af meget stor kaliber, oprindelig gamle flintebøsser, men den stedlige bysmed havde med stor snilde omlavet dem og påsat en piston med fænghætte, hvor åbningen fra bøsseløbet gik ud til krudtpanden. Vældige muskedonnere var det, og de gik af med et brag som en kanon!

Når en klapjagt skulle foregå, kom hele byen i røre. Byhornet lød til gadestævne, hvor dagen blev bestemt. Selve dagen stillede alle, der ikke havde bøsser, karle og drenge, som klappere, og så gik den vilde jagt ud over de vældige strækninger, flere tusinde tønder land. Jagten varede hele dagen. Der var meget vildt den gang, men den største del slap bort, ikke blot gennem klappernes rækker, men også gennem skytternes. De var ikke lige gode skytter, skønt de fleste af jægerne var veteraner fra begge de slesvigske krige og havde lært at omgås skydevåben. I den tid det tog med at lade på ny, slap en stor del vildt igennem. Der faldt dog mange både harer og ræve og næsten altid også nogle stykker råvildt. Når klapperne så nåede frem jægerne, blev de heldige skytter højt beundret. De første såter foregik i Launkær, og derefter gik turen ud over de store flade vidder, engene og måen, og sluttede af i Vieren, sandet og klitten i ved Kattegat. Her blev der holdt hvil, og konerne mødte så op med mad og brændevin til både skytter og klappere, og da kunne lystigheden stige ganske betydeligt. Den gamle sognefoged, Niels Eriksen af Helberskov fortæller:

”Som dreng optrådte jeg som klapper ved flere lejligheder, og jeg husker særlig en morsom hændelse en gang, der blev holdt hvil i klitten. Jeg har vel været en 12-13 år dengang, så det må have været midten af 1870erne. Skytterne var bleven enige om at foretage en præmieskydning efter brændevinsdunken, men ingen af dem kunne ramme dunken. Brændevinen havde vel en del af skylden for det mådelige resultat; der var bleven drukket tæt efter den anstrengende dag. Så rejser Lods-Axel sig og siger indædt:

”Da skal a dæwlen tå mæ nok fo ram poen — og så gik han hen og holdt bøssepiben tæt til dunken og skød den i smadder! Axel fik præmien. Ingen protesterede, der var ikke forud aftalt nogen skudafstand, og »Lodsen« var ikke god at bides med, hvis én eller anden Skulle gøre vrøvl! Efter klapjagten blev byttet solgt ved auktion i len, men jeg ved ikke, hvad pengene gik til.«

Før udskiftningen i 1799 foregik alt arbejde på byens jorder i fælleskab, men denne århundredgamle ordning ophørte, da hver gård fik sit eget jordtilliggende. Som en reminiscens fra fællesskabets tid blev dog den gamle skik med løsdrift fra alle byens gårde for får i skoven forår og efterår. Tidligt om foråret blev fårene drevet i skoven. Der blev sat 4 pinde, en i hvert hjørne af skoven, og så skulle en mand gå rundt og finde alle pindene og bringe dem med hjem. Launkær var på 3 sider omgivet af ret dybe grøfter, bløde i bunden (blåler). Hvis et dyr faldt deri, kunne det ikke komme op ved egen hjælp, men var dømt til at omkomme, hvis man ikke nåede frem i tide og fik det trukket op. Derfor gik der hver dag en mand rundt tilså disse grøfter, og som en kontrolforanstaltning blev disse 4 pinde sat ud hver morgen, og dem skulle manden tage med sig, så man deraf kunne se, at han havde været omgangen rundt. Næste morgen blev pindene sat ud igen.

Om vinteren blev fårene drevet ud på de store lyngstrækninger og Vierne langs havet. Både der og i skoven var der ansat en by hyrde til at have opsyn med de store fåreflokke. I min drengetid var det Grav-Niels, der bestred denne ansvarsfulde post. Niels var ingen helt almindelig fremtoning. Han var småt begavet, nærmest en ren 2, og hvad der lå derudover brugte han ordet »manne«, enten det så var 3 eller flere hundrede. Men han besad en evne, som andre normalt begavede mennesker ikke var i besiddelse af. Han kendte hvert eneste får i byen og kunne på lang afstand se, om der skulle mangle et af flokken, og der var flere hundrede får i byen på den tid. Han var ikke i stand til at tælle, men havde sit eget system, når det gjaldt om at holde tal på flokken. Så stod han og pegede dem ud, enkeltvis eller flere i følge:

»Der goer de der, å de der, å dem der, å dem der, å de, å de«, og sådan kunne han blive ved, til han var overbevist om, at alt var, som det skulle være. Han havde deltaget som infanterist i Treårskrigen og skal have været en meget tapper soldat. Han kendte ikke til følelsen af at være bange, men gik på med krum hals, uden at skænke mulige farer en tanke. Det var som soldat, han havde lært at tælle til

- - March - et - to, et - to. Han kunne godt fortælle om forskellige tildragelser fra krigen på sin egen naive måde. Engang hørte jeg ham fortælle far om et slag, han havde deltaget i, og det lød omtrent således:

»A ka howw, a wa mæ i æ stue slaw, men a ka ett howw hwå de war, men dæ war æn grulig masse skyderi. Wor oberst han hied Læssøe, å han bløw skot, men far han døe, så han te wos, te wi sku ta en skow, hvor æn foskrækkelig masse tyskere holdt te. Wi stormt så løs po den hær skow, å manne o wå folk bløw skot. A fæk æn kuul igjemmel met frakskyed, å dæn gik nier i fueden o æn skesant, dær gik li bag we mæ, for nuen o tyskeren wa krawlt op i træeren å skod på wos dæfræ. A fæk li dæn tysker å si, dær håj skot skesanten i fueden, han wa li we å laj ijjen, men a håj fot min bøss laj, å så tent a we mæ sjel: — da skal a den unde lyne mæ gi dæ din skidrik — å så segted a po ham å trøkked o — da wa wi kommen hielt tæt hæn te skowen — å tyskeren blat nier o træed mæ bøss å de hiele, å wa så som æn sild. A perred li te ham mæ tueden, da vi giK rooi a wwed, te a håj ramt ham medt i panden, li unner hans pekkeluii en wi fæk da oli tyskeren jawwed ud o skowen«.

Denne beretning skal nok være fuldstændig rigtig. Niels kendte ikke til at lyve. Det lå så langt som vel muligt fra hans åndelige habitus.

Da han kom hjem fra krigen, blev han ansat som byhyrde i Helberskov . En stilling han beholdt i mange år. Fra gammel tid havde der været ansat en såkaldt »stodderkonge«. Hans hverv bestod i at holde fremmede omstrejfere og tiggerkællinger fra sognet, og da Niels lidt ældre, blev han tildelt denne opgave.

