20. november 2015

Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Småtræk om bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage — af Carl Juul

Særtryk af ”Fra Himmerland og Kjær Herred” Aksel Schølins Bogtrykkeri – Aalborg 1971

Foruden dem, man med rette kunne kalde originaler, fandtes der i gamle dages Helberskov blandt andre godtfolk visse typer der ikke var helt almindelige og ved hele deres væremåde afveg meget fra deres efterkommere. Noget, man i datiden ikke hæftede sig meget ved, men som man i dag godt kan more sig over. Forholdene omkring i landsbyerne var anderledes i vore bedsteforældres tid, sammenlignet med vore dage. Dengang var det ikke problemer som skyhøje renter og skatters mangfoldighed, der kunne give anledning til stress og økonomiske bekymringer; det var først og fremmest kampen for det daglige brød, man måtte tænke på. I misvæksts år kunne det komme til at knibe for mange bønder, alene det med at bjærge føden kunne være et stort problem. Folk lærte at spare og sparet blev der i en grad, som vi i vore dage kan stå helt uforstående overfor.

De blev påholdende og forsigtige i pengesager. Det var simpelthen en nødvendighed for at klare enhver sit.

Min morfar, Axel Nielsen Lods, født 1823, død 1906, var ingen helt almindelig bondemand. Han var foregangsmand på forskellige områder, bl.a. var han den første i hele egnen, der begyndte at dyrke rodfrugter til kvægfoder. Gulerødder kendte man i forvejen. De havde været kendt i mange år, men Axel forsøgte sig med runkelroer, der var noget helt nyt. Foruden at tilså en ager i marken med disse roer havde han også nogle forsøgs bede hjemme i sin store have, som han gødede med møddingsvand (det var før man hittede på at opsamle ajlen i dertil indrettede beholdere), og resultatet udeblev ikke. Der blev nogle kæmpestore roer ud af dette eksperiment.

En dag Axel gik og arbejdede i haven kom Laust Skov fra Budum kørende forbi med et læs sand, han havde hentet i Helberskov sandgrav, og de to mænd faldt i snak. Laust viste en levende interesse for Axels planteavlsforsøg og var ikke karrig med lovprisninger og anerkendelse for hans dygtighed og initiativ. om han ikke nok kunne overlade ham et par stykker af disse enestående roer til at tage med hjem og vise kvindfolkene? Det var en plante, de ikke havde set før. Jow da, Axel var lutter velvilje ved at høre al den virak, han kunne såmænd godt få en halv snes stykker med hjem, der var jo nok at tage af. Han udsøgte nogle af de største og pæneste, som Laust fik oven i sandlæsset, og med et farvel og nik agede han videre ad Buddum til. Et par dage efter blev der afholdt en stor planteavlsudstilling i Aalborg, hvor proprietær Laust skov fra ”Lykkegården” i Buddum havde opnået den højeste anerkendelse på hele udstillingen i form af både første og ærespræmie for nogle enestående fine runkelroer - et eksempel til efterfølgelse. Da bedstefar erfarede denne omtale af Laust Skov hædersbevisninger, gik han næsten amok.

- Den skiderik, den slubbert, de æ -minn rower han hår fot premi for. Han west et engång, hwa de var for nuen, far han so dem in i min haww' men a ska lær ham, skar a, a ska gi ham det bæjst law tæsk, han hår fot i hans daww, nær a træffer ham ijjen . . !

Denne advarsel kom Laust for øre, og han kløede ikke efter at komme indenfor rækkevidde af den iltre og galsindede Lods Axel; han var kendt for at lade handling følge ordene!, og det var gået ham

ilde, hvis Axel havde fået fingre i ham. Han lod sig ikke se i Helberskov i lange tider, indtil han mente at Axels vrede var dampet af. Det gjorde den som tiden gik. Bedstefar var ikke af dem, der bar nag til nogen ret længe, og siden hen blev de meget gode venner, skønt bedstefar havde ord for at være meget påholdende i pengesager, skal det nævnes, at han kunne være både retfærdig og velvillig over for småfolk og dem, der havde det økonomisk dårligere end ham selv, hvad følgende historie viser.

