Brev fra Carl Juul til hans søn Niels

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

 

20. november 2015

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

Karl Juul skriver til sin søn Niels og fortæller om hele hans opvækst. Brevet er skrevet i 1976.

Til Niels.

Omstående beretning handler om bedstefars og bedstemors slægt fra Syd Hadsund færgekro efter de oplysninger jeg har modtaget igennem tante Martha, i Århus og gamle Mads Smed i Helberskov. Mors slægt ”Lodserne" har jeg ret indgående beskrevet i mine beretninger fra Helberskov til årsskriftet for Historisk Samfund for Aalborg Amt og Kjær herred. Du har modtaget de forskellige særtryk og derigennem har kunnet danne dig et indtryk af nogle af mine forfædre på mors side. Min oldefar, Niels Andersen Lods, havde som 17 åring deltaget i slaget ved Sjællands odde ombo­rd på vort sidste linjeskib "Prins Christian". Senere kom han med på kanonbådene og i 1812 blev han hårdt såret i en kamp mod englænderne ud for Djurslands kyst. Efter et langt ophold på et lazaret i Randers blev han afmønstret og hjemsendt. I 1814 blev han gift og overtog den gamle slægtsgård i Helberskov. Han var dog ikke mere aflægs efter den skavank, han havde pådraget sig i krigen end han blev far til tretten børn, ni drenge og fire piger. Han levede til han blev en gammel mand, født 1791 død l867, det kunne kaldes en høj alder i datiden. Han skal ha været en hård negl og nogle af hans mange sønner var sandelig heller ikke mælkebrød, de gik ikke af vejen for et slagsmål, hvis lejlighed bød sig. Det gjaldt i særlig grad både Christian og Kræn Lods. Christian var helbefaren sømand og havde bl.a., været forhyret på de store sejlere, de såkaldte "clippere", te clippere fra Kina og hvede clippere fra Australien. Desuden havde han været med på handelsskonnerter, der fejlede rundt omkring mellem øerne i Det Stille Hav. Engang på en rejse fra Batavia til Valparaiso var han ude for et forlis i Torres Strædet, men sammen med to andre sømænd, der reddede livet ved at drive rundt på nogle vragstumper, kom han i land på Thursday Island og opholdt sig der i flere måneder. De indfødte der var nogle forfærdelige kannibaler, men de tre skibsbrudne sømænd led ingen overlast, vistnok fordi de aldrig havde set hvide mænd før. Ved et rent held blev de opdaget af et forbi sejlende skib der tog dem med til New Zealand. Jeg må i den forbindelse bemærke at jeg kun kendte Christian Lods som gammel mand, når han af og til kom på besøg hos familien, i Helberskov. Han var en helt enestående fortæller og når han kom hen til os og fik begyndt på sine beretninger om oplevelser omkring på alverdens have, var jeg tabt for omverdenen. Det hørte til mit hverv at hente køerne ved Havet. Men når farbror Christian som vi børn kaldt ham, var tilstede kunne jeg ikke løsrive mig og fik ved gode ord og betaling, bror Aksel til at påtage sig hvervet. Han skulle have fem øre for at hente køerne for mig, men da jeg ikke ejede så mange pen­ge skulle han vente indtil jeg fik dem tjent på en eller anden måde, og Axel var ikke en person der glemte en skyldner. Han skulle nok minde mig om hvad jeg skyldte ham, hvis han havde en anelse om at jeg tilfæld­igvis var kommen i besiddelse af en femøre. Ak ja, det var dengang penge ikke var noget drengene rendte rundt med til hverdag.

Kræn Lods var den mindste af de ni brødre og fysisk set besad han ikke den samme styrke som de øvrige brødre, men alligevel sad hans næver løs på skaftet og han var ivrig deltager i utallige slagsmål og det gik ofte ud over ham selv. Kunne han ikke klare sig på anden vis var han slem til at sparke sine modstandere og "kratte" dem i ansigtet, desuden var han smidig som en lækat og ingenlunde ufarlig. I mange år boede han hjemme på gården og fiskede sammen med bedstefar Lods-Axel og tjente gode pen­ge. Laurits Laursen har fortalt mig om nogle af hans meriter. Laurits’ far var lærer i Als og den gamle skolebygning blev senere lavet om til brugsforening. Engang så Laurits Kræn Lods komme henne fra kroen, og gå op til det gamle bindingsværks hus øst for brugsen, hvor nu Regnar Thorup bor. Man­den i huset havde sikkert set ham komme og skyndte sig at låse døren. Men Kræn Lods havde også set et glimt af ham og da han ikke ville lukke op, sparkede han ihærdigt på døren med sine kramptræsko indtil manden omsider lukkede op og Kresten slap ind. Et øjeblik efter blev han lempet ud igen på en så håndfast måde at han trimlede rundt i støvet. Der havde han fundet sin overmand, men han fik sig dog stablet op og daskede ned i byen igen.

Der traf han sin gode ven, Bette Buus, der var på vej ud i marken med tre kobbel får. De to gode venner fulgtes ad ud af byen med hinanden om halsen, men kort efter kom både får og Bette Buus tilbage i skarp trav og stilede efter gårdens port - Je fosekrer dæ for te Bette Buus's røw war kun æe hal al fræ jueren, søen løv han –Kræn Lods var lige i hælene på ham, men nåede kun at kradse ham ned af hajns vestryg, for Buus slap ind gennem porten og i sikkerhed. Der stod nemlig to føre karle inde på gårdspladsen og dem skulle Kresten nok dy sig for at gi sig i lag med. Så. han vandrede syd på ud af byen ad Helberskov til og mødte skrædder Groth fra Als, der havde været nede og besøge sin elskerinde, Madam Gleneser, der drev en smugkro i den gård, der ligger lige overfor butikken. Groth var en meget fin mand, set med datidens øjne, og Kræn Lods kunne ikke lide ham. Det endte da også med en værre ballade. Groth blev smidt ned i landevejsgrøften, hvor Kresten gennembankede ham. Det gik ikke mindst ud over hans pæne tøj.

Du skal høre nærmere fra mig, hvinede Groth, idet han kravlede op af grøften.

- Det skal være mig den største ære - svarede Kresten!

Han var dog knap så kæphøj, da han kom hjem og berettede om det skete til bedstemor, hende havde han en mægtig respekt for og han fik en or­dentlig opsang for den bedrift. Det endte da osse med anmeldelse og ¡ret­tergang, Kresten fik en stor bøde for vold mod sagesløs, plus erstatning for tøj, svie og smerte og ubeføjede ukvemsord. Bøde og erstatning blev betalt på stedet, men ukvemsordene ville han ikke vedkende sig. Hvordan sagen videre udviklede sig kunne Laurits ikke huske.

                      Kræn Lods var egentlig en flink og fredelig mand, når han ikke var fuld, og han drak skam ikke alle sine penge op. Han var hvad man kaldte en holden karl, da han gik hen og forelskede sig i Inger Mari. Ikke fordi hun var nogen skønhed, men han syntes hun var så blid og føjelig og mente hun ville være lige en kone for ham. Bedstemor advarede ham indstændig mod at binde sig til hende for ramme alvor. Det er mest dine penge hun er ude efter og så følger du bare med i købet, sagde hun, du vil få kam til dit hår, hvis du gifter dig med hende. Bedstemor fik ret som altid. Efter de blev gift viste hun sig at være en værre havgasse der kanøflede den arme Kresten på alle mulige måder, ondskabsfuld og sladderagtig var hun også. Når hun til tider havde været rigtig væmmelig imod ham, kunne han komme hen og søge trøst hos bedstemor.

Den satans kælling tår lyved o mæ Kjesten, kunne han grædende sige.

                      Kræn Lods var dog sejlivet, han døde først da han var langt over de firs. Inger Mari nærede en næsten sygelig godhed og kærlighed over for dyr. Om vinteren kunne hun opholde sig ude i stalden i timevis hos heste, køer og grise og kæle for dem. De kendte hende. Derimod ødslede hun ikke ret meget af sin tid på mennesker, mindst på Kræn Lods, han kunne skøtte sig selv, hvis hun da ikke direkte overfusede ham med grovheder. Hendes hjertebarn var hunden Bruno, et stort sort uhyre, der var hele byens skræk. Den havde de ondeste onde øjne jeg nogensinde har set på en hund, og opholdt sig altid inde i stuen hos Inger-Mari. Hvis der en aften var fremmede sad hun henne i en armstol ved kakkelovnen med Bruno i øret, mens den gloede olmt efter de tilstedeværende. Sin aftenkaffe fik hun serveret for sig selv på et lille bord, men hun slap ikke hundens øre. Jeg tør ikke tænke på hvad. der kunne være sket, hvis hun havde gjort det.

En dag blev Bruno syg og dyrlægen blev tilkaldt. Men han turde ikke nærme sig det rasende dyr, der lå på gulvtæppet og snerrede og viste tænder og gloede på dyrlægen med mord i øjnene. Han stillede diagnosen på behø­rig afstand og konstaterede.- Tarmslyng - den dør! Inger-Mari græd hjerteskærende - Er der da slet ingen ting vi kan hjælp den med.

Jo, svarede dyrlægen - et skud hagl.

                      Hvordan de fik Bruno lempet ud bagved laden melder historien intet om, men lidt efter kom naboen, Jens Rytter, med bøssen og med den største skadefryd sendte han Bruno over i evigheden. Den fik en pæn begravelse under et træ i haven, indpakket i et lagen, under megen gråd og jammer, fra Inger mari. Nogen tid i forvejen var Kræn Lods gået til sine fædre Mor og moster Mæt sad ved hans dødsleje – ikke Inger Mari. Ved hans bortgang fra denne jammerdal var hendes øjne så tørre som sand i Saharas Ørken.

Vi havde været naboer gennem mange år og hun kom tit ned til os.

Bagefter betroede hun mor.

- De war godt han slap, Maren, de war no en stuer lettels for wos oll sammel. –

Jeg tror nu det var en større lettelse for Kræn Lods endelig at slippe for Inger Maris tyranni. Jeg havde aldrig kunnet døje den sledske og ondskabsfulde gamle kone og hun kunne heller ikke lide mig.

                      Mens jeg tjente hos Helgas far og mor i Skelund kom hun en dag ned til far og fortalte at jeg var bleven så forfærdelig slem til at drikke, hun havde hørt det fra pålidelig kilde. – A sejer ed jo kun fo de hæjst søen do ka fo ham stopped i tii –

Mit drikkeri indskrænkede sig til at jeg havde drukket en øl en aften jeg havde været på besøg hos Niels Jørgen Davidsen, der på daværende tidspunkt ejede Skelund mølle. Jeg tjente hos Helgas forældre i to år, det første år fik jeg 150 kroner, det andet år 225 kroner i løn om året, så det kunne umuligt udarte til et større drikkeri, selv om spiritus var billigt dengang. Far kendte jo også Inger Mari og tog let på hendes bekymring for mit velfærd, men rådede mig til at melde mig ind i afholdsforeningen, om ikke for andet så for at stoppe munden på hende. Helgas far var selv formand for den stedlige afholdsforening, så jeg meldte mig ind, formedels en krone om året i kontingent.

                      Det blev til en længere beretning om Kræn Lods og hans Xanthippe af en kone og hendes bedste ven, Bruno, en ætling af helvedeshunden Kerberos. De fleste af bedstefar Lods Axels mange brødre var begavede og meget arbejdsomme folk. Nogle af dem havde faret en del til søs i deres unge dage, men efter at være gået i land slog de sig ned som landmænd eller håndværkere og drev tillige fiskeri som bierhverv. Dette; gjaldt dog ikke den ældste og den yngste af brødrene. De havde begge samme navn, idet de hed Mads Nielsen begge to. Den ældste Mads blev toldassistent i Randers og havde en høj stilling der. Den yngste Mads var lærer på Bornholm i mange år. De var højtbegavede mænd og nød stor anseelse i deres samtid. Mads i Randers har jeg aldrig set. Han skal have været, noget af en kunstner, bl.a. tegnede han Lods familiens slægts træ på et stort stykke papir, der blev indrammet og hængt op i stuen i min oldefars tid. På en eller anden måde kom det i min besiddelse, men i de ca. 125 år der er forløbet siden er papiret skørnet så meget at kun de sørgelige rester er tilbage. Det kan næsten smuldre væk mellem fingrene. Ellers ved jeg ikke mere om ham. Mads på Bornholm, der som nævnt, var den yngste af flokken, kendte jeg derimod meget godt. Efter han blev pensioneret bosatte han sig sammen med sin kone i København og kom gerne til Helber­skov i sommerferietiden hvert eller hvert andet år. Jeg husker ham som en høj, statelig mand med et stort hvidt skæg. Før mine brødre, Axel og Erik, rejste til Amerika besøgte de ham og familien på Bornholm og en hjertelig modtagelse. De to Mads'er og et par enkelte andre af brød­rene havde dog aldrig befattet sig med druk og slagsmål efter de oplysn­inger jeg har om dem. I datiden var det også meget sjældent at bønderbørn i egnen opnåede stillinger indenfor toldetaten og folkeskolen, derfor nød de også stor respekt og anseelse hos deres bysbørn. Bedstemor, Kirsten Hansdatter, var født 1824 og døde i 19o4. Hun var en enestående personlighed, klog og retsindig, og havde krammet på både bedstefar og hans mange brødre, der holdt til i den gamle slægtsgård indtil de blev gift og fik foden under eget bord. De var ikke alle lige lette at omgås, men bedstemor havde de en mægtig respekt for, hendes ord var lov der i gården og dem måtte både Christian og Kræn Lods og et par andre brødre, der var nogle hårde negle, bøje sig for. Bedstemor havde fire brødre og to søstre. Den ældste af brødrene Erik (Jerrik) Hansen, ejede den gård midt i byen, hvorfra der igennem flere genera­tioner var drevet krohold. Slægten var indvandret fra Als til Helber­skov og overtog gården med kroholds rettigheder først 1700 årene. Kro­en blev først ophævet 1844 og flyttet til Als. Erik Hansen var tillige sognefoged i mangfoldige år. Han afløste din mors oldefar Anders Chris­tensen ”Skomager Ajs” i embedet, også han havde været sognefoged i man­ge år. Det kan måske være interessant at nævne, at sognefoged embedet i Als Sogn altid havde været besat af en mand fra Helberskov fra 1788, da det først blev oprettet, til 1947 da Carl Hjorth fra Als overtog bestillingen. Den første sognefoged i Als Sogn var min tipoldefar Erik Madsen, født 1749 død 1814. Han blev afløst af sin ældste søn Hans Eriksen, født 1786, død 1857. Derefter overtog din tipoldefar ”Skomager-Ajs” hvervet, men hans data kender jeg ikke. Han afløstes af forannævnte Jerrik Hansen, den ældste af bedstemors brødre, født 1823, død 1914. Han var en klog og retskaffen mand og almindelig agtet af sin samtid. Veteran fra treårskrigen. I slaget ved Isted blev han ramt af et strejfskud i tindingen og det afstedkom en stor bule, der fulgte ham livet igennem. Jeg husker ham, som en altid rar og flink gammel mand, Bror Aksel og jeg besøgte ham og hans kone, Ane ret ofte i deres hjem i Als. Selv havde de ingen børn, men de adopterede en lille, fattig dreng fra Nr. Hurup, der som 9 årig kom i tjeneste hos dem. Han hed oprindelig Niels Nielsen, men tog senere efternavnet Eriksen. Han forblev på gården, til sidst som ejer og blev gift med mors søster Mette.

                      Den næste i rækken af sognefogeder var Peter Nielsen kaldet ”Kusk Peter”, der beklædte embedet næsten hele min drengetid. Omkring ved 1912 kom min onkel Niels Eriksen til. Han var født 1863, død 1959, 96 år gammel. Han var den sidste sognefoged med bopæl i Helberskov. Gennem hele det lange tidsrum fra 1788 til 1937 var der kun seks sognefogeder, deraf var de fire af bedstemors slægt og havde beboet dan samme gård. Den femte var din mors tipoldefar, Anders Christensen – Skomager Ajs – der boede i gården ved siden af. Så du kan deraf skønne, at din slægt fra Helberskov har været betydende og agtede mænd i deres samtid, det var ikke hvem som helst, der blev tildelt dette embede. Om den første sognefoged Erik Madsen har jeg hørt fortælle at han var tillidsmand for Helberskovs bønder, da byens jordtilliggender blev udskiftet fra fællesskabet i 1799, og da de derefter blev fordelt mellem de forskellige ejere, havde han bestridt dette hverv så tilfredsstillende for alle parter, at han forlods blev tilbudt at udvælge de arealer, der iflg. Gårdens størrelse tilkom ham. Han valgte den bedste mark der hørte til byen, en god sylteng, to parceller i Måen til afgræsning, en havlød og et skovreb. Alt dette er nu en saga blot, gården kan i dag sammenlignes med et nedlagt landbrug. Bygningerne ejes af en Indoneser, der er gift med Kræn Lübeks datter.

