20. november 2015

 

Helberskov - Byen der udvandrede

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

 

 

Startside
Ude godt - men hjemme bedst
Diverse Carl Juul
Globetrotteren blev købmand
Strandinger og forlis
Jørgen Rytters tobak
Himmerlandske orlogsgasters oplevelser
New Zeeland brev
Connecott Alaska 1924
Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage
Originaler og andre godtfolk i Helberskov
Brev fra Carl til hans søn
Anetavle Carl Juul
Fem måneder i Argentina
Amerika brev
Byen der udvandrede

 

 

Helberskov - Byen der udvandrede af Carl Juul

Før jeg begynder på beretningen om den store udvandring, der er foregået fra min gamle hjemby, Helberskov, kan det måske være af interesse at nævne lidt om udvandringens historie fra Europa gennem tiderne. I oldtiden og indtil middelalderens slutning levede alle Europas folkeslag inden for deres afgrænsede områder. Med ’en eneste undtagelse var der ingen udvandring hvor skulle de vel rejse hen?

Denne ene undtagelse foregik nemlig her fra de nordiske lande, nærmere betegnet fra Norge. Allerede for år 1000 satte norske bønder og søfarere i deres knarrer og dragesnekker sejl mod vest for at finde nye lande og opdagede først Island, der da var ubeboet, og i tiden derefter foregik der en masseudvandring dertil fra Norge. Deres første efterkommere tog videre vestover og oprettede bebyggelser i Sydgrønland. Derfra videre og kom så langt mod syd som New Foundland, hvor de gik i vinterkvarter, med afstikkere længere syd på til Nova Scotia og staten Maine. De havde i hvert fald vindruer med ved tilbagekomsten til grønland, og de skal findes længere mod syd end New Foundland. Disse opdagelser fik dog ingen varig betydning skønt det er uomtvisteligt, at de første europæere, der satte fod på Amerikas jord, hverken var spaniere eller portugisere, men nordboer. Og det skete 500 år før Columbus’s tid. Landet så ud til at være frodigt med stort tømmer i skovene, så de havde ingen besvær med at finde materialer til at reparere de medbragte fartøjer. Det ny opdagede land blev kaldt for Vinland, men mærkeligt nok blev denne opdagelse ikke fulgt op eller gentaget, skønt man skulle tro, at det var langt at foretrække for det mere ugæstmilde Grønland. Som tiden gik, trak glemselen sit slør over denne vinlandsfærd, den levede kun videre i de islandske sagaer. Den nordiske bosættelse i Grønland led en krank skæbne. En overgang har der levet mellem 5000 og 6000 mennesker på de gamle bosteder, Østerbygden og Vesterbygden, begge i Sydvestgrønland. I de første århundreder efter Grønlands opdagelse var der en ret livlig forbindelse mellem Danmark-Norge og disse to kolonier, men efterhånden tabte man hernede interessen for denne fjerne og tit vanskeligt tilgængelige udpost. Fra 1300 svækkedes bygderne af klimaforværring og kampe med de samtidig indvandrede eskimoer. 1360 var Vesterbygden øde, og ca. 1410 kom det sidste skib derop. Efter den tid mistedes kontakten med Norden, og efter 1500 forsvandt de sidste nordboer. Hvornår og hvordan er stadig en gåde. I flere hundrede år havde Grønland egen biskop, domkirke og flere kirker. Ved Herjolfsnæs er der under udgravning af kirken og kirkegården bevist, at stedet har været beboet til omkring år 1500, og i de stadig tilfrosne grave fandtes enestående velbevarede dragter fra middelalderen. I over 500 år formåede disse hårdføre nordboer at opretholde en eksistens i Grønland, i nogle af verdens mest kolde og øde egne indtil de til sidst gik til grunde. Sådan endte denne første udvandring fra Skandinavien. I dag kan tomter og ruiner af deres huse og kirker og deres klædedragter, man har fundet i gravene, give os lidt oplysning om deres liv og færden, men så vidt jeg ved, foreligger intet skriftligt fra den tid.

Med Amerikas anden opdagelse ved Columbus og hans samtidige kom der for alvor gang i udvandringen. Først fra Spanien og Portugal, senere fra Vest- og Nordeuropa. Spanierne og portugiserne sværmede over til de ny lande, hvor guldet vinkede. Portugiserne til Brasilien og spanierne til hele resten af Sydamerika, til øerne i Caribien, Mellemamerika, Mexico og de sydligste stater i Nord Amerika, Florida, Texas, New Mexico, Arizona, Nevada og Californien.

