Ivan Bohl´s historie

Startside | Op | Ivan Bohls historie | Om Helbeskov

Startside
Ivan Bohls historie
Om Helbeskov

 

Navn:           Ivan Bohl

                      3316 Ringe Blud Kelowna, British Colombia, Canada

Født:             Østre Markvej 9, Helberskov 17. November 1951

Forældre:     Annelise & Johannes Bohl

Søskende:    Jens Oluf, Flemming, Carl Peter og Hans Henrik, som kom over til mig i 1980.

 

                      Min mor havde to onkler som immigrerede fra Helberskov i 1920 – 30, det var Skole Peters Anders Martin og hans bror Johan. Jeg så dem omtalt af Carl Juul, de immigrerede til Iowa USA.

Jeg så dem aldrig, men jeg havde en kusine, som var på besøg her i 1976, hun stoppede ind i Iowa, hvor hun nåede at komme til Anders Martins begravelse, så vi skulle have en del familie der.

                      Jeg traf senere en fætter fra min fars side, jeg mødte ham i Calgary. Det havde ikke gået ham så godt, han havde en søn, som var blevet dræbt af en bil, han kunne godet lide en øl og konen havde forladt ham. Han arbejdede som tømrer, men helst om sommeren, om vinteren var det for koldt – sommetider -30 til -38 grader.

                      Efter 9 års skolegang kom jeg i lære som blikkenslager og rørlægger hos Jens Silleborg i Als, det var en god læreplads, og vi lærte meget. Jens var en meget dygtig håndværker, som vi senere fik bekræftet. En vi kender i Calgary ( Svend Sønderjyde ) havde et job på Grønland, som Jens kom til at arbejde for, han kom tilbage og sagde han skulle hilse fra Jens Silleborg. Jens havde mødt Svend og fundet ud af at han kom fra Calgary, så Jens nævnte at han havde en gammel lærling, som var rejst til Canada, om han kendte os, det gjorde han, mest Hans, fordi Wanda Hans’s kone havde arbejdet på kontor for Svend.

                      Efter min læretid hos Jens Silleborg, var jeg indkaldt som soldat ved Den Kongelige Livgarde i København, det var der jeg fik mine papirer i orden, det tog mange fridage med besøg ved den Canadiske Ambassade, læge undersøgelser, internationalt kørekort osv.

                      Det hele startede nok med at jeg først ville til Australien, men så sagde min gamle bedstemor at hendes bror havde en søn, som boede i Canada, det var Villy. R. Christensen. Hun ville sende ham et brev for at se om vi kunne kommer over til ham. Jeg havde jo en makker, det var Svend Oluf fra Als, det var jo ligesom, det var nemmere hvis vi var to. Villy skrev at han nok skulle hente os i lufthavnen. Han fik mit brev at vi kom om morgenen, og vi kom først til aften samme dag, men han fandt os da, selv om han aldrig havde set os før og vi kendte jo heller ikke ham.

                      Hvad fik mig til at flytte fra Helberskov, det var jo nok mest eventyrlyst, og så jagt og fiskeri, som havde den store interesse dengang, men det var jo ikke mange muligheder for arbejde i Helberskov i 1974 og jeg sagde altid at hvis ikke jeg kunne bo i Helberskov, ville jeg ikke bo i Danmark.

                      Jeg forlod Danmark den 14. maj 1974, lige efter min soldater tjeneste og så nogle få måneder som udlært hos Jens Silleborg, det var det eneste arbejde jag har haft i Danmark. Jeg har aldrig ejet en bil i Danmark eller haft en checkkonto, men gamle motorcykler havde jeg, det var alt der kunne blive råd til.

                      Efter flyveturen Aalborg – København, Amsterdam og endelig Calgary. Min makker Svend Oluf havde et gammelt vækkeur der var monteret på et bræt og koblet til et ringeapparat med, det var de lidt skeptiske overfor, men han fik da lov at beholde det. Mine træsko skulle også have en ekstra rengøring, det var vist fordi når man kom fra en farm.

                      Efter vi havde fået alle vores papirer i orden var vi de sidste til at komme ud. Så vi var glade da vi mødte Villy og Elsie.