                      Bedstemors næstældste bror hed Mads Hansen. Han ejede den gamle bindingsværksgård, der var beliggende lige overfor bedstefars. Disse to gamle gårde har været et yndet motiv for dagbladene, der har bragt utallige billeder af dem. Et typisk eksempel på de mange bindingsværksgårde i det Helberskov. Udhusene er i dag nedbrudt, kun stuehuset står tilbage. Mads Hansen var født 1827 og døde 1898, året efter at jeg blev født, så jeg har aldrig kendt ham, men morbror Hans har fortalt mig om ham og skildret ham som en brav og retlinjet mand. Han var veteran fra begge de slesvigske krige, hvor han gjorde tjeneste til søs. Han var med ved Helgoland ombord på fregatten "Niels Juel".

                      Den tredje bror, Peder Hansen, blev i daglig tale kaldt Pi Hannsen. Eller kro Pier. Han var født i den gamle kro i Helberskov 1832 og døde 1901. Hans far, min tipoldefar Hans Eriksen, blev altid kaldt Kroeer Hannes, men Pier var den eneste af hans sønner der fik betegnelsen ” Kro” som kendingsnavn. Han var gift med Ann Mari, en søster til den gamle Christian Poulsen, Christian Poulsens bedstefar, havde haft syv børn, men de var døde alle syv, de seks i spædbørnsalderen. Den syvende var en pige der fik navnet Karen. Hun levede indtil hun blev tretten år og døde af akut hjernebetændelse. Moster Dorthe kunne huske hende. Hun skal have været en velvoksen, meget køn pige. Jeg blev opkaldt efter hende.

                      Man skulle jo formode efter hendes forældre havde mistet alle deres andre børn, ville de tage sig kærligt af netop hende, men det var slet ikke tilfældet. Hun var opvokset ovre på nabogården, der ejedes af Pi Hannsens fætter, Kro Jerrik og hans kone (det var den gård nord i byen der nu ejes af den store Jens Westergård). Det kan synes mærkeligt i vore dage, men i datiden var det der i egnen mange gange skik at man overlod et eller flere af sine børn til familie, der ikke selv havde børn. Da far og mor blev gift overtog de ejendommen, der var udstykket fra Anders Gunnisens gård i 1872. Arealet bestod af en mark på tre tdr. land beliggende lige ved ejendommen, en harkeng, der også var opdyrket på to tdr. land, en tørrelød på tre tdr. land (til løsdrift), en stor havlød på 4o tdr. land, beliggende fra klitrækken øst for Odde by helt ud til havet. Oprindelig var hele arealet, med undtagelse af en stribe sylt på ca. 3-4 tdr. land langs med havet og den nordlige det af "vieren", en skov der strakte sig helt fra Alsodde op nordpå, overgroet med lyng, men Pi Hannsen havde med utrolig flid og møje brækket ca. fem tdr. land af lyngen og taget det ind til agerland og det var ikke det ringeste, der hørte til ejendommen. I tørre år, når sol og varme sved både korn og græs oppe i markerne, stod kornet frodigt på havløden, da grund­vandet stod så højt at tørken ingen indvirkning havde på de forskellige afgrøder. På ejendommen kunne holdes fire a fem køer og en halv snes får. Ingen heste. Pi Hannsen, eller morbror Pier, som vi altid kaldte ham brugte sine køer som trækkraft, selv til det hårde arbejde med at brække lyngen op og age korn og hø hjem. Han skal have haft nogle af de største og bedste køer i byen og de blev passet omhyggeligt. Men det må have vær­et et forfærdeligt slid at brække den hårde lyngskjold med datidens red­skaber og med køer som trækkraft. Foruden de nævnte arealer hørte der også et halvt skovreb til ejendommen. Træerne bestod for ¾ dels vedkommende af gode asketræer, resten af birk og el med mange hasselbuske ind imellem Det var et godt aktiv for os drenge, om efteråret plukkede vi en masse nødder i skoven.

                      Da far og mor overtog ejendommen I896 blev der bygget en aftægtslejlighed til morbror Pier og moster Ann-Mari i forlængelse af stuehuset. To stuer, gang, køkken og spisekammer. Ann-Mari døde 1898, så hende har jeg aldrig kendt, men Morbror Pier døde som nævnt 1901. Skønt jeg kun var fem år, da han døde, var han en mand jeg aldrig glemmer, sikkert den bedste ven jeg i mit liv har haft. Mens han levede opholdt jeg mig aldrig nede hos far og mor mine to søskende, Axel og Margrete, jeg var oppe hos ham både dag og nat undtagen når vi spiste (efter moster Ann-Mari var død spiste han altid nede hos mor). Hans ansigt står uvisnelig i min erindring. Når vi om aftenen sad ved bordet under hængelampen, kunne han række over og stryge mig over kinden med bagen af hånden, mens det bævrede om hans mund og tårerne løb ned ad hans kinder og så kom de samme ord hver gang. - Min bette dreng - min kjære bette dreng -

Jeg husker at jeg løb over til ham og kravlede op på hans skød og fik sagt sådan noget som ”Do må ett græd, Morbror Pier, så kommer a osse te ed”. Han knugede mig ind til sig og prøvede på at smile.

- Nej, do hår ett noed å græd for, de ka do tille nok kom te.

                      Om vinteraftener stegte vi æbler i kakkelovnen og hver ¡aften før vi gik i seng tog han mig på armen og bar mig hen for at sige godnat te den bette piig på klokken. Den gamle amerikanske klokke, med billedet af den lille pige, der nu hænger over mit skrivebord. Tit når jeg ser på dette billede kommer jeg til at tænke på morbror Pier.

Han døde lige før Jul ude på amtssygehuset i Aalborg. Vi havde en for­færdelig streng Vinter dette år. Det var før Hadsundbanens tid og far måtte hente hans lig i Aalborg. Han og min mors bror, den gamle Lods Ajs, fik spændt for en slæde og kørte af sted en morgen før daggry. Det var bidende koldt med hård frost og tilmed satte et voldsomt snevejr ind, jo nærmere de kom Aalborg. De nåede ikke ind før hen på eftermiddagen, hestene fik lige et kort hvil og en mulepose, mens de nødvendige forma­liteter blev bragt i orden og kisten læsset på slæden. Far og morbror Ajs mente at de ville være i stand til at nå tilbage til Helberskov om­kring midnat, men da de kom til Fjellerad kunne hestene ikke mere og de holdt ind til en gård der, og bad om husly for natten. Gårdmanden og hans kone var nogle enestående flinke folk. De fuldstændig udkørte heste kom i stald og fik noget i krybben og de to forkomne mænd blev beværtet med varm mad og kom i seng. Om morgenen tilbød manden i gården at han ville køre slæden med kisten til Helberskov, han var godt kørende og var bange for at deres egne heste ville ”støwt” på vejen tilbage, de havde ikke forvundet den hårde tur dagen før. Og det gjorde han. Far og Niels Eriksen fulgte med tilbage til Fjellerad og hentede vore egne heste. Lods Ajs havde fået mere end nok af køreturen dagen før og blev hjemme. Men det var far der havde været kusk hele vejen til Aalborg, Ajs havde slet ikke haft fat i tømmen, han havde bare siddet og jamret sig over det ”satans forbandede vejr”. Så var Niels Eriksen en bedre makker.

                      Når man kommer op i min alder er det som om de tildragelser, der ligger længst tilbage er dem man husker bedst, sådan er det i hvert fald for mit vedkommende. De begivenheder vi daglig får ind i huset gennem presse, radio og tv er hurtig glemt, kun de mest markante sidder noget længere i erindringen indtil også de lidt efter lidt glider ud. Morbror Pier og jeg var uadskillelige indtil han døde. Vi fulgtes ad alle vegne med hinanden i hånden. Både når han gik på besøg hos de gamle i Helberskov, ned til Havløden og ud i Måen og længere bort til Buddum og Hurup og besøgte morbror Piers ældste søster, Maren i Møller Peters gård og den yngste, Ann Mari, der var gift med Mads Knudsen og var mor til Hans, Kirstine, maren og Mine, som også du har kendt. Hun havde været gift med Madses bror Knud i tyve år. Han døde da Ann Mari var 44 år, året efter blev hun gift med Mads, han havde været karl i gården i al den tid. Ann Mari og Knud havde ingen børn sammen, men som noget af et kuriosum kan nævnes, at hun fik fire børn sammen med Mads fra hun var 45 til hun var godt over 50. Jeg husker hende som en mild og venlig kone, der lignede bedstemor. Maren i Buddum var såmænd osse flink nok, når morbror Pier og jeg kom på besøg, men hun var af en noget anden støbning. I vore dag rettes der fra visse kredse kritik af ungdommens udskejelser på de erotiske område, men var den bedre i fortiden. Nej, den var ej. Dengang hændte de immervæk at unge piger nedkom med et barn i utide, selv i de bedste familier. Det skete osse indenfor vor egen slægt. Selv bedstemor fik en dreng mange år før hun blev gift med Lods Axel (Det var ham vi kaldte den gamle Lods Ajs) og bedre gik det ikke med hendes søster Maren. Hun kom for skade at få en dreng sammen med en lidet agtet karl, der blev kaldt for ”Gammel Veddum”. Han var bleven undfanget i en høstak en regnvejrsdag ude i engene, Hvor Maren var krøbet i ly for regnen og Gammel Veddum fik higen efter den samme høstak. Det resulterede i en dreng. Det var jo noget af et uheld for sognefogedens Maren, hun var ellers en meget køn og flot pige og bare 16 år. Den rige Kræn Møller i Buddum havde længe haft et godt øje til Maren og en dag stillede han som frier i kroen i Helberskov, og anholdt om hendes hånd hos ”Kroer Hanns”. Maren selv blev overhovedet ikke spurgt, det var unødvendigt.

                      ” Å A tår selvfølle knejten mæ i kyeved” – Og sådan blev det. Brylluppet varede i tre dage, godt med både ædelse og drikkelse, men det siges at maren græd sine modige tårer på sin bryllupsdag. Hun havde svært ved at forlige sig med tanken om at gifte sig med den halvgamle, tvære og noget fordrukne Kræn Møller. Men det blev der ikke taget hensyn til, det var jo hvad man kaldte et godt parti og så fik hun oven i købet lov til at tage drengen med.

                      Brudgommen blev mere end rigelig beskænket i de tre dage brylluppet varede, han var fuld i hver eneste dag, men det så man stort på i de dage, det var en almindelig foreteelse. Det hele foregik jo på kroen, hvor der var rigelig med de våde varer og der blev ikke sparet når der blev skænket op. Da brudeparret kørte ad gårde var det maren der tog tøjlerne og kørte hjem til Buddum – Kræn Møller sov. Da var hun sytten år, og hun slap aldrig tøjlerne siden den køretur. Aldrig.

Dagen derpå da Kresten sad ved bordet med svære tømmermænd og brændevinsflasken foran sig, kom Maren ind. Hun stilede lige hen til ham, snuppede flasken og satte den tilside og så ham lige ind i øjnene.

 – No kaed wæ nok mæ de drekkeras, hører do hwa a sejer? –

                      Han rejste sig for at give hende en ordentlig opsang, men Maaren gav ham et skub så han dejsede tilbage i stolen, fuldstændig målløs. Hvad bildte sådan en tøs sig ind, give ham, Kræn Møller i Buddum, ordrer i hans egen gård? Men så tog Maren fat igen, hvor hun slap.

                      - A så skal a sejj dæ æn nåen teng. Do skal aldrig mier prøv på a rees dæ op te mæ, så well ed go dæ ill. No æred mæ der ær kuen i hused å de ska do wed fræ no å – do ka pas de uud, men herenn æred mæ der ær kuen i hused, å roer, glem aldrig de. Å a well ett oll min daww go a wær gywt mæ jen fordrukken sut, fræ å mæ i daw ered mæ der bestemmer hwa møj der ska drekkes her i gond, gi mæ nøwlen te skawed. -

Overrumplet og fortumlet fiskede Kresten nøglen op af vestelommen og rakte hende den med rystende hånd. Hun låsede skabet op og satte flasken derind. Nøglen beholdt hun. der kunne fortælles mere om Maren og Kræn Møller i Buddum, men gennem det her nævnte kan du måske indblik i hvordan et ægteskab blev arrangeret i egnen for ca. 35 år siden. Du kendte nogle af slægten. Kræn Møller i Als, der var opkaldt efter sin bedstefar og Peter Mikkelsens Grethe i Hurup, der var et oldebarn.

                      Sammen med Morbror Pier besøgte vi, som jeg allerede har nævnt mange af de gamle i Helberskov og jeg husker dem tydeligt. Der var Jensine Lübecks bedstefar, ”Snedker Jens”, han var næsten hundrede år gammel. Vor Nabo "Vand Jacob", der først døde 1914, 98 år. "Thulsted Poul”, som jeg altid var bange for, da han for det meste var fuld, når vi besøgte ham. ”Niels i Ojj”, der havde haft en gård i Odde, som han havde afhændet til Justitsråd Poulsen på ”Poulsenseje”, og derpå flyttet til et hus i Helberskov lige syd for huset hvor Karla bor. Han græd altid, når vi kom på besøg og jeg syntes det var et grueligt sørgeligt sted at komme, men morbror Pier fulgte kun sit gode hjertes røst og søgte at trøste ham. Ja, der var mange flere. Folk der er døde og glemt for længst – for længst, som den sne, der faldt i fjor. Ikke et menneske husker dem mere.

                      Bedstemors yngste Bror, Mads Christian Hansen, var lærer i Smidie i mangfoldige år. Han var født 1833 og døde 1925, 92 år gammel. Han var en højtbegavet og kundskabsrig mand og langt forud for sin tid, som lærer. Ikke meget med udenadsterperi, Han havde en enestående evne til at holde børnenes interesse fangen ved, udover regning, skrivning og læsning, at gengive de forskellige andre emner i fortælleform. Han var umådelig vellidt både indenfor og udenfor sit skoledistrikt. Og han hængte sig aldrig i de givne regler almindelig gængs indenfor skolevæsenet. Du husker Gertrud, der tjente hos os i Haslevgård.

                      Hendes bedstemor har fortalt mig noget om hans indstilling til mere nødvendige og praktiske ting. En dag klassen var kommen ind og begyndt på undervisningen, kom en dreng hæsblæsende ind og for op til Mads Christian, der sad ved pulten. – A sku sejj fræ min får om di ett kun kom ud to wos å hjelp wos mæ å kjør rover ind, wor kål æ bløwwen syg å no ær får bång for to de blywwer rejnvejr –

- Sig til din far, at jeg skal komme med det samme - svarede han drengen og henvendt til resten, af børnene, - så må I hellere gå hjem alle sammen og hjælpe til med høsten, dette her kan vi altid komme tilbage til. Sådan var han på alle måder, altid rede til at bistå med råd og dåd.

                      Det var osse ham, der udkastede tanken om at udtørre Smidie sø ved at sænke vandstanden i Haslevgårdes å og lede vandet fra søen derud. Han nivilerede selv hele området og sammen med andre gode mænd fra Smidie og lodsejere langs med åen, at købe Haslevgårds mølle, der blev nedlagt og ejeren, jens Mortensen, flyttede op på Nørkær i Skelund. Den store mølledam, hvori vandet var stemmet op, blev tørlagt så åen fik frit løb ud til havet. Mads Christian var utrolig virksom på mange andre områder. I sin ungdom hjemme i Helberskov, før han begyndte at læse til lærer, kendte han til alt hvad der havde med landbrug og fiskeri at gøre. Alle gårdmænd var jo tillige fiskere og byggede selv deres både, eller kåge som de osse kaldtes. Som lærer i Smidie byggede han adskillige både i sin fritid. De blev sat ud i Haslevgårds Å og sejlet ud til havet og derfra til Als Odde. Der blev sagt, at ingen kunne bygge både som Mads Christian. I min drenge tid tilbragte han altid sine sommerferier i Helberskov og holdt til i sin brors Mads Hansens gård.       Han var ivrig lystfisker og vi drenge var tit med ham ude på ”flynder prikkeri”. Det var altid en stor oplevelse. Morbror Hans var ekspert i denne form for fiskeri, men han agtede aldrig på de små eller mindre flyndere og tog kun de store. Under gode forhold med stille vejr og ”bleg” kunne han tage så mange at han knap kunne bære dem hjem. Når vi var ude på fiskeri med morbror mads Christian foregik det altid pr båd, en af dem han selv havde lavet. Han var inde hos morbror Hans´s hver eneste dag i ferien – de to gårde lå jo lige overfor hinanden med kun landevejen imellem – og han holdt sig altid ajour med hvor mange fisk Hans havde taget sidste gang han havde været ude, ville han ikke stå tilbage for ham hvad antallet angik. Men modsat Hans harpunerede han alle de flyndere han fik øje på, om de så ikke var større end en stor tændstikæske. Jeg kunne ikke dy mig for at sige.

-          De er noe for bette, morbror Christian.

-          Og svaret lød altid – De tæller dog op, Carl – de tæller op.

                      Når han bare fik det samme antal som Hans, bekymrede han sig ikke for kvaliteten. Der blev mange til katten, efter at han havde bragt fangsten hjem til Ann Kestin, hans svigerinde, der boede på gården mange år efter at hans bror Mads var død.

