20. november 2015

Originaler og andre godtfolk i Helberskov

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

 
Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Originaler og andre godtfolk i Helberskov omkring ved århundredskiftet. - Af Carl Juul.

Særtryk af ”Fra Himmerland og Kjær Herred” Aksel Schølins Bogtrykkeri – Aalborg 1971

 

I tidligere tiders landsbyer var der næsten altid enkelte mennesker, der afveg fra alle andre ved deres mere eller mindre ejendommelige udseende og optræden, folk, det på en eller anden måde var gået skævt for her i livet. Alting forandrer sig, som tiden går. De gamle landsbyer er ikke, hvad de var engang. Mange af de århundredgamle gårde er forsvundne, i hvert fald udhusene, mens de stærke bindingsværks stuehuse stadig står, som de altid har gjort, og er beboede. De fleste af dem har i vore dage fået en ansigtsløftning og er gjort fint i stand, så de fremtræder pænere, end da de var nybyggede for to hundrede år siden - ja, nogle af dem er adskilligt ældre. Og årene de rulle og skifter om på jord, og vore navne glemmes som den sne, der faldt i fjord, står der i en gammel sang. Disse linjer kan også overføres til de mennesker, der byggede disse gamle gårde, de er glemt for længst. Adskillige af dem har sikkert øvet en indsats i deres samtid, været kendt og agtede mænd og kvinder, men glemselen har for længst draget sit slør over deres liv og færden. Deres navne er bogstavelig talt glemt, som den sne der faldt i fjor. De mennesker, hvis minde bliver bevaret længst, er ikke de dygtige, de mest fremtrædende personligheder, nej, det er dem, der ikke var som alle andre, de snurrige, sære og aparte fremtoninger, der hutlede sig igennem tilværelsen som de kunne bedst. I de dage var institutioner som alderdoms- og plejehjem et fuldstændig ukendt begreb, disse mennesker var nærmest helt overladt til sig selv, og ingen tog sig af dem. Højst kunne der måske være tale om at yde dem et kummerligt beløb af fattigkassen, men ellers intet fra det offentliges side. Dog kunne der af og til falde lidt af i form af naturalier fra andre godtfolk, så de ikke ligefrem led nød. Men deres liv var, som de selv ønskede det, og samfundet og den offentlige mening tillod det, og de beklagede sig sjældent over tilværelsen. Når det øvrige samfund tit beskyldte bønderne for altid at beklage sig over dårlige tider, gik det fuldstændig hen over hovedet på dem, deres kår var de samme, hvad enten det var gode eller dårlige tider. I Helberskov levede der i fordums dage adskillige af disse originaler. De er en ”än sage blott” nu om stunder, men mindet om dem er endnu i frisk erindring hos den ældre generation, og jeg skal i det efterfølgende berette lidt om dem, jeg selv husker fra min drenge tid.

En af dem, hvis minde sent vil gå i glemme, var ROLD-JØRGEN. Han var født i Als, og hans mor var af den kendte Buus slægt; hvem hans far var vides ikke, han forduftede til Amerika, da Jørgen var i vente, og drengen opvoksede hos sin mor i Als. Han var en underlig knægt både i udseende og være måde, men man kunne bestemt ikke bruge udtrykket sinke om ham. Bl.a. besad han en fænomenal hukommelse og var i stand til at lære lektier udenad langt hurtigere end nogen af de andre børn. Den gang optog religionsundervisningen en uforholdsmæssig stor del af børnenes knap tilmålte tid i skolen, og alt skulle læres på remse, og dette remseri, salmevers og lange passager af lærebogen og bibelhistorien, var den rene leg for Jørgen, og siden hen udartede denne religionslære ligefrem til en slags hobby. Han studerede bibelen så grundig, at han kunne den udenad, lige fra første Mosebog til Johannes' åbenbaring og var i stand til at henvise til alle bibelens afsnit og deres indhold. Når han i årene, da jeg kendte ham, gik på gæsteri omkring i egnen, opsøgte han tit skolelærere og præster, og det var ham en fryd, at være i stand til at sætte dem til vægs i religiøse spørgsmål. Som dreng kom han, i lighed med så mange andre smådrenge, tidlig ud at tjene, og han havde mange pladser. Han var nemlig ikke særlig godt anskreven noget steds, hvor han af og til opnåede at komme i tjeneste. Han var så upålidelig og efterladen som tænkes kunne, selv med hensyn til det mest nærliggende for en hjorddreng, såsom at flytte køerne og vande fårene. Det var der ulejlighed ved, og Jørgen undgik så vidt muligt alt, hvad der angik ulejlighed og arbejde i det hele taget. Det var for ham en vederstyggelighed, og denne indstilling fulgte ham til hans dages ende.

Der var andre ting, der kunne optage hans tankegang. Han havde fået en plads ude på Als Hede, og en dag, han var på vej til skole, så han naboen, Per Rytter, gå med en favnfuld hø over i fårehuset, der lå et stykke vej fra gården. Ham havde Jørgen er horn i siden på, fordi han havde sladret til husbonden om nogle af Jørgens efterladenskaber, hvilket havde indbragt ham et godt livfuld hug, og nu øjnede han en chance for at gøre gengæld. Han ilede over til fårehuset og stak hovedet ind ad halvdøren.

- Godaw Pi Rytter, sagde Jørgen,

- Hwa wel do her, si å, fløt det gremme fjæs, hejs så skal a lær dæ.

'- A ska nok fløt mæ, a will bare spør dæ ætter, orl do wel bekend, at Kristus war en konge?

- Hwa ka de wal rag' dæ, din forbandede knejt.

- Wel do, hejjer wel do ett?

- Næj, a wel ett, ett te dæ i hwær fald, spruttede Per Rytter.

- så ka do blyw enn we foeren te do kommer po ajjer tånker - sagde Jørgen, trak døren til og satte krogen på udvendig, hvorefter han gik i skole !

Folkene i gården kunne ikke forstå, hvor Per var bleven af, ingen havde set ham siden om morgenen, da han gik i laden. Der blev ledt efter ham alle vegne, hvor han kunne tænkes at være, men først henad aften hørte en karl hans nødråb ovre fra fårehuset og fik ham lukket ud. Hvordan det gik Jørgen efter den bedrift, melder historien intet om?