Hele dette vældige område, fra Terra del Fuego (Ildlandet) i syd til grænsen mellem Californien og Oregon i nord var i århundreder under spansk dominans. Alt dette er senere gået tabt, for Nordamerikas vedkommende ved krig eller køb. Men endnu den dag i dag minder en vrimmel af spanske navne på byer, bjerge og floder i disse stater om den tid, da spanierne var herrer i landet. Franskmændene var også på tæerne, når det gjaldt om at sikre sig besiddelser i de ny lande. Fra Louisiana - med New Orleans - anlagde de en kæde af handelsposter langs med Missisippi floden til Canada, begyndende med New Orleans ved Mexico golfen for at ende op ved Duluth og Detroit ved de store søer. Det franske herredømme varede dog forholdsvis kort.

I de idelige krige mellem England og Frankrig i 1700 tallet gik disse områder tabt for Frankrig. Det eneste de efterlod er de mange franske navne på byer langs Missisippi floden og dens nærmeste omegn.

Først med den engelske erhvervelse af de østlige stater kom der gang i den store udvandring fra Europa. Andre lande havde dog omtrent samtidig forsøgt at oprette kolonier der. I 1620'erne kom hollænderne og grundlagde deres første koloni, New Amsterdam, hvor nu New York ligger, men senere bosatte mange af dem sig i det nuværende Pensylvanien, hvor deres efterkommere endnu er ret talstærk repræsenteret under navn af ”Pensylvania Dutchmen”. I 1638 grundlagde svenskerne Ny Sverige i Delaware, men denne koloni fik kun en levetid på 17 år, i1655 jog hollænderne svenskerne ud, og i dag er der intet, der minder om denne kortvarige svenske besiddelse. Men den hollandske dominans blev heller ikke af lang varighed. Allerede 1664 occuperede englænderne alle de hollandske kolonier, men forinden var der kommen så mange hollændere til Amerika, at deres efterkommere udgør en ret talrig islæt i visse egne af de østlige stater. Navne som Roosevelt og Vanderbilt, hvis bærere nedstammer fra disse hollandske emigranter, har haft stor betydning for Amerika, politisk og financielt.

Landet blev en engelsk koloni, og i tiden der fulgte, skete der en masseudvandring fra Storbritannien og Irland til det ny land. Tit udvandrede man af religiøse grunde. Mange mennesker kunne ikke affinde sig med den stramme engelske kirketugt, der ofte blev håndhævet med krasse midler. I Amerika var der fri religionsudøvelse med frihed for alle mulige trossamfund, noget der har karakteriseret Amerika gennem tiderne. Intet steds finder man så mange forskellige religionssamfund som her. Den største udvandring fra noget europæisk land skete fra Irland, hvor de spændte politiske og de fortvivlede økonomiske forhold gjorde tilværelsen ulidelig. Gennem 1800 årene udvandrede mere end halvdelen af Irlands befolkning. Før 1850 havde Irland et indbyggertal på ca. 8 millioner, i dag bor der kun 4 millioner mennesker på den grønne Ø, inklusive Nord Irland. I selve den irske republik, hvorfra den største udvandring foregik, er der under 3 millioner.

De første udvandrere fra Skandinavien, der i større antal rejste til Amerika, kom fra Sverige, det skete allerede i første halvdel af 1800 tallet, men også folk fra Norge udvandrede i disse år. I Danmark var man mere tilbageholdende, det var først senere, at en egentlig udvandring blev almindelig. Nogle af de første, der rejste, kom fra Ærø og Møn, visse egne af Vendsyssel, Vestjylland og Himmerland, mens folk andre steder i landet kun viste ringe interesse for udvandring, særlig til at begynde med. Et af de steder i Danmark, der har afgivet det største kontingent til udvandringen, var her fra Sydøsthimmerland.

Mange rejste fra Hurup og Skelund, flere fra Als og Veddum og flest fra Helberskov. Min gamle lærer, Ulricksen, der sad som enelærer i en to-klasset skole i Helberskov med op til 75 børn i over fyrretyve år, var ikke alene en ualmindelig dygtig lærer for børnene, men han fulgte også deres færden, så vidt det var ham muligt, også efter at de gik ud af skolen. Ifølge hans optegnelser udvandrede ca. 70 procent af drengene, han havde haft som elever gennem dette lange tidsrum, også mange af pigerne, men de var mere vanskelige at holde tal på. Denne udvandring fra den gamle by ved ”Bjerget”, kan kun sammen lignes med den, der fandt sted fra Irland. I dag bor der flere folk fra Helberskov og deres efterkommere alene i Syd Californien end der er tilbage i byen, foruden dem - og det er mange - der har slået sig ned andre steder i Amerika, i Vermont og Illinois, Wisconsin, Iowa og Nebraska og forskellige andre steder.

