20. november 2015

Strandinger og forlis

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

 

Strandinger og forlis ud for Als, Helberskov og Als Odde af Carl Juul

 Særtryk af

FRA HIMMERLAND OG KJÆR HERRED

AXEL SCHØLINS BOGTRYKKERI . AALBORG l974

Fra indløbet til Mariager Fjord strækker der sig en række rev og revler nordpå til hen imod Haslevgårde, hvor de delvis forsvinder. Her går det dybere vand nærmere ind mod kysten. Men op igennem tiderne har vind og strøm bevirket store forskelle i disse revlers udstrækning og opbygning. Til tider har de været næsten helt forsvundet, mens de til andre tider har hævet sig så højt over vandspejlet, at store strækninger end ikke blev overskyllede, selv ved højvande. Fra ca. 1650 til 1750 var dette tilfældet, og ved de fremherskende østenvinde, som rådede i datiden, kom disse store, sandede områder i bevægelse, og stormene sendte tætte skyer af flyvesand ind over kysten, og det udartede til ikke mindre end en katastrofe for mange bønder i Helberskov og Odde. Gammel Odde by blev fuldstændig udslettet, og beboerne måtte flytte, da deres marker blev begravet i sand. De sidste rester af storskoven, der førhen strakte sig fra øst og syd for Helberskov til helt ud på Odden, blev bogstavelig talt fejet væk, selv store træer blæste om og blev efterhånden dækket af et tykt lag flyvesand. For at dæmpe sandflugtens videre hærgen opsatte bønderne i de to landsbyer et kilometerlangt risgærde, der virkede som en slags sandskærm. Når dette gærde var føget fuld, satte man et nyt ovenpå, og denne lange klitrække har mange steder nået en anselig højde. Det har været et kæmpearbejde i hine dage, men hensigten dermed blev nået, de bagved liggende marker blev delvis reddet for videre ødelæggelse. At bønderne, foruden at passe deres eget landbrug, også kunne afse tid til at dæmme op for sandflugten, skyldtes for en stor del, at bønderne i Helberskov og Odde var fri for hoveripligten. Den var for mange år siden blevet afløst af en pengeydelse, da det slet ikke kunne betale sig for de forskellige godser, der sad som ejere, at beordre folk fra de to afsides beliggende landsbyer de mange mil til hovmarken. Men som tiden gik, bevirkede strømforholdene at de store, bare sandrevler - al ødelæggelsens ophav - forsvandt fuldstændig, sandflugtens tid var forbi. Bundforholdene i havet er idelig i bevægelse, nogle revler forsvinder helt eller delvis, og andre dannes. I dag ligger enkelte ret nær kysten, mens andre, f. eks. Als Rev, er beliggende mange kilometer ude.

På det omtalte afsnit af kyststrækningen har der gennem tiderne fundet adskillige strandinger sted. Også forlis, særlig ved vintertide, når de gamle sejlere blev overrasket af isen og uhjælpelig frøs fast for til sidst at blive skruet ned. Mangel på proviant kunne bevirke, at søfolkene stod i fare for at sulte ihjel. Det har der også været eksempler på. Gennem de forløbne århundreder har der fundet strandinger sted, der for længst er gået i glemmebogen. Med mange års mellemrum med helt usædvanligt lavvande kan der dukke rester af gamle vrag op, hvis skæbne man intet kender til. For mange år siden så jeg ved en sådan lejlighed, fra Haslevgård bakke, at havet havde trukket sig tilbage helt udenfor den anden revle, og fra revlen, ragede en større genstand op fra sandet. Nysgerrig efter at erfare, hvad det kunne være, ilede jeg ud efter – der var ikke mere vand mellem første og anden revle, end jeg kunne bunde i mine gummistøvler - og da jeg kom derud, så jeg, at den nævnte genstand var et gammelt vrag begravet i sandet næsten til dæks højde. Alt opstående gods var væk, men selve skroget var intakt, dækket var som skuret fuldstændig rent og alt træværk var, så vidt jeg kunne se, af eg og fyrretræ. Hullerne i dækket viste, at skibet havde haft to master. Men hvad der interesserede mig mest var skrogets form, der måtte tilhøre en meget gammel skibstype, bredt i forhold til længden og agterenden betydelig højere end stævnen så meget fik jeg i hvert fald ud af det. Jeg havde ikke tid til at gøre lange betragtninger, højvandet satte ind igen, og det gik hurtigt. På udturen kunne jeg nemt vade over den smule vand, der var mellem de to revler, men i den korte tid derude var vandet steget så meget, at det løb ovenind af støvlerne, og det steg med rivende hast, jo nærmere jeg kom land. Jeg nåede dog ind i god behold, men da jeg atter stod på bakkerne, var både revler og vrag forsvundet fra havets overflade. Jeg har ofte tænkt over, på hvilket tidspunkt denne stranding har fundet sted og under hvilke omstændigheder. Men det vil altid blive en uløst gåde. Det har i hvert fald været flere hundrede år siden. Bagefter nævnede jeg denne oplevelse for fiskere i Øster Hurup. De var godt klar over, at der lå, noget på den angivne position, men hvad det var, havde de ikke haft nogen anelse om. Gamle folk har fortalt om en stranding, der fandt sted for mere end 150 år siden. Den var ikke uden dramatik, derfor er historien nok bleven bevaret ned gennem tiden af de skiftende generationer i Helberskov. Tidspunktet for denne stranding har været først i 1820'erne måske lidt før. Det var i hvert fald i årene lige efter Napoleons krigene, en gang og fattig tid for land og rige. Norge, der havde delt gode og onde dage sammen med Danmark i over firehundrede år, var tabt, orlogsflåden, tvillingrigernes stolthed, røvet og ført til England, de fleste skibe i vor store handelsflåde opbragt og gjort til priser af fjenden i den syv år lange krig og for at gøre den herskende elendighed endnu værre, gik staten bankerot i 1813. En sådan nedgangsperiode havde vort land ikke været udsat for i århundreder.