Hans far, der som nævnt var rejst til Amerika, havde erfaret, at han havde efterladt en aflægger i Danmark og sendte bud hjem om at sende ham derover, så ville han tage sig af ham. Det var en kærkommen anledning for hans pårørende til at slippe af med ham, og Jørgen blev sendt til Amerika. Da var han 13 år. Hvordan mødet mellem ham og faderen spændte af, er der ingen, der ved. Men faderens første indtryk af sønnen har nok ikke været af det allerbedste. Alene hans aparte udseende og hele væremåde og hans komplette ligegyldighed overfor alt og alle - faderen inklusive - har vel været medvirkende til, at denne rejste væk og overlod Jørgen at sejle sin egen sø. De så aldrig hinanden siden. Der stod han så, denne lille

underlige, halv sære dreng på 13 år, ene og forladt inde midt i det store Amerika, uden at kunne et ord af sproget, uden venner og ikke et sted at hælde sit tykke hoved til. Hvordan han ellers klarede sig i denne første tid, fortalte han aldrig noget om? Jeg tænker, han er vandret omkring til farmerne, hvor kvinderne har haft medlidenhed med den forhutlede dreng og forsyner ham med mad, som Jørgen gladelig har taget imod. Men skulle de tilmed prøve på at få ham til at vaske sig og holde sig selv ren, kom de på en umulig opgave. Det var noget, han både dengang og senere i livet gjorde mindst mulig ud af. Det har sikkert ikke tager ham lang tid ar lære sproget, i den retning har han været meget lærenem. Sidenhen, da han kom tilbage til Danmark, fortalte han ikke ret meget om sine personlige oplevelser i Amerika, men derimod nok om alle de steder, egne, byer og stater, han havde været i. Han havde opholdt sig i hver eneste stat i

unionen, fra Atlanten til Stillehavet, fra Canada til Mexicos grænse, og det står sikkert til troende. Han havde nok ikke været der længe, før han søgte sammen med ligesindede, asociale folk, som han selv, ”tramps” og ”hoboes”, der sjældent eller aldrig bestilte noget, men rejste rundt i staterne, som blinde passagerer på de lange godstog.

Om foråret trak de nordpå eller ud til Øststaterne for så, når efteråret meldte sig, at sætte kursen vest- og sydpå igen, til Californien, Florida og Staterne langs med Mexico golfen, hvor de opholdt sig om vinteren. De arbejdede sjældent og højst ugerne, mest for at få lidt penge til tobak og det mest nødtørftige tøj hos en marskandiser.

Dette har sikkert været et miljø, der passede Jørgen, men hans amerika ophold fik en brat afslutning. Disse folk havde deres specielle tilholdssteder, sjældent i byerne, men ude i det fri. Altid i nærheden af en bro og tæt op imod jernbanelinjerne, helst hvor der også var en skov eller et buskads, der kunne yde lidt læ. Togene sagtnede altid farten til det mindst mulige, mens de passerede broen, og så var det om at benytte sig af lejligheden og hoppe på. Politiet foretog somme tider en razzia i disse ”hobo/camps”. Det var jo ikke englebørn alle, som holdt til der. Der kunne være større og mindre forbrydere imellem, og ved en sådan lejlighed blev Jørgen traget ved vingebenet sammen med adskillige andre. Ikke fordi han havde, begået noget kriminelt, det kunne vist aldrig falde ham ind. Men han havde ikke sine borgerpapirer i orden, var udlænding, subsistensløs, uden fast opholdssted, og desuden havde han også sit noget derangerede udseende imod sig. En sådan person havde ” Onkel Sam” ingen brug for, og han blev sendt tilbage til det land, han kom fra - på konsulatets regning. Sådan endte Jørgens Amerika tur. Men en ting havde han lært derovre i alle disse år, nemlig sproget, han talte engelsk (amerikansk) så fuldkomment' at det var umuligt at høre, at han ikke var amerikaner' og dertil besad han et gloseforråd, som lærde mænd ville misunde ham. Det var igen hans fænomenale hukommelse, der gjorde sig gældende. Ord, han blot

havde hørt en gang, glemte han aldrig. Så en skønne dag dukkede Jørgen til alles forbavselse op i Als og Helberskov igen. Han var da omkring 30 år og havde været borte, siden han rejste som 13 års

dreng, og ingen havde tænkt sig nogensinde at se ham igen. Selvfølgelig var hrt noget forandret af udseende. De 16-17 år han havde været borte, var ikke gået sporløst hen over ham. Men i væsen og

opførsel var der ingen forandring at spore, han var og blev en underlig størrelse. Kort efter sin hjemkomst besluttede han sig til at gå til præst og blive konfirmeret, det havde han ikke opnået, inden han blev sendt til Amerika. Og så stillede Jørgen i præstegården sammen med det næste hold konfirmander, med fuldskæg og ikke overdreven soigneret, og denne konfirmandforberedelse skal have udartet sig til en hel festforestilling. Præsten kunne ikke belære Jørgen om noget som helst, hvad religiøse emner angik. Det var snarere ham, der prøvede på at belære præsten, og man kan ikke sige, at disse velmente, men tit spidsfindige spørgsmål, han fremkom med, behagede den gode præstemand - der var næsten altid en brod i dem, noget han ikke kunne besvare på stående fod, og det kunne virke pinligt overfor de andre konfirmander.

På almindelige søndage var der mere end rigelig plads i Als kirke, men den søndag, Jørgen blev konfirmeret, var kirken stoppende fyldt, man kunne vente sig hvad som helst ved den lejlighed, så folk

mødte talrigt op. Han var jo en højst ualmindelig konfirmand, at dømme efter de beretninger de andre børn bragte med hjem fra undervisningen hos præsten, og det angik ikke alene hans udseende,

men måske endnu mere hans dominerende måde at fremsætte sine private meninger på. De kunne somme tider bringe den arme præst til fortvivlelse. Mon han nu kunne holde sig i skindet ved overhøringen i kirken? Det kunne han ikke! Jørgen var jo den ældste og kom først for, og alting artede sig også

upåklageligt i begyndelsen. Han svarede beredvilligt på alld spørgsmål, også de opgivne salmevers og skriftsteder kunne han på fingrene, men efter at have modtaget velsignelsen gik det galt. Så kunne Jørgen ikke dy sig længere, nu var det ham, der begyndte at udspørge præsten, og dennes formaninger om pænt at tie stille var som at slå vand på en gås, han var ikke til at standse. Degnen, en lille, stilfærdig mand, kom præsten til undsætning, men det havde kun til følge, at Jørgen i stedet begyndte at rette spørgsmål til ham. Hele den højtidelige handling så ud til at ende i den rene parodi. Da rejste en stor, stærk bondemand sig fra en af kirkestolene og gik hen og sagde nogle ord til Jørgen,, så dæmpet at kun de nærmest siddende kunne høre det, men det var noget med, at hvis han ikke øjeblikkelig holdt mund, skulle han lempe ham udenfor kirkedøren, og en så kraftig henstilling turde Jørgen ikke sidde overhørig, så han tav mut og smækfornærmet!