                      De tog os med hjem, der var ca. en halv times kørsel. En ting jeg husker, var at alting var brunt, hvorimod Danmark er grøn i Maj. Calgary har jo fastlands klima, med en varm sommer og en lang kold vinter. Calgary ligger lige på østsiden af Rocky Mountains.

Villy som vi kom over til, kom til Canada i 1951, han steg af toget i Moose – Jaw Sashaven, efter at have sejlet til Halifax, men var så senere endt i Calgary, han havde sit eget firma og havde mange forbindelser. Han kendte et smedeværksted, som kunne bruge Svend Oluf, det hed Andys Welding, en gammel dansker, som var kommet fra Argentina , han arbejdede der stadig, men to af hans medarbejdere havde overtaget det, den ene blev senere min svoger.

                      Jeg fik et job, også en dansker som Villy kendte, det var et lille VVS firma. Jeg begyndt som første års lærling, det var ok, da jeg ikke kendte meget til VVS i Canada, de havde noget som var kaldt plumbing code. Der var regler for hvordan det hele skulle laves og så var der inspektion på nye jobs. Hvis det ikke var lavet ordentlig, skulle det bare laves om. Jeg kan huske min første løn var 6$ i timen, og da jeg forlod Danmark havde jeg arbejdet som svend et par måneder hvor lønnen var 4$ , så der var da fremgang.

                      Vi boede hos Villy og Elsie de to første uger, Villy havde et par danskere til at arbejde for ham, de kendte en gammel dansk dame, som havde et pensionat, som vi så flyttede ned på. Hun hed Agnes Johansen, født Hjort, kom oppe fra Skørping – Bælum kanten, hendes familie kom fra Thuestrup, et gods på Skørping kanten. Agnes var selv immigreret til Canada med hendes 2 sønner, hun var en hårdfør gammel dame, hvor hendes ord i huset var lov.

                      Agnes kendte mange mennesker, hvis dem som boede hos hende ikke havde et job, så skulle hun nok ringe rundt for at se om nogle manglede arbejdskraft. Der var mange danskere som havde gået igennem hedes hus igennem årene, f.eks havde hun haft Aksel Pedersen, som nu havde en farm i Olds, også Ruben og Anna Eriksen havde boet hos hende. Agnes lavede godt gammeldags mad, sommetider grisekæber og fødder, så når hun spiste dem rendte fedtet ned af hagen. Agnes lavede altid madpakke til os, når vi skulle på arbejde, det var kun Søndag aften hun ikke lavede mad, så gik vi ud og spiste. Der var også telefon i huset, så skulle vi bestille en opringning, så ringede de tilbage når der var forbindelse. Agnes ville gerne på udflugt, så pakkede hun madkurv. En søndag kørte vi 600 mil med hende, det var som regel ind til bjergene.

Billedet viser Agnes, hendes barnebarn Davin og så Svend Oluf.

 Det var vores gamle Chrysler vi kørt i, det var en fra 1966. Det var en stor bil. Vi havde købt den i fællesskab, det var vist den største vi kunne finde. Dengang var de fleste biler fra halvtredserne og tresserne. Jeg tror vi betalte 600$ for den, det var 100 timers arbejde. Den havde 300 hk

 

 Imens vi boede hos Agnes fandt vi også den danske klub 737-11 Ave SW, her mødte vi også en del andre danske som var kommet til Calgary af mange forskellige grunde. Dengang var Calgary på ca 350.000 indbyggere, nu er der over en million, så der har været neget arbejde, særlig for håndværkere.

                      Calgary havde også en Naverklub, som vi blev medlem af, den bestod jo af rejsende håndværkere som os selv. Den holdt møde den første torsdag i hver måned, så blev der sunget danske naversange. De havde en tradition hvis der var en der fyldte år, skulle vedkommende medbringe en flaske snaps, så der var altid snaps, og så fik vi dansk smørrebrød. Om efteråret omkring Mortensaften holdt de gooseparty eller gåsefest. Om sommeren holdt de campingtur for hele familien ned til Hoog Park. Alle som havde noget at campere i tog med. Det var lette campingvogne og moterhomes.