Fattigdommen gjorde sig gældende alle vegne og på alle områder. Der var mangel på næsten alt, mange steder kneb det med at skaffe midler selv til det daglige brød. Folk herude på kysten havde altid haft ord for at være ”bjærgsomme” og denne påstand fornægtede sig heller ikke under de givne forhold. En god stranding blev der set hen til med stor forventning. Hvis man kunne være så heldig at bjærge større eller mindre partier i land fra en sådan stranding, inden politi og toldvæsen kom tilstede, var det et kærkommen supplement til det magre udkomme, og der blev udvist en fantastisk opfindsomhed med at skjule det indbragte gods, der kunne være af vidt forskellig art, for toldernes argusøjne, når de kom på inspektion. Det blev betragtet som ”herreløst gods”, og folk led ikke af samvittighedsnag, hvis de var så heldige at kunne spille mulige ejere, politi og toldvæsen et puds. Hvis en voldsom storm brød løs fra øst eller nordøst, brev der holdt et vågent øje med, om noget skulle vise sig på det oprørte hav.

Der var observatører på vagt både på Bjerget i Helberskov og ved selve stranden, og hvis der var en stranding i sigte, gjaldt det om at handle hurtigt og have alt i beredskab i påkommende tilfælde.

En dag med usædvanligt højvande rasede der en voldsom orkan fra nordøst, og fra Bjerget blev der observeret en skude, der drev for vind og vove et stykke ude til søs. Den blev fulgt med spændt opmærksomhed af vagtsomme øjne inde på kysten – ”ville den klare pynten” – Det gjorde den ikke. Lige før mørket faldt på hin stormfulde efterårsaften, drev den nærmere og nærmere ind mod land.

Da havde den allerede klaret sig ind over den anden revle, men det tiltagende mørke hindrede al videre observation. Men strandvagterne var på tæerne natten igennem og havde til opgave først og fremmest at yde hjælp til skibbrudne søfolk, den videre ”bjergning” kom i anden række.

I løbet af aftenen slog vinden pludselig om i vest, og højvandet var forvandlet il et lige så ualmindeligt lavvande. Da morgenen gryede, viste det sig, at højvandet også havde løftet skibet over den første revle, så det nu stod helt inde på stranden, man var i stand til at gå derud, uden at få vand i træskoene. Der var ikke i nattens røb hørt nødråb fra havaristen, og der foreligget ingen oplysninger om besætningens videre skæbne. På et eller andet tidspunkt måtte mandskabet have forladt skibet, for da folk om morgenen nåede derud, fandt man ikke en levende sjæl ombord. Lasten bestod af træ, første klasses brædder og stort tømmer af pommersk fyr, og der blev omgående gjort forberedelser til at ”redde”, hvad reddes kunne, før toldvæsenet fik nys om strandingen.

Først blev en gårdmand fra Helberskov sendt ud til tolderen på Als Odde med en dunk brændevin – alle bønder fra denne landsby var tillige fiskere, og de var gode venner med tolderen, som de altid fik en snak med, når de daglig kom ud på Odden. Han var slemt forfalden til flasken og sagde aldrig ”Nej Tak” til en dram eller to eller flere, når lejligheden bød sig, og fiskerne havde tit sjov af at lakke ham godt til.

Men denne gang var brændevinsdunken sendt ud i en særlig mission, manden, der bragte den, var mådeolden med sit drikkeri, mens tolderen tyllede i sig og til sidst rutschede under bordet. Den ædle giver forlod ham og gik tilbage til Helberskov for at deltage i ”redningsarbejdet”, men lod dunken stå til tolderens videre afbenyttelse, og det resulterede i, at han var døddrukken de første par dage efter.

Da var ”operation trælast” for længst tilendebragt. Man kunne køre helt ud til vraget med hestevogn, og fra tidlig morgen til mørket faldt på, blev der slidt af karsken bælg for at redde den dyre last. Den blev gemt væk på den mest udspekulerede måde. Alle brædder blev lagt ud på en græsmark sønden for Bjerget og omhyggelig dækket til med en tynd plovfure. Det større tømmer, bjælker og spær, blev kørt ud til det dengang helt urskovsagtige Søndre Kær syd for Odde by, hvor det blev godt skjult forskellige steder. Først nogle dage efter kom det til toldvæsenets kendskab, at der havde fundet en stranding sted ud for Helberskov og folk fra toldkontoret i Hobro med kontrolløren i spidsen kom ud for at inspicere vraget. Men i den mellemliggende tid havde havet slettet alle spor af færdsel på stranden. Vraget var lige så tomt og øde, som før verdens skabelse, ikke så meget som en pind eller en lægtestump var efterladt. Tolderne rasede, det var sikkert de forbandede Helberskovere, der havde været på spil og fjernet alt af værdi om bord, men de kunne vente sig, øvrigheden bar ikke sværdet forgæves. Der blev holdt skarpt forhør, men det fik de ikke noget ud af. Folk i byen havde nok observeret et strandet skib, der var dog ikke kommet skibbrudne søfolk i land, som kunne have berettet om skib og ladning, så denne stranding havde ikke vakt megen opmærksomhed. Denne forklaring tog kontrolløren dog ikke for gode varer, han beordrede en tilbundsgående undersøgelse af alle gårde i byen, for at finde frem til det fjernede gods. Det var jo ikke småting, det drejede sig om. Han var godt klar over, at skibet var en tømmerskude, og en last tømmer fordrede stor plads for at blive gemt af vejen. Der blev ledt i loer og lader, på lofter og høstænger, i haver og bag tjørnehække, alle vegne hvor man kunne tænke sig at skjule varer af den art. Men alt sammen til ingen verdens nytte. Kontrolløren og hans følge forlod byen igen, vrede og skuffede over det ynkelige resultat af alle deres anstrengelser. De var helt sikre på, at det var de lumske bondetampe i Helberskov, der havde ribbet vraget for dets last, men hvor i alverden var den bleven af ?

