|
Småtræk
om bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage
— af Carl
Juul
Særtryk
af ”Fra Himmerland og Kjær Herred” Aksel Schølins Bogtrykkeri – Aalborg
1971
Foruden dem, man med rette kunne kalde
originaler, fandtes der i gamle dages Helberskov blandt andre godtfolk
visse typer der ikke var helt almindelige og ved hele deres væremåde
afveg meget fra deres efterkommere. Noget, man i datiden ikke hæftede
sig meget ved, men som man i dag godt kan more sig over. Forholdene
omkring i landsbyerne var anderledes i vore bedsteforældres tid,
sammenlignet med vore dage. Dengang var det ikke problemer som skyhøje
renter og skatters mangfoldighed, der kunne give anledning til stress og
økonomiske bekymringer; det var først og fremmest kampen for det daglige
brød, man måtte tænke på. I misvæksts år kunne det komme til at knibe
for mange bønder, alene det med at bjærge føden kunne være et stort
problem. Folk lærte at spare og sparet blev der i en grad, som vi i vore
dage kan stå helt uforstående overfor.
De blev påholdende og forsigtige i
pengesager. Det var simpelthen en nødvendighed for at klare enhver sit.
Min morfar, Axel Nielsen Lods, født
1823, død 1906, var ingen helt almindelig bondemand. Han var
foregangsmand på forskellige områder, bl.a. var han den første i hele
egnen, der begyndte at dyrke rodfrugter til kvægfoder. Gulerødder kendte
man i forvejen. De havde været kendt i mange år, men Axel forsøgte sig
med runkelroer, der var noget helt nyt. Foruden at tilså en ager i
marken med disse roer havde han også nogle forsøgs bede hjemme i sin
store have, som han gødede med møddingsvand (det var før man hittede på
at opsamle ajlen i dertil indrettede beholdere), og resultatet udeblev
ikke. Der blev nogle kæmpestore roer ud af dette eksperiment.
En dag Axel gik og arbejdede i haven
kom Laust Skov fra Budum kørende forbi med et læs sand, han havde hentet
i Helberskov sandgrav, og de to mænd faldt i snak. Laust viste en
levende interesse for Axels planteavlsforsøg og var ikke karrig med
lovprisninger og anerkendelse for hans dygtighed og initiativ. om han
ikke nok kunne overlade ham et par stykker af disse enestående roer til
at tage med hjem og vise kvindfolkene? Det var en plante, de ikke havde
set før. Jow da, Axel var lutter velvilje ved at høre al den virak, han
kunne såmænd godt få en halv snes stykker med hjem, der var jo nok at
tage af. Han udsøgte nogle af de største og pæneste, som Laust fik oven
i sandlæsset, og med et farvel og nik agede han videre ad Buddum til. Et
par dage efter blev der afholdt en stor planteavlsudstilling i Aalborg,
hvor proprietær Laust skov fra ”Lykkegården” i Buddum havde opnået den
højeste anerkendelse på hele udstillingen i form af både første og
ærespræmie for nogle enestående fine runkelroer - et eksempel til
efterfølgelse. Da bedstefar erfarede denne omtale af Laust Skov
hædersbevisninger, gik han næsten amok.
- Den skiderik, den slubbert, de æ
-minn rower han hår fot premi for. Han west et engång, hwa de var for
nuen, far han so dem in i min haww' men a ska lær ham, skar a, a ska gi
ham det bæjst law tæsk, han hår fot i hans daww, nær a træffer ham ijjen
. . !
Denne advarsel kom Laust for øre, og
han kløede ikke efter at komme indenfor rækkevidde af den iltre og
galsindede Lods Axel; han var kendt for at lade handling følge ordene!,
og det var gået ham
ilde, hvis Axel havde fået fingre i
ham. Han lod sig ikke se i Helberskov i lange tider, indtil han mente at
Axels vrede var dampet af. Det gjorde den som tiden gik. Bedstefar var
ikke af dem, der bar nag til nogen ret længe, og siden hen blev de meget
gode venner, skønt bedstefar havde ord for at være meget påholdende i
pengesager, skal det nævnes, at han kunne være både retfærdig og
velvillig over for småfolk og dem, der havde det økonomisk dårligere end
ham selv, hvad følgende historie viser.
