Carl Juul.

New Zealand-brev - af Carl Juul

Ved Niels Lund Pedersen

I bladet Gammelt Nyt nr. 14 - 1993 findes kopi af et brev som Carl Juul har skrevet i 1916 til familien. Valdemar Pedersen, Mosevang, Skelund, hvori han fortalte om sin rejse til Amerika og igennem en del af landet til sit bestemmelsessted. I 192I skrev han igen til familien, efter at være kommet til New Zealand, og besvarede nogle spørgsmål som min far Valdemar Pedersen, i et brev havde stillet ham. Carls Juuls datter Bente Juul har i 1970 besøgt nogle af de steder hvor hendes far var i 1920 erne, og nu har hans barnebarn Lise Otte i 1993 også været på disse steder.

Gore, Southland, New Zealand.

March 1921.

Mr. V. Pedersen, Mosevang, Skelund, Denmark!

Kære Valdemar! Først tak for brevet, som jeg modtog for et par uger siden, og som jeg nu i dag skal prøve at svare dig på. Det har ikke været mig muligt, at få skrevet før, begrundet på at jeg har været på " trek " omtrent helt siden jeg modtog brevet. Den gang arbejdede jeg ved et tærskeværk oppe i provinsen Canterbury, men røg uklar med ejeren, en rigtig, gammel og hidsig og stivsindet irlænder, og pakkede sammen. Det gjorde resten af besætningen også. Derover rasede " den gamle " værre end en vild fra Fiji og bandede os alle ned i den sorte jord, hvad selvfølgelig ikke hjalp ham stort. Well, efter den omgang rystede jeg Canterburys støv af mine fødder, og satte kursen mod syd sammen med en kammerat fra Queensland.

Stoppede et par dage i Dunedin og landede endelig hernede i Gore på den aller sydligste spids af New Zealand, så langt fra Skelund som nogen menneskelig sjæl kan komme, hvis den da ikke tar' en tur til månen eller Mars. Det er temmelig køligt hernede, den koldeste plads jeg endnu har ramlet over siden jeg kom her til New Zealand. Der er en slem forskel mellem det halvtropiske Auckland i nord og så dette her. Jeg sidder i læse rummet i byens offentlige bibliotek og skriver disse linier, iført min tykke, amerikanske overfrakke, blot jeg havde et par ditto galosjer, Det kniber med at holde varmen i mine lange tæer! Mærkelig nok Valdemar, jeg kan ikke døje kulden, og der skal ikke meget til, før jeg fryser som en hund. Derimod kan jeg tåle al den varme det skal være og føler mig som en fisk i vandet, selv når termometeret viser 100" Fahrenheit i skyggen. Hvordan mon det ville gå, hvis jeg kom tilbage til Danmark? Jeg ville vist fryse slemt.

Du rettede nogle spørgsmål til mig, som jeg skal fors øge at besvare for dig. Først dette her om jordværdibeskatningsspørgsmålet, ( der findes lange ord i det danske sprog! ). Du skrev bl.a. at den såkaldte " single tax " var helt eller delvis indført her på New Zealand!

Nej, Valdemar, der er du skam blevet fejl underrettet. Der findes ikke en, men nogle og tyve forskellige beskatningsmetoder. ( Single tax: mener enkelt skat på dansk ). Tolden er selvfølgelig den beskatningsmåde, hvorfra staten pumper offentligheden værst. Der er en urimelig høj told på næsten alle importerede varer. Jeg kan nævne dig et eksempel: En automobil, der i Amerika koster 1200 Dollars, koster her 2200 Dollars in yankee money. Fragt, told og mellemhandlernes profit er ca. 1000 Dollars og deraf tager tolden ca. 1/3, og sådan er det hele vejen igennem. Jeg må betale 3 gange så meget for materiale til mit fotografiapparat her på New Zealand, end som jeg betalte i U.S.A. og Canada. Døm selv. Endvidere er der indkomst og formueskat og krigsskat på alle mulige ting vi køber, lige fra en uldtrøje til en teaterbillet, og således i det uendelige. Henry Georges ideer har vundet liden eller rettere slet ingen indpas her på New Zealand. For en del år tilbage var der en minister i Joseph Wards kabinet ved navn Fowlds der var georgist, men han blev verfet ud af som i sin tid Jensen - Onsted i Danmark. Han stillede sig senere op til parlamentsvalg som independent, løsgænger ) men opnåede ikke valg. Det er omtrent alt hvad jeg har kunnet finde ud af om georgismen på New Zealand. Kun en eneste af de farmere jeg henvendte mig til for lidt oplysning i den sag kendte noget til det. De sociale forhold herovre på antipoden er ikke synderlig lyse for øjeblikket