Han røgtede dette hverv med ildhu og var forfærdelig skrap. Han var sognets sidste stodderkonge. Som sådan var han iført en gammel soldaterfrakke og havde en sabel, som i sin tid var taget fra tyskerne, På hovedet havde han en soldaterkasket, skænket af købmanden i Als. Han så drabelig ud, og fandt han en forhutlet lazaron eller et kvindemenneske, der gik rundt med tiggerposen, brugte han en vældig mund, så folk kunne høre, at nu var han i funktion. Disse mennesker havde en vis respekt for autoriteterne, og uniformen gjorde også et vist indtryk, så Niels havde næsten aldrig større besvær at få dem gennet over på den anden side af sogneskellet.

Engang traf han dog på landevejen vest for Buddum en tiggerske, der ikke ville lystre parole. Hun skubbede til Niels og skældte ud — en forfærdelig fornærmelse mod hans værdighed — og han blev gruelig gal, halede sin sabel ud af skeden og truede hende med den.

”Ka do så si etter å kom ostej mæ dæ, hejsen så skal a spræk mawwen op po dæ, de æ hwa a hår den hær te«.

Ved at høre denne trussel og ved synet af den dragne sabel blev kvinden rædselslagen og flygtede tilbage den vej, hun var kommet, forfulgt nogle skridt af den sabelsvingende Niels. Han var stolt som pave af den bedrift og henvendt til et par af Buddum bymænd, havde overværet denne scene og moret sig kosteligt, sagde han:

”A ska loww jer, den kjælling kommer ett tebag så rå«.

Han oppebar en lille løn af kommunen for sin virksomhed, men ikke mere end han lige kunne holde sig klar af fattigvæsenet.

Bystævnet fungerer endnu i Helberskov og Odde byer. Man kaldte vistnok hverken bylav eller bystævne men gadestævne (»gåedstævn«). Det gjaldt kun de mænd, der havde jord og kreaturer. Formanden kaldtes oldermand. Hans hverv bestod i at sammenkalde folk til stævnet, føre forhandlingerne der og føre byprotokollen. Der blev skiftet oldermand hvert år, og skiftet foregik efter omgang. Der blev ikke valgt oldermand, men den fungerende vidste, hvor han skulle aflevere horn og protokol til sin eftermand, altså ganske formløst uden gilde eller fest, omkring ved 1. maj. Der var kun et »lav« i hver by. Bystævnet havde ikke faste mødedage i den tid, jeg ved noget om, men havde det muligvis i fællesskabets dage. Nu samles bystævnet kun, når oldermanden eller andre mænd i byen forlanger det (man kaldte det som nævnt »gåedstævn«).

Der blev blæst i horn, når noget skulle bekendtgøres, eller når der blev kaldt sammen til »gåedstævn«. Jeg har ikke hørt noget om, at der skulle være brugt andet end byhornet ved disse bekendtgørelser. Hornet i Als er af messing, 46 cm langt. Hornet i Helberskov er 62 cm langt og af kobber. De er begge tragtformede med et mundstykke, og kan egentlig kun forstærke en enkelt tone. Hvis blæseren ikke er i stand til at træffe den, kan hornet frembringe de frygteligste hyl. Det sidste er det almindeligste! Der har også været et horn i Odde, men det er blevet borte.

I Als samledes bymændene på »Thøgers Toft«. Pladsen findes endnu, men bruges ikke mere. I Helberskov samledes man ved korsvejen, hvor der var en åben plads, men den er nu solgt til privateje. Der var en branddam ved siden af, den er nu opfyldt og et forsamlingshus er bygget på stedet (Thulstedhus). Pladsen havde ikke et særligt navn, udover at man almindeligvis benævnede den som »hæn po gåden«, underforstået som Thulsteddammens nærmeste omgivelser. Mændene stod altid op under drøftelserne. Alle beslutninger, der blev taget, blev nedskrevet i byprotokollen, som oldermanden førte. Beslutningerne blev ikke bekendtgjort for de mænd, der ikke var tilstede. Ville de vide noget, henvendte de sig til oldermanden eller til en mand, der havde været til stede ved bystævnet. I Helberskov fandtes også en slags vedtægt, eller hvad man nu skal kalde det, om at der fra byens 22 gårde skulle leveres et vist kvantum korn gratis til mindre bemidlede og til dem, der ikke selv ejede jord. En skæppe rug og en skæppe byg fra hver gård til henholdsvis brød og malt. Jeg har ikke kunnet finde nogen skriftlig hjemmel, fra hvornår denne skik er blevet indført, men den stammer tilbage til gammel tid.

To af byens gode mænd blev valgt til at forestå modtagelsen af dette og påse, at alt var som det skulle være. Kornet skulle altid være bedste sortering (det »frammest«. Hvis nogen skulle hitte på at møde frem med noget af en ringere kvalitet (det »awtest«), blev det afvist, og synderne blev tilsagt om at tage det med hjem igen og komme med noget af den rette sort. De mænd, der stod for modtagelsen af dette korn, var gerne folk med en vis autoritet og anseelse, ord havde vægt. Det kunne hænde, at det leverede »fattigkorn« var af en ringere sortering og blev kasseret, og det kunne godt give anledning til kværuleren. Det hændte dog ikke ret tit. Da jeg var en dreng, og far havde fået kornet læsset på trillebøren og kørte det ned i skolen, hvor modtagelsen fandt sted, fik jeg somme tider lov til at følge med derned.

Jeg husker, det var Lods Axel og Jens Vested, der den gang stod for modtagelsen. Senere blev det Anders i »Østergård« og far, der fik den bestilling. Jeg ved ikke, hvordan de blev valgt, eller om det var for et vist åremål, men jeg tror nok, at når de først var valgt, kunne de bestride hvervet så længe det passede dem.

De fælles græsninger blev udlejet til enkelte, og lejen gik i by kassen. Helberskov og Odde havde fælles sand- og lergrav. Beboerne havde ret frit at hente sand og ler, hvorimod fremmede måtte betale en sum efter læssets størrelse.

Et vognmandslæs 1 ½ kr., et tospænderlæs 1 kr. og et læs forspændt med »russere« 50 øre.

Maltkøller havde de også i fællesskab. Jeg husker, der var 3 køller i Helberskov og 1 i Odde. Der var henvist et vist antal husstande til kølle, og de, som benyttede køllerne, skulle holde dem ved lige. De var af bindingsværk, og fordelingen af vedligeholdelsen kunne gå så vidt, at hver fik sin væg at holde i stand. De lå altid et stykke vej fra beboelses husene, da der ved malttørringen let kunne gå ild i det hele.