                      Mads Christians eneste søn Konrad Hansen blev præst. Hans første embede var i Vedersø, hvor han var i nogle år, derefter i Ellitshøj, de sidste mange år, som provst. Han var gift med en søster til Elias Buus i als. Konrad var en djærv, retskaffen, kundskabsrig og meget agtet mand i hele Nordjylland, sad bl.a. som medlem af Aalborg Amtsråd i mange år. Han søgte altid til Helberskov i sine ferier og kom meget i vort hjem. Ham og mor havde altid været meget gode venner, og særlig i de unge dage foregik der en livlig brevveksling dem imellem og den var ikke kedelig. Jeg tør roligt sige, at de var familiens to lyseste hoveder, ja morbror Hans inklusive. Mor var jo ikke purung, da hun blev gift og det kunne Konrad godt skose hende for. Ved en given lejlighed sendte han hende et brev adresseret til Jomfru Maren Axelsen, med en tyk streg under Jomfru, men hun blev ham ikke svar skyldig. Brevet blev besvaret med et Stud. Theol. Konrad Hansen, med to tykke streger under Stud. Jeg kan huske sommeraftener, når han sammen med mange andre var samlet i vort hjem, hvordan der blev snakket og diskuteret, mest om aktuelle emner, aldrig bysladder. Hjemme blev der aldrig spillet kort om sommeren, det hørte vinteren til. Dette gælder ikke i dag. Nu bliver der snakket meget lidt før kortene kommer på bordet. Tiden har ændret sig på alle mulige områder. Førhen kunne godt både tænke og tale om andet end økonomi, dyrtid og skatters mangfoldighed, det kan man ikke i dag. Jeg skal dog ikke uddybe dette emne yderligere her. Det var Konrad vi kom bort fra. Jeg holdt mig altid mere eller mindre i forbindelse med ham efter jeg kom tilbage fra Amerika. Da mor og jeg stod for at skulle giftes ringede jeg ham op i telefonen og spurgte om han ville vie os og han svarede at det ville være ham en stor glæde. Det blev pastor Harbo i Skelund meget fortørnet over – han havde altid troet at det blev ham, der skulle vie Helga – Og det kom han også til, da Konrad blev syg og ringede afbud i sidste øjeblik. Selve vielsen blev en trist affære. Den meget højmissionske pastor Harbos bryllupstale indeholdt ingen vejledning eller venlighed til et ungt brudepar. Han stod og rokkede frem og tilbage med hænderne foldet oven maven, uden at se på os eller andre af de tilstedeværende. Han stod som i trance og skuede med et uudgrundeligt blik ned bagest i kirken, som om han ventede en eller anden form for en åbenbaring. Den udeblev. Nogle få meget indremissionske kvindfolk i Skelund og Veddum nærede en grænseløs beundring for ham. Som en slags Messias. Chr. Poulsen har fortalt, at ved en konfirmationsfest i Veddum hørte han en af dem sige til den nykonfirmerede pige.

” A så hover a rejtinokken te do wel blyw a godt bette lam i pastor Harbos fold”

                      Din mor havde aldrig været et sådant godt bette lam, og mig anså han vist nærmest for at være en forfløjen hedning, så hvorfor han særlig havde set hen til at det blev netop ham der skulle vie Helga, var os en gåde. Han flyttede fra Skelund ned til Hinge og Vennebjerg menigheder i Midtjylland. Alene navnet på pastoratet passede nok også bedre til hans indstilling. Det var lidt om pastor Harbo. Han kommer jo ikke familien ved. Jeg syntes blot han skulle nævnes, da det var ham, der meget imod min vilje, kom til at foretage vielsen af den mor og mig.

                      Du har gennem de senere år modtaget nogle særtryk fra Historisk Samfunds årsskrift, hvori jeg har berettet noget om min oldefar, Niels Andersen Lods og hans heltegerninger i krigen mod England i Napoleons tiden, også en længere beskrivelse af min bedstefar, Axel Nielsen Lods og hans bror Christian Lods, Så dem har jeg undladt at nævne her.

                      Men jeg syntes osse Kræn Lods skulle nævnes i den forbindelse. Hans ægteskab med Inger-Mari blev ingen dans på roser! De havde dog to børn sammen, Dorthea og Niels. Jeg ved ikke om du kan huske Dorthea? Hun døde mens vi boede i Haslevgård. Hun lignede sin mor på mange måder, særlig med sin næsten sygelige kærlighed til dyr. Efter den første Brunos død fik de mange andre hunde, der alle sammen hed Bruno og var mere el­ler mindre bidske. Grunden dertil er uforklarlig? Jeg tror ligefrem de har taget ved lære af Inger-Mari! Dorthea blev gift med en mand fra Hu­rup, der hed Niels Nielsen, men tog efternavnet Lods. Han døde 1932. Hun drev derefter gården ved en bestyrer i nogle år indtil den blev solgt og hun flyttede hen i et hus i byen. Hun medtog to dyr fra gården, en hund og en hane. Hanen var en tro kopi af "Hane-Mortensen"', som Gustav Wied har beskrevet i sin bog "Tummelumsen”. Den opholdt sig altid inde i stuen hos Dorthea og havde sin faste plads på ryglænet af chai­selongen. Det efterhånden meget affældige skrog blev tildækket med et sjal, så kun den nu nøgne hals og et par forpjuskede, hængende halefjer stak frem. En dag tumlede den forover ned på chaiselongen. Død, 16 år gammel.

Sønnen Niels, var derimod så ulig sin mor som tænkes kan, De enedes mindre godt for ikke at sige slet. Han kunne sige til hende.

- Kræn Lods skull ha gied dæ no rejti gue bånk, mens tid war, no er han bløwwen for gammel te ed, men a ku sjel somtier ha løst to a gi dæ en orrentli røwful -

- Jamen bette Niels, hwodan, ka do fo dæ te å sai søen to din muer, skammer do dæ da ett –

- Nej, gu gjør a ett å a mener ed -

Efter sådan en holmgang kom Inger-Mari ned til mor og beklagede sig over den uvorne, uregerlige knægt,

- Han er hans får li op å daw, å så mæ de drekkeri -

                      Deri havde hun ret. Niels var noget forfalden til spiritus, men bortset fra denne uvane var han en rask og livlig fyr, altid i godt humør, vit­tig og slagfærdig og en stor spilopmager. Folk i byen morede sig tit over ham og hans påfund. Som de fleste andre af slægten var han velbe­gavet og havde bl.a. tilbragt et par vintre på Bælum Høj skole.

Sammen med to fætre, Gammel Antons Niels og Karl, Besluttede han sig til at rejse til Amerika. Mor var tilfældigvis til stede ved afskeden med hjemmet. Han gav sin far hånden med ordene.

- Fowal Kræn Lods, å Vorherre wær mæ dæ for no er aed ett langer – og til sin mor,

- Fowal mæ dæ, Inger-Mari, å do skal 'ett fowent nuen tier å hør mier fræ mæ -

                      Han holdt ord. Han gav aldrig senere et livstegn fra sig, forsvandt så at sige ud i den blå luft. Kræn Lods var ulykkelig. Niels havde altid stået som en slags lynafleder mellem ham og Inger-Mari. Når han var i nærheden turde hun ikke udfolde sig med sine grovheder overfor ham. De fleste udvandrere fra Helberskov traf af og til en eller anden fra hjemegnen, men med en eneste undtagelse var der ingen der nogensinde traf Niels Lods. Denne ene undtagelse var Niels Jørgen Davidsen fra Helberskov udflytter. Jeg tjente hos ham og Martine indtil din mor og jeg blev gift. Han fortalte mig følgende.

- Engang jeg var med toget ovre i Minnesota, sad der to mænd i sædet lige over for mig. De talte svensk, men i den ene genkendte jeg Niels Lods, han havde tjent hos os lige før han rejste til Amerika. Der var ingen tvivl mulig. Jeg rejste mig og gik hen og slog ham på skulderen, - er du ikke Niels Lods fra Helberskov -?

Han for op som en trold af en æske - Jo, det er jeg, men hvem er du -?, Du tjente hos os lige før du rejste til Amerika og jeg genkendte dig øjeblikkelig, selv om du sad og talte svensk. Jeg er Jens Davidsens Niels Jørgen -.

Han fik tårer i øjnene og blev ved med at holde mig i hånden.

- Så du er Jens Dawsen's søn. Ja, nu kan jeg osse kende dig. Det var da et mærkeligt træf. Jeg har ikke truffet en eneste fra min hjemegn siden jeg kom herover.

                      Han var i pænt tøj og gjorde bestemt ikke et forhutlet indtryk. Folk her hjemme, der havde kendt ham, mente han ville ende som et drikfældigt subjekt i Amerika, efter de basseraller han havde slået herhjemme, men jeg mener det var en stor vildfarelse. Han fortalte at han arbejdede i skovene og på savværker, hans arbejdskammerater var næsten alle svens­kere og der havde han lært sproget, så at han nu talte det lige så godt som dansk. I Wisconsin havde han været meget sammen med tyskere og talte osse tysk, med samme lethed som engelsk. Han vidste intet om hvad der var foregået i Helberskov i de mange år siden han rejste.                 

                      Jeg kunne da fortælle ham at hans far var død, men så vidt jeg vidste, var hans mor stadig levende. Jeg sagde osse at både familien og alle andre anså ham for at være død, da ingen havde hørt et ord fra ham siden han rejste.

Han lo højlydt.

- Nej, jeg er skam spillelevende og efter hvad du siger, er det samme tilfældet med min søde mor, Inger-Mari, ukrudt forgår ikke så let, Niels Jørgen –

Så kendte jeg igen den gamle Niels Lods, hans bid og vid var stadig det samme.

Han rejste omkring ved århundredskiftet og jeg synes dunkelt jeg kan huske ham.

                      Foruden Dorthea o g Niels havde Kræn Lods og Inger-Mari osse en plejedatter, der blev kaldt Kræn Lodses Mett. Hun var datter af en af bedstefar Lods-Axel søstre og altså osse mors kusine. Både hun og hendes mand døde med kort mellemrum af tuberkulose og efterlod tre små børn, der blev sat i pleje hos familie og venner. Mette var den ældste og kom hen til Kræn Lodses, hvor hun var indtil hun blev voksen men som purung pige rejste hun til Amerika. Det må være sket på et tidligt tidspunkt, da ingen kan huske hende, ikke engang kusine Karen, der fyldte 85 i maj. Hun skrev aldrig hjem, og ligesom Niels Lods forsvandt hun sporløst derovre. Den yngste af hendes brødre hed Anton og han blev som lille dreng sat i pleje hos "Gammel Drejs” ude på Als Hede, derfor fik han ”Gammel” navnet hæftet på sig, skønt han slet ikke var i familie med ”Gammel” slægten. Hans mor var jo en Lods og han lignede dem i sind og skind. Han var en meget intelligent og alsidig begavet mand. Han nedsatte sig som snedker og tømrer i Helberskov, efter at have boet i Hurup en kort tid. Han og hans kone, Karoline, havde otte børn, de seks rejste til Amerika, deriblandt Niels og Karl, der rejste samtidig med Niels Lods. I deres hjem i Helberskov var der altid liv og glade dage, alle deres kønne piger kunne spille harmonika eller banjo. Et sted der altid var skønt at komme. Jeg kom der tit. Anton havde osse mange bøger, som jeg kunne fordybe mig i. Efter nogle års forløb solgte han hus og værksted og flyttede ned til Als Odde, hvor han havde bygget et dejligt nyt hus (det østligste på Odden, der står endnu som den gang) og blev storfisker – målt efter datidens fiskeri på fjorden.

                      Både bror Axel og fætter Axel, kom ofte derned og det var et rart sted at komme. Anton var aldrig karrig med at gi os en sejltur. Han vedblev at være en enestående virksom mand, selv efter at han kom højt op i alderen. Han var en stor stærk mand og årerne syntes ikke at bide på ham. Engang da han var nær de firs traf jeg ham nede hos morbror Hans og moster Immalie. Da havde han cyklet fra Års til Helberskov og dagen efter cyklede han videre til Aalborg. Jeg havde ikke set ham i mange år, ikke siden før jeg rejste til Amerika. Han havde bestemt sig til at cykle om ad Dokkedal og jeg inviterede ham til at komme ud og besøge os i Rønningen på den tur og det gjorde han. Jeg husker at han spiste til middag hos os og fik sin eftermiddagskaffe, før han igen

fik startet cyklen med kurs mod Aalborg. Derfra ville han vende tilbage til Aars med rutebilen. Vi fik os en lang snak om gamle dage og det var sidste gang jeg så ”Gammel-Anton”, men jeg vil altid bevare mindet om ham.

                      Jeg har her forsøgt at beskrive bedstefars og bedstemors slægt, "Lodserne" og "Kroerne" i Helberskov. Mange af dem har jeg kendt personligt, andre kun af omtale. De var ikke almindelige i deres samtid, men som et fælles træk kan det siges, at de var velbegavede og meget arbejdsomme folk, og det gjaldt begge slægter, ansete og estimerede af deres standsfæller, ikke alene i Helberskov men i hele sognet, og noget af alt dette gik i arv til mange af deres efterkommeren i den forbindelse vil jeg nævne Konrad Hansen, mor og morbror Hans, ja, osse Mads Nielsens børn fra Bornholm, Herman Nielsen og hans søskende. Herman var opfinder og havde tilbragt mange år i Amerika, før han kom hjem og slog sig ned i København. Jeg kom meget i hans hjem, da jeg var soldat i Kongens By. Han var et dejligt menneske. Ved afskeden forærede han mig en kridtpibe, han havde haft med hjem fra Amerika, piben hed "Jacob" og den be­finder sig nu i din varetægt. Mor og morbror Hans var store bogelskere. Vi havde en ret stor bogsamling og morbror Hanses var endnu større, om vinteraftenerne læste han højt af værker af Lie og Kjelland, Ibsen og Bjørnson, Aakjær, Skjodborg og Gustav Wied og andre, der var særlig fremme dengang. Der var altid en vis stemning over disse aftener, noget der er gået i glemme i vore dage. Hvor mange sidder mon rundt i stuen og lytter til at en og anden læser højt af en god bog i vor moderne tid. Få eller slet ingen. Både morbror Hans og mor havde en poe­tisk åre og det samme kan siges om Helgas mor. De to piger skrev lange breve til hinanden, mest på rim. Mor var uforlignelig i den retning, hun kunne bogstavelig talt ryste vers ud af ærmet og det tog hende ikke længere tid at skrive på vers end på prosa. Desværre er næsten alle hendes rim breve gået tabt.                Morbror Hans og mor var enestående dygtige til, at klippe silhuetter. Jeg kan huske at engang som dreng vi havde fremmede en aften, klippede hun alle de tilstedeværende og alle disse silhuetter blev anbragt i falsen til kuppelen på hængelampen, hvor de sad hele vinteren. De var udført med en sådan akkuratesse, ligheden var så slående at alle var nemt genkendelige. Morbror Hans var marinesoldat i tjenesten, om bord på det gamle panserskib "Dannebrog" og der klippede han silhuetter af hele besætningen, lige fra kokken til kommandøren, formedels 50 øre pr. stk. Det blev til mange penge for en soldat i det Herrens år 1888. Disse to søskende var sikkert slægtens lyseste hoveder sammen med Konrad Hansen, ja, vi kan såmænd godt tage Niels Lods; med i den forbindelse, skønt hans evner udartede på en noget anden måde, men hans tit bidende vittigheder blev gengivet i Helberskov længe efter at han var sporløst forsvunden i Amerika. Boglig viden vær ellers ikke det der kendetegnede det gamle Helberskov. I mange hjem fandtes ikke en bog udover børnenes skolebøger. Hos vor nabo, Niels Westergårds, fandtes en eneste bog, vi kaldte den ”krigsbogen”, og var en beretning om treårskrigen, hvor Marens far ”Garver-Ajs” havde deltaget. Min kusine, Anna Madsen, har fortalt mig at hendes far, Niels Eriksen, aldrig nogensinde havde læst en bog, kun avisen. Det passede for øvrigt godt nok til hans åndelige habitus. Ved morbror Piers død havde jeg mistet min bedste ven. Det var en stor omvæltning for mig at kommes ned til far og mor og mine søskende, Axel og Margrethe - bror Erik blev ikke født før 1905. Det kneb med at indordne mig i de ny forhold. Axel enedes jeg dog så nogenlunde med, men jeg var næsten altid på kant med Margrethe. Jeg syntes hun var en gruelig forkælet tøs og jeg kunne ikke dy mig for at drille hende. Hun var noget så drille indbydende og det kunne jeg ikke stå for. Så for hun ind til far og sladrede og så stod den på klø med et spanskrør. Jeg fik mange klø som dreng og havde vel osse fortjent dem. Far kunne være meget striks og jeg tror ikke jeg var nem at have med at gøre, både trodsig og ulydig. Mor tog mig på en helt anden måde. Da jeg blev større kunne vi tale sammen om alt muligt, uden at skænde på mig, selv om jeg havde forset mig med et eller andet. Det battede meget bedre end når far kom og viftede med spanskrøret. Jeg kan ikke huske hun nogensinde har slået mig, ikke en eneste gang. Hun var en enestående kvinde, jeg har aldrig kendt nogen, der kunne hamle op med mor - ingen - ingen i hele verden. De to der kom hende nærmest var moster Immalie og Mrs.. Sulli­van på New. Zealand. Hun var utrolig opfindsom når det gjaldt om at ud­nytte hvad hun havde for hånden af gammelt tøj og sy det om til os børn. Hun havde taget et kursus i kunstvævning og kunne fremstille de fineste gardiner f.eks. Din mor mener at vi fik nogle af dem med til Rønningen, hvor vi fik anvendelse for dem i mange år. Hun var nærmest alsidig, bl.a. var hun ekspert i den ædle kogekunst, noget Margrethe tog i arv efter hende og det samme kan gælde både for dig og Bente. Det blev hun berømt for i sin samtid og længe efter. Da Kestin og jeg kom til California besøgte vi osse en dame som far og mor var kommen en del sammen med, mens, hun og hendes mand boede i Danmark. De havde bager forrentningen i Als. Vi kaldte hende altid "'tante Spentrup” og hun var et godt stykke oppe i. 90erne, da vi besøgte hende. Noget af det første, hun sagde til mig var -

