
















|
|
Dyrlægekontrollerede grise på gaflen
Nordjyske
26-07-2003
GRYNT:
Helberskov Borgerforening fik styr på reglerne til sæsonens anden grisefest og
kræmmermarked
HELBERSKOV: To
velvoksne svin sydede lystigt over grillen, da Helberskov Borgerforening i går
for anden gang i løbet af sommeren arrangerede kræmmermarked og grisefest i
Sandgraven.
Trods mange besøgende og et flot sommervejr kunne formanden for
borgerforeningen, Torsten Nielsen, ikke skjule sin skuffelse over, at den første
grisefest for tre uger næsten løb ud i sandet.
Dengang dukkede Fødevareregion Nordjylland op efter at have modtaget en
anmeldelse og kunne konstatere, at de to grise på grillen ikke var blevet
dyrelægekontrolleret efter slagtningen, hvilket de skal være ifølge
lovgivningen.
Det kostede borgerforeningen en bøde på 5000 kroner, som nu bliver taget fra de
penge, foreningen skulle have brugt på fornyelse af byens forsamlingshus.
Situationen ærgrer Torsten Nielsen, der siger, at han ikke var klar over
reglerne på området.
- Der var ikke en eneste af os, der havde skænket det en tanke. Vi accepterer
selvfølgelig det, der er sket, og vi vil heller ikke løbe fra ansvaret. Jeg
ville bare ønske, at vedkommende havde ringet til mig først og fortalt mig det,
så vi selv kunne have reageret på det, siger formanden, der ligesom resten af
Helberskov undrer sig over, hvem anmelderen er.
Klog af skade havde Torsten Nielsen og grillmester Jens Bohl sørget for, at der
var dyrlægestempler på de grise, der i aftes blevet fortæret af over 200 lokale
borgere og turister.
ussen er kørt
for Helberskov
Nordjyske 30.
august 2003
Nul
trafik: Byrådet besluttede at fastholde kravet om, at rute 56 skal køre til
ØsterHurup - hver gang
HADSUND:
Byrådspolitikerne er ret mistrøstige, når det gælder Nordjyllands Trafikselskabs
dækning af Hadsund Kommune.
- NT. Kan det stå for Nul Trafik?, spurgte borgmester Karl Christensen, efter at
byrådet havde besluttet at gøre endnu en indsigelse imod NTs planer om at skære
ned på betjeningen af ruterne 56 og 58, sådan at 56'eren stopper i Dokkedal - og
altså ikke kører til Øster Hurup - og at 58'eren ikke kører til Helberskov.
Det har kommunen tidligere beklaget sig over, men NT har meddelt, at man
fastholder beslutningen.
Men det køber byrådet ikke, og man besluttede på torsdagens møde at fastholde
kravet om, at alle kørsler med rute 56 skal betjene Øster Hurup.
Der blev dog ikke udtrykt tiltro til, at det vil lykkes at bevæge NT, og hvad
angår Helberskov, anses løbet for at være kørt.
Borgmesteren kritiserede, at NT ikke levede op til sit navn og forudså, at
Helberskov nok ikke vil blive det eneste sted, der må undvære busser.
Ronny Thomsen (S) mente, at hver gang kommunen hørte fra NT, så gjaldt det
nedskæringer. Han mente videre, at Helberskov nok skal klare sig, så længe der
en en købmand i byen.
- Men den dag der ikke er, så kan jeg godt forestille mig, at det giver
alvorlige problemer, at der ingen bus er.
Johannes Sørensen (T) fulgte tråden op og mente, at NT efterhånden står for
afvikling af offentlig trafik.
Han syntes, at man i det mindste kunne betjene Helberskov med en
teletaxa-ordning, så man kan ringe efter en taxa til buspris.
Det forslag vandt i første omgang opbakning fra Rita Moore (S), der dog fortrød,
da hun lod sig overbevise om, at en sådan ordning skal betales af kommunen.
Knud Christensen (V) sagde, at Øster Hurup skal betjenes, men troede, at
løbet er kørt for Helberskov, hvilket i øvrigt ærgrede ham.
Byrådets svar til NT skulle være fremme i går, sådan at selskabets bestyrelse
kan behandle det 12. september, og så ændringer kan træde i kraft pr. 14.
december.
Det fremgår af NTs svar til kommunerne, at man har imødekommet en række
indvendinger, og man fremhæver, at sammenlægningen af den sydlige del af 56 og
rute 58 betyder, at uddannelsessøgende fra Als og Øster Hurup ikke længere skal
stige om i Hadsund for at komme til Hobro.
Købmanden vil
sælge butikken
Nordjyske
07-12-2003
Fuldtidshobby: Hvis nogen har 16-18 timer til overs i døgnet, så er muligheden
der i Helberskov
HELBERSKOV: Fem år
som landsbykøbmand. Det var løftet fra Jørn Østergaard til hustruen Ulla, da
parret i 1972 slog sig ned i den lille landsby Helberskov, lige syd for Als.