Dengang var det skik og brug i Helberskov, at der fra hver gård blev ydet et vist kvantum korn gratis til fattigfolk, det såkaldte ”fattigkorn”. Det bestod i en skæppe rug til brød og en skæppe byg til malt. På en bestemt dato blev dette korn indleveret i skolen, hvor to af byens gode mænd tog imod og påså, at alt var, som det skulle være. Nu hændte det, at bedstefar og Jens Vested - en anden gårdmand i byen - blev udvalgt til at varetage dette hverv, og alt gik gnidningsløst, indtil ”Bjerre Jørren” mødte op med sit bidrag.

Manden hed egentlig Jørgen Stenfeldt, men bjerre navnet havde han fået hæftet på sig, fordi han ejede den gård, der lå lige op ad Bjerget. Han var en tyk og svær mand, der kun modvillig og meget fortrædelig

kom for at aflevere sin andel af fattigkorn. Jens Vested sad ved pulten og førte regnskabet, og Axel tog imod og målte op i skæppen. Jørgen løste op for sækkene og hældte indholdet ud, den allerdårligste kvalitet, man kunne tænke sig, den man på himmerlandsjysk kalder ”awtest”, til forskel for den bedste, der kaldes ”frammest”.

Axel gloede olmt både på Jørgen og hans bidrag til de fattige. - Hwa æ de for noed elendig skidt do møder op mæ' Jørren, de ka vi ett tå imued, go hjem å hent noed der er bejjer -. Men det nægtede Jørgen på det bestemteste. - Mit kuen hår oltier wot godt nok, å de er i hver fald godt nok te DEM - (det var fattigfolk han hentydede til).

Ved denne bemærkning fløj Axel i flint. Han greb Jørgen i krøset og ruskede ham, så det bævrede i hele hans tykke krop. - Næj, do ka trow de blywwer løwn, både i daw å heretter, så læng Jens West å mæ wi sedder her - å wi wel nok sedd her nuen oer ino - så hår do å levier de frammest, å de gjaller både i daw å i fremtien. No ka do ta de her mæ dæ hjem ijjen å hent noed, der er bejjer. A wel gi dæ tyw minutter te å hented i, å er do ett tabag enden den ti, så skal a kom hen å stap olt de her skidt nier i din tyk hals, hwer jænneste kjan, så ka do sjel smag tepas poed - høt do hwa asåe--?

Jo, Jørgen havde hørt det og nølede ikke med at efterkomme ordren. Skrækslagen ilede den tykke bjerremand hjem, så rask hans ben kunne bære ham. Man kunne aldrig vide, om det towli, galsindede

menneske kunne gøre alvor af sin trussel. Så var han tilbage til den berammede tid og hældte den rette sortering ud i skæppen, alt imens han omhyggelig sørgede for, at der blev strygmål og ikke en kærne

mere. Da han endelig var færdig, stod Axel og betragtede ham med et ildevarslende smil og sagde truende.

- A so godt do pelled enkelt kjanner o å put tebag i sækken, men der ska top po, Jørren - Hwa - sagde den ulykkelige tyksak?

- Do høt ed godt å a behøwer wes et å gjentåed -? - Næj, gjør no som Axel sejer - lød det fra den mere koldsindige Jens Vested - søen hår wi ajjer gjow å så ska do gjør de samm Med sort fortvivlelse og slet dulgt harme måtte Jørgen erlægge endnu en skærv til de fattiges vel, men det holdt hårdt. Han skulle dog nok dy sig for at komme med flere indvendinger – Lods Axel var ikke til at spøge med, når han var i det lune. Både han og Jens Vested var begge mænd, der kendte pengenes værd og værdien af markens grøde, men i et tilfælde som dette udviste de ingen smålighed.

Bedstefar var veteran fra treårskrigen og havde sikkert været en både udholdende og tapper soldat. Han blev indkaldt som rekrut ved 5. dragonregiment i Randers 1845. Dengang var tjenestetiden ved

rytteriet 3 år, og da han stod for at skulle hjemsendes i foråret 1848, brød krigen ud, og han var med der fra den første dag til krigens slutning. Først i 1851 blev han permiteret efter at have ligget inde som soldat i samfulde 7 år.