og vil vist blive værre når vinteren kommer. Ovre i Australien, vores nærmeste nabo, er der, eller har været en mængde arbejdsløse, særlig i de store byer derovre. I october'1,920 var der 16000 uden arbejde i Sydney og 6000 i Melbourne. Måske tilstanden har forbedret sig lidt siden den tid, vi har jo sommer endnu, men der er altid vrøvl og strejker alligevel. Havnearbejderne på New Zealand har lige endt en strejke, der varede en halv snes dage. De opnåede intet. Kulminearbejderne truer med strejke i disse dage og jernbanefunktionærerne gør det samme. Du ser altså, at vi er ikke bagefter tiden, herovre på jordens bagside, hvad strejker angår. På New Zealand har der endnu ingen arbejdsløse været af betydning, vel nok fordi der kommer færre emigranter hertil end til Canada, Australien, U.S.A. og Argentina, der ligger Europa nærmere.

Det er vist omtrent lige så dyrt at leve her, som det er i Danmark, så vidt som jeg kan finde ud af. Et godt sæt tøj f.eks. koster 14 Guineas ( ca. 250 kr. ) et par støvler eller sko fra 35 - 60 shillings, smør 2 shillings 6 pence pr. U, oksekød 10 pence pr. U ( 80 øre ) fårekød 8 pence pr. U ( ca.70 øre ) en god Jersey ko 30 - 35 Pund Sterling, ( 600 - 700 kr. ) en automobil ( Ford ) ca. 200 P. S. ( 4000 kr. ) et par uldne strømper 4 - 6 shillings, og land i Canterbury 50 Pound pt. acre ( ca. 1000 kr. ) i Taranaki fra 100 - 120 Pound pr. acre. Det er et lille foredrag om priser på ting der bruges i det daglige liv, lige fra en uldtrøje til en bil, så deraf kan du nok få en ide om, hvordan priserne er i det hele taget.

Du spurgte om der var maorier på New Zealand. ]a, det er der rigtignok. Ifølge den sidste Census ( Folketælling ) var der mellem 50.000 og 60.000 af dem og deraf er der kun ca. 3500 på den sydlige ø. Deres stammefrænder i nord åd dem ud for mange år siden, da der endnu var kannibaler. Nede i bugten ved Aka - Roa blev over 2000 mennesker ædt i en uge. Det var i 1800 og fyrrerne. Historier der fortælles fra den tid, kan næsten få hårene til at krølle på ens hoved. Nu om dage er maorierne dog meget fredsommelige og lever i fred sammen med de hvide folk. Det er smukke og intelligente folk, de højeststående i kulturel henseende af alle farvede racer. Europæerne omgås de som ligemænd, hvad de er berettigede til, da de ikke giver disse noget efter, hvad oplysning og begavelse angår. Formanden for underhuset er en maori, hans navn er Dr. Pomara. Ministeren for offentlige arbejder er ligeledes maori, T. G. Ngata er hans navn. New Zealand er vist det eneste land i verden, hvor den oprindelige farvede befolkning opnår de samme rettigheder som de indvandrede hvide, der er uhyre forskel mellem Amerika og New Zealand i den retning. Amerikanerne behandler og betragter deres farvede landsmænd, negere, indianere og mongolske folk, som en ting lavere end en hund, og jeg ville knap tro mine egne øjne den første tid, jeg kom hertil og så, hvordan hvide og brune folk omgikkes hinanden. De fleste maorikolonier findes i Taranaki og Hawkes Bay på den nordlige ø.

Well, om selve landet, Aotea-Roa ( den lange hvide sky ) som maorierne kalder det, kunne der skrives en bog så tyk som bibelen og galejslaven Rocambole ( forbryderhelt i romanserie af Ponson du Terrail ) tilsammen, så hvad kan det nytte, at en miserabel skribent som undertegnede prøver på at beskrive det. Det ville være en umulighed for mig at gøre det tilfredsstillende.

Klimaet herovre er utvivlsomt et af de fineste der gives på hele kloden, tag det hele året rundt. Hernede på den sydligste spids af New Zealand falder der sne engang imellem om vinteren, men det ligger aldrig ret mange timer. Inde i højlandet og oppe mellem bjergene sner det derimod en hel del og går ikke af før hen om foråret.