Sådan endte den konfirmation. De fleste var forargede over hans optræden, andre så på den med mere munterhed, men folk, der bare var kommet i kirke for måske at opleve en vis sensation, gik i hvertfald ikke skuffede derfra!

Nej, Jørgen var bestemt ikke noget dusinmenneske eller som folk er flest. Han var en undersætsig, tætbygget mand, med et rundt hoved, knoldnæse og buskede øjenbryn og han havde for vane at

knibe det ene øje i og spærre det andet vidt op, når han stillede en eller anden et af sine tit spidsfindige spørgsmåI. Sommer som vinter gik han altid i det samme tøj - en sort filthat, en tyk ”dyffel” overfrakke, som han var iført om vinteren, om sommeren gik han med den over armen og desuden sin trofaste følgesvend - tejnen – som fulgte ham, hvor han gik og stod. Den tjente ham som en slags kuffert eller håndtaske og kunne indeholde de mest mærkværdige ting. Han havde ingen hæmninger af nogen art, hverken med hensyn til sine udtalelser eller måde at opføre sig på. Personlig hygiejne lå ham så fjernt som vel muligt, han var næsten altid mere eller mindre nusset og snavset - mest mere - og tit befængt med utøj. Når han kom rundt på gæsteri og skulle overnatte, ville ingen have ham i seng, men han blev altid henvist til en kobås, og det fandt han i sin orden og gjorde ingen ophævelser over. Det var han vant til alle vegne, og gennem sit årelange ophold i Amerika kunne de gange, han havde sovet i seng, nemt tælles. Hans uforbeholdne og nærgående spørgsmål kunne ofte bringe folk i en slem forlegenhed, f. eks. skete det, at han dumpede ind et sted, hvor der var dameselskab, og han kunne da henvende sig til en af de tilstedeværende med et - Hør, var det ikke dig, der blev ”lokket” og fik et barn, før du blev gift, eller blev du gift først - ? Når den rødmende dame enten tav eller søgte at knibe udenom dette prekære spørgsmål, kunne Jørgen omgående oplyse hende om, hvornår denne hændelse havde fundet sted, lige til år, måned og dato ! Slige episoder vakte tit både vrede og forargelse, men det anfægtede ham ikke, han var komplet ligeglad med, om folk blev gode eller gale, det måtte de selv om.

Engang kom han ind i en gård i Helberskov, og konen bød på kaffe, og bagefter spurgte han -

- Hvem er det du er, jeg synes at skulle kende dig - ?

- Det ved du godt, Jørgen, så det behøver jeg ikke at fortælle dig -

- Nå, så du vil ikke sige, hvem du er, men jeg kender en mand i Als, han har 3 børn, den ene er sort som en ravn, de andre er røde som ræve, mon du skulle kende ham - hæ - hæ - ?

Den, der var sort som en ravn, var konen i gården. Et år ved juletid beærede han Marcus Jensen på Als Nygård med et besøg, og efter at have indtaget et ordentligt foder, lænede han sig tilbage i stolen og spurgte – Gir du ikke en cigar, Jensen - ?

- Jo, du kan såmænd godt få en cigar, Jørgen, sagde Jensen og hentede cigarkassen -

- Må jeg ta to - ?

- Nå, ja siden det er jul, får du ta to -

- Tak, så tar jeg tre -

Og det gjorde han, den ene tændte han omgående, de to andre kom ned i tejnen til senere brug!

Han var en forfærdelig fyldebøtte, hvad mad angik, og kunne nemt spise for to, og det kunne tit bevirke, at der blev overtryk af gas i maven, og det afstedkom en meget ildelugtende ”os”. Til højtiderne, når der var ekstra god mad på bordet, var det særligt galt, så proppede han i sig, indtil han blev syg og måtte ud og kaste op. Bagefter gik han ind i den næste gård og begyndte igen på en frisk, og så kunne det samme gentage sig.

En sommerdag, konfirmanderne var samlede hos provsten, så drengene, der sad på bænken ved gårdsiden, Jørgen komme anstigende gennem den nordre indkørsel til præstegården og gå ind ad køkkendøren. Indenfor regerede Gitte, kokkepigen, og hun var en god bekendt af Jørgen fra mange tidligere besøg. Hun morede sig over, hvor meget han var i stand til at sætte til livs, det var ikke i småmåder, og det har det nok heller ikke været denne gang. Noget efter stilede han efter døren til gangen, der førte ind til konfirmandstuen, døren gik op og ind trådte Jørgen med overfrakken over armen og tejnen i hånden. Idet han kom ind undslap han et højlydt ræb, han havde heller ikke banket på først, det var der ulejlighed ved, han ville jo ind alligevel, så det var uden betydning. Han undgik forøvrigt alt, hvad der hed ekstra ulejlighed. Han skridtede hen over gulvet til provsten, der sad ved sit arbejdsbord midt i stuen og stak en ikke videre proper næve over mod ham. Provsten berørte den meget let med enden af fingerspidserne - en ikke særlig hjertelig velkomst, og det var Jørgen godt klar over. - Goddag, pastor Høffler - sagde han - det glæder mig at se dig -.

Provsten så bebrejdende op på ham og sagde lidt irriteret - - Ja, jeg er nu provst, og man plejer altid at sige De til provsten, min go'e Jørn -. Jørgen stod er øjeblik, som om han spekulerede på et eller andet, så kneb han det ene øje i og så lumskelig over på provsten. - sig mig lige engang, provst Høffler", er du herrens tjener?

- Ja, selvfølgelig er jeg Herrens tjener, det er da et underligt spørgsmål at komme til mig med -.

- Nå, og før du går til ro i din seng om aftenen og ber din aftenbøn, si'er du så De til Vorherre - ?

- Nej, det kunne da aldrig falde mig ind, hvordan kommer du på den tanke - ?

