Startside | Lokal avis 1945 | Niårig beretter | Erik Markussen beretter | Befæstningsanlægget | Obersten gik fri | Mordet der aldrig blev opklaret | Overgivelse drøftet på badehotellet | Danmarks sidste fæstning kapitulerede | Billeder fra krigen | Østhimmerland 1940 - 1945

Af Christian Christensen, født den 19. April 1936 i Helberskov

 Da Hitler begik selvmord i Berlin, den 30 April, og de tyske soldater stod æresvagt uden for skolepladsen dagen efter, var vi børn klar over, at krigen snart måtte være forbi. I de første majdage gik de voksne og snakkede om, at englænderne var trængt ind i Åbenrå, og der var måske fare for, at der var måske fare for, der ville opstå regulære kampe i landet. Frygten viste sig at være overdrevet, idet englænderne trak sig tilbage til grænsen, og alle voksne slog sig til tåls med, det gik nok uden sværdslag.

Den 2. Maj blev min mor og jeg enige om at lægge en syvkabale. Hvis den gik op, tog vi det som tegn på at krigen snart ville være forbi. Kabalen gik op!

Alle i byen var spændet men også afslappede. Det var nu kun et spørgsmål om timer eller en enkelt dag, inden det var forbi.

Hver dag hørte vi fire radioaviser. Vi hørte den danske, men vidste den var censureret. Vi hørte udsendelserne fra Sverige, hvor Niels Grunnet ( chef på radioavisen ) læste nyhederne med sin karakteristiske stemme. Vi hørte også i de sidste måneder en udsendelse fra Køningsberg ( Kaliningrad ), hvor kendingsmelodien var H. C. Lumbyes—Champagnegaloppen. Speakeren var kvindelig, og det var nok en kommunistisk propagandasender, men vi fik nyheder fra Østfronten. Den vigtigste var dog BBC. Den 4. Maj om aftenen var jeg gået i seng, men lå vågen, for jeg ville høre udsendelserne fra England inden jeg sov.

Min mor sad nede i stuen, og udsendelsen begyndte med frontberetninger, da der pludselig blev sagt: ”Et øjeblik”. Vi lyttede spændt, så kom frihedsbudskabet, og vi skreg af glæde. Få øjeblikke efter kom en dreng fra nabolaget råbende op gennem byen. ” Krigen er forbi! Krigen er forbi!”. Vi glædedes over hans begejstring, men da freden jo først trådte i kraft næste morgen klokken otte, var det for tidligt at feste. Kort tid efter faldt jeg i søvn, for næste morgen skulle der være glæde.

Da jeg blev vækket næste morgen, var der flag på bordet. Mor havde også været ude i hækken og sætte halvstore flag op, og hele byen var flagsmykket. Mine to ældre søskende havde været i skole, men da de kom til skole døren blev den åbnet lidt på klem, og en rystet lærer bag døren fortalte, at skolen var lukket i dag. Grunden til at læreren var så rystet, var den, at tyske soldater hele natten løb rundt omskolen og skød vildt. Det fortalte han os lang tid efter. Halvdelen af skolen og hele gymnastiksalen brugte tyskerne jo til kaserne. Han havde gemt sig ude i skunken hele natten, og derfor var han så ræd.

Om formiddagen samledes masser af mennesker uden for købmanden. Over for købmanden lå gymnastiksalen, og alle ville jo gerne se, hvordan tyskerne reagerede på nederlaget. Stemningen var høj, men der var også en stor frygt for, hvordan tyskerne ville klare situationen. De opførte sig som om, der ikke var sket noget. De passede deres dont. Gik vagt uden for gymnastiksalen med skarpladte rifler, kørte i biler og hestevogne til garager og stalde. Hver gang der kom et tysk køretøj, havde vi bare at gå til side. Alle var lidt forvirrede. Var der ikke fred? Købmanden advarede os om, situationen var farlig. Han fortalte: ” I aftes, lige efter fredsbudskabet lød gik jeg i min glæde ud til flagstangen og hejste det danske flag. Få minutter efter sprang tyske soldater ind i haven og savede flagstangen over. Den nat turde jeg ikke sove hjemme”. Da det gik op for os, sagde min far, det vist var bedst, vi gik hjem igen.

Over middag rygtedes det, at der var stort møde i Als. Det var vist nok et frihedsmøde. Jeg og nogle kammerater blev enige om, vi skulle op at se, hvad der skete. Masser af mennesker havde fået den samme ide. Folk gik, løb og cyklede til Als.

Ved Flouen var der samlet mange mennesker. Der blev sunget og talt og råbt hurra. Pastor Larsen stod oppe på forhøjningen ved ”Stryg-Karls” hus og holdt en lang lang tale. Han snakkede om vore engelske venner, der reddede os, så vi igen blev frie. I det samme kom der nogle engelske flyvere flyvende hen over os.

Men denne store fest blev flere gange afbrudt af tyske lastvogne, der kørte i fast rutefart mellem Skelund station og Helberskov. De kom med fuld udblæsning uden lyddæmper eller noget som helst kørende, og når en lastbil kørte ind i den vestlige del af Als, trak folk sig pænt til side, for ingen ville vide at byde tyskerne trods. Der stod jo mindst ti stærkt bevæbnede tyske soldater på hver bil, så ingen havde lyst til at provokere.