Nu er de alle borte i de to byer. Det er dog kun få år siden, den sidste i Helberskov blev revet ned. Der har også været en bagestue i Helberskov, men jeg ved ikke, om den var fælles ejendom. Vi kaldte den Jens Vesteds bagestue. Nu er den forlængst væk.

Jeg har ikke hørt noget om, at der har været fællesbrønde i de to byer. Det er dog mest muligt, at den brønd, der stod vest for det nuværende forsamlingshus på Thulsted Pouls toft, har været en slags bybrønd (bøjkjål). Jeg husker i hvert fald, at folk hentede vand der for år tilbage, hvis vandværket var i uorden. — Jeg kan her tilføje, at Helberskov vandværk blev anlagt så tidligt som i 1895—96 og giver noget af det fineste vand, der overhovedet findes i Danmark. Det var den gang noget af et særsyn, da kun et forsvindende antal landsbyer havde eget vandværk på daværende tidspunkt. Der var dog alle steder let at komme til vand, så hver ejendom havde sin private brønd med brøndvippe, senere bom og til sidst pumpe. Helberskoverne havde en fælles »bøjkjål« på en af »tørreløderne« ude i måen. Der fandtes ikke fersk vand på de vestlige »gresløder« og »Tretørren«, og så skulle alle dyrene fra disse strækninger drives ned til bøjkjålen på tørreløden for at vandes. Der var anbragt en stor brøndvippe med en halvtønde til at hive vand op med. Der stod meget lange vandtrug op mod brønden, og det kunne godt tage sin tid at få dem pøset fulde. Derfor blev 2 store drenge sendt af sted for at »slå vand« op et godt stykke tid, før kreaturer og heste blev samlet sammen.

Hjorddrengene blev kaldt for »måknejten«. Udadtil stod de sammen som burrer, men mellem dem selv indbyrdes kunne der godt opstå slagsmål og skænderier, det kunne ikke undgås, hvor mange store drenge var sammen uden opsyn. De var jo selv opsyn over de mange heste og kreaturer, der den gang græssede på de store vidder. Det var for dem en yndet sport at tilride de unge heste og plage, og de første forsøg endte næsten altid med, at der blev mange græsryttere, og der kunne vanke drøje knubs, men det var sjældent, at nogen klagede sig over en ublid medfart. Det var anset for en stor skam at blive kaldt en »pivskid«!

Når dyrene skulle vandes, red drengene rundt og samlede dem sammen og drev dem ned til bøjkjålen, og det skete gerne i et hurtigt tempo. Disse drenge fik efterhånden stor øvelse i den ædle ridekunst og blev meget habile ryttere, næsten som »cowboys« i det vilde Vesten. Som ganske unge rejste de næsten allesammen til Amerika, og derovre fik nogle af dem måske brug for det, de havde lært som drenge, med hensyn til at omgås heste ude i måen.

Længere inde på husløderne var en fælles vandingsdam — Nydam kaldet.

Der var også en brønd tæt ved. Jeg har hørt fortælle, at der i gamle dage i studedriftens tid, var et solidt indelukke omkring i Nydam, hvor studene blev drevet ind om natten, når de var ankommet til Helberskov.

Alle stude fra de store gårde i Østvendsyssel blev drevet over Limfjorden til Himmerland ved Mou Bro, når de skulle videre på farten på til de store markeder i Husum og Hamborg. Derfra gik turen langs kystvejen over Dokkedal, Hurup og Als til Helberskov, hvor blev gjort ophold for natten for både folk og fæ.

Der var kro i Helberskov gennem mange år i Niels Eriksens gård midt i byen. Den blev først ophævet i 1840erne. Her fik studedrivere mad og natlogi, og studene kom ind i folden ved Nydam.

Dagen derpå gik flokken videre ud over måen, for via Pletten at blive drevet over sejlløbet i Mariager fjord til Overgårds land. Den gamle ”studdrøwt” er endnu bevaret på et langt stykke langs vestsiden af Niels Jørgen Davidsens mark. Den er fællesjord og bliver lejet ud til høslet. Studene svømmede over sejlløbet, men i Helberskov var ansat en færgemand til at befordre folkene over til sydsiden af fjorden. Jeg har hørt tale om to sådanne færgemænd, den ene blev kaldt »Ferre Ott«, den anden »Ferre Niels«, men de var døde og borte længe før min tid.

De unge havde deres forening eller lav. Der blev udnævnt 3 á 4 af de »villeste« (mest ansete) karle til at stå for arrangementet, når der skulle holdes legestue (liegstow). Denne holdtes jul, påske, pinse og fastelavn. Der afholdtes også liegstow én gang forår og efterår. Når disse skulle holdes, måtte både karle og piger give til lavet. Der var ikke fastsat en bestemt gave, men enhver gav efter evne. Tobak og brændevin gik på lavet. Jørgen Rytter gik til Bælum og hentede liegstowsedlen på Bælum Nørgård, hvor der den gang var herredskontor.

Om fastelavnen blev der foretaget ringridning. Den, der havde taget ringen de fleste gange, blev konge, den næstbedste kronprins. Pigerne havde haft travlt med at pynte to høje hatte med guldgaloner til konge og kronprins. Bagefter skulle rytterne aflægge besøg i kongens gård, hvor de blev trakteret med æbleskiver og snaps. Dernæst red de til kronprinsens gård, hvor det samme foregik. Så gik turen ellers rundt til alle de andre gårde, og alle gav noget til lavet. Om fastelavnen var der liegstow to aftener i træk. Når rytterne red rundt til gårdene, var der altid musik med, gerne to klarinetter og en violin eller to. Spillemændene blev kørt i en vogn foran rytterne. Igang og afgang ved bryllupper har jeg talt med gamle folk om, men disse gamle skikke er forlængst »an saga blott«, men jeg kan huske fra min tidligste barndom, at det ved bryllupper hed: »At danse dem ind af lavet eller ud af lavet«. Der har altså været de giftes lav og de ugiftes lav. Midt under dansen ved bryllupper blev der pludselig en vældig tumult, idet en gift kone havde forsøgt at sætte et tørklæde på brudens hoved, mens pigerne af al magt søgte at forhindre det. Bruden forsøgte i reglen også at undvige. Hun skulle jo vise, at hun ikke var alt for forhippet på at hoppe ind i ægtesengen! En gift mand forsøgte også at sætte en hat på brudgommens hoved, og karlene søgte at hindre det. Det kunne undertiden ved denne lejlighed gå temmelig voldsomt til. En skinsyg medbejler kunne godt prøve på at anbringe et velment smæk eller nap på sin lykkeligere medbejlers bag!

Det var oldermanden, der skulle arrangere et såkaldt gammelmandsbal. Der blev betalt en bestemt sum for hvert par, og for de indkomne penge blev der indkøbt forskellige ting, særlig tobak og brændevin. Musikken var gerne en violin og en klarinet eller en fløjte.