Under krigen sendte han et stort koloreret billede af sig selv hjem til sine forældre i Helberskov. Man ser ham til fods og til hest på en vældig ganger, iført en uniform fra Frederik VI's tid – rød våbenfrakke og blå bukser og med den store dragonhjelm på hovedet. Ovenover billedet er der et vers, der lyder sålunde.

- Til erindring om mit Minde

vil jeg Eder dette sende

om jeg nogensinde her

kaldes bort fra Venner kjær.

Under billedet står skrevet med store flotte bogstaver.

Dragon Axel Nielsen Lods, Helberskov,

5. Dragonregiments 3. Eskadron Nr. 71.

Og nedenunder 3 vers, der nok skal fremhæve hans indstilling til

krigen og tyskerne i det hele taget.

Her ser I mig til hest,

en kort Galop jeg rider,

Charger der bliver blæst,

på Fjenden strax jeg skyder.

Men har mit Skud ej ramt,

da jeg min Sabel griber

og dækker mig mod ham,

og hugger så det piber.

Da skal det være vist,

hans Hoved det skal falde

for Sablen som en Qvist,

og da er han min Fange.

Naivt og enfoldigt kan man synes, men det er dog som om man ser et glimt af ”hin ånd fra 48”. Trods nederlag og uheld opgav man ikke kampen. Da bedstefar kom hjem fra krigen, klistrede han billedet ind på indersiden af låget på sin store halvkiste, som jeg arvede efter ham. Der sidder det endnu 121 år efter, hel og ubeskadiget, med farverne lige så pæne og friske som da bedstefar klistrede det på. Der var kun en ting, der kunne sætte skræk i ham, og det var ikke noget levende væsen, hverken mennesker eller dyr, dem skulle han nok klare, nej, det var elementernes rasen storm og uvejr mest det sidste. Al menneskelig magt forslog intet overfor naturkræfterne. Så var det kun hos de højere magter, man kunne påkalde hjælp og bistand, der var ingen anden udvej. Hvis han en dag gik og arbejdede i marken og en tordenbyge trak op i betænkelig nærhed, tog han en træsko i hver hånd og gik hjem på hosesokker og for ind i sovekammeret, hvor han altid havde en trofast ven i nødens stund i form af en gammel, tyk huspostil eller bønnebog, der indeholdt et utal af bønner for alverdens ve og våde, onder og trængsler. I en fart fiskede han den ud af en lille boghylde, lukkede øjnene og slog op på et tilfældigt sted i bogen, og mens lynene knitrede og tordenen rullede, læste han højt og lydeligt, det kunne være bønner for sømænd i havsnød og kvindfolk i barselseng - jeg ved ikke, om der stod noget om beskyttelse mod tordenvejr, men det var også underordnet, det var bare om at råbe højt nok, så var det lige meget, hvad ordene gik ud på.

Når der kom er stort tordenskrald eller et lyn i nærheden, råbte han af sine lungers fulde kraft, alt imens han skottede ud af vinduet for at se, om han snart havde manet uvejret bort. Når bygen så endelig var dreven over og forsvundet ud over havet, klappede han bønnebogen ind i hylden igen og stormede ud i stuen til bedstemor, betydelig lettet i sindet. - De hjalp dævlen tå mæ illivaller, Kjesten, torrenvejred drøw Øwwer - -!

Alle gårdmænd i Helberskov var på den tid også fiskere og drev et omfattende ålefiskeri i Mariager fjord, opdelt i forskellige fiskerlav. Bedstefar fiskede blandt andre sammen med sin svoger, Mads Hansen, der var hans nærmeste nabo. En dag Mads og bedstefar sad og reparerede garn ved enden af bedstefars stuehus, blev de uenige om et eller andet, og det udartede til et forfærdeligt skænderi - de var omtrent lige iltre begge to, i den retning havde den ene ikke noget at lade den anden høre. De brugte sprogets værste gloser og beskyldte gensidig hinanden for de forfærdeligste ting. ord som slyngel og tyveknægt var nærmest milde udtryk! De ville ikke have noget med hinanden at gøre mere, men kunne dele garn og redskaber, så hver fik sit. under meget mundhuggeri blev det delt i to lige store dele, og så var der kun båden tilbage.

- wi ka saww en twat Øwwer - brølede bedstefar - så ka do fo de hall, å a ka fo de åndt hatl -.