- Nej, før jeg falder i søvn ude i en kobås og ber min aftenbøn, si'er jeg da osse du til vor herre. Men du har lige fortalt mig, at du er Herrens tjener, og kan man sige du til Herren, kan man vel også si' du til tjeneren - - men - æ - jeg er på vej ud til tolderen, Chresten Pedersen ude på Als odde, og alle toldere var betragtede som store syndere på Jesu tid, og de har nok ikke forbedret sig siden. Men han gi'r mig altid en krone, og når en stakkels, syndig tolder gi'r mig en hel krone, kan du, der er provst - jeg vil nu kalde det

ypperstepræst - ikke være bekendt at gi' mindre _ _ og Jørgen stak igen hånden ind over bordet og ventede på en skærv. Denne samtale havde berørt provsten såre ilde, og for at få Jørgen lempet ud hurtigst muligt, stak han et par fingre ned i vestelommen, og fandt en mønt frem, som han lod falde ned i Jørgens udstrakte hånd, efter hans ansigtsudtryk at dømme var denne kontribut meget utilfredsstillende. Han sagde ikke tak, vendte sig og gik med en bemærkning om at han ville se ind igen ved lejlighed. Han forsvandt ud i gangen og lod døren stå vidt åben efter sig, men var knap kommen derud, før han slog en ordentlig prut! Det lød som et helt kanonskud, til stor morskab for den forsamlede ungdom det var dem

umuligt at bevare alvoren! Provsten sprang hen og lukkede døren og holdt sig for næsen - uha - uha, sikken en gris, og som han lugtede, han havde vel også lus? Deri havde provsten ret, Jørgen lugtede bestemt aldrig af renlighed. Han skred ud over gårdspladsen og tog vejen sydpå ad Helberskov til, med overfrakken, over armen og tejnen i hånden. Hans skuldre ligefrem rystede af slet dulgt, skadefryd over

den afskedssalut, han havde afleveret til ”ypperstepræsten”!

Chresten Pedersen, tolderen på Als Odde, var en mand Jørgen aldrig undlod at besøge. Der fik han sin obligate krone, og ved aftenstid færgede Chresten ham over til sydsiden af fjorden, hvorefter han tog retning mod det sted, hvor gården Julianeholm engang havde ligget. Denne gård, en afbyggergård til godset Overgård, var for længe siden nedbrudt, kun den store bagerovn stod der stadig, og det var den Jørgen stilede efter. Den ragede højt op over det omliggende flade land og var nem at finde. Han krøb ind

i ovnen og brugte den som natlogi den første nat i Ommersyssel. Der kom i hvert fald ingen og forstyrrede hans nattero. Om morgenen vankede han så videre til Udbyneder, Dalbyneder, Vinstrup og Stangerum og en del andre landsbyer, indtil han nåede frem til Knejsted, hvor kommunen havde sat ham i pleje hos en rebslager. Der opholdt han sig i mange år. Men det var kun om sommeren han tog denne rute. Når det blev for koldt at sove i bagerovnen, lagde han vejen om ad Hadsund og derfra videre sydpå, indtil han nåede tilbage til rebslageren. Disse ture, sommer som vinter' rundt om i Sydøsthimmerland og Ommersyssel, kunne vare i mange dage, han kendte næsten alle mennesker - og alle kendte ham - og de

fleste han besøgte gav ham en lille skærv med på rejsen. Hvis den udeblev, kunne man være forvisset om, at det blev meget unådigt optaget, og han skulle nok vide at minde derom. Man måtte vare sig for ikke at blære af alt for meget, når han var tilstede, så kunne man være sikker på, at han ikke lod det gå upåtalt

hen. Der skulle ikke ret meget til, før han var der med grovfilen. En ung mand fra Helberskov var, som så mange andre' rejst til Amerika tidlig om foråret, men kom tilbage allerede ved juletid, og en dag han var inde hos nogle bekendte og berettede om sine oplevelser, var Jørgen også nærværende. Ham tog han ikke megen notits af, men følte sig som selskabets midtpunkt. I den korte tid han havde været derovre, havde han tilegnet sig nogle engelske ord og gloser, som han gjorde flittig brug af i samtalens løb. Jørgen sad

og betragtede ham med et lurende blik i øiet, men sagde ingenting og lod ham fortælle færdig. Så var han der omgående - Det er da noget værre pladder, du der har siddet og gylpet op. Jeg ved, at du har været i Amerika i 10 måneder og i den tid har du glemt at tale dansk, så folk ikke kan forstå dig. Her sidder du og

fortæller om en mand, der fik livsvarigt fængsel, fordi han havde ”killed” sin nabos kone. Folk må jo tro, du er en forfærdelig løgnhals, selv i Amerika får man da ikke livsvarigt for at dikke dikke nabokonen lidt mellem sidebenene. Kan du ikke huske så meget dansk, at du kunne sige, manden var kommet i fængsel fordi han havde slået sin nabos kone ihjel, det kunne folk da forstå. Din arme mand, tænke, sig, at du har glemt dit eget sprog, før du har lært et nyt, du er at beklage. Du skulle sendes i skole og begynde i den bette klasse og blive der, indril du fik lært, ordentlingdansk igen – hæ hæ, hvor er du dum .

Den unge mand opgav at fortælle mere om sine oplevelser i Jørgens selskab, han bød hastigt farvel og gik.

Kommunevejene var dengang ikke, hvad de er i dag. Der var det ene dybe hjulspor ved siden andet med kun en smal cykelsti i den ene vejside, og den fulgtde Jørgen på sine vandringer fra by til by uden at vige en tomme for al anden trafik. Cyklister kunne ringe og kime med klokken alt det de ville, det anfægtede ham ikke; ønskede folk at komme forbi, måtte de slæbe cyklen udenom ham, og det kunne tit afsted komme vrede bemærkninger fra andre, der benyttede cykelstien, hvilket han tog let på.

”Stien her er lige så meget min, som det er din. Vil du forbi, bliver det din egen sag, det rager ikke mig.”

Hans gamle mor var flyttet til Aalborg, og Jørgen tog ophold hos hende en kort tid, men hun var dårlig tjent med at have ham boende. Han formelig åd hende ud af huset og rørte ikke en finger for at hjælpe hende med noget som helst og behandlede hende i øvrigt dårligt på alle måder. I sin nød klagede hun til kommunen over hans adfærd, og der blev sørget for, at han omgående kom på arbejdsanstalten et stykke tid. Dette ophold stod for ham som det værste af alle onder. Her hjalp ingen kære mor, han måtte indordne sig under de herskende forhold, og det betød et eller andet arbejde, der for ham stod som den rene vederstyggelighed. Efter han kom ud derfra, var det, kommunen fik ham anbragt hos rebslageren i Knejsted ovre i Randers Amt, hvor han som nævnt var i mange år, bortset fra de lange ferier i hjemegnen.

