20. november 2015

Amerika brev

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

 

Startside
Ude godt - men hjemme bedst
Diverse Carl Juul
Globetrotteren blev købmand
Strandinger og forlis
Jørgen Rytters tobak
Himmerlandske orlogsgasters oplevelser
New Zeeland brev
Connecott Alaska 1924
Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage
Originaler og andre godtfolk i Helberskov
Brev fra Carl til hans søn
Anetavle Carl Juul
Fem måneder i Argentina
Amerika brev
Byen der udvandrede

 

 

Amerika brev - SKREVET AF CARL JUUL I 1916

Ved Niels Lund Pedersen

 Carl Juul blev født i Helberskov den 7. august 1897. Han havde tre søskende: Margrethe, Axel og Erik. De mistede deres forældre da Erik som den yngste kun var 9 år gammel. Familie og venner tog sig af de fire søskende, indtil de kunne klare sig selv. Som det havde været almindeligt i Helberskov i mange år, udvandrede alle fire søskende til Amerika.

Først rejste Carl, men han var den eneste af dem, der vendte tilbage igen. De andre søskende som nu alle er døde, levede resten af deres liv i Amerika med ægtefæller og børn.

Antageligt fordi Carls mor og min mor var ungdomsveninder fra Helberskov, kom Carl til Skelund og var medhjælper hos mine forældre i et par år.

Da han i 1916 rejste til Amerika, var min søster 9 år gammel, men da Carl vendte hjem i 1924 en voksen pige som han blev forelsket i og senere gift med. Det var sikkert årsagen til, at han ikke vendte tilbage til Amerika og New Zealand, hvor han også havde været nogle år.

Box, Kirkman lowa USA den 24.4.1916

Gode Venner!

Ja, nu er jeg altså langt om længe kommen til mit bestemmelsessted, men det har sandelig også taget sin tid.

Vi var 14 dage om at sejle over havet til New York, og jeg var søsyg 3-4 af dem, UHA! I kan tro, det var væmmeligt. Jeg lå i køjen hele tiden næsten, og om jeg var blevet budt alverdens rigdomme, havde jeg ikke kunnet gå op på dækket. Bortset fra søsygen var rejsen ellers meget behagelig, der var underholdning af enhver art. Musikken spillede en times tid hver eftermiddag inde i den store spisesal, og ellers var der en hel del af passagererne, der spillede violin og harmonika oppe på dækket, så der var dans og balfaldara både om dagen og om aftenen.

Klokken l0 skulle alle passagerer være under dækket, og til at drive dem herned havde kaptajnen en gammel natvægter, der løb og galloperede efter dem, når de ikke ville lystre. En aften var jeg også kommen med, og da han endelig havde fået os ned i køjerne, stak jeg hovedet uden for døren og begyndte at kagle og mjave. Den gamle sild gik da op til kaptajnen og hentede regnskabsføreren, der er såre mægtig om bord. Jeg nåede lige at få mig smækket i køjen med alle klæderne på, da han kiggede ind, men jeg og Kristian Thorup snorkede til den store guldmedalje, da han kiggede ind, men han gik med det samme. En af vore naboer var så uheldig at stikke hovedet udenfor døren, men han fik sin nysgerrighed dyrt betalt, for regnskabsføreren troede, at det var ham, der havde lavet spektakkelen og han fik sig en ordentlig omgang. Vi andre lå og grinede lumsk i "søvne" på den anden side af bræddevæggen. Passagererne var ellers af mange forskellige nationer. Der var skandinaver, finner, russere og så en del arabiske folk fra Armenien og Persien. De var lasede og forhutlede, i gamle og pjaltede klæder. Nogle af dem var også skulende fyre, der på grund af deres hidsighed tit gav anledning til skænderi og næsten til slagsmål.

Een af dem rev en skikkelig Vendelbo i håret, fordi han troede, at denne havde kastet en appelsinskal i nakken. Jyden blev selvfølgelig gnaven og stak Perseren en proper næve i hans yndige ansigt. Det trak op til en større batalje, men heldigvis var der nogen, der lagde sig imellem, så striden blev bilagt.

Ud for Newfoundland kom vi ind i en hel stime af små hvaler, der til tider sprang højt over vandet, det så pudsigt ud. Men ellers blev det kedeligt i længden kun at se himmel og hav, og de sidste dage tror jeg nok, at de fleste længtes efter at se land igen.

