Mel: Jeg vil værge mit land.

Vi har rejst dette hus

ej i stemningens rus,

men af tarv under tidernes manende sus.

Der må være et sted,

et betryggende bed,

hvor vor slægt frit kan trives i kommende led.

I det hus vi har bygt,

kan vi bænke os trygt,

finde varme og ly selvom vejret er stygt.

Ja ved kvæld og ved dag,

hver kan tale sin sag,

thi kun frihed skal bo under dette vor tag.

Aaret drejer sit hjul,

og ved pinse og jul,

vil vi mødes til fest her bag murenes skjul.

Og er høsten i hus, vil vi svinge vort krus

med »Singodt« og »Godtår« i begejstringens brus.

Vi vil mødes i lyst

med en jubel i bryst,

som når sømanden skuer den hjemlige kyst.

Vi vil mødes når to

stifter livspagt og bo,

hylde brudgom og brud ønske lykken vil gro.

 Vi vil samles om den,

der var fælle og ven,

men som ikke er mer' og ej kommer igen.

Vi vil ære hans navn,

vi vil nævne den gavn,

han har ydet sin slægt og sin hjemlige stavn.

Vi vil mødes i gråd,

vi vil samles til råd.

Det er her vi skal øve vor gerning og dåd.

Dette hus det er vort,

ikke prægtigt og stort,

dog et levn om et værk, når engang vi går bort.

Vi har rejst dette hus,

ej det synker i grus,

det er rejst af en slægt, der var venner og du's.

I hver fuge, hver f]æl

i hver bjælke, hver pæl,

der en tanke er gemt af hver enestes sjæl.

Thi vi ønsked' kun eet,

men vi ønskede hedt.

Vi vil rejse et hus på vor skønneste plet,

i vor ældgamle by,

-nu det knejser mod sky,

lad det stå og se tider gå under og gry.