Det gik Mads med til, og Axel hentede en stor skovsav i huggehuset, og derpå anbragte de sig på hver side af båden, parat til at gå i gang med savningen. Men ingen af dem nænnede at lade savens tænder så meget som røre ved båden, de blev bare ved at mundhugges. Men nu optrådte bedstemor på skuepladsen. Hun havde stået indenfor og overværet hele balladen og indvendig moret sig over dem, nu syntes hun, det var på tide at stifte fred.

- I må hejjer kom ind å fo en kop kaffe, far I gir jer i laww å saww boden Øwwer, de wel ta jer hiele emermeddan - sagde hun på sin rolige, stilfærdige måde.

Der undslap bedstefar et lettelsens suk. Tanken om at save båden over forekom ham efterhånden som noget af det vederstyggeligste, man kunne tænke sig, ja, ligefrem sindssygt, og Mads var lige så ulykkelig over den vending, sagen havde tager, men hvad skulle de stille op uden at tabe ansigtet og værdigheden. Nu optrådte bedstemor pludselig som en frelsende engel. - De war en gue ide do der fæk, Kjesten, Læ wos no go ind å ta de kaffe, Mads -. og over kaffen og nogle gode mellemmadder kom de to kamphaner ned på jorden igen, hvorefter de noget flove gik tilbage til det afbrudte arbejde, og nu havde piben fået en anden lyd. De var som to turtelduer, og de tiltalte gensidigt hinanden med ”bette Axel”, og ”bette Mads” til hverandet ord. Sådan var bedstemor, på sin rolige, venlige men bestemte måde at være på, havde hun den iltre Axel i sin hule hånd og kunne altid sætte tingene på plads og glatte ud, når han somme tider havde forløbet sig. Han sagde hende aldrig imod, når hun havde sagt sin mening om dette eller hint og rettede sig derefter, og det var altid med den samme kommentar.

- A trowwer dævlen tå mæ, do hår ret, Kjesten -. Ja, Kjesten fik altid ret - altid. Min morbror, Hans Axelsen, har fortalt mig, at han aldrig har hørt sine forældre sige et ondt ord til hinanden i deres lange ægteskab.

Bedstefar var som nævnt en foregangsmand på mange områder, særlig plantningssagen havde hans store interesse. Til gården hørte en parcel på 20 tdr. land, der strakte sig fra stranden til klitbakkerne øst for Odde by. Langs stranden var der nogle tdr. land af en marskagtig bonitet, der afgav en fortrinlig græsbestand, hvor køerne fandt føden det meste af sommeren. Længere oppe fandtes et stykke med løvskov, mest bestående af birk og elletræer. Derfra og op til klitten var der kun lyng, revlings - blåbær- og tyttebærris. Hele dette areal fik han tilplantet med nåletræer, et mindre stykke med skovfyr og østerigsk fyr på den bedst egnede jordbund, resten med bjergfyr, der er en mere nøjsom træsort og kan gro næsten hvor som helst. Dog var der et sted, hvor han havde utallige genvordigheder med sine plantningsforsøg. Dette sted gik under navn af ”stienen”, og jordbunden her var den dårligst tænkelige, kun sten og gult sand, selv lyng kunne ikke gro der, ikke engang mos, men Axel havde nu engang sat sig for, at det skulle tilplantes med bjergfyr, et eksperiment, der kom til at koste ham mange kvaler. I tørre somre gik de fleste af planterne ud, men Axel gav aldrig op, skønt det var et møjsommeligt arbejde og aldrig kunne give økonomisk udbytte. Han blev til tider grebet af et sandt raseri, når han så sine planter gå ud, lige så rask, som han plantede dem. Han kunne græde af skuffelse og harme, når han huggede de små bjergfyr ned i det golde, gule sand.