Det gav tolderne mange søvnløse nætter og voldte dem mange spekulationer, og de opgav ikke eftersøgningen, selv om den havde givet et negativt resultat i første omgang. En måned senere var de på pletten igen og fortsatte, hvor de slap sidst, og denne gang udstrakte deres søgen sig også til digerne i engene og helt ude i måen, men det fik de heller intet ud af. Kontrolløren var en ihærdig sjæl og langtfra dum. Han undfangede den tanke, at når toldvæsenet havde gjort to forgæves forsøg på at finde den ilandbragte trælast, havde bønderne nok slået sig til tåls med, at al videre eftersøgning var opgivet af myndighederne, så nu var den hellige grav velforvaret, og de kunne godt begynde at anvende noget af varelageret. Der var jo altid brug for træ til forskellige formål, og der måtte være rigelig at tage af.

Hvis toldvæsenet bare kunne finde frem til et eller andet, der kunne tænkes at hidrøre fra strandingen, var der en mulighed for at få hele sagen trevlet op. Nogle måneder hen i det ny år stillede toldvæsener igen i Helberskov til den tredje eftersøgning, der endte lige så negativt, som de forrige. De var ventede og bønderne havde besluttet sig til ikke at røre noget som helst før om et år eller halvandet, når de var helt sikre på, at tolderne definitivt havde opgivet eftersøgningen. Først da begyndte de så småt at hente forskellige effekter, som de havde mest brug for i øjeblikket. Senere kom det hele til anvendelse, folk omkring i gårde og huse fik lagt bræddegulve i stuerne til afløsning af de gamle ler- og murstensgulve. De gode fyrrebrædder havde ingen skade taget af at ligge under græstørven i disse måneder. Hvad den uheldige tolder ude på Als Odde angik, fik han en alvorlig reprimande, fordi han ikke i tide havde underrettet hovedkontoret i Hobro om strandingen men han undskyldte sig med, at han netop på det pågældende tidspunkt havde været syg og sengeliggende og ikke været i stand til at foretage en inspektion af området. Sygdom er jo hvermands herre, så han slap for videre tiltale. Bagefter skal han have haft en lumsk anelse om, at indholdet af brændevinsdunken, der frit var stillet til hans rådighed, kunne have en vis forbindelse med strandingen - dummere var han ikke - men det skulle han nok tie stille med. senere nåede et rygte om, at en del trælast var bleven udskibet fra kysten med ukendt bestemmelses sted til toldkontoret i Hobro, men hvem der havde udspredt dette rygte, fandt myndighederne aldrig ud af ? Det havde dog til følge, at sagen angående strandingen ud for Helberskov blev henlagt som uopklaret. Denne tildragelse fandt sted i min oldefars, Niels Lods's, tid. Han skal selv have været en af de ivrigste deltagere i denne aktion, og historien er blevet bevaret af slægten ned gennem tiden. Der foreligger også en mundtlig beretning om et forlis, der fandt sted ud for Als i en af de hårde vintre engang i 1850'erne. Et stort engelsk sejlskib frøs uhjælpelig fast i isen langt ude til havs. Der kunne lige skimtes i en kikkert fra havbakkerne, og da der ikke vistes tegn på liv derude, blev beboerne i Als urolige for mandskabets skæbne, og der blev sat en redningsaktion i gang under ledelse af præsten og smeden. Smeden, Mads Chr. Jensen, døde i Helberskov 1920, 90 år gammel og det var ham, der fortalte mig om denne hændelse.

Et redningshold fra Als sarte afsted på den farefulde færd ud over isen for om muligt at nå ud til havaristen. Der var raget alle forholdsregler for at imødegå en eventuel katastrofe på det lumske hav. Hist og her havde man fra land observeret våger og åbent vand på lange strækninger, og for at klare disse forhindringer medførtes en båd monteret på en slæde. Da man var nået så langt ud, at man tydeligt kunne se skibet, bemærkedes nogle utydelige skikkelser, der krøb eller ravede frem over isen, og da man nåede op til dem, mødte der redningsholdet et syn, der ikke kan beskrives. Aldrig havde nogen set magen til menneskelig elendighed. De arme søfolk var døden nær af sult og kulde, nogle af dem havde nærmest helt mistet talens brug, men præsten, der kunne tale engelsk, fik dog så meget ud af de to eneste, der var i stand til at give en nogenlunde sammenhængende forklaring - første styrmand og en matros - at der stadig befandt sig døde besætningsmedlemmer om bord, sultet ihjel, provianten var sluppet op for mange dage siden, og til sidst havde de grebet til den sidste udvej, at koge læderet i deres søstøvler for om muligt at kunne overleve. Dem, der stadig var i stand til at bevæge sig, besluttede derfor, at de ville gøre et forsøg på at nå land. Præsten havde været så forsynlig at tage varmt tøj og tæpper med og desuden en dunk brændevin. Først fik de forkomne søfolk er par dramme for at kvikke dem lidt op og derefter blev de, så godt det lod sig gøre, iført det medbragte tøj, pakket ind i tæpperne og anbragt i båden.