Billedet viser Mig – Birgit og Birgits to børnebørn Sierra og Grace


 

Mødet med Skovtrolden ( Leif Ottesen )

Det var i den danske klub, vi mødte skovtrolden, han var også kommet fra Danmark ( Lolland ), vist et års tid før os. Han havde nogle skovmaskiner, han syntes vi skulle komme og arbejde for ham. Vi kvittede vores jobs. Det gjorde man bare her, det samme gjaldt den anden vej. Hvis der ikke var mere arbejde blev man bare fyret. Vi skulle arbejde i Caroline ca 250 mil nord vest for Calgary. Der var kun nogle få huse og så et hotel, som vi boede på.

Først begyndte vi med at save grenene af træerne, når de var fældet, det skete med motorsav. Når vi kom hjem om aftenen rystede armene stadig, og så var der så mange myg, at når vi holdt pause lod vi motorsavene gå. Senere blev vi forfremmet til at køre med maskinerne.

 

                       Efter en måned havde vi fået nok, vi kvittede en eftermiddag kl 13, tjekkede ud fra hotellet, kørte ud til vejen, der gik mod nord til Edmonton og syd mod Calgary. Vi drejede mod syd da vi blev enige om, det var der vi kendte de fleste folk.

                      Jeg mødte skovtrolden senere. Han arbejdede på en oilrig vest for Calgary. Banken havde vist overtaget hans maskiner.

                      Han ville have jeg skulle tage med ham og arbejde sammen, men jeg havde jo mit fag som VVS, og mente det var bedre at blive ved med dette. Skovtrolden var kun nogle måneder på den oilrig, senere blev han sendt til mellemøsten. Jeg hørte senere han arbejdede for Mærsk med at sætte drilling rigs op. Han havde en Yacht i Grækenland, hvor han tog til når han havde fri, så jeg skulle måske have taget med ham på den drilling rig.

                      Da vi kom tilbage til Calgary, flyttede vi ind hos Agnes igen. Vi skulle også have fundet noget arbejde. Vi gik ind et sted som hed Manpower, det var et sted hvor ledige jobs blev opsat og så fik vi adresser på de steder som søgte folk. Vi blev anvist et firma som hed CE-NATCO, de lavede tanke, firestacks og ellers andet indenfor olie og gas industrien.

                      Min ven Svend Oluf fik et job som svejser, og jeg fik et som arbejdsmand, jeg fejede gulv i to uger, så blev jeg forfremmet til isolatør, der skulle metal beklædning uden på rørene, så det passede fint til en VVS mand. Jeg kan huske jeg arbejdede sammen med en gammel cowboy fra Montana, han kunne rulle en cigaret med én hånd. Bossen som antog os hed Chris Nutter, enghang tog han mig med ind hvor de havde værktøj og sagde jeg skulle se efter en drill. Jeg anede ikke hvad en drill var, men kikkede da rundt alligevel. Senere kom jeg dog til at arbejde som rørlægger eller pipefitter, det var sammen med en gammel hollænder som hed Henry.

Mødet med N. E. Skov Jensen.

Min gamle skolekammerat N. E. var også emigreret til Canada et par år før mig, han var i Toronto, men var gradvist kommet længere vest på og var endt i Edmonton, som ligger 300 km nord for Calgary. Jeg tog op og besøgte ham en weekend, som blev til et party. En måned senere ringede han til mig og sagde han havde fået et job i Fort McMurray som lå 733 km nord for Calgary, det var indenfor dækbranchen, han havde arbejdet med dæk i Toronto som service mand og salg. Han ville have jeg skulle komme op og arbejde der også. Jeg sagde mit job op hos CE-NATCO, smed kufferten bag i bilen og kørte nordpå. Jeg fandt dem ikke for den anden dag, så jeg måtte have en overnatning i bilen. Fort McMurray var dengang på ca 15.000 indbyggere, i dag er den tidoblet.

                      Vi skulle arbejde i en mine, det vil sige åben Pitmine, hvor de gravede oliesand. ( sand med olie i ), så overjorden skulle graves af først, så de kunne komme til oliesandet, det blev læsset på transportbånd som løb 30 km i timen, men også kørt ind med store lastbiler, som kunne tage 150 ton, det var dækkene på dem, vi skulle se efter. Vi chekkede lufttryk to gange i døgnet 80 psi, hvis de blev for lave blev de varme og kunne hurtig blive ødelagt. Dengang kostede et dæk 10.000 $. Vi lavede også dæk på andre entreprenør maskiner, graders, scrabers og lastbiler store som små. Efter vi havde haft hjulene af, kørte de kun nogle få timer, så blev de kaldt ind og møtrikkerne strammet igen, det foregik med en stor lufthammer, som man lagde på skulderen, og så ellers hamrede løs.