- om a så ska plånt om i HUNDREDE oer, så skal a dævlen tå mæ nok fo dem te å grow - - kunne han sige gang på gang. Han var i besiddelse af en utrolig energi og stædighed og opnåede virkelig at få træer til at gro på ”Stienen”. Træer er måske for meget sagt. Det udartede nærmest til nogle buskagtige vækster, der kun nåede loftshøjde, men til gengæld bredte sig langt ud til siderne, så de dækkede undergrunden og hindrede sandflugt. Det er mere en 100 år siden bedstefar svor på, at han ville plante i HUNDREDE år, om det gjordes fornødent. De står der den dag i dag som et minde om en ukuelig, gammel jysk bonde, der aldrig gav op. ved nærmere eftertanke kunne han sige sig selv, at er så langt tidsrum, som hundrede år kom han aldrig til at opleve, men der tænkte han ikke på. I bedstefars nærmeste familie var der en søskendeflok på tretten, ni drenge og fire piger. De fleste levede til de blev meget gamle. Da den yngste af flokken, Mads Nielsen, fyldte halvfjerds, var der stadig ni levende, den ældste søster var på dette tidspunkt fireoghalvfems.

Bedstefar kunne godt være en hård negl, og nogle af hans mange brødre gav ham ikke noget efter i den retning. Enkelte af dem havde faret til søs i deres unge dage, men siden hen gik de i land og blev landmænd eller håndværkere de fleste af dem. Mads Nielsen var lærer på Bornholm, en, der også hed Mads, var toldassistent i Randers. En anden bror, Christian, blev lods på Mariager fjord og senere lodsformand i Hadsund efter i mange år at have pløjet alverdens have som helbefaren sømand, mest med engelske og hollandske ”windjammers” på Kina, Australien og Sydamerika. Det var i de store sejlskibes glansperiode, de stolte tre og firemastede fuldriggeres tid, de såkaldte ”Clippers”. Med alle sejl sat og med gunstig vind kunne de skyde en fart på over 18 knob, adskilligt hurtigere end datidens hurtigste dampskibe. Det var tit nogle hårde gaster, der bemandede disse stolte sejlere, og Christian Lods var ingen undtagelse. Det lå nok de fleste af disse brødre i blodet, deres far, min oldefar, Niels Andersen Lods havde som 17 årig ivrig deltaget i kampen ved Sjællands Odde ombord på vort sidste linieskib ”Prins Christian”, undslap fra svensk fangenskab og kom derefter med på kanonbådene. I en træfning mod englænderne i 1812 blev han hårdt såret og fik derefter pension og bestalling som lods på Mariager fjord, en stilling hans far og farfar havde haft før ham. Deraf tilnavnet, som senere blev familienavn. Ifølge gamle beretninger skal han have været en hård flis, der ikke var til at spøge med, og nogle af hans sØnner var sandelig heller ikke mælkebrød. Når Christian Lods kom hjem fra langfart, til tider efter flere års fravær, var det signalet til nogle grumme bataljer i en smugkro, der var beliggende Øster i byen, hvor nu Chr. Lybecks gård ligger. Indehaversken var en dame ved navn Maren Beck, men hun blev aldrig kaldt andet end Ma-Beckes. Hun skal have været en stor, bomstærk pige, der nok kunne ordne to mand på en gang, hvis de blev for voldsomme. Kun en eneste kom hun tilkort overfor. Det var Christian Lods, når han med års mellemrum dukkede op fra de fjerneste egne af kloden. Kun en gang havde hun prøvet på at sætte ham tilvægs, men det slap hun meget dårligt fra.

Lodsen gav hende en ordentlig rutchetur og bedyrede, at næste gang hun irriterede ham, ville han smide hende over mønningen!

En sådan himmelflugt turde Ma-Beckes ikke risikere og prøvede aldrig senere at agere kæmpedame, selv ikke når Christian Lods vendte op og ned på hele biksen. Byens mandfolk samledes tit i Ma-Beckes smugkro, når de skulle have tørsten slukket. Hun skal have haft god søgning, og den stedlige øvrighed gjorde ingen afbræk i hendes , lovlige ernæring. Brændevin var billig og flød rigelig, og Ma-Beckes var ikke tilbageholdende med at skænke i glassene. Når Christian kom hjem fra de lange rejser, var han altid velbeslået med penge og så endte hans første besøg i byen gerne oppe hos Ma-Beckes sammen med gamle venner. Han var ikke karrig med at spendere, og når han havde taget godt for sig af de våde varer, blev han i krigshumør, og det endte næsten altid med et mægtigt bråvalleslag, der kunne få det gamle hus til at ryste i sin grundvold. Christian Lods var helbefaren på mere end en måde, han forstod nemlig at slås efter alle kunstens regler, og så gik det hårdt ud over alle de tilstedeværende, venner og ikke venner uden personsanseelse. Når han derefter strittede ned ad gaden på vej hjem, slog han ud med næven og forkyndte højlydt. - Her kommer jeg - af vejen for en kinafarer - - !

