Globetrotteren blev købmand

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

 

20. november 2015

Startside
Kontakt
Borgerforeningen
Arrangementer
Alt om Thulstedhus
Links til lokale sider
Krigen
Carl Juul
Historier
Udvandring
Ringridning i Helbeskov
Gamle billeder
Billeder arrangementer
Billeder af byen-området
Beboere i Helberskov
Avisudklip
Lystfiskeri
Opskrift Brejboller

 

Søndag 27. Oktober 1963

 Globetrotteren blev købmand i Terndrup

Købmand Carl Juul fortæller om en eventyrlig livsskæbne – med udgangspunkt i et 100-aarigt minde fra barndomsby Helberskov, der procentvis har leveret det største kontigent af unge i de store udvandrings år.

Til næste år er det  100 år siden, to unge nordjyder på samme dag faldt i den amerikanske borgerkrig. Denne isolerede tildragelse i det store opgør skal der ikke jubileres for, men den kaster lys over et andet historisk forløb der sammen med borgerkrigen kom til at danne en ny verden.

De to unge nordjyder var blandt de første danske, der sluttede sig til den amerikanske udvandring og de allerførste fra den lille landsby Helberskov i Østhimmerland.

Af uforklarlige grunde blev Helberskov den by herhjemme, der procentvis leverede det største kontingent til udvandringen. 60 % af karlene og 20% af pigerne rejste ud.

 En af udvandrerne fra Helber­skov nåede aldrig at slå rod i det fremmede. Hans vej førte ham over det meste af kloden. Der var talrige oplæg til en fast tilværelse ude i verden. Men tilfældet skyllede ham videre. Carl Juul endte med at blive købmand i Terndrup.

— I min ungdom var det blevet en tradition i Helberskov, at man rejste ud, hvis mulighederne ikke artede sig, som det var ventet eller ønsket, fortæller Carl Juul.

Den gamle lærer Ulrichsen i Als kunne af sine elevkartoteker dokumentere de store udvandringstal tilbage til 1905, og de gamle leverede de ældste beretninger.

F. eks. Jens Vestergaard i Helberskov, der blev næsten 100. Jeg talte med ham for mange år siden — om det uforglemmelige minde i 1859, da han selv var syv år, siger Carl Juul. Han så, hvordan to mand måtte støtte den gamle Jens Buus, da sønnen Niels Buus og Mads Jørgensen steg til vogns for at rejse. Alle vidste, at det var afsked for evigt.

Den gamle vidste også, hvordan det var gået de to. Mange år efter fik de at vide hjemme i Helberskov, at de begge var faldet i slavekrigen på samme dag og i en by. Hvis navn det ikke var svært at huske. Den hed som havet Atlanta.

Det må altså have været i et af borgerkrigens store, slag i Atlanta i Georgia, hvor general W. T. Sherman vandt sin sejr for Nordstaterne i 1864 forud for den berømte march til Savannah.

Efter at Mads Jørgensen og Niels Buus var kommet af sted, rejste unge hvert forår i flok og følge. Helberskov havde meget dårlig jord den gang. Landvindingen var ikke kommet i gang. Det er måske en af forklaringerne på den store udvandring.

Da jeg blev 18 år i 1916, fulgte jeg traditionen. Mine forældre var døde og hjemmet var borte. Det var så lige til, at jeg skulle prøve at bryde en vej i Amerika. Jeg flakkede noget rundt i begyndelsen, var farmer i Iowa og Minnisota, opholdt mig i California et tykke tid og kom til Seattle i staten Washington som værftsarbejder i de år, da verdenskrigen opslugtede store mængder skibstonage.

Jeg må fortælle om et mærkeligt menneske, jeg traf i Iowa. Han satte mig i gang ud over Stillehavet.

På det tidspunkt, jeg mødte ham, var jeg dræningsarbejder. Han sad med sin avis i en beværtning, hvor jeg spiste sammen med de andre danske. Fra min plads ved bordet havde jeg front mod en fremmede og så et arret ansigt, da han sænkede sin avis. Han manglede to fingre på hver hånd, og da han kom op at stå, så jeg, at han havde kun et ben - et andet var af træ.

Kroppen fuld af bly

Dette menneske stirrede så besynderligt på mig, Da han var gået, og jeg spurgte, hvad han var for en blev jeg advaret. Et farligt menneske. For nylig havde han skudt en italiener ved en cirkus, hvor han var ansat. Italieneren havde pumpet hans krop fuld af bly, men den arrede skød kun en gang, da han fik kanonen klar. Et skud var nok.

Jeg kunne ikke glemme hans stirrende og forskende blik. Jeg måtte se ham igen og fik at vide, at han nu var altmuligmand på et tredjerangs hotel. Sådan mødte jeg Steve Hamilton, der blev en af mine bedste venner.

Oprindelig var han engelsk læge, men han havde ikke stadighed til at slå sig ned. Han kom verden over, en tid med ekspeditioner, der skulle fange vilde dyr til Hagenbeck i Hamburg.