Endnu holdes der sådanne sammenkomster, men i stedet for tobak brændevin drikkes der kaffe i fællesskab. Mens brændevinen sad i højsædet, kunne et sådant bal godt få et livligt forløb. Der kunne og til være stridigheder blandt mændene, som skulle jævnes, men i reglen gik det hele i fordragelighed, og der dansedes i den lave 4 fags stue, så sveden randt, og mændene måtte smide den tykke vadmelsfrakke og danse i bluseærmer. Det var gamle danse — reel, nuet, sekstur, firtur, jødetur, hamborger (polka) og english (vals) der dansedes. Jeg husker også, at der hen på aftenen blev båret en punchebolle ind.

I maj dansede de omkring maj bøgen, en stang som en flagstang, pyntet med grønne grene. Den var rejst på et sted, der var nogenlunde jævnt, og hvor græsset stod grønt. Valborgaften brændtes der blus på Bjerget i Helberskov og på Havbakkerne i Als. Så var det skik, at hver karl fik tildelt sit »Gadelam«. Man vidste gerne i forvejen, hvem der var vedkommende karls sværmeri, og det blev uden skånsel offentliggjort. Man råbte: »Her brændes blus for Peter og Maren«. Og så slog alle i jorden med lange stave. De skulle bankes forsvarligt sammen.

På denne egn var der ingen forskel på gårdmandsbørn og husmandsbørn. Alle deltog i dansen uden personsanseelse. Forskellen gjorde først gældende, når det blev alvor, og pigen og karlen skulle have hinanden. Så hændte det nok, at forældrene ville afgøre, om partiet passende. En gammel bedstemor kunne spørge: ”Hår han noed”?

Materialister var de, men der var stor godgørenhed blandt dem. Alle som ikke havde køer, fik tit mælk hos gårdejerne og betalte vist aldrig for mælken. Man betragtede det som en selvfølge, og jeg aldrig hørt, at giveren klagede over påtrængenhed. Ofte var det sådan, at mælk, korn og kartofler brugtes som betaling for udført arbejde.

Håndværkerne var højt anset den gang, særlig smeden. De fleste bønder lavede størstedelen af deres redskaber selv. Man havde ved hver gård et huggehus, og her lavede de river, træskovle, tøjrepæle, vognfjæl m. m., men når tingene skulle beslås, måtte man til smeden. Smedien lå oprindelig omtrent midt i byen, hvor nu butikken ligger. Byens første smed, jeg kan huske noget om, var »Lohnen«, senere overtog Hans Knudsen (»Smej Hans«) hvervet som bysmed. Han var tillige gårdmand og ejede den gård, som hans sønnesøn, Henry Knudsen, nu er ejer af. Senere blev smedien flyttet ud i sandgraven, hvor Jens Salling var smed i mange år. Smedien og smedeboligen ejedes af bymændene, og smeden blev antaget af disse. Sin løn fik han efter det arbejde, han udførte efter takster, men en del fik han også i naturalier. Han havde også husdyr — en ko og nogle får. I Helberskov findes endnu en eng, der kaldes smede engen, og den havde smeden i gamle dage ret til at bruge.

Nu er bolig og smedie privat ejendom. Jeg husker en af de gamle bysmede. Han kaldtes for »Lohnen« og kom til Helberskov ovre fra Udbyneder i Randers Amt, men hans rigtige navn var Christian Lund. Hans efternavn udtales på hans hjemegns dialekt som »Lohn«, deraf dette lidt mærkelige kendingsnavn. Han døde som gammel mand i Helberskov 1880.

Ifølge fars beretninger skal han have været ualmindelig stor og stærk, og der går mange sagn om hans kræfter. Han var også spillemand og spillede godt violin. Jeg har set hans nodebog, som endnu eksisterer, og jeg kan deraf slutte, at han har spillet bedre end de fleste spillemænd på landet den gang. Men hvorledes han kunne spille violin og samtidig have en pige på hvert knæ, hvad gamle folk fortæller, har jeg aldrig kunnet begribe! Som alle mændene den gang var han også slem efter brændevinsflasken, og hans kone Lotte har ikke altid haft det rart med ham. Engang sad han hjemme på en stol og var i en salig stemning. Han sad med fremstrakte ben med sine store træsko på. Lotte kom i det samme ind med en pande stegt flæsk, og efter en pludselig indskydelse sparkede Lohnen sin ene store træsko op under bunden på panden, så flæsket fløj op i loftet!

Jordemoderen for sognet boede i et lille hus tæt ved kirken. Hvorledes hun lønnedes ved jeg ikke rigtig, men jeg tror, hun levede af naturalier og gaver, som hun fik ved hver fødsel. Ingen kone gik ind til hende, uden at hun havde et eller andet med. Når et barn alle døbes, søgte man altid først ind til jordemoderen for at få barnet og dets tøj bragt i orden til dåbshandlingen. Der blev de så hentet af degnen, mens menigheden sang en salme med mange vers i. De som skulle have barn i kirke, havde en klukflaske med, og degnen fik et par snapse for at klare organet.

Ålefiskeriet har altid haft stor betydning for beboerne, som boede der i nærheden. Det gav vel også en kærkommen tilvækst til den i vore øjne noget tarvelige kost, som var almindelig gængs i alle bondehjem i de tider. Det bedste ålefiskeri var yderst i fjorden, men forøvrigt dreves det i hele fjordens længde. Her skal kun omtales fiskeriet for de to byers, Helberskov og Oddes vedkommende.

Begge byers jord gik ud til fjorden på nordsiden, og beboerne havde ret til fiskeriet der. De fik sammen med fæstet ret til en ålegård i fjorden. Hvornår denne ordning er bleven indført, kan jeg ikke sige, men det har i al fald været længe før udskiftningen i 1799.

Men da jorden i gammel tid blev drevet i fællesskab, kunne de ikke påråbe sig retten til at sætte deres ålegård, hvor de fandt for godt, men måtte rette sig efter, hvad deres vider og vedtægter fastslog.

Der har været faste bestemmelser, hvor de enkelte stader skulle stå. Det bedste fiskeri foregik som nævnt ved fjordens munding, så der var sikkert været rift om de yderste stader, men det har vistnok gået på skift, som det blev bestemt ved udskiftningen i 1799. Da denne var sket, købte næsten alle fæstere i de to byer deres gårde, og blev samtidig ejere af ålestaderne. Nu kunne de handle med deres ejendomme, som de selv ville.