Så var det med at komme væk i en fart, hvis der tilfældigvis befandt sig andre mænd i gaden, ellers var der fare for, at de ville ende inde i en eller anden tjørnehæk, nede i stenkisten eller ude i Tulsteddammen. Den risiko turde ingen løbe. Gaden var mennesketom, hvor Christian skred frem. Men når han nåede hen til smøgen, der førte ind til bedstefars gård, var den stærke kinafarers mod og styrke fuldstændig forduftet, for derinde i disse stuer regerede bedstemor, og hende havde Christian en voldsom respekt for. Hun havde sin egen måde at behandle disse iltre og tit noget vanskelige Lodser på. Og det var ikke med store ord og højrøstede irettesættelser, hendes ro og ligevægt og stilfærdige fremtræden måtte selv Christian Lods bøje sig for. Overfor hende blev han så myg som et lam, når han skulle stå til regnskab for sine bedrifter i Ma-Beckes smugkro. - Herregud, hå do no wot op å slås ijjen, christian? kunne hun sige, når han angergiven kom ind i stuen. Det bar han tydelige spor af, så det kunne ikke nægtes. - Hå do wot åp we Ma-Beckes å drek dæ fuld å kommen op å slås? Hwo møj hå do så slåed i støkker den her gång -?

- Ikke ret meget, Kirsten, ikke ret meget, kun en dør og et vindue, for jeg måtte gennembanke dem alle sammen og smide dem ud i gangen, og da der ikke var plads til flere, smed jeg den sidste ud af

vinduet, og han tog både sprossen og karmen med - ja, sådan gik det til -.

Bedstemor rystede på hovedet ved at høre om al den kommers og spurgte stilfærdig.

- Hvordan kunn do få dæ te søen å bånk dem, christian, nuen o dem war da dinn gue venner -?

- Gode venner, javel var det mine gode venner, men de irriterede mig, Kirsten, de irriterede mig, derfor fik de bank - -!

Der skulle ikke meget til at irritere Christian Lods, når han blev fuld og fik bersærkergang, så faldt der brænde ned, så det forslog noget, men bagefter, når de værste buler og skrammer havde fortaget sig, afstedkom det ikke noget varigt fjendskab. Hvad der blev begået i en rus, talte man ikke om bagefter, når man blev ædru igen. Og dagen derpå gik Christian hen til Vand - Jacob - den stedlige snedker - og ordrede ham til at reparere den forvoldte skade, som han betalte ud af sin egen lomme. Han var godt klar over, at det var ham, der havde givet anledning til hele postyret.

Det er over hundrede år siden disse tildragelser fandt sted, og de gamle fra den tid er for længst under mulde. Jeg har disse beretninger fra min morbror, Hans Axelsen ( Lods ), der var ejer af slægtens gamle bindingsværksgård i Helberskov. Udseendet har ikke ændret sig stort siden bedstefars

tid, undtagen der er kommen fast tag på udhusene. Morbror Hans var en enestående god fortæller om tildragelser fra såvel sin egen som fra sine forældres tid, og de var bestemt ikke kedelige.

Tiden står jo aldrig stille. Alting forandrer sig mere eller mindre fra den ene generation til den anden, det være sig selve naturen - landskabet, de gamle landsbyer, landbrugets dyrkningsmåder og alt muligt andet. Og folks hele adfærd, mentalitet, væremåde og indstilling til alle livets forhold har forandret sig gennem mere end hundrede år. Nutidens mennesker i Helberskov ville aldrig bære sig ad, som de gjorde det i vore bedsteforældres tid. En stor forandring skete, da afholdsbevægelsen fik indpas i egnen og det umådeholdne drikkeri blev stærkt begrænset. Smugkroerne forsvandt og de gæstfri indehavere forsvandt med dem. Christian Lods havde været en hård negl i sin ungdoms dage. Der gik frasagn i Helberskov om hans styrke og indsigt i at bruge næverne. De kom til udtryk, når han med års mellemrum kom hjem til sin fødeby ved ”Bjerget”, -. Druk og slagsmål - af vejen for en kinafarer - -! Men jeg kendte ham kun som en rar og venlig gammel mand, når han af og til kom på besøg hos familien i Helberskov, noget jeg så hen til med spændt forventning. Han var da over de firs, og jeg synes, jeg kan se ham endnu, som han sad der ved bordet med sit udprægede ”lodsansigt” - skipperskæget, de noget dybtliggende øjne, de høje kindben og det karakteristiske drag om munden - træk, der har fulgt slægten gennem generationer og endnu kan spores i nogle af os.