                      Engang jeg skulle stramme møtrikkerne på en af de store lastbiler som var kaldt ind gik ikke så godt. Han holdt ude på pladsen som han skulle, så jeg kørte over og strammede først alle møtrikkerne på baghjulet, for så derefter at køre frem og begynde på forhjulet; men midt i det hele begyndte han at speede motoren op, og så kørte han ellers over forenden af vores Ford 5000 lastbil, som vi brugte til service. Forhjulene lå fladt på jorden og mig som stop imellem var væk, da jeg hørte motoren speede op. Det var en stor historie der kom ud af det, det var som en hel retssag, men ingen blev dømt.

 Billedet viser mig og vores formand Wally McPherson og så vores ødelagte lastbil.

 

               Sommetider når vi tog de store dæk af lånte vi en D-9 Cat, den havde et blad der var 6m bred x 2m høj, den brugte vi til at skubbe dækkene af med, plus vi havde en 2 til 50 ton donkraft.

Den gamle lastbil var ellers ikke min gode ven. Engang jeg var på vej ud af førehuset gled mine støvler, de var fulde af olie, så jeg rev håndtaget af på vej ud, og min bagdel ramte en jernspids, som var det nederste fodtrin, det var brækket af, det kan ses på billedet, det kostede mig en tur på skadestuen med 25 sting i bagenden. En uge efter, da vi var ved at tage et dæk af en fælg med en jernstang, gled stangen og enden ramte cementgulvet med min lillefinger imellem, det kostede en uge på sygehuset og imens jeg var der blev jeg nødt til at fortælle dem at jeg havde nogle sting i bagenden som også skulle tages ud.

                      Det var ellers et godt job, vi fik 6$ i timen – 1,5 for overtid og dobbelt for søndage og helligdage. Kost og logi var gratis og vi boede i en camp, det var trailers der var sat sammen, så vi havde vores eget værelse med fælles spisekvarter som var åbent 24 timer i døgnet. Så sommetider spiste vi varm mad tre gange om dagen. Vi arbejdede ti timer om dagen – syv dage om ugen, og så havde vi fri en uge om måneden, så hvis en tog fri mere end én uge, fyldte vi andre bare ind. Jeg arbejdede engang 3 måneder i træk. Vi var 5 mand i hjulafdelingen, 2 på dagvagt og 2 på natskift. Jeg arbejdede mest om natten.

 

 

 

 Det areal som havde oliesand er på størrelse med staten Florida. Det var den anden største olie reserve i verden, næst efter Saudi Arabien, nu har de fundet nye metoder at udvinde olie på, nogle steder pumper de damp ned i jorden og så suger olien op.

                      Hen sidst på efteråret kvittede jeg mit job. Jeg havde fået et job inde i byen. Det var på et nyt vandværk, som var ved at blive bygget, det var jo mere indenfor mit fag. Mit gamle job var færdig kl. 5 om morgenen, så jeg kunne lige nå at komme ind til byen og starte det nye job til kl. 8. Næste dag var helligdag, hvor jeg sov det meste af dagen.

                      Fort McMurray blev meget kold om vinteren, temperaturen gik helt ned til -45 om dagen og -55 om natten. Biler kunne ikke starte om morgenen, selv om de var plugged in, det vil sige de havde en lille elektrisk varmer i blokken, som med en ledning blev sat i en stikkontakt.

                      Den 23. december 1976 varmede det lidt op og jeg fik min bil startet, bakkede til traileren, som jeg boede i og læssede alle mine sager i bagagerummet, og kørte sydpå til Calgary, og har aldrig været tilbage siden.

Besøg af brødrene Lybæk

Imedens jeg arbejdede med dæk, fik jeg vist et brev fra Anders og Kalle Lybæk, der var jo ikke noget der hed celphones dengang, de var på vej til Alaska og ville så stoppe ind hos mig i fort McMurray. De kom fra Vermount, USA som var ca. 1000km fra mig, da de ankom var der sådan  et regn og tordenvejr og vejen ud til vores camp var en muddervej, men de kom da igennem. Bilen var en 1958 Dodge Fargo, de værste huller var lappet sammen med blik fra konservesdåser. Den var lavet til en camper, bagi var en gammel madras, siderne 2 halve stykker plywood eller krydsfiner og toppen en hel 4” x 8” plade, og så en dør bagi. De havde glemt nogle papirer, som var sendt med posten, det tog to uger inden de kom, så de boede hos os i campen i mellemtiden.