Til sommer har parret huseret bag kasseapparaterne i 32 år og er i tidens løb
blevet lidt af en institution som parret bag byens eneste handelssted. Men
dermed er tiden også kommet for Jørn Østergaard til - lidt forsinket - at indfri
løftet. Ikke fordi Ulla Østergaard har fortrudt købmandslivet. Ifølge gemalen
har hun, efter at den første usikkerhed havde lagt sig, stået helhjertet bi.
- Uden hende var det aldrig gået. Det er helt igennem et samarbejde, siger Jørn
Østergaard, der opfatter købmandsfaget som en hobby.
- Det skal være en hobby, ellers kan man ikke år efter år klare en 16-18
timer lang arbejdsdag, som det let bliver til i sommerperioden, siger Jørn
Østergaard, som godt er klar over, at jobbet appellerer til de færreste.
Heller ikke til nogen af parrets to sønner, René på 31 og Richo på 26, hvilket
Jørn Østergaard konstaterer uden større sorg. Til gengæld håber han, at det vil
lykkes at afhænde forretningen til et yngre par, så den kan køre videre.
Økonomisk set vil det være en fordel for ham og hustruen, men pengene tæller
meget lidt.
- Det er for at bevare en butik i byen. Jeg har sagt til ejendomsmægleren, at
jeg er villig til at tage næsten hvad som helst i bytte, hvis det er det, der
skal til, for at nogen kan overtage, forklarer Jørn Østergaard,som i øvrigt
roser byens borgere for at bakke op om ?den lille lokale?.
- Det har de altid gjort. Den ros skal de have, siger købmanden, som i øvrigt
kan lokke med, hvad der på jobannoncesprog kunne kaldes ?en stor personlig
kontaktflade?.
- Som købmand ved man alt, hvad der foregår. Man er lidt en slags sjælesørger.
Vi har jo ingen præst i byen, smiler han og befinder sig tydeligvis godt i
rollen.
Også økonomisk set har forretningen i Helberskov været et godt bekendtskab for
parret Østergaard og burde ifølge Jørn Østergaard også kunne blive det for
eventuelle efterfølgere.
- Man hvis det er et par uden opsparing, så skal den ene være indstillet på at
tage et job ved siden af i vinterhalvåret, mener han.
Jørn Østergaard selv havde ikke en klink på lommen, da han overtog forretningen
i 1972.
- Det var ejendomsmægleren, Christian Nielsen i Øster Hurup, der kautionerede
for mig. Det er vist ikke helt almindeligt, siger Jørn Østergaard, der i øvrigt
kan takke samme ejendomsmægler for, at det blev i Helberskov, han blev købmand.
Efter læretiden i Korup Brugs levede parret en omskiftelig tilværelse, hvor Jørn
Østergaard blandt andet kørte rundt til forretninger i Ringkøbing for at sælge
frugt og grønt, han arbejdede et halvt år på et lager i København, solgte for
kolonialgrossisterne Brdr. Justesen i Randers.
I 1969 byggede han sammen med sin svoger sommerhus i Øster Hurup og begyndte at
kigge sig om efter et job, der matchede kommis-uddannelsen.
I første omgang havde han kik på en forretning ved Toft Camping i Øster Hurup.
- Men Christian Nielsen sagde, ?du skal have den i Helberskov?, citerer Jørn
Østergaard med påtaget dyb røst.
Og Helberskov blev det, selvom Jørn Østergaard har sine rødder hele 10 kilometer
derfra. Ikke ret langt, vil nogle mene, men tilsyneladende alligevel en del.
- Jeg kommer fra Veddum, men inden jeg overtog forretningen hér, havde jeg
aldrig været i Helberskov. Det tætteste, jeg havde været, var en børnefødselsdag
i Als, siger Jørn Østergaard med et smil.
Siden er han blevet en fast bestanddel af den lille landsbys liv, selvom han
formelt set kun spiller en lille rolle i foreningslivet. Eksempelvis har han
aldrig været medlem af en bestyrelse.
- En købmand er næsten nødt til at forholde sig lidt neutralt, siger Jørn
Østergaard lunt.
Borgerforeningen, landsbylauget, vindmøllelauget og vandværksforeningen kan til
gengæld trække på ham som revisor og gør det, alle fire, og i forbindelse med
deres aktiviteter er Jørn Østergaard en af de første til at smøge ærmerne op.
- Som købmand er man en offentlig person, så det er man nødt til, forklarer Jørn
Østergaard, som dog betoner, at lysten så afgjort også driver værket.
Som henholdsvis 56- og 55-årig er Jørn og Ulla Østergaard da heller ikke parat
til at lægge op og nyde deres otium. Men der er mildt sagt også nok at tage sig
til.
Jørn Østergaard er den lokale repræsentant for Dansommer og står i den
forbindelse som ansvarlig for udlejning af 186 sommerhuse mellem Mariager Fjord
og Limfjorden. Parret har købt to landbrug, og Jørn Østergaard driver 80 tdr.
land som fritidslandbrug. Desuden er der i sæsonen åbent i caféen på Als Odde.
- Den har jeg hidtil ikke haft så meget at gøre med. Det har jeg haft to ansatte
til, men jeg regner da med, at jeg skal tage noget mere dér fremover, siger Jørn
Østergaard, der langt fra ligner en mand, der er på vej til at sætte tempoet
ned.
|