Dengang var det skik og brug i
Helberskov, at der fra hver gård blev ydet et vist kvantum korn gratis
til fattigfolk, det såkaldte ”fattigkorn”. Det bestod i en skæppe rug
til brød og en skæppe byg til malt. På en bestemt dato blev dette korn
indleveret i skolen, hvor to af byens gode mænd tog imod og påså, at alt
var, som det skulle være. Nu hændte det, at bedstefar og Jens Vested -
en anden gårdmand i byen - blev udvalgt til at varetage dette hverv, og
alt gik gnidningsløst, indtil ”Bjerre Jørren” mødte op med sit bidrag.
Manden hed egentlig Jørgen Stenfeldt,
men bjerre navnet havde han fået hæftet på sig, fordi han ejede den
gård, der lå lige op ad Bjerget. Han var en tyk og svær mand, der kun
modvillig og meget fortrædelig
kom for at aflevere sin andel af
fattigkorn. Jens Vested sad ved pulten og førte regnskabet, og Axel tog
imod og målte op i skæppen. Jørgen løste op for sækkene og hældte
indholdet ud, den allerdårligste kvalitet, man kunne tænke sig, den man
på himmerlandsjysk kalder ”awtest”, til forskel for den bedste, der
kaldes ”frammest”.
Axel gloede olmt både på Jørgen og hans
bidrag til de fattige. - Hwa æ de for noed elendig skidt do møder op mæ'
Jørren, de ka vi ett tå imued, go hjem å hent noed der er bejjer -. Men
det nægtede Jørgen på det bestemteste. - Mit kuen hår oltier wot godt
nok, å de er i hver fald godt nok te DEM - (det var fattigfolk han
hentydede til).
Ved denne bemærkning fløj Axel i flint.
Han greb Jørgen i krøset og ruskede ham, så det bævrede i hele hans
tykke krop. - Næj, do ka trow de blywwer løwn, både i daw å heretter, så
læng Jens West å mæ wi sedder her - å wi wel nok sedd her nuen oer ino -
så hår do å levier de frammest, å de gjaller både i daw å i fremtien. No
ka do ta de her mæ dæ hjem ijjen å hent noed, der er bejjer. A wel gi dæ
tyw minutter te å hented i, å er do ett tabag enden den ti, så skal a
kom hen å stap olt de her skidt nier i din tyk hals, hwer jænneste kjan,
så ka do sjel smag tepas poed - høt do hwa asåe--?
Jo, Jørgen havde hørt det og nølede
ikke med at efterkomme ordren. Skrækslagen ilede den tykke bjerremand
hjem, så rask hans ben kunne bære ham. Man kunne aldrig vide, om det
towli, galsindede
menneske kunne gøre alvor af sin
trussel. Så var han tilbage til den berammede tid og hældte den rette
sortering ud i skæppen, alt imens han omhyggelig sørgede for, at der
blev strygmål og ikke en kærne
mere. Da han endelig var færdig, stod
Axel og betragtede ham med et ildevarslende smil og sagde truende.
- A so godt do pelled enkelt kjanner o
å put tebag i sækken, men der ska top po, Jørren - Hwa - sagde den
ulykkelige tyksak?
- Do høt ed godt å a behøwer wes et å
gjentåed -? - Næj, gjør no som Axel sejer - lød det fra den mere
koldsindige Jens Vested - søen hår wi ajjer gjow å så ska do gjør de
samm Med sort fortvivlelse og slet dulgt harme måtte Jørgen erlægge
endnu en skærv til de fattiges vel, men det holdt hårdt. Han skulle dog
nok dy sig for at komme med flere indvendinger – Lods Axel var ikke til
at spøge med, når han var i det lune. Både han og Jens Vested var begge
mænd, der kendte pengenes værd og værdien af markens grøde, men i et
tilfælde som dette udviste de ingen smålighed.
Bedstefar var veteran fra treårskrigen
og havde sikkert været en både udholdende og tapper soldat. Han blev
indkaldt som rekrut ved 5. dragonregiment i Randers 1845. Dengang var
tjenestetiden ved
rytteriet 3 år, og da han stod for at
skulle hjemsendes i foråret 1848, brød krigen ud, og han var med der fra
den første dag til krigens slutning. Først i 1851 blev han permiteret
efter at have ligget inde som soldat i samfulde 7 år.