Der er to høje bjergkæder, en på den nordlige og en på den sydlige ø. Alperne kaldes "de. Mt. Cook" er den højeste bjergtop på den sydlige ø, over 12.000 fod. "Mt Ruapehu" på den nordlige ø opnår en højde af 10.000 fod. Taranaki, der er beliggende på vestsiden af den nordlige ø, kan måske opvise den smukkest formede bjergtop på hele kloden, nemlig "Mt. Egmont". Den står ikke i forbindelse med selve bjergkæden længere inde på. øen, men hæver sig i enlig majestæt op fra det omliggende flade eller lidt bølge formige landskab, ca. 8500 fod i vejret. Den står der som en vældig stor pyramide og kan ses for over 100 miles. Stratford er kun fjernt ca. 11 dansk mil fra bjergets fod. Der er endnu 2 virksomme vulkaner på New Zealand, og de findes begge på den nordlige ø. Deres navne er "Tongariro og Ngauruhoe". Medens jeg var oppe i Taranaki, kunne jeg se sidstnævnte ryge hver dag, når blot vejret var klart, næsten som en uhyre stor dampskorsten. Førstnævnte har jeg aldrig set i virksomhed, men at der er underjordiske kræfter i bevægelse, bevistes engang i firserne, da et frygteligt udbrud fandt sted og begravede i hundredvis af maorier, der havde bygget deres landsbyer ved foden af og i kløfterne omkring på skråningerne. Efter udbruddet fandtes stumper af toppen helt oppe på Fijiøerne 1200 miles derfra. Tongariro er 6900 fod i højden, før udbruddet var det 7500 fod. Omkring de to største maorikolonier, whakarewarewa (krigsdans ) og "Roto-Rua, findes en mængde varme kilder og geysere ligesom på Island, men da jeg endnu ikke har været deroppe, må du vente med en beskrivelse af dem til en anden gang. De er vidt berømte, og rige folk fra Australien og Amerika kommer herover for at se dem.

Du ved måske, at New Zealand er Danmarks værste konkurrent på det engelske smørmarked? Ja, jeg må skam sige, at der laves fint smør herovre. Du kan tro, jeg kunne mærke forskellen mellem dette og det amerikanske fedteri, da jeg først kom her. Taranaki er det bedste mejeridistrikt, der fabrikeres mere smør og ost, end i hele resten af landet tilsammen. Malkemaskiner bruges næsten alle vegne. Jersey og Holsteins ( jysk kvæg ) er de mest foretrukne malkeracer. Alle disse sortbrogede køer minder meget om Danmark.

Hernede på den sydlige ø, i provincerne, Canterbury, Otagor og Southlana går man ikke så meget ind for mejeridrift, men holder fåreavl eller dyrker forskellige kornsorter, mest hvede. Farmene hernede er gennemgående større end på den nordlige ø. En almindelig farm hernede er på 400 - 600 acres. Der avles god hvede i de tre nævnte provincer, den bedste i hele Australasien. jeg har aldrig set hvede i Canada eller i Staterne der kunne hamle op med hveden på New Zealand.

Der findes kun få vilde dyr i Maoriland, i alt fald kun få arter. Vildsvin og kaniner samt nogle få arter af rotter og andre små pattedyr, der var her før europæernes tid, og som jeg ikke husker navnet på, er omtrent de eneste. Kaninerne har formeret sig så kolossalt, at de er blevet til en ren plage i visse egne. Man forsøger at komme dem til livs på alle måder, med snare, gift og bøsse, men de synes ikke at være i aftagende, tværtimod. Af vilde fugle er der gæs og mange forskellige slags vildænder, agerhøns, vilde kalkuner, forskellige slags vilde duer ( rene pragteksemplarer i skønhed ), sidstnævnte er det forbudt at skyde. Endvidere er der en fugleart som kaldes kiwi. Den voksne fugl er omtrent på størrelse med en stor Plymouth Rocks hane, med en kort hals, et langt næb og hår på kroppen i stedet for fjer, det er en grinagtig størrelse at se på. Deres æg år omtrent lige så stort som en kokosnød. En nu uddød fugleart var den kæmpestore ”Moa”. Jeg har set et skelet af et exemplar i museet i Wellington. Fra jorden til toppen af hovedet målte den 12 fod, dobbelt så høj som undertegnede. Hvordan mon din broder Karl ville li' at gå på jagt efter den slags fugle?. Han var jo noget af en naturforsker. Well jeg kommer til at slutte (14 sider), Mere en anden gang.

Du bliver vel også træt af alt dette? Hils gamle Niels Piesen fra mig og selvfølgelig dine brødre. Hvem var det Karl blev gift med? Lykønskninger! Hils også Kristiane og M. Dorthe Møller og Glargårds, hvis du ser dem. Hermed så mine bedste hilsener til dig og Andersine fra eders gamle " Karl På gården "

Kia-ora Katua. Carl Juul. c/o T. A. Sullivan Stratford Taranalci

New Zealand.