En mand i Odde, Poul Rasmussen, havde solgt sin gård til en Rasmus Smed (Smidt), som derved fik ejendom ud til fjorden, og han gjorde straks krav på fiskeretten der ud for. Dette satte røre i egnen, og der gik omgående et par mænd til Poul Rasmussen for at afæske ham en forklaring. De to mænd gav derefter følgende erklæring:

”Vi undertegnede har været ved Poul Rasmussen i Odde og tilspurgt ham, om han haver solgt Rasmus Smidt nogen ålefiskeri ved hans gård og ejendom, hvortil Poul Rasmussen svarede Nej, at han ikke nogensinde haver solgt Rasmus Smith noget ålefiskeri i Mariager fjord, uden for hans ejendom og heller ikke vil fremlove ham samme, da det blev ikke omtalt ved handelen.

Da beboerne i Helberskov og Odde var blevet selvejere, følte de det som en pligt at få de gamle regler for brugen af ålestaderne i fjorden stadfæstet, og der blev holdt et møde i Helberskov, hvor gårdmænd og husejere i de to byer var til stede. Her er den gamle beretning om vedtagelsen på mødet. Dette blev holdt den 1. juli 1802. Man havde på fornemmelsen, at fællesskabet om åle fiskeriet kunne være i fare. Det gjaldt derfor om at få de gamle vedtægter angående åle staderne tinglyst, så ingen kunne bryde ud og forlange fiskeriet ud for sin ejendom. Hele strækningen fra mundingen af fjorden til Havnø skel var blevet opmålt i favne og inddelt i ålestader med 29 til 50 favne løb. Der var kun tre faste stader, de øvrige gik alle på skift. Men vedtægterne var forøvrigt så omstændelige, at kun få kendte dem helt. Inde på land var sat en hovedpæl eller »meed« for hvert stade, men de findes vist ikke mer. De enkelte ejere røgtede ikke altid selv deres ålegårde. Nej, de forpagtede dem ud til fiskere, som så skulle erlægge så og så mange lispund ål for hvert stade, men fiskerne måtte strengt overholde de gamle rettigheder.

Så hændte det som nævnt, at Poul Rasmussen og Rasmus Smith i 1812 blev uenige om retten til et ålestade, og det kom der sag ud af. Rasmus Smith havde fået prokurator Sparre i Randers til at føre sagen. Anno 1812 den 12. juli blev Hellum-Hindsted herreders ret sat og administreret af herredsfoged, cancelliråd Nissen med stokkemænd Hans Nielsen Borup, Christen Nielsen Smed og Christen Lassen, alle af Kongerslev by og sogn og Niels Pedersen Juel af Terndrup:

»Sagen Rasmus Smith i Odde contra nogle personer i Helberskov og flere steder, som have anmasset sig den førstes ålefiskeriet til sin grund. Vi have nu set og længe med hensyn til vederpartens tinglige bevægelser forudset hvad disse ville føre i rettens skranker, for om det var muligt — som det ikke er — at retfærdiggøre deres hidtil urene og lavstridige brug og anmasselse af citantens individuelle ret til at nyde ålegårde for sin grund«.

Rasmus Smith tabte dog sagen. I 1893 anlagde ejeren af den samme gård, Per Dommer, sag mod fiskerne, men den fik samme udfald, så de gamle vedtægter gælder den dag i dag.

Røgtningen af ålestaderne foretog fiskerne i nogle store, fladbundede, klodsede og tjærede både (kåge). De skulle være store for at kunne rumme fiskeredskaberne — steg, ruser og rad — når de skulle ”sættes”, og de skulle kunne flyde på lidt vand. Men de var tunge uhåndterlige og vanskelige at manøvrere med.

Når ålegårdene skulle røgtes (draw), havde fiskerne mange gange langt at sejle. De stagede sig som oftest frem på lavt vand med en »kammerstage«, som også kunne bruges som bådshage, eller også brugte de årerne. De havde også gerne en mast til at rejse, med et eller to sejl, men sejlene kunne kun bruges, når der var medvind eller højst sidevind. De fladbundede både egnede sig ikke til at krydse med. I vedtægterne står også nævnt 8 bundgarn, og dem ide fiskerne også. Bundgarnene stod i havet, og der kunne være vis fare ved at gå ud og røgte dem i de fladbundede både, hvis der blæst eller høj sø.Det kunne mange gange være vanskeligt at afsætte de fangede fisk i hjemegnen, men fiskerne var ikke bange for at tage en tur til Randers med fisk. Undertiden roede de hele vejen fra Mariager fjord op ad Randers fjord og Gudenåen til Randers. En gammel fisker har fortalt mig, hvordan de bar sig ad på disse ture. Hvis det var henad aften, når de nærmede sig Randers, roede de ikke helt ind til byen, men gik i land et lille stykke udenfor og sov i græsset eller i en høstak på de store engstrækninger langs med Gudenåen. Det gjaldt om at komme ind til byen tidligt om morgenen, for at det kunne hedde sig, at en båd med friske fisk lige var ankommen til byen. Fiskene var vist ikke altid lige friske! Der var ingen dam i kågene, men fiskene lå i bunden eller i kasser og kurve. Ved ankomsten til havnen lejede de byens trommeslager til at gå rundt i gaderne og råbe om friske fisk. Det var yderst sjældent, de ikke fik udsolgt ved havnen, men skulle det knibe, lejede de en vognmand til at køre til Kristrup og Vorup med de overskydende, og de var hurtig solgt. Det betalte sig meget bedre at afsætte fisken i Randers end omkring i hjemegnen, og de tog gladelig det ekstra slid, det mange gange medførte. Hjemturen gik lettere med den tomme kåg, hvor de havde strømmen med ned ad åen, men fra Randers fjord til Mariager fjord gav ofte trætte arme og ømme rygge, hvis de fik en stram nordvest i stævn.

Nu er alting forlængst forandret. De gamle kåge blev først afløst af både med sænkkøl. Med dem kunne man krydse op mod vinden, og det aflastede det hårde slid ved årerne. Nutidens fiskere har selvfølgelig motorbåde, og man hører stadig motorens tøf tøf fra fjorden.

Efter at dæmningen langs Mariager fjord blev bygget i 1940erne, og Helberskovs landmænd satte deres store motorplove i gang på de store vidder, der strækker sig fra Buddum til fjorden, blev disse arealer forvandlet fra græsning og høslet til ren landbrugsjord. Boniteten er noget forskellig, men hovedparten er første klasses jord med blålersunderlag. Det er alt sammen drænet, og der er gravet kanaler, der leder overfladevandet ud til et sluseanlæg og en pumpestation ved dæmningen.

I årene, der er gået siden, er der høstet store afgrøder af hør — de første år — hvede, byg og en del sukkerroer. Landskabet er helt forvandlet. Nu farer mejetærskerne hen over de samme strækninger, hvor førhen flokke af heste og kreaturer fandt føden. De er borte , man ser ikke et dyr derude i dag. Helberskovs bønder har slået på kvægløst landbrug, der er kun få kreaturer tilbage i byen og slet ingen heste.