                      Hvor var din mor a good cook, ingen kunne make so good mad som hende – og det var næsten 50 år siden, hun havde smagt mors mad, men hun havde ikke glemt den. Hun kunne hævde sig på alle andre områder, selv oven­for den lærde, højkirkelige provst Høffler, der ellers ikke regnede bønderkoner for ret meget - for ikke at sige slet intet. Han fik en mægtig respekt for mor, der i flere år sad som medlem af det da værende menighedsråd. Han kom ret ofte ind til os og ved disse besøg kunne bøl­gerne godt gå højt i de diskussioner de to havde med hinanden og det var altid provsten der trak det korteste strå - og det erkendte han -mærkv­ærdigvis. Bror Axel og jeg kom egentlig godt ud af det med hinanden i hele vor drengetid, skønt vi var meget forskellige. Axel var en god dreng, den bedste af os søskende, derom nærer jeg ingen tvivl, meget bedre end mig når jeg skal være helt ærlig. Han var altid i godt humør og noget af en spilopmager. Skønt jeg var halvandet år ældre overgik han mig altid i praktisk dygtighed hjemme på gården og han var altid i sving med et eller andet arbejde. Jeg tror nok at jeg skulkede fra arbejdet mange gange, jeg sneg mig tit væk med en bog, hvis jeg kunne se mit snit dertil, og så var jeg tabt for omverdenen. Axel var altid i aktivitet, både hjemme og ude omkring, hvis der var en chance for at tjene penge. Noget der har fulgt ham livet igennem. Modsat mig, jeg har aldrig været en særlig god økonom. En dreng, der var søn af Mads Chr. Hansen datter i Smidie, tjente i Mads Hansens gamle gård og i sommerferien var Axel og jeg med ham hjemme i Smidie og der besøgte vi blandt andre Jens Pe­ter Frosts familie. Der var 18 – atten børn i gården, mange af dem på vores alder. Als brugs havde på dette tidspunkt begyndt at forhandle de såkaldte "trægrifler", en almindelig griffel i form som en blyant, de havde den fordel at de ikke kunne gå i stykker. Far havde givet en hel krone til at ta med på turen, der strakte sig over flere dage. Før vi tog af sted kilede Axel op i brugsen og købte trægrifler for he­le kronen, efter først at erkyndige sig om at sådanne var ukendt i Smidje. Aldrig så snart vi var kommen derop startede Axel sit salg af trægrif­ler, først ude hos Frost-Jens Peter og siden til andre drenge nede i byen og han ågrede med sit pund som en polsk jøde og havde tre kroner med hjem, en forfærdelig masse penge for en dreng i de dage. Jeg havde derimod brugt næsten hele kronen, som far havde givet mig ved afrejsen og havde kun nogle få ører tilbage. Det var vistnok osse den bedste han­del Axel gjorde i sin drengetid. Jeg husker osse at han skulle ha 10 øre for at hjælpe vor morbror, den gamle Lods Ajs, med at køre rug ind, når han kom hjem fra skole - en halv dags arbejde. Efter et par dages forløb kom Axel i tanker om at det var lovlig lidt og forlangte 20 øre - hejsen ka do spør Carl etter om han ve go for 10 ører –

- Ham, den Satans lång elendighed, nej, a will sku nodde, så for do få di tyw ører, men de ær no for møj.

Det var det skudsmål jeg fik fra den gamle Lods Ajs. Hver aften betalte han Axel hans dagløn, som derefter gik hen til købmanden og fik dem vekslet i fire femører, så fyldte de mere i sparebøssen. Han kunne godt lide at tage den frem og rasle med den engang imellem. -Ka do hør hwå de rasler - kunne han sige - læ wos hør din -.

Mit rasleri havde unægtelig en meget spinkel klang i forhold til det Axel kunne præstere.

                      Men vi havde skam osse pligter. Som større drenge hjalp vi far med at passe kreaturerne om morgenen før vi tog af sted til skolen besørgede vi malkningen og om aftenen hjalp vi far med fodringen. Altså om vinteren. Om sommeren kom vi op allerede kl. halv seks, sommertider før. Vi skulle jo være færdige med malkningen til mælkekusken kom, og derefter skulle køerne trækkes til havet. Vi havde almindeligvis en 6 - 8 køer, og det var altid mig der agerede trækker, Axel gennede bagefter. Men ak, som vi somme tider kunne være gruelig søvnige på den tur og for ikke at dejse om på vejen greb Axel fat i den bageste ko hale for at følge med. Når køerne var sluppet løs måtte vi bagefter ud i måen - op over lyngen, igennem Odde by og udflytterne og ud på tørreløden og slå vand op til ungkreaturerne. Al gang foregik i løb, og søvnigheden forsvandt som dug for solen. Vi skulle altid nå hjem og spise davre og nå at komme i skole til kl. 8. Sådan en morgentur var på adskillige kilometer. Intet under at drengene til tider sad og faldt i søvn i timerne. Jeg husker engang en dreng vi kaldte røgterens Einar, var fal­den i søvn med hovedet hvilende på armene på bordet, lærer Ulricksen kiggede lidt på ham og spurgte dæmpet.

- Hvornår kommer Einar op om morgenen?

- Klokken fire eller hall fem - var der én der svarede - han hår så manne stejer han ska, enden han ka no å kom hjem å kom i skuel

- Nå - sagde Ulricksen bare - så må vi hellere lade ham sove en halv times tid -.

Da den halve time var gået så han på sit ur og gik hen og slog Ejner let på skulderen og råbte højt.

- Så skal vi op Einar –

- Ja, No kommer a.

Og Einer for op som en trold af en æske, sprang ud midt på gulvet og så sig forvildet rundt. Hele klassen lo. Han troede vel i før­ste øjeblik at han befandt sig hjemme i karlekammeret hos Jens Kusk? Han fik ingen skænd fordi han ikke kunne afholde sig fra at sove. Ulriksen sagde blot til ham om at prøve p at holde sig vågen i resten af timerne.

                      Sådan var min gamle lærer. Han var uforlignelig til at omgås børn. Han havde ikke glemt at han engang selv havde været en lille hjordreng hjemme på Mors. De fleste andre lærere i datiden ville ha vækket den formastelige med et godt rap af spanskrøret. Men ikke i Ulricksen. Jeg klarede mig godt igennem hele skoletiden, der var i hvert fald et felt hvor jeg kunne dupere Axel. Han brød sig pokker om skolegang. Den var ham nærmest en vederstyggelighed. Han ville meget hellere ud i det praktiske arbejde og havde altid noget at eksperimentere med. Senere hen i livet blev han en enestående dygtig mekaniker. I den retning kunne du og din farbror Axel ligne hinanden. Jeg har alle dage været dum med hensyn til alt hvad der hedder mekanik, selv den simpleste. Bortset fra arbejdet med roelugning, i høbjergning og høst, havde vi drenge dog megen frihed. De lange sommerdage tilbragte vi mest ved havet. Langs med stranden lå der nogle småholme der blev kaldt "pol­ler", lidt større eller mindre end et almindeligt stuegulv. Dem lavede vi - bror Axel, fætter Axel og jeg - om til riger og lande, hvor hver regerede over sit område. Der blev trukket grænser og lavet byer af strandskaller. Bror Axels hovedstad hed "Axelborg”, fætter Axels "Lods- by” og min ”Karlstad”.

                      Morbror Hans byggede skibe til os, rigget til med rigtige sejl og der foregik en livlig søfart mellem pollerne. Ind im­ellem, hvis det var stille vejr og "bleg" og havet lå blank som et spejl, benyttede vi lejligheden til at gå ud og prikke flyndere. Det var en spændende sport og vi blev efterhånden ligefrem eksperter i denne form for fiskeri. Til tider tog vi så mange, at vi havde den største møje med at bære fangsten hjem. Vi kunne selvfølgelig ikke selv spise alle de fisk, så naboer og gode venner fik deres andel. Vor nabo i gården lige syd for os var vor morbror "den gammel ”Lods Ajs”, hans søn blev kaldt "den bette Lods Ajs". Morbror Ajs mødte altid op, hvis han havde en anelse om at vi havde været ude på fiskeri, og han rodede alt­id fangsten igennem før mor havde taget dem, hun skulle bruge og forsvandt hjem med de største og bedste, han kunne finde, men det fik vi snart sat en stopper for. Vi hittede på at sortere fiskene på forhånd og gemme dem væk inden Ajs optrådte på skuepladsen. Så mønstrede han kritisk de tiloversblevne og sagde surt, -Di her ær ett såt stuer som di plejer å wær. - og Axel svarede mundrapt - De ka wi ett gjø we, de er ett wos der hå lawwed dem.

                      Bagefter, da han var gået kunne jeg sige, - Morbror Ajs er no æ stue fjetrøw - han ku da godt ha gied wos ledt få dem - Ja - mente Axel - han ku da menst ha gied ti ejjer femten ører, etter ol dem han hå slæft hjem mæ. Hwes han sku ha kjowt dém æ Sundby-Jens skull han hå ged øwer 50 ører. Sundby-Jens var den lokale fiskehandler. Stiltiende gav mor Axel ret. Morbror Ajs lignede ikke sine tre andre søskende, men han var jo osse kun deres halvbror. Dog lignede han dem i én retning, han var en uhyre arbejdsom og flittig mand. Hans kone, moster Maren, var hans store modsætning, hun var altid flink og god ved os børn og prøvede på at jævne ud, når Ajs braldrede op.

                      Axel kunne være en stor spasmager, et vittigt hoved. Den sidste pige vi havde, var et lille naivt gudsord fra Hurup, hendes navn var Kri­stine Engelbrektsen ( søster til vor genbo Andreas Engelbrektsen) hun tjente ofte som skydeskive for Axels vittigheder (når mor ikke var nærværende ) Hun ville altid gerne spille "'fin dame og det slap hun altid meget uheldigt fra. Både Axel og jeg skulle nok vide at pille hen­de ned. Meget langt ned endda. Der var osse mange andre måder vi kunne komme efter hende på. Hun inviterede selv til det. Var vi alene hjemme en dag og sad og drak vor eftermiddagskaffe, kunne Axel sidde lige så lammefrom og kigge på Kristine.

- Næ do æ døj trower do så do kamme i hemlen, Kristine -?

Ja, det troede hun da rigtignok.

-Det trowr a osse, så kommar do nok op å sed på Englenes bret, å dæ ka do så sed å blaffer mæ din bette wenger -

Hun hed jo Kristine Engelbrektsen.

                      Virkningen udeblev ikke. Hun for efter Axel med en "skavendel" (som hun altid havde stående til at tugte os med), men hun kunne li så godt prøve på indhente en kronhjort i ”Tovt Skov”. Axel galoppede og slog op, som et kåd føl og kunne ikke dy sig for at komme med endnu en bemærkning.

- Kom så det søde bette englebån å si om do ka fång mæ –

Det var hende ikke muligt, men hun mente at have en trumf i baghånden.

A ska sæjéd te din muer, skall a -. Hun sladrede altid over os til mor, hvis der havde været uoverensst­emmelse af en eller anden art og mor foreholdt os det urigtige i at drille Kristine, når vi var alene hjemme.                       Det kunne da ikke være megen fornøjelse i at være efter én der ikke kunne værge for sig og Kristine var nu engang Kristine, så lad hende være i fred. Vi prøve­de, men det var ikke altid let. Den værste episode forefaldt en dag vi osse var alene hjemme. Vi kan kalde det hvad vi på engelsk kalder ”a dirty trick” -bogstavelig talt. Jeg gik ude i stalden og mugede under hestene, da Axel kom farende derud og med to fingre fiskede han en hestepære frem og grinede.

Kom mæ mæ, så a ska do bare så løjer -.

                      Hwa wel do mæ den spurgte jeg højlig forundret? - A høt mor hon såt Krestine i arbed li far di to ostej, men hon hår engen werdens teng lawed. Hon legger twat øwer fars å mors seng å sower, å henne mund stor wendis oven lisom hon went æ po te dæ sku noejd flyw derind – no ka hon fo den her å tøg po -Forsigtig listede vi ind efter at have efterladt vore træsko udenfor bryggersdøren. Jeg kiggede ind gennem dør sprækken, mens Axel på lette fjed gik hen til Kristine der stadig sov. Hurtig proppede han hestepæren ind i hendes vidtåbnes gab og forsvandt som et lyn. Det samme gjord jeg. Det sidste vi hørte var nogle uartikulerede lyde inde fra sovekammeret, harken, hosten, sprutten, spytten og lamenteren. I forbifarten snuppede vi vore træsko og løb på hosesokker over til vor nabo ”Vand Jacob”, der boede i et lille hus lige vest for os.

                      Jacob var en elskelig gammel mand, over de halvfems. Han var vores endda meget gode ven, vi kunne altid betro ham vore hemmeligheder, hvis vi havde været ude og lave "skalkaner”. Det morede ham.

Han kunne sige. - ja I æ we snuen værre belle, men tho wha, æn nåen wa wal ett bejjer da æn war i jer oller.

Bemeldte dag da vi hæsblæsende kom derover sad Jacob i en armstol lige udenfor gangdøren og vi fik lige sagt

- Hwes Krestine sku kom anstigen så sej te henner te wi hå såt her we dæ den sidst hall time - do ka trow hon æ gal - .

Et øjeblik efter kom Kristine halsende ud af den vestre port med kæp i hænde. Hun styrede lige over til os, hostende og spottende og rød i kammen og så kan det nok være hun målte os skæppen fuld og truede os med kæppen.

- Jamen hwa er ed da we ed, bette Krestine, hwa hå knepjten gjow -? - Di hå stapped en hæjstluet nier i halsen o mæ, så a nær wå kwoll – men a ska gi dem ska a.

- Hwa ti håed det skej - spurgte Jacob?

- Ii for æ ywblek sinn - hvinede Kristine

-Så kaed ett hå wott dem - sagde Jacob - di hå såt herøwer we mæ den si­dst hal tim, men ered jæn der hå stapped en hæjstluet i halsen ej dæ, må do da hå sit hwem de war -? Nej, det havde hun desværre ikke.

- Æ do da osse bløwen blind – Spurgte Jacob

Det svarede Katrine ikke på. Hun gik hjem igen. Hendes ansigt var et eneste stort spørgsmålstegn. Da hun var forsvunden ind ad porten fortalte vi Jacob hele historien. Han lo og gik ikke i rette med os for, den bedrift. Han nøjedes med at sige.

- Det skæj no et, hon kunn å past dea hon skull i stejed for å leg sæ tee å sov -.

Det syntes vi osse.

Da vil kom hjem stod Kristine ude ved vandhanen i bryggerset og gurgle­de, harkede og spyttede og så olm ud. Axell sagde medfølende, - A ka no ett forsto hwem det er dæ hår stapped den luet i halsen po dæ, men Jacob så te han håj sit en dreng go ind æ pueten etter wi kam der øwer. Det hå nok wot ham. -Hwem war´ed - spurgte hun.

- De lå han ett mærke te, men de war ett noen o wos, der hå gjow’ed – det ku aldri fall wos ind -

Axels ansigt var et billede på den rene uskyldighed. Vi måtte love at vi ikke ville nævne denne hændelse til nogen, den skulle der ikke sladres om ude i byen.

Det lovede vi beredvilligt, og holdt ord.

                      Ak ja, det er længe, længe siden. I dag skriver vi September 1976. Vand Jacob døde 1914 - næsten 99 år gammel. Kristine er også forlængst fløjet op på englenes bræt, hvor hun nu sidder og blafrer, med vingerne, hvis Axels opfattelse holder stik og det gør den sikkert - Der står jo i skriften. Salige er de enfoldige.

                      Der er også en anden hændelse fra vore drengeår, hvor kun jeg var impliceret . Jeg kunne vel være ca. 6 år og fra de store drenge havde jeg hørt noget om at "slå potter po dar" Nytårsaften og det ville jeg osse gerne prøve. Jeg kom meget tit ind til Vand Jacob, der altid var vor gode ven. Han havde været snedker i Helberskov i omtrent firsindstyve år og blev ved med at arbejde i sit værksted indtil nogle få måneder før sin død. Jeg havde lagt mærke til at han havde en gammel skåret lerpotte stående inde på værkstedet, han brugte den til at samle affald i. Jeg spurgte Jacob om jeg måtte få potten, da jeg gerne ville ud og slå potter po dar. Til at begynde med var han ikke meget imødekommende men spurgte dog om, hvor jeg havde tænkt mig, at gå hen? Ja, jeg ville gå hen til Morbror Ajs og gi hans gangdør et ordentligt knald!