Jeg har hørt en autentisk beretning om de første udvandrere, der drog ud fra Helberskov, fortalt af en gammel mand, Jens Vestergård, født i Helberskov 1852, død i Als 1951, nogle få måneder før han ville have rundet de hundrede år. Selv i hans høje alder var han i besiddelse af en enestående god hukommelse og en glimrende fortæller om livet og begivenheder fra gamle dage derude i Als Syd sogn.

Daværende præst i Als, Marius Larsen, der nærede stor interesse for Als sogns historie og har skrevet flere interessante beretninger herom i Historisk Samfunds årsskrift, var min gode ven, og vi aflagde af og til et besøg hos den gamle mand. Han var bestemt ikke kedelig at høre på. En dag vi sad inde hos ham faldt talen på den store udvandring, der havde fundet sted netop fra denne egn, og Larsen spurgte ham, om han kunne huske nogle af de første, der rejste?

”Ja”, det kan jeg da rigtignok - lød svaret - endda de allerførste, jeg har i alt fald ikke hørt nogen, der er rejst til Amerika før dem. Det var Niels Buus fra Helberskov og Mads Jørgensen fra Odde. Det må have været i 1859, jeg var kun en lille dreng den gang og må have været syv år og var begyndt at gå, i skole. Men jeg glemmer det aldrig. Alle vegne talte man om, at de to karle ville rejse til Amerika, det vakte stor opstandelse og næsten alle folk i byen var mødt op for at sige farvel, også alle os smådrenge var tilstede ved den lejlighed, vi stod bare og ventede på at læreren skulle kalde os ind. Men det der især gjorde indtryk på mig var, at der måtte to mand til at støtte den gamle Jens Buus, da sønnen steg til vogns, sådan græd han. Åh ja, men det varede ikke længe, før andre fulgte efter, det blev en hel mani herude, dette med at rejse til Amerika. Hvert eneste forår så man dem drage afsted, enkeltvis og parvis, i flok og følge, sommetider hele familier, mand, kone og børn, ofte med mange børn. Næsten alle blev derovre og kom aldrig igen. Ja, I har jo været i Amerika begge to, og I er nogle af de få, der kom tilbage og blev i Danmark. Og det var ikke alene fattigfolks børn, for hvem der ikke syntes, at fremtiden havde mange muligheder, der rejste, nej, det var alle, også velstillede gårdfolks børn slog følge med de øvrige, der rejste ud.

Det var som om denne udvandring smittede af fra den ene til den anden, hvis en havde besluttet sig til at tage turen til Amerika, var det tit at andre fulgte med -.

- Hvordan gik det med de to unge mænd, du nævnede, der først rejste - spurgte præsten - hørte man mere til dem -?

- Ja., men så vidt jeg ved, var det flere år efter. Da fik sognefogden gennem udenrigsministeriet meddelelse om, at de deltog i en krig derovre, den vi kaldte den amerikanske slavekrig, og de faldt begge to på samme dag og på samme sted, og jeg husker også stedet, hvor de faldt, det var ved en by, der hedder Atlanta, dette navn er nem at huske, når man tænker på Atlanterhavet -. (Her må jeg lige indskyde en bemærkning om, at Jens Vestergårds version af denne begivenhed ikke er helt nøjagtig. Bagefter har jeg fået at vide, at Niels Buus faldt, men Mads Jørgensen var meldt savnet og overlevede og i mange år holdt forbindelsen ved lige med en ungdomsven herhjemme, den gamle sognefoged Peter Nielsen (Kusk-Peter).

