20. november 2015

Fem måneder i Argentina

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

 

 
Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

 

Fem Måneder i Argentina 1926 - 1927 (Lånt fra Gammel nyt nr. 59 2015 )

Af Carl Juul

Bearbejdet af Iver Christensen

Carl Juul Petersen blev født den 7. august 1897 i Als sogn, søn af BoeIsmand Jens Ibsen Juul Petersen og Maren Axelsen.

Carl Juul rejste i 1916 til Nord-amerika, senere New Zealand og Argen­tina, inden han vendte hjem til Danmark i 1927.

Efter hjemkomsten traf han Helga Pedersen, datter af Boelsmand Peter Andreas Valdemar Pedersen og Andersine Bertelsen Lund fra Skelund og blev gift med hende den 28. oktober 1928 i Skel und kirke. De bosatte sig på en ejendom i Rønningen, Øster Hurup, senere på en ejendom i Haslevgårde, Kystvejen 189. Derefter blev Carl Juul købmand i Terndrup.

Han besøgte flere gange familie i USA.

Carl Juul døde den 9. oktober 1985 og Helga den 12. oktober 1991. Begge er begravet på Als kirkegård.

I Gammelt Nyt nr. 14 blev der bragt et brev fra ham til venner i Danmark, da han i 1916 rejste til USA og i nr. 23 findes et brev fra ham i 1921, da han befandt sig i New Zealand.

 Ankomst til Buenos Aires

Den 9. december 1926 gik vi fra Borde fra "R. M. S. P. Descade" i Buenos Aires's Havn og stod nu på Kajen og rådslog om, hvor vi skulle gå hen. Vi var en god Snes Danskere i alt. Enkelte af dem var allerede bankerot, den Smule Penge, de havde haft med fra Danmark, var gået ombord på den lange, kedsommelige Rejse som 3'die Klasses Passagerer på "Descado". Der blev foreslået, at vi skulle gå op at se på Emigranthotellet og muligvis blive der, til vi kunne få vore Papirer fixede op til at få fri rejse ud på Landet. Det ville måske tage et Par Dage.

Emigranthotellet stod os ikke an, især ikke efter at vi havde set de mange Hundrede andre Emigranter, der myldrede overalt, og som vi skulle sove i Sal sammen med. Sovesalen var et enormt stort Rum med Hundreder af Senge, og den var tæt befolket af Portugisere, Spaniere, Tyskere, Checko - Slovak­ker, Polakker og andre øst - og sydeuropæiske Nationaliteter.

Gulv og Vægge var af hvidt og gråt Mosaik, der var rent, men der lugtede væmmeligt. Der var heller ingen Plads til Kufferter eller noget som helst andet, som man nødvendigvis skulle bruge, så Emigranthotellet fik lov at være fri for os, skønt enkelte af Danskerne gik derned for at spise. Vi havde en Adresse på et skandinavisk Hotel, og der fandt vi langt om længe ned. Den forrige Ejer var dansk, men han var død for et Par År tilbage, og den nuværende Vært var en Spanier med et langtfra tillidsvæk­kende Udseende. På hele Hotellet var der ikke en Sjæl, der kunne tale dansk, norsk eller svensk, da vi kom, men medens vi sad og drak Kaffe, arriverede en Dansker, der hed Andersen; han er en Slags Agent for Hotellet og er Skandinaver behjælpeligt med alt muligt, hvad enten de ankommer eller rejser hjem. Drikkepengene kan vi selv bestemme, det glemte han ikke at fortælle os. Well, han er nu ikke så slem endda, jeg har truffet dem, der var værre. Dagen efter fik vi vore Kufferter toldklarerede og kørt op på Hotellet og om Aftenen kørte hele Hoben Syd på undtagen Magnus Rasmussen, Svend Andersen og jeg.

     Jeg havde afsendt et Telegram til Niels Frost i Rio Negro og vilde vente et Par Dage på Svar. Magnus og Svend havde ingen videre Hastværk, så vi blev enige om at rejse sammen til Tres Arragos og se at få Arbejde i Høsten, hvis der ingen Svar kom fra Niels. Det kom der ikke, og så rejste vi Ifølge med Arne Olsen.