Turen tilbage til land foregik uden uheld, og de reddede søfolk blev først bragt ind i smedens hus, der lå nærmest stranden. Ekspedition var startet, så snart det blev lyst, og kom først tilbage hen under aften. Mads's kone stod i køkkenet og var i færd med at koge kartofler, og nogle af de udhungrede sømænd sprang hen til gryden, stak hænderne ned i det koghede vand og fiskede de brændvarme kartofler op af gryden og nærmest slugte dem, hvad der havde til følge at de brændte sig slemt. Præsten sprang til og fik dem gennet væk og bedyrede, at de nok skulle få mad - masser af mad - men kun ganske lidt til at begynde med. Hvis de proppede i sig i deres nuværende tilstand, ville de blive alvorligt syge, hvad der kunne få de værste følger. Det blev taget til efterretning, og i de nærmest følgende dage kom de fremmede søfolk lidt efter lidt så nogenlunde hægterne igen. Nogle af dem havde også pådraget sig forfrysning i større og mindre grad, som dog ingen fik varigt mén af. Dagen efter gik redningsholdet igen ud og nåede frem til skibet, bragte de døde med i land. De blev begravet i det sydøstlig hjørne på Als kirkegård, og der har ikke siden været foretaget begravelser på dette sted. Nu minder kun en græsbegroet plet om, at her blev døde engelske sømænd stedt til hvile. Jeg har for mange år siden, set et brev, som nogle af de overlevende sendte til Mads smed og hans kone, efter hjemkomsten til England, hvori de takkede for al den godhed og omhu, disse to mennesker havde udvist overfor de skibbrudne. Dette brev er desværre gået tabt og findes ikke mere.

Als Rev begynder egentlig syd for Mariager Fjord, omtrent ud for Sødringholm skov. Det er et sten rev og har altid ligget farligt for sejladsen i sejlskibenes tid. Lidt syd for sejlrenden ligger en mægtig stor sten, der aldrig er under vand, selv ved højvande. Den går under navnet ”Bøvelstien” og har været en yndet hvileplads for sælhunde.

Her kunne de være så nogenlunde i fred. Hvis et skib i gamle dage strandede på dette rev, var deres skæbne beseglet, da det var ganske umuligt at få det bragt flot igen.

Der er sket flere strandinger her i fortiden, men med en enkelt undtagelse er alle oplysninger om dem gået tabt. Denne undtagelse er beretningen om en stor russisk brig, ”Ivan”, der strandede på revet i 1870'erne. Den forløb uden større dramatik. Kystbefolkningens århundred gamle tradition med at bjærge, hvad bjærges kunne fra strandinger uden myndighedernes viden, var for længst, en saga blot. Der var ansat strandfogeder, der sørgede for, at alt strandingsgods blev oplagret hos strandfogeden og senere solgt ved auktion.

Bemeldte ”Ivan” var lastet med stykgods, der blev bragt i land under opsyn af to ”bjærgnings fogeder”, der skulle påse, at alt gik ærligt og redeligt til. Min bedstefar, Axel Lods, og Ajs Peter i ”Østergård” blev betroet denne ansvarsfulde post. Det var to mænd, man altid kunne stole på, og det hele gik også gnidningsløst, indtil et lille anker rom blev bragt i land. De var begge glade for rom, og fristelsen til at smage på ankerets indhold blev for stor. De fik boret et lille hul, hvorigennem de stak en stump tagrør, og så skiftedes de til at sutte løs. Det var stærke sager, og virkningen udeblev ikke, inden længe var de kanonfulde begge to. Forinden havde de fået vognen læsset med et læs porcelæn, som der skulle køres forsigtig med, men det kneb med at holde balancen op igennem det uvejsomme terræn, og oppe i klitten gik det galt. Der væltede vognen med det skrøbelige indhold, og det dyrebare porcelæn blev kvadret i tusinde stykker. Hvordan de slap fra denne bedrift, melder historien intet om, men både Ajs Peter og bedstefar har sikkert været noget flove bagefter, da rusen havde fortaget sig.

”Ivan” stod fast på grunden og var ikke til at rokke af stedet, skrog og master blev solgt ved auktion og ophugget på pladsen. Helberskovs bønder købte adskillige ting på auktionen, som de kunne have brug for, og endnu den dag i dag findes der i en enkelt gård adskillige effekter, som blokker, taljer og tovværk, som stammer fra ”Ivans” stranding.

Påskelørdag l907 observerede man fra Bjerget et fartøj, der så ud til at være under inddrivning mod land. Vejret var dog så usigtbart, at det hindrede yderligere observationer den dag. Dagen efter - påskedag - var vejret fint, og man opdagede da en galease, der var drevet ind på Hvidsandsbanken. Besætningen på to mand – kaptajnen og bedstemanden - var gået fra borde om natten redningsbåden, men båden sank kort efter. Bedstemanden var en ren kæmpe, og det viste sig, at han akkurat kunne bunde i vand til halsen og han fik kaptajnen op på skulderen og vadede i land med ham. De nåede meget forkomne ud til Als Odde, hvor det lykkedes at få toldkontrollør Clausen vækket og kom indenfor, hvor de fik en meget venlig modtagelse af Clausen og hans kone.