Lidt nord for Helberskov ligger en gård, der i sidste halvdel af forrige århundrede ejedes af Niels Peter Nielsen, kaldet Laust's Niels Peter. Der var mange børn i familien, seks drenge og tre piger. I 1881 eller 1882 rejste den ældste søn, Jens Peter, til Amerika og bosatte sig først i Midtvesten. Senere kom han den lange vej fra Wisconcin til Californien på hesteryg og slog sig ned i Sanger ved Fresno, hvor han lavede mokasiner og ridetøi til indianere og cowboys og blev betalt i guldstøv og for indianernes vedkommende med deres smukke, særprægede kunsthåndværk, som han var en ivrig samler af. De fleste af hans samlinger befinder sig nu på museet i Redlands. Han skrev aldrig hjem, og familien anså ham for at være død, og da den yngste søn blev født adskillige år efter, at han var rejst, blev han opkaldt efter den forsvundne bror, så de to brødre kom begge til at hedde Jens Peter. En dag så deres mor fra køkkenvinduet en mand skrå over gårdspladsen, og i ham genkendte hun sønnen, som alle troede forlængst var død og borte. Hun råbte himmelhøit - - Åh nej, åh nej, det er jo Jens Peter, der kommer der!

Han var kommen fra København med en fiskerbåd fra Hadsund og sat i land ved Als Odde og gik derfra hjem. At der blev stor gensynsglæde ved hans hjemkomst siger sig selv. Senere rejste hans fire brødre, Hans, Lavrits, Jens Peter og Per og deres søster, Karen, til Amerika og bosatte sig i Wisconcin, hvor de fleste af deres efterkommere endnu lever. En anden søster, Sine, blev gift med bager Spendrup i Als. De rejste til Californien i 1909 og ejede i mange år en frugtfarm i nærheden af Fresno, de havde ingen børn. Den tredje søster, Ane Kirstine (Ann Kestin) blev gift med Jens Salling, der i de første år af deres ægteskab var by smed i Helberskov, senere sammen med to andre partsfisker med den første større søgående motorbåd på Himmerlandskysten og derefter i mange år landmand, først med en mindre ejendom i Helberskov og til sidst med en gård i Odde. Han var tillige ivrig jæger, en hobby der gik i arv til hans sønner.

Ann Kestin og Jens Salling fik ni børn, seks sønner og tre døtre. Den ældste, Hanne, rejste i 1905 kun femten år gammel til Californien. I årene derefter rejste hendes søskende, Kristine, Peter, Martinus og Anna, alle før første verdenskrig. I 1923 kom Sigurd og Jens derover. Sigurd var den yngste af børneflokken, kun femten år ved afrejsen. Året efter rejste Villiam med kone og børn, og Otto som de sidste.

Så sad de to gamle forældre alene tilbage, men med alle deres børn i Amerika havde de ikke mere at blive i Danmark efter, og 1925 tog de også billetten til California. Af Niels Peter Nielsens atten børn og børnebørn rejste de sytten til Amerika, kun en, Marinus Nielsen, blev i Danmark.

Ann Kestin og Jens Salling kom til at tilbringe deres sidste år i Californien. For Ann Kestin's vedkommende var det næsten som at dumpe ned i en Edens Have. Her havde hun alle sine børn omkring sig, her var sol og evig sommer, her kunne hendes blomster gro, her var godt at være. Men Jens Salling faldt aldrig rigtig til derovre, det var næsten det samme som at fjerne et gammelt træ og plante det om i andre omgivelser. Herhjemme var han landmand og fisker, en rigtig friluftsmand, for så at blive flyttet til en myretue som Los Angeles med ”smog” og os og tit dårlig luft og med en larmende og hæsblæsende trafik. Alt dette passede ham grumme dårligt. Han længtes tilbage til Himmerland, til det vide udsyn, til sin færden på gården og dens enemærker, på hav og fjord eller ude med bøssen i skoven og på de store vidder omkring Helberskov. Tiden fik han mest til at gå med at sysle med lidt husflid og træ arbejder, bl.a. a. lavede han amagerhylder til hele familien. Men tit kunne han sidde apatisk i sin stol uden at ænse sine omgivelser, mens hans tanker gik tilbage til det, der var engang, men nu kun var et minde. Da jeg var en tur tilbage til Californien for nogle år siden, var Ann Kestin'og Jens Salling for længst døde, men deres børn fortalte mig noget om deres sidste år derovre.

- - Vi kunne jo se det var far, der sad der i stolen, men hvad vi ikke kunne se af ham - hans tanker - de var ikke nærværende. De gik tilbage til Danmark, til alt det han havde efterladt derhjemme. Han levede kun i mindernes verden.