                      Da han hørte at det var den gamle Lods Ajs det skulle gå ud over var han straks mere end beredvillig til at overlade mig potten. Det var synd at sige at Ajs var en af hans perlevenner og da han af min udtalelse hørte, at det var selve gangdøren jeg havde udset mig som genstanden for mit skumle forehavende, fik jeg uden videre potten mod hjem. Det må bemærkes at man aldrig knaldede potten mod døren, men på brostenene eller trappen udenfor, men det vidste jeg ikk, jeg to det bogstaveligt. I mørkningen listede jeg ind gennem den nordre port og kunne høre både den gamle og den bette Lods Ajs rumstere inde i kostalden. Jeg slap ubemærket forbi og ilede op i gangen, tog et godt tilløb og hamrede potten imod sovekammerdøren af al min magt. Det afstedkom et stort bulder men jeg stod stadig med mere end halvdelen af potten i hånden – et nyt forsøg med endnu et større brag og potten gik i hundrede stumper - så ud af døren, gennem den søndre indkørsel, forbi smeden og Niels Vestergårds kostald og hjem så rask mine ben kunne bære mig. Hele aktionen havde kun varet nogle få minutter og ingen havde bemærket mit fravær. Da jeg løb ud fra indkørslen hørte jeg hurtige træskotrin over morbror Ajs stenbro. Spektaklet inde i gangen var ikke forblevet ubemærket. Det var altid skik hjemme at den gamle Vand Jacob og hans ugifte datter, Maren, kom ind til os nytårsmorgen og spiste frokost og vi sad alle omkring bordet, da Morbror Ajs kom stormende ind med et ansigt som en tordensky, og spurgte om nogen havde la­vet nytårsaftenhalløj ovre hos os. Jeg husker ikke hvad far svarede, men Jacob spurgte spagfærdig om der havde været nogen og lave mulør ovre hos ham.

- Om der hår - brølede Ajs - der hå wot nuen in i wor gång å slåd en stur, beskidt pot imued wå sowkammedar å skraft målengen o tow stedder – å lawed æ SVINERI, så Maren mått go den hal awten å gjør rent ætter dem - a sku li hå wist  hwem de hå wot, så sku di hå fot no gue tæsk. Lidt efter gik morbror Ajs igen, godt ond i sulet. Da han var vel ude af døren sendte de to konspiraiører - den gamle mand på 9o og den bette knejt på 6 hinanden et meget sigende øjekast. Det blev aldrig opklaret hvem den formastelige var der havde spoleret Lods Ajs’s sovekammerdør.

                      Ja, det var en beretning om nogle af bror Axels og mine meriter som drenge i Helberskov. Der kunne være mange andre men det vil føre for vidt. Helberskovs drenge havde et meget dårligt rygte, de var nogle uvorne unger, de fleste af dem i alt fald og de jævnaldrende piger gav dem ikke noget efter hvad sprogbrug angik. Det kunne få de enkelte missionsfolk, der fandtes i Als Sydsogn, til at vende øjnene mod himlen, hvis de havde hørt det. Fra hver eneste gård i byen blev der hver sommer sendt en dreng eller pige ud i måen for at vogte de store flokke af kreaturer, heste og får, der græssede på de milevide vidder lan­gs med fjorden. De var inddelt i tre afsnit, tørreløder, græsløder og tretørre. På de to sidstnævnte fandtes der intet ferskvand, alle dyrene der skulle drives ned på tørreløderne og vandes to gange om dagen ved en stor bybrønd, hvor der var anbragt nogle meget lange vandtrug. l forvejen blev to drenge eller en dreng og en pige sendt af sted for at slå vand op ved hjælp af en stor brøndvippe hvori der var fastgjort en halvtønde til at pøse vand op med og det kunne godt tage sin tid. Nogle af de store piger var mere end villige til at påtage sig dette arbejde, hvis de kunne få en dreng de havde et godt øje til med som makker. Her var de alene, alle de øvrige var udenfor synsvidde og i en meget tidlig alder blev de indviet i erotikkens mysterier ved en sådan lejlighed. Adskillige af dem blev befriet for deres mødom længe før de blev konfirmeret, men med én undtagelse fik disse forhold ingen alvorligere følger -mærkværdigvis. Denne ene undtagelse var en datter af den store Svensk Karl. Hun hed Anna, men blev altid kaldt "Miss Ane". Hun fik et barn kort efter hun var fyldt 14 år, men faderen var en voksen karl hjemme på gården.

                      Nu tales der så meget om sædernes forfald i vore dage, om sexuelle forhold mellem skolebørn, men var de bedre i fortiden? Nej, de var ej. Ikke efter mine erfaringer.

                      Som børn enedes bror Axel og søster Margrethe almindeligvis meget godt. Han var ikke nem at provokere og hendes domineren tog han let på, han grinede bare og føjede sig gerne efter hende. Det gjorde jeg ikke vi var nok lige rethaveriske begge to. Vi lignede hinanden for meget i den retning og hun skal ikke have hele skylden for at vi enedes mindre godt, jeg kunne have min andel deri. Hun var et udspekuleret pigebårn, der tit gik både far og mor under øjnene uden at de var klar over det. Men jeg gennemskuede hende og så sved det til mig bagefter. Morbror Hans og moster Immalie kunne hun heller ikke narre. Mange år senere, da hun som voksen pige tjente hos dem, indrømmede hun overfor moster at hun langtfra havde været et dydsmønster i sin barndom og at hun tit havde fremsat noget løgnagtigt til far og mor. De troede på alt hvad hun sagde og gjorde. Margrethe havde ingen fejl. Som voksne enedes vi dog meget bedre, skønt der også kunne forekomme rivninger imellem os. Aldrig mellem Axel og hende. Da jeg var i udlandet skrev hun mange lange og gode breve til mig, hun var en meget habil skribent og ikke uden en vis lune. Men af og til kunne vi også blive højst uenige. Da hun rejste til Amerika medtog hun nærmest alt det pæne hun kunne fragte med fra ”det kære, gamle hjem", som hun kaldte det, og det lavede jeg ingen ophævelser over. Men femogtyve år efter at din mor og jeg var blev­en gift, skrev hun mig et langt brev og fordrede det gamle taffelur sendt derover, nu havde vi haft det i 25 år og nu ville hun have det til at stå i sit hjem. Både din mor og mig blev nærmest chokeret over denne fordring. Hun skrev bl.a. også at hun havde et sted, hvor det ville få sin rette plads. Jeg cyklede omgående ud til moster Immalie og viste hende brevet og hun blev himmelfalden.

                      Det ligner Margrethe godt nok, men vær nu ikke dum. Så skriver hun minsandten, at hun har den rette plads for det gamle ur. Den rette pl­ads er ovenpå piedestalen, hvortil det blev købt af din far og hans 5 brødre som gave til din bedstefar og bedstemors sølvbryllup. Hvad i alverden skal det sendes til Amerika for. Dets plads er i Danmark og du skal lade det stå, hvor det har stået siden 1875. Hun skriver også at du har så meget fra det kære gamle hjem. Du har jo de gamle kister og skabe, dem kunne hun da ikke slæbe til Amerika og de intere­sserede hende heller ikke, det var de mere værdifulde ting hun vil have fingre i, men lad nu det være nok.

                      Og ikke nok med det. Både hun og Axel skrev til Niels Eriksen, der opt­rådte som formynder for os børn efter fars død og havde forestået del­ingen af indboet, om at medvirke til og forestå afsendelsen af taffeluret til Amerika, hvis jeg skulle gøre mig obsternasig. Niels Eriksen af alle mennesker. Da blev jeg for alvor gal i hovedet, hvad kom det Niels Eriksen ved? Han stillede også i Terndrup en dag og havde sognefogeden minen på og betydede i meget bestemte vendinger, at hvis jeg ikke efterkom Margrethes anmodning, skulle han nok sørge for at uret kom i de rette hænder. Det lød nærmest tragikomisk. Jeg ville ikke stå og skændes med den gamle mand, han var 90 år på dette tidspunkt. Jeg sagde kun, at jeg nok skulle ordne alt på bedste måde og med den besked forlod han os igen. Gram i hu. Han havde sikkert fået opfattelsen af at hans rejse til Terndrup havde været spildt og at jeg ikke havde i sinde at skille mig af med det gamle ur. Bagefter var han gået hen til moster Immalie og beklaget sig over mig, men det skulle han aldrig have gjort. Hun havde givet ham en ordentlig opsang, som han måtte tage til efterr­etning. Sidenhen når vi mødtes blev dette spørgsmål aldrig nævnt. Jeg skrev derefter et brev til søster, der havde både næb og klør, men både din mor og kusine Karen ville ikke tillade at det blev afsendt før de havde læst det. Det blev pure kasseret og jeg måtte skrive et andet og moderere mine udtalelser, meget endda. Moster skrev osse til Margre­the, og har sikkert givet hende ren besked. I årene der er gået siden har hun været i Danmark adskillige gange, men taffeluret har aldrig været nævnt. Jeg tror slet ikke at hun havde tænkt sig at stille det på den "rette plads i sit hjem”. Nej, hun havde tænkt sig at betænke sin højtelskede, højtbeundrede søn, Donald, med det og jeg har sikkert ret i denne antagelse. Efter denne episode har søster og jeg aldrig haft uoverensstemmelser af nogen art, det rensede luften. Hun har været en enestående dygtig kone. Da Anton blev syg og måtte indstille alt arbejde, tog Margrethe fat og oprettede et hjemmebageri - det blev en mægtig succes.. Hvis der var stort kom sammen hos borg­mesteren i Omaha og hos Nebraskas guvernør i Lincoln, var det hende der stod for anretningen af smørrebrød og diverse gode sager. De kom selv og afhentede det. Hun havde arvet mors enestående evner som en god kok og det samme kan også siges om dig og Bente. Da Kestin og jeg arriverede i Omaha fik vi den hjerteligste modtagelse hos Margrethe og jeg følte den var velment, ærlig talt befandt jeg mig bedre der end ude hos Axel og Elsie. Jeg syntes Elsie var en meget snæversynet kone og utrolig naiv på mange måder, selv om hun også gjorde sit bedste for at vi skulle føle os hjemme. Hun kunne vel ikke være anderledes. Bror Erik blev født 19o5, han var den sødeste, dejligste lille dreng man kunne tænke sig med lyse krøller og altid i godt humør, noget han har bevaret gennem hele livet. Han var jo kun en lille dreng da far døde og vor formynder, Niels Eriksen, fik ham derefter anbragt hos Jørgen og Kestin. Vor fætter, den bette Lods Ajs og hans kone Marie, havde ingen børn på daværende tidspunkt, de havde været gift i 13 år før deres eneste søn Jørgen, blev født og dagen efter at far var død var jeg ovre hos dem og de fortalte samstemmende at de nok skulle ta sig af Erik. Det sagde jeg til Niels Eriksen, men dette forslag blev øjeblikkelig fejet af bordet med et ”Nej, åk nej, a hår bestemt te han skal op te Jørgen å Kestin” Så var der ikke noget at rafle om, Niels var vor formynder, sognefoged, embedsmand til fingerspidserne, hans ord var lov. I tiden derefter, hvis jeg kom med et eller andet forslag vedrørende vore personlige forhold kom han immervæk med det samme omkvæd, - Nej, åk nej - nej, åk nej.

                      Vi havde ikke noget at skulle have sagt, det var ham der bestemte alt. Det skabte et dårligt forhold mellem ham og mig, ikke så meget med Axel og Margrethe, heller ikke moster Mett og deres børn, Erik og Anna. Ja og Christian med, var der hverken venskab eller sympati. Christian var nok den mest forkælede unge jeg i mit liv har kendt. Moster udtalte hans navn med fortunge - rr - Chrrri stian - en lyd der er forsvundet i Helberskovsk dialekt og Niels kaldte ham næsten aldrig ved hans rigtige navn, men benævnede ham VEN eller Bette ven, i byen blev han derfor altid kaldt VENNEN, ikke Christian. I årene der gik  inden jeg rejste til Amerika, var der også for det meste et spændt forhold mellem Erik og Anna og mig, jeg kunne ikke døje deres forlo­rne finhed efter at Niels Eriksen havde arvet alle Jerrik Hansens penge, så var vi andre kun nul og nix. Vi kom der kun sjældent, men havde vort sikre tilholdssted, vort hjem, hos morbror Hans og moster Immalie. Det var noget helt andet, der var både hjerterum og husrum. Deres børn og os betragtede mere hinanden som søskende end som fætre og kusiner. Niels Eriksen har kun gjort mig en eneste vennetjeneste, det var da han ordnede det sådan at jeg kunne rejse ind til hans bror Jep i Iowa ved min afrejse til Amerika. Det var jeg ham taknemmelig for. Jep var Nielses diametrale modsætning og hos ham og hans kone Else fik jeg mit hjem i Amerika og mellem deres børn og mig opstod der et venskab der vil vare livet ud. Da jeg kom tilbage fra Amerika havde alting forandret sig. Anna var i mellemtiden bleven gift med Laurits Madsen, der altid havde været min gode ven, Erik med May Hammer Schrøder, kaldet ”Putte”. Hendes forældre var rare og flinke folk og jeg kom en del i deres hjem, da jeg  var soldat i København. Det var et skønt sted at komme. Hammer-Schrøder havde været nogle år i Australien i sin ungdomstid og vi havde mange fælles interesser og det var just ikke saftevand, der blev serveret når jeg kom, det kunne godt animere til en lidt løftet stemning ved visse lejligheder. Erik og jeg kom også på talefod, han havde forandret sig meget efter at han var bleven gift. Det skyldtes nok mest Puttes indflydelsen. Det samme kan siges om Anna, som årene gik, blev vi endda, meget gode venner, det kom særlig til udtryk i besættelsestiden, da Laurits og jeg fik samling på den store modstandsgruppe i Als Sogn. Da viste hun sig som en djærv og modig kone der stillede hus og hjem til rådighed for gruppens møder, til trods for den skæbne der for nylig var overgået familien på Hvidsten kro. Det var rygende farligt, hvis tyskerne havde fået nys om hvad der foregik.

                      I dag er Anna en af vore bedste og mest trofaste venner. Så alt har vendt sig til det bedste.

                      Bror Erik kom, som allerede nævnt, op til Jørgen og Kestin efter fars død. Da var han syv år. Han var der indtil sin konfirmation og tjente derefter hos Søren Thygesen i et år. Derfra flyttede han ud til Skøt Anton på Als hede og var der indtil han som 16 årig rejste til Amerika. De syv år han tilbragte hos Jørgen og Kestin blev ingen dans på roser for Erik. De enedes dårligt og drillede gensidigt hinanden og det kunne tit gå ud over Erik, helt uforskyldt. Kestin var dog almi­ndeligvis god imod ham. Hun lignede moster Maren og havde ikke meget tilfælles med sin far, den gamle Lods Ajs. Jørgen derimod viste ham ikke megen venlighed og der vankede mange gange både skænd og lussinger. Det var ham nærmest umuligt at gøre Jørgen tilpas, skete det at han fik en anerkendelse fra ham, var det mest for at drille Kestin. Hvis hun havde sat ham til et eller andet arbejde og Jørgen fik fær­ten af det, kom han omgående og beordrede ham til noget helt andet og så var spillet gående. Han var en ordensmand i ordets fuldeste bety­dning, der var ikke så meget som et halmstrå der lå og flød. Der slidt utallige koste der i gården. Erik var et vittigt hoved og i besiddelse af megen lune. Han havde arvet mors poetiske åre og alle­rede som dreng lavede han mange rim om dagligdags ting og hændelser. Her er et af dem

- Når Jørgen inde ved bordet sidder

Han slår så tit en fis

men hvis jeg ikke kan feje rent

så kalder han mig en gris                     !

Der var mange flere, men jeg har dem desværre ikke. Det kunne osse gå ud over andre både hans forkælede fætter Christian og hans fædrene ophav, vor formynder Niels Eriksen, spiddede han ned på små papirst­ykker og hans blyant kunne godt være spids. Nogle af Eriks gode ven­ner morede sig kosteligt over disse udgydelser, men Gud nåde den arme dreng, hvis de var kommen morbror Niels eller moster Mett for øje, så havde der vel nok vanket da – da. Nix pille ved øvrigheden. Han kunne ikke dy sig for at gøre det alligevel, hvis lejlighed gaves. En Nyt­årsaften havde nogle unge mennesker holdt sjov med ”vennen". De havde fået vinduet til hans kammer lirket op, og ved hjælp af en stump hegnstråd listet omkring dusken på hans dyne, trukket denne af ham, helt hen til vinduet, så halvdelen hængte udenfor. Da vor ”ven” begyndte at fryse og opdagede sammenhængen, ilede han skyndsomt op i til sovekammeret til Niels og Mett og beklagede sig over den ham overgåede skændighed. Niels trak omgående i tøjet og med politikasketten på hovedet og med notesbogen i hånden gik han ud i porten for at prøve på at notere synderne. Hele komplottet havde anbragt sig ovenpå dækslet af ajlebeholderen og blev roligt siddende, da Niels viste sig i porten. Han trak notesbogen frem og spurgte den nærmest siddende

- Hwem æ do så -

- Axel Axelsen Lods fræ Helberskov -

- Å do -

- Alma Christensen fræ Ojj -

Han noterede videre indtil alle var opført i bogen med navn og hjem­sted og gik ind igen, idet han viftede med bogen over imod flokken, der ikke så særlig angergivne ud.