Den strandede skude var ”Hilda”, hjemmehørende i Mölle ved Kullen. Den var afgået fra Finland med trælast sammen med to andre sejlere, og de forliste eller strandede alle tre samme dag ud for Himmerlands kyst. Den ene, en skonnert, strandede ud for Dokkedal, en jagt, der kæntrede mellem Als og Dokkedal og endelig ”Hilda”, der endte på Hvidsandsbanken. Fra Bjerget observeredes ude i nordøst et kæntret fartøj, der kom drivende med to mand klamrende sig fast til kølen. En tysk damper, lastet med kul til cementfabrikkerne ved Mariager Fjord, var på vej sydover og tog havaristen på slæb ind til Als Odde efter at have fået de to mand velbeholdne om bord. Her lå vraget vest for broen til ankers i lange tider, før det lykkedes at få det vendt og lasten, der bestod af ti alen lange fyrrebrædder, taget ud og kørt op til strandfogeden, hvor det om vinteren blev solgt ved auktion. ”Hilda” var lastet med store bjælker, der blev flådet til Als. Ved den påfølgende auktion købte gårdejer Jens Olesen fra Helberskov et større parti af disse til opførelse af en ny lade. Hans sønnesøn, Christian Vested Olesen, er nu ejer af gården, op det svære tømmer i laden stammer altså fra lasten i ”Hildas” vrag. Dette blev siden købt af tre partsfiskere fra Helberskov, der brugte det som oplagsplads for deres fiskeredskaber.

Også mange sælhunde, der var i stand til at kravle op på dækket, fandt vej dertil. Her kunne de ligge og sole sig, når der ingen mennesker var i nærheden. Hvis nogen nærmede sig, plumpede de hurtigt udenbords igen. Det lykkedes dog en erfaren jæger at skyde adskillige af dem. Vraget lå derude i mange år, indtil det i hård vinter blev ført bort af isen.

Der foreligger også en beretning om en stranding, der fandt sted ud for als for mange år siden, tidspunktet har det ikke været muligt at fastslå. Da redningsmandskabet nåede derud, var der intet spor til besætningen, det eneste levende væsen om bord var et spædbarn, en lille pige, der lå og sov i en køje lige under dækket., Hun blev bragt med i land og fik sit hjem hos familien på ”Als Nygård”, der siden adopterede hende, da man ikke kunne finde frem til hendes nærmeste pårørende. Hvem hun var, og hvor hun kom fra, forblev for altid en gåde. Hun blev af familien betragtet som deres egen datter, og her havde hun sit hjem, indtil hun blev voksen. Hendes videre skæbne er ukendt.

I tilknytning til omtalen af strandinger kan det måske også have interesse at høre en beretning om skibe og sømænd på Mariager Fjord i gamle dage, før de går helt i glemmebogen. Nogle af dem er allerede glemt. Der var mange ejendommelige og markante personligheder mellem disse skippere og kaptajner. En af de gamle skibsførere fra en svunden tid, måske den sidste, er den 91-årige Sofus Nielsen, nu bosiddende i Hadsund Syd. Han besidder en fænomenal hukommelse og en enestående evne til at skildre livet på fjorden for mere end 80 år siden. Her fortæller han, hvad han husker fra sine drengeår og om sig selv og andre sømænd her fra fjorden. Sofus Nielsen har selv ejet og ført 6 skibe. Han gik til søs i sin grønne ungdom og sejlede i flere år med turiner og marstalskonnerter, men allerede som ung mand købte han sit eget skib, en jagt, der hed ”Kristine”. Den blev kaldt Diges jagt, fordi den havde tilhørt en små skibsreder, der hed Dige, hvis mange jagter gik i en slags paketfart mellem Norge og alle de små pladser langs den jyske vestkyst, hvor de lå og lossede og lastede mellem revlerne. Senere ejede han flere skibe, bl. a. galeasen ”Anna Sofie”, som i virkeligheden var en for længst jagt, som var rigget til galease. Han var dog ikke særlig glad for den, idet man tydeligt under hård sejlads kunne mærke, at den var sat sammen af tre stykker, der ikke rigtig arbejdede sammen. Han solgte den ret snart til en skipper, Christian Beck, fra Stinesminde, der sejlede med den et par år. Det var under første verdenskrig og fragterne var ret gode. Det fik imidlertid en sørgelig ende både med skib og besætning, der bestod af skipperen og en mand.

Efteråret 1916 forlod de Udbyhøj, hvor de havde ligget til ankers nogle dage på grund af modvind og dårligt vejr. Morgenen efter afsejlingen fandt et andet skib ”Anna Sofie” stående på havbunden lidt syd for indsejlingen til Mariager Fjord med alle sejl sat, masterne ragede et stykke op over vandet, men der fandtes intet spor af de to folk. En dykker, der blev sendt ned til vraget, kunne konstatere et stort hul i den ene bov, der var fremkommet ved påsejling.

Der havde i lang tid ligget en tysk trawler i området, men den var pludselig borte, og man skønnede, at det nok var den, der havde vædret ”Anna Sofie” af vanvare eller med forsæt. Hvad der yderligere var med til at øge mystikken var, at man efter længere tids forløb fandt liget af skipperen (han blev identificeret ved sin påklædning) sad der tre revolverkugler i kraniet. Han havde inden skibet forlod Udbyhøj skrevet til sin kone og antydet, at han var urolig for denne rejse, men angav ingen grund til sin uro. Man gisnede, at skipperen efter sammenstødet muligvis havde forsøgt at redde sig om bord i trawleren, men at man der ikke ønskede at redde ham.

Sofus Nielsen købte, efter at ”Anna Sofie” var solgt, en galease, som hed ”Rita” opkaldt efter hans datter. Da krigen sluttede i 1918 solgte han ”Rita”, fordi han ønskede et større skib. Han købte derefter en færøkutter ”Grace”, som under krigen var kommet til København med en last fisk og derefter oplagt. Det var et godt og solidt skib, men grejerne om bord var så tunge ag svære, at en mand næppe formåede at løfte en blok (Den var jo bygget til nordhavssejlads med stort mandskab) og han solgte den efter kort tids forløb. Omkring 1920 købte han skonnerten ”Olga” af Kjeld Christensen, der senere blev lods på Als Odde, og med den sejlede han Kattegat og Østersøen tyndt i 24 år, indtil han i 1945 lagde op.