Under krigen sendte han et stort
koloreret billede af sig selv hjem til sine forældre i Helberskov. Man
ser ham til fods og til hest på en vældig ganger, iført en uniform fra
Frederik VI's tid – rød våbenfrakke og blå bukser og med den store
dragonhjelm på hovedet. Ovenover billedet er der et vers, der lyder
sålunde.
- Til erindring om mit Minde
vil jeg Eder dette sende
om jeg nogensinde her
kaldes bort fra Venner kjær.
Under billedet står skrevet med store
flotte bogstaver.
Dragon Axel Nielsen Lods, Helberskov,
5. Dragonregiments 3. Eskadron Nr. 71.
Og nedenunder 3 vers, der nok skal
fremhæve hans indstilling til
krigen og tyskerne i det hele taget.
Her ser I mig til hest,
en kort Galop jeg rider,
Charger der bliver blæst,
på Fjenden strax jeg skyder.
Men har mit Skud ej ramt,
da jeg min Sabel griber
og dækker mig mod ham,
og hugger så det piber.
Da skal det være vist,
hans Hoved det skal falde
for Sablen som en Qvist,
og da er han min Fange.
Naivt og enfoldigt kan man synes, men
det er dog som om man ser et glimt af ”hin ånd fra 48”. Trods nederlag
og uheld opgav man ikke kampen. Da bedstefar kom hjem fra krigen,
klistrede han billedet ind på indersiden af låget på sin store
halvkiste, som jeg arvede efter ham. Der sidder det endnu 121 år efter,
hel og ubeskadiget, med farverne lige så pæne og friske som da bedstefar
klistrede det på. Der var kun en ting, der kunne sætte skræk i ham, og
det var ikke noget levende væsen, hverken mennesker eller dyr, dem
skulle han nok klare, nej, det var elementernes rasen storm og uvejr
mest det sidste. Al menneskelig magt forslog intet overfor
naturkræfterne. Så var det kun hos de højere magter, man kunne påkalde
hjælp og bistand, der var ingen anden udvej. Hvis han en dag gik og
arbejdede i marken og en tordenbyge trak op i betænkelig nærhed, tog han
en træsko i hver hånd og gik hjem på hosesokker og for ind i
sovekammeret, hvor han altid havde en trofast ven i nødens stund i form
af en gammel, tyk huspostil eller bønnebog, der indeholdt et utal af
bønner for alverdens ve og våde, onder og trængsler. I en fart fiskede
han den ud af en lille boghylde, lukkede øjnene og slog op på et
tilfældigt sted i bogen, og mens lynene knitrede og tordenen rullede,
læste han højt og lydeligt, det kunne være bønner for sømænd i havsnød
og kvindfolk i barselseng - jeg ved ikke, om der stod noget om
beskyttelse mod tordenvejr, men det var også underordnet, det var bare
om at råbe højt nok, så var det lige meget, hvad ordene gik ud på.
Når der kom er stort tordenskrald eller
et lyn i nærheden, råbte han af sine lungers fulde kraft, alt imens han
skottede ud af vinduet for at se, om han snart havde manet uvejret bort.
Når bygen så endelig var dreven over og forsvundet ud over havet,
klappede han bønnebogen ind i hylden igen og stormede ud i stuen til
bedstemor, betydelig lettet i sindet. - De hjalp dævlen tå mæ
illivaller, Kjesten, torrenvejred drøw Øwwer - -!
Alle gårdmænd i Helberskov var på den
tid også fiskere og drev et omfattende ålefiskeri i Mariager fjord,
opdelt i forskellige fiskerlav. Bedstefar fiskede blandt andre sammen
med sin svoger, Mads Hansen, der var hans nærmeste nabo. En dag Mads og
bedstefar sad og reparerede garn ved enden af bedstefars stuehus, blev
de uenige om et eller andet, og det udartede til et forfærdeligt
skænderi - de var omtrent lige iltre begge to, i den retning havde den
ene ikke noget at lade den anden høre. De brugte sprogets værste gloser
og beskyldte gensidig hinanden for de forfærdeligste ting. ord som
slyngel og tyveknægt var nærmest milde udtryk! De ville ikke have noget
med hinanden at gøre mere, men kunne dele garn og redskaber, så hver fik
sit. under meget mundhuggeri blev det delt i to lige store dele, og så
var der kun båden tilbage.
- wi ka saww en twat Øwwer - brølede
bedstefar - så ka do fo de hall, å a ka fo de åndt hatl -.