Han kunne altid afse tid til at give sig af med en lille dreng som mig, når han kom på besøg - jeg kunne vel være en syv-otte år dengang. Jeg kunne sidde musestille i timevis og høre på hans beretninger om sine oplevelser som sømand trindt omkring på kloden. Men da vi i de første skoleår kun lærte en smule om Danmarks geografi, var det mig ikke muligt at følge ham, når han fortalte om alle sine oplevelser fra alverdens lande. Han fik derfor mor til at finde et atlas fra hendes højskoletid og så skal jeg love for, jeg fik lært geografi og var mere velbevandret i geografi end de fleste af drengene på fjorten, der gik ud af skolen.

Og det var den gamle kinafarer, der havde været min læremester. Hvad han fortalte, blev bogstavelig talt klæbet ind i hjernen, så det sidder der den dag i dag. Han gjorde sig stor umage for at anskuelig- gøre de emner, han fortalte om på sin egen interessante måde. Ind imellem kom der beretninger om orkaner på det stille hav, voldsomme storme rundt Kap Horn og forlis ved adskillige lejligheder. Engang, han var forhyret som bådsmand på en engelsk bark, løb skibet på et undersøisk skær i Torres strædet mellem Australien og New Guinea, og hele besætningen omkom med undtagelse af styrmanden, tømmermanden og Christian, der havde vagt på dækket, da forliset skete. Det lykkedes dem at redde sig op på nogle vragstumper, og dagen efter nåede de ind til Torsdags Øen, hvor de indfødte der ellers var nogle slemme kannibaler, tog venligt imod de tre skibbrudne sømænd og gjorde dem ingen fortræd. De havde aldrig se hvide mennesker før, og det var måske grunden til, at de ikke om gående blev ædt. Her opholdt de tre sømænd sig i mange måneder indtil de blev optaget af et forbi sejlende skib, der tog dem med til New Zealand. Derfra tog han hyre på en handels skonnert, de sejlede rundt og drev tuskhandel med de indfødte på Øerne i det stille hav, et emne vi kom tilbage til gang på gang. På kortet udpegede han alle de øer og Øgrupper, han havde besøgt, steder med mærkelige navne - Tongarabu, Tahiti, Hawaii, Samoa og mange andre, ja, jeg fik sandelig et godt indblik i stillehavets geografi og glemte det aldrig. AIt dette skete i l840erne og først i 1850erne.

Engang i 1860erne, da han var hjemme på besøg, blev han gift med en pige fra hjemegnen, og så var det forbi med de lange, rejser. Da havde han været på langfart i mere end tyve år. Christian havde levet et stormfuldt liv som sømand rundt på verdenshavene i de unge år og afsluttede sin livsgerning på en mere afdæmpet måde som lods på Mariager fjord. I mange år som lodsformand med bopæl i Hadsund.

Jeg har her kun forsøgt at beskrive nogle af hans oplevelser, dels efter hvad min morbror, Hans Axel Lods har fortalt, og dels efter, hvad han selv fortalte mig som gammel mand. Jeg synes ikke, de skulle gå helt i glemmebogen. Både han og min bedstefar, Axel Lods, var ikke helt almindelige i deres, samtid, vi kan trække på smilebåndet, når vi hører om deres pudsigheder eller kan vi kalde det særheder. De var myreflittige og nøjsomme, velbegavede på mange områder og i besiddelse af både vid og lune. Men de levede i et helt andet miljø, i en anden tid - en tid, der gik i graven med dem, og jeg føler en vis stolthed og beundring for disse mennesker, mine forfædre. De var ukuelige og gav aldrig op, selv overfor de største odds, hvad enten deres livsgerning fald på land eller sø.


Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015