- Søen no spetakler wel et blyw toleriered, de well blyjw jer en dyr histori, orrentli folk her i bøjen, skal ha lov te å sow i fre å row. Et latterbrøl fulgte ham til dørs. Det var en gruelig fornærmelse, tænk sig, at le, nej, ligefrem grine af øvrigheden, det bragte hans blod i kog.

Denne begivenhed kunne Erik ikke sidde uomtalt. Han rimede. - Så trådte frem i porten en skikkelse så fæl, man så straks han var embedsmand fra nakke og til hæl – Hvor længe skal vel dette spektakkel vare ved, hvem vover at forstyrre min Christians nattefred og min og Mette med -

Der var adskilligt mere, men det har jeg glemt - desværre. Digtet fandt osse vej til morbror Hans og moster Immalie. De morede sig. Hans lo i skægget og lænede sig tilbage i stolen. Der lød ingen beb­rejdelser til Erik fra den kant.

                      Det kneb tit for Jørgen at enes med sine tjenestefolk, lige modsat Kestin. Hun var en enestående god madmoder og folkene hjalp hende på man­ge måder. Jørgen og Kestin havde ikke fælles finanskasse, som alle andre mennesker. Jørgen sad på kassen og Kestin fik aldrig en rød øre af ham, pengene hun skulle bruge måtte hun selv skaffe og hun i led ingen nød.. Hun holdt høns og masser af andet fjerkræ og det gav hende en god indtægt. Kornet hun skulle bruge måtte hun købe af ham til dagspris, men derudover købte hun osse hønsefoder i foderstoffen. Men hun bakkelurede ham så det forslog noget. Hun stod altid på god fod med karlene og de stjal korn til hende i tøndevis fra gårdens kornmagasin uden at Jørgen opdagede det. Til gengæld vankede der altid nogle ekstra lækkerier, når han var fraværende. Folkene på gården var altid flinke imod Erik, jeg tror de mange gange havde ondt af dr­engen, det hjalp ham over meget. Det gjaldt i særlig grad en karl ovre fra Udbyneder, der hed Anders Andersen - kaldt Ajs Ajsen. Han tj­ente der i to år fra Erik var elleve til han var tretten og det blev hans lykkeligste tid i gården. Senere blev Ajs Ajsen gift med Gartner Sine i Als, men døde allerede som ung mand. Han var en høj flot karl, en Jørgen havde en mægtig respekt for og med god grund. Han havde ov­erværet at Jørgen tildelte Erik et par varme lussinger fordi han ikke havde fejet rent nok i kostalden og det bragte Ajs i harnisk. Han gr­eb Jørgen i krebsen og bedyrede, at hvis han slog drengen tiere skulle han få med ham at bestille, så skulle han få en omgang tærsk, som han aldrig ville glemme. Det tog Jørgen til efterretning, var der noget, han var bange for så var det tæv. Hans og Kestins ægteskab var en mærkelig foreteelse, de forligtes som hund og kat, det var hverken kærlighed eller forståelse mellem dem, ikke engang antydning af venskab. Igennem de mange år de var gift holdt de kun sammen af økonom­iske hensyn, i den retning kunne den ene ikke undvære i den anden. I de to år Ajs Ajsen tjente der, opstod der et erotisk forhold mellem ham og Kestin. Erik vidste det, men nævnede det aldrig til nogen, før han fortalte mig det engang ude i California. Jørgen var en lidenskabelig kortspiller og meget dreven til den håndtering, han vandt næsten al­tid i kortspil og mange aftener tilbragte han med ligesindede i Als og tit kom han ikke hjem før ud på de små timer. Når så Ajs og moster Maren var gået i seng og Kestin og Erik sad alene tilbage i stuen, fik hun pludselig travlt, hun skulle lige ud og se til hønsene, Erik syntes godt nok at det var en mærkelig tid at se til hønsene på og opdagede snart at hendes aftenlige udflugter gjaldt  Ajses kammer og ikke hønsehuset. Jørgen var fuldstændig impotent, et almindeligt sundt kønsliv ejede han ikke antydning af. En eunuk og folk med Jørgens indstilling, kunne tit reagere på andre måder ved at være enten ondskabsfulde eller drillesyge og han besad begge dele, mest det sidste. Han drillede Kestin, hvis han havde en chance til det og det skete tit. Hun fortalte mig om det en dag vi sad og talte fortroligt sammen ude i Eriks have i California. Erik var på arbejde og Elsie rumsterede inde i huset, hun kunne ikke forstå os alligevel, selv om hun havde lyttet. Jeg spurgte hende ligeud om, hvordan det var at være gift med Jørgen i alle de år? Og så skal jeg love for at hun lukkede op for slusen. Det var som om hun trængtes til at få afløb for alt det hun havde gennemgået næsten helt siden sit giftermål. Men jeg måtte love aldrig at nævne det hun fortalte mig til en mors sjæl. Nu er både Kestin og Jørgen forlængst døde og jeg mener ikke at dette løfte, gælder mere. Hun havde forsøgt at få det samme forholdt til ham som i andre gifte folk, men det faldt uheldigt ud. Han havde skubbet hende ud af sengen og kaldt hende ” en øwsen kow ”. Hun forsøgte sig aldrig tiere. Hun sad lidt som om betænkte sig på at fortælle videre, men så kom det.

                      Men a snød ham mæ Ajs Ajsen. Han tjent we wos i tow oer å i hiele den ti gik a ud å lå we ham manne gång – å de skammer a mæ ett øwer. Han war søen en pæn å døgti å flenk kål – å så war han gue we Erik. A såwned ham verkelig, da han fløt å let etter bløw han forlowed mæ sine å så wa den pot ud.

Jeg fik et indblik i Kerstins livshistorie og den var lidet lystelig

                      Kestin og Jørgen havde en stor omgangskreds, tog tit ud på besøg og havde mange fremmede, ikke alene folk på deres egen alder, men osse mange unge søgte dertil. Det var altid et skønt sted at komme. Jørgen ville gerne give rollen som en flink og elskværdig vært og det var han virkelig og Kestin gav ham ikke noget efter i den retning. Det var i hvert fald en ting de kunne blive enige om. De havde en stor og ualmindelig velholdt have og jeg husker sommeraftener, når en flok ungdom var samlet der, hvordan vi kunne more os. Så mærkede vi ald­rig til uoverensstemmelser mellem dem. De hørte dagliglivet til. Før jeg går videre med beretningen om vort hjem, skal jeg lige nævne en indskudt bemærkning om visse pudsigheder der kendetegnede de gamle Helberskovere, noget der slet ikke har med familie eller slægt at gøre. Det var måden de udtrykte sig med kraftudtryk og bandeord. Mange af dem bandede forfærdeligt, også kvinderne satte tit trumf på og hver havde sit eget specielle kraftudtryk, som ingen andre brugte. Det har jeg, med enkelte undtagelser, ikke hørt andre steder, det var typisk for Helberskov. Bedstefar, Lods Axel, bandede - Dæwlen tå mæ -, Kræn Lods - Fanden piske mæ -, Wolle Lausten - Den unde rewle mæ -, Jens  Kusk - Fanden velte mæ -, Carl Thygesen - Fanden truttemæ -, Gå Peter - Dælen donner mæ -, Gies Peter - Fanden sprutte mæ -, Niels Veddum  -Denten hakke mæ –, og hvis det var noget særligt der optog ham koblede han - Den unde han brække mæ - til. Hans nabo den store Svensk Karl bandede - Jævlen rive mig - Nogle af vore bedste venner i drengeårene var Jens Stallings drenge, William, Jens og Otte, der alle udvandrede til Amerika. Sammen med dem kom vi tit op til deres bedstefar, den gamle Søren Salling, der boede alene i et lille hus ved siden af ” Østergård ”. Han var en hård flis, noget der også gik i arv til mange af hans efterkommere. I treårskrigen havde han deltaget som husar, en tjeneste han var uhyre stolt af og som han gerne ville berette om. – Ja, mæ å Lods Axel, å Kjeld Axel wi stod we rytteried, wi wa de rejti soldater, a war husar å de ajjer tow war dragoner, de wa no åndt end di sølle arollerister å fodtusser. A ka how da we war e isted, wi høg end tysk ulaner, å så jawed a – Dælen mørke mæ – min savel ind i mawen po en ulan å drejed rondt søen han tarm hang ud o lywed o ham –

                      Når han kom til dette punkt i hans beretning tog han sin kæp og gjorde et fingeret udfald og skar tænder. Vi drenge så beundrende på ham, det var vel nok en heltedåd. Ja, det var Søren Salling – Dælen mørke mæ -. Der var andre der havde mere dæmpede krafudtryk.  Ajs Peter i Østergård sagde altid "Pinnede" og Kusk Drejs - Katten knorre mæ -. Alle disse disse gamle bandeord er forlængst gået af brug. Folk i Helberskov bander ikke mere, sker det, er det i hvert fald i en meget afdæmpet form. De gamle tog deres mange gange pudsige kraftudtryk med i graven. Far, morbror Hans, Niels Eriksen og enkelte andre bandede aldrig.

Det var bare lige en indskudt beretning om de gamle særprægede Helberskovere, de lignede ikke folk, i de andre landsbyer i Himmerland. Hverken i den ene eller anden retning.

                      Så kommer vi til det sidste. Beretningen om vort i eget hjem.

Lige efter Nytår 19oo solgte farbror Søren færgekroen og flyttede til Århus. Bedstefar, Peder Nielsen, eller Ferre Pier, som han almindeli­gvis blev kaldt, havde siddet som ejer af kroen siden 1850, da han j kom hjem fra krigen, indtil 1800 og først i 8oerne og farbror Søren overtog kroen lige efter at han kom hjem fra Amerika, og var bleven gift med tante Jacobine. Forholdet mellem hende og bedstefar var vist ikke det allerbedste og han nægtede bestemt at rejse med til Århus. I stedet for, kom han ud til far og mor i Helberskov og tilbragte to lykkelige år hos os indtil han døde 19o2, 86 år gammel. Jeg husker ham som en rar og elskelig gammel mand, meget anset og vellidt af alle i byen. Han var jo en kendt person både nord og syd for Mariager fjord. Han døde pludseligt. Om formiddagen havde han været i Als at blive klippet og barberet hos Peter Ajsen, var utilpas ved hjemkomsten og blev bragt i seng. Inden aften var han død. Der var et j stort følge til hans begravelse, der foregik på Vindblæs kirkegård.

                      Han kom i det samme gravsted, hvor osse bedstemor, farbror Andreas og den eneste datter, der var død som ganske lille, var stedt til  hvile. For nylig begravede vi fætter Eigil samme sted. Det ville ellers være nærliggende at mene, at han ville begraves i Åby kirkegård ved Århus, hvor begge hans forældre fandt deres sidste hvilested - men Nej - han ville ligge side om side med bedstefar i Vindblæs, dette menneske han satte højst her i verden, højere end både hans forældre, Elna, Kirsten og Susanne. Det var i hvert fald Einars indtryk. Hele hans verden var og blev barndommens egne, der kredsede alle hans tanker om og det blev mere og mere udtalt som tiden gik. Han kunne næsten ikke tale om andet, den sidste tid han levede.,

                      Samme år som bedstefar døde, i 19o2, købte far "Velløvstedet”, en mindre ejendom, der var beliggende midt i byen. Der var en mark på tre tønder land i skel med vor egen, en huseng på fem tdr. land, og en huslød ligeledes på fem tdr. land. D.v.s. at vi nu havde ca.14 tdr. land under plov + de arealer morbror Pier havde opdyrket på havløden ( dem lod far kort tid efter henligge udyrket og indhegnede hele arealet til løsdrift ). Til sammenligning kan nævnes at der kun var 6 tdr. land under plov til Niels Eriksens gård. Ved udskiftnin­gen af Helberskovs ejendom i 1799, var der 16 helgårde -6 halvgårde og et stort antal af de såkaldte gadehuse. Ved fordelingen af de for­skellige arealer fik gårdenes de bedste marker, tørreløder og gresløder, de store syltenge, en havlød og et skovreb, gadehusene fik de dårligste marker, syd for Bjerget, en huslød i måen samt en huseng. Dengang som nu, var det altid de små i samfundet, der blev forfordelt. Som tiden gik viste det sig, at denne fordeling slet ikke var så dårlig endda. Markernes bonitet var som nævnt ikke den bedste, deres areal udgjorde fra 3 til 6 tdr. land efter godhed, husengene fra, 3 til 5 tdr. - land og husløderne i måen ca. 5-6 tdr. land. Disse der hidtil havde ligget hen til græsning, blev nu lagt under plov og boni­teten var bedre end længere ude på tørreløderne. På den huslød, der hørte under Velløvstedet, som far købte, var der endda en mergelgrav. Husengene kaldtes osse krasselenge til forskel fra syltengene. Græs­set der groede der blev benævnt krassel og i datiden var det ikke meget omladt, slet ikke noget imod syltgræsset. I tidens løb hævede landet sig og vækst betingelserne for sylten blev dårligere og dårligere, til sidst kunne disse store engstrækninger kun anvendes til af­græsning, til slåning var de uanvendelige, hvorimod husengene blev bedre og bedre, da landet hævede sig og de forhen vandlidende areal­er blev helt tørlagt. Boniteten var den bedst tænkeligt, sort engmuld med blålersunderlag.

                      Op igennem 18oo årene forsvandt alle disse små ejendomme - gadehusene - der enten blev sammenlagt eller opkøbt af de størres gårde. Det sidste af gadehusene holdt stand til 19o2, da far købte det og lagde det ind under den ejendom han havde overtaget efter morbror Pier. Det blev, altså en sammenkøbt gård, ikke en af de oprindelige halv eller helgårde. Det var en god handel far der gjorde. Der medfulgte en fin besætning, den bedste i byen, bestående af en stor jysk hoppe og 3 gode køer. Den eneste ulempe var at de forskellige parceller lå meget spredt. Som følge deraf fik bror Axell og jeg om sommeren nogle lange traveture, når vi om morgenen skulle rundt og tilse kreaturerne i Måen og ved havet, men det var en dagligdags ting som vi ikke følte os besværet af.

                      Far stammede jo ovre fra Randers Amt og derovre boede næsten alle hans ungdomsvenner og dem havde han mange af. Hvert eneste år, når forårsarbejdet var overstået tog han en tur derover og da jeg blev større fik jeg lov til at følge med på disse ture. Det var altid en mægtig oplevelse. Det var næsten, som at komme til et fremmed land. Selve sproget var forskelligt til det der blev talt i Helberskov og folk derovre lignede heller ikke dem jeg så til daglig. En sådan tur varede altid ca. fire dage og vi kom langt omkring og det skete altid til fods. Jeg tror far var den bedste fodgænger jeg har kendt. Han kunne skridte ud time efter time uden at trættes og jeg måtte tit småtrave for at følge med. Gammel Anton, der dengang var fisker på Alsodde sejlede op til slusen på "Overgårds" land, derfra gik vi op gennem "Overgård" til Udbyneder, Udbyover, Havndal, Binderup, Dalbyneder, Dalbyover, Råby, Vindstrup, Stangerum, Vindblæs, Norup,  Falslev, Assens, Å Mølle Revsbæk, Haderup og endte op ved Kirstine og Ahlers i Syd Hadsund. Det var min første udenlandsrejse bogstavelig talt. Den gjorde i hvert fald et større indtryk på mig end da jeg for alvor kom til et fremmed land. Forholdene derovre var osse så forskellige til dem jeg kendte fra hjemegnen. Der fandtes ingen standsforskel i det daglige selv på de største gårde sad ejeren og tje­nestefolkene ved det samme bord og spiste den samme mad. Men det var ikke tilfældet på gårdene på den anden side af fjorden. Der spiste tjenestefolkene i folkestuen og manden, konen og børnene i deres private spisestue. Far fortalte mig, at det var heller ikke den samme mad de fik. Jeg havde osse på fornemmelsen at nogle af konerne mønstrede mig, som det var en anden tyrekalv, han havde fået på slæbetov.

- Han er val nok stur etter hans åller, han hår no gue tyk håndlej, han er sekkert gue te å bestel noue, han tår da vest nok etter Ferre Pier?

At jeg tog efter bedstefar i højden var rigtig nok, men at jeg var god til at bestille noget, ville være en omgåelse af sandheden. Jeg var ikke nær så dygtig, som bror Axel og det var jeg selv godt klar over.

                      Men alle vegne blev vi taget godt imod, der blev bakket an for os med det bedste huset formåede, jeg kunne nemt mærke at far var en velset gæst alle steder. I Udbyneder besøgte vi Villads Mortensens og Johnsens (Johnsen var farbror til Chresten Johnsen, som du kendte fra Haslevgård). Men før vi kom dertil havde vi mødt Hofjægermester von Arensdorf, ejeren af Overgård, nede i avlsgården. Han gik altid under navnet ”Nåden”. Han så nu ikke særlige nådig ud ved dette møde. Han var en stor svær mand med et pjusket fuldskæg og halvnusset tøj, på fødderne et par kæmpe træsko, i hånden havde han et egespir, så tyk som hans eget håndled, Far sagde dæmpet - Der kommer Nåden, Pas nu på at kasketten sidder løst på hovedet. Jeg tog hans ord til efterretning og rev låget af i god tid før vi mødtes, men det blev der ikke lagt mærke til. Han hilste hjerteligt på far, som han kendte fra den tid, han sammen med sine svogre havde  haft overgårdsfiskeriet i forpagtning. Nåden spurgte far, hvordan han var kommen over fjorden og far svarede at Anton Christensen havde sejlet os over fra Alsodde.