     Toget, vi rejste med, var overfyldt mest med Emigranter og Folk fra Byen, der tog ned for at arbejde i Høsten. Sikkert Butleri! De fleste Passagerer var bevæbnede, som om de ventede et Overfald hvert Øjeblik. Flere Gange var det ved at komme til Slagsmål, det var særlig nogle Italienere og Tyrkere, der længtes efter at få Kniven i ferskt Kød, men hver Gang blev Kniven stukket i Balgen uden Blodsudgydelse.

     Arne Olsen var godt kendt i Tres Arragos, og han lodsede os op på Hotel "Dania", en Slags dansk Bissehotel. Værten, Hr. Angel Madsen, en tykmavet, selvbevidst Københavner, gav mig samme Dag nogle Oplysninger angående Niels og Jens Frost. De havde været der på Gennemrejse ca. 6 Uger før på Vej til Chacko eller Formosa sammen med en Ingeniør, så det var ingen Under, at der ingen Svar kom på det Telegram, jeg sendte ned til Niels i Patagonien.

     Jeg spekulerede på, om Arne Frost muligvis endnu skulle være i Cipolette, hvis han var, kunne han give Oplysninger om Niels og Jens, så jeg skrev til ham og fik også Svar - 5 Uger efter, at jeg var rejst fra Tres Arragos!

     Brevet havde ligget inde på Hotellet en Måned, før jeg endelig modtog det! Well, vi trissede rundt i Tres Arragos nogle Dage, fra om søndagen til om Onsdagen, og ventede På at få et Job, hvor vi kunde komme ud sammen alle tre. I Mellemtiden gik vi rundt og så på Byen, der vel er på Størrelse med Viborg, en 11 - 12.000 Indbyggere, men grusom kedelig. Den eneste Oplivelse var, at der var Valg i Byen netop i de Dage, vi var der, og det satte altid lidt Farve på den grå Ensformighed. Vi opdagede ved den Lejlighed, at Argentina er stærkt politisk interesseret. Der taltes næsten ikke om andet end Politik på alle Gadehjørner og Hoteller, hvor Folk stimlede sammen. Og her, som i alle andre Sydamerikanske Lande er Politik en Hæmsko for al Udvik­ling, det hele bliver ved Snak, ved Ævl og Kævl! Vi får Arbejde!

     Vi var flere Gange bleven spurgt, om vi vilde ud at arbejde enten enkeltvis eller to af os, men havde afslået det, når der ikke var Plads til os alle tre. De danske Forpagtere (Chacareros) og enkelte Selvejere (Estoncieros), der kom ind på "Dania" for at hverve Sjæle til at bringe deres Høst i Lade, syntes jeg slet ikke om. De så så sure og vrantne ud alle sammen, og så gik de rundt og gloede på os ligesom Bønder på Hadsund Marked eller Aalborg Dyrskue, når der er et eller andet Høved, der enten har opvakt deres Misbilligelse eller Anerkendelse. Jeg hørte en Ordveksling mellem to Nyankommne og en "Chacarero", der var kommen ind for at hyre Folk til Høsten. Han stod og mønstrede dem. "Kan l følge med ud med det samme", spurgte han. "Ja, det kunne de nok, de skulle blot ind i Værelset og hente deres Kufferter". - "Nu har i  vel ikke for meget Skidteri med, for jeg har hele Bilen Fuld?" - "Nej, de havde kun det allernødvendigste!" De fik deres Kram slæbt ud til Bilen og skulle netop til at stuve det ind, men så kom den ene med en spagfærdig Bemærkning om, at han helst ville vide, hvad Daglønnen var? Agraren, der allerede sad ved Rattet, målte ham med en knusende Foragt. "Hvad I får? Ja, I tror vel at I får 100 Pesos om Dagen, hvad? I kunde få, hvad der er gængs her omkring, og hvad jeg har betalt i mange År, men Folk der kommer med den Slags nærgående Spørgsmål, har jeg ingen Brug for—!" Og så rullede han af i sin gamle, mudderbestænkede Tinkasse!

    Tilbage på Fortovet stod to betuttede Danskere med en Kuffert i hver Hånd, Så siger den ene: "Det var dog alligevel skidt. Du spurgte ham om det!" Den anden trak på Skuldrene: "Nej, det var dog godt, at vi ikke kom med ham ud, vi var jo ikke bleven der en Dag til Ende!" Det var en trist Tilværelse at gå rundt på "Dania". Udenfor på Fortovet og inde i Skænkestuen gik der en halv Snes halv eller hel Bissere, Danskere og Nordmænd og bad om 10 cents eller 20 cents eller en hel Pesos. Når de ingenting fik, og de fik intet af os, blev de grove og skældte ud.