Efter en sådan ferie var han på vej tilbage til Knejsted. Her var det ikke en smal cykelsti, hand benyttede, men en jævn amtsvej, som han havde for sig selv og gik ikke inde i vejsiden, men ude midt på vejbanen, som han plejede. Hvis folk ville forbi, blev det deres egen sag, ikke hans. Der kom et køretøj bagfra, men Jørgen ænsede det ikke. Men denne gang var det et spand løbske heste, der kom i tordnende galop, de veg ikke til side - en hest løb på hver side af ham, stjærten ramte ham i ryggen, og han var død på stedet. Dette skete i 1919. Sådan endte Rold-Jørgen, denne underlige fremtoning, som den ældre generation stadig husker, skønt hans færden omkring i Sydøsthimmerland og dele af Ommersyssel snart ligger mange år tilbage. Udtrykket provo var ikke opfundet i hans tid. Hvis han havde levet i dag, ville denne benævnelse nok have passet godt til ham? Hans asociale, arbejdssky, uæstetiske personage og hans hele indstilling til det øvrige samfund, var jo nærmest det samme' som i vore dage bliver praktiseret indenfor disse kredse og i dette miljø. Han var bare langt forud for sin tid. Skønt velbegavet på visse områder, var og blev han en stor original alle sine dage, lige fra han som dreng lukkede Per Rytter inde i fårestien til han fandt sin død på Randers landevej.

En anden særpræget skikkelse var Stoffer. Han var en fremmed på egnen, i modsætning til Rold-Jørgen, der var født i Als og havde megen familie der. De var også meget forskellige både i udseende og optræden. Hvem Stoffer egentlig var, og hvor han oprindelig havde hjemme, kan ikke siges med bestemthed, men han var vistnok af god familie ovre fra Salling eller Skivekanten. Han var udlært

blikkenslager og som soldat havde han opnået at blive forfremmet til sergent. Han kunne somme tider give prøver på at kommandere for os drenge, gå stram march og skuldrede sin spadsere kæp som var det en sabel. I det hele taget var alt, hvad der havde med militær at gøre, noget han altid interesserede sig for, og det kunne tit afsted komme visse pudsigheder. I tiden indtil han blev indkaldt som soldat og under hele militærtjenesten havde Stoffer sikkert været en ganske almindelig ung mand, som unge nu engang er, men hjemkomsten blev et vendepunkt i hans liv. Mens han havde været inde som soldat, var hans

kæreste blevet gift med en anden, og det slog ham fuldstændig ud. Kærestesorg kan somme tider give sig mærkelige udslag, han blev ”sær”, som man siger, og det blev ikke mindre som årene gik. Han forlod sin hjemegn, og mange år efter dukkede han op i Als. Hvor han havde opholdt sig i mellemtiden, talte han aldrig om; men det må have været omkring århundredskiftet, han kom her til egnen. Den første tid opholdt han sig på Als kro og indrettede et primitivt blikkenslager værksted og hjalp lidt med et og andet i kroen, men hans bliksager var ikke altid lige tilfredsstillende, når de skulle tages i brug, f. eks. kunne en mælke si være så tæt, at den var komplet uanvendelig til sit formål, og et potte mål kunne være utæt, et men flere steder. Folk tog dog alt dette fra den gemytlige side, ingen nænnede at kritisere hans frembringelser og gøre ham ked af det, Stoffer var et sølle, skikkeligt menneske, der ikke gjorde en kat fortræd og aldrig kom nogen for nær.

Hans rigtige navn vad Ebbe Kristoffersen Bütchow, men han yndede at sætte et lille ”von” foran det fine navn Bütchow, og det benyttede vi drenge os somme tider af for at få ham op i løjerne. Hvis vi mødte ham på vejen og sagde - Godaw Stoffer - gav han bare et bette grynt, sagde vi - Godaw Krisroffer – kvitterede han med et kort - Go'da - men hvis vi tilfældigvis havde en hue eller kasket på og tog den ærbødig af og hilste med et - Godaw von Btitchow, - strålede han som en sol – ”Goda, Goda børn” sagde han med et stort smil, skuldrede sin kæp og gik strækmarch - .et-to - et-to - alleeee hooollldt.

Ved en sådan lejlighed dukkede Bütchow, befalingsmand i den danske armé atter frem af erindringens tågeslør. Han døjede med at holde rede på tid og sted. Ofte lånte han bøger og læste meget. Han behandlede bøger med stor omhu og leverede dem tibage i same stand, som han havde modtaget dem, derfor havde han aldrig vanskeligheder med at låne noget at læse i. I sine sidste leveår tilbragte han vinteren i stuehuset til en for længst nedlagt gård, ”Marielund”, der lå syd for Odde by. Gården havde i sin tid været sognets største, flere hundrede tdr. land, indtil den blev lagt ind under nabogården ”Poulsenseje”. Det meget anselige stuehus blev bevaret i mange år efter, at avlsbygningerne var nedbrudt og var for det meste beboet af et par familier, men derfor var der alligevel mere end rigelig plads også til Stoffer, der lagde beslag på et par værelser om vinteren. Når det blev varmt i vejret først på sommeren, skiftede han opholdssted til en tanghytte, der var beliggende i udkanten af ”Vieren”, en skov øst for Ode, i umiddelbar nærhed af havet. Den tilhørte min morbror, Hans Axelsen, der foruden at drive sin gård i Helberskov, også gav sig af med fiskeri og havde opført dette tanghus til at opbevare sine fiskegrejer i. Huset overlod han Stoffer til sommerbolig, og han benyttede det som sådan i de sidste år, han levede. Set med nutidens øjne var det så simpel og primitiv en tilværelse som tænkes kunne. Hans seng var kun en bunke tang, der var trampet godt fast, hovedpuden en sæk, der også var foret med tang og sengetøjet nogle tæpper og dækkener, folk havde foræret ham. Sin mad tilberedte han på et lille blikkomfur, han selv havde lavet – han var for resten ferm til madlavning – vand, an skulle bruge både til madlavning og til at vaske sig i, hentede han i et vandhul, som kreaturerne drak af og til tider vadede rundt i. Vandet kunne derfor af og til være lidt grumset, men ved at lade det stå i en spand et stykke tid, sank skidtet til bunds. Det så Stoffer stort på, og det samme gjorde vi drenge. Hvis han havde noget ekstra at byde på, kunne han godt tænke sig at invitere os til at komme og smage på middagsmaden, et tilbud vi aldrig sad overhørig, vi kunne jo somme tider komme ud for et eller andet, vi ikke var vant til derhjemme. Han fik tit et stykke kød med i sækken, hvis han kom ind et sted, hvor folk var i færd med at slagte en gris eller en kalv, og derfor var der ofte suppe på spisesedlen, og den smagte skam fortræffeligt, selv om vandet dertil var hentet i vandhullet. Det gav blot suppen en lidt mørkere tone. At det også kunne hænde, at vi fandt er par små haletudser deri, betød, intet. Dem fiskede vi bare op og strittede ud i græsset, de gav ingen afsmag!