Da Sofus Nielsen var en knægt på 6 -7 år fandtes to mindre jagter hjemmehørende i Hadsund. Den ene ejedes og førtes af Christian Nielsen, der senere blev havnefoged i Hadsund. Den anden tilhørte en mand, der gik under navnet Boddum-Andreas. Hans kone, der sejlede med, var en lige så god navigatør som Andreas, hun blev kaldt for Boddum-Trine. Engang hun var med københavnerbåden ”Ydun” hjem, blev der tåge, og da de nåede i nærheden af kysten, begyndte mandskabet at lodde. Pludselig råbte Trine, der stod og fulgte med i lodskuddene: - Hvad vil I ind i Randers Fjord efter -! Man lo ad hende, men da tågen lettede, var det Trine, der lo. Hun og Andreas blev uenige om en hvid kost nede i Lillebælt, hvilket resulterede i, at Andreas gik ned i kahytten og hængte sig. Trine blev senere marskandiser i Hadsund.

Sidst i 1800tallet, da damptrawlerne vandt indpas i den engelske fiskerflåde, blev mange af de gamle sejlfiskersmakker udbudt til salg. En mand fra Hobro, der hed Wolle Høgh, købte i hvert fald to af dem. Den ene, der ved overdragelsen bar det poetiske navn ”Flower of the Forest”, og virkelig var en fryd for øjet,, fik det knap så velklingende navn ”Nielsine” og førtes af hans svigersøn, der blev kaldt den norske Bøgh. Han var dansk, men efter en tid at have faret med en norsk brig, vedblev han resten af sit liv at tale et sprog, der skulle ligne norsk.

Den anden fiskerkutter ”Englishman”, fik som dansk navnet ”Fremad”. Reinholt Rüsz ejede den i flere år, men da han overtog Hadsund bedding, blev den solgt til Minus Nymand, der ellers var udlært bager, men som efter udstået læretid stak til søs, kom hjem, tog eksamen og købte skib, først som nævnt ”Fremad” (der forliste), senere ”Håbet”. Nu nyder han sit otium her i Hadsund.

Wolle Høgh's søn rejste til Norge og købte omkring århundredskiftet en topsejlsskonnert, der hed ”Merkantil”. Dette skib og en tomastet bramsejlsskonnert er, så vidt vides, de eneste råsejlere, der har været hjemmehørende på fjorden. Der var også en del store jagter hjemmehørende i fjordbyerne. De lastede omkring 40 tons og sejlede i paketfart, mest på København og det var en fart, der gav gode penge. Mange af skipperne var da også temmelig høje i hatten.

Der fortælles, at en af dem kun brugte et sæt tøj nogle få gange hvorefter han bad en af folkene om ”at smide de klude overbord”

I Mariager, hvor også de fleste af cementfabrikkernes skibe var hjemskrevet, har der ikke været så få privatejede fartøjer, blandt disse kan nævnes Wilhelm og Ferdinand Rüsz, der sammen købte en svensk galease, der hed ”Delfin”, den sejler for øvrigt endnu skønt den vel nærmer sig de hundrede år. Nogen tid efter at de havde købt den, savede de den midt over og øgede den et stykke midt i, hvorved lasteevnen forøgedes fra 70 til 105 tons. Denne ombygning udførte de til dels selv på broderen Reinholt Rüsz's bedding i Hadsund, men nogle få år efter skiltes de, da det ene skib kun dårligt kunne føde to familier. Wilhelm grundlagde nærmest et skipper dynasti, idet både hans sønner, en svigersøn, en sønnesøn og en søstersøn alle blev skippere.

De to gamle Rüsz'er var et par kraftkarle, således fortæller brovagten på Hadsund broen, at når jollen (der i søen havde sin plads på storlugen) skulle sættes i vandet, blev der ikke rigget taljer til de tog blot fat i hver sin ende af den og smed den over bord. Deres lune kom bl.a. til udtryk ved, at de under passage af broen satte hunden, der hed ”Kokkemand”, til rors, udstyret med Wilhelms briller og Ferdinands pibe !

Peter Holm var i mange år havnefoged i Mariager, men havde som yngre haft en jagt, en såkaldt toldkrydser, der hed ”Agnes”. Den var en fin sejler, som alle krydsjagter af denne type. De var jo først og fremmest bygget til hurtig sejlads med fine undervandslinier og en overvægt af sejl i forhold til andre skibe. Holm erhvervede senere en såkaldt evert, en skibstype, der i nogen grad mindede om en kuf, idet den af hensyn til afdrift var udstyret med sidesværd.