 Billedet viser besøg af Anders og Kalle Lybæk fra Odde, bilen er min gamle Dodge

 Jeg tog tre uger fri, først kørte vi ned til Calgary ( 733 km ) jeg skulle have lavet et visum til at komme ind i USA eller Alaska. Fra Fort McMurray til Calgary punkterede vi kun tre gange. Den sidste gang vi skiftede hjul i Calgary glemte vi dunkraften, så efter den tid var det to mand til at løfte bilen og så en til at skifte hjul.

                      Vi stoppede i Edmonton og købte et gammel jagtgevær, så på vejen drev vi lidt andejagt, som det ses på billedet er det vist andesteg vi spiser.

 

 Vi kørte på Alaska Highway, det var 1500 mil på grusvej, bilen var så fuld af pladder at på bagsmækken kunne skrives Denmark, det kan ses på billedet.

 Da vi ankom i Fairbanks var Kalles hår blevet for langt, jeg blev ansat som frisør, som Kalle sagde ”Heroppe er der ingen som kender os”

I Fairbanks lå der en besked at Martin (Kalles bror) sad nede i Edmonton, han havde prøvet at få hold i os inden vi tog af sted. Der var nogle danskere som havde set én i store træsko og som så lidt fortabt ud, så de havde taget ham med hjem. Vi fik ham til at tage næste fly til Alaska, men det mellemlandede i Anchorage, hvor de beholdt hans pas og papirer. Det var vist noget med at han havde seks måneders opholdstilladelse og ingen arbejdstilladelse og kun lidt med penge på lommen, så de kunne jo nok godt se hvad han var ude efter. Så da han ankom i Fairbanks måtte vi køre ned til Anchorage for at få hans pas og papirer udleveret. Jeg var den eneste som havde et job, så det var vist mig som skulle skrive under på, at vi ville se efter ham. Jeg fløj tilbage til Edmonton, jeg skulle tilbage på arbejde i fort McMurray og brødrene Lybæk blev i Alaska og arbejdede der hele vinteren i – 55 graders frost.

 

Billedet viser en gammel maskine som lå udenfor fairbank, det hele havde været gennemgravet for guld, det var på den måde byen var opstået. De andre viser vejen til Alaska. Det tog vist det meste af en uge at køre derop.

 

 Turen til Mexico.

Da jeg kom tilbage til Calgary, flyttede jeg ind hos min gamle ven S. O. Han boede i en lejlighed sammen med en anden dansker som hed Hans Olsen, han var truckdriver, men på ferie i Danmark, så der var jo plads til mig. S. O. tog fri fra arbejde, vi købte et gammelt telt og så ellers kørte vi sydpå, nede i Montana kom vi forkert ud af en lille by og endte så på en bjergvej, som var meget glat, det endte med vi gled ud i et sving, så bilen stod halvvejs over en skrænt. Vi måtte have fat i en kranvogn til at trække os op. Bilen var ok, så vi fortsatte ned igennem Nevada og så over til San Francisco, fulgte kysten ned til Solvang, hvor vi mødte Jørn Winther eller John Larsen som han hed dernede. Han var så flink at tage os med hjem, hvor vi fik en overnatning.

                      Vi fortsatte mod Los Angles, jeg havde en adresse på Lea og Helge (Lodsen) Vi fandt deres hus, bankede på døren, sagde hvem vi var og at vi kom fra Helberskov, de var så flinke at tage os ind. Vi mødte bla. Berit Busk der var også en Frost fra Als, de ville alle vise os rundt, det tog tre dage inden vi kom derfra.

                      Derfra kørte vi tværs over Arizona til en lille by som hed Nugales, hvor vi kørte over grænsen til Mexico, vi fulgte kysten mod syd, og så krydsede over med Mexico City som var en by på ca 30 millioner dengang. At køre i Mexico er nok et af de værste steder jeg har prøvet at køre bil. Selv i bjergene kørte busserne rundt om hjørnerne som om de ejede hele vejen, men det gik jo også galt somme tider. I Mexico City når der to eller tre vejbaner ved et lyskryds, ville 4 – 5 biler igennem på én gang.