Det gik Mads med til, og Axel hentede
en stor skovsav i huggehuset, og derpå anbragte de sig på hver side af
båden, parat til at gå i gang med savningen. Men ingen af dem nænnede at
lade savens tænder så meget som røre ved båden, de blev bare ved at
mundhugges. Men nu optrådte bedstemor på skuepladsen. Hun havde stået
indenfor og overværet hele balladen og indvendig moret sig over dem, nu
syntes hun, det var på tide at stifte fred.
- I må hejjer kom ind å fo en kop
kaffe, far I gir jer i laww å saww boden Øwwer, de wel ta jer hiele
emermeddan - sagde hun på sin rolige, stilfærdige måde.
Der undslap bedstefar et lettelsens
suk. Tanken om at save båden over forekom ham efterhånden som noget af
det vederstyggeligste, man kunne tænke sig, ja, ligefrem sindssygt, og
Mads var lige så ulykkelig over den vending, sagen havde tager, men hvad
skulle de stille op uden at tabe ansigtet og værdigheden. Nu optrådte
bedstemor pludselig som en frelsende engel. - De war en gue ide do der
fæk, Kjesten, Læ wos no go ind å ta de kaffe, Mads -. og over kaffen og
nogle gode mellemmadder kom de to kamphaner ned på jorden igen,
hvorefter de noget flove gik tilbage til det afbrudte arbejde, og nu
havde piben fået en anden lyd. De var som to turtelduer, og de tiltalte
gensidigt hinanden med ”bette Axel”, og ”bette Mads” til hverandet ord.
Sådan var bedstemor, på sin rolige, venlige men bestemte måde at være
på, havde hun den iltre Axel i sin hule hånd og kunne altid sætte
tingene på plads og glatte ud, når han somme tider havde forløbet sig.
Han sagde hende aldrig imod, når hun havde sagt sin mening om dette
eller hint og rettede sig derefter, og det var altid med den samme
kommentar.
- A trowwer dævlen tå mæ, do hår ret,
Kjesten -. Ja, Kjesten fik altid ret - altid. Min morbror, Hans Axelsen,
har fortalt mig, at han aldrig har hørt sine forældre sige et ondt ord
til hinanden i deres lange ægteskab.
Bedstefar var som nævnt en
foregangsmand på mange områder, særlig plantningssagen havde hans store
interesse. Til gården hørte en parcel på 20 tdr. land, der strakte sig
fra stranden til klitbakkerne øst for Odde by. Langs stranden var der
nogle tdr. land af en marskagtig bonitet, der afgav en fortrinlig
græsbestand, hvor køerne fandt føden det meste af sommeren. Længere oppe
fandtes et stykke med løvskov, mest bestående af birk og elletræer.
Derfra og op til klitten var der kun lyng, revlings - blåbær- og
tyttebærris. Hele dette areal fik han tilplantet med nåletræer, et
mindre stykke med skovfyr og østerigsk fyr på den bedst egnede jordbund,
resten med bjergfyr, der er en mere nøjsom træsort og kan gro næsten
hvor som helst. Dog var der et sted, hvor han havde utallige
genvordigheder med sine plantningsforsøg. Dette sted gik under navn af
”stienen”, og jordbunden her var den dårligst tænkelige, kun sten og
gult sand, selv lyng kunne ikke gro der, ikke engang mos, men Axel havde
nu engang sat sig for, at det skulle tilplantes med bjergfyr, et
eksperiment, der kom til at koste ham mange kvaler. I tørre somre gik de
fleste af planterne ud, men Axel gav aldrig op, skønt det var et
møjsommeligt arbejde og aldrig kunne give økonomisk udbytte. Han blev
til tider grebet af et sandt raseri, når han så sine planter gå ud, lige
så rask, som han plantede dem. Han kunne græde af skuffelse og harme,
når han huggede de små bjergfyr ned i det golde, gule sand.