Da man først satte plovene i den jomfruelige jord, voldte det adskellige vanskeligheder. Overalt stødte man på gamle fyrrerødder, der stak helt op i pløjelaget og de var lige så friske, som de var for tusinder af år siden, da en landsænkning fuldstændig druknede de store skove, der dækkede egnen den gang. Kun øerne udenfor kysten ragede op. I tidlig middelalder gik en arm af Mariager fjord helt ind den såkaldte »Holbækvej«, der går langs med de syd for lavere liggende arealer til Buddum. Dengang fiskede man sild, hvor nu hundrede af tdr. land god landbrugsjord yder deres ejere et godt bytte. Den omtalte fjordarm kaldtes i gamle dage for »Brændingen«, og der skal i middelalderen have ligget sildeboder ved Buddum.

Fra »Dybvejle« til Havnø skel trivedes en græsart, som blev kaldt sylt eller syltgræs. Det er samme slags, som findes i marsken i Sønderjylland fra Eideren til nord for Ribe. Den trives kun på lave arealer, hvor jordbunden er af en saltagtig beskaffenhed. Der findes 2 slags, rund sylt og bred sylt. Den runde sylt er af samme tykkelse som en strikkepind, den brede sylt har blade af ca. ½ cm bredde, flade og fyldige. Disse græsarter udgør et enestående godt kvægfoder, både som græsning og i velbjerget tilstand som hø. De er meget saftfulde, og det tager meget længere tid at få det tørt og vejret, end tilfældet er med almindeligt enghø. I fugtige og regnfulde perioder i høbjergnings tiden kunne det tit volde vanskeligheder med at få det bjerget helt tilfredsstillende, men selv om det fik nogen regn, var dets foderværdi bedre end selv det bedste kløverhø. Det var et helt kunststykke at lægge et læs sylthø tilrette på høstvognen, da det var vanskeligt at få det til at hænge ordentlig sammen. Fik man det endelig på vognen, skulle læsset »svøbes«, d. v. s. at et reb blev spændt stramt omkring hele læsset flere gange for at hindre det i at skride af under hjemkørslen. Sylthø var meget tungere end almindeligt enghø.

Ved udskiftningen i 1799 fik gårdene i Helberskov tildelt de gode marker nord og øst for byen, græsningsarealerne langs fjorden og de store syltenge, desuden et skovparcel i Øster Launkær og en såkaldt havlod. Disse strakte sig hele vejen fra øst for byen helt ud til Odden. Langs havsiden er en strækning fra 50 til 250 favne bred, bevokset med syltgræs. Tæt op ad kysten findes en del små holme, kaldet »Poller«, dækket af den samme græsart. Efterhånden gror de sammen med land. Derefter følger et stykke med en grov, stivstrået græsart, vi kalder for »skæggræs«. Dette græs egner sig kun dårligt til kvægfoder. De æder det måske i nødstilfælde, ellers ikke. Derefter fulgte den førnævnte skovstrækning — Vieren — der adskilte områderne nærmest havet fra de vest for liggende strækninger op mod klitten. I min drengetid var de dækket af lyng, blåbær- og tyttebærris med store åbne pletter af sand og rullesten. Nu er det hele dækket af skov.

Ved udskiftningen fik de mindre jordbrugere — husmændene — tildelt de dårligste marker syd for byen, der havde lidt mere eller mindre af sandflugt, samt en parcel af de byen nærmest liggende dele af måen, de såkaldte »Husløder«. Boniteten var ringere end længere vest på, men de kunne dyrkes, og efterhånden kom de til at yde et ikke ringe udbytte. Desuden fik disse mindre jordbrugere et stykke eng, der ligger indenfor syltengene, kun nogle få tdr. land til hver. Man kalder dem for »Krasselengene«. Græsset på disse enge kaldes »Krassel« (deraf navnet). Det var nærmest almindelig enggræs og stod ikke nær så højt i kurs som syltgræsset. Men jordens bonitet var god, sort engmuld med blålersunderlag. Man kalder dem endnu den dag i dag for husengene. Husmændene fik ingen andel i hverken havlodder eller dele af Launkær skov; disse blev forbeholdt gårdmændene. Ja, sådan var det den gang som så ofte siden, det er de små i samfundet, der mange gange bliver tilsidesat. Nu er det halvandet hundrede år siden udskiftningen fandt sted, og meget har ændret sig siden den tid, også forholdene omkring min gamle hjemby. Den gamle fjordbund har hævet sig gennem dette tidsrum, måske ikke ret meget, men nok til at betingelserne for syltgræsset blev ringere og ringere, som årene gik. Til sidst kunne det slet ikke betale sig at anvende det til høslet. Der blev lavet nogle store fenner til ungkreaturerne, hvor de kunne finde føden det meste af sommeren. Modsat gik det med husengene. Dér øgedes høhøsten fra år til år, særlig efter at man begyndte at bruge kunstgødning.

Men så kom dæmningen, og i løbet af få år var de vidtstrakte græsarealer forvandlet til frugtbar agerland. Næsten alle gårde i Helberskov var firlængede, kun enkelte havde tre længer. Bygningerne til husmændenes ejendomme var én- eller tolængede. I min barndom var, på et par undtagelser nær, både stuehuse og udhuse af bindingsværk. Endnu den dag i dag er Helberskov nok den by i Himmerland, hvor man ser de fleste gamle bindingsværksstuehuse. Der har været rigeligt med godt egetømmer i fortidens store skove, der strakte sig i en længde på 5 km fra Bjerget ud til Odden, og egetømmeret i bindingsværket stammer sikkert tilbage til den tid. De ældste af disse stuehuse var meget lange, i ret smalle, inddelt i en mængde rum. Jeg skal her kun beskrive et enkelt af dem, men da de var temmelig ens, kan denne beskrivelse i hovedtrækkene gælde for næsten alle andre.

I byens nordre udkant lå en ældgammel gård til højre for landevejen, når man kommer fra Als. Sikkert langt den ældste af byens mange gamle gårde. Stuehuset må efter bedste skøn være opført allerførst i 1600 tallet. Dette skøn beror på, at stuehuset til »Østergård« er fra 1727 og det her nævnte måtte være mindst hundrede år ældre. Det var meget langt, østgavlen lå lige ud mod landevejen, der var 3 døre i huset, gangdøren og en bryggersdør, der førte ud gårdspladsen. Desuden en anden dør i bryggerset, der vendte ud til modsatte side. Disse døre var meget lave, en middelhøj mand måtte bøje nakken, når han trådte over tærskelen for ikke at slå hovedet imod. Man kom først ind i en lang gang, der udgjorde mere halvdelen af husets bredde. I modsat side var et rum til forskellige skabe og kister, og til højre for gangen kom storstuen, husets største rum, der udgjorde fire-fem fag. Til daglig stod den tom, måske med undtagelse af et par skabe eller kister, som der ikke var plads til andetsteds. Den blev kun benyttet ved større sammenkomster, begravelser og bryllupper, her blev der også danset, hvis lejligheden bød sig. Til venstre for gangen førte en dør ind til opholdsstuen, der optog hele husets bredde. Her stod langbordet med bordendsbænk lige indenfor døren — husherrens plads — fast bænk langs ydervæggen og løs bænk på modsat side. Af andet inventar var der, hvad også kunne være tilfældet i de fleste andre gårde, et par armstole med halmsæder, der havde plads nær kakkelovnen.