                      Anton Christensen, ja, han er en hædersmand og min gode ven, når De ser ham igen, Ibsen, så sig til ham at han skal bringe mig nogle af sine gode ål, jeg kunne godt tænke mig at spise nogle gode ål, men de er for kostbare til folkene, de kan få nogle Sild og torsk. Anton bragte ham af og til nogle af sine "gode ål" og dem tog han aldrig betaling for. Til gengæld havde skytten på "Overgård”, fået ordre til at vende ansigtet den anden vej, hvis han så Anton på jagt derovre. Det skete ikke så sjældent at han neglede et rådyr og nogle harer og agerhøns i skovene og på de store vidder der hørte under godset. Der var mere end nok af dem og dem så Nåden ingen savn af, og Anton's ål fristede. Og så det med at han fik dem gratis. At Anton tog sig godt betalt på anden vis tænkte han ikke over. Skytten og Anton var gode venner og denne var klar over at han aldrig gik på rovjagt, men kun skød til eget forbrug engang imellem.

                      Det var altid en oplevelse at komme til disse mennesker i Udbyneder. Både Johnsens og Villads Mortensens var af fars familie. Villadses svigermor, den gamle Ane Back, var fars kusine. Villads var en af de mest retskafne, venlige ag velbegavede mænd jeg nogensinde har kendt. Hvordan familieskabet med Johnsens var, er jeg ikke klar på. Vi var altid hos dem natten over. Næste dag gik vi videre til Havndal og derfra til Binderup og Dalbyneder og besøgte fars gamle venner der, videre over Dalbyover til Råby, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen og tog ind til Per Lassen, der ejede byens største gård. Far havde tjent hos ham i sin pure ungdom. Gården, Ja, næsten hele byen brændte, i  dette tidsrum, og far havde med livet som indsats reddet den kostbare hestebesætning ud af de brændende bygninger i yderste øjeblik. Det glemte Per Lassen aldrig far for. Han slap med at få håret svedet lidt, Per Lassen var en af de stoute storbønder, som jeg kom til at kende ovre i Randers Amt. Her, som næsten alle vegne, hvor vi kom, bar det spor af velstand. I de fleste hjem fandtes et klaver, som husets døtre kunne spille på, det samme var tilfældet med nogle af de unge eller yngre koner (i Helberskov fandtes ikke et eneste klaver). Det lange bord og bænke var henvist til folkestuen, inde i de private gemakker var der pæne møbler og billeder på væggene. I Helberskov var vi de eneste, der havde en ”pænstow”, næsten alle møbler og billeder havde bedstefar haft med fra færgekroen, da han flyttede ud til os. Med ganske enkelte undtagelser står alle disse gamle, pæne ting nu her hos os. Mine søskende kunne jo ikke have dem med til Amerika. Vi blev altid hos Per Lassen om natten og dagen efter marcherede vi videre til Vindstrup og besøgte den rige Frederik Nielsen og hans kone, Fine. Det var det sjoveste sted vi kom på hele turen. Frederik og Fine var så forskellige som en mand og en kone kan være. Fine sva­rede virkelig til sit navn, stor og pompøs og flot i tøjet, mens Frederik lignede en anden lazaron i det daglige, pjaltet og nusset og om sommeren gik han altid i  "støthuser”. Han ejede to store gårde i Vinstrup og drev dem begge, men han nøjedes ikke med at overvåge i arbejdet, han tog selv aktiv del deri. Om vinteren stod han sammen karlene på loen og svang plejlen, der var ingen personsanseelse at spore ved Frederik og både ham og Fine var vellidt af deres tjenestefolk. Det var et godt madsted og folkene forblev tit hos dem i mange år. Hvis en rejste kom der måske ti andre og søgte den ledige plads. Frederik og Fine skønnede altid på at have dygtige, folk omkring sig og det var nærmest en nødvendighed efter alt det d havde at se til. Året før jeg kom der første gang havde de bygget en ny villa, på egen grund, som de var flyttet ind i. Den blev højlig berømt viden om. Den havde kostet 18000 kroner – ”tenk sæ atten tusen” – men det var kun en klatskilling for Frederik. Den imponerede sandelig osse os. Det var i det herrens 1908. Fine stod i køkkenet og så os gennem vinduet, da vi kon nede på vejen. Hen råbte himmelhøjt itl pigen, der arbejdede i haven.

-          Der kommer Jens Ivsen å sønni, stræv å ræn ud å fång en kok, no ska vi ha sååp.

Lidt efter hørte vi en kok skrige guds jammerligt og så faldt øksen. Fine tog imod os udenfor og sendte en dreng over i gården for at hente Frederik og da han indfandt sig, forsvandt hun med en bemærkning om at hun ville være tilbage så snart hun havde "ordnet" sig lidt. Det tog nok en time eller halvanden før vi så hende igen, og jeg skal love for hun havde ordnet sig. Da var hun klædt på som om hun skulle til audiens hos kongen eller til et eller andet fint selskab. Jeg tror endda hun var i silkekjole og hvad dertil hører. Men hun kunne bære det, hun var sikkert den flotteste og fineste frue i hele Ommersyssel, ogalt dette kun fordi JensIvsen og Sønne poppede op på et uanmeldt besøg. Mens Fine var borte for at bringe sig i orden, viste Frederik os rundt i villaen. Han pjattede omkring i sine støthueser på det bonede gulv og den ene pjalt slog til den anden alt imens han viste og forklarede.

-          Ja, Fine hon tøkker ja det jen, det ska pas te det ondt, hon hår hat hwa de kaller en indendars arkitekt, te å stell møvler på pads, å hengbelleder op. Hon mått hiel te Rajs for å finn jen, de ska jo wær som, de skal wær.

Jeg må sige at vi fik både suppe og koksteg og andre gode sager til middag og bagefter blev der en snakken af den anden verden. Vi fik ikke lov til at drage videre den dag, men Frederik gjorde sig ikke I den ulejlighed at skifte tøj, han forblev i den samme mundering og det gjorde Fine ingen ophævelser over. Dagen efter gik vi videre ad Stangerum til og vi drøftede det vi havde oplevet i Vindstrup.

                      Kvinderne syede, strikkede eller broderede og bagefter tog de hinan­dens kunstværker i øjensyn. Der kunne være andre aftener, hvor der ikke blev spillet kort, ejheller hvor konerne beskæftigede sig med håndarbejder. Man sang. Der var mange sangglade folk i Helberskov dengang. Far selv var en god sanger og en enestående god danser, noget der var et særkende for folk i egnene syd for fjorden. I den retning kunne befolkningen i Himmerland ikke hamle op med dem. De havde osse andre danse end dem man almindeligvis brugte i Helberskov. Far og Gå Karl var de bedste dansere i byen. Så snart Karl hørte musikkens toner, havde det den samme virkning på ham, som på en gammel dragonhest. Skønt han som nævnt var en elendig fodgænger, kunne han danse en hel nat igennem uden tilsyneladende at blive træt. Dagen derpå lå han i sengen.

                      I ferietiden havde vi altid invasion af familie og venner. Hele fami­lien fra Åbyhøj var der næsten hele sommerferien og der kom mange, mange andre. Fru Villumsen og børnene fra Bælum højskole, f.eks. De kom ret ofte. Jeg kan dog ikke huske at Johannes var med mere end én gang. Når vi fik besøg af fars venner "øwer fjorns fræ” kom der fremmede til den halve by. Mor fik knap nok lov til at lave mad til dem, alle vegne blev der presset på for at få dem til at blive og spise og så kan det nok være der blev bakket an. Det var kun simpel gengæld for det helberskoverne havde nydt, når de havde været med far derovre. Hele livet igennem har jeg kendt en utrolig masse mennesker, ikke alene folk på min egen alder, men osse mange, mange gifte, ældre folk både herhjemme og ude omkring på den halve klode. Jeg har fået et indblik i både gode og mindre gode ægteskaber, flest lykkelige og harmoniske, men jeg har aldrig set to mennesker mere lykkelige i deres ægteskab end tilfældet var med far og mor. De var så inderligt forbundne med hinanden, at den ene simpelthen ikke kunne undvære den anden. Det vis­te sig da. mor var død. Jeg havde tiltrådt pladsen hos din bedstefar og bedstemor i Skelund den 1. November 1912. Den 11. november var jeg til efterårsmøde Skelund højskole, hvor osse fætter Erik var tilstede og han fortalte at mor var bleven syg, dog vist ikke noget al­vorligt. Jeg nævnede det dagen efter til din bedstefar og bedstemor og de syntes jeg skulle tage hjem og besøge hende. Jeg kom derud i mør­kningen og gik ind i sovekammeret og jeg så øjeblikkelig, at det vat meget alvorligt. Hele den nærmeste familie var samlet der, alle mine morbrødre og mostre, men ikke Margrethe og Erik. Jeg satte mig på sengekanten og tog hendes hånd, den var brændende varm. Hun så op på mig et kort øjeblik med øjne, der var ligesom fortinnede og sagde næppe hørligt.

- Godaw, bette Carl, er do kommen hjem for å si te di mor.

Det var hendes sidste ord. Lidt efter gled hun ind i bevidstløsheden. Hun døde ved midnat. Gigtfeber, der havde slået sig på hjernen. Der var intet at gøre. Hun havde kun været syg i to dage og mange folk i Helberskov anede ikke engang at hun var syg. Derfor virkede hendes dødsfald næsten lammende i hele byen, da det dagen efter rygtedes at Jens Ibsens Maren var død. Hele byen sørgede ved mors død. Vore naboer og gode venner stod omkring hendes seng og græd bitterlig og sagde farvel før hun blev lagt i kiste. Jeg stod ude ved indkørse­len, da vore nærmeste naboer, Maren og Niels Westergård, stilfærdig kom gående. Maren gik ind, men Niels blev stående ved hushjørnet og ville ikke med ind.

- Wel do ett mæ ind å sej fowal te mor far di legger henne i kisten - ­spurgte jeg.

- Nej, a wel ett, a wel ett si din mor som lig, a wel bewår mended om henne, som da hon wa løwen, a ka ett tenk mæ å si henne no hon æ døj, wi wel såwn henne ol sammel, Carl. Så brast det for Niels Westergård, han lænede sig ind mod muren og græd. Niels Westergård af alle mennesker. Han var en hård mand, der aldrig viste blidere følelser, men han havde altid været os en god nabo. Jeg tror han beundrede mor, hvis han i det hele taget kunne beundre nogen. Far var sønderknust af sorg. Jeg har hørt om folk, der på grund af sjælelige anspændelser kunne blive hvidhårede på en nat. Sådan noget lignende gik det med far. I den uge der gik mellem mor døde og indtil begravelsen blev hans hår gråt, næsten hvidt. Han var kun 43 år, men han kom til at ligne en mand på 65 eller ældre.

 

 

Så kom begravelsesdagen, den 19. November 1912. Det blev en dag der sent blev glemt i Helberskov. Det største ligfølge der nogensinde er set i Als og omliggende sogne fulgte mor til graven. Fars gamle venner fra Randers Amt troppede op i flok og følge. Far havde omgående foruden en dødsannonce i Aalborg Amtstidende, også ladet indrykke en lignende i Randers Dagblad og øjeblikkelig gik der bud fra gård til gård og fra hus til hus, om at møde op til begravelsen og såvidt mulig, at mødes i Syd Hadsund på et bestemt klokkeslet og køre til Helberskov isluttet trop. Det var Ahlers i Syd Hadsund, Poul Bang fra Å Mølle, Niels Raj fra Assens, Frederik fra Vindstrup og Villads Mortensen fra Udbyneder, der havde tilrettelagt dette arrangement. Og jeg må sige det klappede. Alle fars gamle venner mødte op fuldtalligt også mange jeg ikke kendte. Det vakte stor opstandelse i Helberskov, da dette store vogntog kørte ind i byen. Man beundrede de mange flotte vogne, dem fandtes; der ikke mage til i Helberskov, jagtvogne, ponnyvogne og en enkelt landauer, med nedslået kaleche, og i den tronede storbonden Frederik Nielsen og hans fine kone, Fine, i al deres glans og herlighed. De havde osse de flotteste køreheste der fandtes i hele optoget og sølvpletteret seletøj. Jo, jo, det var velhavende storbønder de fleste af dem og de viste det, osse i deres påklædning. Næsten alle mændene var i lange skødefrakker, hvidt kravetøj og høje silkehatte, med i hvert fald en undtagelse. Det var Frederik Nielsen fra Vindstrup. Han var i pænt, sort tøj, sort krave med silke halsbind, på hovedet havde han en fløjs kabuds. Ingen høj silkehat til Frederik, den ville osse passe dårligt til ham. Der fandtes vist ikke en høj silkehat i Helberskov, jeg har i alt fald aldrig set nogen.

Konrad Hansen holdt mindetalen over mor ude på gårdspladsen, Han var meget bevæget. Kisten blev læsset på fjedervognen og far tog plads i agestolen og Axel satte sig op ved siden af ham, han han ville følge mor på den sidste rejse. Han havde altid været hendes dreng og var den af os, der altid havde været den flinkeste til at hjælpe hende, da den sidste pige var rejst. Så satte det lange vogntog sig i bevægelse og der var et vist system i det hele. Der var ikke plads til ret mange inde på vor egen gårdsplads. De mange køretøjer holdt på alle gader og stræder rundt om i byen og blev dirigeret ind i kortegen alt efter rang og stand af Niels Eriksen, Jens Wollésen, Niels Westergård, Gå Karl og andre. Lige efter den nærmestes familie kørte Frederik og Fine i deres fine landauer, derefter kom ikke mindre end fem sognefogeder. Per Kragh fra Dalbyover, Jens Peter Kock fra Dalbyneder, Julius Møller fra Udbyover, Mads Nielsen fra Falslev og Niels Raj fra Assens, ( det var Niels Eriksen der havde bastemt at hans standsfæller – øvrigheden – skulle frem i første parket ). Efter dem kom alle de øvrige deltagere fra Randers Amt, som en høflighedsgestus til fars venner "øwer fjorns fra”. Så blev alle udenbys familie og venner ordnet ind i rækken, til sidst kom helberskoverne. Niels Eriksen kørte med Jens Wollesen som de sidste. De var bleven tor at ordne hele vogntoget efter den bestemmelse der var taget. Der var næsten et halvthundrede vogne, hele kortegen var 2 km lang. Da de første kørte ind i Als drejede de sidste ud fra Helberskov.

                      Den store Als kirke kunne ikke på langt nær rumme det store følge. Mange måtte stå udenfor på kirkegården, mens højtideligheden foregik inde i kirken. Provst Høffler holdt en pæn mindetale over mor, der blev sagt bagefter, at det var den bedste tale han havde holdt over en afdød. Men jeg kan ikke huske indholdet. Bagefter var der stor efterbegravelse for tilrejsende, familie og de fleste af byens folk. Hen på aftenen tog alle de fremmede afsted igen, nogle af dem havde langt hjem helt til Råby og Øster Tørslev. Jeg husker at far var meget bevæget, da han tog afsked med dem og takkede fordi de var kommet den lange vej for at følge Maren til graven. Med ganske enkelte undtagelser, så han dem aldrig mere.                      I