Stoffer ejede kun to blik tallerkener, han benyttede selv den ene, og vi drenge - vi var tre - skiftedes til at bruge den anden, bagefter skyllede vi den af i vandhullet. En nem opvask.

Almindeligvis holdt vi os altid gode venner, med Stoffer. Den nærmest tilgængelige havlod ved tanghuset, hørte til mit hjem, og han passerede daglig derover, når han gik til eller fra Helberskov. En dag ville vi imponere ham ved at fange hestene og give en opvisning i ride kunsten, og så gik det vilde ridt ud over de 20 tdr. land, der udgjorde indhegningen, men det slap vi meget dårligt fra. vi kom måske lovlig nær til ham, i hvert fald blev han frygtelig forskrækket og klagede til far over vor opførsel.

- Dine drenge havde nær redet mig ned, de susede forbi mig, så det peb i min hat, der kunne nemt være sket en gruelig ulykke - - ! Bagefter fik vi en alvorlig irettesættelse, sådan noget skule vi ikke prøve på tiere, Stoffer skulle have lov til at færdes ugenert over vore enemærker. Men det var også den eneste gang, han havde grund til at klage over os, ellers var vi, som nævnt, meget gode venner. Han levede i sin egen fantasiverden. Hvis han havde læst om et eller andet spændende, omsatte han det til virkeligheden og spillede selv hovedrollen i beretningen, var primus motor i alt, der var foregået, helten i utallige bataljer. Han ville gerne gengive disse ”oplevelser” for os drenge, og vi syntes, det var sjovt at høre på hans røverhistorier. De blev altid fortalt i JEG form, og de fleste af dem kunne lyde ret usandsynlige, især når de omhandlede begivenheder, der var foregået langt herfra i fremmede lande (Stoffer havde aldrig været udenfor Danmarks grænser). Vor egen havlod tjente som oplagsplads for tre partsfiskere, Jens

Andersen, Jens Salling og Christian Christiansen, kaldet ,Garver Christian eller slet og ret Garveren. De drev et omfattende fiskeri ud over kysten og var Stoffers gode venner. De var flinke imod ham og forærede ham alle de fisk, han ønskede, og det var altid fra den bedste ende, han kunne selv vælge og vrage og tage dem der passede ham, vi snakkede med disse mænd hver dag, når de sad i græsset og reparerede deres garn og ruser, også Stoffer mødte tit op og fortalte om sine spændende oplevelser. De kunne til tider få et grandkomisk forløb. Han havde lånt et værk, der udkom i subskription med titlen ”Krigen i Østen” og omhandlede den russisk - japanske krig i 1904-05. Det var rigtigt et emne, der passede ham, og han indlevede sig i den grad i disse begivenheder, at han placerede sig selv som aktiv krigsdeltager, der havde udmærket sig ved Port Arthurs belejring. At han på daværende tidspunkt holdt til på kroen i Als, skænkede han ingen tanke. Han udmalede belejringens forskellige faser i alle enkeltheder og som altid var det ham, der spillede helten i hele foretagendet. Han huskede ikke, hvor mange japanere han personligt havde nedlagt ved et bajonetangreb, men de kunne nok ikke ligge på en hel skæppe land? Trods både sin egen og russernes helt overmenneskelige tapperhed, kunne Port Arthur dog ikke holdes, og japanerne kom hver dag nærmere fæstningen, og det allerværste var, at det begyndte at knibe med proviant. Da alle kosakkernes heste var spist, så det i sandhed sort ud, nu var der kun lidt æsel kød tilbage. - Hvordan smager egentlig æsel kød - spurgte Jens Salling? Ja, Stoffer mente, at det smagte nærmest som hestekød.

- Var der da slet ikke andet, I kunne få fat på - vedblev Jens Salling, ingen ænder eller duer eller høns, dette her æsel kød måtte være en noget ensidig kost? Stoffer så spekulativ ud - Jo, nu du siger det, kommer jeg i tanker om, at vi af og til kunne fange nogle høns, og de smagte vel nok godt til en forandring.

- Hvad slags høns havde de forresten derovre i Østasien – spurgte Garveren, hverken kinesere eller japanere er jo så store som folk i Danmark, og så er hønsene nok også mindre?

Stoffer kunne ikke huske, hvilken race han kunne henføre dem til, men det var rigtig nok, at de var mindre. - Var de ikke brune med nogle lyse pletter på vingerne? Jo, Stoffer mente, at de så nøjagtig sådan ud. - Så har det nok været mariehøns - sagde Garveren? Stoffer slog sig på låret og så umådelig lettet ud.

- Ja, der sagde du det, Christian, de blev ganske rigtig kaldt mariehøns, det var da mærkeligt, at jeg helt havde glemt det - - !