- om a så ska plånt om i HUNDREDE oer,
så skal a dævlen tå mæ nok fo dem te å grow - - kunne han sige gang på
gang. Han var i besiddelse af en utrolig energi og stædighed og opnåede
virkelig at få træer til at gro på ”Stienen”. Træer er måske for meget
sagt. Det udartede nærmest til nogle buskagtige vækster, der kun nåede
loftshøjde, men til gengæld bredte sig langt ud til siderne, så de
dækkede undergrunden og hindrede sandflugt. Det er mere en 100 år siden
bedstefar svor på, at han ville plante i HUNDREDE år, om det gjordes
fornødent. De står der den dag i dag som et minde om en ukuelig, gammel
jysk bonde, der aldrig gav op. ved nærmere eftertanke kunne han sige sig
selv, at er så langt tidsrum, som hundrede år kom han aldrig til at
opleve, men der tænkte han ikke på. I bedstefars nærmeste familie var
der en søskendeflok på tretten, ni drenge og fire piger. De fleste
levede til de blev meget gamle. Da den yngste af flokken, Mads Nielsen,
fyldte halvfjerds, var der stadig ni levende, den ældste søster var på
dette tidspunkt fireoghalvfems.
Bedstefar kunne godt være en hård negl,
og nogle af hans mange brødre gav ham ikke noget efter i den retning.
Enkelte af dem havde faret til søs i deres unge dage, men siden hen gik
de i land og blev landmænd eller håndværkere de fleste af dem. Mads
Nielsen var lærer på Bornholm, en, der også hed Mads, var toldassistent
i Randers. En anden bror, Christian, blev lods på Mariager fjord og
senere lodsformand i Hadsund efter i mange år at have pløjet alverdens
have som helbefaren sømand, mest med engelske og hollandske
”windjammers” på Kina, Australien og Sydamerika. Det var i de store
sejlskibes glansperiode, de stolte tre og firemastede fuldriggeres tid,
de såkaldte ”Clippers”. Med alle sejl sat og med gunstig vind kunne de
skyde en fart på over 18 knob, adskilligt hurtigere end datidens
hurtigste dampskibe. Det var tit nogle hårde gaster, der bemandede disse
stolte sejlere, og Christian Lods var ingen undtagelse. Det lå nok de
fleste af disse brødre i blodet, deres far, min oldefar, Niels Andersen
Lods havde som 17 årig ivrig deltaget i kampen ved Sjællands Odde ombord
på vort sidste linieskib ”Prins Christian”, undslap fra svensk
fangenskab og kom derefter med på kanonbådene. I en træfning mod
englænderne i 1812 blev han hårdt såret og fik derefter pension og
bestalling som lods på Mariager fjord, en stilling hans far og farfar
havde haft før ham. Deraf tilnavnet, som senere blev familienavn. Ifølge
gamle beretninger skal han have været en hård flis, der ikke var til at
spøge med, og nogle af hans sØnner var sandelig heller ikke mælkebrød.
Når Christian Lods kom hjem fra langfart, til tider efter flere års
fravær, var det signalet til nogle grumme bataljer i en smugkro, der var
beliggende Øster i byen, hvor nu Chr. Lybecks gård ligger. Indehaversken
var en dame ved navn Maren Beck, men hun blev aldrig kaldt andet end
Ma-Beckes. Hun skal have været en stor, bomstærk pige, der nok kunne
ordne to mand på en gang, hvis de blev for voldsomme. Kun en eneste kom
hun tilkort overfor. Det var Christian Lods, når han med års mellemrum
dukkede op fra de fjerneste egne af kloden. Kun en gang havde hun prøvet
på at sætte ham tilvægs, men det slap hun meget dårligt fra.
Lodsen gav hende en ordentlig rutchetur
og bedyrede, at næste gang hun irriterede ham, ville han smide hende
over mønningen!
En sådan himmelflugt turde Ma-Beckes
ikke risikere og prøvede aldrig senere at agere kæmpedame, selv ikke når
Christian Lods vendte op og ned på hele biksen. Byens mandfolk samledes
tit i Ma-Beckes smugkro, når de skulle have tørsten slukket. Hun skal
have haft god søgning, og den stedlige øvrighed gjorde ingen afbræk i
hendes , lovlige ernæring. Brændevin var billig og flød rigelig, og
Ma-Beckes var ikke tilbageholdende med at skænke i glassene. Når
Christian kom hjem fra de lange rejser, var han altid velbeslået med
penge og så endte hans første besøg i byen gerne oppe hos Ma-Beckes
sammen med gamle venner. Han var ikke karrig med at spendere, og når han
havde taget godt for sig af de våde varer, blev han i krigshumør, og det
endte næsten altid med et mægtigt bråvalleslag, der kunne få det gamle
hus til at ryste i sin grundvold. Christian Lods var helbefaren på mere
end en måde, han forstod nemlig at slås efter alle kunstens regler, og
så gik det hårdt ud over alle de tilstedeværende, venner og ikke venner
uden personsanseelse. Når han derefter strittede ned ad gaden på vej
hjem, slog han ud med næven og forkyndte højlydt. - Her kommer jeg - af
vejen for en kinafarer - - !