Det blev en trist og vemodig tid der fulgte. Far havde fået et knæk ved mors død, som han aldrig forvandt. Han mistede alt initativ, ja selve livsmodet. Det var nærmest Axel der måtte tage sig af alt, en tretten års dreng, men han gjorde det så godt han formåede. Vi fik en

husholderske hen i det ny år. Så uheldig et kvindemenneske man kan tænke sig. Hun kom ovre fra Randers Amt og far kendte hendes forældre, der var skikkelige og hæderlige folk. Men hun stjal som en ravn fra mors skabe og skuffer, hun stod for snart at skulle giftes og der var nok at tage af. Mor var 27 år, da hun blev gift og havde et godt ud­styr med sig ind i ægteskabet, derforuden arvede vi alt hvad morbror Pier og moster Ann-Mari havde efterladt og bedstefar fra færgekroen medbragte alle sine personlige ejendele, da han flyttede ud til os. Pigen hed Jensine, en lille tvær og surøjet skabning, der ikke havde meget tilovers for hverken far eller mine søskende. Det blev gensidigt. Far havde ikke bemærket hendes rapserier. Han anede overhovedet intet, men Jensine havde ikke regnet med moster Mett og moster Immalie. De vågede over mors sager med argusøjne og stolede ikke på Jensine. En dag hun var fraværende tog de sig for at gennemgå mors gemmer og opdagede til deres vrede og forfærdelse hvor meget der var forsvundet siden Jensine kom. De fortalte det til far og aftalte med ham at han omgående skulle sende bud efter dem næste gang hun skulle hjem. Da hun skulle afsted med sin kuffert var de på pletten begge to, og fordrede den åbnet. Hun blev helt ude af sig selv af raseri og nægtede at have tilegnet sig noget som helst, men der hjalp ingen kære mor, Moster Mett truede med at hente sognefogeden, hvis hun ikke åbnede kufferten godvilligt, og så klappede Jensine sammen under megen gråd og forbandelser over de to mostre. Det udartede til det rene hysteri. Kufferten var fyldt med tyvegods. En time senere kørte far, sammen med Jensine, moster Mett og Moster Immalie over til Jensines hjem og hentede alt det stjålne gods. Moster Mett havde skrevet, en udførlig liste over alt det der var bleven fjernet og det måtte hun aflevere igen lige til det sidste pudevår og lommetørklæde. Far og de to mostre kørte tilbage til Helberskov uden Jensine. Kort efter fik vi en anden husholderske. Hun var fra en indremissionsk egn længere oppe i Himmerland, men hun led bestemt ikke af missioneri. Hun hadede dem af et godt hjerte og ikke uden grund. Hun var midt i fyrrerne og var bundærlig og såmænd osse dygtig nok. Børnene kunne godt lide hende. Men kort efter at hun tiltrådte pladsen fik moster Immalie en anelse om at hun var gravid og da hun gik hende på klingen, fortalte hun moster hele sin sørgeliges historie. Hun havde kun haft en plads før hun kom til os ellers havde hun gået hjemme og holdt hus for sin gamle far. Da han var død fik hun plads hos en velhavende gårdmand, hvis kone var død kort tid i forvejen. En af disse inkarnerede, sorte missionsfolk, der bad lange bønner mange gange om dagen, men ellers var en rigtig fedthas. Han forsøgte at gøre tilnærmelser til hende på forskellig vis, gramsede på hende, så hun havde den største møje med at slippe fri. En aften, efter at hun var falden i søvn, vågnede hun ved at han var krøbet i seng til hende, væltede sig over hende og skønt hun værgede for sig af al magt, tog han sin vilje med hende. Det gjorde gruelig ondt, hun havde aldrig før haft noget med mandfolk at gøre, men det han ingen hensyn til. I den følgende tid måtte hun holde for hver eneste aften og somme tider om dagen med. Det var ren og skær voldtægt, men hun var magtesløs overfor ham. Hun opdagede, at hun var bleven gravid og fortalte ham det, men det havde kun til følge at hun fik sin løn for den tid hun havde været der og så kunne hun forøvrigt ryge og rejse. Så havde han ikke mere brug for hende. Moster var rystet i sit inderste ved at høre den beretning og omgående kontaktede hun den stedlige øvrighed, repræsenteret ved morbror Niels, om han ikke kunne ta sig af sagen og give den skinhellige hykler en ordentlig læres­treg. Voldtægt var jo en alvorlig forbrydelse og den skulle han ikke slippe skadesløs fra. Altså akslede Niels sit skind tog sit politiskilt, tog sognefogedminen på og mødte uanmeldt op hos den højhellige gårdmand, forelagde ham sagen og gav ham valget mellem at tilstille pigen et rundeligt beløb i erstatning for tort og overfald og selvf­ølgelig udrede alimentation til barnets fyldte 18 år, eller blive anmeldt for grov voldtægt, det var jo sket ikke én, men flere gange, mens hun havde været hos ham, og straffen herfor lød på forbedrings­hus i fra 2 til 4 år. Det vile sikkert blive 4 år, da forbrydelsen havde været af særlig grov art. Niels havde taget en afskrift af den paragraf i loven, der omhandlede de nævnte forhold og læste den højt for ham. Manden gik helt fra koncepterne ved at høre denne forfærde­lige meddelelse. Han faldt på knæ foran sofaen og med foldede hænder og himmelvendte øjne anråbte han Herren om tilgivelse for sine synder.

” A anfrer, a angrer”, råbte han ”å som a angrer, de var djævelens værk, de vaar ham der sendt pigen herhen for hon sku leed mæ i frestelse” Niels havde set på ham med den største væmmelse og meddelte ham kort og godt, at han gjorde bedst at holde op med den komedie og komme til sagen. Pigen var vilig til at trække sin anmeldelse tilbage, hvis han foretrak at ordne de krævede betingelser i mindelig­hed, ellers stod den på fængsling og de nævnte beløb oven i købet. Der var ingen vej udenom. Under megen våde, anger og ruelse fandt han det klogest, at sone sine synder på den måde Niels havde nævnt. Og det var let nok at skyde skylden på djævelen for det skete, han var jo ikke nærværende, så han kunne forsvare sig. Det der pinte ham allermest var tanken om pengene - "skal a da verkelig o mæ så manne, ma­nne peng ” – Niels svarede ham ikke engang. Han betydede ham blot at han fik to dages frist til at betale pigen det forlangte beløb og desuden et skriftligt tilsagn om at betale en vis sum årligt, indtil barnet fyldte attende år. Begge dele indtraf prompte, noget der sikkert har kostet den hellige missionsmand megen sorg og elendighed. At pi­gen var ovenud lykkelig for den vending sagen havde taget siger sig selv. Der havde Niels Eriksen i hvert fald gjort en god gerning. Det var moster Immalie der fortalte mig hele historien efter Nielses beretning, da pigen var rejst.

                      De følgende måneder blev far mere og mere syg, han led af anæmi, der dengang blev anset for nærmest uhelbredelig og han vidste selv, at det led mod enden. Men han frygtede ikke døden, han havde en usvigelig tro på, at han snart skulle mødes med mor i det hinsides, han kunne simpelthen ikke undvære hende. Selve livsmodet var tabt for ham. Hele familien fra færgekroen havde en kristelig indstilling, men bar den aldrig til skue ( jævf.. Eigil). Far bad kun bordbøn én gang om året, juleaften, når vi havde sat os til bords. Han var en uhyre god og hjælpsom mand. Hvis der var sygdom i et eller andet hjem og den syge skulle flyttes rundt med, gik der altid bud efter Jens Ibsen, han var i stand til at ta så blidt og lempeligt på et sygt menneske som ingen anden og han havde været en stærk mand i sine velmagtsdage. Nu sad han selv syg og elendig og ingen kunne hjælpe ham. Det var trist for mig at komme hjem efter mor var død. Far sad tit inde i den "pæne stue" når jeg kom. Denne stue havde været mor stolthed, der var en særegen hygge derinde med alle de gamle dejlige ting og sager, noget der slet ikke gfandtes andre steder i byen. Jeg tror han ligefrem følte hedes nærvær, når han sad omgivet af det, hun havde holdt så meget af. En Søndag jeg kom hjem var stuen tom, far var gået en tur hen til morbror Ajs og moster Maren. Før han gik havde han siddet og læst et par beskrevne ark. Jeg genkendte mors håndskrift og havde ikke set dem før.

 

Hvis dit hjerte knuges, som det skulle sprænges,

og du mister selve evnen til at længes,

Sig da ingentide, ej til dem du elsker, ej til dem du hader,

hvad du måtten lide.

Søg da ej om løsning på den livsens gåde,

vent blot ganske stille

Dødens nåde.

Jeg tror det var hvad far ventede på,

Dødens nåde.

 

På det andet ark stod der kun fire linjer, fire linjer der sagde alt.

Din hånd i min,

Lad så kun enden komme.

Og han der førte os den samme vej

vil ikke længe skille dig og mig.

Nej, det varede ikke længe. Godt femten måneder efter mors død begravede vi ham ved hendes side på Als kirkegård. Midt i Januar blev

han sendt over på Rigshospitalet og der døde han den 1. april 1914. to dage efter sin 45 års fødselsdag. Mor blev kun 44. Der var et stort fælge til fars begravelse, men ikke så mange som der fulgte mor til graven. De fleste af hans gamle venner fra Randers Amt mødte op, mest mændene, der var ikke så mange kvinder med, der var heller ikke det store opbud af køretøjer. Folk havde jo travlt med forårsarbejdet og mange af mændene var cyklende. Far blev begravet fra kapellet ved Als kirke, hans kiste kom ikke til Helberskov. Vennerne fra Randers Amt havde skænket to store og meget dyre sølvkranse til far og mor. De blev ikke lagt på deres grave, men monteret på en fløjlspude og tjente som indramning til et billede af far og mor. Da vort hjem blev opløst gemte man dem væk. Jeg husker ikke hvor og da din mor og jeg blev gift og fandt de forskellige ting frem igen, var de i en sølle forfatning. Fløjlet var mølædt og sølvet var så grimt og anløbet at det ville koste en mindre formue at få det hele restaureret og det havde vi ikke råd til. Det blev solgt til en guldsmed i Hadsund og vi fik noget andet i stedet. Omtrent samtidig med at far rejste til København, tog osse husholder­sken bort.. Hun havde været hos os siden Jensine blev permiteret og havde været en god hjælp, for både far og børnene men hun var efter­hånden blevet meget svær, formedelst den hellige missionsmands ihærdige forsøg på at "'beengle Himmerige”. (Citat fra Gustav Wiied). Hun var 46 år, da barnet – en lille pige – blev født, men jeg ved ikke mere om hende. Så var der kun Axel, Margrethe og Erik tilbage i gården, men så trå­dte morbror Ajs og moster Maren til. De havde afhændet deres egen gård nogle år forinden til den bette Lods Ajs og Marie og boede nu i det gamle bindingsværkshus ved korsvejen midt i byen. Jeg må tro at det var en aftale far havde truffet med dem før han rejste til Køb­enhavn. Margrethe viste sig at være en meget habil husmoder, dygtig til at lave mad og holde huset i orden og Axel var flink til at gi hende et nap med. Moster Maren og moster Immalie stillede osse hver dag og gav en hjælpende hånd, hvis det påkrævedes Axel og morbror Ajs enedes enestående godt, de var lige arbejdsivrige begge to og intet blev forsømt i den tid. Dagen efter at far var begravet blev gården solgt til Jens Jørgensen fra Als. Alt medfulgte i handelen undtagen indboet. Far havde bestemt at det skulle stå urørt til os, når engang i tiden, vi ville sætte bo, Axel var ulykkelig ved tan­ken om, at nu var det hele forbi. Han havde fundet fars fine kørepisk og spurgte grædende Jens Jørgensen om han måtte få den med, nu var det altsammen solgt. Jens klappede ham på skulderen og sagde, at hvis der var noget han gerne ville ha med, så gå bare rundt og find alt det du ønsker inden der kommer andre og ser på sagerne, han skulle ikke spørge ham om mere. Axel, fandt forskellige effekter, som han tog med. Pisken fulgte ham i alle de pladser han havde i Danmark, før han rejste til Amerika. Gården kostede 14oooo kroner. Niels Eriksen var udnævnt til at være formynder for os og det var ham, der forestod salget. Jeg tror nok, at han havde rådført sig med morbror Hans og morbror Ajs først angående prisen. Jens Jørgensen var en god køber, han hængte sig ikke i småting og pruttede ikke på prisen med en rød øre. Jeg havde fået fri nogle dage for at hjælpe til med flytningen. Dagen efter begyndte vi at køre alt vort indbo bort og opmagasinere det forskellige steder hos familie og gode venner. Axel og jeg hjalp morbror Ajs med at få et mægtigt læs på vognen, da en stor, gammel køkkenstol, der lå øverst, ramlede ned i hovedet på Ajs og det må ha gjort pinende ondt. Han gerådede udi et sandt raseri, sprang løs på stolen, vred den i stykker med sine kæmpe næver og sendte sine store træsko gennem sædet.. Stumperne smed han ind på Niels Westergårds toft med ordene.

- No ka do leg der te Worherres fugle -

Axell kunne ikke dy sig, han sagde spagfærdigt.

-          Hår do nuentier sit te Worherres fugle hår edt gammel stuel, morb­ror Ajs –

-          Hold kjæft do knejt - genmælede Ajs og gned sig i panden, hvor der fremkom en stor bule. Morbror Ajs var ikke meget for humori.

Efter at Jens Jørgensen havde overtaget gården, kom Margrethe hen til lærer Ulricksen, hvor hun var et års tid og sidenhen fik hun mange andre pladser, indtil osse hun rejste til Amerika. Da havde vi tre brødre været derovre i adskillige år. Axel kom op, til Metha og Jens Andersen (Bathel - Jens) i Skelund, naboer til din bedstefar og bedstemor. Metha var søster til Jørgen Gade, men der var ikke megen lighed mellem de to søskende. Hun kunne godt til tider være skrap, men en enestående god madmor og flink ved folkene på gården. Jens var af et noget hidsigt gemyt, men ellers en flink mand på mange måder. Axel tjente der fra midt i April til den 1. November, derefter flyttede han ud til Hans Lübeck i Helberskov (undskyld, det var en forta­lelse. Først tjente han et år hos din bedstefar og bedstemor i Skelund). Han og jeg var altså naboer i det halvårstid han var hos Jens Andersen. Jeg må sige at han imponerede både Jens og Metha. Han var på tæerne først om morgenen før andre kom op, men det ville Jens ikke finde sig i. En morgen han kom ud i stalden, havde Axel muget og fej­et overalt og det tog han meget fortrydeligt op.

Jamen bette Axel, go do her å moger -

- Nej - svarede Axel - a æ færdi -

- Hwa sejer do færdi - nej do ka trow de blywwer løwn heretter daws. Trowr do to a wel ha te bettekålen reser sæ syv stån far daw, læng far både manden å forkålen æ kommen op. No goer do op i dit kammer å goer i seng igjen, å dær blywer do te a kommer å kaller æ da -.

- Nej a well æ - svarede Axel

- Hwa wel do æ - De æ mæ der æ mand på gond, å do hår å gjør som a sejer – ka do så pekkel o mæ dæ, å de ska wæ li mæ det samm, å stej mæ dæ.

Lempelig men bestemt tog Jens, Axel i kraven og skubbede ham ud gennem døren til kostalden. Meget mod sin vilje måtte Axel tøfle af op i karlekammeret og gå i seng igen. Men naturen krævede sin ret, han faldt i søvn og vågnede ikke før langt op på formiddagen, ingen havde vækket ham. Jens lod ham bare sove så længe han lystede. Han listede op i køkkenet til Metha for at få noget spiseligt og det kan nok væ­re hun morede sig over ham og bakkede an med det bedste huset formåede . Hun nærmest forgudede ham for hans flid, hans vittigheder og uopslidelige humør. Selv hans malabariske syngen og fløjten kunne få hende til at skrupgrine. Der var ikke en tone skabt i Axel, han sang alt med den samme melodi og han sang meget. Jeg husket en dag hjemme, han stod ude i kostalden og striglede køerne og sang af fuld hals. Far hørte det tilfældigvis og spurgte.

- Er det "Janette i den grønne skov" du synger, Axel

- Nej, ka do da et høred, far, det æ "Dejlig er den himmel blå"

Det kunne hverken far eller andre høre. Det kunne ikke engang kaldes en melodi, kun højt skråleri.Han fik pladsen efter mig ovre hos din bedstefar og bedstemor, Valdemar og Ajsine, den 1. November 1914, da jeg rejste ud til morbror Hans og moster Immalie og var der til Februar 1916, da jeg udvandrede til Amerika. Axel havde derefter 2 pladser i Helberskov, hos Hans Lübeck og sidst hos Jens Kusk. Så rejste han til Hobro og havde plads som kusk, hos en vognmand i flere år. I dette tidsrum aftjente han osse sin værnepligt som infanterist i Fredericia. Derefter en tid som forkarl hos Rønn på "Poulsenseje". Forinden havde han dog osse haft plads hos Chr. Knudsen på "Voldstrup" ved Hobro, hvor osse Laurits Knudsen og kusine Agnes boede dengang. Foråret 1922 rejste han sammen med bror Erik til Amerika - til Jepp i Merrills Grove i Iowa. Men allerede samme efterår kom de begge ud til mig i California. Hvad der senere skete skal ikke nævnes her. Det hører en anden tid til.

Det blev en længere beretning, Nils. Nogle spredte oplysninger om slægten på færgekroen og om mors slægt, "Lodserne" og "Kroerne" i Helberskov. Jeg tror det vil interesserer dig at vide lidt om dine forfædre, deres indstilling og tankegang, der var så forskellig til den både din mor og jeg og du selv har oplevet. Gem den. Måske osse disse beretninger kan ha interesse for dine efterkommere. Samtidig ville jeg heller ikke undlade en beskrivelse af mit eget hjem, om forholdet mellem far og mor, om mine søskende, måske særlig om Axels og mine spillopmagerstreger i vor drengetid. Vi var just ikke altid et par små englebasser, som var artige og lydige. Vi kunne såmænd godt sammenlignes med ”Knold og Tot”. De gamle, mine bedsteforældre og deres samtidige, er gemt og glemt af alle, jeg er nærmest den eneste, der stadig husker dem og jeg syntes jeg ville riste en minderune over disse på mange måder særprægede mennesker, mens jeg var i stand dertil.  Så er mindet om dem i hvert fald til en vis grad bevaret.. Det kan syntes underligt at jeg kan huske så mange detaljer fra alle disse mange år tilbage, efter at de fleste tildragelser fra en langt seneres tid forlængst er glemt, men jeg har det akkurat som så mange andre ældre mennesker - ting og begivenher der ligger langt tilbage, er dem man husker bedst. Noget af det her beskrevne har jeg ikke selv oplevet, det er hvad andre har fortalt mig. At sidde her og skrive denne lange be­retning har været som at blade igennem en gammel glemt billedbog. Det er som om indholdet glimtvis er tonet frem gennem erindringens tågeslør, så de nævnte begivenheder og mennesker står så tydeligt frem som var alt dette sket i går.

Her sluttes..

Vi skriver i dag den 12. November 1976.

Mors dødsdag.

 

Din far

 

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

sidst opdateret 20. november 2015