                      Efter nogle dage i Mexico City kørte vi ned til Acapulco, som er ca en dags kørsel fra Mexico City, vi boede på en campingplads lige ud til vandet, vi satte vores gamle telt op, og så ellers nød det der i et par uger. Der var en murstens væg omkring campingpladsen, og så havde de to store schæferhunde som blev sluppet løs om natten, om det var for at holde tyveknægte ude ved jeg ikke, men det hjalp nok. Hver aften kørte vi ind til byen for at gå ud og spise, det var meget billigt. Rom kostede næsten ingenting. Når vi drak rom på campingpladsen, tog man først en drink ud af colaen og så ellers blev ved mad at fylde dåsen op med rom. På vej hjem stoppede vi ind for at se en sølvmine, det første de gjorde når vi kom ind, var at give os frie drinks, så købte folk nok også noget mere. På vej nordpå gik vores generator i bilen i stykker, så vi havde ingen strøm eller lys, men vi kom da ind til en service station, som fik fat i en mand fra et hotel, som forstod lidt engelsk, han kendte en som kunne lave vores bil, der kom to mekanikere i en taxa, de fik så vores generator med og to timer senere var de tilbage og satte den i, det kostede ca $20 – en lørdag aften. Vi krydsede grænsen til USA i El Paso Texas, hvor de næsten tog vores bil fra hinanden, men vi var jo et par pålidelige danskere, så der var jo ingen problemer.

                      Vi kørte ind i en snestorm syd for Yellowstone Park, den fulgte os det meste af vejen til Calgary.

                      Efter hjemkomsten til Calgary, skulle vi jo have fundet noget arbejde. Turen havde kostet $ 700 hver og vi havde jo ikke for mange penge dengang. Jeg fandt et bob indenfor VVS på et 24 etagers bygning, det var lejligheder for ældre folk, det var den katolske Trinity kirke som byggede det, jeg arbejdede for et firma fra Edmonton, det var en tysker som ejede det. Han hed Herman Gloge, jeg mødte senere hans søn Ingo Gloge, han arbejdede for et firma som lavede nye huse. I sin fritid lavede han estimates, eller regnede priser ud på jobs. Jeg brugte ham nogle gange, da jeg begyndte at arbejde for mig selv.

                      Jeg fandt min første lønseddel, da havde jeg kun arbejdet i 24 timer, tre dage og han betalte $ 4 i timen. Det var hos Kaj W. Hansen, et dansk plumbing compagny. Jeg kan se han betalte en ekstra $ 225 i advance, som blev trukket fra senere. Hvorfor kan jeg ikke huske. Men skatten var kun 95 cents.

 Jeg fandt en anden lønseddel fra CE-NATCO, hvor Svend Oluf og jeg  begge arbejdede, jeg som rørlægger, det var på et stort værksted. Jeg kan se de betalte $ 4,90 i timen, og så dobbelt for overtid, denne lønseddel er for to uger. Det var den 22. Marts 1975.

 

En anden lønseddel fra Fish International, hvor jeg arbejdede på en gas plant, eller et gas refanaderi. Det var på grænsen til nabo provinsen Saskatswan. Jeg arbejdede mange timer, denne her er for en uge, med 40 overtimer. Jeg arbejdede engang i tre måneder i træk inden jeg tog hjem, ellers tog vi hjem 1 til 2 gange om måneden, jeg kan se timelønnen var $ 19,70 og så fik vi fri kost og logi, det var et camp job.

 

 I 1978 da jeg arbejdede for Gloge Plumbng og Heating gik jeg tilbage på skole, det var på Sait, Southern Alberta institute of technology, det kursus var beregnet til fagfolk fra andre provinser og så også på mig. Jeg kan se min regning var ret god, men det er jo også international, men jeg bestod da. Jeg tog senere min gas ticket og også min steamfitter ( pipefitter ) rørlægger på dansk.

 


 


Startside | Ivan Bohls historie | Om Helbeskov

   Dette Websted blev sidst opdateret 14. november 2011