Det sammenhold, der alle dage har kendetegnet folk i Helberskov, fornægtede sig heller ikke i det ny land, det tog de med til Amerika. Den store koloni af gamle helberskovere, der nu bor trindt omkring

i Syd California, var flinke til at besøge Jens Salling. De var godt klar over, at et sådant besøg muntrede ham vældigt op. Så gik snakken om gamle dage derhjemme i Helberskov, og han kunne for en stund glemme, hvor han befandt sig. Disse besøg var ham til stor opmuntring i hans sidste leveår. Han døde 1932, Ann Kestin 1939. De ligger begravet på kirkegården i San Gabriel. De havde som nævnt 9 børn - første generation - anden 12, tredje 27 og fjerde ca. en halv snes. Dette var en beretning om en enkelt udvandrerfamilie og dens saga.

Så forstår man bedre, at der i dag bor flere folk fra Helberskov og deres efterkommere alene i Syd California, end der er tilbage i byen. Men der var mange, mange andre. Efter 1920 landede de fleste udvandrere før eller senere i California. Før århundredskiftet og op til første verdenskrig rejste de fleste til Iowa, en del også til Chicago og omegn, til Wisconcin og Minnesota og forskellige andre steder.

De fleste fra Helberskov slog sig ned i det sydlige hjørne af Iowa, nærmere betegnet i og omkring Council Bluffs, Harlan, Kimbalton og Elk Horn. I mange år var det den største danske koloni i Amerika.

Der var bl.a. a. en dansk højskole i Elk Horn, den blev senere flyttet til Blair (Blære) i Nebraska. Kimbalton og Elk Horn var sikkert de mest danske byer i hele Amerika. I Elk Horn var der f. eks. kun to af byens indbyggere, der var amerikanere, den ene var byens barber og den anden en kone, der gjorde rent på højskolen, og de talte begge lige så godt dansk som andre folk i byen. Det var de simpelthen nødt til for at kunne begå sig mellem andre. Der blev aldrig talt andet end dansk, hverken på gaden eller i hjemmene, selv af folk der var født derovre. Nu er det danske sprog på tilbagegang, her som overalt i Amerika, men endnu kan man i disse egne træffe folk af anden og tredje generation, der stadig forstår og taler dansk.

Fra næsten hver eneste gård og hus i Helberskov er beboerne udvandret. De gamle slægter er borte, i hvert fald mange af dem, de er ikke uddøde men udvandret, de er bleven afløst af fremmede, der har overtaget de gamle bindingsværksgårde. Adskillige af dem er dog bleven afløst af mere tidssvarende bygninger.

En nærmere redegørelse for alle dem, der rejste ud, vil være uoverkommeligt. Gennem de mere end hundrede år, der er gået, siden de første udvandrere drog ud fra denne gamle landsby, vil deres antal beløbe sig til flere hundrede. Og denne udvandring fortsætter stadigvæk. Anna og Christian Lübeck, der sidder som ejere af sognets største gård – ”Poulsenseje” - har fem børn. De fire er udvandret til Amerika. De to sidste rejste nu i september 1975. En er bosiddende i Vermont, de andre tre i Alaska. Karla Lods, der har siddet som ejer af den gamle slægtsgård, efter at hendes mand var død som ung, har fire børn. Den ældste, Hans, overtog gården for nogle år siden. Af de tre andre er de to i California og en i Australien, Anton Christensen - kaldet "Gammel-Anton" - havde otte børn, deraf udvandrede de seks. Hans Buus, der sad som ejer af byens største og bedste gård, havde fem børn, fire drenge og en pige, de udvandrede alle fem, men pigen, Mette, blev i Amerika gift med en dansker, og de kom efter nogle års forløb tilbage til Danmark. Vi var fire børn i mit hjem, tre drenge og en pige, vi rejste til Staterne alle fire, kun jeg kom tilbage og blev i Danmark, og jeg var nok den af alle, der rejste ud fra Helberskov, som kom længst omkring på kloden, i Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand og på mange af solskins øerne i det stille hav, Hawaii, Samoa, Fiji, Tongatabu, Tahiti, Paumotus og Marquesas. Engang på en jagttur til Steward Island, der er beliggende syd for New Zealands Sydø, randt det mig i tankerne, at jeg var den dansker, der befandt sig længst fra Danmark, jeg kunne simpelthen ikke komme længere væk og stadig være på landjorden. Og dog kom jeg tilbage og blev i hjemlandet. Mine søskende er for længst bleven amerikanske borgere - Erik i Vista, California, Aksel i Harlan, Iowa og søster Margrethe i Omaha.