     Det var derfor en Lettelse, da Værten kom om onsdagen og fortalte, at der var en Chacarero inde i Skænkestuen, der ønskede fire Mand. Det var Anders Borre, der levede temmelig godt op til sit Efternavn, i hvert Fald i de to Måneder, Høsten varede! Well, vi fik Arbejde hos ham alle fire, Arne, Magnus, Svend og jeg, Dagløn 7 Pesos, spise hjemme og Vin til Maden. Han havde to Ejendomme. Den, vi skulle ud på først, var beliggende 70 km. Fra Tres Arragos tæt ude ved Havet. Den anden, den han beboede, var belig­gende 40 km. Fra Tres Arragos og længere østpå. Vi skulle køre kl. 3 Eftm., men kom først af sted kl. 5. Vi var 4 Danskere + 5 Tyrkere, 1 Petroleums- tønde og en Masse Proviant stuvet sammen i en Ford Lastbil. Det blev Aften og bælgmørkt, det blev koldt og Blæsten peb over Pampaen. Vejen var ikke dårlig, den var frygtelig, og Borre kørte med en Fart som den Flyvende Hollænder. Vi hoppede rundt mellem Petroleumstønde, Kufferter, Sække med Kartofler og Gud ved hvad og frøs, så Tænderne raslede i Munden. Tyr­kerne sagde mange og lange Sætninger, hvoraf vi ikke forstod et ord, men det var sikkert ikke Bøn til Allah alt sammen. Henad 10 svingede Borre op i en Slags Gårdsplads med høje Mure til tre Sider. Ud fra en Sprække skinnede et søvnigt Lysskær, men i øvrigt var det så mørkt, at man knapt kunne skimte de mørke Konturer af Bygningerne. En Dreng kom farende med en Lygte, og Borre tog den og svingede hen efter den ene Fløj. Ja, derovre er "Calponen" (Laden), sagde han kort, så gik han med Lygten og lod os om at finde vore Kufferter og Tæpper, som vi bedst kunde. Vi famlede os ind i "Calponen", strøg en Tændstik og så os om. Det var et stort Rum, som Gymnastiksalen i Helberskov, men ikke så meget som et Strå at ligge på. Gulvet, den bare Jord, var opfyldt af gammelt Støv og Skidt, mugne Avner, Stumper af Fjæl og Brædder og Maskindele, hist og her en Vandpyt, hvor Taget var utæt. Det var et uhyggeligt Indtryk af et Sovekammer i den dunkle Belysning af en Tænd­stik. der oplyste nogle menneskelige Figurer med svarte Fjæs og vældige Overskæg - og så vore egne sure Ansigter. Der blev sagt nogle Ord på et fremmed Sprog, der blev besvaret af Tyrkerne.

     Så lød en Klokke ude i Gaarden. Spisning! Vi styrede efter Lyssprækken i den mørke Mur og tum­lede ind i et Lokale, der vel skulde kaldes Spisestue. Belysningen var meget dunkel, en Lygte i den ene Ende hvor der stod et Komfur og nogle Krukker og Benzinspande, og en Lampe uden Kuppel, der stod og osede midt på et langt Bord. Der var ingen Stole, kun Bænke og Pakkasser. På Bordet var rettet an med en Blik skål og do. Krus, en Gaffel og Ske, men ingen Kniv til hver Mand. Så skvattede vi ned, hvor vi kunde bedst og langede til et Par sorte Gryder, der stod på Bordet og vi fyldte vore Blik skåle. Maden var den såkaldte "Gisson" Risengryn og Macaroni kogt sammen med store Humpler Fårekød. Jeg lagde Mærke til, at alle de tilstedeværende, undtagen vi tre grønne Danskere, halede Knive frem, den ene længere end den anden, for at skære Kødet i stykker. Det rislede mig koldt ned af Ryggen, jeg tænkte på Arnes Historier. Vi fik Vin til Maden. Vinen var i en slags Pose eller Flaske af Gedeskind. Man holdt Flasken højt i Vejret og klemte på Bunden med den ene Hånd, så strittede Vinen ud i en lang Stråle gennem et Hul i Proppen og ned i Halsen på en. Der skulde Øvelse til at håndtere en sådan Tingest, Magnus og Svend lod den gå forbi. Jeg syntes, det var en Skam, og efter­lignede de andre med det Resultat, at jeg sprøjtede først op i Næsen, så i Øjet, så hen i Hovedet på Arne og ned i Svends Vestelomme. Tyrkerne grinede himmelhøjt og hostede om kap med mig. Selv Borre trak på Mundvi­gene, en Grimasse, der vel skulle forestille et Smil: "Ja, Du får nok lært at drikke af den, hæng bare i, høh - høh-!" Han fik ret!