Det var derfor, han stirrede på mig. Om jeg havde nære slægtninge, som han kunne have truffet i Afrika? Jeg vidste, at mine farbrødre havde turet rundt, men ikke nøjagtigt hvor.

Men så går tingene så besynderligt i ring. Sidste forår, da der blev ryddet op på loftet, kom en af pigerne med et bundt breve fra bedstefars kiste. Jeg havde aldrig set dem før, men læste nu et brev fra farbror Chresten hjem til sin; far, kromanden i Syd Hadsund. Det var det sædvanlige: send penge. Men farbror Chresten fortalte, at havde det ikke været for en engelsk elefantjæger, var han ikke kommet levende fra Landområdet ved Nilen. Elefantjægeren behandlede hans sygdom, og det var i yderste øjeblik. Det var ejendommeligt at stå på loftet i Terndrup og svare Steve Hamilton — 45 år efter.

Fra sine rejser i Stillehavet fortalte Steve Hamilton mig den gang så indtrængende, at jeg selv fik en grille. Jeg måtte af sted og kom det for mine penge fra Seatt­le. Jeg fik skibslejlighed til Hawaii og kom ad omveje over bl.a. Fi­jiøerne til Sidney i Australien og videre til New Zealand, hvor jeg var i tre år, det meste af tiden som arbejder i kulminer. To sammenstyrtningsulykker kom jeg fra med livet i behold. Men New Zealand var alligevel ikke det blivende sted for mig. Jeg ville tilbage til Amerika. Skibet anløb Tonga Tabu, dronning Salotes rige. Det var en engelsk kronkoloni, men dronningen havde beholdt det afgørende ord. Jeg traf hende. Det lyder så flot, ved et tilfælde løb jeg på dronning Salote. Men rigtignok ved et uheld. Jeg havde uden at vide, hvor jeg bevægede mig hen, forvildet mig ind på hendes domæne. Ved bade dammen kom to piger imod mig, og jeg sludrede hyggeligt med dem. Jeg kunne, lidt maori, en af de polynesiske dialekter, indtil den flotteste af pigerne slog over i engelsk

Hvad jeg ville på Tonga Tabu? Jo, bl.a. se på de kønne piger, nu havde jeg mødt to af de meget kønne! Det morede vi os meget over. Vi spadserede tilbage til byen, hvor vi skiltes, og her stod de indfødtes postmester hovedrystende. Han fortalte mig, at det var dronningen, jeg havde trængt mig i på. Var det sket for 100 år siden havde mit afhuggede hoved alene været vidne til slutspillet fra toppen af en bambusstang, sagde postmesteren. Heldigvis var det ikke j 100 år siden. Kan De huske dronning Salote fra dronning Elizabeths kroning? Da var Salote ved at stjæle hele billedet. Endnu den gang var hun en flot pige.

En medpassager fra båden, en læge fra New Zealand på vej kongres i Amerika fik mig til gå fra borde, da vi anløb Tahiti, hvor vi blev i seks uger. Det var min faste agt at slå mig ned på Tahiti, men bordet fanger i Sydhavet Jeg fik udpeget folk, der var levende beviser på den forhutlede tilværelse, mangen en hvid kom til at leve, fordi han aldrig blev i stand til at slippe Sydhavet.

Jeg kom med en coprabaad til San Francisco efter flere mellemlandinger. Lad os fatte os i korthed, det blev til nye ophold rundt om i staterne, til jeg vendte hjem i 1925. Værnepligten kaldte, og jeg blev kystartillerist, men udlængslen var ikke kvart. Det endte med Sydamerika.                                                                                   

Jeg nåede ikke, som det var min agt, tilbage til USA. Passet udløb, og i Buenos Aires ville de ikke forny det. Jeg måtte vende hjem og ankom som en syg mand.

Det varede længe at få mig lappet sammen. Imidlertid var jeg blevet gift, og en påtænkt rejse til Sydafrika, hvor jeg havde venner, løb ud i sandet. Min kone syntes, det kunne være nok. Vi fik en ejendom i Øster Hurup og i 1949 faldt vi til ro her i Terndrup. Jeg blev købmand. Et arbejde jeg har lært lige så lidt som noget af alt det andet, jeg har givet mig af med.

I 1959 fik jeg en ny Amerika rejse som vejleder for en gammel kusine. Hun var 80 og levede op til en 60 åring. Men shoppen herhjemme ventede. Sådan kunne de også gå for en af udvandrerne fra Helberskov – Stik imod spillets regler.

 

Startside | Ude godt - men hjemme bedst | Diverse Carl Juul | Globetrotteren blev købmand | Strandinger og forlis | Jørgen Rytters tobak | Himmerlandske orlogsgasters oplevelser | New Zeeland brev | Connecott Alaska 1924 | Bønder og sømænd i Helberskov i gamle dage | Originaler og andre godtfolk i Helberskov | Brev fra Carl til hans søn | Anetavle Carl Juul | Fem måneder i Argentina | Amerika brev | Byen der udvandrede

sidst opdateret 20. november 2015