Den forklaring var mere, end vi drenge kunne stå for, vi trillede rundt i græsset og lo, så vi var lige ved at revne. Jens Andersen sagde gravalvorligt: - Så var det godt, at jeg ikke var med ved Port Arthurs belejring, æsel kød og mariehøns, det var vel nok en stram kost at trække ind på, intet under at russerne til sidst måtte kapitulere - ! Ja, det har du ret i, Jens Ajsen - sagde Stoffer, idet han så bebrejdende hen på os - men det har sådan nogle knægte ingen forstand på -. - Ja, du er den eneste af os, der virkelig har nogen krigserfaring, du var heldig, at du slap derfra med livet i behold, vi andre var jo bare tilskuere. Det gav Stoffer ham ret i, han skuldrede sin kæp og skred derfra i stram march med retning mod tang huset. Da han var kommen udenfor hørevidde, opsteg en hjertelig latter fra de tre mænd, det havde knebet nok med at bevare alvoren under beretningen om Port Arthurs belejring, særlig det med mariehønsene. Det var den bedste historie, han længe havde afleveret. Stoffer var en original og en særling, men trods de meget primitive forhold han levede under, var han altid proper både med sin person og sit tøj. På varme sommerdage så vi ham tit tage bad i havet, og bagefter kunne vi se ham stå længe, let påklædt, og betragte de smukke omgivelser - fjord og hav, skoven og de lange, flade strækninger langs kysten. Om han var end aldrig så sær og mærkelig, så havde han dog sans for den skønne natur, og han nød sikkert sit sommerophold i tanghytten i fulde drag. Her var han lykkelig i sin egen verden, en verden, som vi andre ikke forstod. Jeg tror ikke, han førte et glædesløst liv. Vi drenge kunne glæde ham bare ved altid at kalde ham ”von Bitchow” og høre på hans mere eller mindre usandsynlige historier, og desuden var der fiskerne, som han tit fik en passiar med. Han beklagede sig aldrig over nogen eller noget måske lige med undtagelse af den gang vi nær havde skræmt livet af ham med vort vilde ridt.

I vore dage har folk fået øje på og interesse for den smukke natur derude i det yderste Sydøsthimmerland. Hele vejen fra Øster Hurup til Als Odde er der opført tusinder af sommerhuse, mange af dem udstyret med al tænkelig moderne komfort, og det gælder både møbler og alt muligt andet, mange har telefon og sidst, men ikke mindst, er der i hvert eneste sommerhus fra Helberskov vandværk indlagt det fineste vand, der overhovedet findes i Danmark. Dette gælder dog kun Helberskov - Odde området. Man kan sige, at Stoffer var en pionær på stedet. Han var den første, der slog sig ned her som sommergæst år efter år, men hans fordringer til opholdssted og de daglige fornødenheder, afveg unægtelig meget fra det, folk i vore dage betragter som nødvendige for at nyde sommeren i disse skønne omgivelser og slappe af i ferien og fritiden.

Som så mange andre pionærer verden over var Stoffer henvist til at indrette sig så spartansk og primitivt, at det savner sidestykke. Tanghytten var hans sommerhus.

En tidlig forårsdag i 1911 lød rygtet i Helberskov - Stoffer er død -.

En ung karl, der ikke havde set ham i et par dage, gik ind i hans stue på Marienlund for at se efter, om han skulle være syg, fandt ham død i sengen - en gammel seng, som en eller anden havde foræret ham, men som han ikke flyttede rundt med. Der var for øvrigt heller ikke plads til den i tanghuset. Han ville have været stolt, hvis han havde haft en anelse om, hvordan hans begravelse ville forme sig. Næsten alle i Helberskov og Odde mødte op og fulgte ham til hans sidste hvilested på Als kirkegård. Det var et særkende for denne egn, at ved en begravelse mødte folk op, uanset den afdødes rang og stand. Det var nærmest lige meget, om det var en stor gårdmand eller en fattig original som Stoffer, der blev stedt til hvile, der blev ikke gjort synderlig forskel ved en sådan lejlighed. Stoffer hørte nu engang til imellem dem, han kom aldrig nogen for nær, havde sikkert ikke en eneste uven, og folk havde mange gange moret sig over hans pudsigheder.

Oppe i den østlige ende af Helberskov lå der en ældgammel gård, der ikke eksisterer mere. Benævnelsen gård er måske for meget sagt. Hvis man skal anvende dette udtryk, var den i hvert fald en af de mindste i byen. Hvornår den var opført, kan der kun gisnes om, men det skal nok ligge 200 år tilbage. Stuehuset var opført af stampet ler med vægge, der var over en meter tykke. Som fyld, og måske for at forhindre for stor udvaskning i regnperioder, var der indlagt større og mindre kampesten i disse vægge. I de fleste af de smårudede vinduer var indsat grønne, uigennemsigtige glasruder med mange buler i. Kun i stuen - og køkkenet var der vinduer med almindeligt glas. Huset var oprindelig bygget som ”røghus”, d. v. s. at skorstenen kun gik til loftet, røgen måtte så se at finde ud gennem et hul i tagryggen, men den kunne til tider stå der længe, hvis det var stille vejr. Derfor var alle spær og lægter gennemtrængt af røg og næsten sorte. Der gik aldrig orm i dette træværk. Huset var ret smalt, og de tykkevægge bevirkede, at pladsen indvendig var meget begrænset. Alle gulve bestod af stampet ler, og vi beholdt altid træskoene på, når vi gik ind.

Der var mange kamre og mindre rum i huset, men kun en stue, og den var ikke ret stor. En slagbænk langs med vinduerne, et langt bord med løs bænk, en armstol med halmsæde og en ”bilægger” udgjorde stuens eneste bohave. Udhusene bestod af lave, smalle bindingsværksbygninger med lerklinede vægge, der bugtede sig ud og ind. Skråt ud for hvert eneste bjælkehoved var anbragt en solid stolpe, støttet til en i jorden nedgravet kampesten. En sikker garanti for at husene ikke væltede. Alt kornet blev tærsket med plejl på den smalle lo, men man skulle passe på ikke at løfte plejlen alt for højt, ellers kunne slaglen nemt ramle imod hanebjælkerne.

Til ejendommen hørte en stor toft med god, lermuldet jord lige ved gården, desuden en mark og en eng vest for byen. Alt blev drevet på gammeldags maner. Hjulplovens tid var jo for længst forbi, og som det eneste ”moderne” redskab fandtes en svingplov, ellers intet. Ejeren var nok den sidste rest af middelalder i Helberskov. Han hed Ole Jensen, men adskillige i byen anede ikke, at hans efternavn var Jensen. Hans kendingsnavn var Wolle Præjst og præstenavnet havde fulgt slægten gennem flere generationer. En af hans forfædre havde tjent som karl i Als præstegård i en længst forsvunden tid, og navnet blev hæftet på alle hans efterkommere. Wolle passede godt ind i de nævnte omgivelser. Han var en lille, undersætsig mand, hængskuldret og med en krop så rund som en træstamme. Jeg kendte ham kun som gammel mand, men han skal have været umådelig stærk i sin manddomstid og tung som en blyklump. Foruden at passe sit landbrug, drev han i lighed med alle gårdmænd i Helberskov også åle fiskeri i Mariager fjord. Der var altid fra 3 til 5 mænd i hvert fiskerlav, og der blev sagt om ham, at når han satte sig ned i siden af båden, var han i stand til at tynge den ned næsten til lønningen. Læse kunne han ikke, men med møje og besvær prente sit eget navn, hvis han skulle underskrive et eller andet. Til ejendommen hørte også en meget stor frugthave, mest bestående af gamle kæmpemæssige pæretræer, som wolles bedstefar havde plantet engang i 1700 tallet, og wolle solgte i massevis af pærer til byens ungdom. Taksten var tre pærer for 1 øre, 5 for 2 øre! Det kunne godt give anledning til uoverensstemmelser, når der skulle gøres op ! Men Wolle var ikke til at rokke fra den engang givne regel.