     Well, vi dryssede atter ud i Mørket og over i Laden. "Vi må se at finde nogle Neg at ligge på," sagde Arne, der havde givet sig i Snak med Tyrkerne, "Der er Havre sat i Hob en halv Kilometer herfra!" Atter ud gennem en halvgrøn Hvedemark, over et Pigtrådshegn for så til sidst at falde over nogle Neg hobe. Så slæbte hver Mand hjem så mange Havreneg, han kunde bære, og dem spredte vi så ud over Gulvet og lagde Tæpperne ovenpå. Arne havde et Tællelys, der slog til for hele Banden den Aften, men næste Dag lavede Tyrkerne en Slags Lampe af en gammel Tobaksdåse med en Bomuldspjalt som Væge. Så sov vi, eller prøvede derpå. Lopperne bed os ukristeligt, og det blev meget værre senere hen, til sidst blev det næsten umuligt at sove i Laden.

     Kl. halvfire klang Klokken igen. Det var bælgravende mørkt og koldt som Pokker. Inde i Køkkenet fik vi serveret Mate'og Gallietas. Sidstnævnte er noget stenhårdt, tørt Brød, der gerne skal blødes op i den skoldhede Mate'eller brækkes med en Hammer for at spises. Det smager ingenting af, man kunde ligeså godt række Tungen ud af Vinduet! Det er lavet af Hvede­mel og Vand, så jeg ved for Resten heller ikke, hvad det skulde smage af. Så dryssede vi ud i Marken for at sætte Havre sammen, det var imidlertid blevet lyst nok til at skelne Havrenegene. Og så kunde jeg med det samme tag Skøn over mine Arbejdskammerater for de næste to Måneder. Der var en 7 - 8 Tyrkere, eller rettere de fleste var fra Syrien eller Nordparten af Arabien, tre Argentinere, en Nordmand og fem Danskere. Tyrkerne kom jeg udmærket godt ud af det med fra første Færd. Særlig de tre af dem: Camillo Salomon (Han var kristen og var fra Aleppo), Ali Mohmah og Kara Mustapha. Mustapha var hvad Mads Jensen i Helberskov vilde kalde for "En hoere Mand", han havde fægtet under Halvmånen i Allah ved hvor mange Krige. Når det så galt ud for "Den syge Mand", skvalpede Mustapha over Atlanten med sin Kniv og sin Monserriffel og gik på Jagt efter Englændere, Grækere og italienere og hvem, det ellers nu var. Sidst havde han været hjemme og hjælpe med til at jage Grækerne ud af Smyrna, nu gik han og bryggede på at rejse til Damaskus og skyde Franskmænd. Han var kun bange for en Ting - Regnvejr, ja og så Tyre. Dem var han heller ikke glad ved.

Men alle disse Folk var som sagt mine gode Venner hele Høsten igennem. De gjorde deres bedste for at lære mig at tale spansk og drikke Vin af en Gedeskindspose, begge med mere eller mindre Held. Argentinerne var også flinke nok, men de holdt sig mest for sig selv. Denne af dem: Vincent Lapeg var lige kommen ud af Fængslet i Bahia Bianca, hvor han havde siddet i 10 År for Mord. En Mand, han havde arbejdet for, skyldte ham 200 Pesos, som han nægtede at betale. Vencente red derover flere Gange og forsøgte at få sine Penge, men til ingen Nytte. Den sidste Gang blev han truet med en Riffel, hvis han ikke skrubbede af. Vencente vippede en Revolver frem og skød fire Gange, Manden fik kun et Skud brændt af, det ramte Vencente i Skulderen. Formanden på Farmen kom nu løbende, tilkaldt af Skuddene. Han bøjede sig ned og vilde tage Bøssen ud af den døde Mands Hånd, men faldt selv forover med en Kugle gennem Hovedet. Sådan fandt Politi og Naboer dem to Dage efter. Vincente der selv var såret, nåede omtrent over til Chiles Grænse, så blev han fangen, ført tilbage og dømt. Havde han haft Penge, kunde han have sluppet med 10 Uger, måske 10 Dage, alt eftersom han havde haft Penge til at bestikke Dommer og Politi med. Nu havde han ingen, så fik han 10 År. (Det må her bemærkes, at Dødsstraf aldrig anvendes i Argentina. Kun i Tilfælde af politiske Forbrydelser, Oprør f.eks., anvendes Dødsstraf, man stiller simpelthen Rebellerne op imod en Mur og skyder dem. I Argentina foregår der en frygtelig mængde Mord og Drab, men de har aldrig Dødsstraf til Følge, Straffen kommer fuldstændig an på Penge spørgsmålet.)