Så var det med at komme væk i en fart,
hvis der tilfældigvis befandt sig andre mænd i gaden, ellers var der
fare for, at de ville ende inde i en eller anden tjørnehæk, nede i
stenkisten eller ude i Tulsteddammen. Den risiko turde ingen løbe. Gaden
var mennesketom, hvor Christian skred frem. Men når han nåede hen til
smøgen, der førte ind til bedstefars gård, var den stærke kinafarers mod
og styrke fuldstændig forduftet, for derinde i disse stuer regerede
bedstemor, og hende havde Christian en voldsom respekt for. Hun havde
sin egen måde at behandle disse iltre og tit noget vanskelige Lodser på.
Og det var ikke med store ord og højrøstede irettesættelser, hendes ro
og ligevægt og stilfærdige fremtræden måtte selv Christian Lods bøje sig
for. Overfor hende blev han så myg som et lam, når han skulle stå til
regnskab for sine bedrifter i Ma-Beckes smugkro. - Herregud, hå do no
wot op å slås ijjen, christian? kunne hun sige, når han angergiven kom
ind i stuen. Det bar han tydelige spor af, så det kunne ikke nægtes. -
Hå do wot åp we Ma-Beckes å drek dæ fuld å kommen op å slås? Hwo møj hå
do så slåed i støkker den her gång -?
- Ikke ret meget, Kirsten, ikke ret
meget, kun en dør og et vindue, for jeg måtte gennembanke dem alle
sammen og smide dem ud i gangen, og da der ikke var plads til flere,
smed jeg den sidste ud af
vinduet, og han tog både sprossen og
karmen med - ja, sådan gik det til -.
Bedstemor rystede på hovedet ved at
høre om al den kommers og spurgte stilfærdig.
- Hvordan kunn do få dæ te søen å bånk
dem, christian, nuen o dem war da dinn gue venner -?
- Gode venner, javel var det mine gode
venner, men de irriterede mig, Kirsten, de irriterede mig, derfor fik de
bank - -!
Der skulle ikke meget til at irritere
Christian Lods, når han blev fuld og fik bersærkergang, så faldt der
brænde ned, så det forslog noget, men bagefter, når de værste buler og
skrammer havde fortaget sig, afstedkom det ikke noget varigt fjendskab.
Hvad der blev begået i en rus, talte man ikke om bagefter, når man blev
ædru igen. Og dagen derpå gik Christian hen til Vand - Jacob - den
stedlige snedker - og ordrede ham til at reparere den forvoldte skade,
som han betalte ud af sin egen lomme. Han var godt klar over, at det var
ham, der havde givet anledning til hele postyret.
Det er over hundrede år siden disse
tildragelser fandt sted, og de gamle fra den tid er for længst under
mulde. Jeg har disse beretninger fra min morbror, Hans Axelsen ( Lods ),
der var ejer af slægtens gamle bindingsværksgård i Helberskov. Udseendet
har ikke ændret sig stort siden bedstefars
tid, undtagen der er kommen fast tag på
udhusene. Morbror Hans var en enestående god fortæller om tildragelser
fra såvel sin egen som fra sine forældres tid, og de var bestemt ikke
kedelige.
Tiden står jo aldrig stille. Alting
forandrer sig mere eller mindre fra den ene generation til den anden,
det være sig selve naturen - landskabet, de gamle landsbyer, landbrugets
dyrkningsmåder og alt muligt andet. Og folks hele adfærd, mentalitet,
væremåde og indstilling til alle livets forhold har forandret sig gennem
mere end hundrede år. Nutidens mennesker i Helberskov ville aldrig bære
sig ad, som de gjorde det i vore bedsteforældres tid. En stor forandring
skete, da afholdsbevægelsen fik indpas i egnen og det umådeholdne
drikkeri blev stærkt begrænset. Smugkroerne forsvandt og de gæstfri
indehavere forsvandt med dem. Christian Lods havde været en hård negl i
sin ungdoms dage. Der gik frasagn i Helberskov om hans styrke og indsigt
i at bruge næverne. De kom til udtryk, når han med års mellemrum kom
hjem til sin fødeby ved ”Bjerget”, -. Druk og slagsmål - af vejen for en
kinafarer - -! Men jeg kendte ham kun som en rar og venlig gammel mand,
når han af og til kom på besøg hos familien i Helberskov, noget jeg så
hen til med spændt forventning. Han var da over de firs, og jeg synes,
jeg kan se ham endnu, som han sad der ved bordet med sit udprægede
”lodsansigt” - skipperskæget, de noget dybtliggende øjne, de høje
kindben og det karakteristiske drag om munden - træk, der har fulgt
slægten gennem generationer og endnu kan spores i nogle af os.