Cementfabrikkerne, altså Cimbria, Kongsdal og Dania, ejede flere skibe. Som de første huskes ”Sigrid”, en forhenværende hvidmalet grønlandsskonnert. Den gik udelukkende i fart på Norge med cement. Skipperen hed Jens Andersen. Han fik senere en damper, ”Vejle”, at føre. Deres mindste skib var jagten ”Svend”, en gammel toldkrydser. Den førtes i mange år af en af fjordens mærkeligste skikkelser, kaldet ”Stille Jensen”. Han var en noget sky natur og sejlede helst alene, men kom man ham helt ind på livet, var han en hyggelig og omgængelig mand, der med lune kunne fortælle om sine ensomme sejladser over Kattegat, hvilket ofte betød en rorstørn på l5-20 timer i et stræk. Hans udproviantering til en sådan rejse bestod i reglen af cigarer, tobak og chokolade, da det ikke var muligt at komme til at lave varm mad. Han var en dygtig sømand, og da ”Svend” var en ligeså fremragende sejler, var det ikke få bedrifter, de to udførte sammen. Han fortalte engang, at han en nat i hård kuling mistede roret midt i Kattegat, men formåede alligevel at manøvrere ”Svend” ind i Anholt havn, bare ved hjælp af sejlene. Han sluttede sin beretning med at sige: - Da ”mig” kom ind i havnen, kom en fisker hen og gav mig tre store rødspætter, af mit rederi fik ”mig” et guldur, men ”mig” var nu mest glad for rødspætterne, for dem trængte ”mig” mest til -! Ordet jeg brugte Jensen aldrig, i det hele taget var hans sprog noget barnligt og kort, ofte udtalte han kun en del af et ord. Når han udprovianterede bad han om ”bak” og ”lader”. Han fik senere sit eget skib, en lille galease, som han selv lod bygge. Den hed ”Fremad” og om bord i den fandt man ham en morgen død. Hans død foregik lige så stille og ubemærket som hele hans færd gennem livet.

Kaptajn Meier, om hvem der endnu går sære frasagn, var Stille Jensens diametrale modsætning. Hans færden på hav og land foregik absolut ikke i stilhed og ubemærkethed. Han var rent ud sagt en gudsforgående krop, en gruelig børste. Hans første skib som skipper var, så vidt vides, cementfabrikkernes jagt ”Napoleon”. Med denne jagt kom han engang ind til Helsingør, efter en døds sejlads over Kattegat. Skibsdrengen stod surret fast til masten, frosset ihjel, men det anfægtede ikke Meiers samvittighed. Det første han sagde, da de kom i læ af molen var: - Goddag Napoleon, jeg troede denundemanemig at du var bleven væk -! Han havde ikke set dækket af skuden de sidste mange timer.

Til Ferdinand Rüsz, der en overgang var med ham som skibsdreng, sagde han: - Kan din bette gris gå op til skibshandleren og få den her fyldt op -. Det var en brændevinsdunk, der lastede otte potter!

”Napoleon” forliste han ved Gilleleje, og han fik så skonnerten ”Peter” at føre. Det var den første sejler på Mariager Fjord, der fik indlagt hjælpemotor, og det vakte en kolossal opsigt til at begynde med, når den kom tøffende op ad fjorden i strid modvind uden brug af sejlene. Den sejrede han med i mange år, indtil den forliste på tangen. Han drak og svirede med sit mandskab, der nok ikke altid var små englebørn.

Engang havde han lagt bi ved Als Odde og efter at have drukket tæt med sit mandskan det meste af dagen, ordrede han de to mand ud med et varpanker. Båden kændtrede, og de druknede begge to. Strømmen førte dem til havs, og de blev aldrig fundet.

Ved søforhøret bedyrede han sin uskyldi det skete. Han havde kastet en tovende ud til de to mænd, men de havde ikke været i stand til at opfange den. Der havde ikke været andre vidner til ulykken, så han slap for videre tiltale. Men folk ude på Als Odde, der kendte ham bedre, havde en nogen anden opfattelse af, hvad der var foregået. Meier havde slet ikke været på dækket, da de to mænd tog ud med båden, men hele tiden siddet døddrukken i kahytten. Der fortælles, at engang gik ”Peters” motor tør for smøreolie, men Meier var aldrig rådvild. Han åbnede nogle dåser ansjoser og smurte med langen, og med dette lidet fedtholdige fluidum hinkede de hjem til fjorden.

Engang, han var på vej ind til Fredericia, blev han vækket af bedstemanden, da de nærmede sig bestemmelsesstedet. Meier kom på dækket, som sædvanlig noget omtåget, og da han så lysene i Fredericia, råbte han – Det er – så bandte han – den russiske flåde, vi vender om - !! Om han virkelig vendte om, er vel tvivlsomt. Det var i 1905, da den russiske østersøflåde var på vej til Port Arthur i Østasien. Meier følte en indædt aversion mod russerne, dem havde han året før, i 1904 under den finske revolution, gjort et højst ubehageligt bekendtskab med. Under en rejse til Finland med en ordinær last medførte ”Peter” Også for Meier’s egen regning nogle ”varer”, der ville finde nem afsætning i den foreliggende situation. De blev i højeste grad betragtet som krigskontrabande og blev godt skjult om bord, men ikke godt nok. De russiske toldere fandt frem til hele lageret, og det havde til følge, at ”Peter” blev tilbageholdt og Meier taget ved vingebenet og sat i arrest. De russiske fængsler har alle dage, både i fortid og nutid, været skrækkelige, og Meier har sikkert befundet sig grumme ilde der. På en eller anden måde lykkedes det dog for ham at bjerge både sig selv og ”Peter” tilbage til Danmark igen, hvordan det er gået til, er der inge, der ved. Men siden den gang led Meier af en vis russerskræk, og da han i sin omtågede tilstand mente at se hele den russiske flåde dampe op, troede han sikkert, at de igen var ude efter ham.

En tid lang førte han ”Svend”, og med den rendte han ind i den nybyggede Hadsund bro, hvilket førte til en kontrovers med brofogeden, idet denne truede med at save klyverbommen af ”Svend”, da den ragede så langt ind over broen, at toget ikke kunne passere. Det blev dog forpurret af baneledelsen, der mente, at sligt nok ikke gik an. Meier endte som fører af en lille ålekvase, der var ombygget til lerpram. Det var gået tilbage for ham. Men at han satte kolorit på tilværelsen og skub i sladderen, kommer man ikke udenom og det er vel også en slags mission.