     Dette Arbejde var det første efter at være kommen ud af Fængslet, og han var glad ved Friheden og en munter og flink Arbejdskammerat. En Dag efter en Regn, da vi havde været ved Floden og svømme og nu sad og solede os, var der en i Flokken, der kom med en Bemærkning om, at Borre altid havde sit Regnskab til at stemme ved Høstens Slutning, hvorimod det var sjældent, at hans Arbejdsfolks gjorde det samme. Så sagde Vincente: "Hans og mit Regnskab vil stemme!" Jeg så hans Øjne - og var glad, det ikke var mig, der var Anders Borre den Dag, der skulle gøres op. hvis der var Mudder i Regn­skabet. (Men det var i Orden til den sidste Hvid.)

      Nordmanden hed Dietz og var fra Bergen, men han var der kun en 14 Dage, så røg han og Borre uklar, og han rejste. Det var ellers en Hædersmand. Så var der Arne Olsen - Københavneren fra Sverige. Hans Far var dansk og hans Mor svensk, og da de var skilt og gift igen henholdsvis i København og Stokholm, var Arne opvokset skiftevis i de to Hovedstæder. Han var en værre Jacob von Thybo, og vi andre tre blev grundig kede af ham. En Dag var han da heldig nok til at ryge alvorlig uklar med Kara Mustapha og et Par andre Tyrkere, og med Svend i Tilgift. Så blev han bange og forsvandt. Det var der ­ingen, der var kede af.

     Well, i en 14 Dages Tid satte vi Havre sammen. Det var et træls Job. Stub­bene var lange, de gik os til Knæene og sled Bukserne noget ganske enestående. Det på Landet almindeligt brugte Fodtøj er en Slags Tøj sko kaldet "Alpargatas". Man kunne slide sådan et Par om Dagen. 1 det mindste måtte man regne med, at det kostede 5 Pesos om Ugen alene til Fodtøj. Og så var de ikke 5 cents værd i Brug. Tidslerne stak igennem dem alle Vegne og voldte Kvaler, når de begyndte at buldne ud. Om Morgenen, når vi begyndte Arbejdet, var det Hundekoldt, henad Middagstid næsten tropisk.

     Der var store Stykker at overfare. Den første Vang Havre, vi satte sammen, var 4 km. lang altså 8 km. for en Omgang. Det tog os 1 ½  Dag, Drikkevand fik vi bragt ud to Gange hver halve Dag. Det var værre end slet, Brakvand, ligesom hjemme i Brødens Grøft. Der er i det hele taget meget slet Vand i Argentina, intet Under, at så mange dør af Tyfus.

     Det meste af Kornet, både Havre og Hvede, var dårligt, i det mindste efter danske Begreber. Og det var intet Under efter den Behandling, Jorden havde fået. Det meste var pløjet med Motorplov, meget sløjt Arbejde, Huller og Grave og store Jordknolde alle vegne. Slet ikke harvet eller tromlet, Såmaskinen var blevet kørt lige efter Ploven. Og sikken Mængde Ukrudt. Aldrig har set så beskidt Jord under Kultur. Der var særlig Tidsler og en Plante, der kaldes "Manganilla" og ligner Dild, mangfoldige Steder havde disse Ukrudtsplanter fuldstændig kvalt Kulturplanterne. De værste af disse Pletter blev ikke mejede, men fik Lov til at stå til efter Høst, så blev de brændt - efter at alt Frøet var faldet af eller blæst bort.