På vej hjem fra mødet mødte vi en dansk bil, hvori der sad danske frihedskæmpere, som vist nok var på jagt. Ingen af de voksne vi spurgte kendte dem. En ting var alle dog enige om. De havde i hvert fald ikke været i Helberskov, for der turde ingen frihedskæmper endnu komme. Tyskerne ville jo ikke kapitulere. Vi kom hjem til Helberskov, men vores glæde var blevet iblandet en smule frygt men også spænding.

Næste dag, søndag kom så det store chok; lods Ib Welling var blevet fundet nakkeskudt ude ved molen ved Als Odde. Ingen kunne rigtig forstå, at denne respekterede og retlinede mand skulle blive tyskernes offer, og at det var den 5. Maj om aftenen. Vi børn havde ondt af de to piger, der var vores jævnaldrende, der pludselig og brutalt havde mistet deres far.

De følgende dage gik livet nærmest i stå i byen. Jeg kan ikke huske noget fra de følgende dage. Alle gik bare og ventede på englænderne skulle komme og jage tyskerne ud. Det skete så den 10. Maj.

Da englænderne kom til Helberskov

Torsdag, den 10. Maj kom Englænderne. Der havde været snakket om det nogle dage, for ingen vidste, hvad de skulle gøre ved tyskerne, der jo ikke ville overgive sig.

folk fra den lokale modstandsbevægelse turde kun observere tyskerne, fra tilbørlig afstand. Det var gået op for dem, at tyskerne kun ville overgive sig til et andet lands militær, og dette kunne altså kun være englænderne.

Ved halv ti tiden kom så de længe ventede englændere. Alle var rede. Vi drenge og også mange voksne styrtede bagefter tropperne. Vi var så naive at der nok ville opstå regulære kampe. Det var måske ikke så naivt, forholdene taget i betragtning. Jeg skød genvej via dammen og en lille sti, der førte op til Bjerget her på Ejnar Vestergårds græsplæne, der var delt på midten, idet den tyske pigtråd i mindst to meters højde spærrede for videre adgang. Her ville vi så stå i forreste linje, når de engelske kampvogne gik til angreb på den nordlige side af bjerget. Men der skete ingenting. Der kom ingen kampvogne. Jeg blev så klar over, det var nok ikke her, der skete noget foreløbigt. Vi styrtede tilbage ad stien hen forbi skolen, og der var der opløb. De engelske kampvogne var kørt ud i sandgraven. Lige ud for skolen holdt en lastbil fyldt med frihedskæmpere, de havde i hvert tilfælde hvidt armbind på. De sprang af lastbilen, medbringende deres maskinpistoler. Mange af dem prøvede at afspærre vejen, så vi ikke kunne komme frem. Men menneskemasserne var meget store, så intet kunne stoppe os. I løbet af få minutter var sandgraven et myldrende menneskehav. Vi drenge klavrede rundt på kampvognene, mens de voksne råbte og skreg, at det var farligt, men ingen sansede det.

Oppe på kanten af bjerget lå ganske vist et halvthundrede tyske soldater med skudklare rifler og maskinpistoler. Men ingen ænsede faren. Englænderne var kravlet ud af kampvognene og begyndte at lave te. I løbet af en halv time blev der ro på pladsen. Husmødrene i byen kom med store fade af smurte madder, som de bespiste englænderne med.

Vores gamle nabo, Kristian Larsen, kaldet Tonnisen, var en meget ivrig tilskuer ved kampvognene. Han var veteran fra 1. Verdenskrig, hvor han havde deltaget i krigen på canadisk side, og opholdt sig i flere år i belgiske skyttegrave. Jeg stod ved siden af ham og lyttede med åben mund og polypper. Denne gamle mand kunne snakke med englænderne på deres eget sprog. Han voksede meget i vor anseelse: tænk sig, at mand der altid talte ravjysk, han kunne snakke med disse mennesker om oplevelser, som var sammenfaldende. Jeg kunne også mærke på ham, at han var meget bevæget. ( skønt han i mange år kom i vores hjem, har jeg aldrig hørt ham fortælle om sine krigsoplevelser. )

Efter kort tid gik den engelske leder op til bommen, hvor tyskerne holdt vagt. Nogen tid efter kom de to tyske ledere ned. De snakkede noget sammen. Så fulgte englænderne med op på bjerget ved middagstid blev vi så klar over, tyskerne havde givet op.

Først på eftermiddagen begyndte de tyske soldater så at bære alle håndvåben og al ammunition ned i gymnastiksalen. Langs hele ruten stod danske modstandsfolk vagt. Sidst på dagen var det overstået. Vi fik at vide, at næste morgen, kl. 5, skulle tyskerne forlade byen. Mange voksne fra byen var oppe næste morgen, for at se afrejsen. I spidsen kørte en personbil, bagefter traskede en flok tyske soldater, der skulle gå hjem til et fædreland, der var meget hærget. CBU-kolonnen fra Sæby skulle nu bevogte gymnastiksalen, indtil de resterende våben kunne fjernes. Det varede nok en tre uger, og i den tid boede gruppen i skolestuen. Så kunne der jo ikke holdes skole, og på den måde fik vi pludselig en ekstra ferie på tre uger, og det kunne vi drenge godt bruge, for selv om krigen var forbi, skete der alligevel i den tid så meget spændende, at vi slet ikke savnede skolen.