Han kunne altid afse tid til at give
sig af med en lille dreng som mig, når han kom på besøg - jeg kunne vel
være en syv-otte år dengang. Jeg kunne sidde musestille i timevis og
høre på hans beretninger om sine oplevelser som sømand trindt omkring på
kloden. Men da vi i de første skoleår kun lærte en smule om Danmarks
geografi, var det mig ikke muligt at følge ham, når han fortalte om alle
sine oplevelser fra alverdens lande. Han fik derfor mor til at finde et
atlas fra hendes højskoletid og så skal jeg love for, jeg fik lært
geografi og var mere velbevandret i geografi end de fleste af drengene
på fjorten, der gik ud af skolen.
Og det var den gamle kinafarer, der
havde været min læremester. Hvad han fortalte, blev bogstavelig talt
klæbet ind i hjernen, så det sidder der den dag i dag. Han gjorde sig
stor umage for at anskuelig- gøre de emner, han fortalte om på sin egen
interessante måde. Ind imellem kom der beretninger om orkaner på det
stille hav, voldsomme storme rundt Kap Horn og forlis ved adskillige
lejligheder. Engang, han var forhyret som bådsmand på en engelsk bark,
løb skibet på et undersøisk skær i Torres strædet mellem Australien og
New Guinea, og hele besætningen omkom med undtagelse af styrmanden,
tømmermanden og Christian, der havde vagt på dækket, da forliset skete.
Det lykkedes dem at redde sig op på nogle vragstumper, og dagen efter
nåede de ind til Torsdags Øen, hvor de indfødte der ellers var nogle
slemme kannibaler, tog venligt imod de tre skibbrudne sømænd og gjorde
dem ingen fortræd. De havde aldrig se hvide mennesker før, og det var
måske grunden til, at de ikke om gående blev ædt. Her opholdt de tre
sømænd sig i mange måneder indtil de blev optaget af et forbi sejlende
skib, der tog dem med til New Zealand. Derfra tog han hyre på en handels
skonnert, de sejlede rundt og drev tuskhandel med de indfødte på Øerne i
det stille hav, et emne vi kom tilbage til gang på gang. På kortet
udpegede han alle de øer og Øgrupper, han havde besøgt, steder med
mærkelige navne - Tongarabu, Tahiti, Hawaii, Samoa og mange andre, ja,
jeg fik sandelig et godt indblik i stillehavets geografi og glemte det
aldrig. AIt dette skete i l840erne og først i 1850erne.
Engang i 1860erne, da han var hjemme på
besøg, blev han gift med en pige fra hjemegnen, og så var det forbi med
de lange, rejser. Da havde han været på langfart i mere end tyve år.
Christian havde levet et stormfuldt liv som sømand rundt på
verdenshavene i de unge år og afsluttede sin livsgerning på en mere
afdæmpet måde som lods på Mariager fjord. I mange år som lodsformand med
bopæl i Hadsund.
Jeg har her kun forsøgt at beskrive
nogle af hans oplevelser, dels efter hvad min morbror, Hans Axel Lods
har fortalt, og dels efter, hvad han selv fortalte mig som gammel mand.
Jeg synes ikke, de skulle gå helt i glemmebogen. Både han og min
bedstefar, Axel Lods, var ikke helt almindelige i deres, samtid, vi kan
trække på smilebåndet, når vi hører om deres pudsigheder eller kan vi
kalde det særheder. De var myreflittige og nøjsomme, velbegavede på
mange områder og i besiddelse af både vid og lune. Men de levede i et
helt andet miljø, i en anden tid - en tid, der gik i graven med dem, og
jeg føler en vis stolthed og beundring for disse mennesker, mine
forfædre. De var ukuelige og gav aldrig op, selv overfor de største
odds, hvad enten deres livsgerning fald på land eller sø. |