     Jorden blev udpint, det ene ara efter det andet. Den få ingen Gødning tilført, men bliver tilsået med Hvede eller Havre ara efter År, indtil der til sidst ikke gror andet end Tidsler. Der er ikke ret mange Selvejere af Jord sådan som i Nordamerika, den meste Jord ejes af store Godsejere, der atter lejer ud til Forpagtere, og de allerfleste af dem hænger på en Pind. I det sidste Par År, da Tiderne har været ualmindelig sløje, er der mange Forpagtere, der har måttet prioritere eller sætte i Pant deres Kvæg, Heste og Maskineri, før de fik Lov til at fortsætte næste År. Forpagtningsafgiften stiger År for År, Jorden giver mindre Afgrøde, Priserne daler, og Forpagterne går bagud af Dansen den ene efter den anden. Omkring Tres Arragos, der skal være den bedste Jord i hele Provinsen, betales der fra 20 til 30 Pesos i Forpagtnings afgift, det er mere end Ejeren betalte for Landet, da han købte det for 25 - 30 År siden. Mange danske Forpagtere, der har mistet alting i Buenos Aires Provinsen i de senere År, er rejst nord på op til Formosa og Missiones og er begyndt igen som Nybyggere i de store, tropiske Skove og dyrker Yerva og Sukker. Det er sandelig en træls Måde at tjene Vorherre på. Enkelte Danskere i Syd parten af Buenos Aires Provins har slået sig vældigt op, men de er nemt talte. Peter Hovgaard, en Fynbo, ejer Land på Størrelse med sin Fødeø, Laust Ambrosius, en anden Dansker, der bor tæt ved Tres Arragos, ligger inde med et Område så stort som Lolland. Nogle enkelte andre ejer flere Tusinde Hektar, men de allerfleste danske Landmænd i Provinsen er langtfra på den grønne Gren.

     Well, Dagene i Høst sled sig hen fra halv fire Morgen til otte Aften. Da vi først kom i Skub, gik det hele med godt Humør, der var ingen ynk, og det var der forså vidt heller ingen Grund til. Bygningerne til Ejendommen varet gammelt Fort, der var opført i 50erne til Forsvar mod Indianere og det var en mørk og skummel Plads at se på. Murene var en Alen tykke, og de få Vinduer var barrikaderede med tykke Jernstænger, udefra lignede det et Fængsel. Senere hen, da Indianerne var drevet Syd for Rio Negro, var det blevet omdannet til Gæstgiveri og Købmandshandel, og indvendig bar det endnu Præg deraf. Der var vel et Dusin Værelser i alt, og endnu stod der Diske og Hylder i nogle af dem. Skydehullerne var ikke blevet tilmurede, og når det blæste, hvæsede og peb og hylede det igennem Sprækker og Huller, som var det tusinde hylende, indianske Ånder, der løb Storm mod Huset.

     Borre havde en gift Bestyrer på denne Plads. Hans navn var Winter, og hans Kone var fra samme Egn. som jeg selv, eller i det mindste fra samme Herred, fra Blenstrup. De var begge meget flinke. Svend og Magnus kunde ikke lide "Gisson", og jeg kunde ikke døje "Mate" og "Gallietas", så når Fru Winter kunde se sit Snit til at stikke os en Kop Kaffe eller en Tallerken Smørrebrød, gjorde hun det. Til Gengæld malkede vi Køerne på Regnvejrsdage, og om Morgenen når der var falden stærk Dug, så at vi ikke kunde arbejde i Marken før henad Kl. 7. Den ene Tjeneste var jo den anden værd. Der lå en Flod 3 km. fra Havet, der tilbragte vi tre Danskere og Borres to Sønner det meste af Tiden, når vi ikke arbejdede dvs. efter en større Regn. Dernede tilbragte vi mange fornøjelige Timer. Tyrkerne nærede en kronisk Skræk for Vand, de fulgte aldrig med til Floden og blev aldrig vaskede på Kroppen og på Fødderne i hele Høsten. Derimod fulgte de tre Argentinere undertiden med. I Begyndelsen af Tærskesæsonen var vi to om at bære Sække (Magnus og jeg), men da Nordmanden rejste, fik Magnus hans Plads, og jeg blev ene om Sækkebærerbestillingen og fik en Peso mere om Dagen. Det var dog til at holde ud alligevel, de tungeste Sække vejede 70 kg., de letteste ikke stort mere end 40 kg. Magnus forkede Neg i Maskinen, og Svend kørte Høstvogn. Sådan holdt vi vore Pladser hele Høsten igennem.

 

FORTSÆTTES NÅR NÆSTE NUMMER AF GAMMEL NYT UDKOMMER.