Vi kom til New York tidligt om morgenen, det regnede den dag. Vejret var så diset, at vi næsten ikke kunne se fra den ene side af floden til den anden. Længere op af dagen, da vi var kommet ind i dokken og havde fået kufferter efterset, blev vejret dog bedre med solskin og klar himmel, så nu kunne vi rigtigt betragte de kolossale bygninger. Der var et par stykker, det var i sandhed skyskrabere. Woolworth, der er verdens højeste bygning, hed den ene, den andens navn kan jeg ikke huske. Det kunne ordentlig svimle for een, når man tænkte sig op på toppen af dem. Hen på formiddagen blev alle 3die kl. passagerer beordrede ud på en lille damper, der på et kvarters tid bragte os ud på den berygtede ø "Ellis Island", hvor en læge undersøgte øjnene. Det var dog ikke så galt endda. Det gjorde lidt ondt, når han løftede op i øjenlågene, men det var dog ikke mere, end man kunne holde ud til. Der var dog nogle piger, der hvinede gevaldigt. Nå, men vi kom da igennem der og hen i en stor sal, hvor vi fik vore billetter udleveret og hver i sær forsynet med en stor madpakke, der kostede l $. I den pakke havde jeg mad nok til fire dage.

Hen ad aften kom vi endelig der fra igen og vi kom nu til en af banegårdene "New York Central" hed den. Hele natten kørte toget så mod nordvest og hen på formiddagen nåede vi byen Buffalo ved Eriesøen.

Det er en temmelig stor by med hen ved 300.000 indbyggere. Landet imellem den og New York hedder ligesom sidstnævnte by og var det mest kedelige og uskønne landskab på hele rejsen. Da vi forlod Buffalo kørte vi tværs gennem Canada mellem Erie- og Michigansøerne. På kortet vil I nemt kunne se, den halvø vi kørte tværs over.

Ja oppe i Canada var landskabet heller ikke meget oplivende. I kan omtrent tænke jer at køre over Als Hede hele tiden, så omtrent så det ud, men det er en god jord. På steder, hvor de pløjede kunne man rigtigt se det. Hen imod aften nåede vi ind til byen Detroit, der ligger lige på den anden side af U.S. grænsen i staten Michigan. Der holdt vi kun et par timer og herefter kørte vi hele natten for så om morgenen at nå Chicago. Der holdt vi dog ikke ret længe, så jeg fik næsten ingen ting set af byen, men det jeg så, var alligevel storslået. Jeg syntes, at husene i København var høje og trafikken i gaderne stor, men det var ingen ting ved siden af Chicago, hvor f. eks de almindelige huse var på 12 - 14 etager.

Hele de følgende 2 dage rullede vi så igennem 2 af Amerikas bedste stater -Illinois og lowa. Illinois har et mere fladt terræn end Iowa, der er stærkt bakket. Der er mange smukke partier her også. Klokken 8 om aftenen nåede toget en lille station, hvor vi skulle skifte. Det næste tog, som vi skulle med, kom først klokken 2 om natten, så vi havde rigeligt tid til at gå ud og se lidt på byen. Her traf vi ingen ringere end Jens Peter Zander fra Skelund inde i en cigarforretning. Jeg kendte ham ikke men Ingemann Gunnisen kendte ham. Der var selvfølgelig stor overraskelse på begge sider. Han skulle med toget, men vi snakkede så længe, at toget kørte fra ham, og så blev vi sammen hele aftenen. Men det er alligevel mærkeligt fjernt fra det gamle land ved nattetide ude midt i Amerika at ramle over en bekendt fra den samme by.

Tidlig søndag morgen den 2. april nåede vi så til Harlan og Johan Nielsen hentede os i sin automobil.

Alle mennesker har automobil herovre. Farmerne har selvfølgelig alle sammen, men de fleste tjenestekarle har det også, og dem der ikke har det, har i det mindste en hest og en vogn. Jeg har nu fået lovning på arbejde den første måneds tid og når den er gået, kan jeg sagtens få fast arbejde hele sommeren. Men Jeppe og Johan Nielsen fik for sent at vide, at jeg kom. Da de fik morbror Nielses brev var alle pladser optaget. Han kunne ligeså godt have skrevet før kunne han, men sådan er han altid, der skal altid en hel masse dikkedarer til, som ikke er en skilling værd i gammel mønt. Jeg har i den forløbne uge arbejdet hos een af Jeppe Nielsens sønner, der lige er bleven gift, og som nu har fået en farm. Han og konen og konens søster er til sang i aften, så jeg er alene hjemme, og nu tror jeg nok, at Ole Lukøje kommer anstigende, så jeg har vist bedre af at gå i seng.

Hils nu dem jeg plejer at komme sammen med i Skelund, og husk nu endelig at skrive igen, snart.

Venlig hilsen til eder alle i hjemmet.

Carl Juul

 


Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

   Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015