Med en eneste undtagelse var alle udvandrerne fra Helberskov arbejdere, håndværkere eller landmænd. Denne ene undtagelse hedder Niels Kjelds. Hans forældre ejede i mange år købmandsbutikken i byen og havde kun denne ene søn. I tolv års alderen kom han i tjeneste på en gård i Helberskov, og året efter fik han plads hos os, da vi boede på en mindre gård i Rønningen ved Øster Hurup. Niels var ingen helt almindelig dreng, han var i besiddelse af megen vid og lune og dertil et uopslideligt humør. Men hans hu stod ikke til landbruget, det gjaldt mere bøgernes verden, og efter sin konfirmation tog han først realeksamen fra Bælum realskole og derfra til Jelling seminarium, hvorfra han dimitterede i 1936. Men gennem alle disse læse år stillede han i hver eneste sommerferie ude hos os og hjalp til med alt forefaldende arbejde. Fra 1936 til 1946 var han lærer i Gladsakse, men derforuden helligede han sig studier i engelsk og tysk ved universitetet i København. I disse år fik han også tid til at gifte sig med Else, født Koch, og hun har fulgt ham gennem tykt og tyndt i årene siden. I 1946 rejste de med deres to drenge til Amerika, hvor han blev instruktør i tysk ved universitetet i Philadelphia i staten Pensylvania og læste ved siden af germansk filologi. 1949 opnåede han, hvad man på engelsk kalder Master of Arts. 1951 blev han professor ved North Central College i Napperville, Illinois, her tog han også den filosofiske doktorgrad i 1954. 1956 rejste familien hjem til Danmark, hvor han i et års tid fik en stilling som seminarielærer i Skive. Derefter endnu et år i Philadelphia og kom atter i 1958 tilbage til stillingen i Skive for så i 1960 at blive udnævnt til rektor ved det nyoprettede seminarium i Aalborg. Siden da har han bearbejdet engelsksproget litteratur indenfor filosofi og kunst og udgivet flere lærebøger. Af alle de mange fra Helberskov, der rejste til Amerika, var der kun en, der blev professor derovre og tilmed erhvervede en doktorgrad. Det var Niels Kjelds, nuværende rektor ved Aalborg seminarium.

Der var mangen en vemodig afskedstagen, når udvandrerne drog af, for de flestes vedkommende var det jo et farvel for evigt. Men der foreligger også en beretning om et langtfra ømt farvel, fortalt af den daværende ejer af byens største gård, Anders Peter Pedersen i ”Østergård”. Hans nærmeste naboer var et ægtepar, der boede i et nu forlængst nedbrudt hus tæt ved gården. Manden hed Niels og som kendingsnavn blev han kaldt ”den bette Grav-Niels” til forskel for hans stedfar, der gik under navnet ”den gamle Grav-Niels” og var sognets sidste stodderkonge. Konen i huset hed Sanne. Man kan just ikke sige, at Niels og Sanne levede godt sammen, måske heller ikke dårligt sammen, de bare levede sammen, de talte ikke et ord til hinanden i dagevis. Niels havde ord for at være en slider og var fast daglejer i ”Østergård”. En søndag morgen gik Ajs Peter derover for at aftale med Niels om et arbejde, der skulle påbegyndes om mandagen. Sanne stod udenfor og fejede en smule stenbro foran huset med ris kost. På Ajs Peters forespørgsel om Niels var hjemme lød svaret, at han sad inde og var i færd med at spise sin ”dover”.

Han var godt igang med sit øllebrød, og Ajs Peter lagde mærke til, at han var i kisteklæderne og omme ved kakkelovnen stod en sæk udstyret med en hank, en såkaldt vadsæk, som udvandrerne almindeligvis benyttede til at have deres ejendele i. På Ajs Peters forespørgsel angående arbejdet næste dag, svarede Niels noget undvigende, at det troede han ikke, han var i stand til - nej, det fik være denne gang.

Ajs Peter gik igen med uforrettet sag og stod og talte med Sanne, da Niels kom ud med sin vadsæk i hånden. Han vendte sig halvt imod dem og sagde let henkastet -

- Ja, så må I ha fowal -.

- Hwå wel do te å hen -? kom det fra Sanne.

- A wel te å te Amerika -.