Af dampere havde cementfabrikkerne tre: ”Vejle”, der var en forhenværende fiskertrawler, ”Møen”, hvor kun bro, master og lidt af begge stævne var synlige, når den var lastet, den var lang og smal og skrap som en ragekniv og desuden ”Cimbria”, der forliste først i 30’erne med mand og mus. Styrmanden havde sin kone med. Det var deres bryllupsrejse. Foruden de gamle sejlskibe og små dampere ejede cementfabrikkerne også en tremastet skonnert ”Harald” samt forandaftskonnerten ”Alexander”. Begge disse skibe var meget smukke og velholdte, og skønt de havde kraftige motorer, så man dem ofte under sejl i slutningen af sidste krig, da olie var en mangelvare, selv inde i fjorden og under passage af broen.

Den første slæbebåd her på fjorden var en hjuldamper, et træskib og derfor ikke særlig velegnet til isbrydning. Ikke desto mindre forsøgte man et forår at åbne farvandet med den ved at anbringe to roterende rundsavsklinger foran båden, en på hver side, men forsøget faldt ikke heldig ud. Den blev afløst af bugserbåden ”Plucky”, der besørgede al bugsering på fjorden i mange år, ført af kaptajn Marcussen. At se den komme dampende med en hale på 5-6 skibe efter sig var et flot syn. ”Plucky” var bygget som lystyacht til en rig Argentiner, men rigdommen var gået fløjten, da han skulle overtage den. Omkring 1920 købte det fælles havnevæsen den lille, stærke slæbebåd ”Hero”, og man var nu i stand til at holde sejladsen gående i isperioder. Den første fører af ”Hero” var skipper Nielsen, en meget kendt og respekteret mand af alle, der færdedes på fjorden.

Han blev afløst af den berømmelige Jacob Peder Nielsens ældste søn. Det var egentlig meningen, at Jacob Peder selv skulle have overtaget denne stilling, men han faldt for synsprøven og blev derefter ansat ved det fælles havnevæsen. Han var meget alsidigt begavet og påtog sig alt arbejde, der måtte forefalde. Han var også gravemester på havnevæsenets muddermaskine ”Maren”, der blev trukket med hestegang (det lyder måske lidt paradoksalt, men det var faktisk ret almindeligt førhen). I Jacob Peders tid blev der dog brugt dampkraft, hvis man i den forbindelse kan tale om kraft, for når den havde gravet en halv time, måtte den ofte ligge og samle kraft til det næste fremstød i en hel time. Jacob Peder var også udstyret med politimyndighed i nogle år, dog kun på fjorden.

En anden kendt skipperskikkelse var Jens Nielsen, i daglig tale kaldt ”Rebslåeren”. Han ejede en lille jagt, der næppe kunne laste mere end ca. 30 tons, og med den sejlede han med grus ud til byerne langs kysten mellem Mariager fjord og Limfjorden. I disse sogne fandtes ingen grus. Her blev lasten først losset over i store kåge, der sejlede så langt ind de kunne flyde, her blev så gruset losset over i hestevogne og kørt i land, en besværlig og langsommelig proces. Senere købte han en engelskbygget kutter, der hed ”Ewald”, en virkelig skønhedsåbenbaring, om hvis sejlevne der endnu går ry, idet den uden tvivl var den bedste sejler her på fjorden. Nu har enhver skipper jo en vis tilbøjelighed til at rose sit eget skib, men da også andre, der måske endda var lidt misundelige, berømmede dens dyder, tør nok siges, hvad Jens Nielsen selv har fortalt, at når han krydsede ud eller ind ad fjorden med ”Ewald”, og der var god stræk på den ene bov, behøvede de ikke at gå over stag, når de mødte den læ grund. De løb bare op i vinden, og skibet kunne da uden at miste styreevnen løbe helt over i luv side af farvandet, hvorefter man faldt tilbage på samme bov igen. Sligt kan en moderne lystkutter næppe præstere. Han fik senere skonnerten ””Agnete” og førte den, indtil han ved anden verdenskrigs slutning lagde op.

Laust Andersen, der nu forlængst er død, ejede flere skibe, bl.a. en skonnert, der bar navnet ”Den unge Lods”. Den var klinkbygget, men blev senere klædt om til kravel og rigget som galease og fik navneforandring til ”Lodsen”, var rundgattet, hvilket er ret ualmindeligt for et skib af denne type. Senere købte han galeasen ”Gabriel”, der var kutterbygget med ret stævn og flad hæk, og med den sejlede han, indtil han lagde op.

En anden markant personlighed var kaptajn Funder, der ejede og førte en fuldrigger ”Jupiter” i mange år, den var indregistreret andet steds, men Funder havde hjemme i Hadsund. Før i tiden havde han ført og forlist to skibe - en skonnertbrig på Skagens rev og en brig i Magellan strædet. Han førte senere en af fjordbådene. Kaptajn Funder døde som gammel mand i Helberskov. Uden for huset, han beboede, opsatte han en mægtig høj flagstang, der nærmest kunne betragtes som byens vartegn. Nu er den forlængst borte.

En, ikke alene i Hadsund, men i hele egnen, velkendt mand er fhv. brofoged Einar Pedersen. I sin ungdom kom han viden om som styrmand på store sejlskibe (uden motor) i oversøisk fart, indtil han blev brofoged i Hadsund, en stilling, han beholdt i 37 år. Nu nyder han sit otium sammen med sin kone i deres hyggelige hus i fjordbyen. Det er Ejnar Pedersen, der sammen med Sofus Nielsen, står inde for de fleste detaljer i beretningen om skibe og sømænd på Mariager Fjord i gamle dage.


Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015