De såkaldte folkestuer fandtes ikke i Helberskov og Odde, med én eneste undtagelse, nemlig på »Poulsenseje«, der, da den var størst, omfattede ca. 1000 tdr. land. Her spiste ejeren og hans familie i deres private spisestue og tjenestefolkene i folkestuen. Men på alle andre gårde, selv de største, sad familien og tyendet bænket ved samme bord og spiste den samme mad. Det turde være et særsyn i sammenligning med næsten alle andre gårde i Østjylland, hvor folkestuen var en almindelig foreteelse.

Opholdsstuen i den her nævnte gård gjorde det også ud for sovekammer. Selv i dette lange hus var der oprindelig ikke noget selvstændigt soveværelse. I den modsatte side af stuen op mod den nordre væg var der to alkovesenge. I den ene sov manden og konen, i den anden pigen eller pigerne. Man havde tit både en voksen pige og en »koltrengtøs« i konfirmationsalderen eller yngre. Langs ydervæggen var opsat nogle tykke måtter af flettet rughalm som en beskyttelse mod kulden i de kolde vinternætter. Der var jo kun en halvstens mur i bindingsværket, og væggene kunne tit være utætte, men disse måtter lunede godt for nordenvinden. I bunden af alkoverne var anbragt et tykt lag rughalm og oven på dette en underdyne, derefter hørgarns eller blårgarns lagener og til sidst en mægtig overdyne med en stor dusk strittende ud af hvert hjørne.

Der var mange mus omkring i gårde og huse i fortiden, flere end tilfældet er nu til dags. Nu bliver musene bekæmpet efter alle kunstens regler, men den gang havde de nærmest kun én fjende — katten.

I kolde vintre søgte musene altid fra laderne ind i stuehusene, hvor sengehalmen var deres mest yndede opholdssted. Der var lunt og t at være. Halmen var hjemsted for utallige musereder, og det kunne godt volde visse ubehageligheder, når der blev for mange dem.

I midten af forrige århundrede ejedes gården af Erik Christensen, kaldet Kro-Jerrik. Dette tilnavn skyldtes, at han stammede fra den gamle kro i Helberskov. Hans kone hed Else, hun blev kaldt Kro-Else.

En vinteraften, Jerrik, Else og pigen var krøbet ind i alkoverne, lød der kort efter nogle høje hvin fra pigen — alkoverne stødte jo sammen, så der kunne aldrig blive ret meget privatliv! Pigen var ny i tjenesten og havde lige tiltrådt pladsen, da den anden pige, der hidtil havde været i gården, var blevet syg og rejst hjem.

”wa æ de for æ postyr, do ka legg å holl, hwoffor legger do dæ te å soww«? — kom det fra Else. ”Ka ett soww for oli di mus« — klynkede pigen,

”A tho hwa« — sagde Else koldsindigt — »søen no bette mus ka da et eed dæ, pyt mæ dem, leg dæ no te å soww å læ mus wæ mus, søen gjør wi ajjer«.

” A wedd da godt di ka ett eed mæ, men a ka ett fall i søwn, nær di i renner op å nier po min bår maww å olie mulige ajjer stejer«, indvendte pigen!

At det kunne være højst ubehageligt for pigen at have mus rendende op og ned på sine bare mave og andre steder er indlysende. Men det syntes Else ikke der var noget at lave sådan et væsen ud af, og dermed var det slut med den diskussion!

Fra denne »hyggestemning« i alkoverne vender vi os til køkkenet. Det vendte mod syd ud imod gårdspladsen med et langt fast bord langs med vinduerne. Komfuret stod i modsat side og var muret op i klinker, og kun komfurpladsen var af jern. En dør førte fra køkkenet ind til spisekammeret i nordsiden og ligeledes en dør ud til bryggerset.

Det var stort og optog hele husets bredde. Her stod også den store bageovn og gruekedlen. Længst tilbage i vestenden af huset var der kælder og saltkammer. Der var kun bræddegulv i storstue og opholdsstue. I alle andre rum var der murstensgulv, med undtagelse af bryggersregionerne, hvor der var almindelige brosten. De tre ret store udhuse var bindingsværk med lerklinede vægge. Der fandtes ikke en mursten i disse huse. Stolperne var forbundet med et risfletværk, hvorpå der var klasket æltet ler på begge sider og bagefter kalket. Kostalden var i vestre længde, hestestalden i østre og laden med to tværporte i midten. Det var en dårlig byggemåde, men efter egetømmeret og de lerklinede vægge at dømme må de have været meget gamle, måske på samme alder som stuehuset. Hvert forår var særlig den væg, som kobåsene stod op imod, et sørgeligt syn. Vinteren igennem stod køerne og skrabede store huller i væggen med hornene og kunne til sidst, når foråret kom, stå med hele hovedet udenfor. Når de så endelig kom på græs, forestod der et stort arbejde med at udbedre den forvoldte skade og få væggen klinet til igen.

I hestestalden var det ikke så slemt, skønt en hest nik kunne sparke den nederste tavl i bindingsværket ud. Hvert forår blev alle stolper omhyggeligt tjæret. Det var nok grunden til, at disse gamle huse holdt ud så længe, som de gjorde. Når stolperne holdt sig friske, skulle husene nok blive stående, selv om de lerklinede vægge gik mere eller mindre i forfald om vinteren.

I lighed med, hvad tilfældet var på alle andre gårde, fandtes karlekammeret ude i hestestalden. En dør førte fra stalden ind til kammeret, et usselt rum med murstensgulv. Inventaret bestod af en bred seng med plads til to karle og en tjenestedreng. Jeg husker også, der stod et gammelt bord derinde, men jeg tror ikke, der fandtes en stol. Det var et usundt og utiltalende hummer, næsten altid fugtigt, da em og staldvarme ikke kunne holdes ude. I vintre med hård frost drev fugten ned af væggene, der på den tynde lerede ydervæg frøs til et helt ispanser, så temperaturen i sådanne vintre nærmede sig den samme som i en moderne fryseboks. At karlene af og til blev syge kan ikke undre nogen. Dengang var tuberkulosen sikkert årsag til de fleste dødsfald. Mange mennesker døde allerede i en ung alder, og det kunne nok for en stor del tilskrives de usunde karlekamre, hvor flere sov i samme seng. Hvis én fik smitten, er det nærliggende at tro, at han derved overførte sygedommen til sine medtjenere og gårdens øvrige beboere. Det skal dog her nævnes, at ikke alle karlekamre var så dårlige som netop på denne gamle gård, men særlig indbydende var de langtfra. Det var også det eneste sted i de to byer, hvor pigerne ikke havde deres eget kammer.