- Nå, wel do de - fowal, fowal -. og Sanne satte ris kosten igang igen, så støvet pulsede om Niels's fedtlæderstøvler. Der blev ikke sagt mere. Niels tog stien ned til den nordre vej i Helberskov og så sig ikke tilbage. Ved korsvejen til Als stod der en ung karl og ventede på ham, udstyret med en vadsæk

mage til Niels's. Han gik under navnet Kræn Salling og havde i nogen tid haft et nært venskab med en ung pige fra byen, og nu havde han en anelse om, at dette venskab havde fået visse følger, og så gjaldt det om at komme væk, mens tid var. Den gang var der ikke noget med pas og indrejsetilladelse for at komme til Amerika, man købte bare billetten, og så var den potte ude. De to mænd tog vejen vesterud af byen, op over engene langs med fjorden til Hadsund. Det var det sidste, man nogensinde så eller hørte noget til dem. Det var som om de forsvandt ud i den blå luft. Kræn Sallings anelser angående pigens tilstand viste sig at holde stik, hun fik tvillinger, men da var Kresten forlængst over alle bjerge.

I 1946 rejste Karen Lübeck fra ”Poulsenseje” på et besøg i Amerika og kom bl. a. også til Harlan, Iowa. Hun var den første fra Danmark, der kom på besøg efter krigen, og det vakte stor opmærksomhed i den store danske koloni. Hun havde ikke tid til at besøge alle dem, hun gerne ville, så der blev et større arrangement sat i scene for at tromme gamle helberskovere fra nær og fjern sammen til at mødes med Karen på en bestemt dato, mens hun opholdt sig i Harlan. Det blev en mægtig succes, folk troppede op helt oppe fra Atlantic i Iowa til Lincoln og Omaha i Nebraska. Det var som snakken aldrig kunne få ende. Nogle af de gamle pionerer havde aldrig set Danmark, siden de drog ud for 50 eller 60 år siden. Men de havde ikke glemt deres modersmål, skønt mange af dem var gift med amerikanske piger og ellers aldrig talte dansk. Denne sammenkomst resulterede i, at man hver sommer besluttede at arrangere en lignende ”helberskovfest”, hvor de gamle udvandrere og deres familier kunne mødes og have det rart med hinanden. Det er niogtyve år siden denne første ”helberskovfest” fandt sted, men det er efterhånden bleven en tradition, og den fungerer stadigvæk, altid med god tilslutning. De fleste af de gamle, der var tilstede ved dette første møde, er forlængst døde og borte, i dag er de ældste vel mellem 75 og imod de 90 år, men deres efterkommere indtil tredje og fjerde led møder stadig op ved disse sammenkomster, kun er det danske sprog for det alt overvejende antal deltageres vedkommende afløst af engelsk. Der er mange blandede ægteskaber mellem danskere og amerikanere, og deres afkom taler ikke dansk. I dag er disse sammenkomster ikke begrænset til udvandrere fra Helberskov og deres efterkommere, også andre, der har deres rod i Himmerland, møder op, når der er ”helberskovfest” i Harlan. Da jeg for nogle år siden var på besøg i Amerika sammen med min næsten 80 årige kusine, Kirstine Gade, kom vi også til Harlan, og på grund af vor tilstedeværelse blev denne fest afholdt, mens vi opholdt os der. Det blev en stor oplevelse. Kirstine traf gamle venner fra ungdommens dage, folk hun ikke havde set i 50 eller 60 år.

Der var 75 mennesker tilstede, der skrev deres navne på en lang liste, som vi fik med hjem. Et minde om en ”helberskovfest” i Harlan.

Nordamerika var endemålet for det altovervejende flertal af udvandrere fra Helberskov, kun enkelte slog sig ned i andre verdensdele. Engang i 1890'erne rejste en familie, Smith, til Australien. Manden var en fremmed, men hans kone var fra Helberskov. De bosatte sig i Queensland. Smith var smed af profession, men hans hensigt med at rejse til Australien var, at han mente at kunne tjene sig rig ved at grave guld. Resultatet svarede imidlertid ikke til forventningerne, guldgraveriet blev en fiasko, og han måtte genoptage sin gamle profession som smed. De forblev dog i Queensland i en årrække, men rejste tilbage til Danmark og døde herhjemme.

Omkring århundredskiftet rejste tre unge mennesker, Karl Sørensen, Jørgen Jensen og en pige, der hed Marie, fra Helberskov, ligeledes til Australien, Jørgen og Marie blev kort efter gift derovre og Karl blev senere gift med en australsk pige. De slog sig ned i New South Wales og opnåede efterhånden gode kår som farmere. I hele deres levetid vedligeholdt de forbindelsen med slægt og venner i Danmark, men kom aldrig tilbage. Gennem de sidste 25 år er der enkelte andre, der er udvandret til Australien og New Zealand, og uden undtagelse er de falden godt til derovre - og har der fundet deres ”ny fædreland”.