Han var meget overtroisk. Det han havde oplevet med spøgeri og trolde var fantastisk. Der var nisser i laden, han havde hørt dem pusle omkring i mørket, når han gik og fodrede om aftenen (han brugte aldrig lys eller lygte i laden, det var alt for farligt og kunne forårsage ildebrand). Hver juleaften satte han en tallerken grød derud, og den var tømt om morgenen, hvad der var bevis nok for, at nisserne var tilstede. Inde i Bjerget boede ”Bjerre Troldene”. Dem var der mange af. Når han til tider pløjede ude i toften i måneskin, havde han tit set dem holde gilde derinde, så stod bjerget på gloende pæle, og han kunne tydelig se, hvordan de dansede og morede sig. Disse ”bjerretrolde” var fredelige og gjorde aldrig folk

fortræd. Kun skulle man passe på, hvis nogen havde spædbørn, der lå i vuggen. Da kunne det hænde, at de forsøgte at stjæle et sådant barn og tage det med ind i bjerget og efterlade en af deres troldunger i vuggen i stedet for. Han vidste bestemt, det var sket en gang i hans tid. Man kunne dog gardere sig mod troldtøjet ved at hænge et kors over døren. Blot man huskede det, kom de ikke huset nær. Men der var stor forskel på trolde. For lige så fredelig som ”bjerre troldene” var, lige så skrækkelig var en stor, gammel bakketrold, der boede i en kæmpehøj på hans nabos, Bertel Christiansens, toft. Bertel var, efter Wolles mening, en dårlig nabo, en utiltalende og slet person, og den gamle trold i ”Bathels bak” derfor også indbegrebet af al slags djævelskab. Wolle havde set ham, når han i måneskinsnætter listede rundt om højen med hovedet under armen – et gyseligt og ræddeligt syn - - ! Vi var to smådrenge, der af og til på vinteraftener fik lov til at gå ind og besøge Wolle. Vi kunne vel være en fem-seks år, og så sad vi indenfor bordet på slagbænken, mens han sad i armstolen ved bilæggeren og strikkede hoser, eller hvad det nu var, alt imens han berettede om nisser og trolde og andet overnaturligt, der grasserede rundt om. Det skulle vi dog ikke være bange for - -. Nær I bare howwer å slå kos fo jer, ka de uhn aldig giør jer noed.

Nej, så længe vi sad derinde i stuen i skæret af en lille lampe og i en god varme fra bilæggeren, tænkte vi ikke på at være bange. Men når vi bagefter kom ud i mørket og kulden og skulle hjem, meldte uhyggen og rædslen sig i al sin gru. Så stod alle disse trolde lyslevende for os. Mest den gyselige baktrold. Det var, som om han var lige i hælene på os hele vejen hjem, skønt vi ustandselig slog kors for os, og vi hev et suk af lettelse, når vi endelig befandt os i sikkerhed indenfor hjemmets fire vægge. Det afholdt os dog ikke fra at gå op til Wolle en anden gang og høre på hans historier.

Han blev en gammel mand. Født 1832, død omkring 1920. Med ham forsvandt alle nisser, bjerretrolde og den lede baktrold for evigt fra Helberskov. Efter hans død blev der bygget ny udhuse, men stuehuset blev der ikke rørt ved. Det stod der stadig i mange år efter wolles død. Alle storme og orkaner, der var faret hen over Himmerland igennem 200 år, havde ikke efterladt spor af ødelæggelser på dette gamle hus. Men pludselig og uden varsel skete der noget mærkeligt. Det var et af de første at af besættelsestiden. En tidlig,

blikstille og tåget morgen brasede det hele sammen med et mægtigt brag på nær den del af huset, der omfattede stue og sovekammer. Ingen mennesker kom noget til. Tyskerne havde opstillet en lyttepost på Bjerget, og det derværende mandskab, der bestod af ældre landstormsmænd, var de første, der ilede til for at prøve på at redde, hvad reddes kunne. Men det var håbløst. Ødelæggelsen var fuldkomme. En cyclon kunne ikke have forvoldt værre ravage. Ovenpå ruindyngen lå en grøn uigennemsigtig vinduesrude med en stor bule i, hel og ubeskadiget !

Der er endnu fire af de gamle pæretræer tilbage i haven. For år tilbage begyndte de tre at gå ud i toppen, og i dag er der ikke meget af kronen tilbage. De står og stritter med nøgne grene, og det er længe siden, der kunne findes en pære i dem. Deres dage er talte! Kun et eneste, det største træer, der fandtes i haven, et kæmpe træ med en mægtig krone, står hvert år i fuldt flor og giver masser af pærer. De adskiller sig dog meget fra de mere moderne sorter. Små og årde, som børn kaldte vi dem stenpærer. Men bare de blev gemt lidt, smagte de vidunderligt, og selv i dag kan de fine sorter ikke hamle op med dem i velsmag.

Wolle Præjst, denne naive og enfoldige fortidslevning, hviler forlængst hos sine fædre på Als kirkegård. Hans ældgamle hus sank i grus og ruiner. Nye bygninger er rejst, hvor de gamle stod. Kommer man forbi stedet, er det tohundredårige kæmpetræ det eneste minde om noget, der var engang, men som ikke er mere. Et minde om en anden tid, om folk med en helt anden indstilling til alle livets forhold. så vidt forskellig til det vi oplever i vor tid. Videnskab og teknik har formået at skabe uanede goder, som de

gamle ikke kunne tænke sig muligheden af. Men er moderne mennesker mere lykkelige og tilfredse end Wolle Præjst og hans samtidlige?

A twiller pinnede !

 


Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015