I årene lige før århundredskiftet overtog et par unge, driftige folk - Maren og Niels Vestergård — gården, der var Marens fødehjem, i løbet af nogle år forsvandt alle de gamle huse. Først den brøstfældige kostald, derefter hestestalden og tilsidst laden, men det århundredgamle stuehus holdt ud til 1909 eller 1910, så var også dets saga ude, og et nyt, flot stuehus blev bygget på tomten. Fra at være mest forfaldne gård i byen blev det den nyeste og efter datidens forhold mest moderne.

Alle de andre gamle bindingsværksstuehuse var mere eller mindre indrettet som det overfor nævnte, men alkoverne var forlængst forældet. Kun på denne ene gård blev den ene bibeholdt til afbenyttelse for pigen til efter århundredskiftet.

Hun fik aldrig sit eget værelse, selv om familien senere fik skabsstuen lavet om til sovekammer.

En eneste undtagelse fra den gamle byggeskik fandtes på en mindre ejendom øster i byen — i hvert fald for stuehusets vedkommende. Her var væggene sat op af stampet ler, ca. en meter tykke med brosten pakket ind imellem, vel sagtens som en sikkerhedsforanstaltning for at væggene ikke så let skulle skride ud i regnvejrs perioder. Tagspær og lægter var helt sortbrune af røg og stammede fra en tid, da skorstenen kun nåede til loftet, og røgen måtte så finde ud igennem et hul i tagryggen. Det var længe anset for at være det ældste hus i byen, indtil museumsinspektør Peter Riismøller ved et besøg fik denne opfattelse revideret derhen, at nok var huset gammelt, antageligt fra 1760erne, men der var andre huse i Helberskov, der var meget ældre. Hvad angik spær og lægter, så stammede de fra et endnu ældre nedbrudt hus og var derefter sat op igen her. Det samme var tilfældet med vinduerne med små ruder af grønt, uigennemsigtigt flaskeglas med store buler i. De havde sikkert været anvendt i et endnu ældre hus. Der var bræddegulv i sovekammeret, murstensgulve i husets øvrige rum med undtagelse af bryggerset, hvor der kun var brosten. I lighed med alle andre huse i byen var overalt strøet fint havsand på alle gulve, hvad enten de var af brædder eller mursten. Huset var langt og smalt, og de tykke ydervægge optog en stor del af pladsen, så bredden af de forskellige rum ret indskrænket. Stuens bohave bestod af det sædvanlige langbord med bordendsbænk, løs bænk indenfor og en slagbænk langs ydervæggen. I hjørnet for køkkendøren stod en bilæggerovn, der mundede ud i køkkenet gennem et hul i væggen. Der blev fyret i ovnen gennem en låge, en meget praktisk foranstaltning, da der ved aldrig blev røg i stuen. Nær bilæggeren stod en armstol med flettet halmsæde.

Udhusene var meget lave og på samme alder som stuehuset. De udgjorde kun én længe af bindingsværk med lerklinede vægge. Egestolperne og alt træværk i øvrigt var antagelig erhvervet som kasseret tømmer fra en ældre nedbrudt gård. Stolperne var meget kortere end den almindelige norm, og der var anbragt en solid pæl under hvert bjælkehoved, støttet til en stor kampesten nedgravet i jorden for at hindre huset i at vælte. De lerklinede vægge var vinde og skæve og bugtede sig ud og ind. I lighed med den før omtalte gård skulle de klines hvert år.

Efter udseendet at dømme havde folk en begrundet formodning om, rygningerne til denne ejendom var de ældste i byen, indtil Riismøller kom med en anden forklaring. Nogle af de anvendte materialer kunne sikkert henregnes til de ældst eksisterende i byen, idet der var adskillige andre ting, der viste hen til et langt senere punkt for disse bygningers opførelse. Dette var en fattig bondes bygningsværk. Materialerne dertil havde kun kostet lidt eller måske intet. Leret, der blev brugt til væggene, kunne han hente på sin egen toft, hvor en stor udgravning viser, hvorfra det er taget. Stolperne og en del andet træværk, samt de gamle vinduer havde en anden mere velbjerget bonde måske overladt ham gratis eller for et tydeligt vederlag, når han selv skulle bygge nyt.

Udhusene blev i 1917 eller 1918 erstattet med ny, men stuehuset holdt ud til først i 1940erne. Storme og uvejr havde aldrig formået at rokke ved det, men en blikstille og tåget morgen med usædvanligt lavt lufttryk faldt det sammen. Det var som om en kæmpehånd havde lagt sig over det hamle hus og kvaset det i stumper og stykker.

Et mærkeligt naturfænomen!

Man kan af og til høre udtrykket: »De gode, gamle dage.« Ord, som de fleste vel næppe tænker dybere over. Nutidens mennesker, der hygger sig i vort velbjergede velfærdssamfund, ville sikkert betakke sig for at leve under disse i vore øjne primitive, fattige og slidsomme forhold, som vore forfædre levede under.«

 


Startside | Optegnelser om gamle dages Helberskov | Toldsteder ved Mariager fjord | Aftægtskontrakt fra Helberskov, 1892 | 40 kroner - Als Odde 1940-42 | Helberskov i 1930’erne | Spredte træk om Helbeskov 1930-60 | Hyrdedreng i Helberskov | Himmerlandskysten i tro og traa | Gammelt byfællesskab i Helberskov | Skallegravning på østkysten | Tørvehandel ved Mariager fjord | Hvorfor kaldtes denne gård for Skolegården | Aalefiskeriet i Mariagerfjord 1884 | Landsbytraditioner | En tur fra Hadsund til Alsodde i gamle dage | Hans Lybech´s erindringer | Oberstens minder om Himmerlandsgården | Storgaarden Poulsenseje | Regler og regulativer for Helberskov | Slægtsgaarde i Als sogn | Afholdssagen og Als | Byggeskik, aars og livsskikke | Ved Mariager fjord | Havnø gods historie | Da vandet stod op til byen | Motormanden | Gåtur på Lounkær | Helberskov Guide 1.udgave ca 1994 | Helberskov Guide 2. udgave ca 1995 | Helberskov Guide 3.udgave ca 1996 | Erik Markussen 90 år | Jens Erik Tillemann

Dette Websted blev sidst opdateret 26. december 2011