Også til sydamerika, til Argentina og Brasilien har enkelte unge mennesker fra Helberskov fundet vej, men efter et kortere eller længere ophold er de næsten allesammen vendt tilbage igen. Det var som om det

sydamerikanske miljø ikke passede for en dansker, vidt forskelligt som det er fra Nordamerika. Befolkningen nedstammer hovedsagelig fra sydeuropæere - spaniere, portugisere og italienere, mere eller mindre blandede med indianere og negere, kun med en svag islæt af briter, skandinaver og tyskere, særlig de sidstnævnte.

De politiske forhold harmonerer heller ikke med vores opfattelse. Nok kan de politiske partier til tider skændes bravt herhjemme, men idelige revolutioner og blodige opgør de politiske partier imellem er vi da forskånet for.

Det har været nævnt, at det legendariske sammenhold, der altid har kendetegnet folk i Helberskov, heller ikke fornægtede sig i det ny land. I årene 1923 - 1924 var vi en flok unge Helberskovere, der efterhånden var arriveret i Los Angeles fra forskellige steder i Amerika, otte af os slog os sammen og lejede et stort og rummeligt hus, hvor der var rigeligt med plads til alle, og det blev snart et samlingssted for mange andre danskere, både unge og ældre. Næsten alle havde deres egen bil, og der blev foretaget mange udflugter i den skønne omegn. To af os havde i fællesskab købt en ny overland Sedan, og det var vor agt at benytte den til en ti dages tur til Mexico City - vore arbejdsgivere havde givet os orlov i dette tidsrum, men samtidig havde de frarådet os at foretage denne tur på grund af de urolige forhold, der herskede i landet netop på dette tidspunkt. Denne advarsel sad vi dog overhørig, og rejsen forløb planmæssig de første par dage, men nede i provinsen Chihuahua kørte vi lige ind i en afdeling af general Pancho Villa's rebelarme. Det var nogle skumle fyre, næsten alle Yaki Indianere, ridende på nogle rapfodede heste eller muldyr. De gjorde tegn til os om at følge med, og efter ca. en halv times forløb nåede vi ind til selveste general Villa's hovedkvarter. Han var en højst utiltalende herre og betragtede os først med megen skepsis, vi var jo kørende i en amerikansk bil, følgelig måtte vi være ”gringos” - amerikanere - folk han hadede som pesten, og vi kunne vente os hvad som helst fra den kant. Heldigvis optrådte nu en mand, der så ud til at være en slags officer, på skuepladsen. Han havde været konduktør ved sporvejene i Los Angeles og talte godt engelsk, og det blev vor redning. Han kom til at fungere som tolk, og vi forklarede ham, at vi var fra Danmark og ikke ”gringoes” - et land han ikke kendte noget til, men da vi sagde, at det var en slags tyskere, blev denne forklaring taget for gode varer, og det lyste op i Villa's fjæs. Tyskerne havde jo nogle år forinden ført krig med amerikanerne, så vi måtte være helt all right. Da vi fortalte, at det var vor hensigt at køre videre til Mexico City, frarådede tolken os det på det indstændigste. Regeringstropperne var ikke langt borte, og hvis der blev kamphandlinger, kunne vi risikere at komme mellem dobbelt ild. Denne advarsel blev raget til efterretning, vi fik kareten vendt og satte kursen tilbage mod den amerikanske grænse, alt hvad hjulene kunne trække. Sådan endte den Mexico tur.

Efter midten af tyverne var de otte Helberskovere, der trolig havde holdt sammen i det store hus i Los Angeles, spredt for alle vinde. Holger Jørgensen i Wisconcin, Axel Juul i Iowa, Peter Buus i Indiana, Erik Juul i Nebraska, Oluf Christensen i Alaska og jeg i Sydamerika.

Oluf druknede ud for Alaskas kyst i l944, Holger omkom ved en bilulykke i Racine i 1949. Sigurd og Jens Salling forblev i Los Angeles og sammen med Peter og Erik, der er vendt tilbage, nyder de nu deres otium i Sydcalifornia tillige med mange andre fra vor gamle hjemby i Himmerland. Axel sidder stadig på sin dejlige, velholdte farm i Harlan, Iowa, mens jeg, som den eneste af de gamle kammerater, kom tilbage og slog mig til ro herhjemme.

Jeg har her forsøgt at give en beskrivelse af udvandringen fra Helberskov, den forholdsvis største fra nogen by eller egn i Danmark.


Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

   Dette Websted blev sidst opdateret 20. november 2015